Meditationens Kildevæld
af
Sri Sathya Sai Baba
Det er et helt usædvanligt lykketræf at leve samtidig med Bhagavan Sri Sathya Sai Baba, thi Gud har valgt at tale til os i netop den Form. Det er ikke svært at komme til at møde Ham, og Han er ivrig efter at modtage hellige sjæle samt personer, der lider af fysiske handicaps, eller som plages af åndelig forvirring. Formålet med Hans Komme er at genoprette Dharma i forholdet mellem menneskene, at indgyde mod i Sadhaka'ernes hjerter og at helliggøre Sadhu'erne. Han påbegyndte Sin Mission, da Han var fjorten år gammel. Han bekendtgjorde da, at Han var Sri Sai Baba, en helgen fra Shirdi, der var vendt tilbage. Han var nu kommet for at indfri det løfte, denne helgen havde afgivet om at ville komme tilbage for at fuldføre Sin Mission, og at dette ville ske otte år efter Hans Mahasamadhi. Bhagavan Sri Sathya Sai Baba viser os Sin Guddommelighed uden nogen form for pomp og pragt gennem en stadig manifestation af mirakler, der ligger ud over, hvad videnskaben kan forklare. Han vejleder, trøster og velsigner, men frem for alt opmuntrer han de usikre, åndeligt søgende til at fortsætte frem mod Ham, thi Han er den Absolutte. Han er selve Målet. Hvert eneste af Hans Ord, hvad enten det er talt eller skrevet, er en Mahavakya, thi det er i Hans Magt. Denne bog, der nu foreligger i syvende udgave, er den engelske oversættelse af Hans uvurderlige Vejledning til alle Sadhaka'er. Denne Vejledning blev først offentliggjort i bladet Sanathana Sarathi i form af en serie artikler, Han havde skrevet på Telugu. Baba benytter Sig af enkle, sødmefyldte ord, der går lige til hjertet. Når de bliver oversat til engelsk, medfører det desværre, at megen af deres indre sødme forsvinder. For dem, der ikke er fortrolige med Telugu, er dette dog den bedste måde at lære Hans Vejledning at kende, og denne bog tilbydes derfor alle disse åndeligt søgende.
Måtte alle, der læser og følger Baba's Lære opnå Fuldbyrdelse, og måtte Hans Nåde føre dem til Hans hellige Nærvær.
N. Kasturi
Redaktør af Sanathana Sarathi.
Mennesket er nødt til at udøve en eller anden form for Karma, fra han står op, til han går til ro, fra fødsel til død. Han kan ikke sidde stille med hænderne i skødet uden at udøve Karma. Uanset hvem han end måtte være, så er det ikke muligt at undgå denne situation! Dog er alle og enhver nødt til at forstå, hvilken form for Karma, man skal udøve. Der findes kun to kategorier af Karma. Den ene kaldes Vishaya Karma, og den omfatter alle de handlinger, der foregår på sansernes plan. Den skaber bindinger. Den anden kategori kaldes Sreyo Karma. Den form for Karma fører til Frihed. Den Karma, der binder, Vishaya Karma, er imidlertid vokset ud over alle grænser, og det har medført øget forvirring og lidelse. Den slags handlinger kan aldrig skabe ro og fred i sindet. Derimod medfører hver eneste Sreyo Karma stadig mere fryd, glæde og lykke. De skaber Atmananda, sjælens Lyksalighed. De beskæftiger sig ikke med den ydre verdens glæder. Selv om handlingerne foregår på det ydre plan, så er det den indre verden, der virker tiltrækkende. Det er den rette vej. Det er den sande vej.
Vishaya Karma omfatter alle de handlinger, der er forbundet med den ydre verdens genstande og foreteelser. Den udøves sædvanligvis, fordi man ønsker at opnå frugten af handlingen. Denne hunger efter frugten fører mennesket ud i den sump, der udgøres af 'jeg hed' og 'min hed' samt hæsligt begær og grådighed. Hvis man følger den vej, så vil man opleve, at ildtunger pludselig flammer op på ganske samme måde, som når Ghee ofres i offerbålet. Hvis man tillægger sanseobjekterne eller Vishaya Karma nogen værdi, så svarer det til, at man anser Visha, gift, for at være noget værdifuldt. Hvis du derimod undlader at knytte dig til frugten af dine handlinger, når du er aktiv eller fordyber dig i sanseobjekterne, så kan du ikke alene overvinde følelserne af 'jeg hed' og 'min hed' foruden grådighed og begær, men du bliver da tillige i stand til at holde lignende karaktertræk på sikker afstand. De vil da aldrig kunne genere dig. Sreyo Karma, den form for Karma, der fører til Frihed, er hellig, lydefri, uselvisk og målrettet. Dens værdi ses af den betydning, der i Githa'en tillægges begrebet Nishkama Karma. Nishkama Karma vil sige, at man undlader at knytte sig til handlingens frugt. Udvikling af denne disciplin omfatter udvikling af Sathya, Dharma, Santhi og Prema, det vil sige af Sandhed, den rette Adfærd, fredfyldt Harmoni og Kærlighed. Hvis du følger denne vej og tillige påbegynder den åndelige disciplin, der består i gentagelse af Guds Navn, er det da muligt på nogen anden måde at opleve større Fryd, Glæde og Lyksalighed? Nej! Denne vej fører til den fuldkomne Fuldbyrdelse.
Hvis du følger denne hellige vej, så vil Gud Selv give dig alt det, du behøver, alt det, du fortjener, samt alt det, der vil give dig fred i sindet. Overlad alt til Gud uden noget ønske eller begær vedrørende frugten. Det medfører den fuldkomne Fryd og Glæde. Det er den letteste vej. Det er meget besværligt at tale usandt og at handle mod Dharma, men det er meget let at tale sandt og følge Dharma. Det er ikke svært at holde sig til sandheden. Når man gør det, behøver man ikke gå og gruble over, hvad man skal sige. Men hvis man derimod taler usandt, så er man nødt til at opdigte noget usandt. Man skaber dermed en atmosfære af uro og bekymring, og man fyldes af frygt og falske forestillinger.
I stedet for at vælge Vishaya Karma, der medfører alle disse komplikationer og vanskeligheder, bør du derimod følge Sreyo Marga. Den er Atmananda Marga. Den er sand, evig og hellig.
Den bedste måde at gøre det på er at udøve Dhyana. I vore dage er der mange, der har deres egne nymodens ideer om Dhyana. De argumenterer og forklarer, hvordan man skal udøve Dhyana, ja de forklarer endog, hvorfor man bør udøve Dhyana. De har dog ikke selv oplevet Dhyana, og de kender intet til dens renhed og hellighed. Det er grunden til, at der fremkommer så megen kritik og kynisk latterliggørelse af Dhyana. Det er Min Opgave at vejlede disse mennesker, og det er derfor, Jeg gør rede for disse forhold.
Alle og enhver i denne verden opfører sig udadtil på en måde, der ikke er i harmoni med det, der foregår i deres indre. Det er noget, alle ved, men normalt taler man ikke om det. Man holder det for sig selv. På samme måde som man mister den smule glæde, man har, når man bekymres og ængstes over de stridigheder, der måtte være i familien, således mister man også sin indre ro og harmoni, når man plages af fysiske vanskeligheder.
Lad os for at belyse dette forhold forestille os en kærre. Den kan ikke køre af sig selv, vel? Den kan først køre, når der bliver spændt to okser for den, og selv da kører den kun sikkert, hvis okserne er vant til at trække en kærre, og hvis de kender den vej, de skal gå. Hvis de derimod ikke tidligere har prøvet at trække en kærre, hvis de aldrig har været ude af stalden, eller hvis de kun har gået rundt om deres egen tøjrpæl i deres eget ælte, så bliver der ikke nogen rejse ud af det, for kærren vil køre fast.
På tilsvarende måde kan Antahkarana ikke bevæge sig af sig selv. Man er nødt til at spænde de udadrettede okser Buddhi og Manas, det vil sige intellektet og sindet, for denne vogn. Først da kan den bevæge sig og følge okserne. Før turen kan påbegyndes er okserne Buddhi og Manas derfor nødt til at lære den vej at kende, der fører til den by, Antahkarana er opsat på at nå frem til. De skal trænes til at bevæge sig i den retning. Hvis man gør det, bliver rejsen bekvem og problemfri. Hvis nu trækdyrene derimod ikke kender vejene Sathya, Dharma, Santhi og Prema, eller hvis de aldrig tidligere har fulgt den vej, så kan Antahkarana vognen komme i vanskeligheder. Selv om man skulle finde på at tvinge 'okserne' frem, så trækker de blot vognen hen til den velkendte tøjrpæl, til den sædvanlige sump af forvirring, uretfærdighed, ondskab, kaos og falskhed! Hvad bliver det så til med den rejse? Og hvornår vil du da nå målet?
Du er derfor nødt til at lære Buddhi og Manas at trække kærren og at køre stille og roligt ud ad vejen. Det, du er nødt til, er at benytte dig af Japa og Dhyana. Mennesket oplever lidelser og nederlag, fordi Antahkarana er lunefuld og ustabil. Denne uro skyldes, at han ikke evner at styre og kontrollere okserne Buddhi og Manas, fordi de er uvante med Dhyana og Japa. De er end ikke begyndt at bevæge sig i den retning. I den situation er man nødt til at kontrollere og mindske de modsatrettede begær, der har inficeret sindet. Man er nødt til kun at rette opmærksomheden mod ét mål, i én retning. Man skal med beslutsomhed gå frem ad vejen og gøre alt, hvad man kan, for at opnå det, man ønsker, og nå målet. Hvis du gør det, er der intet, der kan holde dig tilbage, og du opnår da din retmæssige status.
Når man lader sindet, der er lunefuldt, og som flagrer hid og did, fordybe sig i kontemplation på Guds Navn, så svarer virkningen til det, der sker, når man samler solens stråler i et forstørrelsesglas. De spredte stråler bliver da i stand til at brænde og fortære. Det samme sker, når bølgerne i Buddhi og følelserne i Manas samles i eet punkt ved hjælp af Atma's Samlelinse. Da bliver de en guddommelig Stråleglans, der kan fortære al ondskab og sprede glædens Lys.
Man kan kun opnå succes i sine forehavender, dersom man udviser koncentration og målrettethed i alle sine bestræbelser. Selv den ubetydeligste opgave kræver, at man bruger sin koncentrationsevne, og selv de vanskeligste opgaver kan løses gennem målrettede bestræbelser. Der er ingen grænser for menneskets evner og formåen. Ethvert menneske har disse muligheder, men han går den forkerte vej, fordi han ikke kender denne sandhed. Man er nødt til at søge hellige menneskers selskab for at lære disse evner at kende. Man er nødt til at anstrenge sig i sin Sadhana, og man er nødt til at udøve Japa og Dhyana. Hvad nytter det, at du har rigeligt med fødevarer, hvis du ikke ved, hvordan man tilbereder et velsmagende måltid? På tilsvarende vis har mennesket alt det, han behøver for at leve og udvikle sig, men fordi han ikke ved, hvordan han kan udnytte disse evner, så giver han op uden at tænke sig om, og han udnytter ikke disse muligheder. Mennesket skal stræbe efter at opleve og erkende den universelle Sakthi, den eneste Ene, der er grundlaget for denne verdens navne og former. Sindet flakker uophørligt hid og did, men gennem Dhyana kan man udvikle dets koncentrationsevne.
Når man mediterer på Paramatma, vil sindet som et resultat heraf trække sig tilbage fra sanseobjekterne og den ydre verden. Når dette sker, skal Buddhi udøve sin autoritet og forlange, at sindet udelukkende tænker på det højeste Princip og ikke tillade at andre tanker dukker op. Når den grundlæggende Sandhed erkendes, vil sindet ikke lade sig vildlede af flygtige foreteelser, af usandhed eller ulyksalighed. Det vil derimod byde Fryd, Lykke og Sandhed velkommen. Det vil være upåvirket af sorg og lidelse. Er det da ikke sandt, at Prakriti og Prana er uforgængelige? Jo, og derfor åbenbares nye værdier nu i alt det, der er en blanding af disse to. Mennesket opnår ligeledes en ny stråleglans, når han erkender Sat Chit Ananda ved hjælp af Manas og Buddhi, der begge er blevet forvandlede og helliggjorte gennem Dhyana. Man ved først, hvordan frugten smager, når man har spist hele frugten. Når man på tilsvarende vis lærer Dhyana at kende, så vil man ikke længere diskutere eller tvivle om værdien af Dhyana, og man vil fuldt og helt fordybe sig i Dhyana. Du bør derfor fra i morgen begynde at udøve Dhyana. Nej, ikke fra i morgen, begynd nu!
Man skal udøve Dhyana med iver og begejstring. Man skal udvise tro og tillid og omhyggeligt sørge for nøje at overholde de foreskrevne regler for Dhyana. Gør du det, vil Dhyana ikke alene skænke dig alt og gøre dig fuldkommen lykkelig. Den vil endog give dig mulighed for at se Gud. Det er i overensstemmelse med de videnskaber, der beskæftiger sig med Vedanta og Prakriti. Prakriti er naturen, den fysiske verden. Disse videnskaber adskiller sig kun på ét punkt. De, der studerer Prakriti, er helt opslugte af livets objekter og foreteelser, hvorimod de, der retter deres opmærksomhed mod Vedanta, er fordybede i studiet af livets grundlæggende Sandhed. Mennesket er knyttet til begge disse aspekter. Prakriti er beslægtet med Vishaya, og Vedanta er beslægtet med Saarupa. Hvis du ønsker at forvandle såvel dit ydre som dit indre liv og fylde dem begge med lys og kærlighed, så er Dhyana den bedste Sadhana, du kan vælge.
I det følgende beskrives den fremgangsmåde, der bør anvendes i forbindelse med Dhyana. Det sted, hvor du sidder og mediterer, bør være hævet én eller to tommer over jorden eller terrænet. Læg en måtte af Durbha græs på dette sæde. Læg derefter et hjorteskind ovenpå og anbring til slut et tyndt, hvidt klæde oven på skindet. På dette sæde bør du sidde i den stilling, der kaldes Padmasana. Højre fod hviler på venstre lår, og venstre fod hviler på højre lår med venstre ben over højre ben. Du skal holde hænderne i skødet, og fingrene skal være i tæt kontakt med hinanden. Øjnene skal enten være halvt åbne eller helt lukkede. Ved hjælp af mentale kommandoer skal du nu afslappe nakken, skuldrene, hænderne, brystet, kæberne, maven, fingrene, ryggen, lårene, knæene, læggene og fødderne. Når det er gjort, skal du begynde at meditere på dit foretrukne Navn og din foretrukne Form og tilføje OM. Når du således mediterer, bør sindet ikke flakke hid og did. Du skal være rolig og stille. Du skal ikke tillade, at nogen tanker eller følelser forstyrrer dig. Lad ikke tankerne dvæle ved fortiden. Lad heller ikke den mindste form for had eller vrede forstyrre dig. Tænk ikke på noget af det, der har gjort dig bedrøvet. Selv om disse forstyrrelser skulle dukke op, så lad være med at beskæftige dig med dem. For at modvirke disse forstyrrende impulser skal du i stedet rette din opmærksomhed mod alt det, der nærer din glæde og begejstring for Dhyana. Det er klart, at det forekommer vanskeligt i begyndelsen. Det bedste tidspunkt for Dhyana er de stille timer mellem klokken tre og fem før solopgang. Du kan for eksempel stå op klokken fire. Man er først og fremmest nødt til at overvinde søvnen. Det er nødvendigt. For at kunne meditere på sammme faste tidspunkt hver dag, kan du stille vækkeuret til at vække klokken fire. Skulle du have svært ved at blive vågen, kan du tage et koldt bad. Det er dog kun nødvendigt at bade, hvis søvnen virkelig generer dig.
Hvis du nøje følger denne vejledning, når du udøver Dhyana, bliver du hurtigt i stand til at vinde Guds Nåde.
Det er helt naturligt, at Sadhaka'er overalt i verden udøver Japa og Dhyana, men man bør dog først blive klar over, hvad der er formålet med Japa og Dhyana. Har man ikke denne viden, går man i gang med Japa og Dhyana, fordi man tror, at det har noget med den sansemæssige verden at gøre. Man tror, at Japa og Dhyana er i stand til at tilfredsstille ens verdslige ønsker og begær, og man har et håb om at kunne vise, at disse discipliner er værdifulde og gavnlige set i forholdet til ønsket om sansemæssige vindinger. Det er en alvorlig misforståelse. Formålet med Japa og Dhyana er at udvikle punktrettet opmærksomhed mod Gud, at gøre sig fri af sansemæssige bindinger og fremelske den Fryd og Glæde, der er at finde i Det, der ligger til grund for enhver verdslig genstand og foreteelse. Sindet bør ikke flakke hid og did som en flue uden nogen form for skelneevne. Fluen kan lide slikbutikken, men den flyver også gerne efter skraldevognen. Har fluen et sådant sind, så må den for at kunne forblive i slikbutikken og holde op med at flyve efter skraldevognen lære at værdsætte sødmen i slikbutikken og lære, at det andet sted er urent. Dhyana er betegnelsen for den proces, der består i at lære sindet disse forhold at kende.
Lad os nu se, hvad bien gør. Den søger udelukkende det sødmefyldte. Den flyver kun til de blomster, der har honning. Den bliver ikke tiltrukket af noget andet. Den søger ikke noget andet. På tilsvarende måde skal du gøre dig fri af din tilbøjelighed til sansemæssigt at blive tiltrukket af usandhedens og forgængelighedens skraldevogn, og du skal i så høj grad som muligt rette sindet mod hellige forhold, der vil fylde dig med guddommelig Sødme samt Fryd og Glæde. Det er klart, at det tager nogen tid. Hvor lang tid, det tager, afhænger af dine tanker, ord og gerninger samt af dine motiver til disse aktiviteter.
