Kærlighedens Kildevæld
af
Sri Sathya Sai Baba


Indholdsfortegnelse (fjerde udgave 1975):

Forord

Kapitel 1: Ædle Egenskaber baner Vejen for Aspiranten

Kapitel 2: Boglige Studier og punktrettet Opmærksomhed

Kapitel 3: Sadhana er livets Vej

Kapitel 4: Menneskelivets sande Natur

Kapitel 5: Bhakthi og Jnana er identiske

Kapitel 6: Livets Pligter

Kapitel 7: Sadguna er Jnana

Kapitel 8: Sandhed er Gud

Kapitel 9: Ahamkara skaber Asanthi

Kapitel 10: Aspiranter på Bhakthi vejen

Kapitel 11: Tilbedelse af Afbildninger

Kapitel 12: Studier

Kapitel 13: Behovet for Sanathana Vidya

Kapitel 14: Den objektive Verden er ikke Sand

Kapitel 15: Livet er en Rejse, der afhænger af Samskara'er

Kapitel 16: Livet aflønner udelukkende Mennesket med Samskara'er

Kapitel 17: Sanathana Dharma er Menneskehedens guddommelige Moder

Kapitel 18: Sarvaantharyaami er Een og kun Een

Kapitel 19: Frøene til spirerne for Bhakthi

Kapitel 20: Sadhaka'en kender Dagen i Dag, men hvad med i Morgen?

Kapitel 21: Den Vej, der fører Bhaktha'en til Muktha

Kapitel 22: Karakteren adskiller en Manava fra en Danava

Kaåitel 23: Dine ord i dag, er skabt af dine handlinger i går

Kapitel 24: Der findes to Kategorier af Bhakthi

Kapitel 25: Vanaprastha

Kapitel 26: Der findes fire Former for Mukti

Kapitel 27: Sat-Sankalpa er den Vej, der fører til Guds Nærhed

Kapitel 28: Formålet med Handlinger er gode Gerninger

Kapitel 29: En ædel Karakter er Menneskelivets Kronjuvel

Kapitel 30: Der er forskel på Sahajamarga og Sadhanamarga

Kapitel 31: Sadhaka'ens Høst

Kapitel 32: Det Redskab en Sadhaka bør anskaffe Sig

Kapitel 33: Fortidens Velstand og vore dages Armod skyldes de såkaldt "Vise"

Forord

Kære læser

Da Bhagavan Sri Sathya Sai Baba for nogle år siden talte ved et stort møde i Gudur, sagde Han, "I tager ikke fejl, når I kalder Mig Premasvarupa." Sandheden er, at Baba overøser os med Prema. Han søger efter Prema, og Han får Prema til at blomstre frem i det enkelte menneskes hjerte, i samfundet og mellem nationerne. Menneskeheden, der er kommet på afveje, og som nu er slået med rædsel, er ude af stand til at styre og kontrollere den ondskab, som dens egen vanvittige adfærd har skabt. Den har nu brug for Baba's Nåde og Prema for at komme ud af sin neurose og blive ført tilbage til Lyset. Baba sagde for mange år siden, at Han ville påbegynde Sin Mission, når Han havde levet 32 år her på Jorden. Denne Mission består i at omdanne og omforme mennesket på Dharma's sande grundlag.

Da Han i 1958 blev 32 år, gav Han Sin Velsignelse til en dristig plan om at udgive et månedligt magasin. Han gav magasinet navnet Sanathana Sarathi. Det er et navn, der er fyldt af den søde duft af Gita'en og af den rolle, som Gud påtager Sig som Vognfører for enhver, der vælger Ham som Vejleder. Det er ikke tilfældigt, at Prema Vahini var den første artikelserie, Baba skrev for Sanathana Sarathi. Disse artikler er nu samlet i denne bog, på samme måde som de dengang udkom, i engelsk oversættelse.

Sai Æraens verden hviler på fire grundpiller, på Sathya, Dharma, Santhi og Prema, og menneskeheden vil med Baba som Vejleder ved hjælp af Prema nå frem til Santhi.

Denne bog vil være til overordentlig stor hjælp ved gennemførelsen af denne opgave. Medens du læser den, er du i kontakt med kilden til al Prema. Når du omsætter bogens budskab i handling, vil Guds Nåde blive synlig for dig som din Vejleder. Når du i den Sadhana, som bogen foreskriver, overvældes af betagelse, er dette en afglans af den ophøjede storhed, der kendetegner medfølelsens Hav.

N. Kasturi Redaktør af Sanathana Sarathi

Top

Kapitel 1: Ædle Egenskaber baner Vejen for Aspiranten

Denne Kaliyuga tilbyder i forhold til alle de tidligere Yuga'er mange forskellige veje, der kan føre til udvikling af menneskets Viveka, menneskets skelneevne. Hvis man ønsker uddannelse, så findes der i vore dage alle de skoler og institutioner, man har brug for. Hvis man ønsker at blive rig, så er der forskellige måder, på hvilke man med den rette indsats og med ærlige midler kan opnå denne rigdom. Til trods for disse muligheder er mennesket ikke mere lykkeligt eller fredfyldt. I vore dage er der i virkeligheden meget mere elendighed end i tidligere tider.

Hvad er nu grunden til det? Forklaringen er at finde i menneskets adfærd, i selve den måde mennesket lever på. Mennesket er udviklingens højdepunkt. Åndelig stræben, der er ren og hellig, er en nødvendig forudsætning for et meningsfyldt liv. Gode karakteregenskaber er altafgørende for et sådant liv. Det er de gode karakteregenskaber, der fører til det evige liv. Selv døden overleves af de gode karakteregenskaber. Der er nogen, der siger, at viden er magt, men det er ikke sandt. Gode karakteregenskaber er magt. Gode karakteregenskaber er endog en forudsætning for at opnå viden. Enhver må derfor stræbe efter at opnå en lydefri personlighed, en personlighed, der ikke indeholder det mindste spor af ondskab.

Det er værd at lægge mærke til, at selv i vore dage huskes og skattes Buddha, Jesus, Sankaracharya og Vivekananda. De var hellige mænd. De var gudhengivne. Hvilke egenskaber er det, der gør, at de altid vil blive husket? De vil blive husket på grund af deres ædle karakteregenskaber.

Hvis man ikke har gode karakteregenskaber, så er ens rigdom, uddannelse og sociale staus til ingen nytte. De gode egenskaber er som blomstens duft. De beriger alt. Digtere, malere, kunstnere og videnskabsmænd kan være fremragende hver på sit område, men hvis de ikke har nogen gode karakteregenskaber, så nyder de ikke nogen anseelse i samfundet.

Vi vil helt sikkert komme i tvivl, når vi begynder at tænke over, om de, der nyder anseelse i samfundet, nu også besidder de egenskaber, der skal til, for at vi kan se op til dem som store personligheder. Men det, Jeg tænker på, er et samfund og en person, der holder fast ved bestemte, uforanderlige værdier. Det helt normalt, at samfundet tillægger bestemte karakteregenskaber forskellig værdi, som tiden går, og at disse skiftende karakteregenskaber er afhængige af strømningerne i samfundet. Den grundlæggende natur i en lydefri karakter er imidlertid uforanderlig. Den er altid den samme, og den er derfor uafhængig af samfundsmæssige forandringer. Set ud fra dette synspunkt er den evig, og den er forbundet med en anden evig Realitet, med Atma.

Her følger de vigtigste af de ædle karakteregenskaber: kærlighed, tålmodighed, overbærenhed, vedholdenhed og gavmildhed. Disse egenskaber skal vi agte og ære.

De mange små og store handlinger, vi udfører dag efter dag, bliver med tiden til vaner. Disse vaner former vort intellekt, vort livssyn og vort liv. I sindet skabes der uudslettelige spor af alt det, vi forestiller os, af det, vi søger hos vore idealer, og af det, vi længes efter. Vi opbygger vor viden om og vort syn på verden på baggrund af disse forvrængede opfattelser, og det er denne verdensopfattelse, som binder og fastholder os.

Menneskets nuværende situation er et resultat af hans fortid og af de vaner, der er blevet dannet gennem denne lange tidsperiode. Uanset hvilke karaktertræk han end har udviklet, så kan de ændres ved at lave om på den tillærte måde at tænke og gøre sig forestillinger på.

Der findes ikke noget menneske så ondt og gement, at han ikke kan forbedres. Forvandlede Buddha ikke landevejsrøveren Angulimala til en venlig og kærlig person? Blev tyven Ratnakara ikke forvandlet til den hellige mand Valmiki? Ved hjælp af bevidste bestræbelser kan man ændre sine vaner og udvikle gode karakteregenskaber. Mennesket har altid mulighed for at udfordre sine ondskabsfulde tilbøjeligheder og ændre sine dårlige vaner. Mennesket kan gøre sig fri af de gamle vaner, der binder ham til denne Jord, og skabe nye vaner, der kan føre ham frem ad den guddommelige vej. Det kan han opnå ved uselvisk tjeneste, ved forsagelse, gennem hengivenhed, ved hjælp af bøn og ved hjælp af logisk tænkning.

Formålet med al åndelig litteratur, med digte, med de episke fortællinger, med bøger og magasiner er at informere om menneskets karakteregenskaber, om deres natur og deres luner og at gøre rede for, hvordan disse egenskaber kan ændres. Dette magasin, Sanathana Sarathi, har ene og alene dette mål. Formålet er ikke at stille lærdom til skue, ej heller at stræbe efter ære og berømmelse.

Man må imidlertid være opmærksom på, at man ikke udvikler nogen Viveka, nogen skelneevne, ved blot at læse en bog eller et magasin. Det, der tæller, er at praktisere det, man har set, hørt eller læst om. Hvis man ikke gør det, så er læsningen blot spild af tid. Hvis man læser for at få tiden til at gå, så forsvinder det, man læser, når tiden går, og man glemmer alt.

Top

Kapitel 2: Boglige Studier og punktrettet Opmærksomhed

Kapitel 2: Boglige Studier og punktrettet Opmærksomhed

Bøger er til rådighed i store mængder og til meget lave priser. Alle og enhver kan købe og læse Veda'erne, Sastra'erne og Purana'erne. Der er heller ingen mangel på Guru'er. Der findes mange Vidyapeeth'er, og de velsigner os tilsyneladende med lærdom og viden. Overalt findes der mange muligheder for at tilegne sig boglig viden, men på trods af det hører man ikke nogen give udtryk for den tilfredshed, der er en følge af, at man har fået del i den sødmefyldte Jnana.

Når Jeg ser de bunker af bøger, der hober sig op overalt, så bliver Jeg klar over, at den visdom, der findes i bøger, ikke formår at trænge gennem bøgernes tykke bind og strømme ud i lyset. Gud skjules bag bjerge af begær, vrede, jalousi og selviskhed. På lignende måde skjules Visdommens Sol af disse vældige bjerge af bøger. Man kan ikke påstå, at vi er blevet mere kulturelt udviklede, efter at vi har opnået større visdom, selv om disse bøger nu er tilgængelige overalt på Jorden. Mennesket er udviklingsmæssigt ikke langt fra aben. Det, læseren søger, er en smuk indbinding, en tiltalende titel og kønne billeder. Han søger den flygtige glæde i den forbigående tilfredshed. Kun de, der anvender deres skelneevne til at udvælge de bøger, de læser, og som praktiserer det, de har læst, vil være i stand til at erkende Sandheden og nyde den evige Lyksalighed. Kun hvis man lever på den måde, har livet nogen værdi. De, der søger den højeste vej, og som elsker at tænke på Gud, bør derfor gøre en indsats for udelukkende at læse bøger, der beretter om helgeners og hellige personers liv, samt bøger, der hjælper med at kontemplere på det Guddommelige. Dersom man ukritisk læser alle de bøger, man kommer i nærheden af, så vil man blot blive endnu mere forvirret. Det gavner intet. Det giver ikke fred og ro i sjælen.

Hvad du end foretager dig, så er det af største betydning, at du udvikler punktrettet opmærksomhed, Ekagratha. Samadrishti er Subhadrishti. Skønt løven er skovens konge, så ser den sig hele tiden tilbage, når den har gået nogle få skridt, fordi den er bange for at blive forfulgt. Et frygtsomt sind medfører, at synet sløres. Vrede i hjertet forvrænger synsindtrykket og bortleder opmærksomheden fra det, man ser.

Mennesket er nødt til at udvikle Samadrishti, det vil sige evnen til at se alt og alle som noget lykkebringende. Alt det skabte må nødvendigvis forekomme ham at være lige lykkebringende. Han er nødt til at møde alle væsener med samme kærlighed og tillid, som han har til sig selv. Der er nemlig intet ondt i skabelsen, end ikke den mindste smule. Det onde forekommer ondt, ene og alene fordi vor opfattelse af verden er forvrænget. Verden opleves med den samme farve, som brilleglassene har. Skabelsen er i sig selv evigt ren og hellig.

Top

Kapitel 3: Sadhana er livets Vej

Der har altid været, og der vil altid være lærere, der viser mennesket de højder, han kan nå, og som vejleder ham om, hvordan han ved hjælp af målrettet stræben kan nå disse højder, når han fuldt ud begynder at manifestere sine fysiske, sine mentale og sine intellektuelle evner. Menneskets sind svælger i ydre foreteelser samt i formålsløs iagttagelse og kritik af den ydre verden. Hvordan kan sindet under disse forhold lære at blive af med sin flygtighed?

Enhver bør stille sig selv følgende spørgsmål: Mahatma'er og Mahapurusha'er var også en gang ganske almindelige mennnesker, som jeg er nu. Også de var inkarnerede væsener. Når de kunne opnå fuldkommenhed, så vil det også lykkes for mig, hvis blot jeg følger deres metode. Hvad gavn har jeg af at bruge min tid på at finde andres fejl og mangler?

Man skal derfor først og fremmest begynde at udøve den Sadhana, der består i at erkende egne fejl og mangler, og at stræbe efter at fjerne disse for derved at blive fuldkommen.

Formålet med dagligdagens uophørlige slid, og det der berettiger det, er at gøre ens sidste dage behagelige og sødmefyldte. Den enkelte dag har imidlertid også sin aften. Hvis vi har brugt dagen til at udøve gode gerninger, så vil aftenen velsigne os med en dyb, forfriskende og styrkende søvn. Det siges, at den form for søvn minder om Samadhi.

Menneskets liv her på Jorden er kun af kortere varighed. Men selv i den korte tid, der er til rådighed, er det muligt at opnå guddommelig Lyksalighed, hvis man anvender tiden fornuftigt. Hvis vi betragter to personer, to af samme støbning, der er vokset op under de samme kår, så kan den ene udvikle sig til en engel, mens den anden bevarer sin dyriske natur. Hvad er forklaringen på denne forskel i udvikling? Forskellen skyldes dels de vaner og den adfærd, som disse vaner har medført, dels den personlighed, som er blevet skabt af denne adfærd. Mennesket er et resultat af sin personlighed, af sine karakteregenskaber.

Top

Kapitel 4: Menneskelivets sande Natur

For en overfladisk iagttager ser menneskets tilværelse ud til udelukkende at bestå af en endeløs kæde af aktiviteter såsom at spise, drikke, arbejde og sove. Sandheden er imidlertid den, at livet har en langt dybere mening og er langt mere betydningsfuldt. Livet er et helligt offer, en Yajna. Hver eneste lille handling er en offergave til Gud. Kan søvnen være andet end Samadhi, når vi ofrer og overgiver alle dagens gerninger til Gud?

Menneskets store fejl er, at han identificerer sig med kroppen. Han har anskaffet mangt og meget til kroppens vedligeholdelse og velbefindende. Selv når kroppen med alderen bliver svag og affældig, forsøger han at støtte og styrke den på forskellig vis. Men hvor længe kan man udsætte døden? Når Yama's arrestordre bliver afleveret, er man nødt til at følge med. Når man står over for døden, så forsvinder ens status og ens stolthed og styrke. Erkend det! Du bør dag og nat med en ren og hellig krop og med et rent og helligt sind stræbe efter at opnå den fulde erkendelse af dit højere Selv ved at tjene alle levende væsener. Man skal tage vare på sin krop for at kunne anvende den i denne tjeneste, men husk på, at du ikke er denne krop. Du er ikke kroppen.

Tat Tvam Asi. Du er Det. Denne sætning er den højeste og helligste Mahavakya. Du er den uforgængelige Atmatatva. Det er for Atmatatva's skyld, at du har denne krop. Du skal når som helst være rede til at give afkald på denne krop, til at ofre den i dine bestræbelser på at virkeliggøre Parameshvara. Brug din krop til fremme af hele verdens ve og vel. Denne krop er blot et redskab, et instrument, som Gud har givet dig. Lad det tjene sit formål.

Det er din pligt årvågent at tage vare på kroppen og sørge for, at den ikke kommer til skade eller invalideres, indtil du har erkendt grunden til, at du har fået dette redskab. Om vinteren benytter man uldne klæder for at beskytte sig mod kolde vinde, men når det bliver mildere i vejret, lægger man de uldne klæder bort. Det samme gør vi, når den materielle tilværelses kolde vinde ikke længere generer os. Så har vi ikke længere brug for den materielle krop. Man er da udelukkende bevidst om den ulegemlige krop.

Når det styrtregner, står himmel og jord i eet. Det er en smuk og tankevækkende oplevelse. Naturen giver dig denne oplevelse, for at du kan komme til erkendelse af denne Enhed. Der er tre lektioner, vi må lære at alt det skabte er forgængeligt, at menneskets opgave består i at tjene, og at det er Gud, der er Herren. I Skabelsen finder vi midlerne til vor Puja. Tilbederen er mennesket. Gud er den Tilbedte. Livet er en leg, der leges af disse tre ting.

Mennesket må være lykkelig over, at Purushothama hele tiden giver ham nye muligheder og materialer, som han kan tjene Gud med og udføre Puja til Gud med. Han skal hele tiden bede om at få nye muligheder og glæde sig over de chancer, han får. En sådan indstilling medfører ubeskrivelig stor glæde. Det er den rene lyksalighed at leve, når man er helt opfyldt af denne glæde.

Alt det, vi foretager os fra solopgang og til solnedgang, skal helliggøres, og vi bør anse det for at være vor tilbedelse af Gud. På samme måde som vi er omhyggelige med kun at plukke friske blomster og sørge for at holde dem pæne ved at fjerne de visne, på samme måde bør vi uafbrudt bestræbe os for at udføre rene og hellige handlinger.

Livet vil blive een lang, uafbrudt Gudstjeneste, hvis vi hele tiden tænker på denne måde og lever i overensstemmelse hermed. Følelsen af 'jeg-hed' og 'du-hed' vil hurtigt forsvinde, og alle egoets spor vil blive tilintetgjort. Hele livet forvandles da til en sand og ægte Haripaaraayanam. Når man i tanke, følelse og gerning oplever, at 'Jeg er tjeneren, hele denne verden er offergaven, og Gud er Herren, som jeg tilbeder', så vil enhver oplevelse af forskel mellem begreberne 'din' og 'min' forsvinde.

Top

Kapitel 5: Bhakthi og Jnana er identiske

Der er ingen forskel på Bhakthi og Jnana. På samme måde, som Saguna bliver til Nirguna, bliver Bhakthi til Jnana. Jeg er ikke enig med dem, der påstår, at Karma, Bhakthi og Jnana er adskilte, at de ikke har noget med hinanden at gøre. Jeg vil end ikke klassificere dem og sige, at denne kommer først, denne er nummer to, og den der kommer sidst. Jeg vil heller ikke godtage en blanding af de tre eller en fuldstændig sammensmeltning af dem, en Samuchchaya. Karma er Bhakthi, og Bhakthi er Jnana. Et stykke slik som Mysorepak, har både sødme, vægt og form. Disse tre kvaliteter kan ikke adskilles. Hver eneste lille del af dette slik besidder egenskaberne sødme, vægt og form. Man finder ikke formen et bestemt sted, vægten et andet og sødmen et tredje sted. Når vi putter slikket i munden, vil slikkets vægt og form ændres, samtidig med at vi oplever smagen. På helt tilsvarende måde er Jiva'en, Atma og Paramatma ikke adskilte enheder. De er een og samme Enhed.

Hver eneste handling, vi udfører, skal derfor være helt opfyldt af Seva, af Prema og af Jnana. Alle vore aktiviteter skal med andre ord være helt mættede af Karma, af Bhakthi og af Jnana. Det er den sande Purushothama Yoga. Det er ikke nok blot at tale om den. Man skal også praktisere den. Man bør hele tiden udøve Sadhana med et hjerte, der er helt opfyldt af Bhakthi og Jnana. Hjertet bør hele tiden udvide sig for at omfatte mere og mere. Den sødmefyldte nektar i Herrens Navn er livets glæde. Den indre fryd og glæde, Navnet medfører, er beslægtet med den ydre verdens glæder.

Når en Kriya udføres som en offergave til Gud, så forenes den enkeltes fortjeneste eller gode med det højere gode og det højeste gode, med Svartha, Parartha og Paramartha. Først bliver 'du' og 'jeg' til 'vi'. Denæst bliver 'vi' og Gud identiske. Jiva'en, der er den individuelle sjæl, 'jeg-et', bør først opnå enhed med hele skabelsen, med Prakriti, der er 'du-et', og derefter med Paramatma, der er den højeste Sjæl, Gud. Det er den sande betydning af Mantra'et Om Tat Sat.