Det, der betyder noget, er, hvilke tanker og motiver du har haft, når du har bedt. De udgifter, du har haft i forbindelse med dine bønner til Gud, det antal år, du har bønfaldet Gud, de regler og forskrifter, du har fulgt, ja selv det antal gange, du har bedt, er uden nogen betydning. Det, der betyder noget, er den tålmodighed, du har udvist, mens du har afventet resultatet, og styrken af den punktrettede opmærksomhed, du har kunnet præstere i din længsel efter guddommelig Lyksalighed, samt at du ikke har bekymret dig om verdslig lykke eller om den tid, du har måttet vente. Det, der betyder noget, er, at du ikke udvikler dovenskab, men uafbrudt er opmærksom på dit liv, din meditation og din pligt. Hvis man omhyggeligt undersøger, hvor langt man er kommet i sine bestræbelser på at gøre sig fri af følelsen af 'jeg hed' og 'min hed', så kan den enkelte selv finde ud af, hvor langt han er nået. Hvis du derimod er mere opmærksom på det antal regler, du følger, samt på den tid og de penge, du bruger til din Dhyana, så er det en form for Dhyana, der kun vedrører den ydre verden, og den form for Dhyana kan aldrig nærme sig den indre, åndelige verden.
Man skal aldrig forsøge at måle værdien af Japam og Dhyanam med den ydre verdens normer. Japa og Dhyana kan udelukkende værdsættes ud fra deres resultater i den indre verden. Deres grundlæggende natur er deres forhold til Atma. Den tidløse oplevelse af Atma bør altid holdes adskilt fra den flygtige verdens værdiløse aktiviteter. Du skal undgå den slags handlinger. Hvis du ikke gør det, hvis du svajer frem og tilbage mellem utålmodighed og dovenskab og hele tiden bekymrer dig og tænker, "Hvorfor har jeg ikke nået målet? Hvorfor er det stadig så langt borte?" så bliver Japa og Dhyana blot noget, du udøver for at opnå noget, og du har da i den situation din opmærksomhed rettet mod frugten.
Det eneste resultat, Japam-Dhyanam medfører, er følgende: du begynder at rette din opmærksomhed indad i stedet for udad, du ser indad, og med det indre øje ser du den atmiske Lyksaligheds Virkelighed. Denne forvandling forudsætter, at du altid er aktiv og optimistisk uanset de vanskeligheder, du møder, og den tid, der bliver brugt. Du skal ikke bekymre dig om udgifterne, tidsforbruget og besværlighederne. Du skal blot afvente, at Gud fylder dig med Sin Nåde. Denne tålmodige venten er i sig selv en del af den Tapas, der er knyttet til Dhyana. Denne Tapas består i uden nogen vaklen at holde det løfte, du har givet.
Der er tre indfaldsveje for aspiranten til denne Dhyana. Der er den satviske vej, den rajasiske vej og den tamasiske vej.
Hvis du følger den satviske vej, anser du Japa og Dhyana for at være en pligt, og du accepterer derfor en hvilken som helst besværlighed. Du er fuldt og helt overbevist om, at alt dette blot er sansebedrag, og derfor er du altid og under alle omstændigheder fuld af kærlighed i dine handlinger. Du ønsker, at alt og alle må leve lykkeligt. Du er fuld af kærlighed til alt og alle, og du anvender al din tid til at ihukomme Gud og meditere på Gud. Et sådant menneske vil end ikke begære resultatet af Japa og Dhyana. Han vil overlade alt til Gud.
På den rajasiske vej vil Sadhaka'en efter hvert trin på vejen begære frugten af sine handlinger. Hvis han ikke modtager denne frugt, så vil slaphed og modvilje lidt efter lidt overmande ham, og hans Japa vil langsomt ebbe ud.
Den tamasiske vej er på et endnu lavere plan. Her tænker man kun på Gud, når man er i fare, når man udsættes for voldsomme lidelser, eller når man overmandes af tab og smerte. Når det sker, beder disse mennesker til Gud og lover, at de vil udføre en bestemt form for Puja, at de vil ofre en bestemt slags føde til Gud, eller at de vil lade opføre et tempel til Gud. De vil holde nøje regnskab med mængden af den føde, de har ofret til Gud, med omfanget af den hyldest, de har ofret for Hans Fødder, med det antal gange, de har bøjet sig for Ham, og med det antal gange, de har gået rundt om helligdommen. De vil bede om en belønning, der svarer til disse ydelser. De, der udvikler denne holdning til Dhyanam, kan aldrig fjerne urenhederne i sindet og intellektet.
De fleste mennesker følger enten den rajasiske eller den tamasiske vej i deres Japa og Dhyana. Formålet med Japa og Dhyana er udelukkende at fjerne urenhederne i Manas og Buddhi, i sindet og intellektet. Den bedste måde at fjerne dem på, er at holde sig til den satviske form for Dhyana. Når Manas og Buddhi bliver befriet for urenheder, så stråler og funkler de med den atmiske Videns Stråleglans. Den, der fuldt og helt har fremelsket denne viden, bliver kaldt Rishi.
Brahmavid Brahmaiva Bhavathi. Disse ord betyder: 'Den, der lærer Atma at kende, bliver selv Atma'. Det, der er livets mål, og det, der gør livet værd at leve, er denne erkendelse af Atma, med andre ord Jiva'ens grundlag.
I virkeligheden afslører menneskets fysiske krop hans indre følelser. Kroppens holdning og kropssproget hjælper os til at blive klar over disse følelser. Det er velkendt, at der eksisterer en nær, gensidig forbindelse mellem krop og sind. Lad os se på et eksempel. Når man forbereder sig til kamp og står med oprullede ærmer og knyttede næver, så er det ikke muligt at udstråle kærlighed og hengivenhed. Er det muligt at udvise vrede, had og ondskabsfuldhed, når man knæler med lukkede øjne og foldede hænder? Det er grunden til, at Rishi'erne i gamle dage forklarede Sadhaka'erne nødvendigheden af at indtage passende stillinger under udøvelse af Japa og Dhyana. De havde indset, at det med disse metoder var muligt at opnå kontrol over det flakkende sind. For den øvede Sadhaka er det naturligvis let at udøve Dhyana, uanset hvilken stilling han indtager, men disse fysiske hjælpemidler er af afgørende betydning for begynderen. Man er nødt til først at gennemgå denne kropslige og mentale træning for senere at gøre sig fri af den. Den er blot et middel til at opnå erkendelse af den sande og evige Atma. Man er nødt til uafbrudt at udøve Sadhana, indtil denne erkendelse gryer.
Du er nødt til at benytte de anerkendte Asana'er, indtil du når frem til Målet for Dhyana. Indtil da er du nødt til at følge undervisningsplanen. Når du har nået Målet, det vil sige, når du har besejret Manas og Buddhi og fået dem under kontrol, kan du fordybe sig i Dhyana, uanset hvor du end befinder sig, om du ligger i sin seng, sidder på en stol, på en sten eller i en vogn.
Når du først har lært at køre på motorcykel, kan du køre på enhver vej og under alle forhold, men når du lærer at køre, så er du nødt til at vælge en åben plads af hensyn til din egen og andres sikkerhed. Det er helt nødvendigt, at du lærer at holde balancen. Det samme gælder, når du begynder at udøve Japa og Dhyana. Da er du også nødt til at gennemgå en bestemt træning. Det er uundgåeligt. Den rajasiske og tamasiske form for Dhyana kan derfor aldrig anses for at være sand Dhyana. Det er bedst for dig, om din Sadhana bliver fuldkommen Satvisk.
Det er vanskeligt at forklare noget blot ved hjælp af ord, og det kan endog få tilhørerne til at gabe af kedsomhed. Det er derimod lettere og meget mere behageligt at demonstrere det med sine handlinger. Det er lettere at forstå, hvad Dhyana er, når man udfører Dhyana, end når man læser om Dhyana. Det bliver ikke nemt, blot fordi du læser, hvad Jeg har skrevet. Ved hjælp af Dhyana bliver du i stand til at nå frem til den guddommelige oplevelse, det er at erkende Atma i dit eget indre. Ved hjælp af Dhyana bliver Sadhaka'en i stand til at gøre sig fri af uvidenhedens legemer ét efter ét. Han trækker sanserne tilbage og undgår, at de kommer i berøring med genstande og foreteelser. Det er ene og alene den metode, der som mål har denne hellige fuldbyrdelse, der fortjener betegnelsen Dhyana. For at nå dette mål er du nødt til at fremelske gode vaner, disciplin og høje idealer. Du skal fuldt og helt kunne forsage verdslige ting og forhold og gøre dig fri af deres tiltrækning. Uanset hvilken situation du end befinder dig i, så skal du være opfyldt af og give udtryk for glæde og begejstring. Formålet med alt, hvad du foretager sig, skal være at fremelske Atmananda, og ikke at tjene til livets ophold. Du skal øve dig i at kunne sidde i en god Asana, i en god stilling, når du sidder, for at undgå spændinger i kroppen og for at undgå, at opmærksomheden retter sig mod kroppen. Det er den form for Sadhana, der fortjener betegnelsen Satvisk Dhyana. Disciplin er meget nødvendig for denne Sadhana.
De vanskeligheder og den modstand, der opstår, når du begynder at tilintetgøre sindets uønskede adfærd, forsvinder, hvis du nøje følger den metode og de regler, der netop er blevet omtalt. Sadhaka'en skal blot begynde at anvende dem. Selv den allermest virkningsfulde medicin er ikke i stand til at helbrede nogen, dersom den blot bringes til den syges leje. Patienten er nødt til omhyggeligt at følge forskrifterne og indtage den lidt efter lidt og prøve på at optage den i kroppen. Lægemidlets helbredende kraft skal gennemtrænge hele kroppen. Den skal brede sig ud over hele kroppen. På tilsvarende måde formår Siddhanta'erne og Vedanta heller ikke at fjerne den enkeltes fejl og svagheder. Hvis du ønsker den fulde virkning, er du nødt til at gøre dig fri af falske og negative følelser og i stedet handle i overensstemmelse med Siddhanta'ernes og Vedanta's lære. Gør du det, når du målet. Hemmeligheden bag en succesfuld udøvelse af Dhyana er Sadhaka'ens indre, lydefri og hellige liv. Succesen er direkte afhængig af den værdi, Sadhaka'en tillægger Sanmarga, den rette adfærd. Alle og enhver har ret til at opnå den højeste form for Fuldbyrdelse. Det er ikke noget, Jeg taler sagte om. Jeg taler tværtimod så højt, at alle kan høre Mig. Forstå, hvad Jeg siger. Du skal meditere og udvikle dig. Udøv Dhyana og gør fremskridt! Erkend Atma!
Mennesket lever enten lykkeligt eller ulykkeligt. Det er noget, der afhænger af hans grundlæggende holdning til livet. Læg mærke til, at en bestemt ting kan virke tiltrækkende på et givet tidspunkt, og at den selv samme ting på et andet tidspunkt kan virke frastødende. Det, man engang var meget glad for, kan man senere komme til at hade, og man ønsker end ikke at se det. Disse forhold skyldes sindets tilstand på de givne tidspunkter. Det er derfor nødvendigt at lære sindet altid at leve i glæde. Flodens vand strømmer i rivende hast ned fra bjergene. Det strømmer gennem dale og bjergpas. Forskellige steder støder der bifloder til, og vandet bliver efterhånden uklart og urent. Det samme sker i menneskets liv, der kan lignes ved en flods skiftende strømme. Her veksler styrke med svaghed, megen aktivitet med mindre aktivitet. Disse opgange og nedgange kan opstå når som helst. Ingen kan undgå dem. De kan dukke op i begyndelsen, mod slutningen eller måske midtvejs i livet. Man skal derfor være helt på det rene med, at livet nødvendigvis er fuldt af disse op og nedgange. Du skal derfor ikke være bange for dem og ængstes, men modtage dem med glæde, fordi de giver dig nye erfaringer. Det skal ikke blot være en holdning. Du skal tværtimod være glad og lykkelig, uanset hvad der end sker. Da vil alle vanskeligheder hurtigt og nemt blive overvundet, uanset hvad de skyldes. Et roligt og harmonisk sind er en nødvendig forudsætning for at opnå denne tilstand.
I den ydre og i den indre verden opstår der hele tiden tilskyndelser og fristelser, der sætter spor, der ophobes i mennesket. Mennesket formår ikke på samme tid at beskæftige sig med alle disse, og han retter derfor opmærksomheden mod den allervigtigste af dem. Denne proces kaldes Avadhana, koncentration. Det er nødvendigt at anvende denne koncentration, uanset hvad man ønsker at tilegne sig. Ekagratha, punktrettet opmærksomhed, består i målrettet at fæstne opmærksomheden på et givet emne og fastholde den der. Det er også en tilstand, sindet kan bringes i. Koncentration og punktrettet opmærksomhed hjælper os med at løse en hvilken som helst opgave.
Alle har derfor brug for denne koncentrationsevne. Den er grundlaget for alle succesfulde bestræbelser. Den er ikke blot noget, man har brug for, når man udøver Dhyana. Den er noget, man har brug for i sin daglige tilværelse og i almindelige verdslige forhold. Uanset hvad man end er beskæftiget med, så vil man fremelske selvtillid og selvrespekt, hvis man anvender sin koncentrationsevne. Selvtillid og selvrespekt er nemlig et resultat af den holdning, man har, af det sind, man har. Sindet kan enten beskæftige sig med det gode eller med det onde. Man er nødt til målrettet at styre sindet, så det udelukkende beskæftiger sig med gode og gavnlige impulser. Om du opnår succes eller fiasko i dine gode forehavender afhænger af din evne til at udvise punktrettet opmærksomhed.
Punktrettet opmærksomhed vil øge din styrke og formåen. Man kan ikke udvikle denne evne uden først at overvinde de verdslige begær, der forstyrrer sindet. Når man udøver Dhyana, udvikler man punktrettet opmærksomhed, og man overvinder sindet.
Menneskeheden kan inddeles i to kategorier. Den første kategori udråber sig selv som syndere. Den anden er fuld af selvros og selvglæde. Begge kategorier lider under sindets vildfarelser. De har begge brug for at opnå indre glæde og tilfredshed. Det kan de fremelske ved at udøve Dhyana, thi Dhyana øger ens forståelse og visdom.
Du skal derfor udvikle din interesse og smag for Dhyana. Det vil sige, du skal udvikle en længsel, der ikke tillader nogen afvigelser, og som ikke accepterer nogen forhindringer. Man kan længes efter at høre musik og blive opfyldt af glæde, men man kan også længes efter at se nære slægtninges afsjælede legemer og blive fuld af sorg. Længsel kan således resultere i glæde eller sorg. Din længsel skal være i stand til at inspirere og styrke dine bestræbelser. I virkeligheden er længsel blot bestræbelse i frøform, og bestræbelse er længsel udtrykt i handling. En halvhjertet bestræbelse er et resultat af en svagt udviklet længsel. Dhyana medfører, at alle opgaver løses koncentreret og gennemføres med succes.
Det skyldes udelukkende Dhyana, at højtudviklede mennesker og Rishi'er blev i stand til at opnå kontrol over deres mentale aktiviteter og til at følge den satviske vej. Det medførte, at de uafbrudt kunne kontemplere på Gud og til sidst opnå Fuldbyrdelse ved at blive forenet med Gud. Først har du en længsel. Så udvælger du målet, og du fremelsker din koncentrationsevne. Ved hjælp af din åndelige disciplin overvinder du derefter sindet.
Mennesket er nødt til at opgive sine ønsker om at få kontrol over den fysiske verden, og han skal gøre sig fri af sine bindinger til sanseobjekterne. Han skal gøre sig fri af ubegrundet frygt, af urimelige begær, af sorger, bekymringer og de unaturlige fornøjelser, han nu er helt opslugt af. For at kunne det skal han anvende sin skelneevne og udvikle den erkendelse, at alt i denne verden blot er sansebedrag og blændværk med samme kvaliteter som en luftspejling. Alle har brug for denne selverkendelse. Menneskets ulykkelige situation skyldes, at han mangler denne erkendelse. Dhyana kan kurere denne ulykkelige tilstand.
Ved hjælp af Dhyana er det muligt for dig i erindringen at genkalde dig det paradis, der er dit kongerige, og at erkende, at sindets flygtige projektioner blot er drømme og selvbedrag, du kan gøre dig fri af. Når du regelmæssigt og i ro og harmoni udøver Dhyana, så bliver denne Dhyana virkningsfuld, og den fylder dig med ro og fred. På den måde baner den vejen for den højeste form for oplevelse. Nu gryer en forståelse, der får alt til at fremtræde i et nyt lys. Når du når Dhyana's højeste tinder, bliver denne nye viden så 'stærk', at den tilintetgør og brænder din lavere natur til aske. Da forsvinder alt andet end 'Du'. Hele Skabelsen er blot et resultat af sindets selvbedrag. Der er kun den Ene, Sathyam, Gud, Sat Chit Ananda, Paramatma, Sivoham - den eneste Ene.
Denne Sathya, denne sandhed, er uhyre subtil og overmåde vederkvægende. Når man når frem til Den, så ophører meditationen, og den mediterende er ikke længere. Der er da ingen Dhyana og ingen Dyatha. Alt forenes. Det er den uforanderlige, oplyste Tilstand. En Jnani, der er fuld af jublende glæde i sit indre, og som lever i den fuldkomne Visdom, oplever udelukkende den atmiske Lyksalighed, Atmanubhava. Det er Målet. Det er Evighedens Frugt. Yogi'en ophører med at udøve Dhyana, når han opnår den transcendentale Tilstand, og han bevæger sig omkring blandt menneskene og stråler og funkler i Guddommelighedens Stråleglans. Veda'erne fuldbyrdes i ham. Han forvandles til et helligt væsen. Det er ene og alene Dhyana, der gør det muligt for mennesket at transcendere livets omskiftelser, og som gør det muligt for ham altid at leve i samme, ophøjede og fredfyldte sindstilstand, ganske som var han Skaberen Selv.
Når Jivi'en er på vej mod Målet, vil hans eget Selv glæde og tilfredsstille ham, og han vil opdage, at Lyksalighedens Kilde findes i hans eget indre. Da vil alle de begær, ambitioner, selvbedrag, usandheder, dyriske drifter og tåbeligheder, der tidligere har generet Jivi'en, alle som én forsvinde. Jivi'en bliver tillige frigjort af følelsen af 'jeg hed' og bliver opfyldt af sin egen, iboende Guddommelighed, fordi Atma ligeligt gennemtrænger alt og alle. Han er da en sand Mahatma. Han er Jivanmuktha. Denne Fylde er Ananda. Ananda er Santhi. De, der ikke giver op på denne Vichara Marga, på denne skelneevnens vej, vil modtage Guds Nåde, og de lærer tillige Atma at kende. De søger altid den evige Sandhed, der findes gemt bag denne verdens drømmelignende blændværk.
Når du opnår kontrol over Jnanendriya'erne, der flagrer hid og did, vil årsagerne til denne lidelse blive tilintetgjort. Lad derfor sindet holde øje med sine egne aktiviteter. Sæt en stopper for denne vanvittige strøm af tanker, der flagrer hid og did. Da bliver du fri for sorger og vanskeligheder. Jnana kan ikke gry, før sindet er tilintetgjort. Den, der opnår denne Fuldbyrdelse, er et fuldkomment menneske. Sadhaka'en skal ved at rette opmærksomheden indad først lære hemmeligheden ved det indre syn at kende. Han er nødt til at vende sin opmærksomhed bort fra den ydre verden.
Indtil nu har du kun hørt meget lidt om den indre verden, men det guddommelige liv består blot i at leve i den 'indre verden'. Når det lille barn har udviklet en vis årvågenhed og forståelse, begynder det at gå omkring i hjemmet på usikre ben. På tilsvarende måde begynder Sadhaka'en at bevæge sig rundt i den indre verden og lærer den derved at kende. Et sundt barn i vuggen bevæger arme og ben med stor glæde, ser lampen på væggen og pludrer lykkeligt. Sadhaka'en, der ligger i livets vugge, sund i krop, sind og sjæl, er opmærksom på den indre verden, og fuld af fryd over denne indre verdens herlighed klapper han hele tiden i hænderne.
Alle tanker, ord og gerninger skal udspringe fra den viden, der findes i den fuldkomne Bevidsthed. Lad være med at lade din opmærksomhed flagre hid og did, men lad den uafbrudt være optaget af den indre verden. Det er det, der kaldes indre syn. Dhyana er det allervigtigste middel til at nå dette mål.
Sadhaka'en får adgang til det indre rige gennem selv analysens port. Denne port byder alle Sadhaka'er, der har udviklet ydmyghed og hengivenhed, velkommen, og den giver Sadhaka'en adgang til at nå frem til livets højeste og helligste Mål.
Det er vigtigt for Dhyani'en at udvikle den atmiske Lyksalighed, men det er lige så vigtigt for ham at fremme hele verdens ve og vel. For at nå det mål er han nødt til at beherske visse fysiske, verbale og mentale tilbøjeligheder: tre fysiske, fire verbale og tre mentale. De tre fysiske synder er: at skade noget levende, at begære andre end sin ægtefælle og at stjæle. De verbale synder er: at vække falsk bekymring, at tale med ond tunge, at føre misundelig tale og at lyve. De mentale synder udgøres af: grådighed, misundelse og fornægtelse af Gud. De, der ønsker at udøve Dhyana, må omhyggeligt sørge for at holde disse ti synder på sikker afstand. Man skal fuldt og helt gøre sig fri af dem. Den åndeligt søgende har brug for karakteregenskaber, der kan fremme hans udvikling, og ikke impulser, der trækker ham tilbage ad udviklingsvejen.
Han skal føre god tale og udøve gode gerninger. Det vil sige, at han skal være opfyldt af Subham, thi det er udelukkende Subham, der er Mangalam, og kun Mangalam medfører Sivam. Vi kan læse det samme i Sastra'erne. Det guddommeligt Gode er lykkebringende, og det, der er lykkebringende, fremmer den åndelige udvikling. Subham er det middel, der hjælper mennesket til at opnå Forening med det guddommeligt Gode. Ved hjælp af Subham, det gode, kan du opnå Fuldbyrdelse såvel i denne verden som i den næste. Derved kan du fremme din egen og tillige andres velfærd. Velfærd er et resultat af viden. Mangel på velfærd skyldes uvidenhed. Det er alene velfærd, der er grundlag for fred, fryd og fremskridt. Det er menneskets grundlæggende pligt at sikre alles ve og vel. Hans sande opgave består i at øge velfærden, at fremme velfærden. Når man hele livet igennem er optaget af denne opgave, så lever man et ideelt liv.
Buddhi er vidne til alt i den fysiske verden. Denne verden begrænser og farver Buddhi. Den påvirker Buddhi og ændrer den til Chaithanya, til bevidsthed. Maya er blot Buddhi, der som følge af alle mulige indtryk har fået en forkert og forvreden form. Isvara er den form for Bevidsthed, der ikke lader Sig påvirke af Maya, og som denne verden ikke er i stand til at ændre med sine påvirkninger. Dersom du ønsker at nå Isvara, er du nødt til at være uanfægtet og upåvirkelig af Maya og denne verden. Hvordan kan man nå denne uforstyrrelige tilstand? Den opnår du ved at benytte dig af analyse, logisk tænkning, uforfærdet udforskning og den rene tænkeevne. En nødvendig forudsætning for udvikling af denne Viveka, denne analytiske skelneevne, er, at du bidrager til at fremme velfærden for alt og alle i hele verden.
Denne Jagath, dette flygtige skuespil, er baseret på Maya. Det er derfor, man siger, at den er falsk. Men lad nu være med at tro, at mennesket vil følge den åndelige vej og nå frem til den højeste Sandhed, blot fordi han bliver opmærksom på, at denne verden ikke er sand, eller at han får øjnene op for egne fejl og mangler. Han kan aldrig gøre fremskridt på det åndelige område, hvis han ikke besidder gode karakteregenskaber. Åndelig udvikling afhænger af den enkeltes karakteregenskaber og menneskeværd, ganske som høstudbyttet afhænger af jordens frugtbarhed. Man skal så de gode karakteregenskabers sædekorn på marken med den gode jord og overrisle marken med vand fra fornuftens og den analytiske udforsknings klare kilde. Man kan da senere høste en rigelig afgrøde. På den jord, hvor man ikke udsår og plejer de gode karakteregnskabers frøplanter, vil der vokse værdiløst ukrudt frem. Der, hvor der kunne have været velplejede haver, vil der være en uigennemtrængelig, sammenfiltret jungle af buske med torne.
Selv om du endnu ikke har fremelsket nogen gode karakteregenskaber, fordi du er blændet af egoisme og har en dårlig moral, så kan du i det mindste gøre et forsøg på at fremelske disse gode egenskaber. Gør du ikke det, kan du ikke komme til at opleve det allermest værdifulde, livet har at byde på. Da er dit liv gået til spilde. Det er uden nogen værdi. Sindet fortaber sig i falske værdier og kan ikke udvikle sig i den rigtige retning, fordi det er underlagt modstridende kræfter. Et sind, der vender sig fra det gode, kan forårsage ubeskrivelig megen ondskab. De åndelige fremskridt, Sadhaka'en har tilkæmpet sig, kan ved et øjebliks uopmærksomhed blive tilintetgjort af et sådant sind. Det kan ske på en måde, der minder om det, der sker, hvis man er så uheldig at tabe en brændende tændstik i en tønde krudt.
Der er nogen, der prøver at leve og foregive, at de ikke længere har nogen af de almindelige, menneskelige egenskaber. Resultatet er, at de virker helt livløse. De er som levende døde. Deres blege ansigter udtrykker tomhed og sløvhed. Det skyldes, at de i deres åndelige øvelser farer frem med tankeløs hast. Man skal ikke have hastværk med at nå Målet, selv om det er rigtigt, at man til sidst er nødt til at transcendere de almindelige menneskelige egenskaber. Skønt man kan være fuld af iver, kan der opstå vanskelige problemer, som nogen søger at løse ved at ty til selvmord! Man er først og fremmest nødt til at tilegne sig gode karakteregenskaber. Mange garvede Sadhaka'er er kommet på afveje og er ikke kommet tilbage på den rette vej på trods af mange års bestræbelser, fordi de ikke har interesseret sig for at erhverve disse nødvendige forudsætninger. Andre er sunket ned i den mose, de var på vej igennem.
Den vej, der fører hinsides alle kvaliteter, er således fuld af farer. Du kan ikke leve uden at være aktiv, og du bør derfor benytte gode egenskaber i din aktivitet. Du skal fjerne alle begær og gøre dig fri. Den, der har et sind, der er opfyldt af ædle egenskaber, vil fremme denne proces, thi med et sådant sind glæder man sig over andres ve og vel. Man vil ikke længere skade andre, og man vil opsøge situationer, hvor man kan hjælpe, helbrede og beskytte andre. Man vil ikke alene udholde lidelser, men man vil tillige tilgive dem, der skader en. Man bliver ikke tiltrukket af falskhed, men er altid rede til at udtrykke sandheden. Man huser ikke begær, grådighed, vrede og indbildskhed. Man er hinsides selvbedrag. Man søger uophørligt at fremme hele verdens velfærd. Kærlighed vil uophørligt strømme fra et sådant sind.
Når sindet modnes og bliver fuldkomment, så når det ubesværet hinsides alle kvaliteter, og det bliver roligt, fredfyldt, rent og helligt. Det opnår da let Forening med den eneste Ene, med Atma.
Mennesket har en helt enestående mulighed for at komme til at leve i fuldkommen indre fred og harmoni. Sindet kan skænke ham denne fred, men ulykkeligvis kender han ikke denne indre fred og glæde, skønt det er hans fødselsret. Dhyana er det eneste sikre holdepunkt, den eneste sikre ø, for alle de væsener, der på livets hav bliver kastet hid og did af begærets, tvivlens, frygtens og fortvivlelsens bølger.
Man skal være opmærksom på den vedantiske sandhed, selv når man er optaget af denne Vishaya verden. Tænk på, hvordan denne verden så ud for hundrede tusinder af år siden. Den gang var der to forskellige former for aktivitet på denne klode. Der var den brændende lava, der strømmede ud ad vulkaner og revner, der gennemskar Jordens overflade. Denne altødelæggende flod strømmede ned over alt og spredte død og rædsel, hvor den kom frem, og det var, som om Jorden skulle gå under. Der var dog også nogle næsten usynlige, levende organismer. Disse mikroskopiske amøber, der flød på vandet, eller som holdt sig fast i revnerne i klipperne, ydede en god beskyttelse for livsprincippet. Den ene form for aktivitet var larmende og brændende, den anden foregik stille og ubemærket. Hvilken af disse ville du have holdt på? Den gang var der sikkert ingen, der troede, at fremtiden tilhørte amøben eller de mikroskopiske smådyr. Hvem kunne forudse, at disse mikroskopiske former for liv kunne overleve de voldsomme angreb fra smeltet lava og jordskælv? Det endte dog med, at disse mikroskopiske størrelser af Chaithanya, af livsbevidsthed, sejrede. Amøben anmeldte ikke sin ankomst med ild og røg eller med ødelæggende strømme og oversvømmelser. Den kraft, der var i det livsprincip, den husede, medførte, at amøben med tiden fremelskede og udviklede godhed, karakterstyrke, kunst, musik, sang, dans og lærdom. Den udviklede sig i Sadhana og martyrium og blev til helgener, ja endog til inkarnationer af Gud, til Avatarer. Alle disse former sammenfatter hele denne verdens udviklingshistorie.
I den forvirring, voldsomme begivenheder medfører, sker det ofte, at mennesket underkaster sig og fæstner lid til larmende, højrøstede personer, der selv er slaver af egne lidenskaber. Det er dog kun udtryk for en overgangsfase, og den får snart ende. Når alt igen er fredfyldt, roligt og stille, kan mennesket opnå at blive forenet med den form for Bevidsthed, der er fri for Maya. Det er det højeste, han kan nå. Den Santhi, han oplever der, er mere ophøjet end det mest ophøjede. Han opnår denne Tilstand ved at lade fornuften vejlede sig og ved at udøve Dhyana. Når denne fryd og glæde er fuld og hel, har han nået det guddommelige Plan, der er det Mål, alt liv stræber mod. Det er ualmindeligt at opleve, at mennesker stræber efter Det, og det skyldes, at de ikke kender det mindste til Dets ophøjede Tiltrækningskraft. Dhyana er i stand til at give dem den første svage fornemmelse af denne Lyksalighed.
Alle og enhver skal derfor styrke deres sind og lade sindet lære denne Lyksalighed at kende. Ellers kan der ske det, at sindet holder op med at stræbe efter det, sindet nu affærdiger med ord som 'tomhed' eller 'unyttigt'. Den dag, sindet bliver overbevist om, at det opnår Almægtighed, så snart det har fremelsket den fuldkomne Harmoni, den dag vil det ikke mindske sine bestræbelser. Sadhaka'en bliver da i stand til at opnå erkendelse af Atma uden flere afbrydelser.
Med dette ideal for øje skal du herefter udøve Dhyana og mental Japa. Samadhi er det trin, der følger lige efter Dhyana. Dhyana er det syvende trin på den otte foldige Yoga vej. Hold dig til denne kongevej, der fører dig lige til det hellige Mål. Dhyana er grundlaget for al anden Sadhana.
Mennesket er optaget af at udvikle forskellige evner og færdigheder, men det allervigtigste for ham er at opnå åndelige erfaringer. Åndelig udvikling er grundlaget for al anden udvikling. Den er kulturens konge. Det er kongen, der udformer lovene, men selv er han hævet over dem. På ganske samme måde er det ene og alene Jivi'en, der har fæstnet lid til den i åndelig henseende uerfarne Manas og Buddhi, der påvirkes af alle disse love og regler, af synd og dyd og af glæde og sorg. Alle disse oplevelser påvirker ikke Atma. Det er derfor nødvendigt, at alle og enhver udvikler evnen til at opleve Atma. Denne oplevelse er hellig og overbevisende, og den transcenderer det lille selv. Det er tillige let at udvikle denne evne, thi Atma er alt og alles Moder, og når man lytter til Atma's Tale, så svarer det til, at man lytter til sin egen moders tale. Alle og enhver er kvalificerede til denne oplevelse og erfaring. Enhver har denne fødselsret. Det er grunden til, at Jeg fremhæver vigtigheden af denne Atma Sadhana. Brahman er et andet navn for Atma. Alle studerende bør derfor sætte sig det mål, der består i at tilegne sig denne Atma Vidya, denne Brahma Vidya.
De studerende er dog først nødt til at fremelske nogle helt grundlæggende egenskaber. Først da fortjener de at blive kaldt studenter. Disse egenskaber og evner udgøres af: Viveka, skelneevnen, Vairagya, evnen til forsagelse, og den seks foldige rigdom, der er de seks egenskaber, der tilsammen udgør en ædel karakter. De aspiranter, der besidder disse tre kvaliteter kan uden at møde mange forhindringer nå frem til Forening med Atma.
Paramatma har seks overordnede karakteristika. De er: den fuldkomne Jnana, den fuldstændige Vairagya, den størst mulige Skønhed, den Almægtige Krafts Stråleglans, den evigt fuldkomne Navnkundighed og til slut en uudtømmelig Rigdom. Paramatma's Væsen er Sat, den rene Væren, Chit, den fuldkomne Visdom, og Ananda, der er den højeste form for Lyksalighed. Gennem Atma er mennesket i forbindelse med disse Kvaliteter og denne Natur. Derfor har hele menneskeheden ret til at virkeliggøre og nyde disse Egenskaber og denne Natur. Det er menneskets pligt. De problemer, der plager verden i dag, skyldes, at menneskene ikke accepterer disse pligter.
I dag er det almindeligt, at mennesket handler stik imod, hvad der er Grihastha Dharma. Han handler stik imod den Dharma, der er gyldig for den, der lever et familieliv. Han følger ikke de retningslinier, der forkyndes i Sastra'erne og i Manusmrithi'en. Han er totalt blottet for sanddruhed. Når man lever i sandhed, udtrykker man den allerhelligste form for dyd. Mennesket mister modet ved bare den mindste modgang, og han holder op med at udforske dette forunderlige liv, fordi han lever på et lavt og primitivt plan. Han udvikler en form for pseudo forsagelse. Hvis han dog blot havde til hensigt, at opfylde sine pligter i forbindelse med sit familieliv, så behøvede han ikke at løbe bort og bosætte sig i en hule eller i en skov. Enhver kan opnå erkendelse af Gud ved at udøve sine pligter og leve efter den rette Dharma.
Kontemplation på Gud og det rette dharmiske liv er nødt til at gå hånd i hånd. Den måde at leve på forudsætter ikke nogen særlig social status, uddannelse eller forfængelighed med hensyn til ydre fremtoning. De sidstnævnte leder kun mennesket på afveje. Det er ene og alene et resultat af, at man lever efter disse retningslinier, at man opnår at få sindet og intellektet under kontrol, samt at man udvikler Atma Vidya og højner og styrker viljen.
Grundlaget for erkendelsen af Atma er gode karakteregenskaber. Det vil altså sige, at man er nødt til helt og aldeles at fjerne alle slette egenskaber. En hær mister sin kampiver, når generalen falder. På tilsvarende måde kapitulerer de slette egenskaber, så snart Ahamkara, følelsen af 'jeg hed', bliver tilintetgjort. Disse egenskaber er alle nært beslægtede med vreden. Hvis dette område lægges øde, kan soldaterne ikke længere kæmpe. Hvad kan generalen Ahamkara udrette, når han ikke længere har nogen soldater at kommandere med? Man skal derfor på alle mulige måder søge at lægge dette vredens område øde for at sikre, at ingen general får mulighed for at slippe krigens rædsler løs. Alle Sadhaka'er kan leve med fred og ro i sindet, hvis de effektivt sætter en stopper for denne general og hans soldater. Lad derfor alle Sadhaka'er i al evighed leve i Lyset og Glæden fra deres sande Herre, fra Atma.