Om Tat Sat var sandheden i fortiden, det er sandheden i nutiden, og det vil forblive sandheden i fremtiden. Gud og 'jeg' er altid til stede. Sadhana er også evig. På samme måde som solen og solens lys er uadskillelige, således bør en åndeligt søgende være fordybet i sin Sadhana. Først når en adhaka uophørligt udøver sin Sadhana, kan man sige, at han er eet med OM.

Top

Kapitel 6: Livets Pligter

Når man gør sin pligt og lever sit liv efter de rette moralske leveregler, vil ens hjerte blive renset for urenheder. Det kan hænde, at man overmandes af træthed og svaghed, og man bør da bede til Gud og sige, "Herre, jeg kan ikke længere magte denne opgave. Mine kræfter slår ikke til. Kære Gud, hjælp og styrk mig."

I begyndelsen står Gud på en vis afstand og betragter menneskets bestræbelser på samme måde, som en lærer ser til, mens eleverne besvarer de skriftlige opgaver, han har givet dem. Når mennesket begynder at gøre sig fri af Bhoga og begynder at udøve gode gerninger og Seva, kommer Gud helt tæt på ham for at anspore og opmuntre ham. Gud er som Surya Narayana, der står og venter uden for den lukkede dør, eller som tjeneren, der kender sin herres rettigheder og sine egne begrænsninger. Han siger ikke, at han står og venter. Han banker heller ikke på. Han venter blot. Men åbner husets herre døren bare en lille smule, så strømmer lyset ind, og straks forsvinder mørket. Når Han bliver bedt om hjælp, så er Han at finde ved den bedendes side, og Han rækker hænderne frem for at hjælpe. Det, der kræves af mennesket, er blot den nødvendige Viveka, så han kan bede til Gud, og den nødvendige Jnana, så han kan komme Herren i hu.

Top

Kapitel 7: Sadguna er Jnana

Jnana betyder forståelse, men det er ikke en forståelse på intellektets plan. Man spiser ikke, hvis man blot lægger maden på tungen. Man får først udbytte af at spise, når man tygger og synker føden, når den fordøjes, optages i blodet og omdannes til muskler og knogler, til styrke og vitalitet. På tilsvarende måde skal Jnana, Visdom, gennemstrømme og levendegøre alle livets aspekter. Jnana skal kunne komme til udtryk gennem alle organer og sanser, det vil sige gennem alle Karmendriya'erne og alle Jnanendriya'erne. Mennesket skal nå dette høje stade.

Ophobning af lærdom og viden er ikke Jnana. Det er udelukkende Sadguna, der er Jnana.

Man er nødt til at tillade en smule Bhoga, for at man kan udføre Seva. Den form for Bhoga er en del af Yajna'en. Man er nødt til at bruge Anna som brændstof for at få kroppen til at fungere. Anna er ikke Yajna, men Anna gør Yajna mulig. Man skal derfor ikke le ad dem, der spiser, og tro, at det at spise har noget med grådighed at gøre, at det er Udaraposhana. Indtagelse af føde er en del af tilbedelsen.

Puja omfatter mere end blot at plukke blomster og anbringe dem på toppen af gudebilledet. Gartneren, der har slidt i det for at frembringe de planter, som blomsterne kom fra, deltager også i tilbedelsen. Kroppen fungerer først, når den får føde. Midlerne til offerhandlingen er også Yajna.

Den Karma, der udføres på de tre følgende områder, er altsammen offerhandling. De tre områder er: at anvende hele skabelsen i tilbedelsen af Gud, at stræbe efter at skabe retfærdighed og fred i samfundet og at søge at kontrollere og koordinere kroppens funktioner. Den første gruppe Karma'er betegnes med ordet Yajna, den anden gruppe med ordet Dana og den tredje gruppe med ordet Tapas. Alle menneskets handlinger skal være rettet mod at tjene og opfylde disse tre behov.

Top

Kapitel 8: Sandhed er Gud

Den rette moralske levevis er en forudsætning for at nå denne tilstand. Grundlaget for det rette moralske liv er evnen til at skelne mellem det Sande og det falske. På samme måde som man smider muslingeskallen væk og beholder perlen, skal man afvise det uvæsentlige og acceptere det væsentlige, der er Sandheden. Men også her bør den guddommelige Nåde og den personlige bestræbelse gå hånd i hånd. Man bør desuden hele tiden være opmærksom på, at kroppen og Atma er adskilte. Det er en meget gavnlig åndelig øvelse. Den form for Viveka er nødvendig på alle livets områder, både på de verdslige og på de åndelige. Det er en absolut nødvendig forudsætning for at kunne nå til erkendelse af Sandheden, til erkendelse af den Sandhed, der er til stede, når alting skabes i tilværelsen, og når tingene nedbrydes. Denne Sandhed er Gud.

For at kunne tjene den højeste Herre er det nødvendigt, at man har gode og hellige spisevaner. Med hensyn til føden må vi huske, at det ikke er mængden, men derimod kvaliteten, der er af betydning. Det er dog ikke helt ligegyldigt, hvor meget man spiser. Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt at spise? Det er det, for at man kan få kræfter og styrke til at udføre Seva. Det er nødvendigt med føde, for at Sevayajna kan bære frugt, og føden skal være ren og hellig. Vi er nødt til at være opmærksomme på dette aspekt af føden.

På lignende måde bør enhver hele tiden være opmærksom på sine vaner og karakteregenskaber. Når det sker, vil tilknytningen til kroppen høre op, og det vil blive let at opnå Atmananda.

Mennesket har alle disse forskellige pligter at udføre, før han endelig når til erkendelse af Selvet. Det er udelukkende det rette åndelige liv, der kan fjerne menneskets urenheder og gøre ham lydefri. Og det er denne lydefri personlighed, der giver ham mulighed for at erkende Paramatma. Hvis man ikke har beskæftiget sig med det åndelige liv, er det derfor helt meningsløst at græde i fortvivlelse over, at man ikke har været i stand til at lære Paramatma at kende.

I den materialistiske verden er man ikke i stand til at værdsætte værdien af de åndelige bestræbelser, hvis man ikke har nogen erfaringer med det åndelige liv eller med dets renhed og hellighed. Man kan sige, at man først kan begynde at udføre åndelige øvelser, efter at man har lært at værdsætte dem, men det vil svare til at sige, at man først bør hoppe i vandet, efter at man har lært at svømme. Man lærer først at svømme, når man springer i vandet med et svømmebælte på. På lignende måde kan du, når sindet har svømmebælte på, roligt og uden frygt springe ud i de åndelige øvelsers hav. Du vil da selv komme til at forstå værdien af åndelige øvelser. Den åndelige vejs beskaffenhed og vilkår er kun kendt af dem, der har rejst ad den vej. De ved, at den vej, der består af Sathya og Viveka, fører til Paramatma. De, der ikke har påbegyndt den rejse, og de, der ikke ved, at den vej findes, kan hverken forstå eller forklare disse forhold for sig selv eller andre.

Det er udelukkende Paramatma, der er Virkelig. Paramatma er Sandheden. Paramatma er Kærlighed. Mediter på Ham som Sandhed og Kærlighed. Det er muligt at erkende Ham, uanset hvilken form du end vælger at meditere på. Viveka og Vairagya vil slå rod og udvikle sig som følge af denne Satsang. Det vil give dig styrke og indre fred. Dit sind vil da smelte sammen med Paramatma.

Du skal i alt, hvad du foretager dig, anvende al den styrke og alle de talenter, du har fået, og lade din tale og dine gerninger være sande. Det kan du måske ikke altid i begyndelsen, og du kan komme ud for vanskeligheder og lidelser, men det er helt sikkert, at du til sidst vil få succes og opnå sejr og Lyksalighed. Jeg kommer her til at tænke på fyndordet 'Satyameva Jayathi, Naanritham'. Du kan opnå erkendelse af Sandheden, du kan lære Paramatma at kende ved den måde, du lever på, gennem dine handlinger

Top

Kapitel 9: Ahamkara skaber Asanthi

Mennesket skaber og fremelsker i sit indre en overflod af selviske vaner og holdninger, og det medfører, at han oplever stor utilfredshed. Impulserne til alle disse tilbøjeligheder kommer fra hans herskesyge, fra begæret efter mere og mere indflydelse, herredømme og magt og fra begær efter noget, der er flygtigt og ufuldkomment. Sandheden er den, at menneskets begær efter disse ting aldrig kan tilfredsstilles. Det er alene Herren over alt og alle, Sarvesvara, der er Almægtig. Et menneske føler sig måske opstemt over, at han behersker alle kunstarter eller besidder alle rigdomme eller har tilegnet sig al lærdom eller kender alle Sastra'erne. Men hvem er det, der har givet ham alt dette? Kilden til alt dette må i sandhed rumme meget mere. Han kan endog finde på at påstå, at han har opnået alt dette ved egen indsats, ved eget slid og hårdt arbejde, men det er klart, at en eller anden har givet ham det i en eller anden form. Det kan ikke benægtes. Sarvesvara er den kilde, hvorfra al myndighed og magt udspringer. Det er udtryk for egoisme, indbildskhed, stolthed og Ahamkara at ignorere denne Almægtighed og bilde sig ind, at de begrænsede evner, man har udviklet, er ens egen fortjeneste og ejendom.

Den, der råder over sand åndelig formåen, kan kendes på følgende egenskaber: sanddruhed, venlighed, kærlighed, tålmodighed, overbærenhed og taknemlighed. Ahamkara kan ikke leve, hvor disse egenskaber er til stede. Bestræb dig derfor på at fremelske disse kvaliteter.

Ahamkara overskygger Atma's Stråleglans. Når Ahamkara derfor tilintetgøres, vil alle vanskeligheder høre op, al utilfredshed vil forsvinde, og man vil opnå Lyksalighed. Følelsen og oplevelsen af Ahamkara skjuler den evige Lyksalighed, på samme måde som tågedis skjuler solen. Selv om man har åbne øjne, så kan et stykke klæde eller pap forhindre, at ens syn fungerer efter hensigten. På lignende måde forhindrer selviskhedens klæde mennesket i at se Gud, skønt Gud i virkeligheden er mennesket nærmere end nogen eller noget andet. Mange Sadhaka'er og Sanyasi'er, mange åndelige aspiranter og munke, har tilladt, at alle de fortjenstfulde resultater, de har optjent gennem mange års kamp og opofrelse, bliver tilintetgjort. Det sker, fordi de har disse bindinger til egoet, til selvet. Har man disse åndelige evner uden at leve i Gudsrealisationens Lyksalighed, så er man som en mur uden fundament. Ren boglig viden er fuldstændig værdiløs. Veda'erne, Upanishad'erne og Sastra'erne indeholder viden og lærdom, der skal anvendes i dagligdagen. Uanset hvor stort ens ordforråd end er, uanset hvor lærd man end måtte være, så er det hele til ingen nytte. For at man i det daglige kan anvende den lære, der findes i Veda'erne, i Upanishad'erne og i Sastra'erne, så er det nødvendigt, at man udrydder 'jeg-ved-følelsen', og at man i stedet åbner sine øjne for livets sande Natur og analyserer Den. Man vil da opnå Lyksalighed.

Det kan være, man i vejrudsigten kan læse, at der vil falde ti millimeter regn, men selv om man vrider det papir, vejrudsigten er skrevet på, så får man ikke en eneste dråbe vand. Det er ikke vejrudsigtens formål at give regn, men derimod at informere om nedbøren og nedbørsmængden. Regnen findes ikke i papiret. Regnen findes oppe i skyerne. På lignende måde indeholder Sastra'erne udelukkende information om læresætninger, om aksiomer, om regler og regulativer og om pligter. Veda'ernes, Upanishad'ernes og Sastra'ernes fineste kendetegn er, at de vejleder i de metoder, der fører til fred og frihed, men teksterne indeholder ikke i sig selv Lyksalighedens grundbestanddele. Man kan derfor ikke få del i dem ved at vride teksterne. Man er nødt til selv at finde den vej, den retning og det Mål, de taler om. Man er nødt til selv at gå vejen, følge retningen og nå Målet. Hvis nu ens jegfølelse stolt proklamerer, "Jeg ved alt", så vil man snuble og falde. Selvbedrag medfører døden. Selvrealisationens hemmelighed består i at erkende denne fare. Hvis man ikke undgår den fare, så er man nødt til at genfødes.

Hvis du med denne viden som ballast fordyber dig i det åndelige liv, så vil verden og dens problemer ikke kunne genere dig. Det er kun så længe, du ikke forstår denne sandhed, at du møder lidelse, smerte og modgang. Når man befinder sig i en vis afstand fra en markedsplads, så hører man kun en uforståelig blanding af stemmer og støj, men når man nærmer sig og går ind på pladsen, så kan man tydeligt skelne og høre de forskellige handeler, der foregår. På lignende måde forholder det sig, indtil man lærer Paramatma's Virkelighed at kende. Inden da er du helt overvældet og lamslået af 'larmen' fra denne verden, men når du begiver dig dybt ind i de åndelige bestræbelsers rige, så bliver alting fuldstændig klart, og viden om Virkeligheden vågner i dig. Indtil det sker, er du fange af den meningsløse støj fra diskussioner, fra disputter og fra prangende ekshibitionisme.

Top

Kapitel 10: Aspiranter på Bhakthi vejen

Enhver aspirant, der ved hjælp af Bhakthi stræber efter det Evige, bør bestræbe sig for at fremelske følgende karakteregenskaber: han skal holde sig borte fra denne verdens uro, fra dens ondskab og falskhed og praktisere sandhed, ret adfærd, kærlighed og fred. Det er i sandhed Bhakthi-vejen. De, der søger forening med Gud, og som stræber efter denne verdens ve og vel, bør forblive upåvirket af ros og ris, anerkendelse og hån samt vinding og tab og ikke tillægge dem nogen værdi. De bør modigt fortsætte med at tro på og have tillid til deres egen indre Sandhed og helt hellige sig åndelig udvikling. Ingen kan undgå kritik og bebrejdelser, end ikke Mahapurusha'er og Avatar'er. De giver imidlertid ikke efter. De holder fast ved Sandheden. Sandheden bøjer sig ikke for trusler. Først efter at have gennemgået uudholdelige trængsler vil de, der bebrejder og kritiserer, selv komme til erkendelse af Mahapurusha'ens og Avatar'ens sande væsen. Derefter vil også de deltage i lovprisningen. Det er uvidenhed, der er årsag til denne brist. Aspiranten bør derfor holde sig fra alle vankelmodige og uvidende personer og lade være med at diskutere sin tro og sin overbevisning med dem. Han bør fordybe sig i studiet af hellige bøger og søge selskab med gudhengivne mennesker. Han kan da senere, beriget af kontakten med og erkendelsen af Virkeligheden, være i selskab med hvem som helst og endog søge at lede andre til den Sandhed, han selv har erkendt.

De, der søger at udføre gode gerninger, og som stræber efter at opnå selvrealisation, kan opdeles i tre grupper. Den første gruppe består af dem, der er bange for at begynde, fordi de frygter vanskeligheder, tab og modgang. Det er den laveste gruppe, Adhama-gruppen. Den anden gruppe udgøres af dem, der har påbegyndt rejsen, og som er nået et stykke frem ad vejen, men som giver op midtvejs, fordi vanskelighederne og skuffelserne gør dem modløse og overmander dem. Det er den mellemste gruppe, Madhyama-gruppen. Den tredje gruppe består af dem, der roligt og modigt holder fast ved den åndelige vej, uanset hvilke vanskeligheder de end måtte møde, og uanset hvor vanskelig vejen end måtte være. Denne gruppe, Udhama-gruppen, er naturligvis den højeste. En Bhaktha er kendetegnet ved denne urokkelighed, ved denne tro og tillid og ved denne standhaftighed.

Giv ikke slip på de midler og metoder, der vil give dig den evige og fuldkomne Lyksalighed, selv om du bliver overskygget af denne uvirkelige verden, og selv om du bliver tiltrukket af flygtige glæder. Fortsæt med at gøre dine åndelige pligter med fuld hengivenhed.

Man kan ikke lære Paramatma at kende, hvis man ikke besidder tro og udholdenhed. Det er alene Prema, der fører til Sraddha. Kun Sraddha medfører Jnana, og det er alene Jnana, der fører til Parabhakthi. Parabhakthi er den eneste vej til Paramatma. Hvorledes fremelsker man da Prema? Det kan man gøre på to måder. Den første metode består i altid at betragte andres fejl som værende ubetydelige og små, uanset hvor store de end måtte være. Du bør desuden altid betragte dine egne fejl som værende store, om end de er små og ubetydelige, og føle dig brødebetynget over dem. Denne metode vil forhindre, at du udvikler større fejl og svagheder, og den vil udvikle din følelse af fællesskab med andre og din evne til at udvise overbærenhed. Den anden metode består i altid at huske på, at Gud er Allestedsnærværende, at Han er til stede, uanset hvad du end foretager dig alene eller sammen med andre. Han ser, hører og ved besked med alt. Husk på, at hvad du end siger, så hører Gud hvert ord. Du skal skelne mellem det, der er sandt, og det, der er usandt, og kun tale sandt. I alt, hvad du foretager dig, skal du skelne mellem det, der er rigtigt, og det, der er forkert, og udelukkende gøre det rigtige. Prøv hele tiden at være opmærksom på, at Gud er Almægtig. Kroppen er Jiva'ens tempel, og alt, hvad der sker i det tempel, er Jiva'ens anliggende. Ganske tilsvarende er hele denne verden Guds Legeme, og alt, hvad der sker i den, både af godt og ondt, er Guds Anliggende. Ved hjælp af de forhold mellem kroppen og Jiva'en, der kan iaggtages direkte, kan man lære sandheden om de forhold mellem verden og Gud, der ikke kan iagttages direkte. Forholdet mellem Jiva'en og Gud og den forbindelse, der er mellem dem, kan opleves og erkendes af alle, der udvikler tre vigtige redskaber: et sind, der er uden had og tilknytninger, en tale, der er ubesmittet af falskhed og en krop, der ikke udøver vold.

Glæde og fred er ikke en bestanddel af den ydre verdens objekter. Glæde og fred findes inden i dig, men på grund af uvidenhed søger folk efter glæde og fred i den ydre verden, i en verden, som de er nødt til at forlade i dag eller i morgen. Du bør derfor snarest vågne op. Stræb efter at lære det at kende, der er det grundlæggende i alt, den evige Sandhed. Bestræb dig på at udvikle den kærlighed, der er Paramatma. Anvend hele tiden din skelneevne. Tag imod det, der er sandt, og kasser resten. Man undgår ikke sorg og lidelse, så længe man er optaget af verdslige begær.

Top

Kapitel 11: Tilbedelse af Afbildninger

Der er mange, der taler nedsættende om tilbedelse af afbildninger, skønt grundlaget for denne form for tilbedelse i virkeligheden er menneskets evne til at opleve makrokosmos i mikrokosmos. Menneskets erfaringer bekræfter værdien af tilbedelse af afbildninger. Værdien afhænger ikke af menneskets forestillingsevne. Det, man finder i Guds Virat Swarupa, finder man også i afbildningens Swarupa med uformindsket styrke og uforfalsket kvalitet. Afbildninger tjener samme formål som poesiens metaforer og lignelser. De tjener til at illustrere, understrege og forklare budskabet.

Det er ikke tingene i sig selv, der glæder mennesket, men glæden er et resultat af det forhold, mennesket har til tingene. Det er ikke et hvilket som helst barn, men moderens eget barn, der gør hende glad. Det er noget, der gælder for enhver. Hvilken overvældende fryd og glæde vil man ikke kunne opleve, hvis man fremelsker dette forhold til alt og alle i hele Universet. Det er kun dem, der har oplevet den glæde, der kan forstå det.

Top

Kapitel 12: Studier

Veda'erne og Purana'erne fortjener at blive læst og hørt. Formålet med Guds Navn er at recitere Det og lytte til Det. Der findes nogle sygdomme, der behandles ved udvendig anvendelse af medicin, mens andre bliver behandlet med medicin til indvortes brug. Sravana, Kirtana samt andre medikamenter ordineres til såvel udvortes som indvortes brug mod den universelle sygdom, der går under betegnelsen Bhavaroga. Bhavaroga medfører en uendelig kæde af fødsel og død. Man er derfor nødt til både at fremsige og lytte til Herrens Navn. Det er muligt for den åndeligt søgende at opnå både Guds Nåde, Guru'ens nåde og de gudhengivnes velyndest, men al denne nåde og velyndest vil være til ingen nytte, hvis han ikke samtidig vinder sin egen indre bevidstheds nåde, sin Anthahkarana's nåde. Uden den er han fortabt. Thi uden den er alle de andre værdiløse.

Det er ikke let at opnå Guds Nåde. Det er dit ego, din Ahamkara, der får dig til at sige, at "Det er mig, der gør dette." Denne Ahamkara bør du fuldstændig udrydde fra dit hjerte. Alle, såvel lægfolk som lærde, bør udvikle en altoverskyggende længsel efter at lære Gud at kende. Gud elsker alle sine børn lige højt, thi det er lysets natur at skinne og lyse. Nogle anvender dette lys til at læse gode bøger med, og andre anvender det til at udføre deres daglige gerninger med, hvad disse så end måtte være. Blandt de personer, der reciterer Guds Navn, kan nogle gøre fremskridt mod virkeliggørelse af Gud, mens andre endog kan udøve ondsindede handlinger. Det afhænger altsammen udelukkende af, hvad lyset anvendes til. Men Guds Navn er altid og i al evighed rent og helligt.

Top

Kapitel 13: Behovet for Sanathana Vidya

Mennesket har fremelsket og udviklet utallige kunstarter, færdigheder og videnskaber. Han har udviklet utallige maskiner og opsamlet store mængder viden og lærdom. Men til trods for dette er det ikke lykkedes for ham at opnå den fred i sindet, der er en forudsætning for lykken. Tværtimod trækker denne Vidya dag for dag mennesket ud på dybere og dybere vand, og freden forsvinder længere og længere ud i horisonten. Forklaringen på dette er at finde i følgende forhold. Alle disse kunstarter og videnskaber har kun flygtig værdi, og maskinerne er beregnet til verdslige bekvemmeligheder. Al denne viden omhandler derfor midlertidige, flygtige foreteelser. Denne Vidya blotlægger ikke Universets allerinderste hemmelighed.

Der findes en hemmelighed, som afslører alle andre hemmeligheder, når den bliver kendt. Når det problem er løst, er alle problemer løst. Når den knude er løst, er alle knuder løst. Når den videnskab beherskes, beherskes alle videnskaber. Denne grundlæggende videnskab benævnes Sanathana Vidya.

Hvis man ønsker at fjerne et træ, så er man nødt til også at fjerne roden. Det nytter ikke at forsøge at komme af med det ved blot at plukke bladene af et efter et. Det tager for lang tid, og det er heller ikke sikkert, det nytter noget. I gamle dage kendte de vediske seere denne Vidya. I vore dage skammer det indiske folk sig over at sige, at disse seere er deres forfædre. Seerne oplevede og erkendte Gud ved hjælp af deres asketiske øvelser, og de vandt Hans Nåde. De viderebragte denne viden, som de så uforfærdet havde opdaget. Åndeligt søgende fra andre lande studerede omhyggeligt disse bøger og erklærede, at Indien havde banet vejen for hele verden. Dette er almindelig kendt. En gadelygte kan oplyse et hus, men lige under lygten er der skygge. Det indiske folk er enten uvidende om denne skat, eller det er ligeglad med den. Skal vi sige, at det skyldes skæbnen, og så forholde os tavse?

I fortiden udøvede inderne deres ritualer dagligt. De samledes på hellige steder, og i en hellig atmosfære fordybede de sig i studiet og anvendelsen af Veda'ernes og Upanishad'ernes lære. De nedskrev deres oplevelser for at vejlede andre og for at kunne genfremkalde disse oplevelser i deres egen bevidsthed. Men deres børn og børnebørn placerede blot disse bøger på alteret og tilbad dem på behørig vis. Ligegyldighed over for disse skrifter har medført, at de er blevet betragtet som værdiløse. Palmebladene er faldet fra hinanden. Rotter har gnavet af dem. Men ihærdige forskere fra Vesten fandt disse bøger, der var gemt af vejen. Da de blev klar over, at de indeholdt enestående, åndelige oplysninger og en uvurderlig visdom, løftede de dem med ærbødighed op over deres hoveder og proklamerede, at dette var Bharathakanda'ens dyrebare gave til dem og deres børn. De tog dem med sig hjem over havet med glædesfyldte øjne og med hjerterne opfyldte af taknemlighed.

Lad mig derpå fortælle jer, hvad Indien's sønner og døtre gør. De åbner ikke bøgerne. De studerer dem ikke. De interesserer sig ikke for dem. Kun een ud af en million læser dem, og han bliver latterliggjort og kaldt tåbe eller særling. Folk ler ad disse bøger, fordi de mener, at de er en samling løgne og legender, og de diskuterer bøgernes og forfatternes historiske ægthed. De afviser Sanskrit, fordi det er et sprog, der er 'meget svært at lære', og de overlader denne skat til videnskabsfolk fra andre lande. Er det ikke en bedrøvelig affære? Det ville i nogen grad kunne opvejes, hvis man omhyggeligt studerede og lærte sit eget modersmål, men end ikke det gør man. Overalt finder vi ligegyldighed.

Tro ikke, at Jeg ringeagter verdslig lykke og glæde. Jeg er glad, når folk er glade, men tro dog ikke, at denne form for glæde kan vare ved. Jeg ønsker, at I skal studere alle de forskellige kunstarter og videnskaber, for at I kan opnå verdslig lykke og glæde, men Jeg ønsker samtidig, at I alle husker på, at den verdslige glæde ikke er evig.

Det er kun ved at anvende denne viden, denne Vidya fra Upanishad'erne, at man bliver i stand til at opnå varig lykke og glæde. Det er denne Vidya, Rishi'erne underviser i. Denne Vidya er Gudsrealisationens videnskab. Det er alene den, der kan frelse mennesket og skænke ham fred. Der findes ingen lære højere end den. Det er ubestrideligt. Du bør altid rette din opmærksomhed mod Brahma Vidya, ligegyldigt hvad du end er beskæftiget med, og uanset om du lever i sorg eller glæde. Denne verden kan ikke gøre fremskridt, og dens velfærd vil være i fare, hvis mennesket alene udvikler sin intelligens, eller hvis han nøjes med at fylde hovedet med tørre oplysninger uden at fremelske og gøre brug af ædle karakteregenskaber.

I vore dage ser det ud, som om folk er ved at miste tilliden til værdien af gode karakteregenskaber, thi i uddannelsessystemet er der ikke sat nogen plads af til undervisning og træning i åndelige værdier. Den sande uddannelse vil ikke spolere og fordærve drenges og pigers skønne karakteregenskaber. Den vil ikke være tilfreds med blot at fylde elevens hoved med værdiløs viden. Kun den uddannelse, der giver de fulde muligheder for at fremelske de dyder, der er menneskets særkende, er gavnlig og nyttig.

Top

Kapitel 14: Den objektive Verden er ikke Sand

I virkeligheden ser mennesket blot en skygge, og han tror, at denne skygge er selve objektet. Han oplever længde, bredde, højde og tykkelse, og han drager den konklusion, at han har et objekt foran sig. Han registrerer en række sanseoplevelser og erindringer, han sammenfatter disse oplevelser og drager den slutning, at det er bestemte opjekter, der har medført oplevelserne. Denne vrangopfattelse af Virkeligheden bliver fejlagtigt kaldt for Jnana. Hvordan kan man nogensinde finde på at kalde det Jnana? Kan man sige, at spejlbilledet af en person er det samme som personen selv? Kan man sige, at det er et udtryk for lærdom eller viden, når man påstår, at spejlbilledet er personen? Det er det stade, al lærdom og viden befinder sig på i vore dage. Det, der opleves som værende et objekt, er overhovedet ikke virkeligt. Dets virkelighed kan ikke erkendes på den måde.

Tilhængeren af Advaita siger, "Aham Brahmasmi." Det betyder, 'Jeg er Brahman.' Hvordan er han kommet til den overbevisning. Hvorfor påstår han det? Hvis du spørger ham, så svarer han, "Det proklameres i Sruthi'erne, og det har min Guru lært mig." Men viden opnået på denne måde berettiger ham ikke til at fremsætte denne dybe sandhed. Opnår man enhed med Brahman, blot fordi man kender betydningen af de tre ord: Aham, Brahman og Asmi? Afgjort ikke! Man renser sit sind ved i utallige liv at stræbe efter denne Enhed og ved loyalt at udføre de pligter, de hellige skrifter foreskriver. I et sådant sind vil hengivenhedens frø spire frem, og hvis de plejes og passes med omhu, vil de få blomster, der vil blive til frugter. Disse frugter vil modnes og blive fyldt af vellugt og sødme. Mennesket opnår forening med det Højeste, når denne frugt spises. Det Højeste er den Kraft, der gennemtrænger alting og alle områder. Det er evigt Nærværende. Det er Bevidsthed og Lyksalighed.

Det er muligt, man kan udtale Mantra'et 'Aham Brahmasmi' helt korrekt. Man kender ordenes oprindelse, men når man er uvidende om, hvad denne 'verden' er, når man ikke ved, hvem 'jeg' er, og når man er i fuldstændig vildrede med, hvad 'Brahman' er, kan man så få del i den sjældne glæde og fryd, som Jnani'en oplever? Det, der betyder noget, er ikke kendskab til ord og deres betydning. Det, der tæller, er erfaringer og bevidsthed. Det er det, der er fundamentet.

Det er kun selve leret, der er sandt og virkeligt. Den bevidsthed, et lerkar har, skyldes uvidenhed om, hvad ler er. Leret er grundlaget. Det er det, lerkarret kommer fra. Kan man have lerkar, uden at have ler? Kan der være en virkning uden nogen årsag? Det er kun den uvidende, der oplever mangfoldighed i denne verden. For Jnani'en er der kun Brahman. Alt andet er en overlejring på Brahman. Han oplever kun Atma. Der er intet andet. Dette er oplevelsen i Advaita. Hvis denne verden var sand, så burde den også erkendes i den dybe, drømmeløse søvntilstand, men da er vi ikke bevidste om den. Den synlige verden er derfor lige så uvirkelig, som den verden vi oplever i drømme. Denne verden er overlejret på Brahman, ganske som en stump tov kan forekomme at være en slange. Man ser ikke slangen og tovet samtidigt. Hele tovet er slangen. På lignende måde er Brahman hele denne verden, hele denne umådelige mangfoldighed af navne og former. Men al denne mangfoldighed, som forestillingsevnen har skabt, er i bund og grund falsk. Det er udelukkende Brahman, der er sand.

Himlen kan genspejles i et glas toddy, men toddyen forurener ikke himlen. På samme måde forholder det sig med denne beholder, med denne krop. Her bor Atma ren og ubesmittet. Handlingernes frugter, både de gode og de dårlige, er forbundet med beholderen. De har ingen forbindelse til den, der bor i kroppen, til Vidnet.

Når denne Jnana begynder at gry, så forsvinder de mørke skygger fra de tre former for opsamlet Karma. Både Agami, Sanchitha og Prarabdha forsvinder. Ja, det er rigtigt! Selv Prarabdha Karma kan overvindes. Glem ikke, at Guds Vilje er Almægtig. Der findes ingen begrænsninger eller undtagelser for denne Almægtighed. Når du gennem din Sadhana opnår at vinde Guds Sankalpa, så kan du med denne Sankalpa også overvinde Prarabdha. Der er derfor ingen grund til at miste modet.

Denne verdens lidelser og vanskeligheder er uvirkelige og flygtige. Lad hele tiden din opmærksomhed være rettet mod denne sandhed og påbegynd uforfærdet din Sadhana. Begynd på hengivenhedens Sadhana.

Top

Kapitel 15: Livet er en Rejse, der afhænger af Samskara'er

Mennesket er beskæftiget med mange aktiviteter. Han er optaget af forskellige foretagender. Det er velkendt. Han har travlt med så mange ting, at han af og til kunne ønske, at døgnet havde mere end 24 timer. Han drikker, spiser, læser, går, sidder, drømmer, hader, praler, priser, græder, ler. Han er forknyt. Han er håbefuld. Han er hele tiden aktiv. Disse aktiviteter er alle forbundet med sindet. Det medfører, at livet fremtræder som en ren og skær samling Samskara'er, der præger karakteren og personligheden.

Der findes to kategorier af aktivitetet. Den gode og den slette. Vi er nødt til at undersøge begge disse kategoriers indflydelse på menneskets liv. De handlinger, barnet udførte i sin spæde barndom, forsvinder og glemmes, ligesom det barnet engang skrev på tavlen. Hvordan skal man kunne huske, hvad man gjorde i et tidligere liv, når man end ikke er i stand til at genkalde sig det, man gjorde, da man var barn? Lad os se på et andet forhold. Det er forkert at tro, at kun det, du kan huske, har fundet sted, og at det kun er det, der har formet din karakter. De ting, der er hændt, og som af efterfølgende hændelser et blevet trængt ud i glemselens mørke, har som resultat efterladt er spor i sindet. Sporene er der. Når du, før du om aftenen går til ro, tænker over, hvad der er sket i løbet af dagen, både af stort og småt, så husker du kun en del af det, der er hændt den dag. Det er kun det, der har sat tilstrækkeligt dybe spor, der vil blive husket.

Hvad kan vi i den forbindelse sige om det, der skete sidste uge, sidste måned eller sidste år, når det nu forholder sig sådan med en enkelt dag, og når vi glemmer alt det, der ikke er forbundet med glæde eller smerte? Det er udelukkende de vigtigste hændelser, der bliver fastholdt tydeligt. De øvrige bliver tågede, glider bort og forsvinder. De få, der bliver fastholdt, kaldes Samskara'erne.

Skønt mennesket udfører utallige handlinger, opsamler en mængde erfaring og viden og lærer mangt og meget gennem forskellige aktiviteter, så bevarer han blot fire eller fem af disse erfaringer i form af kraftfulde, dybt rodfæstede spor, der former den fremtidige skæbne.

Top

Kapitel 16: Livet aflønner udelukkende Mennesket med Samskara'er

Købmanden gør status, når ugen, måneden eller året er slut, og ved hjælp af status når han frem til eet tal, der viser fortjenesten. Det foregår på samme måde i den forretning, livet kan lignes ved. Her kan nettofortjenesten beregnes, når man når til vejs ende. Man gør da status over sine plusser og minusser. Det er kun disse få oplevelser, der vil dukke op i sindet, når livet nærmer sig sin afslutning. De to eller tre oplevelser, der bevares til det allersidste øjeblik, og som vælder frem og fylder bevidstheden, når man tænker på alt det, der er sket i livet, er ens sande støtter. De er livets virkelige udbytte.

Det betyder dog ikke, at alle andre handlinger og alle andre erfaringer har været til ingen nytte. Når de glemmes, betyder det blot, at deres opgave er udført, og at man har erkendt deres værdi.

Hvis man som forretningsmand arbejder med tusinder af Rupi'er, så gør det ondt, at miste et par tusinde, og man er henrykt, hvis man tjener et par tusinde. Sådan er det i den forretning, som livet kan lignes ved. Hvis man, når livet ebber ud, længes efter at tilfredsstille tungens begær, så er det udtryk for, at det er tungen, der har styret ens liv. Hvis for eksempel en døende kvinde tænker på sit barn og søger at komme til at kærtegne det, så er det fordi Samskara'en 'kærlighed til børn' har været den dominerende i hendes liv. Det viser, at alle andre oplevelser er blevet fortrængt.

Den stærkeste af livets Samskara'er dukker frem, når livet ebber ud. Således er livet indrettet. Det må man lære. Slutresultatet af alle livets oplevelser, af dets slid og besvær, vælder frem i sindet, når livet rinder ud. Du skal derfor leve hele dit liv på en sådan måde, at du sikrer dig den Samskara, du mener er den bedste for dig, når du ligger på dit dødsleje. Tænk på den, dag og nat. Den følelse, der er den dominerende, når livet ebber ud, har meget stor indflydelse på det efterfølgende liv. Denne sandhed, denne viden, bør ligeledes vejlede og styre dette liv, thi Samskara'er er af altafgørende betydning for såvel det nuværende liv som for det efterfølgende liv.

Fra i morgen skal du derfor altid huske på, at døden er uundgåelig, og at du på livets rejse altid bør være opfyldt af gode ønsker for alt og alle. Du skal nøje holde dig til sandheden, søge gode menneskers selskab, altid tænke på Gud, undgå slette handlinger, hadefulde og skadelige tanker og ikke lade dig knytte til denne verden. Hvis du lever på den måde, vil dine sidste timer være afklarede, sødmefyldte og lyksalige. Det er nødvendigt, at man gennem hele livet på en disciplineret måde bestræber sig for at opnå denne fuldbyrdelse. Det er nødvendigt at fylde sindet med gode Samskara'er. Enhver må omhyggeligt analysere sig selv, få klarhed over egne fejl og mangler og bestræbe sig på at ændre dem. Det er som at blive genfødt, når man opdager og erkender sine egne fejl og mangler. Man starter forfra, som en nyfødt. Det er tidspunktet for den sande Opvågnen.

Livet forfølges hele tiden af døden, men mennesket bryder sig ikke om at høre ordet 'død'. Han mener, at ordet varsler ulykke, men uanset hvor skræmmende ordet end er, så kommer alle levende skabninger hele tiden nærmere og nærmere til den begivenhed. Når du har besluttet dig for en bestemt rejse, har købt billet og er steget på toget, så vil toget, hvad enten du ønsker det eller ej, og uanset om du blot sidder og venter, ligger ned, læser eller mediterer, føre dig til dit bestemmelsessted. Således forholder det sig med alle levende væsener. Alle modtager ved fødslen en billet til døden og påbegynder rejsen. Før eller siden vil du nå frem, uanset om du kæmper imod, og uanset hvordan du end forsøger at beskytte dig. Alt andet er usikkert, men døden er sikker. Den naturlov kan ikke ændres.

Mennesket har oplært øjet, øret og tungen til hele tiden at forvente at modtage nye, behagelige indtryk. Nu er han nødt til at lære dem det stik modsatte. Sindet skal vendes mod gode aktiviteter. Alle handlinger skal hele tiden analyseres ud fra dette synspunkt. Alle den slags gerninger virker som mejselslag, der former den sten, som den menneskelige personlighed består af. Et forkert slag kan ødelægge og skæmme stenen. Derfor skal selv den mest ubetydelige handling udøves med stor omhu og hengivenhed.

Selv et halmstrå kan hjælpe en druknende. Det samme gælder for den, der slider og kæmper i Samsara havet. Her kan nogle få venlige ord fra en eller anden vise sig at være til stor hjælp. Ingen gode gerninger går til spilde. Det samme gælder slette gerninger. De har også deres konsekvenser. Bestræb dig derfor på at undgå at udføre nogen form for slet handling. Se kun det gode. Lyt udelukkende til Guds Ord og til beretninger om guddommelige hændelser. Læg ikke øre til ondsindet sladder. Brug kun tungen til at sige gode, venlige og sande ord. Lad den altid få dig til at tænke på Gud. En sådan uafbrudt stræben vil uundgåeligt skænke dig sejr. For at fremelske disse hellige Samskara'er er man nødt til hele tiden at opretholde en stadig strøm af ophøjede og ædle tanker og følelser.

Hænderne bør bruges til at udføre gode gerninger. Brug Herrens Navn i din indre verden og udøv Svadharma i den ydre verden. Du kan roligt lade dit sind fylde af alt dette, det skader ikke noget, når blot dine hænder har travlt med at udøve Seva. Når det regner på bjergtoppene, og regnvandet strømmer ned ad bjerget til alle sider, så dannes der ikke nogen flod. Men når vandet strømmer i samme retning, så opstår der først en bæk, så en å, og derefter en rivende strøm, der til sidst bliver til en dyb flod. På den måde når regnen frem til havet. Det vand, der strømmer i samme retning, når havet. Vand, der strømmer i forskellige retninger, spredes, opsuges og forsvinder. Det minder på en måde om Samskara'erne. Hvad nytter det, at de dannes, når de blot igen forsvinder? I dag i den retning og i morgen i en anden retning. Den hellige strøm af gode Samskara'er skal til stadighed og med al sin fylde strømme igennem det område, der består af hellige tanker, for til sidst, når døden indtræder, at vende hjem til Lyksalighedens vældige Ocean. Den, der når dette mål, har i sandhed opnået noget med sit liv.

Det er ikke sikkert, at tyve hammerslag vil flække en sten, men det kan være, at det eenogtyvende slag flækker den. Betyder det, at de tyve slag har været nytteløse? Nej! Hvert af de tyve slag har ydet et bidrag til det endelige resultat. Det endelige resultat skyldes den samlede virkning af alle eenogtyve slag. På lignende måde kæmper sindet med denne verden. Både med den ydre og med den indre verden. Du kan naturligvis ikke altid sejre. Mennesket kan dog opnå den evige Lyksalighed ved at bruge sin tid på gode gerninger og ved at fylde sit sind med kærlighed til Gud. Fyld hele livet med denne kærlighed, thi da kan slette tilbøjeligheder ikke længere skabe hindringer på din vej. Når man hele tiden lader sindet dvæle ved Gud, vil man helt naturligt udelukkende udøve gode gerninger. Formålet med al Sadhana er at tilintetgøre sindet. En skønne dag vil det lykkes for en god gerning at tilintetgøre sindet, på samme måde som det eenogtyvende hammerslag flækkede stenen. Alle tidligere udførte gerninger har del i denne triumf. Hver lille ting tæller med. Ingen god gerning går til spilde.

Du bør tage selveste Paramesvara som din beskytter, når du kæmper på den åndelige slagmark. For at indgyde barnet selvtillid overtaler moderen barnet til selv at tage nogle få skridt og derefter vende om, men hun vil aldrig tillade, at barnet snubler. Hvis det bliver usikker på benene og er ved at miste balancen, så skynder hun sig hen til det og griber det, før det falder. Isvara har ligeledes sine øjne rettet mod Jiva'en. I Sin Hånd holder Han snoren til den drage, mennesket kan lignes ved. Af og til trækker Han i snoren, til andre tider slækker Han på snoren, men uanset hvad Han end gør, kan du være tillidsfuld og sorgløs, for det er Ham, der holder snoren. Når du altid har denne tro og tillid, og når denne følelse udvikler sig til en Samskara, så vil du blive opfyldt af Premarasa.