Når sindets forandringer og aktiviteter bringes til ophør, opstår den tilstand, der går lige forud for mødet med Herren. Der er otte døre, der fører ind til Herrens Audienssal. Disse indgange, som man er nødt til at benytte, udgøres af: Yama, Niyama, Asana, Pranayama, Prathyahara, Dharana, Dhyana og Samadhi.
Når du ved hjælp af disse otte discipliner har opnået kontrol over sindet, kan du derefter let fremelske og styrke din viljestyrke. Denne viljestyrke er en del af Guds Væsen. Den benævnes tillige Guds Vilje. Gud kan med Sin Vilje i ét nu og helt ubesværet udføre hvad som helst. Menneskets vilje derimod bærer ikke frugt, så snart han anvender den. Den afgørende faktor er den styrke, viljen har. Menneskets viljestyrke er kun svagt udviklet. Når han fremelsker den fulde styrke, opnår han en styrke, der minder om Guds Almagt. Det er den rette betydning af ordet Laya, der betyder Forening. Dhyana muliggør denne Forening.
Blandt de otte indgange nævnt ovenfor er Dhyana den syvende og Samadhi den ottende. Dhyana er den kongevej, der fører til Samadhi.
Der er nogen, der i flæng anvender begreberne 'min vilje' og 'mit ønske'. Det er helt forkert. Ønsker er knyttet til Vasana'er, der er de tilbøjeligheder, der ligger dybt i Manas, i sindet. Vilje er derimod en del af Atma's grundlæggende Natur. Et ønske er udtryk for en længsel efter at opnå et eller andet. Viljen er udtryk for en målrettet bestræbelse for at opnå det ønskede. Både længsel og vilje afhænger af den enkeltes moralske udvikling. Når man udvikler erkendelsen af Atma, kan både længslen og viljen udgå fra et mere ophøjet plan. Hvis man derimod fremelsker sin længsel og vilje uden tanke for Atma, så bliver resultatet, at de fejl og svagheder, der er i sindet, bliver blandet sammen med det, man vil eller ønsker.
Man kan se et lavere plan fra et højere plan, men man kan ikke se et højere plan fra et lavere. Du skal derfor stræbe opad skridt for skridt, højere og højere. Det vil sige, du skal stræbe efter at udvikle Atma, derefter viljen og dernæst den rette moralske adfærd. Da bliver du i stand til ubesværet og helt naturligt at nyde den atmiske Lyksalighed.
Når et barn skal lære at gå, foregår denne indlæring i hjemmet, hvor moderen opmuntrer det til at tage nogle få skridt. Først senere får det lov at gå udenfor på vejen. Kan det lære at gå, hvis det med det samme bliver sat ud på vejen? Tænk på alle de farer, vejen rummer. Man skal derfor først styrke den indre verdens forhold, thi da bliver det let at opnå kontrol over ydre forhold som for eksempel at udvikle den rette adfærd. Moral, der ikke er baseret på et indre, åndeligt fundament, er svagt funderet. Det er derfor nødvendigt først og fremmest at fremelske den atmiske Bevidsthed.
Formålet med al Sadhana er at udslette de ønsker, Vasana'er, tilknytninger og længsler, som er rettet mod handlingernes resultater. Det skal Sadhaka'en være helt klar over, og han må ikke lade sig overmande af modløshed og fortvivlelse eller af følelser af afmagt og tvivl. Han skal i alle forhold udvise tålmodighed og sjælsstyrke. Sadhaka'en er derfor nødt til at fremelske begejstring, tro, glæde og foretagsomhed, og han skal hele tiden have sit store Mål for øje og klart afvise alle fristelser. Disse fristelser er flygtige og uden nogen særlig kraft, og de kan derfor nemt overvindes ved blot at udvise en smule tålmodighed. Hvis Sadhaka'en er utålmodig og uopmærksom, vil al den åndelige fremgang, han har opnået, kunne blive tilintetgjort i et øjebliks uopmærksomhed.
Sadhaka'er, Yogi'er og Sanyasi'er er nødt til at kravle op ad den stige, hvis trin udgøres af Savitharka, Nirvitharka, Savichara, Nirvichara, Sammatha og så fremdeles. Det vil sige diskussion, ingen diskussion, analyse, ingen analyse, enighed og så videre. Verdslig viden er ikke sand Viden. Den er blot relativ viden. Den er viden om det ikke virkelige. Viden om det evigt Absolutte er sand Viden. Denne Viden opnår man ved hjælp af Dhyana. Ilden fra Dhyana og Yoga brænder de kraftesløse aktiviteter i Manas til aske. Så snart det er sket, vil Virkelighedens Jnana lyse og stråle. Den vil stråle og lyse med uformindsket styrke og Dens Lys vil aldrig gå ud. For dem, der lever i sand Jnana, er der ikke noget, der hedder fortid. Der er heller ikke noget, der hedder fremtid. For dem er alle tider til stede i nu'et, i nutiden. På ganske samme måde, som det er nødvendigt at bruge sæbe for at vaske kroppen ren, er det nødvendigt at udøve Dhyana, Smarana og lignende for at fjerne urenheder i Manas. Ganske som kroppen har brug for mad og drikke for at bevare sin styrke, således har Manas brug for kontemplation på Gud og meditation på Atma for at blive styrket. Manas flagrer hid og did, dersom den ikke får tilført denne form for mad og drikke. Man kan ikke se bunden, sålænge overfladen er fuld af bølger. Hvordan skulle man kunne se Atma, der er Grundlaget for Manas, når begær skaber bølger i det hav, Manas kan lignes ved? Disse bølger opstår, fordi sindet flagrer hid og did. Styrk derfor sindet ved kontemplation på Gud! Fjern sindets urenheder ved meditation på Atma! Det er udelukkende Dhyana og Sadhana, der kan rense sindets dybder og styrke det! Uden denne renhed og styrke fortaber Atma Sig i horisonten, og mennesket mister sin ro og fred. Asanthi udvikler da dybe rødder.
Alt det, vi ser omkring os, er flygtigt. Det bliver man klar over ved at udøve Dhyana. Når menneskene forgæves søger her og der uden at kende vejen i dette fremmede land, og der så dukker en op, der kan vise dem den rette vej, så sker der det, at man gør nar af ham og håner ham. Der opstår tillige forhold, der ender i forvirring og ulykke. I vore dage er det blevet almindeligt, at man anser den Prema, disse kærlighedens legemliggørelser tilbyder, for at være gift. Det skyldes menneskets ukendskab til den opgave, disse vejledere har påtaget sig. Kærlighed og ødelæggelse har samme ophav. Husk det! Det hav, der skænkede os ædelstene, månen, nektaren og Gudinden for al rigdom, frembragte tillige Halahala giften, der lagde hele verden øde. I den situation er man, ligesom Sri Narayana, nødt til at acceptere det gode og det lykkebringende, ellers kan man ikke modtage nektaren og Lakshmi. De, der er dristige og heltemodige som Siva, kan indtage giften. Samsara, dette hav, som livet kan lignes ved, er et oprørt hav med bølger af fryd og smerte. Dette hav kan udelukkende krydses af dem, der uophørligt hungrer efter Lyksalighed. Alle andre drukner!
Det er ikke hvem som helst, der er i stand til at overvinde Prakriti's Guna'er. Det hjælper Guds Nåde dig til, og denne Nåde vinder du ved at udøve Japa og Dhyana. Du er først og fremmest nødt til at forstå, at det ikke er muligt for nogen at opnå kontrol over Prakriti's tilskyndelser. Det er noget, der alene er muligt for dem, der har Prakriti i deres hule hånd, og som kan få Prakriti til at gøre, som de befaler. Prakriti er hele Universets grundlag. Prakriti er hele Skabelsens og hele livets grundlag. Alt dette er Prakriti: mænd og kvinder, dyr og fugle, træer og planter. Prakriti er uadskillelig fra alt det, der kan opleves. Purusha, der er det aktive Princip, er Herren i denne uendelige Prakriti. Man er nødt til at erfare denne sandhed for at forhindre, at man glemmer dette forhold, og også her er de nødvendige middler Japa og Dhyana. Denne Prakriti er som et ocean. Hvis det blot kommer en lille smule i oprør, vil hundrede tusinder af levende væsener gå til grunde. Skibe brækker over som strå, når havet begynder at bevæge sig. Det er umuligt for dig alene ved egne kræfter at krydse dette hav. Guds Nåde er altafgørende. Bed Ham om hjælp, og du bliver da hurtigt i stand til at nå kysten.
Alt i denne verden er midlertidigt og flygtigt. Et eller andet er her måske i dag, men det er ikke sikkert, det er her i morgen. Hvis der er noget, du hungrer og higer efter, så bør du i stedet rette denne længsel mod den evige Gud. Hvis du derimod ønsker at få efterkommere, rigdom og alle mulige bekvemmeligheder, så vil du blive udsat for usigelige smerter den dag, det er din tur til at forlade denne verden. Når det sker, vil du jamre og spørge, "Har jeg elsket så meget for nu at lide så meget?" Fryd og smerte er naturligvis også flygtige i denne flygtige verden. Det er derfor nedværdigende for mennesket at fortabe sig i længsel efter flygtige forhold og glemme den Højeste, den evige Herre. Det er frugtesløst at bruge sin tid på alt det, der er gennemtrængt af Maya, og helt ignorere Madhava, der er hinsides Maya. Gør man det, kan resultatet kun blive lidelse. Der er intet her med Evighedens Kvalitet, og det er kun Evighedens Kvaliteter, der fortjener at blive tilbedt. Uanset hvem du end elsker, så vil din kærlighed før eller siden dø hen. Herren giver, Herren tager. Gud giver og tager det, der passer Ham, når det passer Ham. Alt tilhører Gud. Er det så ikke tåbeligt at jamre og klage, når Han tager det, der tilhører Ham? Den vise vil derfor ikke hentæres i længsel efter nogen eller udvikle urimelige bindinger til noget som helst. Ret din længsel mod Gud. Knyt dig ene og alene til Gud. Det er alene Gud, der er Evig. Han er Kilden til al Glæde. Derudover bør du elske alt andet, for hvad det er. Hverken mere eller mindre. Elsk dine medmennesker, men husk, at de blot er mennesker. Hvis du glemmer det og nærer urimeligt stærke følelser for dem, så er det udtryk for, at du har misforstået, hvem de egentlig er. Du kan kun for en tid lade som om, du ejer det hus, du har lejet. Når lejemålet udløber, er der en anden, der overtager huset.
Når du bliver opmærksom på disse forhold, bliver du tillige klar over, at din hustru, dine børn, dine besiddelser og din familie kun for en kortere tid kan kaldes dine. Hvorfor så hentæres af bekymring over disse flygtige forhold? Selv en millionær kan kun spise sig mæt én gang. Mennesket er ankommet til denne verden som den rejsende, der ved nattetide søger ly i et herberg. Når morgenen gryer, drager han igen af sted. Han er på vej til sit Mål og går fra herberg til herberg, trin for trin. Det er godt og gavnligt at se livet i det lys.
Dyr med mange ben er nødt til at krybe afsted langs jorden. Mennesket har blot to ben, og han kan derfor bevæge sig frit omkring. Jo flere ben, desto flere bindinger, og jo mindre bevægelsesfrihed. Lad os antage, at han gifter sig. Nu har han fire ben. Han er blevet et firbenet væsen. Senere får han sønner, døtre, svigerbørn og børnebørn. Han forvandles da til et tusindben, der kun er i stand til at krybe afsted langs jorden. Han kan ikke længere stå oprejst. Han mister sin bevægelsesfrihed. Han er da nødt til at krybe langsomt omkring i den materielle tilværelses sump. Han har nu hverken tid eller tilbøjelighed til at sikre sig Guds Nåde.
De nuværende tilknytninger til denne verden varer ikke længe. Mennesket er blevet født og har levet mange gange tidligere. Han har elsket. Han er blevet forelsket, og han har knyttet sig til andre, men er der nu nogen, der ved, hvad der er blevet af alt dette? Bekymrer han sig nu om nogen af dem, han dengang elskede? Tænker han i det mindste på dem af og til? Nej! Dengang, som i dag, var der den samme kærlighed og de samme tilknytninger, men det er altsammen gået i glemmebogen. Det samme sker, når du forlader denne verden. Da glemmer du igen den kærlighed, du har følt for andre, og den fryd, smerte og lykke, denne kærlighed har resulteret i. Børn leger ikke hele tiden på samme legeplads. Tilsvarende opholder menneskets handlingsorganer sig ikke hele tiden samme sted. De er måske her nu, senere et andet sted, og igen senere et nyt sted. Det er tragisk, at mennesket, der er helt opslugt af denne usikre, flygtige kærlighed, glemmer at fremelske de discipliner, der vil skænke ham Guds evige Lyksalighed.
Mennesket er fuld af bekymring alle døgnets timer. Handler vi kærligt, hvis vi øger hans byrde? Hvem kan dog være så ond at vælge at øge frem for at lindre den døendes lidelser? Skal vi øge vindens styrke over det stormfulde hav? Nej! Lær derfor at sprede lys og glæde til de nødstedte. Vær glad og lykkelig, og lad andre få del i din glæde. Hvorfor dog øge mørket i denne bedrøvelige verden med dine håbløse råd, dine beklagelser og din lidelse? Begynd at udøve Japa og Dhyana for at fjerne din egen angst. Spring ud i Guds Nådes Hav og nyd Nådens kølende og lindrende bølger.
Hvorfor skulle de rejsende skændes hele natten og bekymre sig over værdiløse forhold? Burde de ikke snarere gøre sig rede til at forlade herberget ved daggry for at begynde næste trin på pilgrimsrejsen? Når man skændes, får man ikke sovet, og man får ingen hvile. Man har da ikke den fornødne energi til at fortsætte rejsen. Lad derfor være med at bekymre jer så meget over, hvad der sker i denne verden. Bekymringer medfører nytteløst hastværk og er spild af tid. Det er bedre at anvende den tid til meditation på Gud.
Alle levende væsener er aktører på denne scene. De forlader scenen, når tæppet går ned, eller når deres rolle er udspillet. På denne scene kan den ene spille rollen som tyv, den anden kan være konge, og den tredje kan være klovn eller måske tigger. Det er Gud, der giver alle disse aktører deres stikord, men her er der noget, vi skal lægge mærke til. Suffløren kommer ikke ud på scenen, så alle kan se ham, for at give de forskellige stikord. Hvis han gjorde det, ville dramaet blive kedeligt og miste alt liv. Det er derfor, han står bag en skærm bagerst på scenen. Herfra giver han stikordene til alle deltagerne, uanset den rolle de har, og uanset om de fører samtale, synger eller har en monolog. Det gør han, netop når nøden er størst. På tilsvarende måde står Gud bag en skærm på Prakriti's scene, og herfra giver Han stikordene til alle aktørerne i deres forskellige roller. Enhver aktør er derfor nødt til at være opmærksom på Herrens Nærvær bag Maya's forhæng. Aktøren skal være ivrig efter at opfange det mindste Vink, Gud måtte give, og han skal uafbrudt have en del af sin opmærksomhed rettet mod Gud og lytte opmærksomt for at opfange Hans Ord. Hvis en deltager derimod glemmer plottet og historien, det vil med andre ord sige, glemmer den opgave, han er kommet for at løse, og de dermed forbundne pligter, og nu blot står umælende på scenen og ignorerer det Guddommelige bag forhænget, så ler tilskuerne af hans dumhed og anklager ham for at ødelægge forestillingen.
Det er grunden til, at enhver deltager, der skal spille menneskets rolle på verdens store scene, først grundigt skal lære sin rolle og derefter udføre Herrens Bud, samtidig med at han er opmærksom på, at Gud er til stede bag forhænget. Man skal derfor både være opmærksom på den rolle, man skal spille, og på de vink, man måtte få fra Iscenesætteren.
Det er udelukkende Dhyana, der kan udvikle denne opmærksomhed og koncentrationsevne. Uanset hvor mange problemer og vanskeligheder, der end holder dig bundet, så slipper du fri af dem alle ved at fylde dig selv med Herrens Navn. Når du således uophørligt tænker på Gud, vil der tillige ske det, at du lærer at kende netop den Form og det Navn, du tænker på. Det er helt sikkert. Den vej, der består af de Sadhana'er, der omfatter Yoga, Pranayama og Tapas, er fuld af faldgruber og farer. Derimod er der ikke nogen risiko eller fare forbundet med Japa, Dhyana og Smarana. De førstnævnte Sadhana'er udøves forskelligt i forskellige kaster og religioner, men det er ikke tilfældet med Sadhana'en Namasmarana. Der kan være mange forskelle mellem hinduer, muslimer og kristne, men de er dog alle enige og fælles om at ære og helligholde Guddommens Navn. De anvender alle den eneste Enes Navn, men Navnet er ikke det samme i de forskellige sprog. Alle og enhver udtaler, gentager og husker dette Navn, således som hans tunge nu engang former Det. Enhver benytter netop den form for rosenkrans, som man bruger i hans religion, men det gælder for alle og enhver, at Japa, Dhyana og Smarana er de helligste og mest udbytterige og universelle af alle åndelige discipliner.