Den snor, der udgør forbindelsen, er skabt af Kærlighed og Nåde. Dragen eller Jiva'en er på denne måde i kontakt med Isvara. Du er nødt til at skabe og optjene lykkebringende Samskara'er for at denne forbindelse af Kærlighed og Nåde kan opretholdes og styrkes.

Det er Samskara'erne, der er ansvarlige for Jivi'ens fremskridt eller tilbagegang. De udgør den vej, der fører Jivi'en til Målet. Samskara'erne trækker Jivi'en gennem tab og smerte. Kun ved hjælp af gode Samskara'er kan man nå Gud. Alle Jivi'er skal derfor udelukkende udøve Sathkarma'er. Sathkarma er den sande form for Puja. Det er den bedste måde til ihukommelse af Gud. Det er den højeste form for Bhajan. Sathkarma spreder kærlighed, der ikke kender nogen grænser. Det er den tjeneste, Jivi'en føler sig forpligtet til at udføre.

Top

Kapitel 17: Sanathana Dharma er Menneskehedens guddommelige Moder

Sanathana Dharma er mor til alle denne verdens religioner, til dens moralske leveregler og til alle dens forskellige former for Dharma. Bharatha Desa er det hjem, hvor denne mor blev født. Hvor er Bharatha Desa's folk dog heldige! Hvor er Bharatha Desa dog et usædvanlig pragtfuldt land!

Hele verden udgør kroppen for denne verdens Herre, og Bharatha Desa er denne krops helt enestående organ selveste øjet. Er det ikke således, at en krop uden syn ikke er sin egen herre? Man kan oven i købet sige, at Bharatha Desa er blevet velsignet med to smukke øjne: med Veda'erne og med Sastra'erne. På den baggrund kan man i sandhed erklære, at de Samskara'er, som Bharathiya'erne har fremelsket og erhvervet, ikke er blevet erhvervet af noget andet lands befolkning.

Sanathana Dharma underviser i den sandhed og tolerance, der findes i alle religioner. Den er hele menneskehedens Dharma. Floderne når til sidst frem til havet, skønt de har deres udspring forskellige steder, og selv om de har fulgt forskellige retninger. Det er på samme måde med menneskene. De når ved hjælp af forskellige former for tilbedelse frem til Herrens Nærværs Hav, selv om de har udøvet forskellige former for Dharma. Sanathana Dharma er det fællespunkt, hvor alle disse forskellige veje, der bevæger sig i forskellige retninger, mødes. De forskellige religioners tilhængere kan praktisere denne Sanathana Dharma ved at tale sandhed, ved at undgå jalousi og vrede og ved altid at handle med hjertet fuldt af kærlighed. Enhver, der på denne måde udøver Sanathana Dharma, og som opnår at være i fuldstændig harmoni med denne Dharma, er berettiget til betegnelsen 'Bharathiya'.

Den hinduistiske religion er den eneste religion, der fra tidernes morgen har opnået og bevaret den førende position blandt alle religioner. Den har etableret sig på et permanent grundlag. Hinduerne er det eneste folk, der i historisk tid har overlevet som en enhed uden at gå til grunde. I denne religion har man i mere end nogen anden religion levet i kærlighed, i lighed og i taknemlighed. Hinduerne har tilegnet sig deres Dharma ved opdagelse og erkendelse af filosofiske principper og ved hjælp af Veda'erne. De har tilegnet sig et meget dybt kendskab til de Veda'er, der hverken har nogen begyndelse eller slutning. Dette hellige land er en sand mine af spiritualitet for hele verden. Ligesom der i Jordens dyb på forskellige områder er miner, der indeholder forskellige mineraler, således finder vi i Bharatha Desa den mine, der udgøres af Sanathana Dharma, og som er essensen af alle de principper, der er at finde i Sastra'erne, i Veda'erne og i Upanishad'erne.

Man må sige, at Bharathiya'erne har været heldige. Thi samtidig med at minen Sanathana Dharma blev fundet denne mine, der er deres hjem begyndte statsmænd, filosoffer, kommentatorer, apostle og lærere at lade sig føde i netop dette land. I Bharatha Desa fremkom der desuden uselviske Karmayogi'er, vismænd, realiserede personer og guddommelige inkarnationer, der alle var knyttet til denne religion. Det er disse personer, der er årsag til, at åndelig visdom, som er baseret på oplevelser og erfaringer, er blevet spredt ud over hele landet. På denne måde er Sanathana Dharma fuld af livskraft blevet udbredt over hele verden, men hvilket land den end kommer til, så er dens oprindelsessted dog stadig Bharatha Desa.

Lad os nu se på verden, som den ser ud i dag. Maskiner, biler og forskellige nye motortyper bliver fremstillet i et land og derefter eksporteret til andre lande. Men man glemmer ikke deres oprindelsesland. Biler og motorer fremstilles udelukkende på baggrund af oprindelseslandets erfaringer. Intet kan udrettes uden det grundlag. Det forholder sig på samme måde med Sanathana Dharma. Den opstod i Bharatha Desa, og andre nationer har nydt godt af dens livgivende vand, der er bragt til veje af højtudviklede personer, og af de bøger, de forfattede. Man kan derfor ikke ignorere oprindelseslandet. Det er en umulighed. Det er imidlertid meget foruroligende at konstatere, at man i Bharatha Desa, hvor disse hellige personer, der har fremelsket og plejet denne hellige Dharma, er født, nu accepterer nye skikke som sin Dharma. Sanathana Dharma bliver overdraget til og forbeholdt folk fra andre lande af personer, der end ikke har oplevet denne Dharma's sødme, af personer, der ikke har forstået meningen med den, og som forsøger at tage livet af den med deres intetsigende ordstrid. Grunden til alt dette er naturligvis manglen på sande vejledere, men selv hvor disse findes, optager folk disse nye former for skik og brug og overgiver sig til dem. Disse nye skikke minder om den føde, man kan købe på en torveplads. Den form for føde tiltrækker ved sin duft og købes af dem, der ikke bruger deres skelnevne. Skønt deres Svadharma er den rene Sanathana Dharma, så bliver den ringeagtet, fordi den ikke benytter sig af nogen ydre pomp og pragt. Sandheden har ikke brug for den form for udsmykning. Det er smagen, der er det vigtigste. Forklaringen på alt dette er, at mennesket i vore dage lader sig lede af luner og indfald. Det er blevet almindeligt at afvise virkeligheden og acceptere og overtage en andens Dharma. Det er en alvorlig fejl. Det strider mod Bharathiya'ernes Dharma at lade sig besnære af ydre former og skuespil. Ingen anden form for Dharma har eller vil have idealer, der er højere end den sandhed og højeste form for kærlighed, vi finder i Sanathana Dharma. Sanathana Dharma er selveste Sandhedens legemliggørelse. Denne skat tilhører alle. Hellighed er uden grænser. Hellighed er det højeste af det højeste.

Alle, der ved at følge Sanathana Dharma har opnået selvrealisation i dette liv, og som har vundet Guds Nåde og erkendt Sandheden, er Bharathiya'er. Bharathiya'erne har forgudet og tilbedt dem, der har opnået denne hellige tilstand, uden at skele til deres kaste, tro eller køn. Denne tilstands hellighed brænder alle den slags begrænsninger til aske. Først når man når den tilstand, bliver det muligt at opleve, at alt og alle er en Enhed. Det er derfor nødvendigt uforknyt at påbegynde virkeliggørelsen af Sanathana Dharma. Det er alle Bharathiya'ers førstefødselsret.

Hvis vi udforsker vort lands historie fra dets første begyndelse, kan vi få detaljeret viden om hvilke højtudviklede personer, der har levet, og om hvilke sociale lag, de tilhørte i det hinduistiske samfund. Guddommelige Inkarnationer, guddommelige personer og Jivanmuktha'er som Rama, Krishna, Balarama, Janaka og Parikshit samt Rajayogi'er som Visvamitra finder vi blandt Kshatriya'erne. Blandt Brahmin'erne finder vi Brahmarishi'er, berømte Pandit'er og videnskabsmænd, der beherskede Sastra'erne, samt vediske Rishi'er. Sudra'erne er i overtal i de episke fortællinger, Bharatha og Bhagavatha. Medlemmer af de lavere kaster udgør en stor del af den gruppe, der har fremelsket en usædvanlig høj grad af gudhengivenhed. Det enkelte menneskes Sadhana er af afgørende betydning, når det gælder om at udvikle hellighed uden at lade sig distrahere af denne verden, og når målet er Paramatma. Andre forhold, som for eksempel hvilken kaste man tilhører, vil på ingen måde udgøre nogen hindring. Man er imidlertid nødt til at gøre sig fortjent til den nødvendige Nåde, og man bør være regelmæssig og disciplineret i sine bestræbelser.

I vore dage påfører mange Bharathiya'er imidlertid den hinduistiske religion en uendelig strøm af vanære, fordi de ignorerer de førnævnte, højtudviklede personers moral og leveregler. De studerer dem ikke, og de følger ikke deres vejledninger. De påfører den hinduistiske religion vanære ved at optage nye skikke tilpasset de 'nye' tider, ved at blive slaver af ønsket om at blive et kendt navn og opnå berømmelse, ved at udfolde magtbegær, og ved at de med selviske midler og metoder søger at sikre deres egen families velfærd. "The hour of ruin brings wicked thoughts", lyder et ordsprog. 'Når samfundet går i opløsning, trives den slette moral.' Der findes dog stadig mennesker, der besidder den samme kærlighed til alt og alle, som er helt uden nogen form for selviskhed, som arbejder på at forbedre alles velfærd, som har viet deres liv til tjeneste af menneskeheden, og som er parate til at give afkald på alt. Disse personer bliver imidlertid undertrykt. Man værdsætter dem ikke, og man giver dem ikke mulighed for at opnå indflydelsesrige stillinger i samfundet, fordi man frygter, at der så ikke længere vil være plads til de slette, til de uhæderlige og til de uretfærdige.

Det har imidlertid ingen betydning, hvor stort og hvor dybt havet end er, thi den dag, der opstår jordskælv, deler vandene sig af sig selv, og når det hele er overstået, strømmer vandet tilbage. Det samme er tilfældet med disse gode mennesker. De holder sig væk, sålænge der er jordskælv forårsaget af uretfærdighed, syndighed, selviskhed og selvforherligelse, men så snart denne uro er overstået, så vender de tilbage til denne verden. Den flygtige autoritet og selvforherligelse varer ikke evigt. Et ordsprog siger: "To grow is only to decay", eller "Ensidig materiel vækst fører kun til forfald." Nutidens ufred og uro er et udtryk for opløsning og ikke for opbygning og virkelig vækst. Læg mærke til, hvordan Bharathiya'erne opfører sig idag. I tidligere tider blev de opdraget til at forstå værdien af den rette uselviske adfærd. De lærte selvkontrol, og de lærte at undgå vanære. De fik styrke og næring fra Veda'erne, fra Sastra'erne og fra Upanishad'erne. De tog med glæde imod andre folkeslag, der var blevet drevet i landflygtighed. De ærede og respekterede dem og udviste den samme kærlighed til alle. I vore dage opfører Bharathiya'erne sig stik modsat. De elsker magt, og de elsker sig selv, og det medfører, at de er fulde af bebrejdelser og anklager mod deres brødre og søstre. Andres velstand gør dem urolige, og de udvikler misundelse. De bliver drevet til vanvid af deres selviske begær og bedrager deres egne brødre. De undgår dem, der ønsker at hjælpe dem, og de forfølger udelukkende egoistiske mål. De dårlige karakteregenskaber får frit spillerum. Det er egenskaber, man ikke tidligere har kunnet finde blandt hinduer. De følger de forkerte veje. De lever forkert, og de bliver ofre for konflikter og uroligheder, fordi de ikke frygter synden, fordi de ikke frygter Gud, og fordi de mangler tro, disciplin og ærbødighed. Det er et uhyggeligt stort tilbageskridt.

Hindu brødre! Bharath's børn! Tilhængere af Sanathana læren! Hvor finder vi i dag fortidens ædle karakteregenskaber? Hvornår vil I forstå og acceptere sandruhed, tolerance, sædelighed og disciplin? Sov ikke længere! Vågn op! Opbyg på ny Rama Rajya med strålende og funklende paladser for Sathya, Dharma og Santhi. Elsk jeres landsmænd, jeres søstre og brødre. Sluk uvidenhedens, fredløshedens, uretfærdighedens og misundelsens flammende bål med kærlighedens, overbærenhedens og sandhedens vand. Fremelsk følelsen af fællesskab. Gør jer fri af al jalousi og vrede. Glem ikke, hvordan de hellige regerede landet. Tænk på, hvilke karakteregenskaber de allermest fremragende personer har. Husk på, at det er Gud, der er Herren. Alle bør komme til erkendelse af egne fejl og forstå, at det ikke gavner noget at søge efter fejl og mangler hos andre. Det er spild af tid, og det medfører kiv og strid. Hold derfor op med det. Hvis man lader denne chance gå til spilde, hvilke muligheder har man så? Lad være med at blive modløse, men sig i stedet 'nu må det være slut med alle fortidens synder'. Anger af hjertets dyb! Begynd at bede til Gud, at gøre gode gerninger og at fremelske kærlighed til jeres søstre og brødre. Grundlæg det evige Rama Rajya.

Formålet med Sanathana Sarathi er at vinde dette Rajya. Dets hær vil hjælpe med både ord og gerning. Bring stridsvognen i bevægelse! Gør jer rede! Begynd Nararyana Sarana! I Bharathiya'er er alle børn af den samme mor. Hendes navn er Sanathana Dharma. Tilbagebetal det, I skylder jeres mor! En søn glemmer ikke sin mor. Den, der siger, at hans mor ikke er en god mor, kan ikke selv være god. Hendes modermælk er vor livsånde. Vor Fader, alles Fader, Paramatma, skænkede os dette liv.

Alle er børn af de samme forældre. Prøv på at forstå, at jeres brødre og søstre er lige så stærkt knyttede til det, de holder af, som I er til det, I holder af. Hold derfor op med at bebrejde og anklage hinanden og undlad at nære ønske om, at jeres slægt og venner må blive ramt af ulykke. Man bør ikke søge efter fejl og mangler ved det, en anden elsker, og man skal heller ikke gøre sig lystig over det. Man bør derimod prøve på at fremelske kærlighed til det. Det vil være udtryk for den sandhed og den kærlighed, som kendetegner en ægte Bharathiya.

Top

Kapitel 18: Sarvaantharyaami er Een og kun Een

Krishna sagde, "Arjuna, lad dit sind hvile urokkeligt i Atma og udfør dine pligter fra den Tilstand."

Helt fra tidernes morgen og til i dag har Veda'erne, Sastra'erne og Rishi'erne uden at efterlade nogen form for tvivl samstemmende erklæret, at Paramatma er Sarvaantharyaami, og at Den er til stede i alt og alle. Spørgsmål som, hvilken forbindelse der er mellem 'Ham, der bliver tilbedt gennem tjeneste', 'den, der udfører tilbedelsen og 'de midler, der anvendes i tilbedelsen' de sidste kaldes for Prakrithi har været genstand for endeløse diskussioner. Alle Ashtika'er kender verset fra Bhagavatha, hvori den berømte Bhaktha Prahlada ud fra egen erfaring erklærer, at man ikke behøver at søge Paramatma eller Sarvaantharyaami langt borte fra sig selv, da Han er den søgende meget nær.

Hold op med at tvivle og lad være med at tænke:
Han er her. Han er ikke der.
Danava'ernes konge, hør på mig!
Hvor du end søger, og hvad du end retter blikket mod,
Der finder du Ham!
Netop der er Han!

Man siger, at Gud har et bestemt væsen, en bestemt natur, at Han har en bestemt form og så fremdeles. Sandheden i disse udsagn svarer til den grad af sandhed, der findes i fantasi og gætteri, når man med dem søger at nærme sig det virkeligt Sande. Den slags forestillinger har gyldighed i forbindelse med praktisk verdslig viden. De er ikke sand, gyldig viden om det Absolutte, thi det er umuligt at se eller udtale sig om Poornam.

På trods af dette har Bhaktha'er og åndelige aspiranter alligevel dannet sig forskellige billeder af det Guddommelige, og de har benyttet disse billeder, der afhænger af den enkeltes udvikling, som grundlag for deres tilbedelse. De tilbeder Paramatma og mener, at Han bor i Ayodhya eller Dvaraka og ikke noget andet sted. De mener, at Han udelukkende er at finde, hvor der er en statue eller et billede af Ham, og at Han ikke er andre steder. De tilbeder formen, som om det var den, der var Poornam. Det er naturligvis ikke forkert at gøre det, men Bhaktha'erne bør ikke erklære, at deres tro er den eneste sandhed, at de navne og former, de har tildelt det Guddommelige, er det Guddommeliges eneste navne og former, og at alle andre navne og former er på et lavt plan og uden nogen værdi. Man bør være opmærksom på, at de navne og former, som andre tilbeder, er lige så kære og hellige for dem som de navne og former, man selv tilbeder.

Når man tilbeder en form på den måde, bliver den et symbol på det Universelle, men hvordan kan dette symbol, der jo blot er et symbol, nogensinde blive det samme som det Universelle? Man bør derfor altid være opmærksom på dette forhold, og man skal uden nogen form for had fremelske den opfattelse, at alle afbildninger af det Højeste er lige sande og lige værdifulde. Hvis man ikke gør det, er det umuligt at opnå at virkeliggøre Poornam. Det ophøjede, guddommelige Princip gennemtrænger fuldt og helt alle disse grove afbildninger. Smagen af havvand er fuldt og helt til stede i hver eneste dråbe vand i det vældige hav. Det er dog ikke ensbetydende med, at dråben er havet. Skønt vi er klar over, at 'dråben' og 'havet' er forskellige, så har de den samme grundlæggende natur, og de smager ens. Det forholder sig på helt samme måde med Sarvaantharyaami Paramatma og Hans Navn og Form. Paramatma og det Navn og den Form, gennem hvilke Han erkendes, er ikke forskellige entiteter. De er identiske.

De eksempler, der benyttes, og de metoder, der anvendes, når man beskriver den altgennemtrængende, altomfattende, rene Væren afhænger af den talendes indstilling og af modtagerens forkærlighed. Når det individuelle navn og den individuelle form, som Bhaktha'en har valgt at benytte sig af, forvandles til noget uden form og kvaliteter, så kaldes dette noget for Brahmam. Når Brahman optræder med Form og Kvaliteter, så kaldes Den: Rama, Krishna, Vishnu eller Siva. Er det ikke en kendsgerning, at selv andre religioners tilhængere er enige om, at al forskel mellem den hengivne og Gud forsvinder, når den hengivne opnår den henrykkelse, som den mystiske Forening medfører? Andre landes og trosretningers vise mænd og Yogi'er accepterer ligeledes uden betænkeligheder, at man ved hjælp af Parabhakthi er i stand til at opleve denne Enhed, hvor enhver forskel er forsvundet. Skulle der være et lille gran af forskel, så er det blot udtryk for den enkeltes egen forkærlighed og eget ønske. Det er ikke en følge af en fundamental egenskab. Det er udelukkende på det plan, hvor man benytter navn og form, at Den går under forskellige navne som Prakriti, Paramatma og Bhaktha.

Når der ikke er noget Navn eller nogen Form, så er det ikke muligt at tvivle om Den eller diskutere, om Den er hankøn, hunkøn eller uden køn. Da er en hvilken som helst beskrivelse dækkende. Man kan benytte et hvilket som helst navn og en hvilken som helst form for noget, der er hinsides forestillingsevnens rækkevidde. Sandheden er, at Den ikke har nogen kvaliteter eller nogen form. Den er Altgennemtrængende og Allestedsnærværende. Når den ophøjede Allestedsnærværende systematisk tilbedes ved hjælp af en fysisk form med kvaliteter, så vil den hengivne gennem sin Sadhana ganske klart erfare Dens Væsen. Paramatma, der er uden nogen kvaliteter, inkarnerer i denne verden og iklæder Sig en bestemt Form for at oplyse om denne Sadhana og denne Sandhed, for at velsigne Bhaktha'erne med denne Lyksalighed og for at give alle inkarnerede væsener mulighed for virkelige oplevelser og sande glæder. Disse guddommelige Inkarnationer benytter disse oplevelser til at fremme erkendelsen af, at Paramatma er Sarvaantharyaami og Sarva-Bhoota-Anthara-Atma, der er den Altgennemtrængende, den indre Atma i alt og alle i hele Skabelsen. Herren Krishna har vist, at hele Skabelsen er indeholdt i Hans Egen Form. Selv Arjuna kunne ikke fatte, at Krishna var Sarvaantharyaami, før han med sine egne øjne så hele Skabelsen indeholdt i Herren Krishna's fysiske Form.