Gud og Guds Navn udgør en Enhed, men på trods heraf finder vi kun sjældent i Formen den sødme, vi finder i Navnet. Når du tænker på en rose, danner du dig et billede af den. Du husker farvens glød, de fine kronblade og duften. Du glemmer alt om tornene og det besvær, du havde med at erhverve den. Hvis du derimod beskæftiger dig med dens fortid, og hvor den er kommet fra, hvis du retter opmærksomheden mod busken, og beskæftiger dig med dens grene og blade, så er du tilbøjelig til at glemme selve rosen, der er det vigtigste, det smukkeste og det mest tiltrækkende, og du er da kun opmærksom på busken. Lad os se på et andet eksempel. Så snart du hører ordet 'mango', så mindes du dens fine, sødmefyldte smag. Har du derimod en mango i hånden, så tænker du først på, om den nu er sød eller sur. Dernæst tænker du på skindet, stilken, kødet, stenen og så videre. Hvis du udelukkende gentager navnet, så tænker du ikke på alt dette, men kun på dens sødmefyldte smag. Det er netop forskellen på Gud og Guds Navn. Navnet indeholder den rene sødmefyldte nektar. Med hensyn til Formen, så kan der opstå følelser af stærk ubehag blandet med respekt. Ja, du kan endog opleve aspekter, der skaber angst og frygt. Der er endnu en grund til, at du udelukkende bør længes mere efter Guds Navn end efter Guds Form. Det er ved hjælp af de værdier, der findes i Navnet, at du bliver i stand til at erhverve godet Guds Form. Værdier er nødvendige forudsætninger, uanset hvad man ønsker at opnå i denne verden. Når man har de nødvendige værdier, kan man erhverve de ønskede genstande. Det må derfor være klart, at rigdomme har større værdi end de genstande, man kan erhverve ved hjælp af disse rigdomme. Er du enig? Når du har den nødvendige rigdom, kan du når som helst få hvad som helst. Det er på ganske samme måde med de rigdomme, Nama indeholder. Hvis du stille og roligt akkumulerer disse værdier, så kan du ved hjælp af Dhyana let og uden besvær lære Gud at kende.
Namasmarana har en anden vigtig egenskab. Ved hjælp af Yoga og Tapas er det muligt at tilegne sig forskellige okkulte evner, Siddhi'er, og det er meget sandsynligt, at man glemmer Gud, når disse evner melder sig. Der kan endda ske det, at man blændet af stolthed over disse okkulte evner fraskriver sig den grundlæggende sejr, man har vundet ved sin Sadhana. Det sker ikke, når man benytter Nama, Japa og Dhyana. Disse veje er fri for sådanne farer. Disse veje medfører, at man fremelsker mere og mere Prema. Prema fører til Santhi. Når man lever i indre Fred, i Santhi, kommer alt andet helt af sig selv. Yoga og Tapas medfører overnaturlige evner, usædvanlige evner. Smarana, Japa og Dhyana fremelsker derimod en usædvanlig Prema. Det er forskellen på de to veje.
Man skal lade være med at tale med alle og enhver om disse forskellige veje, thi enhver mener, at netop den vej, han har valgt, er den bedste. Hvis den, du henvender dig til, har valgt den anden vej, så vil han ikke kunne værdsætte Japa og Dhyana, og han vil tale nedsættende om dem. Han vil ringeagte dem og anse dem for at være helt elementære og således kun af værdi for begyndere på den åndelige vej. Resultatet bliver, at du begynder at tvivle på værdien af den vej, du har valgt. Du vil da miste din glæde og begynde at bekymre dig. Du vil fyldes af væmmelse i stedet for Prema. Brug din egen dømmekraft og find selv ud af, hvilken af disse to veje der er mest sødmefyldt. Du kan også opsøge dem, der har smagt Nama vejens sødmefyldte nektar og bede dem fortælle om deres erfaringer. Lad være med at diskutere disse forhold med hvem som helst, du møder. Det er bedre at bruge din tid til at udvikle fryd og glæde ved at ihukomme Guds Navn og meditere på Guds Form, på Guds Rupa, end at spilde tiden med den slags tilfældige diskussioner. Når man undersøger argumenter for og imod og prøver at finde ud af, hvilken af disse to der er den bedste, så resulterer det i, at man hurtigt mister alt det, man efter store anstrengelser har opnået gennem sin Sadhana. Du skal derfor uophørligt rette din opmærksomhed mod Navnet og gentage Det med et stille og roligt sind, indtil du mestrer det. Du kan gøre dette i enrum eller sammen med andre Bhaktha'er. Da er der intet, der kan bringe dig ud af fatning. Læg mærke til fiskene! En fisk passer og plejer først sit afkom i lavvandede, rolige områder. Først senere skubber den dem ud i det store, åbne hav, der er uroligt og anderledes barskt med frygtindgydende beboere! De udvikler da mod, og de bliver i stand til at overleve og udvikle sig uden nogen form for frygt. Hvis de små fisk blev udklækket i det åbne hav, så ville selv mindre fisk kunne æde dem. Man er derfor nødt til planmæssigt og omhyggeligt at udøve Japa og Dhyana og undlade at diskutere det med andre.
I vore dage er der mange åndeligt søgende, der holder op med at anvende Navnet, og som i stedet begynder at udøve Yoga og Pranayama. Disse veje er fulde af farer. Det er vanskeligt at følge dem korrekt, og selv om man skulle være i stand til at følge dem korrekt, så er det endnu mere vanskeligt at bevare og værne om de opnåede resultater. Hvis man selv står ude i vandet, men har bredt fiskenettet ud oppe på land, kan man da forvente at få fisk i nettet? Tilsvarende er det lige så tåbeligt at ophøre med at udøve Namasmarana og udvikle tvivl om denne åndelige vej og i stedet begynde at udøve Yoga og Tapas. Hvis du søger tilflugt og støtte i Navnet, så vil du lære Gud at kende i morgen, hvis ikke i dag. Når man kender en bestemt genstands navn eller betegnelse, så kan man let erhverve genstanden. Kender vi derimod ikke betegnelsen eller navnet, så lægger vi ikke mærke til den, selv om den skulle være lige for øjnene af os. Du skal derfor uophørligt og uden vaklen gentage Guds Navn. Navnet fremelsker Prema, og Prema gør det muligt at meditere på Gud. Gud, der er Prema, bliver din ejendom, når Prema har udviklet dybe rødder i dig. Af alle de mange veje, der fører til virkeliggørelse af Gud, findes der ingen anden, der er så let som denne.
Læg mærke til, at når en bestemt sygdom florerer i et bestemt land, så findes det middel, der kan kurere den, netop også i dette land. Andre lande har ikke så meget af dette specielle lægemiddel. Selv om det er muligt at finde det i andre lande, så er det, man finder der, ikke lige så effektivt, og der er ikke så meget af det. På tilsvarende vis er dette specielle lægemiddel nu tilgængeligt i denne Kaliyuga. I denne Yuga har uretfærdighedens, umoralitetens og falskhedens dødbringende ondskab inficeret hele verden. Det er grunden til, at det i Sastra'erne igen og igen med større og større vægt er blevet forkyndt, at anvendelsen af Guds Navn er den eneste mulighed for at opnå Frelse i Kaliyuga. Det er årsagen til, at Kaliyuga er den bedste af de fire Yuga'er. Nama, Japa og Dhyana fjerner menneskehedens ondskab. Disse tre værner og beskytter den menneskelige natur. Det er grunden til, at Dhyana's frugter er mere værdifulde end de frugter, man med stort besvær høster efter udøvelse af Yoga, Yajna og Pranayama.
Uanset hvad man end er beskæftiget med, så er punktrettet opmærksomhed af stor betydning. Det vil være forkert at sige, at der er forskel på de kvaliteter og evner, der er brug for til en materiel udvikling og en åndelig udvikling. Det åndelige liv er blot en helliggørelse af det verdslige liv. Succes eller fiasko afhænger i begge tilfælde af Ekagratha, af evnen til koncentration, og denne evne er blot et udtryk for Sadhana, for åndelig disciplin. Sadhana kan udvikle sig i to forskellige retninger, punktløs opmærksomhed og flerpunktet opmærksomhed. I det første tilfælde er opmærksomheden uden noget fokus ganske som i den dybe søvntilstand. Denne tilstand har Tamoguna's kvalitet. I det andet tilfælde flagrer opmærksomheden hid og did. Det skyldes Rajoguna, og det sker, når man retter opmærksomheden mod denne verden med alle dens genstande og foreteelser. Dersom du undgår disse to yderpunkter og lader være med at lukke øjnene helt, som når du sover, og heller ikke åbner dem helt, som når du normalt er vågen, men derimod åbner dem halvt og retter blikket mod næsetippen, så udvikler du Satvaguna, og du fremelsker tillige nemt din evne til koncentration.
Det betyder dog ikke, at det er tilstrækkeligt blot at sidde og stirre på næsetippen. I begyndelsen retter du opmærksomheden mod næsetippen, og derefter retter du opmærksomheden mod den Form og det Navn, du har valgt. Det er denne proces, der kaldes Dhyanam.
I begyndelsen, når du er i gang med at udøve Japa og Dhyana, kan der dukke andre tanker op, men du skal ikke bekymre dig om dem. De udgør ikke nogen særlig fare. Når du starter din Namasmarana, skal du sætte dig ned og påbegynde den med iver og begejstring. Uanset hvad du foretager dig, kan ingen urenhed gribe forstyrrende ind, dersom du udfører dit forehavende med målrettet beslutsomhed. Når du begynder på din Japa, skal du blot være opmærksom på, om dine motiver er hellige og lydefri. Lad være med at bekymre dig om alle formaliteterne. Vælg det Navn, du elsker, og den tilhørende Form. Dette Navn er selve Mantra'et. Dette Mantra er altid rent og helligt. Det er altid virkningsfuldt. Det er alting. Lad være med efter forgodtbefindende at udskifte dette Nama og denne Rupa, således at du i dag anvender et Nama og i morgen et helt andet. Det Navn og den Form, der først fyldte dig med tilfredshed, skal du uden vaklen holde dig til. De vil da slå dybe rødder i dit hjerte. Derefter vil Hans Nåde udrette alt. Dersom en gartnermedhjælper får besked om at grave, så består hans opgave simpelt hen i at grave, og intet andet. Det er alene gartneren, der ved, hvor meget jord der skal lægges under de bestemte planter, og hvordan denne jord skal arrangeres. Din opgave består fuldstændig tilsvarende i at udøve Namasmarana. Dersom du udfører dette arbejde, så vil Han vejlede dig og vise dig, hvad dette arbejde skal anvendes til.
Udbyttet af Nama og Rupa består i den træning, de giver Manas. Er der nogen grund til at træne en hest, der allerede er veldresseret? Det er den 'vilde' hest, man dresserer med forskellige hjælpemidler. På tilsvarende vis anvender vi bøn, Bhajan, Japa og Smarana for at opnå kontrol over det uregerlige sind. I begyndelsen løber hesten i alle mulige retninger. Det skal dressøren ikke lade sig slå ud af. Han skal blot holde fast i tøjlerne. Når du begynder at udøve Namasmarana og Japa, er det også helt naturligt, at opmærksomheden flagrer hid og did, men lad være med at give efter for ubeslutsomhed, bekymring og fortvivlelse. Slip ikke tøjlerne. Giv ikke slip på Navnet. Det varer da ikke længe, før du lærer at beherske dine tanker og din tale. Du skal blot holde dig på sikker afstand af alt det, der kunne få dig til at glemme Guds Navn. En skønne dag vil du selv erkende frugterne af dette Navn.
Lad være med at hige efter frugterne, så snart den lille plante er udplantet. Lad være med at tro, at du ved at plukke og tygge bladene og de fine kviste kan lære frugtens smag at kende. Du kan ikke nyde frugtens sødme på den måde, og desuden tager du livet af planten.
På tilsvarende vis består din opgave ganske enkelt i at udvikle den lille frøplante, som Nama kan lignes ved. Medens du gør det, skal du ikke begynde at tvivle på Navnet eller undersøge, om Navnet nu også besidder de herligheder, man har tilskrevet det. Frøplanten vil vokse sig stor og blive til et træ, og det vil skænke dig den frugt, du ønsker. Du når dit Mål. Guds Navn er i stand til at skænke denne frugt. Formålet med Ekagratha, med punktrettet opmærksomhed, er at sætte dig i stand til at holde fast ved dette Nama uden at udskifte det og gøre det muligt for dig altid at være opmærksom på den tilhørende Rupa. Det net, Namasmarana kan lignes ved, bør ikke have nogen huller. Namasmarana skal foregå uden ophør. Hvis der er huller, kan den frugt, der falder i nettet, risikere at falde ud af nettet. Du skal derfor udøve Dhyana, indtil du har opnået fuld kontrol over dit sind! Det er din vigtigste opgave.
Lad blot sindet løbe, hvorhen det lyster, men pas på, at du ikke følger efter, fordi du ønsker at finde ud af, hvor det er på vej hen. Det vil hurtigt blive træt og udmattet, når det i nogen tid har haft mulighed for at bevæge sig omkring efter egne lyster, og det vil til sidst vende tilbage til dig. Det er som et lille barn. Hvis barnets mor følger efter dette barn, så bliver det dristigere og får tillid til, at det kan fortsætte i en hvilken som helst retning. Hvis moderen derimod ikke følger efter barnet, men stille og roligt trækker sig tilbage, så vil barnet helt af sig selv vende om og løbe tilbage til sin mor!
Lad være med at bekymre dig om sindets luner. Fortsæt med at udøve Namasmarana og Dhyana med den Rupa og det Nama, du holder mest af, og på den måde, du er vant til. Når du gør det, vil du udvikle Ekagratha, og du vil nå det Mål, dit hjerte længes efter. Når du er i gang med at udøve denne Dhyana, skal du ikke gruble over, om dine tanker nu er rene eller urene. Der er intet urent i hele denne verden. Hvordan kan noget være urent, når Gud er Allestedsnærværende? Selvom noget på det ydre plan synes at være urent, så bliver det rent og helligt, så snart det kommer i berøring med Guds Navn.
Hør her! Hvis en person træder af på naturens vegne og netop da opdager en skat, skal han så lade den ligge, blot fordi han er i færd med at forrette sin nødtørft? Begreber som renhed og urenhed er resultater af sindets tilstand i det givne øjeblik. Når man giver en eller anden penge, så kan man tale om at vælge det rette tidspunkt, det lykkebringende tidspunkt. Får man derimod mulighed for at modtage penge, så er alle tidspunkter lykkebringende. Begge disse holdninger skyldes sindet.
På tilsvarende måde vil du ikke blive generet af nogen tanker om renhed eller urenhed, dersom din tillid og kærlighed til Guds Navn er fuldkommen. Hvis du derimod ikke er helt tilfreds eller føler en vis form for tvang, så vil der opstå alle mulige og umulige forhindringer. Gør dig fri af disse negative følelser. Styrk din tro på Navnets og Formens uforanderlige Renhed og Hellighed. Vær fuldt og helt overbevist om, at Guds Navn renser og helliggør alt.
Fremelsk din Prema, din kærlighed til Gud. Den besidder en ubegrænset Formåen. Det er let at få jernlænker til at sprænges, men det bånd af Prema, der binder dig til Gud, kan aldrig briste. Kærlighed kan forvandle selv de grusomste dyr. Det er Guds Maya! Hvilken hellig opgave er det ikke at lade sin Prema strømme ud i Guds Nådes Hav i stedet for at lade den strømme ud i søer og over flodbanker? Derigennem når Jivi'en til erkendelse af formålet med livet. Det er den højeste form for Moksha. Den sande form for Dhyana består i uafbrudt at lade denne Prema strømme mod Guds Navn og Form. Tro ikke, at denne flygtige verden er dit evige hjem! Og lad være med at miste modet over flygtige besværligheder og forbigående tragedier. Lad dig helt opsluge af dine bestræbelser på at opnå Forening med den evige Gud. Alt i denne verden går til grunde. Hvis ikke i dag, så i morgen. Er du enig?
Det er forkert at vende ryggen til Gud, som du jo i al Evighed er knyttet til, for i stedet at lade dig vildlede af denne verden, som du blot er knyttet til i få dage. Husk, at dine pårørende kun følger dig til kapellet eller måske til selve graven, men at din virkelige Ven er Gud. Han svigter dig aldrig. Tænk på alle de liv, du har levet. Du har haft utallige mødre, fædre, ægtefæller, sønner og døtre samt venner og fjender. Hvor er de i dag? Er der nogen blandt dem, der husker dig? Du betyder ikke noget for dem, og de betyder ikke noget for dig, men Gud er i al Evighed jeres fælles Ven. Han våger over dig liv efter liv. Kan man forestille sig nogen større tragedie end at glemme en sådan Ven? En skønne dag, når sanserne er svækkede og ikke længere fungerer, når dine forældre, din kone, dine børn og dine slægtninge står tæt forsamlede ved din side, og dødens sendebud ankommer fra den anden side og tvinger dig til at følge med, hvad da? Hvem ved, hvornår og på hvilken måde han kommer? Dine tanker skal være rettet mod Gud, før det sker.
Menneskets åndelige udvikling forløber gennem tre tilstande. Den første tilstand er kendetegnet ved usikkerhed og uklarhed. Den anden tilstand er karakteriseret ved aktiv stræben. Den tredje tilstand er den højeste. Kvaliteterne Tamoguna, Rajoguna og Satvaguna kendetegner disse tilstande. Udviklingen kan ikke kaldes naturlig, dersom mennesket ikke udvikler sig trin for trin og vokser ud af den ene og ind i den anden tilstand.
Man behøver i almindelighed ikke beskæftige sig meget med de år, der ligger mellem barndommen og den halvvoksne alder. Man bør ikke bekymre sig for meget om den tid. Efter konfirmationsalderen bevæger man sig ind i det livsafsnit, der er kendetegnet ved usikkerhed og uklarhed, og man beskæftiger sig med mangt og meget, der ikke fører til noget. Senere modnes og styrkes man, og man befinder sig nu i en tilstand, der ligger mellem det usikre og det sikre. Det er i denne overgangstilstand, man skal hige og stræbe efter den Fuldbyrdelse, man har mulighed for at nå på det sidste trin af udviklingen.
Den åndelige disciplin Tapas har samme forløb. I begyndelsen er udøvelsen af Puja rettet mod Sakthi. Senere retter denne form for tilbedelse sig mod Siva. Nu har du forladt den udviklingsfase, hvor du blev plejet og beskyttet af din Mor, og du er nået frem til det udviklingstrin, hvor Siva tager vare på dig. Siva beskytter og forvandler dette Univers. Når du har udviklet dig til den tilstand, hvor det er din Far, der drager omsorg for dig, skal du undgå at forurene dit sind og din krop, som du gjorde, da det var din mor, der tog vare på dig.
I overgangsfasen har mennesket visse naturgivne tilbøjeligheder, der er uønskede, og som han skal undgå. De er: indbildskhed, ondsindethed, egensindighed, overdreven nysgerrighed, begær, grådighed, skamfuldhed, frygt, hævngerrighed, væmmelse og så fremdeles. Det er ikke muligt at overgive sig til Siva, sålænge man har disse tilbøjeligheder. Man er nødt til fuldt og helt at gøre sig fri af dem. Man bør i det mindste systematisk bestræbe sig for at fjerne dem. Denne gruppe af åndeligt søgende er nødt til at svømme mod strømmen og udøve det, man kalder 'Vyathireka Pravaaka Gathi'. Du når frem til Kilden ved at svømme mod strømmen. Hvis du derimod blot flyder med strømmen, så kommer du længere og længere væk fra Målet, og du taber Det af syne.
Det er selvfølgelig lidt vanskeligt at svømme mod strømmen, men hver eneste af dine bevægelser fører dig nærmere Målet. Det er nødvendigt at benytte Dhyanam-båden for at udholde disse anstrengelser. Dhyana gør det let for dig at overvinde den fysiske krops svaghed, at få kontrol over sindet, der flagrer hid og did, og at nærme dig Nådens Kilde. Du opnår da Urkraften, Adimurthi. Hvis du derimod holder mere af en bekvemmelig rejse og blot flyder med strømmen, så vender du Nåden ryggen. Du fjerner dig fra Den. Adimurthi vil da fortabe Sig i horisonten og til sidst helt forsvinde af syne. Du vil da møde større og større elendighed. Hvad gavn har du af det?
Det er de netop omtalte, skadelige tilbøjeligheder, der er årsag til den tragedie. Du ville være nået frem til Kilden, dersom du blot havde overvundet disse tilbøjeligheder. Hvis du ikke bestræber dig på det, vil alt ende i fiasko. Det er desuden udelukkende dem, der har gode karakteregenskaber, de gode mennesker, denne verden holder af. Den holder slette mennesker på afstand. Dyr tiltrækkes af den ydre verdens charme. Gud finder derimod udelukkende behag i den indre charme, der er et resultat af gode karakteregenskaber. Lad dig ikke friste af denne verdens verdslige lyster og den værdiløse respekt, mennesker tilbyder. Stræb derimod efter at vinde Guds hellige Nåde og Guds Kærlighed. Menneskenes kærlighed er flygtig og timelig, fordi den er afhængig af følelserne: tiltrækning og frastødning. Guds Kærlighed til dig afhænger derimod udelukkende af dine gode karakteregenskaber. Desuden kan den skænke dig den evige Fryd og Glæde. De, der retter deres kærlighed mod den ydre verden, vil gang på gang blive overmandet af sorg og skuffelse. Det er ene og alene en god karakter, der besidder skønhed. Der findes intet, der har større tiltrækningskraft.
De gode bør aldrig så meget som omtale de onde handlinger, andre gør sig skyldige i, thi en sådan adfærd vil besmitte dem selv. Beretningerne om Dhruva og Prahlada tjener som vejledning, og de virker opbyggelige. Beretningerne om Savithri og Anasuya vil fjerne ondskabens rødder og forædle karakteren. Hvordan går det til? Hvad er forklaringen? Jo, disse personer var alle hellige, og de levede rent og helligt. Det er derfor både værdifuldt og gavnligt at beskæftige sig med dem og deres liv. Det er forklaringen. De, der kritiserer de gode, begrunder deres smålige kritik med, at de blot prøver på at hjælpe de gode til at blive endnu bedre. Det, der sker, er imidlertid, at de retter denne ondskab mod de gode, og at denne ondskab vender tilbage til dem selv. De fyldes da selv af denne ondskab, og de bliver da selv til onde mennesker.
Lad være med at beskæftige dig med andres dårlige sider. Hvis du kan, skal du i stedet altid prøve at vende dem mod det gode og give dem gode råd. For at fremelske denne holdning er det nødvendigt, at du fylder dit sind med fred og harmoni, udvikler din evne til godgørenhed og stræber efter hele verdens ve og vel. Det er ene og alene Japa og Dhyana, der kan skænke dig disse evner. Sadguna, der er de gode karakteregenskaber, er den rigdom, der skabes af Japa og Dhyana. Japa og Dhyana gør de ydre tilbøjeligheder rene, og de helliggør og lutrer desuden de indre tilbøjeligheder.
Bølgerne dannes på havets overflade. De skyldes vinden, og man siger derfor, at vinden har denne evne. På tilsvarende vis er menneskets sind fuldt af tanker og meninger. Under de rette omstændigheder opstår der bølger i sindet, og de bevæger sig i alle retninger.
På lignende måde manifesterer Gud Sig i det billede eller i den figur, der tilbedes, men er det en følge af nogen speciel kvalitet ved billedet eller figuren? Nej. Billedet, fotografiet eller figuren er og forbliver, som de var. Sandheden er, at Bhaktha'ens intense hengivenhed fører til, at Gud ikke kan lade være med at manifestere Sig for den hengivne. Derfor iklæder Han Sig en Form og skænker Bhaktha'en Sin Velsignelse gennem den Form, Bhaktha'en kontemplerer på, tilbeder eller mediterer på. Denne Form kan bestå af sten, træ eller papir. For Prahlada's skyld manifesterede Han Sig og trådte ud af en søjle. For Markandeya kom Han ud fra en Lingam. For at tilfredsstille Bhaktha'ens længsel, vil Hari, der er hele Universets iboende og grundlæggende Guddommelighed, når som helst og hvor som helst iklæde Sig en hvilken som helst Form.
Du er imidlertid nødt til at bede til Gud med punktrettet opmærksomhed. Denne punktrettede opmærksomhed er udelukkende et resultat af Satvaguna, og denne er igen et resultat af Dhyana. Du er derfor nødt til at fremelske gode karakteregenskaber, og for at kunne udvikle dem er du nødt til at opsøge Satsanga, det vil sige gode menneskers selskab. Dine sande venner, dem, der kan hjælpe dig mest, finder du blandt dem, der taler og holder foredrag om Gud, om Sandheden, om Seva og om den form for Prema, der ikke kender nogen forskelle. Når du er sammen med dem, er du blandt Sadhu'er, thi de er de sande Sadhu'er.
Der findes mennesker, der aldrig taler om Gud, og som end ikke tænker på Ham. Andre har travlt med at få efterkommere og med at styrke Samsara's lænker. Atter andre er fortalere for og praktiserer usandfærdighed, uretfærdighed og undertrykkelse, og de råder dig til at handle mod Dharma. Du skal ikke behandle disse mennesker, som om de var dine venner. Du skal derimod for enhver pris undgå deres selskab. Deres selskab er Dussanga, de ondes selskab. Deres selskab medfører, at du uden at ville det kommer til at synde, at du siger ord, der ikke burde komme over dine læber, og at du udfører handlinger, der ikke burde udføres. Resultatet er, at du bevæger dig nedad mod din egen undergang.
Det menneske, der ikke frygter synden, og som ikke frygter Gud, er i stand til at udfolde en hvilken som helst form for ondskab. Det burde ikke være nogen overraskelse. Du skal derfor opsøge dem, der både frygter synden og Gud. Deres selskab er den sande form for Satsanga. Dussanga er selskab med de mennesker, der ikke besidder denne frygt, og deres selskab skal du frygte. En Sadhaka skal altid længes efter Satsanga. I det selskab er der ingen fare for, at din Ichchasakthi, din grådighed, bliver udviklet og styrket. Opsøg udelukkende Satsanga, uanset hvor vanskeligt det end måtte være. Stræb efter at virkeliggøre den evige Tilfredshed. Lad være med at afspore dig selv ved at søge flygtige tilfredsstillelser.
Det gavner ikke en sand Sadhaka at omgås dem, der bruger deres tid på verdslige forhold og gøremål. Dersom du ikke kan finde de venner, Jeg har omtalt, så vær tilfreds med dit eget selskab. Du går ikke glip af noget. Tænk end ikke på at opsøge slette menneskers selskab. Lad være med at lade dig indfange af deres falskhed. Hvis du får mulighed for det, så fortæl dem, hvad der er ret og rigtigt, men lad dem ikke vildlede dig. Du bør i virkeligheden end ikke tænke på at komme de steder, hvor de er. Dersom du fremelsker disse egenskaber, vil din Japa og Dhyana forløbe ubesværet, og de vil hurtigt bære frugt.
De oplyste sjæle, Jivanmukta'erne, kan lignes ved de fyrtårne, der virker som vejvisere for skibe på havet en buldrende mørk nat. De åndelige fyrtårne viser vej for alle dem, der hjælpeløst kæmper i uvidenhedens mørke nat.
Alle er født af den eneste Guds Skød. Ganske som mange arter af fisk, krabber og andre vanddyr kan leve i et stort bassin, således lever og bevæger disse store menneskemængder sig omkring i det hav, Gud kan lignes ved. Det er i sandhed et ærefrygtindgydende skue. Nogle er uudviklede. Andre er underudviklede. De svømmer omkring opfyldt af grådighed og selviskhed. Midt blandt alle disse uvidende væsener er der dog nogle få højtudviklede sjæle. Det er Jnani'er og Yogi'er, men da de bevæger sig omkring i denne uvidende hob, er det vanskeligt at få øje på dem. Man er nødt til at bruge et mikroskop for at få øje på de røde blodlegemer i blodet. På helt tilsvarende vis har vi brug for det mikroskop, Dhyanam kan lignes ved, for at finde ud af, hvem der er Jnani.
Hele denne Skabelse og al dens herlighed er en overraskende og forunderlig verden. Når vi tænker på de nuværende omstændigheder, er det forbavsende få, der søger efter og lader sig lede af Lyset. Det er bedst at stole fuldt og fast på Gud, og lade Gud være din eneste Moder, Fader, Guru og Vejleder. Så vil du aldrig komme på afveje. Han vil aldrig lede dig på afveje. Lad være med at lytte til tilfældige menneskers råd, da undgår du at komme på afveje og fare vild. Du er nødt til at udøve Dhyana for at udvikle denne erkendelse og urokkelige tillid. Det er tilstrækkeligt, at du opfyldt af Prema og tro mediterer på Guds Navn og Form. Du kan selv vælge det Navn og den Form, du holder mest af.
Du er nødt til at fremelske din evne til altid at være munter og glad for at kunne udøve denne åndelige disciplin. Lad dit kendetegn være dit smilende ansigt. Det vil desuden medføre, at du bliver mere vellidt, og da vil også Gud fryde Sig over at se dig. Du skal derfor troskyldigt udøve Dhyana i hellighed og ydmyghed.
Du bliver da i stand til at opnå hvad som helst, du måtte ønske. Lad under ingen omstændigheder vreden løbe af med dig og hold modet oppe uanset omstændighederne. Respekter alle mennesker uanset deres status. Følger du disse anvisninger, bliver du i stand til at fremelske den universelle Prema, og din Dhyana vil da kunne udvikle sig uforstyrret.
Dhyana er det eneste middel, der kan helbrede sygdom uden nogen anden form for medicin. Den kan endog udvikle din skelneevne og din evne til logisk tænkning, og med disse evner kan du overvinde selv den alvorligste sygdom.
Alle ord i menneskets sprog har to betydninger. Der er den almindelige og umiddelbare betydning, men der er tillige den dybere, skjulte mening. I Upanishad'erne forklares denne dybere, skjulte mening. De uddyber, afdækker og forklarer Brahmam. Det er vigtigt at være opmærksom på, at det er både muligt og ønskeligt at udnytte ordenes fulde muligheder ved at anvende en blid og sødmefyldt tale. Dersom du hungrer efter at opleve Gud i alt og alle, bør du vide, at en sødmefyldt tale vil være dig til overmåde stor hjælp. Når du viser andre, at du respekterer dem og holder af dem, vil du selv blive mødt med samme respekt og kærlighed. Når du udtrykker dig blidt og kærligt, gør du dine medmennesker meget lykkelige, og du vil da også selv føle dig let om hjertet. Når du udøver Dhyana i en sådan lykkefyldt atmosfære, bliver du hurtigt i stand til at udvikle din koncentrationsevne.
Hvis du derimod med dine ord anklager andre og viser, at du foragter dem, så medfører det, at du selv bliver mål for anklager og bebrejdelser. Begge dele medfører, at dit sind fyldes af uro, og målet med Dhyana bliver derfor ikke virkeliggjort. Atmosfæren er blevet forurenet. Hvis du derfor virkelig stræber efter at blive lykkelig ved hjælp af Dhyana, er du først og fremmest nødt til enten at samtale med andre med fryd og glæde eller fylde dit sind med lykkelige minder og tanker. En blid og sødmefyldt tale er til stor hjælp for udøvelse af Dhyana. Mennesket skal fremelske denne karakteregenskab, thi den vil overleve kroppen. Menneskets sande dyder er hans styrke og pragt. En god karakter er styrke og magt. Fremelsk derfor gode karakteregenskaber og anvend dem til at virkeliggøre Gud, til at opnå Sakshathkara. Glem aldrig Målet.Uanset hvad du oplever, og uanset om du opnår vinding eller lider tab, så bør du bevare din indre glæde og tilfredshed. Det er absolut nødvendigt. Denne tilfredshed giver dig større og større lykke. Hele livet er en eneste fest for den, der lever i glæde og tilfredshed. Den, der er opfyldt af begær, kan aldrig finde hvile. Du formår ikke at koncentrere dig, dersom dit sind er fuldt af ønsker og begær. Begær er som en indre ild, der brænder dig til aske. Glæde og tilfredshed er i stand til effektivt at slukke denne ild. Ganske som flodens kølige vand forfrisker og styrker den udmattede rejsende, der lider under den brændende sol, således styrker og forfrisker tilfredshedens klare vande ligeledes det menneske, der lider under heden fra grådighedens bål.
Du bør kun have ét ønske: ønsket om at virkeliggøre Gud. Du bør ikke vie dit liv til jordiske ønsker og begær. Du opnår sand tilfredshed ved at overgive alt til Gud. Denne tilstand opnår du ved at fylde sindet med fryd og glæde samt ro og harmoni, det vil sige ved at udvikle Vicharana, Santosha og Santhi. Du baner da tillige vejen for Sakshathkara.
Det er ene og alene Smarana og Dhyana, der sætter dig i stand til at fremelske disse egenskaber. Det er udelukkende dem, der formår det. Du kan ikke udvikle dem på nogen anden måde, og der er intet andet, der kan skænke dig dem. Santosha er den vigtigste egenskab. Når du har fremelsket den, vil de to andre af sig selv følge efter. Der findes intet mere værdifuldt og gavnligt end denne indre tilfredshed. Den er mere værdifuld end alt andet i de tre verdener. Den, der besidder denne tilfredshed, er i stand til at opleve en ubeskrivelig, guddommelig Herlighed. Han er opfyldt af større fryd og glæde end den, der ejer Kamadhenu og Kalpataru. Han kan fordybe sig i sig selv og der lære Lyksaligheden at kende. Lad derfor være med at hungre efter verdslig glæde og at afvise den indre tilfredsheds evige Fryd.
Knyt dig ikke til denne flygtige krop. Benyt denne krop som et redskab. Lær at forstå, at du er noget andet end denne forgængelige krop, der blot er en blanding af de fem elementer. Erkend, at du er den uforgængelige Atma. Du er ikke det hus, du bor i. Tilsvarende er denne krop, du for en kort tid opholder dig i, ligeledes forskellig fra dig. Denne krop er årsag til al denne sorg, al denne ulykke og al denne trældom. Hør nu godt efter! Lær kroppen at adlyde dig. Lad ikke kroppen tvinge dig til at gøre, hvad den lyster. Vær parat til at lægge den fra dig. Beslut dig for at opnå kontrol over den og til fuldt og helt at bevare denne kontrol. Du er nødt til at behandle den med stor omhu. Du er nødt til at være meget opmærksom, når du træner den.
Enhver er nødt til at være aktiv på en eller anden måde, selv om alt det, Jeg netop har omtalt, vedrører selve Atma. Hvordan kan du da anvende denne krop som et redskab, for eksempel som en båd, der kan føre dig over livets hav? Du skal omhyggeligt tage vare på den og sørge for, at den ikke går i stykker eller bliver utæt, indtil du når over til den anden kyst, det vil sige, indtil du opnår at virkeliggøre den højeste Sandhed. Sørg for, at vedligeholde denne båd, således at den altid er sødygtig. Du er derfor nødt til at spise moderat og på de rette tidspunkter samt sørge for, at føden har de rette satviske kvaliteter. Du skal tillige regelmæssigt udfolde fysiske aktiviteter. Denne aktivitet, der har et åndeligt formål, er en nødvendig disciplin i den sande Sadhana. Dhyana, Smarana, Puja og Bhajan hører ind under denne form for aktivitet. Du skal være opfyldt af fryd og glæde både under udøvelsen af disse aktiviteter og bagefter. Vær ikke trist og tungsindig. Glem ikke det. Mist ikke modet. Bliv ikke træt. Hvis du efter udøvelse af dagens Dhyana skulle føle dig træt, kan du spise nogle jordnødder eller mandler, der har ligget i blød i vand i nogen tid. De vil køle og styrke kroppen.