Den, der elsker, og den, der elskes, samt kærligheden udgør tilsammen en Enhed. Der kan ikke være nogen, der elsker, hvis der ikke er nogen kærlighed. Selv om der skulle være både kærlighed og en, der elsker, så tjener kærligheden ikke noget formål, hvis ikke også den elskede er til stede. Af disse tre er kærligheden den vigtigste. Det, der gennemtrænger alt og er ligeligt til stede i alt og alle er Paramatma. Der er derfor ikke nogen forskel mellem de tre. I alle tre erkendes Sarvaantharyaami i form af Prema. Skulle det således ikke være muligt at erkende, at alt og alle er Paramatmaswarupa? Jo, der kan ikke herske den mindste tvivl om, at man kan erkende det. Vi kan derfor uden tøven fastslå, at Paramatma er Premaswarupa. Prema manifesterer sig i forskellige former i hele skabelsen og i alt levende. Prema's natur er uforanderlig, men Prema tildeles forskellige navne såsom: Vaatsalya, Anuraaga, Bhakti, Ishtam og så videre. Navnet afhænger alene af den kanal, Prema strømmer i. Men uanset formen, så er essensen uforanderlig. På baggrund af denne viden og denne oplevelse kan man konkludere, at Paramatma er Sarva-BhootaAnthara-Atma, det vil sige alt det skabtes iboende Atma.

Den lære, der underviser i den højeste form for viden om denne Enhed, kaldes Advaitha. Den lære, der underviser i de principper, der råder mellem den, der elsker, og den, der elskes, det vil sige mellem Jiva'en og Brahman, kaldes Dvaitha. Den lære, der omhandler alle tre, det vil sige kærligheden, den, der elsker, og den, der bliver elsket, Prakriti, Jiva'en og Brahman, kaldes Visishtadvaitha. Disse tre er i virkeligheden den samme. Den nyfødte bliver med tiden skoleelev, og eleven bliver senere familiefader. Men er alle tre ikke blot een og samme person? Han forbliver den samme, men hans vaner og tilknytninger undergår forskellige forandringer. Smør og kærnemælk kommer fra mælk. Advaitha er den mælk, der indeholder det hele. Dvaitha er den blanding, der består af de to bestanddele smør og kærnemælk. Når vi fjerner smørret, har vi kærnemælken tilbage, og den er Visishtadvaitha. Skønt de har forskellig smag, så er deres farve altid een og den samme. Dette, der er det samme i alt og alle, er Nirguna Brahmam.

Top

Kapitel 19: Frøene til spirerne for Bhakthi

Bhakthi-frøet udgøres af den holdning, den tilbedende og den tilbedte har. Det første, der sker, er, at den tilbedendes sind bliver tiltrukket af de specielle egenskaber, som det tilbedte har. Han forsøger derpå selv at fremelske disse specielle egenskaber. Det kaldes Sadhana. På det første stykke af den vej, Sadhana'en udgør, er tilbederen og den tilbedte fuldt og helt adskilte og forskellige, men denne følelse af adskilthed og ulighed bliver mindre og mindre og forsvinder helt, når tilbederen opnår fuldbyrdelse. Uanset hvilket objekt man har valgt at elske, og uanset hvad man stræber mod gennem sin Sadhana, så skal man fuldt og helt nære tillid til, at Jivatma er Paramatma. En Sadahka bør kun have eet ønske: ønsket om at erkende og virkeliggøre Gud, det vil sige at opnå Isvara Saakshaatkaara. Sindet må ikke rumme noget andet ønske. Det var derfor, Kunthi Devi bønfaldende henvendte sig til Herren Krishna, idet hun sagde, "Elskede Jagadguru! Vi har ikke noget imod altid at møde modgang og lidelse, når blot Du skænker os Din Darshan. Thi Din Darshan udelukker, at vi genfødes.

Den Bhaktha, der ønsker at opnå det Allerhøjeste, og som virkelig stræber efter det, bør tilegne sig denne indstilling. Han bør fuldt og helt fordybe sig i Sadhana uden at bekymre sig om glæder eller sorger og uden at tænke på at få sine egne ønsker opfyldt. Han bør fortsætte uafbrudt og med fuld overbevisning. Når han har erkendt Virkeligheden, vil han opnå den fuldkomne Lyksalighed.

Der er ingen forskel på en Jivanmuktha og en Bhaktha set ud fra dette synspunkt. De er begge hinsides Ahamkara, Prakrithi med dens tre kvaliteter og Varnashrama Dharma. Deres hjerter vil være fulde af medfølelse og af ønsket om at gavne og glæde hele verden. Det er deres Brahmananda, der ansporer dem til at være aktive på den måde. En sådan Bhaktha har ikke nogen ønsker eller begær, thi ønsker og begær er produkter af følelserne 'jeg-hed' og 'min-hed'. Man er først Bhaktha, når disse følelser er tilintetgjort. Der er ikke nogen plads til ønsker i Bhaktha'en. Han er Bhaktha af Amrithaswarupa, af den evige Virkelighed. Den, der besidder denne Amrithasvarupa, har udelukkende smag for den sødmefyldte Ananda.

Top

Kapitel 20: Sadhaka'en kender Dagen i Dag, men hvad med i Morgen?

Yama er ligesom Siva til stede overalt. Yama er knyttet til Deha'en, til kroppen. Han kan ikke angribe Jiva'en. Siva er knyttet til Jivi'en, men Han tillader ikke, at kroppen lever vilkårligt længe. Kroppen er Jivi'ens altafgørende middel til at nå til erkendelse af sit sande væsen. Men hvem ved, hvornår den bliver mål for Yama's opmærksomhed? Yama er Deha'ens herre. Hvem ved, hvornår den bliver fanget og bundet af Yama's Reb? Jivi'en, der er bebyrdet med denne let forgængelige krop, skal lytte til og forstå ovennævnte advarsel og hele tiden uden tøven stræbe efter at blive forenet med Siva så snart det kan ske. Den tid, der er gået, vender ikke tilbage. Det er ganske normalt, at folk udsætter at gøre bestemte ting. Noget, der skal gøres i dag, udsættes til i morgen, og noget fra i går blev udsat til i dag. Men Sadhana'ens bestræbelser er af en helt anden natur. For dem er der ingen i morgen. Nuet er det rette øjeblik. Det minut, der er gået, er uden for din rækkevidde, og det minut, der nærmer sig, er endnu ikke dit. Det er udelukkende den Jivi, der i sit hjerte har indprentet denne forståelse, der kan opnå forening med Siva. Hvis Jivi'en ikke har fået denne sandhed til at slå rod i sit hjerte, så er han helt opslugt af dagens og morgendagens gerninger, fordi han baserer alt på den forudsætning, at kroppen er betydningsfuld.

Denne indstilling er grundlaget for bindingen til det verdslige, og derfor fødes Jivi'en igen og igen i en krop, og den bliver ved med at få Darshan af Yama. Sadhaka'en har ret til at få Sivadarshana og undgå Yamadarshana! Han ønsker det ikke og vil end ikke tænke på det. Det er kun de personer, der har dette forhold til Deha'en og Jivi'en, der er sande mennesker. De, der har erkendt dette princip, vil ikke i mindste måde udvise slaphed i deres Sadhana. I vore dage er mennesket tilfreds med blot at forestille sig eller opleve flygtige, verdslige glæder. Han har ingen ro og fred. Han sover om natten, han spiser og drikker om dagen, og han vokser og vokser, indtil han bliver gammel, og døden begynder at jage ham. Når det sker, bliver han rådvild, og han aner ikke, hvad han skal gøre. Alle hans sanser er svækkede. Der er ikke nogen eller noget, der kan redde ham, så han ender som et hjælpeløst bytte i dødens gab.

Det er meget sørgeligt, at menneskelivet, der er lige så dyrebart som en uvurderlig diamant, er blevet degraderet til samme status som en kassabel, værdiløs mønt. Det nytter ikke noget at angre, at man har spildt tiden, hvis man ikke giver sig til at meditere på Gud eller overhovedet ikke udøver nogen som helst Sadhana for at lære Ham at kende. Hvad gavner det, at planlægge at grave en brønd, når huset brænder? Hvornår skal man grave den? Hvornår kan man få vand? Hvornår kan man slukke ilden? Det er en umulig opgave! Hvis man med det sammme havde haft en brønd parat, så ville den være meget nyttig i den slags kritiske situationer. Hvis man først begynder at tænke på Gud i sine sidste øjeblikke, så svarer det til at begynde at grave en brønd, når der er gået ild i huset. Hvis man derfor fra nu af forbereder sig ved af og til at tænke på Gud, så vil det være til stor hjælp, når afslutningen nærmer sig. Påbegynd derfor i dag den Sadhana, du er nødt til at udøve i morgen. Påbegynd lige nu den Sadhana, som du skal udøve i dag. Man ved ikke, hvad det næste øjeblik vil bringe. Man bør derfor ikke tøve med at begynde på at udøve den nødvendige Sadhana. Fysisk udholdenhed er nødvendig til denne Sadhana, og man skal derfor passe og pleje sin krop, men det er skadeligt at gøre for meget ud af det. Man skal omhyggelig tage vare på den, i det omfang det er nødvendigt.

Top

Kapitel 21: Den Vej, der fører Bhaktha'en til Muktha

Det er meget vanskeligt at opnå at blive født som menneske. Det er ikke noget, man kan få for en slik. Kroppen kan lignes ved et herberg. Sindet er vagtmanden. Jivi'en er pilgrimmen. Ingen af disse er således beslægtet med nogen af de andre. Pilgrimmens rejsemål er frelsens by, Mokshapuri. Hvis man ønsker en problemfri rejse, så findes der ikke noget bedre middel end Namasmarana, ihukommelse af Herrens Navn. Når først man har oplevet den sødme, der er indeholdt i Herrens Navn, så bliver man ikke udmattet, urolig eller doven. Man vil fuldføre denne Sadhana-pilgrimsrejse med stor fryd og glæde, med stor begejstring og med dyb overbevisning. Det er dog af stor betydning for denne form for Sadhana, at man er i besiddelse af Sadbhava, retskaffenhed. Det er ikke muligt at fremelske retskaffenhed, hvis man ikke frygter synden, og man kan heller ikke fremelske kærlighed til Gud. Når man frygter synden, udvikles Bhakthi, der medfører tilbedelse af Gud.

Det er dumhed, der er årsag til menneskets undergang. Han opfører sig som et fæ. Hvis eet får falder i grøften, så følger resten efter. Det er katastrofalt. Man kan undgå denne skæbne ved at tænke over, hvad der er godt, og hvad der er ondt, ved at analysere fordele og ulemper og derefter handle. Hvem man end er, så vil døden ikke lade en slippe fri. Døden er konstant en trussel for alle. Er det en andens tur i dag, så er det din tur i morgen. Læg mærke til havens blomster. Når gartneren plukker blomster, så jubler blomsterknopperne, fordi det i morgen er deres tur til at blive en buket i hans hænder. Deres ansigter er fulde af fryd og glæde, når de folder sig ud opfyldte af det håb. Er de bedrøvede? Hænger de med hovedet? Visner de? Nej! Fra det øjeblik, de ved, at det er deres tur i morgen, så gør de sig rede med stor oplagthed og iver. På tilsvarende måde skal man i sin Sadhana med begejstring ihukomme Herrens Navn og ikke bekymre sig eller være bedrøvet over, at det nu snart må være ens egen tur, fordi der er en anden, der er død i dag. Kroppen er som et glasrør. Inden i det findes sindet, der hele tiden forandrer sig og aldrig er i ro. Døden ler ad dets tosserier. En krukke med ni huller huser fuglen Jiva. Det er et under, at fuglen har en krop, at den er kommet ind i denne krukke, og at den nu stiger op og flyver bort. Både Sura'erne, Muni'erne og Nara'erne fra de ni Khanda'er og de ni Dvipa'er er alle i færd med at udsone den straf, det er at være bebyrdet med en krop. Hvem af disse er venner, og hvem er fjender? Når 'jeg-følelsen' forsvinder, er alle venner. Der er da ingen fjender. Det er noget, alle skal huske på.

Mennesket oplever glæde og sorg ved hjælp af hørelsen. Man bør derfor undgå at udsende de ondskabsfulde ords skarpe pile og i stedet bruge ord, der er milde, sødmefyldte og venlige. Udover at være mild i sin tale skal man desuden sørge for at ens tale indeholder sandhedens sødme. Hvis man taler blidt, men usandt, så baner man blot vej for mere elendighed. En Sadhaka skal bruge blide, sødmefyldte, sande og venlige ord. Den slags mennesker kan kendes på deres gode karakteregenskaber. For en Sadhaka er sindet Mathura, hjertet eller Hrudayam er Dvaraka, og kroppen, Deha'en, er Kasi. Foran den tiende port er det muligt at erkende Paramjyothi, der er den højeste Stråleglans. Alle bestræbelser er nytteløse, hvis man ikke er i besiddelse af hjertets renhed.

Tænk på en fisk! Er den i mindste måde blevet af med sin ubehagelige lugt, skønt den hele tiden lever i vandet? Nej, det er den ikke. Menneskets Vasana'er forsvinder ikke, selv om han fordyber sig i talrige Sadhana'er, der udvikler hjertets renhed, så længe hans hjerte er opfyldt af 'jeg-følelsens' illusion. Hvis et sådant menneske ønsker at blive fri for følelserne af 'jeghed' og 'min-hed', så er han nødt til at tilbede Hari. Han er nødt til at blive Sadhaka og gøre sig fri af følelserne tiltrækning og frastødning. Disse Vikara'er kan ikke leve i en Sadhu's hjerte. Lys og mørke findes ikke samtidigt på samme sted. Hvis hjertet styres af de seks lidenskaber, så kan man alene have Ahamkara som sin Manthri, som sin minister. De, der har en sådan Manthri, er værre end tåber, uanset om de end måtte påstå, at de er berømte Pandit'er, Sadhu'er eller Sanyasi'er.

Bliver et æsel til en elefant, blot fordi det er belæsset med velduftende salver? Bliver et æsel til en elefant, blot fordi det har et bundt sandeltræ på ryggen? Æslet tynges af vægten, men det ænser ikke duften. Elefanten derimod ænser ikke vægten. Den indånder blot den sødmefyldte duft, ikke sandt? På tilsvarende måde vil Sadhaka'en, Sanyasi'en og Bhaktha'en ene og alene beskæftige sig med den rene sandhed, med det sande indhold i gode gerninger, i det Guddommelige, i Sastra'erne, i Veda'erne og i Upanishad'erne. Hvis man derimod alene af akademiske grunde og for debattens skyld, fortsætter med at argumentere, så vil man kun mærke logikkens tyngde, og man vil gå glip af sandhedens vellugt! Det kan være, at tilhørerne roser den slags personer og kalder dem legemliggørelser af Sastra'erne og af Veda'erne, men hvordan kan man være en legemliggørelse, når selve grundlaget mangler? De, der søger efter det fundamentale, bekymrer sig ikke om byrden. Man opnår ikke noget værdifuldt ved udelukkende at benytte sig af fornuften. Prema er det bedste middel til uafbrudt ihukommelse af Gud. For at sikre at dette redskab, denne klinge, forbliver intakt og skarp, har Sadhaka'en kun brug for den skede, som Viveka kan lignes ved.

I denne verden er der mange, der benytter deres store lærdom til disput, og som tror, at de er noget særligt. Det er en stor fejltagelse. Der vil være mindre disput, hvis de var virkeligt vise. De ville da bruge tavshed som en ærefuld udvej, fordi de personer, der er blevet opløftede af deres lærdom, vil have erfaret essensen i Veda'erne, Sastra'erne og Upanishad'erne. De har erkendt, at den grundlæggende egenskab i denne essens, dens inderste kerne og den guddommelige hellighed og renhed, der kommer til udtryk, er een og den samme, uanset hvordan man end når til erkendelse af denne Enhed. De ved, at Gud viser Sig i den Form, man forestiller sig, Han har, og at Han i Sine Handlinger udtrykker de følelser, den enkelte forbinder med Ham.

Det er meget vigtigt at fremelske punktrettet opmærksomhed og sindsligevægt, at blive fri for Vikara, følelserne af tiltrækning og frastødning samt at undgå at udvikle hang til polemik og ordstrid. Hvorfor har vi alle disse Sadhana'er såsom Japa, Dhyana, Bhajana og så videre? Er det ikke netop for at kunne fremelske punktrettet opmærksomhed? Når først man har udviklet sin evne til punktrettet opmærksomhed, så bliver den indre og dybere betydning åbenbar, og da bliver menneskets indsats unødvendig. Derfor skal de, der ønsker at blive Sadhaka'er og opnå frelse, ikke lade sig besnære af argumenter og modargumenter og ikke lade sig lokke på afveje af negative følelsers kneb og bedrag. De bør i stedet finde deres egne fejl, og de bør undlade at gentage dem. De bør skærme og beskytte den evne til punktrettet opmærksomhed, de har udviklet, og rette deres opmærksomhed mod det mål, de søger. De bør ignorere alle de vanskeligheder, nederlag og forstyrrelser, de måtte møde på deres vej. Man skal beskæftige sig med det, der vækker begejstring og glæde, og ikke spilde kostbar tid på at opbygge tvivl om dette og hint, om stort og småt.

Det er alene følgende to forhold, der har nogen som helst værdi og betydning: for det første skal man ikke bilde sig ind, at man ved alt. For det andet skal man ikke give næring til tvivl. Disse to fejl er Sadhaka'ens hovedfjender. Hvorfor er det så vigtigt at kende disse fjender? Man bør vedtage med sig selv, at man er fast etableret i sin egen virkelighed. Hvis den er ren og hellig, er alting rent og helligt. Hvis den er sand, er alting sandt. Hvis dine briller har blå glas, så forekommer alt dig at være blåt, skønt naturen stråler i mange farver, ikke sandt? Hvis verden forekommer dig at være en stor mangfoldighed, så skyldes det ene og alene fejl hos dig. Hvis alt og alle fremtræder som Prema, så er det ligeledes et udtryk for din Prema. Årsagen til begge disse tilstande er dine følelser. Det er kun, fordi man selv har fejl, man finder fejl ved denne verden. Har man ikke kendskab til nogen fejl hos sig selv, så kan man ikke finde nogen, selv om man leder efter dem, for burde man da ikke vide, hvad der er fejl?

Nu vil nogen måske spørge, om så ikke Gud har fejl, siden Han jo leder efter fejl. Men kan man sige, at Gud leder efter fejl? Han søger udelukkende efter godhed, ikke efter fejl og svagheder. De afhænger af den enkeltes Guna'er. Gud interesserer sig ikke for en persons rigdom, eller for hvilken familie han tilhører, det vil sige hans Gothra, og heller ikke for hans position i samfundet eller hans køn. Han lægger kun mærke til, om en person har en retskaffen karakter, Sadbhava. Gud skænker dem, der er i besiddelse af denne Sadbhava, Sin Nåde, og det sker, uanset hvem de er, eller hvad de er.

Fremelsk derfor denne Sadbhava, der er godhed og retskaffenhed. Fyld hele livet med glæde og kærlighed. Disse to karakteregenskaber er tilstrækkelige til at opnå frigørelse.

Top

Kapitel 22: Karakteren adskiller en Manava fra en Danava

Manava, mennesket, er opfyldt af Prema, af Kærlighed. Hans hjerte er en kilde af medfølelse. Hans tale er sand. Ro og fred kendetegner menneskets sind. Den er sindets grundlæggende kvalitet. Der er ingen grund til at tage nogen steder hen for at finde ro og fred. På samme måde som guld og sølv ligger skjult dybt i jorden, og perler og koraller findes i havets dyb, således er glæde og fred skjult i dybet af sindets aktiviteter. Hvis man ønsker at tilegne sig disse skjulte rigdomme, og man da dykker ned og vender de mentale aktiviteter indad, så vil man blive opfyldt af Prema. Det er kun dem, der på denne måde har fyldt sig med kærlighed, og som lever i lyset af denne kærlighed, der kan kaldes mennesker. De, der ingen Prema har, er Danava'er. De er uhyrer. De er umennesker. Denne hellige form for kærlighed vil ikke kun være til stede nu og da. Den vil hele tiden være den samme og hele tiden være til stede. Den er en udelelig helhed. De, der er opfyldt af denne kærlighed, er ikke i stand til at være ondskabsfulde, selviske eller uretfærdige. De skader ingen og opfører sig altid korrekt. Disse egenskaber dominerer imidlertid hos dem, der ikke har denne kærlighed. Danava'er træder kærligheden under fode og anser negative karakteregenskaber for at være værdifulde. Manava'er derimod anser de negative karakteregenskaber for at være giftslanger, som det gælder om at udrydde. De tænker kun på at fremelske kærlighed. En slet opførsel og dårlige vaner forvrænger menneskets menneskelighed. Hjerter, der er opfyldt af kærlighedens sødme, udtrykker den sande menneskelige natur. Prema betegner den form for kærlighed, der er ubesmittet, uselvisk og lydefri, og som uophørligt vælder frem.

Stavelserne 'Ma' og 'Da' er den eneste forskel, der er mellem ordene Manava og Danava. Lyden 'Ma' er blid og fuld af sødme. Den er et symbol på udødelighed. Derimod udtrykker lyden 'Da' ubarmhjertighed, lovløshed og bål og brand. Kan man i det hele taget kalde dem mennesker, der er uden mildhed, og som undertrykker ønsket om at opnå udødelighed? Skønt de har menneskets form, så har de Danava'ens væsen. Det, der betyder noget, er ikke formen. Det er personligheden. Hvordan skal man dog kunne kalde skabninger med menneskeform for mennesker, hvis de ikke besidder venlighed eller retskaffenhed, og når de har en Danava's natur? Nej, det kan man ikke! Det, Jeg gør rede for i Mit Foredrag, er ikke rettet mod en bestemt form. Mit Foredrag er bygget op om de menneskelige kvaliteter. Der findes mange Danava'er blandt menneskene. Mennesker ser alle ens ud, men deres karakteregenskaber bevirker, at man kan dele dem op i Manava'er og Danava'er. Manava'erne udfører handlinger, der er fulde af mildhed og sødme, venlighed og kærlighed, retskaffenhed og sandhed. De er opmærksomme på den mulighed, de har for at erkende og virkeliggøre deres udødelighed. Deres gode karakter viser sig i form af deres ansigters strålende Ananda. Besidder man ikke denne godhed, så vil ansigtet alene udstråle en Danava's fortærende ild, selv om man skulle være ovenud lykkelig og glad. Det vil ikke stråle af Lyksalighedens Nåde.

Top

Kapitel 23: Dine ord i dag, er skabt af dine handlinger i går

Da Narada i Tretayuga spurgte Sri Ramachandra om, hvilken natur og hvilke egenskaber, der kunne beskrive Rama's Dasa'er og Sadhaka'er, svarede Rama,

"Narada, hør nu godt efter! De mennesker, der er Mine Dasa'er, er fulde af kærlighed. De forsvarer altid Dharma, den rette adfærd. De taler sandhed. Deres hjerter er fulde af medfølelse. De begår ikke uret. De synder ikke. De er karakterfaste. De vil med glæde give afkald på alt. De spiser med måde. De gør godt mod andre. De er uselviske. De nærer ikke tvivl. De lytter ikke til smiger. De glæder sig, når de hører, at andre bliver rost for deres gode egenskaber. De har en smuk, hellig og helstøbt karakter. De, der stræber efter at fremelske disse egenskaber og udvikle en sådan personlighed, kaldes Sadhaka'er. Lad Mig nu fortælle dig, om dem, Jeg har kær, om Mine Priya'er. Jeg elsker alle, der udøver Japa, Tapas og Vratha. Jeg elsker alle, der besidder Samyama, det vil sige sansekontrol, og Niyama, der er disciplin, samt alle, der besidder tro og tålmodighed, alle, der besidder broderskabsfølelse, venlighed og glæde, og som har en ren og ægte kærlighed til Mig.

Lad Mig nu fortælle dig, hvem Mine sande Bhaktha'er er. Mine sande Bhaktha'er er dem, der besidder Viveka, Vairagya, Vinaya og Vijnana, det vil sige skelneevne, forsagelse, ydmyghed og Visdom, og som har erkendt Virkeligheden. De er hele tiden fordybet i at kontemplere Min Leela. De har hele tiden og under alle omstændigheder deres opmærksomhed rettet mod Mit Navn, og de græder af glæde, når de hører nogen udtale Guds Navn."

Det var det svar, Sri Rama gav Narada. Gud vil altid og i alle henseender beskytte dem, der tilbeder Ham med en fuldkommen og ubesmittet Bhakthi, på samme måde som en mor beskytter sine børn, eller som en ko beskytter sin kalv mod fare, eller som øjenlågene beskytter øjnene, ubesværet og helt automatisk. Moderen bekymrer sig mindre for barnets sikkerhed, når barnet er blevet voksen. På tilsvarende måde får Jnani'en ikke så megen opmærksomhed fra Gud. En Saguna Bhaktha er som Guds Barn. Barnet har ikke selv nogen styrke, men det har Guds Styrke. En Jnani klarer sig ved egen hjælp. Man er derfor nødt til at være et barn og holde Gud i hånden som en Saguna Bhaktha, indtil man selv er blevet stærk nok. Man kan ikke blive Nirguna Bhaktha uden først at have været Saguna Bhaktha. Bhaktha'er bør derfor vokse op som børn på moders skød og senere blive Jnani'er. Da har de deres 'egen' styrke og frihed. Det er dog stadig Moderen, der er ophav til både Bhaktha'ens og Jnani'ens styrke. De er virkelig heldigt stillede, som har forstået hemmeligheden ved tilbedelsens vej, som udvikler punktrettet Bhakthi og styrker deres personlighed, som forvandler sig selv til børn på Guds Skød, og som får alt gjort af Ham, som Han ønsker det.

De, der længes efter at blive Dasa'er, Bhaktha'er, Priya'er eller Ananya Bhaktha'er, bør derfor vælge den tilsvarende vej og det tilhørende Navn og leve og handle i overensstemmelse hermed. Bhaktha'en bør udvikle de ovennævnte kvaliteter i sin tilbedelse. Guds Prema er vejen for Priya'en. Ananya Bhaktha'en må fuldt og helt overgive sig til Gud. Det nytter ikke noget blot at studere de hellige skrifter og recitere dem. Det er ene og alene handlinger, der fører til Ananda. Denne Ananda er uafhængig af kaste, race og køn. Dengang Sabari mødte Rama stillede hun Ham et spørgsmål, mens Han med stort velbehag var ved at spise de frugter og rødder, som hun havde udvalgt og gemt til Ham. Hun havde personligt prøvesmagt det hele og sagde nu, "Min Gud! Jeg er blot en kvinde og desuden ikke særlig oplyst. Men det værste er, at jeg er af ringe byrd. Hvordan skal jeg kunne lovprise Dig? Jeg har ingen anelse om, hvad jeg skal gøre, eller hvordan jeg skal gøre det!" Sri Rama svarede smilende, "Sabari, Jeg er kun kommet på grund af Bhakthi's stærke bånd. Kaste eller race skaber ingen bånd til Mig. Hvad nytter det, at man har høj status, stor rigdom eller en god personlighed, hvis man ikke har nogen Bhakthi? De, der ikke har nogen hengivenhed, er uanset status, kaste, rigdom, magt og berømmelse som skyer, der ikke indeholder regn. De driver omkring og er helt i vindens vold. En Bhaktha kan nå Mig ad ni veje. En hvilken som helst af disse veje fører til Mig." Nu bad Sabari Rama om at fortælle mere, og Sri Rama svarede, "De ni veje udgøres af:

Sravanam, Kirthanam, Vishnosmaranam, Padasevanam, Vandanam, Archanam, Dasyam, Sneham og Atmanivedanam."

Rama fortsatte, "Hvis den hengivne oprigtigt udøver en hvilken som helst af disse åndelige discipliner, så når han Mig. Disse ni former for Bhakthi binder Mig. Det er netop derfor, du så let har kunnet komme til at se Mig, tale med Mig og røre ved Mig. Det er noget, som selv Yogi'er anser for at være næsten uopnåeligt. Dit liv er i dag blevet fuldbyrdet. Det, vi siger i dag, er udelukkende et resultat af det, vi gjorde i går.

Top

Kapitel 24: Der findes to Kategorier af Bhakthi

De, der følger de ni forskellige Bhakthi-veje, kan inddeles i to kategorier. Den ene gruppe følger den meget krævende vej. Den anden gruppe følger den lette og sikre vej. Den første gruppe beskrives ofte med ordet Bhakthi, den anden gruppe med ordet Prapatti. Bhakthi kan lignes ved adfærden hos en Markatakisora, en abeunge. Prapatti kan lignes ved adfærden hos en Marjalakisora, en kattekilling.

Hengivenhed skal være som en strøm, der hele tiden flyder, ganske som olie flyder fra den ene beholder til den anden. Skønt de to former for hengivenhed i bund og grund er ens, så udøves de forskelligt. I denne verden kan intet opnås uden Prema. Det er kun, når der er Prema, at Anuraga, tilknytning, fører til ønsket om at beskytte og skærme. Prema er ligeligt til stede i begge disse kategorier, der er som to veje. Men der er forskel i den måde, den kommer til udtryk på. På Markatakisore Marga, det vil sige på abeungevejen, er ungen nødt til at stole på sin egen styrke, når det gælder om at beskytte sig. Ungen er nødt til at holde fast i moderens mave. Uanset hvor moderen end hopper omkring, så må ungen ikke give slip, selv om nogen skulle forsøge at skille dem fra hinanden. På lignende måde er Bhaktha'en nødt til at gennemgå de prøvelser, Gud udsætter ham for. Han skal utrætteligt, under alle forhold og uden den mindste form for uvilje eller væmmelse holde fast ved Guds Navn. Han må finde sig i latterliggørelse og kritik, og han skal overvinde følelsen af skam og nederlag. Prahlada er det bedste eksempel på en Bhaktha af denne kategori.

Prapatti Marga er anderledes. Den er Marjalakisora Marga, det vil sige kattekillingevejen. Den udtrykker holdningen 'Sarvabhaara Samarpitha'. Ligesom en mjavende killing bliver, hvor den er, og fuldt og helt stoler på, at dens mor ordner alt, på samme måde stoler den hengivne fuldt og fast på Gud. Kattemoderen samler killingen op med munden. Hun løfter den op til et højere liggende sted, eller hun bærer den sikkert gennem selv meget smalle passager. På lignende måde overgiver den hengivne alle sine byrder til Gud og overlader alt til Hans Vilje. Lakshmana er et eksempel på denne holdning.

Prapatti-disciplinen er Bhakthi-disciplinen langt overlegen. Det, der kendetegner Prapatti, er den fuldstændige overgivelse til Gud af jeg'et med alle dets aspekter. For at få mulighed for at tjene Sri Rama forsagede Lakshmana alt det, der forhindrede ham heri. Han gav afkald på rigdom, på sin hustru og sin mor, på sit hjem, ja endog på søvn og føde. Han levede ikke på denne måde en enkelt dag, eller en måned, eller et år. Nej, han levede på denne måde i fulde fjorten år. Rama var hans et og alt. Rama var hans lykke og glæde, og han vidste, at Rama ville give ham alt, hvad han behøvede, og at hans livsopgave blot var at følge Ham, at tjene Ham og at overgive sin vilje til Ham. Hvis man således overgiver alle sine byrder til Ham, og man uophørligt følger Ham og altid har Ham i sine tanker, så vil Han sørge for alt. Denne indstilling kendetegner den form for hengivenhed, der kaldes Prapatti.

Top

Kapitel 25: Vanaprastha

Mennesket skal trække sig tilbage og leve i skoven, efter at han som familiefader har gennemlevet sorg og glæde, og efter at han har erkendt deres indre betydning og dybere mening. Han bør trække sig tilbage, når han er femogfyrre eller halvtreds år gammel og forlade det hus, han har bygget, og det sted, han har levet. Hvis hans kone lever, så skal han bede om hendes tilladelse og lade deres søn eller hendes forældre tage vare på hende. Hun kan imidlertid også komme med, men da skal han behandle hende som en søster, mens han selv fordyber sig i Brahmacharya. Kostvanerne undergår ligeledes en stor forandring. Han skal udelukkende ernære sig af rødder og frugter og kun drikke mælk. Det, han spiser, bør kun koges en tredjedel så meget som normalt. Han bør ikke spise så mange ris. Hvis det ikke er muligt at spise efter disse retningslinier, så kan han gå til den nærmeste landsby og tigge sin føde der, men han skal tage føden med ud i skoven og spise den der, hvor han bor. Han skal give den samme føde til dem, han har i sin varetægt. De må ikke tilberede en sådan mad, som de hellere ville foretrække, og de må heller ikke få den leveret. Hvis de ikke bryder sig om den føde, han giver dem, så må de stille sig tilfreds med frugt og mælk, for han skal ikke ændre praksis for at tækkes andre. Hvor vanskeligt det end måtte være, så bør han ikke give op eller ændre på disse leveregler. Det skal man især være opmærksom på.

Han må ikke deltage i tilbedelse eller beskæftige sig med godgørenhed og lignende. Det kan ikke betragtes som Dana, godgørenhed, selv om han giver føde eller andre ting til andre. Han må heller ikke selv modtage nogen form for Dana fra andre. Han skal have den samme rene kærlighed til alle. Hvert år i Asvija måned skal han kassere sine gamle klæder og iføre sig nye. Chandrayanavratha er den allervigtigste af alle Vanaprastha Vratha'er. I løbet af denne måned skal han de første femten dage hver dag spise en mundfuld mindre, og de næste femten dage en mundfuld mere. Når det er nymåne eller fuldmåne, skal han udelukkende drikke Conjee. I regnperioden skal han udøve Tapas ude i regnen. Om vinteren skal hans klæder være våde, når han udøver Tapas. Han skal gennemføre denne askese regelmæssigt, og han skal tage bad tre gange om dagen. De forskellige læresætninger fra Upanishad'erne skal studeres, forstås og erkendes. Hvis en Vanaprastha bliver syg, så skal han holde op med at spise og udelukkende leve af luft og vand. Han skal da blive ved med at gå mod nordøst og fortsætte med at gå i den retning, indtil han dør. Er han derimod sund og rask, så vil de nævnte discipliner medføre, at han spontant vil begynde at erkende den sande Visdom. Denne Visdom vil føre ham til Moksha.

Der er mange, der tvivler på, at denne form for disciplin kan føre til, at Visdommen manifesterer sig. "Vedrører alt dette ikke blot kropslige begrænsninger?" spørger de. "Visdom er udelukkende en erkendelse af Kilden, af Ophavet. Hvordan kan noget, der ikke indeholder denne Kilde, som er Garant for Virkeliggørelse af Selvet, kaldes Visdom?" lyder deres argumenter. Disse argumenter bygger på en stor misforståelse. Sådanne fysiske discipliner medfører, at Vasana'erne, tilbøjelighederne, bliver tilintetgjort, og at koncentrationsevnen begynder at udvikle sig. Læren fra Upanishad'erne vil efterhånden fremelske og styrke evnen til punktrettet opmærksomhed. Det er ene og alene oplevelsen af Vakya'erne fra Upanishad'erne, der får Visdommen til at manifestere Sig. Er Upanishad'erne ikke selve denne Visdom? Hvilken grund er der til at søge denne Visdom andre steder, når man har denne Jnanaswarupa ved sin side og er i stand til at erkende Den gennem sine erfaringer? Det er helt afgørende for at kunne etablere denne Jnana permanent i sit hjerte, at man har udviklet evnen til punktrettet opmærksomhed. Denne evne kan man let fremelske ved hjælp af de omtalte fysiske discipliner og ved Tapas. Kontrol over ydre forhold hjælper på mange måder med til at opnå kontrol med de indre. Det er langt vanskeligere at opnå kontrol over ydre forhold i sammenligning med at opnå kontrol over de indre! Hvis man drejer rattet den ene eller den anden vej, så vil hjulene dreje i den samme retning, selv om man kun har indirekte kontakt med dem. Hjulene drejer ikke i den modsatte retning af rattet. De indre hjul er afhængige af det ydre rat.

Dette er ganske naturligt. Det kan dog hænde, at hjulene stritter imod og peger den anden vej, selv om rattet er drejet i en bestemt retning, men det skyldes, at de ikke følger deres normale, naturlige adfærd. Hvis de indre hjul ikke har nogen luft, hvilket er deres sande væsen, så virker det, som om der ikke er nogen forbindelse til rattet. De kan dog ikke fungere uafhængigt af rattet. Det rat, man holder på, er i forbindelse med hjulene. Det er umuligt at køre, hvis der ikke er en sådan forbindelse. Denne forbindelse er absolut nødvendig. For den, der har kæmpet mod de ydre vaner, og som har besejret dem, er det derfor meget let at opnå kontrol med de indre tilbøjeligheder. De ydre vaner og tilbøjeligheder har navne og former. De virker tillokkende, når de opleves som objekter. Det er derfor ikke helt let at overvinde dem. De indre tilbøjeligheder har derimod ikke nogen form, selv om de kan have et navn. Man oplever dem desuden som Ananda, og de kan derfor lettere overvindes. Det er meget lettere at tæmme dem. Der er mere besvær med den ydre opførsel og adfærd. Disse har smag og form. De indre tilbøjeligheder har hverken smag, form eller tyngde. Rent vand har hverken form eller smag. Forurenet vand har helt andre egenskaber. Det er derfor vanskeligt at rense forurenet vand. Rent vand kan man derimod uden mindste besvær give en hvilken som helst form.

På lignende måde består den vanskelige opgave alene i at befri den mentale adfærd for urenheder. Den er blevet ødelagt af denne verdens blændværk. Det er meningsløst at ændre en mental adfærd, der ikke har disse illusioner. Den adfærd, der bygger på en sand opfattelse af Virkeligheden, er nødvendigvis hellig og lydefri. Den er helt uden fejl, og den indeholder ingen tvivl. Hvorfor skulle man da ændre den? Hvis mennesket derfor begynder med at kontrollere og overvinde den ydre verdens selvbedrag, så vil de indre vaner og tilbøjeligheder ubesværet søge mod Atmananda. Yoga og Tapas er blot andre navne for den opgave, der går ud på at kontrollere og overvinde ydre vaner og tilbøjeligheder samt selvbedrag. De leveregler, der regulerer Vanaprastha'ens liv, er blot midler til at gøre fremskridt i denne Yoga og denne Tapas. Når den, der lever i Vanaprastha-tilstanden, gør sig fri af enhver form for selvbedrag, så når han rejsens endemål. Han opnår Moksha. Man kan imidlertid ikke påstå, at der kun er denne ene vej til Moksha. Man kan vælge en hvilken som helst vej, der skænker en Nåden. Disse leveregler og Vanaprastha'ens overholdelse af dem fører til virkeliggørelse af Selvet, og denne tilstand kan nås ved at følge den vej. Det medfører tillige, at mennesket befries for selvbedrag, og det udvikler den enkeltes evne til punktrettet opmærksomhed.

Top

Kapitel 26: Der findes fire Former for Mukti

Når tilbedelse udøves med punktrettet opmærksomhed, med hellige følelser og helt uden forstyrrende tanker, bliver den til Bhaavasamadhi. Bhaavasamadhi resulterer i, at Gud viser Sig for den hengivnes indre syn i den form, den hengivne har valgt at tilbede. Denne vision er ikke et resultat af indbildningskraft. Den er en sand oplevelse. Den hengivne kan da, hvor han end måtte befinde sig, leve i Guds Nærvær. Denne tilstand kaldes Saalokyamukti. Når Bhaktha'en, ud over at han altid oplever Guds Nærvær som i Saalokyamukti, tillige erkender, at alt det, han oplever, er Guds Herlighed, så lever han i Saamipyamukti. Når man altid lever hos Gud, når man altid oplever Hans Herlighed, og når man tillige gennemtrænges af gudsbevidsthed, så opstår tilstanden Saarupyamukti. Det er det endelige Mål ifølge Bhakthi Sastra'erne. I den tilstand forekommer der dog stadig et lille spor af dualisme, og denne tilstand accepteres derfor ikke af Advaitha Siddantha'en som den højeste.

Vi må ikke forvente, at Bhaktha'en er i besiddelse af Guds Evne til at skabe, opretholde og nedbryde, blot fordi han har den samme form som Gud, blot fordi han har opnået Saarupya. Det er først, når alle forskelle forsvinder, og man opnår Enhed, at man når den højeste tilstand. Denne tilstand kaldes Saayujya. Denne tilstand er et resultat af Guds Nåde. Det er essensen af den enkeltes Sadhana, der vinder denne Nåde. Den er ikke noget, man kan gøre krav på som frugten af en handling. Bhaktha'en vil stræbe efter denne forening, efter denne Aikyam. Bhaktha'en ønsker at tjene Gud på en måde, han selv finder behag i, og ønsker at opleve fryd ved den Form, han har tildelt Gud. Men ud af Sin Nåde giver Herren ham ikke blot Saalokya, Saamipya og Saarupya, men også Saayujya! Bhakthimarga fører tillige Brahmajnana med sig. Selv hvis Bhaktha'en ikke higer efter den, så får han den af Gud. Denne Saayujyamukti kaldes også Ekantamukti.

Top

Kapitel 27: Sat-Sankalpa er den vej, der fører til Guds Nærhed

For dem, der lever trælbundet i Maya, er der to indgange til Maya. Den ene er begæret efter erotik. Den anden er tungens begær. Alle er nødt til at overvinde disse to former for begær. Så længe de eksisterer, fører de sorg med sig. Alle verdslige begær kan føres tilbage til disse to. Kun de mennesker, der har lært at beherske disse begær, kan siges at have fået noget godt ud af deres rejse gennem denne verden. Disse begær er årsag til alle synder, og synd er den gødning, der giver næring til Maya. I virkeligheden er formålet med denne verden, med denne Mayaprapancha, udelukkende at holde liv i kroppen. De, der higer efter Frigørelse, er derfor nødt til at overvinde sanserne. "Man har brug for føde for at tage vare på kroppen og klæder for at beskytte sig mod kulden," heddder det i Uttara Gita. Hvis mennesket derimod fuldstændigt opsluges af disse gøremål, så glemmer han, hvorfor han er her, og han glemmer formålet med hellige handlinger og al aktivitet. Han bør derimod, i alt hvad han foretager sig, på samme måde som han trækker vejret, til stadighed og helt automatisk være opmærksom på og tænke over meningen med følgende ord: "Jeg er født for at tjene Gud og for at virkeliggøre mit sande Jeg." Man skal have tillid til, at alle handlinger såsom at arbejde, spise, gå, studere, tjene, bevæge sig og så videre vil medføre, at man opnår Hans Nærvær. Man skal fremelske den følelse, at alt, hvad man gør, er en offergave til Gud.