Enhver er derfor nødt til ved hjælp af Dhyana at udvikle denne indre tilfredshed. Tilfredshed er en Satvisk egenskab. Den vil ikke gøre dig passiv. Nej, tværtimod. Den vil tillade, at opmærksomheden retter sig mod Gud. Den skænker fred og harmoni. Den vil også sætte en stopper for meningsløse aktiviteter, der kun tjener selviske formål. Den, der besidder denne tilfredshed, er fuldkommen Satvisk, og han lever et indre liv i samhørighed med Atma. Han kan uden beklagelser og uden træthed udføre en hvilken som helst aktivitet. Bølgerne i sindet, der før bevægede sig hid og did, bevæger sig nu mod samme mål. Fortidens Rishi'er, Bikshu'er og Yogi'er virkeligjorde livets Mål ved hjælp af den indre Fred, de opnåede gennem denne tilfredshed. Den skænker alle Sadhaka'er den begejstring og styrke, der er nødvendig for at følge den vej, der fører til Sakshathkara. En Sadhaka, der besidder denne tilfredshed, behøver ikke tænke på de farer og vanskeligheder, der findes på denne vej. For ham er alle flygtige foreteelser og timelige genstande farlige som gift. Han skiller sig af med dem, som var de affald. Når man har fremelsket tilfredshed og forsagelse og udviklet sin skelneevne, udvikles evnen til grundig udforskning. Dette viser Meera's livshistorie. Prøv at forstå beretningerne om Radha, Jayadeva og Gauranga. De vil lære dig Sandheden at kende.
Virkeliggørelsen af Atma er menneskelivets Fuldbyrdelse. Denne fuldbyrdelse benævnes Atmasakshathkara. Du er nødt til at være fuldstændig fri af Vasana'erne, de indre tilskyndelser, for at opnå denne Selvrealisation. Denne sande Frigørelse, Moksha, består i at blive fri af de bånd, disse Vasana'er udgør. Disse indre tilbøjeligheder kan opdeles i to kategorier: de gode og de skadelige. De gode tilbøjeligheder er fulde af renhed og hellighed. De skadelige tilbøjeligheder giver næring til sindet og medfører, at det bliver mere og mere uroligt, og at det bliver vanskeligt at styre. De forøger og styrker de verdslige begær.
Hvis du opmuntrer og fremelsker Subha Vasana'erne, de gode tilbøjeligheder, så forøges deres antal ikke i det uendelige, og de trælbinder ikke sindet. De bliver som ristede frø, der ikke længere kan spire. Dersom du holder dig til Subha Vasana'erne, kan du let opnå Brahmajnana. Disse Vasana'er ligger bag aktiviteter og egenskaber såsom: at lære Mahatma'er at kende, at udvise respekt for de højtudviklede, at tale med disse, at følge deres vejledning, at udvise godgørenhed, udholdenhed, kærlighed, tålmodighed, sandhed, mod, kyskhed og så fremdeles. De urene Vasana'er fører til moralsk fordærv, der kommer til udtryk i form af en længsel efter oplevelser, der er rettet mod lavere drifter som for eksempel trang til at gå i biografen, at spise Rajasisk føde som for eksempel fisk og kød og at drikke alkohol, der fordærver personligheden. De resulterer i vrede, vrangforestillinger, grådighed, indbildskhed, utroværdighed, had, misundelse og så fremdeles. Disse urene Vasana'er kan opdeles i tre kategorier: de verdslige Vasana'er, de intellektuelle eller mentale Vasana'er og de fysiske eller kropslige Vasana'er. De fysiske Vasana'er medfører ønsket om at få en smuk krop, en stærk og robust krop, velformede, stærke muskler og en glat hud, der aldrig vil blive grim og fuld af rynker. De mentale Vasana'er medfører et stærkt ønske om at blive kendt som eksperten over alle eksperter og at tilintetgøre alle konkurrenter på dette område. Til sidst har vi de verdslige Vasana'er. De hungrer efter ære, berømmelse og styrke samt personlig magt og pragt. Alle lignende begær tilhører denne kategori. De er alle Vasana'er, og de binder dig til Samsara's hjul og til denne Jord. Det vældige træ, sindet kan lignes ved, har to frø. Disse er Vasana og Prana. Træet er et resultat af frøet, og frøet er et resultat af træet. Vasana'erne aktiverer Prana'en, og Vasana'ernes aktivitet skyldes Prana.
Hvis blot en enkelt af disse to tilintetgøres, går også den anden til grunde. Dersom du ønsker, at sindet ikke bliver påvirket af dem, er du nødt til først at forvandle Ajnana, uvidenheden. Denne Ajnana lever ikke alene. Den har et barn: Ahamkara, selviskhed. Denne Asura har to børn: Raga og Vasana, der er tiltrækning og begær. De er knyttet til hinanden. Det, man føler sig tiltrukket af, begærer man. Raga og Vasana er søskende. Raga betyder her binding eller tiltrækning. Raga udvikler følelsen af 'jeg hed' og 'min hed'. Disse følelser resulterer i begær, og begær fører bekymring med sig. Hvis du ønsker at blive fri af Ahamkara, er du derfor nødt til at tilintetgøre Raga og Vasana. Det betyder igen, at du må give slip på Ajnana, thi først da kan du tilintetgøre Ahamkara. Hvordan kan du da tilintetgøre Ajnana og udvikle Sujnana? Det er det, der er sagens kerne. Svaret er ligetil: ved at udøve Dhyana. Jivi'en opnår Frigørelse, Moksha, ved at overvinde Ajnana, Ahamkara, Raga og Vasana.
Den, der er slave af impulser og tilbøjeligheder, lever i Ajnana. Han er en stakkels svækling, men lad Mig forsikre dig: der er ingen grund til at fortvivle. Så snart Vasana'erne er tilintetgjort, genvinder du atter den guddommelige Status, du har mistet som følge af tankeløshed. Vasana'erne angriber hjertet. De forårsager endeløse vanskeligheder. De påminder dig om fornøjelser og nydelser ved at aktivere tidligere oplevelser i hukommelsen, og du længes da efter at opleve dem igen. Disse begær stimulerer sanserne og sansernes herre, Manas, til livlig aktivitet. Det kan de ikke lade være med, og mennesket bestræber sig derfor på at erhverve det, han begærer, og på at nyde det. Alt dette foregår i en brøkdel af et sekund. Vasana'erne udfolder deres aktivitet i det skjulte og med stor kraft. Alle disse aktiviteter ligger i dvale i Vasana'erne, på ganske samme måde som stammen, grenene, kvistene, bladene, blomsterne og frugterne er at finde i frøet. Vasana'erne er årsag til menneskets verdslige lykke. Når der ikke er nogen Vasana'er, er sindet klart, rent og helligt. Al renhed og hellighed forsvinder, når Vasana'erne dukker op. De er forhindringer på vejen til Sandheden, til Atma og til det evige Liv. Når sindet er blevet fri af Vasana'erne, forvandles det, og der er da ikke længere noget sind.
Vasana'ernes virkefelt er Prakriti, Naturen, denne verden. Sindets tilbøjelighed til at blive tiltrukket af Prakriti og den ydre verdens genstande og foreteelser bevirker, at sindet begynder at tænke på disse genstande og foreteelser og at dvæle ved deres kvaliteter. Det sind, der ikke rummer nogen Vasana, forbliver upåvirket af den ydre verden. Manas kan lignes ved et stykke klæde, der antager den farve, det bliver dyppet i. Satviske Vasana'er farver sindet hvidt. Rajasiske Vasana'er farver sindet rødt, mens tamasiske Vasana'er farver det sort. Sindet formes af de Vasana'er, det rummer. Dersom du ønsker at tilintetgøre disse Vasana'er, er du nødt til at ty til Dhyana og Dharana. Sindet er intet andet end en samling Vasana'er.
Nogle åndeligt søgende erkender, at de på trods af mange års uafbrudt udøvelse af Dhyana og Dharana alligevel ikke har opnået nogen fremgang i deres Dhyana og Dharana. Der er ingen grund til at bruge mange ord på at forklare hvorfor. Forklaringen er ganske enkel: de har ikke tilintetgjort Vasana'erne. De skal derfor stræbe efter at overvinde deres indre tilskyndelser og tilbøjeligheder. De er nødt til at udvikle deres tro og tillid og handle ud fra denne nye styrke.
Hvis Sadhaka'en nu og da generes af urene Vasana'er, er han nødt til at overvinde dem med åndelige øvelser og med sin viljekraft. Jivanmukta'en har brændt alle sine Vasana'er til aske, hvorimod Grihastha'en, der lever et familieliv, er i færd med at udvikle dem. Det gavner ikke noget blot at have dem under kontrol. En kobraslange er først uskadelig, når dens gifttænder er blevet fjernet. På tilsvarende vis er du nødt til helt at fjerne og brænde Vasana'ernes rødder. Først da kan du opnå Forening med Brahmam.
Naturligvis virker selv rene og hellige ønsker som bånd. De er dog ikke forhindringer uanset deres antal. Er det ikke rigtigt, at man kan fjerne en torn med en anden og derefter smide dem begge fra sig? Når de urene Vasana'er er overvundet ved hjælp af de rene og hellige Vasana'er, er man tilsvarende nødt til at gøre sig fri af begge disse kategorier. Det betyder, at du med tiden også er nødt til at tilintetgøre den reneste af alle Vasana'er, den Vasana, der rummer ønsket om Moksha, om Frigørelse. Først da bliver du Ham. En lænke er en lænke, uanset om den er lavet af jern eller af guld. Man er nødt til at gøre sig fri af begge. Det betyder, at du er nødt til at opnå den tilstand, hvor hverken det gode eller det onde virker tiltrækkende eller frastødende.
Enhver, der higer efter at virkeliggøre Gud, bør stræbe efter at mindske antallet af disse impulser, at opnå kontrol over sindet og forstå livets grundlæggende Princip. Man kan ikke opnå Moksha ved hjælp af blot én af disse færdigheder. Jivanmukta'en rummer stadig disse impulser, men hos ham er de til stede som ristede frø. De medfører ikke, at han må fødes igen. Det finere legeme er Ajnani. Det rummer uvidenheden. Det er helt opfyldt af impulser, traditioner og oplevelser. Atma er fri og hinsides alt dette. Atma er evigt Ren og Hellig. Atma har ikke nogen kvaliteter såsom køn, sind, sanser eller form. Ja, Atma besidder end ikke nogen Prana. Man kan hverken sige, at Atma er levende eller død. Kan kontemplation på denne Atma da være andet end ren og hellig? Kan lys og mørke være til stede samtidig?
Af alle de forunderlige ting, der findes i denne verden, er kroppen det mest forunderlige. Det er den, fordi den er Guds Tempel. I den fabrik, kroppen kan lignes ved, bliver impulser forædlet ved hjælp af løfter, urenheder bliver fjernet, gavnlige ønsker bliver formet, og der bliver dannet gode tankebilleder. Skønt det er en vanskelig opgave, så er hovedformålet fuldt og helt at fjerne disse impulser.
Det er lettere at flytte et bjerg, end det er at fjerne disse dybt rodfæstede Vasana'er, men dersom du besidder viljekraft, iver og tro, kan det på kort tid lykkes for dig. Uanset hvilke forhindringer, besværligheder og tab du end udsættes for, må du sørge for ikke at miste din tro og beslutsomhed. Husk at Vasana'erne overmander dig og holder dig trælbunden. Opium og alkohol kan kun holde dig trælbunden i nogen tid, men du er Vasana'ernes slave hele livet. Meningen og formålet med Dhyana er at gøre dig fri af disse magtfulde og mangeartede Vasana'er.
De, der lader impulser og instinkter styre deres liv, opfører sig som drankere. De er ude af stand til at skelne mellem, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. De dyriske impulsers overvældende indflydelse får dem til at glemme de frygtelige konsekvenser af at give efter for disse tilskyndelser. De ved ikke, hvad det vil sige at skamme sig, og derfor nyder de at opsøge verdslige glæder, at leve mere og mere komfortabelt og at leve omgivet af luksus. Intellektet er et værdiløst og ubrugeligt redskab for de mennesker, der lever helt opslugt af disse impulser. Vasana'erne bliver styrkede, og de udvikler dybere og stærkere rødder, når man således uafbrudt forfølger sansemæssige glæder.
Det er grunden til, at vi i Githa'en bliver rådet til at gøre os fri af handlingernes frugter. Vasana'erne bliver styrket, fordi mennesket altid tænker på resultatet af sine handlinger, uanset hvad han end foretager sig. Det fører til stolthed og indbildskhed, og han prøver hele tiden at fremhæve egne fortræffeligheder. Han bliver Vasana'ernes slave, og de får ham til at udøve selv de mest nedrige gerninger for at skaffe de penge, der skal til for at tilfredsstille dem. Han begynder at tilbede mammon. Det er naturligvis nødvendigt at have visse midler, men det er bestemt ikke ønskeligt at være så rig, at det er til plage, bekymring og ængstelse for ejeren. Man skal lade være med at samle så megen rigdom sammen.
Desuden stræber mennesket efter ros og anerkendelse, og han forsøger at undgå kritik og bebrejdelser. Denne tilbøjelighed tilhører også klassen af Malina Vasana'er, af urene Vasana'er.
Verden kan lignes ved en stor hønsegård. Nogle af disse høns roser, andre kritiserer, men du bør være hinsides såvel ros som ris. Lad hånt om ros. Den har absolut ingen værdi. Først når du er i stand til det, bliver du fri, og først da kan du leve i sand Lykke. Hvad nu med hensyn til kritik? Læg mærke til, at end ikke Rama, Krishna, Vishnu, Siva eller Baba har kunnet undgå kritik og anklager. Menneskene taler endog ondt om guddommelige Væsener og tillæger disse fuldkomne Væsener onde hensigter og anklager dem for at udøve onde gerninger!
Kan man derfor forvente, at mennesker med så formørkede sind skulle udvise nogen form for hensynsfuldhed over for almindelige, dødelige? De anklager hvem som helst. De hvide hader de sorte. De sorte hader de hvide. De kristne taler ondt om muslimerne, og muslimerne taler ondt om de kristne. Enhver elsker sin egen religion, sit eget land, sine egne former for tilbedelse, sine egne ritualer og sig selv. Denne kærlighed medfører, at mennesket priser den religion, han selv bekender sig til, og at han nedgør andre trosretninger. Skønt alle disse tilbøjeligheder vedrører forholdet til Gud, kan den slags impulser og tilskyndelser kun klassificeres som Malina Vasana'er, som urene Vasana'er.
Det er nødvendigt at udøve Japa og Dhyana, der fylder hjertet med en altfavnende og universel Atmajnana, for at blive fri af disse usle og nedrige tilbøjeligheder, der er helt gennemtrængt af uvidenhed. Da forsvinder disse begrænsende impulser. De forvandles og forædles til hellige Vasana'er. Det er i sandhed forunderligt, at mennesket ikke gør alt, hvad der står i hans magt, for at få fjernet disse urene Vasana'er, thi de resulterer udelukkende i lidelse, sorg og trængsler. Disse instinkter og impulser fører ham bag lyset og får ham til at tro og føle, at han er på rette vej, og at denne vej fører til den sande Lykke. Det er grunden til, at han har modvilje mod at gøre sig fri af dem, og derfor holder han fast ved dem. Der ville blive mere lys i hans indre, dersom han læste nogle gode åndelige bøger. Han kunne i det mindste prøve at forstå essensen af Sastra'erne. Der er utallige Sastra'er, og livet er for kort til at studere dem alle. Der er også for mange forhindringer forbundet med at forstå alle disse Sastra'er til bunds. Hvad gavner det dig at studere intetsigende bøger og kedelige skrifter eller at lære om forskellige former for tilbedelse, dersom du ikke praktiserer det, du lærer? Det er spild af tid. Det er også et udtryk for Malina Vasana, hvis man bruger al sin tid til at studere, og man ikke praktiserer det, man har lært. Det bør fordømmes.
Hør her! Bharadwaja studerede Veda'erne i tre på hinanden følgende liv. Da han påny blev født, genoptog han sine studier. Nu opsøgte Indra ham, og Indra underviste ham i Brahmavidya og indviede ham tillige i den hemmelighed, der fører til Frelse. Da lagde Bharadwaja bøgerne til side og holdt inde med sine studier, og han begyndte nu med stor energi og koncentration at udøve Dhyana. Derefter virkeliggjorde han Atma. Husk derfor på, at den slags studier er en formålsløs beskæftigelse, dersom du ikke tilegner dig essensen af det, du studerer, og fører den ud i praksis. Det er ikke nogen god vane at føle trang til at fordybe sig i læsning og studium af alle mulige emner. Engang opsøgte den hellige mand, Durvasa, Siva medbringende et stort læs åndelige bøger. Narada sagde, at Durvasa mindede ham om et æsel, der jo er et pakdyr, og at for stærke tilknytninger til bøger i sig selv er en Durvasana, en dårlig vane. "Selv om man slæber rundt på utallige bøger, der omhandler alle mulige videnskaber, og selv om man måske tillige har studeret dem alle, så er det helt umuligt at forstå deres budskab, dersom man ikke fører deres lære ud i livet. At være stolt af sin lærdom er i sig selv en Malina Vasana. Det er udtryk for grådighedens Vasana." Durvasa blev klar over sin fejltagelse, da han havde lyttet til denne vejledning. Han smed straks alle bøgerne i havet og fordybede sig i Dhyana, i meditation. Læg mærke til, at de vise anser Dhyana for at være altafgørende i bestræbelsen for at opnå den fuldkomne Visdom!
Det er ikke muligt at lære Atma at kende ved at studere de forskellige Sastra'er. Det er heller ikke muligt ved at tilegne sig lærdom, ved at udvikle og forfine sit intellekt eller ved at føre dialektisk argumentation. Det er ikke muligt at lære Atma at kende ved hjælp af disse metoder. Svethakethu, der var søn af Uddalaka, var en berømt Pandit. En dag kaldte faderen sønnen til sig og sagde, "Svethakethu, har du studeret og forstået den Sastra, der gør dig i stand til at forstå alle andre Sastra'er?" Sønnen svarede, at han ikke havde kendskab til en sådan Sastra, og at han ikke havde studeret den. Nu indviede Uddalaka ham i den helt enestående Sastra, der omhandler Brahmavidya. Gennem denne Sastra lærer man Atma at kende.