Bonden rydder og jævner jorden. Han fjerner sten og torne. Han pløjer og forbereder marken. Han gøder jorden, giver den kræfter, vander, udplanter, luger, sprøjter og venter på at kunne høste afgrøden. Derefter kører han kornet i lade, når han har tærsket det og fjernet avnerne. Han gør alt dette for at kunne skaffe sig føden. På tilsvarende måde skal man lære at indse, at sult, tørst, sorg, ængstelse, tab, lidelse, vrede, føde og appetit blot er impulser, der hjælper os til at opnå Herrens Nærvær. Har man denne indstilling, så kan synden aldrig komme til at præge disse aktiviteter. Disse begær vil da forsvinde uden at efterlade noget spor. De efterlader hverken navn eller form.

Top

Kapitel 28: Formålet med Handlinger er gode Gerninger

Man vil ikke kunne smage maden eller noget af det andet, man spiser, hvis man er syg, eller hvis man er optaget af andet end at spise. Det forholder sig på samme måde, når man er beskæftiget med Namasmarana, Bhajana, Japa eller Dhyana. Man vil ikke opleve nogen fryd, hvis hjertet er fuldt af Tamas, eller hvis det er fyldt af uro. Under sådanne omstændigheder kan glæden ikke vælde frem. Man vil have en sød smag i munden, så længe man har sukker på tungen. Der vil ikke være noget mørke, så længe der er en søjle af lys i hjertet, så længe Bhakthi-lyset skinner. Hjertet er da oplyst af Lyksalighed. Man vil have en bitter smag i munden, hvis man har noget bittert på tungen. Hvis man tillader sådanne egenskaber som grådighed og vrede at få adgang til hjertet, så forsvinder lyset, mørket får magten, og man bliver udsat for utallige lidelser og tab. De, der higer efter at opleve Herrens hellige Nærvær, er derfor nødt til at fremelske bestemte vaner, discipliner og kvaliteter. Den sædvanlige, almindelige måde at leve livet på fører ikke til Gud. Man er nødt til at ændre lidt på den ved hjælp af Sadhana.

Læg mærke til tranen. Den går hurtigt omkring i vandet, men den kan ikke fange nogen fisk i det tempo. For at kunne det er den nødt til at bevæge sig langsomt og lydløst og stå helt stille. Man kan heller ikke fange fiskene Sathya, Dharma og Santhi, hvis man ikke gør sig fri af grådighed og vrede og lignende kvaliteter. Uanset hvilken form for Sadhana en person end måtte udøve, så skal han uafbrudt praktisere Namasmarana. Først da kan han overvinde de almindeligt forekommende karakteregenskaber såsom grådighed og vrede og så videre. Alle Sastra'erne tilbyder i enighed følgende vejledning: Gud er det universelle Mål, og da rejsen gennem livet har Ham som Mål, så tænk altid på Ham og overvind dit sind, som leder dig på afveje. Alle gode egenskaber flokkes om den, der udøver kontrol over sin tale, og som uafbrudt kontemplerer på Gud.

Du må ikke glemme, at tilbage i Dvaparayuga udøvede Kaurava'erne Papakarma, selv om de var i færd med at nyde frugterne af deres tidligere Punya. Panadava'erne tænkte derimod kun på Punya og udøvede udelukkende Punya, selv om de måtte gennemgå de lidelser, der var et resultat af deres tidligere Punyakarma. Det er forskellen på den uvidende og den, der har lært noget. Kaurava'erne var slaver af madglæde og erotik, hvorimod Panadava'erne udførte alle handlinger for Gud. De valgte Sathya og Dharma som deres Vognfører. Den, der er opslugt af sorg, er ikke interesseret i noget som helst. På tilsvarende måde har den sande åndelige aspirant, der er helt fordybet i tanker om Gud,aldrig nogen smag for og ej heller nogen tanke for glæden ved verdslige foreteelser.

Top

Kapitel 29: En ædel Karakter er Menneskelivets Kronjuvel

Man skal, mens man endnu har denne krop, og før døden indfinder sig for at hente sit bytte, nå til erkendelse af den evige Sandhed og af forholdet mellem mennesket og denne Sandhed. I Kathopanishad'en hedder det formanende, "Uththishtatha! Jagratha! Praapyavaraannibodhata!!!" Det betyder: "Stå op! Vågn op! Lad dig indvie af en mester!" De mennesker, der plages af tvivl om, hvad de skal godtage, og hvad de skal afvise, som er blindede af selvbedrag, og som er ude af stand til at skelne mellem lys og mørke og mellem det evige og det timelige, bør opsøge højt udviklede personer. Disse personer kan vise dem vejen til erkendelse af den evige Sandhed, hele skabelsens Fundament, der lyser ved egen Kraft. Da vil denne verden og Himlen blive forenet i samme Stråleglans! Mennesket skal for at kunne nå til erkendelse af denne Sandhed have en dybtfølt længsel efter Den, og han skal arbejde hårdt og disciplineret for at opnå Den.

Det at blive født som menneske er i sig selv et resultat af utallige gode gerninger, og dette liv bør ikke gå til spilde. Man skal udnytte denne chance fuldtud. I Kenopanishad'en hedder det: "Nachedihaavedin Mahatheevinashtih." Det betyder: "Den juvel, du har i hånden, skal du ikke kaste bort." Er det ikke en forfærdelig og ulykkelig situation, hvis man ikke overvejer, hvordan man kan undslippe, når dette liv tilbyder så mange muligheder for at opnå Frelse? Derfor vil den, der har udviklet sin skelneevne, med alle til rådighed stående midler stræbe efter at nå til erkendelse af det grundlæggende Princip. Han vil stræbe efter at forstå og udnytte den undervisning, han har modtaget af højtudviklede personer, der selv har gået den åndelige vej, og han vil i størst muligt omfang søge at gøre alt dette til en del af sit eget liv. Hvis man ikke gør sig disse bestræbelser, men blot afviser muligheden og dermed spilder sit liv, så er det en hån mod menneskelivets ophøjede formål. I stedet for at blive slave af det, der både er flygtigt og uvirkeligt, samt spilde sin dyrebare tid med at stræbe efter det bør man anvende hvert eneste minut til at lære Sandheden at kende og til at kontemplere på den evige og evigt sande Guddommelighed. Det er sjælens sande opgave at hellige sig dette mål. Hvis man derimod bruger sin tid på at tilfredsstille selvbedrageriske lyster og begær, så er det fordi man lader sig rive med af det verdsliges tiltrækningskraft. Man skal ikke blive offer for den skadelige tiltrækning, der udøves af denne verdens tomme luksus eller lade sig besnære af forførende skønhed. En skønne dag vil alle disse sanser, der virker så fængslende, forsvinde på samme måde, som indholdet i en drøm forsvinder.

Al den opdragelse og uddannelse, man giver et menneske for at gøre ham til noget stort i samfundet, er helt uden nogen værdi for hans åndelige udvikling. Det fører tværtimod til åndelig tilbagegang. Det er derfor, alt dette kaldes Mayaprapancha. Uanset hvilken form for Maya Sandheden end befinder Sig i, så vil Den blot stråle og lyse med endnu større styrke, thi det er Sandhedens Væsen. Hvordan kan vi påstå, at den objektive verden er den evige Sandhed, når den hele tiden er i forfald og går til grunde, og når den i sin lunefuldhed til stadighed kommer til syne for atter at forsvinde? Det, der kendetegner en Sadhaka, er derfor, at han søger efter Sandheden. Han søger ikke efter det uvirkelige i denne flygtige verden. Man kan ikke leve et sandt liv, det vil sige leve i Satyachara, i denne usande og uvirkelige verden. Der kan man kun leve et uvirkeligt liv, et liv i Mity-a-cha-ra. Et sandt liv består i, at man når til erkendelse af Gud. Det skal alle og enhver uafladeligt holde sig for øje.

Top

Kapitel 30: Der er forskel på Sahajamarga og Sadhanamarga

En Sadhaka bør være opmærksom på den forskel, der er i interesser og adfærd hos almindelige mennesker og hos åndelige aspiranter. En person, der tilhører den gruppe mennesker, man kan betegne med ordet Sahaja, har ikke nogen Sahana. Sahana betyder sjælsstyrke. Han besidder derimod Ahamkara, der er selviskhed og indbildskhed. Han er fuld af begær, der er rettet mod denne Jagath, og han prøver på at benytte disse ønsker og begær til at opnå en tilfredsstillende Janma. En person, der tilhører den gruppe, der udøver Sadhana, er hele tiden beskæftiget med Sarvesvarachinthana. Han udøver denne aktivitet lige så uophørligt, som bølgerne bevæger sig på Sagara, på havet. Han samler sig en skat, en Dhana, der består i at anse alle for at være ligeberettigede og ligeværdige og i at udvise samme kærlighed til alle. Han er tilfreds, fordi han ved, at alt tilhører Gud, og at han ikke selv ejer noget. Sadhana-mennesket vil ikke som Sahaja-mennesket let bukke under for sorger og tab, vrede og had, sult og tørst, selviskhed og vankelmodighed. Du bør i størst muligt omfang lære at beherske disse forhold, og på din rejse gennem livet udvise sjælsstyrke og mod samt godgørenhed og ydmyghed og leve i glæde og fred.

Du bør nå til klarhed over, at det ikke er kroppens pleje, der er det vigtigste, og du er endog nødt til med tålmodighed at udholde sult og tørst. Desuden bør du uafbrudt lade dine tanker dvæle ved Gud. Hvis du derimod kommer i skænderi over selv de mindste ting, hvis du bliver hidsig, hvis du bliver bedrøvet over den mindste modgang, hvis du bliver vred over den mindste fornærmelse, hvis du er bange for at lide sult eller tørst eller bange for at skulle undvære søvn, så skal du vide, at en sand Sadhaka ikke har nogen af disse egenskaber. Er rå ris det samme som kogt ris? Kogte ris er bløde, det er rå ris ikke. Kogte ris er bløde og fulde af sødme og sundhed. Ukogte ris er hårde, indbildske og fulde af selvbedrag. Begge disse kategorier er mennesker, Jivi'er. De, der lever helt opslugt af den ydre verdens selvbedrag, i Avidyamaya, er 'mennesker', og de, der lever helt opslugt af den indre verdens blændværk, i Vidyamaya, er Sadhaka'er. Gud er ikke opslugt af nogen af disse former for blændværk. Han er fri af begge. Det menneske, der har gjort sig fri af de ydre former for selvbedrag, bliver Sadhaka. Når han desuden har gjort sig fri af de indre former for selvbedrag, kan man kalde ham Guddommelig. Gud tager plads i et sådant menneskes hjerte. Vi kan heraf slutte, at Gud gennemtrænger alt. Skønt Gud naturligvis er til stede i alle hjerter, så er det nødvendigt at udøve Sadhana for at nå frem til denne erkendelse. Det er ikke muligt at se sit eget ansigt. Du er nødt til at gøre brug af et spejl for at kunne se dit ansigt. På tilsvarende måde er du også nødt til at ty til Sadhana, den grundlæggende Marga, for at gøre dig fri af de tre Guna'er.

Top

Kapitel 31: Sadhaka'ens Høst

I denne verden findes der ikke nogen Tapas, der er mere værdifuld end mod og sjælsstyrke, der findes ingen form for lykke, der er større end tilfredshedens glæde, ikke nogen form for Punya, der er mere hellig end barmhjertighed, og ikke noget våben, der er mere effektivt end udholdenhed og tålmodighed.

En Bhaktha bør anse kroppen for at være en ager og gode gerninger for at være sædekorn. Han bør fremelske og opdyrke Herrens Navn ved hjælp af bonden, der er hans hjerte, for at kunne høste afgrøden, der er Gud Selv. Hvordan kan man høste uden først at dyrke jorden? Gud er til stede i alt og alle, på samme måde som fløde er til stede i mælk eller som ild i brændsel. Stol fuldt og fast på det. Som mælken, så fløden. Som brændslet, så ilden. På lignende måde afhænger Saakshaatkaara af Sadhana. Selv om man ikke straks skulle opnå Mukti som resultat af at være begyndt at anvende Guds Navn i sin Sadhana, så fører den fire meget tydelige resultater med sig for dem, der har gjort denne erfaring: 1) Man opnår at komme i selskab med højtudviklede personer. 2) Man søger Sandheden. 3) Man bliver tilfreds. 4) Man opnår sansekontrol. Man når frem til Gud, uanset hvilken af disse fire porte, man måtte benytte, og uanset om man lever et familieliv, om man lever tilbagetrukket som munk, eller uanset hvilken samfundsklasse man tilhører. Det er helt sikkert. Mennesket længes efter verdslig lykke og glæde. Hvis man grundigt analyserer denne længsel, så bliver man klar over, at denne i sig selv er sygdommen, og at smerter og lidelser blot er den medicin, vi indtager. Man udvikler kun sjældent ønsket om at nå frem til Gud, hvis man lever midt iblandt alle disse verdslige glæder og fornøjelser.

Det er nødvendigt, at du bruger din skelneevne og analyserer alle dine handlinger. Disse analyser medfører, at du udvikler forsagelse. Det er svært at udvikle forsagelse, hvis du ikke foretager sådanne analyser. Gerrighed ligner hundens adfærd. Man er nødt til at lade denne gerrighed undergå en forvandling. Sadhaka'ens hovedfjende er vreden. Den er som utøj, og bør behandles som utøj. Hvad med usandhed, med løgn? Det er endnu mere afskyeligt. Alle uden undtagelse får udslettet deres livsenergier ved at tale usandt. Usandhed er som det mest uhumske affald. Tyvagtighed ødelægger livet. Tyvagtighed medfører, at det kostelige menneskeliv mister al værdi. Tyvagtighed er som fordærvet, ildelugtende kød. Det er vigtigt at spise og sove med måde for at bevare et sundt sind og et sundt legeme, og det er vigtigt at besidde Prema samt mod og sjælsstyrke. Uanset hvem du er, og uanset hvordan dit liv har formet sig, så vil du blive befriet for al sorg og lidelse, hvis du undlader at lukke mismod og frygt ind, og hvis du med urokkelig tro og tillid og uden nogen form for bagtanke tænker på Gud. Gud vil aldrig nogensinde spørge dig, hvilken samfundsklasse du tilhører, eller hvilken Achara du følger.

Bhakthi består ikke i at bære Kashaya klæder, ej heller i at reorganisere Uthsava'er eller i at udføre Yajna'er eller i at barbere sig skaldet eller i at bevæge sig omkring med Kamandalu eller Danda eller i at lade sit hår sammenfiltre. Det er udtryk for Bhakthi, når man med en hellig og lydefri Anthahkarana hele tiden tænker på Gud, uanset hvad man end foretager sig, og når man har erkendt, at Gud har skabt alt, og at alting derfor er en Enhed. Bhakthi består desuden i at være ubundet af sanseobjekterne, i at omfatte alt og alle med samme kærlighed og i at tale sandt.

I Kaliyuga er Guds Navn den vej, der fører til Frelse, til Selvrealisation. De berømte Bhaktha'er Jayadeva, Gauranga, Thyagayya, Thukaram, Kabir og Ramdas nåede alle frem til Gud ved blot at benytte dette ene Navn, denne ene Nama. Der er ingen grund til at nævne alle, men selv Prahlada og Dhruva blev alene ved hjælp af denne Nama-disciplin i stand til at nyde Herrens Darsan, Sparsan og Sambhashan. Hvis Sadhaka'en derfor begynder at tillægge Herrens Navn lige så stor værdi som åndedrættet, og hvis han fuldt og fast tror på værdien af gode tanker og gode gerninger og fremelsker sin evne til at tjene samfundet og nære samme kærlighed til alt og alle, så gives der ikke nogen bedre vej til Mukti. Bliver man Herre over sine medfødte tilbøjeligheder, blot fordi man isolerer sig fra omgivelserne og sidder og holder vejret? Hvordan skulle man kunne vide, om man har overvundet dem? Kombinbationen af Ambarisha's Bhakthi og Durvasa's gerninger vil før eller siden føre til den skæbne, Durvasa mødte. Durvasa blev i sidste instans nødt til at falde på knæ for Ambarisha. Måtte du undgå at blive en sådan Thrisanku. Måtte du tværtimod komme til erkendelse af den evige Sandhed og opnå den ægte, den virkelige Tilstand.

Top

Kapitel 32: Det Redskab en Sadhaka bør anskaffe Sig

Alle kan komme til at begå fejl uden at være klar over det. Uanset hvor klart ilden end brænder, så opstår der altid nogen røg. På lignende måde er det med de gode gerninger, du udfører. De vil indeholde en lille smule ondskab, men du skal sørge for, at der er mindst mulig ondskab til stede, at der er mere godhed end ondskab. Det er naturligvis ikke sikkert, at det lykkes for dig lige med det samme under de nuværende omstændigheder. Du er nødt til omhyggeligt at analysere følgerne af din tale og dine gerninger. Hvis du ønsker, at andre skal respektere dig og behandle dig på en bestemt måde, så er du først nødt til selv at opføre dig på den måde over for dem samt at elske og respektere dem. Først da vil de respektere dig. Der er noget, du har misforstået, hvis du beklager dig over, at andre ikke behandler dig ordentligt, og du ikke selv elsker og respekterer dem. Hvis de, der vejleder andre ved at fortælle dem, hvilke principper der er de rigtige, hvad der er sandt, og hvad der er godt, hvordan man skal opføre sig og så videre, og de selv fulgte disse råd og formaninger, så ville der ikke være nogen grund til al denne vejledning. Andre ville da lære den rette adfærd blot ved at se, hvordan de opførte sig. Hvis du derimod uden selv at have forstået Vedanta filosofien og uden at bestræbe dig på at omsætte den til praksis alligevel begynder at udlægge den for andre, så bedrager du ikke alene de andre, men hvad værre er, du bedrager dig selv. Du skal derfor opføre dig, således som du ønsker, andre skal opføre sig. Det er ikke en Sadhaka's natur at lede efter fejl hos andre og skjule egne fejl. Hvis nogen påpeger dine fejl og svagheder, så begynd ikke at argumentere eller forsøge at påvise, at der ikke er nogen fejl, og du skal heller ikke bære nag til ham. Tænk selv over, hvad denne fejl består i, og undgå fremover at opføre dig på den måde igen. Det er helt klart ikke en Bhaktha's eller Sadhaka's kendetegn at søge at bortforklare det hele eller at søge at hævne sig på den, der gjorde opmærksom på denne fejl.

En Bhaktha bør altid søge det sande og det frydefulde. Han skal undgå alle sørgelige og deprimerende tanker. Nedtrykthed, tvivl og indbildskhed er den åndelige aspirants Rahu og Kethu. Selv om disse fjender skulle dukke op, når ens hengivenhed er dybt rodfæstet, så kan man let gøre sig fri af dem. De vil blot påføre ens Sadhana nogen forstyrrelse. Det vigtigste for Sadhaka'en er imidlertid, at han under alle omstændigheder er smilende og fuld af glæde og begejstring. Denne rene og hellige livsholdning er vigtigere end både Bhakthi og Jnana. De, der har fremelsket denne indstilling, fortjener at nå målet først. Det er et resultat af ens gode gerninger i mange tidligere liv altid at kunne være opfyldt af denne glæde. Hvis man altid er bekymret, nedtrykt og fuld af tvivl, så kan man aldrig opnå Lyksalighed, uanset hvilken Sadhana man end udøver. Sadhaka'en skal derfor først og fremmest fremelske dette gåpåmod, denne begejstring. Ved hjælp af denne begejstring kan han udvikle og opnå en hvilken som helst form for Ananda. Lad være med at blive opblæst, når du bliver rost. Lad være med at blive nedtrykt, når du bliver dadlet. Vær uanfægtet i begge situationer som en åndelig løve. Man skal selv analysere og rette egne fejl og svagheder. Det er yderst vigtigt.

Selv når det drejer sig om at opnå erkendelse af Gud, er man nødt til at udvise stor påpasselighed. Uanset hvilke besværligheder man end måtte komme ud for, så skal man fortsætte med at udføre sin Sadhana uden at afbryde eller ændre dens rutiner. Man bør ikke kassere det Navn, man har elsket og værnet om, og som man har valgt til Smarana. Det er ikke muligt at udvikle sin koncentrationsevne, hvis man hele tiden vælger at bruge et nyt Navn, thi da kan sindet ikke udvikle evnen til punktrettet opmærksomhed. Denne evne til punktrettet opmærksomhed er målet for al Sadhana. Hold derfor op med hele tiden at vælge andre af Guds Navne og Former. Under udøvelsen af Japa og Dhyana skal du holde dig til et eneste Navn. Du skal desuden være fuldt og fast overbevist om, at alle Herrens Navne og alle Herrens Former er indeholdt i det Navn og den Form, som du gentager i Japa og mediterer på i Dhyana.

Dette Navn og denne Form bør ikke give anledning til den mindste følelse af modvilje eller utilfredshed. Sadhaka'en bør lære at forstå, at alle verdslige tab, lidelser og bekymringer blot er midlertidige, flygtige foreteelser, og han må være klar over, at formålet med al denne Japa og Dhyana netop er at overvinde alle lidelser. Han bør holde disse ting adskilte og ikke blande dem sammen. Han skal forstå, at tab, lidelse og bekymring hører til den ydre verden, og at Japa og Dhyana tilhører den indre verden. De hører til i det rige, der er helt opfyldt af kærlighed til Gud. Denne form for Bhakthi, Pathivratha Bhakthi, betegner den rene og hellige form for tilbedelse. Den anden form for Bhakthi, hvor Bhaktha'en vælger eet Navn og een Form for senere at kassere dem begge til fordel for et andet Navn og en anden Form, kaldes Vyabhichara Bhakthi. Det er betegnelsen for en Bhakthi, der ikke er ren og hellig.

Man har ikke begået nogen fejl, hvis man i uvidenhed har kasseret det valgte Navn og den valgte Form, men det er helt forkasteligt, hvis man gør det, når man ved, at det er både forkert og skadeligt, og man trofast har anvendt denne Nama og Rupa til Japa og Dhyana. Det er udtryk for den højeste form for løfte og bodsøvelse trofast at holde fast ved den valgte Nama og Rupa. Selv om de ældre skulle anbefale noget andet, så hold dig til den metode, til den vej, dit hjerte siger er den rette. Men ville nogen ældre overhovedet finde på at foreslå dig at opgive og udskifte Herrens Navn, det Navn, du elsker og tilbeder? Skulle nogen foreslå dig noget sådant, så bør du ikke anse ham for at tilhøre gruppen af ældre. Du ved da, at han er en dumrian. Du bør så vidt muligt ikke ændre tid og sted for din Dhyana og Japa. Når du er ude at rejse, er det nødvendigt at ændre stedet, men du bør i det mindste holde fast ved det valgte tidspunkt. Selv om man sidder i et tog eller i en bus, så skal man på det sædvanlige tidspunkt i det mindste mentalt genkalde sig den Japa eller Dhyana, som man netop på dette tidspunkt plejer at udøve.

Man bliver herre over sit eget liv, og man opnår forening med Atma, når man på denne måde opsamler åndelig rigdom.

Top

Kapitel 33: Fortidens Velstand og vore dages Armod skyldes de såkaldt "Vise"

Man bør leve på en sådan måde, at man ikke skader noget andet levende væsen. Det er den højeste form for pligt. Den vigtigste opgave for alle, der har fået denne chance at blive født som menneske, består i, at de anvender noget af deres energi til bøn, til gentagelse af Guds Navn og lignende åndelige øvelser. De skal hellige deres liv til at leve i sandhed, i retskaffenhed og i fred samt udføre gode gerninger for at tjene andre. Man bør være lige så bange for at synde eller skade andre, som man er for at brænde sig på ilden eller forstyrre en kobraslange. Når man udøver gode gerninger, når man vil glæde andre, og når man tilbeder Gud, bør man udvise den samme udholdenhed og interesse, som når man samler sig gods eller guld. Det er menneskets Dharma. Gud inkarnerer og iklæder Sig menneskets form for at fremme og styrke denne form for godhed. Nu kan man spørge, "Hvordan kan man fremelske og udvikle noget ikke-eksisterende?" Disse kvaliteter er imidlertid til stede. De findes i mennesket! Når det går tilbage for de gode kvaliteter, når de svækkes, så inkarnerer Herren med det formål at fremme disse kvaliteter og udvirke at de kræfter, der modarbejder dem, svækkes. Det var for at forklare dette formål, at Sri Krishna i Dvaparayuga sagde til Arjuna,

Parithraanaya Saadhunaam
Vinaasaaya Cha Dushkrithaam
Dharmasamsthaapanaarthaaya
Sambhavaani Yuge Yuge
(Bhagavad Gita 4:8)

Her siges det, at alle Guds Inkarnationer har til formål at beskytte Sadhu'er og fremme deres udvikling. Ordet Sadhu er ikke knyttet til nogen bestemt religion eller til nogen bestemt kaste, familie eller til et særligt livsafsnit. Det er heller ikke knyttet til noget bestemt samfund eller til nogen bestemt biologisk art som for eksempel mennesket. Begrebet Sadhu er knyttet til alle religioner, alle livsstadier, alle racer og alle skabninger. I Gita'en har Herren åbenbaret Sit universelle Sind. Gita'en er på grund af sit universelle Budskab blevet højt skattet og uundværlig. Hvorfor det? Jo, det skyldes, at Sri Krishna i utallige situationer og på mange steder har erklæret, at Han er Sine Hengivnes pligtopfyldende Tjener. Det viste Han for eksempel ved at påtage Sig at være Vognfører for Arjuna.

Når nu et almindeligt menneskes udvikling kan føre til en sådan ophøjelse, så kan enhver tænke sig til, hvor meget mere fuldkomne og hellige de personer vil blive, der udøver åndelige øvelser, og som uophørligt kontemplerer på Gud! Det gælder for begge disse kategorier, at deres vigtigste kendetegn er deres karakteregenskaber.

Der er stor forskel på tidligere tiders Brahmanistha'er og vore dages Brahmanistha'er. Ordet Brahmanistha er en betegnelse for den, der er fast forankret i kontemplation på Gud. Det er først og fremmest vigtigt at forstå, hvilken ophøjethed der er knyttet til begrebet Brahmanistha. Den armod, vi oplever i vore dage, skyldes, at nutidens hellige mænd ikke har erkendt værdien af denne ophøjethed. I tidligere tider blev denne ophøjethed erkendt, og de, der havde nået denne erkendelse, var fordybet i oplevelsen af denne Hellighed. Man kan nu spørge, hvorfor den slags hellige følelser ikke kommer til udtryk i vore dage. Det gør de imidlertid. Det hele afhænger ene og alene af brændslet. Jo mere brændsel, des mere lys fra bålet. Ethvert menneske har en ubestridelig ret til at komme brændsel på sit bål. Det er ildens natur at oplyse. På lignende måde skal den ild, der brænder i aspirantens og den åndeligt aktives Buddhi, den ild, der skaber Visdommens Lys, hele tiden have tilført brændsel i form af forsagelse, fredfyldthed, sandhed, venlighed, overbærenhed og uselviske gerninger. Jo mere man gør det, desto større bliver Sadhaka'ens stråleglans og indvirkning på omgivelserne.

Det er kun de træer, der vokser på frugtbar jord, der bærer god frugt. Træer, der gror på saltholdig jord, giver dårligt udbytte. På lignende måde kan hellige følelser og åndelige kræfter og færdigheder kun stråle og funkle i rene hjerter. Forskellen mellem fortidens og nutidens Brahmanistha'er består i, at vore dages Brahmanistha'er, skønt de udfører den samme form for Dhyana og benytter den samme Pranava, som deres forgængere gjorde, alligevel er i besiddelse af en mindre grad af selvkontrol i deres Sadhana. Da der blev færre Mahapurusha'er, der på afsondrede steder hele tiden mediterede på Gud, begyndte der at dukke mange lidelser op i denne verden. De, der lever i dag, skader deres Brahmanistha tilstand ved selv at lægge forhindringer i vejen for udøvelsen af deres Sadhana, ved at blive trælbundet af behov for ros og berømmelse, ved at blive indviklet i selvbedrag, ved rastløst at stræbe efter hæder og ære og ved at stræbe efter at udvide og udbygge de institutioner, de selv har grundlagt. De, der higer efter at blive Brahmanistha'er, skal søge ensomhed og udøve Dhyana og Japa på bestemte tidspunkter. De skal ved hjælp af deres åndelige øvelser fremelske og udvikle punktrettet opmærksomhed, og de skal altid være ivrige efter at udføre handlinger, der vil gavne alle levende skabninger. De skal altid være beskæftiget med denne opgave uden dog at bekymre sig om frugten af deres handlinger. Al smerte og lidelse forsvinder først, når sådanne mennesker kommer til Jorden. Det er kendetegnet for Krithayuga.

Ligesom der rundt omkring findes godhjertede læger, der driver lægeklinikker og sundhedsinstitutioner, og som hjælper de syge og helbreder de lidende, så burde der også her og der være Ashrama'er med fromme og hellige personer, der med indsigt og kyndighed kunne helbrede den sygdom, der kan betegnes 'fødseldød-sygdommen'. Man ville der kunne blive helbredt for de lidelser, der viser sig i form af uvidenhed, usandhed, umoral og selvforherligelse. Uvidenhed medfører ondskabsfuldhed, og den kan kun helbredes ved indtagelse af medicinen Brahmajnana sammen med et tilskud af lægemidlerne Santham, Sama, Dama og lignende. I stedet for at anvende den form for behandling, så tilbyder nutidens såkaldt hellige mænd deres patienter den medicin, patienten selv forlanger, og som han holder af. Det er grunden til, at de bliver slaver af deres hengivne. Over for deres patienter giver de sig ud for at være læger for at kunne opnå ære og berømmelse! Disse 'hellige' mænd går deres undergang i møde, endnu før de selv opnår at opleve Lyksaligheden, fordi de på grund af tåbelighed og svaghed bliver offer for de kneb og bedrag, som begæret efter ære og berømmelse tager i anvendelse. Netop dette er årsagen til vore dages armod. Nutidens Sadhu'er og hellige har ikke forstået denne sandhed og handler ikke ud fra denne viden.

Man er nødt til at erkende og virkeliggøre Kernen i denne hellige Sandhed. Man er nødt til at ofre sine selviske ønsker og behov. Man skal hele tiden være rede til at hjælpe og glæde andre. Man bør ønske fremgang og velfærd for hele verden. Man skal meditere på Gud med hjertet opfyldt af alle disse følelser. Dette er den rette vej! Hvis myndighederne og hellige mænd tjener samfundet efter disse retningslinier og fremmer verdens velfærd, så er det ikke muligt for fjenderne begær, vrede, grådighed, tilknytning, stolthed og misundelse at skaffe sig adgang til menneskenes sind. Da er menneskets guddommelige skat, der udgøres af Dharma, medfølelse, sandhed, kærlighed, viden og visdom uden for fare. Magthaverne og politiet kan kun tage sig af den ydre verdens fjender. Det er ikke i deres magt at tilintetgøre de indre fjender. Den opgave kan de ikke løse. De har ikke autoritet til det. Man kan kun overvinde menneskets seks indre fjender, Arishadvarga'erne, ved at modtage undervisning af ædle mennesker, ved at lære Gud at kende, ved at nære kærlighed til Gud og ved at søge hellige og højtudviklede personers selskab.

På lignende måde som myndighederne og politiet, der jo har ansvaret for at anholde tyve, selv kan komme i afhængighed til tyvene, således vil onde mennesker også kunne skade verden, hvis Brahmanishta'erne og Sadhu'erne ikke længere bekymrer sig om verdens ve og vel, fordi de selv er blevet ofre for sansemæssige nydelser og begær efter at opnå ære og berømmelse. Verden vil da blive indhyllet i et endnu tættere slør af uvidenhed, og Dharma vil være i forfald. Nu er begge dele som beskrevet, og derfor øges smerte og lidelse dag for dag. Hele verden vil kunne leve i fryd og fred den dag, begge disse grupper fremelsker og udvikler den rette forståelse, når de forstår og føler med alt og alle, samtidig med at de kontemplerer på Guds Almagt. Disse to grupper har myndigheden over hver sit område af menneskets liv. De åndelige, ældre regerer på det indre plan, og de administrative myndigheder regerer på det ydre plan. Hvis nu begge disse grupper udøvede deres myndighed på rette vis, så ville aktiviteterne på begge disse planer resultere i lykke og glæde. Begge grupper har derfor ansvaret for den nuværende, ulykkelige situation. Når tiderne er sådan, bestemmer Gud Sig for at skænke lykke og glæde til alle ved at sætte en stopper for uretfærdighed og uvidenhed. Det var for at gøre dette helt klart, at Herren i Gita'en erklærede,

Yadaa Yadaa Hi Dharmasya
Glaanirbhavathi Bharatha
Abhyuthathaanama Darmasya
Thadaatmaanam Srijaamyaham
(Bhagavad Gita 4:7)

Dette vers siger: "Oh Bharatha, når Dharma går i forfald, og når Adharma trænger frem overalt, da lader Jeg Mig føde."

I virkeligheden er det de retfærdiges bønner, der virker som anmodning om og indbydelse til Herrens Komme. Når borgerne på det ydre plan mangler en eller anden bekvemmelighed eller har behov for hjælp til et eller andet, så henvender de sig til deres ledere og fremlægger deres ønsker. På tilsvarende måde foregår det på det indre plan. Når det er umuligt at fremelske Bhakthi, godgørenhed, fred og sandhed, så beder hellige og gode mennesker, der ønsker at erhverve disse kvaliteter, til Gud, der bor i deres indre. Han hører deres bønner, inkarnerer Selv i denne verden og lader Sin Nåde strømme ud over dem. Det er noget alle ved. Inkarnerede Gud ikke som Rama og Krishna, fordi Han lyttede til de frommes bønner? Det er der mange, der kender til fra Ramayana'en og Bhagavatha'en. Selv Ramakrishna, der var af guddommelig herkomst, bad til Kali, for at Hun skulle sende en person, der var i stand til at fortælle hele verden om den Dharma, der kunne fjerne uretfærdighed og selviskhed. Det ved enhver, der har læst beretningen om Ramakrishna's liv. Man skal derfor bede igen og igen, for at dette kan ske. Ingen bør fortvivle og holde op med at bede, dersom deres bønner ikke fører til Herrens Komme. Selv på det ydre plan må man jo ofte skrive mange gange og aflægge besøg mange steder for at få sit forehavende gennemført, og alligevel er det ikke sikkert, at ens anstrengelser krones med held.

Hvordan kan man erfare noget om, hvad sjælens længsel og higen fører til? Det er ikke muligt at erfare det, og man skal derfor blive ved med at bede, indtil hele verden lever i lyksalighed. En lykkelig verden er tegnet på, at Han er kommet. Har man først forstået det, så er det let umiddelbart at genkende Avatar'en. Da vil den religion, der består af Sathya, af Daya, af Jnana og af Prema nyde fremme og blive værdsat. Man skal derfor blive ved med at bede, indtil disse kvaliteter har slået dybe rødder. Det er den enkeltes ansvar. Den vej, de hellige har anlagt, må nødvendigvis repareres af og til. Den opgave påhviler enten dem, der benytter vejen, eller dem, der siger, at de har ansvaret for den. Denne opgave benævnes Bodha, der betyder undervisning.

Det er for at udføre den slags reparationer, at Herren af og til sender forskellige helgener og guddommelige personer, der har bemyndigelse til dette arbejde. Disse helgeners Sadbodha, deres gode vejledning og undervisning, rydder og jævner igen den vej, der blev banet af fortidens guddommelige mennesker. Hele verden vil opnå at leve i vedvarende lyksalighed, når Herrens Vilje, Sadhu'ernes behov og helgenernes undervisning forenes. Alt ville blive bedre, hvis menneskeheden på een og samme tid bad om, at uroligheder, uretfærdighed, forvirring og falskhed måtte blive forvandlet til fred, sandhed, kærlighed og samfundssind. Der er ingen anden udvej. Bekymringer er nytteløse. Der er ingen grund til at fortvivle. Det strider mod menneskets grundlæggende natur at undskylde sig med svaghed og manglende styrke. Mennesket bør derfor holde op med at søge efter andre udveje, og han er i stedet nødt til at benytte sig af bøn, af at tjene andre samt fremelske gensidig kærlighed og respekt. Han vil da meget snart kunne opnå glæde og tilfredshed, og han bør ikke blive ved med at undlade at gøre sin pligt.

Det siges, at når man tjener sine medmennesker, så tjener man Gud, at 'Manavaseva er Madhavaseva'. Det er sandt, men selv om det er hellig gerning at tjene sine medmennesker, så vil disse gerninger, uanset hvor omfattende denne tjeneste end er, ikke gavne menneskene, hvis tjenesten ikke er en del af et højere formål. Det nytter ikke noget at gentage dette slogan, hvis man udøver tjenesten uden at tro på det Guddommelige i mennesket, eller hvis man under tjenesten tænker på ære og berømmelse eller på handlingernes resultater. Hvis man derimod hele tiden tænker på Gud, uanset hvad man foretager sig, og hvis man tror på det Guddommelige i mennesket, så er det berettiget at sige 'Manavaseva er Madhavaseva'. Hvordan kan der være tale om Madhavaseva, når man ikke tænker på Madhava? Det er da blot tom tale, og det misbilliger Jeg! Man skal derimod anse alle gerninger for at være Seva for Gud, for at være tjeneste for Gud, hvis man udfører gerningerne, samtidig med at man tænker på Gud, og hvis gerningerne tillige er i overensstemmelse med Dharma og Sandhed. Alt det, der gøres for ære og berømmelse eller for handlingernes frugter, kan på ingen måde komme ind under betegnelsen Madhavaseva.

I virkeligheden behøver de, der uafbrudt er fordybet i kontemplation, ikke at beskæftige sig med noget som helst andet. Frugten af deres bønner er i sig selv nok til at gøre denne verden til et helligt sted. Det er dog ikke muligt for alle at udføre den opgave, men alle må stræbe efter at nå op til det stade ved at fjerne sindets urenheder og ved at mindske antallet af ønsker og begær. De Sadhu'er, der har nået den tilstand, kan selv nå til erkendelse af tingenes rette sammenhæng. Ingen andre kan forstå, at Manavaseva og Madhavaseva er een og samme tjeneste.

Nu betyder det dog ikke, at man blot kan sidde med hænderne i skødet. Forståelsen af denne sammenhæng afhænger helt af den enkeltes skæbne, af hans tidligere handlinger og af hans Sadhana. Indtil man har erkendt denne sammenhæng, skal man udøve Dhyana og Japa for at sindet kan blive fri for følelsernes urolige bølgegang og i stedet blive opfyldt af den guddommelige Form. Man skal tillige udføre handlinger, der gavner andre, og man skal tjene samfundet uden at bekymre sig om frugten af sine handlinger. Det vil helliggøre ens liv. I modsat fald vil sindet kunne være i gang med forskellige aktiviteter, selv om kroppen måtte være i ro. Den slags mennesker bliver Karma's ofre, til trods for, at de ikke direkte er aktive! Når et menneske derimod har sine tanker rettet mod Gud og samtidig søger Sandheden, så vil han ikke blive bundet af sine handlinger, selv om både krop og sanser er beskæftiget med at tjene samfundet. Han vil da være en ikke-udøver af Karma. Dette er netop kernen i Bhagavad Gita. Det menneske, der ikke bestræber sig for at fremelske hellige tanker i sindet, vil helt sikkert have et hjerte, der er et rent paradis for ondskab og synd. Alle, der længes efter at opnå Frelse, der søger at udvikle punktrettet opmærksomhed, og som længes efter åndelig udvikling, må til stadighed holde sig dette for øje. Erkendelsen af den atmiske Sandhed er uafhængig af kasteforhold og af, om man lever som munk eller udøver ritualer. Den er desuden uafhængig af den lærdom, man har erhvervet ved at studere Sastra'erne. Den eneste forudsætning er, at man har opnået Brahmanishta tilstanden. Denne sandhed fremhæves ligeledes i en af Upanishad'erne, der siger:

"Naasramam Kaaranam Muktheh Darsanaani Nakaaranam. Thathaiva Sarvakarmaani Jnanamevahi Kaaranam."

Det betyder: "Selvrealisation er ene og alene et resultat af Jnana, ikke af Asrama eller filosofisk lærdom."

Tid og sted sætter ikke nogen grænser for, hvornår man kan begynde at fordybe sig i kontemplation på den Allestedsnærværende. Der findes ikke noget bestemt helligt sted eller noget bestemt tidspunkt for det. Uanset hvor man er, når sindet bliver opfyldt af fryd over at kontemplere på det Guddommelige, så er man på et helligt sted, og når som helst det sker, så er det tidspunkt lykkevarslende. Netop der og netop på det tidspunkt skal man meditere på Gud.

Det er derfor, det er blevet sagt, "Na Kaala Niyame Yaathraa, Na Desasya Sthalasya Cha Yathraasya Ramathe Chiththam, Thathra Dhyaane Na Kevalam."

Disse ord betyder: "Der findes ikke noget bestemt tidspunkt, ej heller noget bestemt sted for den, der ønsker at meditere på Gud. Der hvor man er, når ønsket om at meditere på Gud dukker op, der er man på det rette sted, og det er tillige det rette tidspunkt."

Disse veldisciplinerede sjæle, der ejer hjertets renhed, er Jordens salt og hele verden kan opleve lykke og fremgang gennem deres indsats. Fra dette øjeblik bør alle og enhver bede for disse hellige personers komme og stræbe efter at blive velsignet af de højtudviklede samt forsøge at glemme de daglige beværligheder og lidelser for derigennem at kunne yde et bidrag til fremme af hele verdens ve og vel.

Top