Mennesket er derfor først og fremmest nødt til at forstå, hvilke vaner, traditioner, tilbøjeligheder og holdninger sindet rummer. Først derefter kan han kontrollere det, blive herre over det og rense og udvikle sin hukommelse, sin vilje og sin forestillingsevne.
Det er sindets naturlige kendetegn, at det flagrer hid og did. Det opfører sig som vinden. Det var derfor, Arjuna fortalte Krishna følgende (Bhagavad Githa, kapitel 6, vers 34):
Chanchalam Hi Manah Krishna
Pramaathi Balavath Dridham
Thasyaaham Nigraham Manye
Vaayoriva Sudushkaram
Arjuna sagde:
Oh Krishna, sindet er meget flagrende.
Det farer afsted.
Det er meget magtfuldt,
og det er vanskeligt at opnå kontrol over det.
Hertil svarede Krishna, "Arjuna, det forholder sig, som du siger, men det kan bringes under kontrol ved hjælp af uophørlig årvågenhed, disciplin og forsagelse." Det første trin består derfor i udøvelse af Dhyana.
Du er nødt til at sætte en stopper for indre impulser og begær for at opnå kontrol over sindet. Begær ophidser sindet og får det til at strømme mod sanserne, ganske som en hund følger efter sin herre. Den stakkels Jiva bliver da indfanget i Maya's spind. Dette spindelvæv er skabt af det blændværk, sanserne skaber, og af det sind, der jager efter glæder og fornøjelser. Du er nødt til at gøre dig fri af begærenes omklamringer, holde op med at trælle for sanserne og benytte Dhyana for at undgå alle disse trængsler. Udøv Japa og Dhyana, thi da bliver du i stand til på rette måde at fremelske og udvikle din vilje, din hukommelse og din forestillingsevne. Uden Dhyana er det umuligt at blive herre over sindet. Alle andre metoder svarer til at forsøge at binde en vild og brunstig elefant med en sytråd. Du er nødt til at udøve Dhyana for at kunne forene sindet med Atma.
Du skal derfor først og fremmest selv gøre dig fri af ønsker og begær. Der findes blandt studerende og blandt dem, der lever et familieliv, nogen, der reserverer nogle få ønsker og begær til deres egen private nydelse, samtidig med at de forsager resten. Selv de, der lever et familieliv, og som udøver åndelige discipliner såsom koncentration og Dharana, har svært ved at forsage bestemte begær. De beholder disse for at kunne nyde dem i hemmelighed. De øder deres energier bort, og de kommer ikke langt med deres Sadhana. Disse åndeligt søgende glider ned ad den stige, de med stort besvær er kravlet op ad. Dhyana er til stor hjælp, når det gælder om at overvinde den form for uligevægt. Det er ikke tilstrækkeligt blot at overvinde en enkelt af sanserne. Du skal blive herre over dem alle. Det er naturligvis en meget vanskelig opgave, og du får måske lyst til at opgive det hele, men tab ikke modet. Ved hjælp af tålmodighed og udholdenhed vil det lykkes dig at nå Målet. Nogle Sadhaka'er opgiver deres disciplin, fordi de føler, at de ikke er nået så langt, som de gerne ville. Det skal du ikke gøre. Det er ikke vejen til sejr. Vær udholdende. Vær tålmodig, og sejren er din.
Det ustadige sind flagrer hid og did, men ved hjælp af regelmæssig disciplin og uophørlig udøvelse af Sadhana er det muligt at fæstne opmærksomheden på et enkelt sted. Denne tilstand benævnes Ekagratha, punktrettet opmærksomhed. Denne tilstand, hvor der kun er én tanke i sindet, benævnes tillige Dharana. En uafbrudt strøm af olie fra en beholder til en anden er et fint billede til at beskrive den mentale proces, der kaldes Dharana. Dharana forekommer at være en tilstand, der er meget vanskelig at opnå for begyndere på den åndelige vej. Det skyldes ofte, at de holder op med deres åndelige øvelser, når de har gjort visse fremskridt. De opgiver deres Sadhana, selv om de ikke har nogen fred og ro i sindet på de dage, hvor de ikke udøver nogen Sadhana. Dharana skænker mennesket guddommelig Fryd og Glæde, en altomfattende Visdom og evnen til at rette blikket indad og erkende de dybere Sandheder. Den øger menneskets opfattelsesevne og sætter ham i stand til at opnå Forening med Gud. Videnskaben om Sadhana er mere forunderlig end de tre verdener tilsammen.
Sindet er i stand til at planlægge og udføre utallige gerninger samt bevæge sig vidt omkring i den tid, det tager at blinke med øjnene. Det arbejder med en ufattelig hastighed. Det forestiller sig et eller andet og muntrer sig lidt med det, men kasserer det hurtigt til fordel for noget mere attraktivt, som det bliver optaget af og begynder at bekymre sig om.
Sadhaka'en skal hele tiden være opmærksom på, at sindet har denne tilbøjelighed. Når sindet flagrer hid og did, skal han føre det tilbage på den rette vej og til den rette genstand for opmærksomheden. Det er den korrekte udøvelse af Sadhana. Det er den rette metode til udøvelse af Dharana og Dhyana. Dersom Sadhaka'en ikke stræber efter at udvikle denne evne til punktrettet opmærksomhed, men lader sindet gøre, som det lyster, og blot følger efter, når det flagrer hid og did, så har hans Dhyana fortjent betegnelsen Markata Dhyana. Markata Dhyana betyder abekatte meditation, og den måde at meditere på er meget skadelig for åndelig udvikling.
Kort fortalt er hovedformålet med Dharana og Dhyana at sikre, at opmærksomheden flagrer hid og did så lidt som overhovedet muligt, samt at tilstræbe udvikling af evnen til punktrettet opmærksomhed. Du bør udøve din Sadhana i lang tid, mens du fastholder denne punktrettede opmærksomhed. Der er da ingen grænser for den indre fryd og glæde, du kan opleve. Hvis du for eksempel benytter et bord som meditationsobjekt, så dvæler dine tanker ved forhold såsom det træ, bordet er lavet af, bordets størrelse og mål, stilen, forarbejdningen og lignende. Du bør ikke tillade, at der opstår nogen som helst tanker, der vedrører noget som helst andet. Dersom du retter opmærksomheden mod sengen, så bliver dit sindbillede af bordet mere uklart, og det medfører tillige, at din oplevelse af sengen bliver mangelfuld. De bliver begge uklare. Din opmærksomhed skal være punktrettet. Det samme gælder, når du mediterer på Guds Form. Da skal opmærksomheden rette sig mod Formens forskellige Dele, mod Dens Skønhed og Herlighed, og alle disse billeder skal koordineres og samles til det fuldstændige billede af Gud.
Det er den rette måde at meditere på. Vedvarende udøvelse af denne form for Dhyana medfører, at en bestemt Rupa, en bestemt Form, kommer til syne. Dersom du kontemplerer på denne Form, og du oplever den dag ud og dag ind, så vil der ske det, at du opnår en tilstand, hvor denne Form forsvinder, og du glemmer dig selv. Denne tilstand benævnes Samadhi. Dersom man i denne tilstand udelukkende rummer én tanke eller følelse i sindet, så betegnes denne tilstand Savikalpasamadhi. Det er altså Samadhi med tankevirksomhed. Hvis der ikke er nogen tanke eller følelse, så opstår den tilstand, Patanjali i Rajayogasastra har givet betegnelsen Bhaavanasana. Det er en tilstand uden nogen tankevirksomhed.
Sindet er naturligvis Jada, det vil sige uden nogen form for eget liv. Ganske som vand, der jo også er uden eget liv, begynder at stråle og skinne, når det rammes af solens lys, således låner sindet også sin stråleglans fra Atma, og det fremtræder da, som om det besidder Chaithanya, bevidsthed. Buddhi genspejles i sindet, og derfor fremtræder sindet, som om det er intelligent. Sindet er i virkeligheden fuld af Ajnana, fuld af uvidenhed. Sindet stråler ikke ved egen kraft, således som det er tilfældet med Atma. Sindets lys svarer til det lys, visse insekter kan udsende. Solenes sol svarer da til den atmiske Stråleglans. Den er den højeste Form for Stråleglans. Den er den højeste Form for Lys. Den er Paramjyothi. Den er Swayamjyothi, der er betegnelsen for det Lys, der stråler og lyser ved egen Kraft.
Du skal ikke tillade, at sindet bevæger sig bort fra målet, når du udøver Dhyana. Du skal, når som helst det søger andre steder hen, lede det tilbage til den Form, du mediterer på. Til sidst kan alt blive en del af denne Form, dersom du ønsker det. Alligevel skal du i begyndelsen udelukkende anvende én Form i din meditation. Du bør ikke hver anden dag skifte fra den ene Form til den anden. Når du er i gang med at udøve Dhyana, skal du lade være med at tænke på det, du ikke bryder dig om. Du skal heller ikke lade tankerne dvæle ved noget, der smerter dig, eller som svækker din tro. Dersom den slags tanker dukker op, skal du lidt efter lidt lære at byde dem velkommen ved at være opmærksom på det gode, de indeholder. Stræb efter at erkende deres gode kvaliteter, og lad være med at tænke på deres mindre gode egenskaber.
Sanserne er ude af stand til at foretage sig noget ved egen kraft. De kan ikke fungere selvstændigt. Når du opnår kontrol over sindet, opnår du tillige kontrol over sanserne. Der er nogle, der udøver askese på sansernes plan for at opnå kontrol over sindet. De kender ikke den nødvendige, åndelige disciplin. Den virkelige, åndelige disciplin har til formål at tilintetgøre alle begær. Uanset hvor årvågen vagten er, så kan en dygtig tyv stjæle ved at benytte sig af utallige, forunderlige kneb. Uanset hvor meget du end prøver på at opnå herredømme over sanserne, så er sindet i stand til at overtale dem til at gøre, som det lyster. Læg mærke til, at den hellige mand, Viswamitra, på trods af sin askese alligevel faldt i den fælde, Indra satte for ham. Indra fristede ham med en Apsara. Der vil ske ulykker, dersom den ydre dør er lukket, men den indre dør er åben. Du kan først sove roligt, når både den ydre og den indre dør er forsvarligt låst. Da kan en tyv, uanset hvor dygtig han end er, ikke bryde ind og ødelægge noget. Sadhaka'en er derfor nødt til at opnå dette herredømme over de ydre sanser. Derefter er det nødvendigt at opnå herredømme over sindet ved hjælp af Santhi og Vairagya, indre fred og forsagelse, thi sindet er hele tiden fuldstændig opslugt af Vishaya, det vil sige af forhold, der vedrører den ydre verden. Når Sadhaka'en har udviklet disse evner, kan han opleve den virkelige Ananda, og han bliver tillige i stand til at erkende Atma's sande Swarupa. Det er grunden til, at Krishna engang fortalte Arjuna følgende, "De, der higer efter at opnå herredømme over sanserne, er nødt til at have en urokkelig tro på Mig." Sanserne søger hele tiden udad. De hungrer efter kontakt med den ydre verden. Det er derfor, den uvidende uophørligt bliver tiltrukket af den ydre verdens foreteelser. Den Sadhaka, der har udviklet sin skelneevne, og som besidder forsagelse, er derfor nødt til at skabe forhindringer på den vej, sanserne følger, når de søger udad, og han skal holde dem i ave, når de bliver for ivrige, ganske som en kusk gør, når han benytter sig af pisken og tømmerne for at styre og dirigere væddeløbshesten. Sanser, der ikke er under kontrol, forårsager store ulykker. De, der er i sansernes vold, kan ikke udøve Dhyana - ikke engang i få sekunder.
Det er absolut nødvendigt at benytte en Form, en Rupa, når man udøver Dhyana og Dharana. Selv om du måske ikke har Formen foran dig, så bør du være i stand til at forestille dig den. Det er ikke særligt svært for dem, der udøver Dharana korrekt. Der findes dog nogle, der udøver Dharana uden først at fremelske gode vaner og den rette moralske adfærd. Det er udtryk for, at man ikke har den nødvendige viden. Dharana er nødt til at benytte Satvaguna som grundlag. Man er nødt til at fjerne sindets urenheder ved at udvikle gode vaner og en god karakter. Efter denne renselsesproces kan man udøve Dharana ikke før. Det er spild af tid at forsøge at udøve Dharana uden først at have fjernet urenhederne fra sindet. Mange kendte mænd har ødelagt deres åndelige udvikling, fordi de begyndte på Dharana uden først at have udviklet de nødvendige, gode vaner.
For at kunne udøve Dharana skal man ligeledes være sikker på, at objektet for Dharana er noget, sindet holder af. Hvis man ikke sikrer sig det, kan opmærksomheden ikke forblive punktrettet, uanset hvor meget man end anstrenger sig. I begyndelsen skal du derfor benytte noget, der fylder dig med glæde. Sæt dig i den stilling, der kaldes Padmasana, og ret blikket mod næsetippen. I begyndelsen skal du blot sidde i ét minut. Derefter kan du sidde i tre minutter og nogle dage senere i seks minutter. Efter nogen tid kan du sidde i hele ni minutter. På denne måde udvikler og styrker du stille og roligt din koncentrationsevne uden at fare for hurtigt frem. Ved at følge denne metode bliver du efter nogen tid i stand til at udøve Dhyana i halve timer. Du skal blot ikke forcere. Du skal stille og roligt udvikle denne åndelige disciplin. Den rette træning vil stabilisere sindet, og du vil øge og styrke din evne til at udøve Dharana. Du er nødt til at udfolde disse anstrengelser for at opnå denne Dharana, denne punktrettede opmærksomhed. Du skal rette opmærksomheden mod Gud og holde alle andre tanker borte. Ved regelmæssigt at gennemgå denne form for træning, bliver du i stand til at fæstne opmærksomheden på Gud, der bor i dit hjerte. Det er selve målet for og fuldbyrdelsen af Dhyana.
I Yogasastra'en forklares det, at Dharana består i at kunne fæstne opmærksomheden på et givet objekt og fastholde den der uafbrudt. Det er ene og alene ved hjælp af Dharana, at Dhyana kan blive fuldbyrdet. Essensen i Dharana er punktrettet opmærksomhed. Dharana styrker din beslutsomhed, og den er et resultat af Ananda. Det er absolut nødvendigt at benytte Guds Navn, når man udøver Dhyana. Det er det eneste, der kan sikre, at man hurtigt når Målet. Du må ikke forkaste eller forandre Navnet, selv om din tro måske ikke er fuldt udviklet endnu, for hvis blot du fortsætter, vil du til sidst sejre. Dhyana giver åndelig styrke, og denne styrke holder Bhavaroga, Samsara's sygdom, på sikker afstand. Du er nødt til at undgå de forhindringer, der findes på Dhyana vejen. Disse forhindringer skyldes vrede, stolthed, indbildskhed, tilbøjelighed til at søge fejl hos andre, trang til at skade andre og lignende egenskaber. Disse tilbøjeligheder er endog aktive på det ubevidste plan, og de kan lignes ved vandstrømme i havets dyb.
Sadhaka'en skal hele tiden være påpasselig med ikke at miste besindelsen, uanset hvad der sker, thi det vil sætte hans udvikling i stå. Han skal udvikle evnen til at omfatte alle med samme kærlighed, og han skal fremelske ydmyghed. Han vil da kunne gøre sig fri af alle uønskede vaner, fordi vrede er ophav til alle former for slet adfærd. Vrede kan føre enhver på afveje, og det kan ske når som helst og på en hvilken som helst måde. Man skal derfor først og fremmest gennem regelmæssige bestræbelser forvandle denne vrede. Sadhaka'en skal være glad og taknemlig, når andre påpeger hans fejl og mangler. Han skal virkelig vise dem, der påpeger hans fejl, at han er dem taknemlig. Han skal aldrig hade dem, for det vil svare til at hade det 'gode'. Han skal elske det 'gode' og gøre sig fri af det 'onde'. Husk, at man ikke skal hade det 'onde'. Man skal gøre sig fri af det og undgå det. Det er kun dem, der gør det, der kan udvikle deres Dhyana og deres åndelige Visdom.
Indbildskhed, jalousi, rajasisk demonstration af egen fortræffelighed, vrede, behov for at søge fejl og mangler hos andre, uærlighed og lignende egenskaber er allesammen hindringer på Dhyana vejen. Selv om disse tilbøjeligheder ikke kommer synligt til udtryk, så findes de dog i sindet i latent form. Et værelse, der ikke har været i brug i lang tid, og som ikke er blevet udluftet, er ildelugtende og støvet. Det bliver først rent og beboeligt efter grundig rengøring. Det samme gælder sindet. Det er man også nødt til at holde rent, og det gør man ved hjælp af Dhyana. Sadhaka'en er nødt til at rette opmærksomheden mod sindet og grundigt undersøge dets indhold og tilstand. Han skal systematisk og lidt efter lidt fjerne de ophobede urenheder og fjerne dem ved hjælp af ret adfærd. Indbildskhed har for eksempel meget dybe rødder, og den er meget sejlivet. I det rajasiske sind danner indbildskhed utallige forgreninger, og den er til stede alle vegne. Det kan se ud som om dette træ er vissent og gået ud, men det kan meget let begynde at spire igen. Så Sadhaka'en er nødt til hele tiden at være på vagt.
Med hensyn til vrede, så er Sadhaka'en nødt til at være årvågen og påpasselig i selv de mest dagligdags situationer, dersom der er mulighed for, at de kan vække vreden i ham. Hvis han ikke tager sig i agt, er det ikke muligt for ham at udvikle sig den mindste smule. Den slags personer er nødt til at fremelske en ydmyg og kærlig personlighed, thi da vil de slette karakteregenskaber forsvinde. Der er Sadhaka'er, der bliver aldeles rasende, når andre bliver opmærksom på deres dårlige egenskaber og påpeger dem. Det gør blot det hele endnu værre! Sadhaka'en skal altid rette opmærksomheden indad. Hvis han tillader sindet at søge ud i den ydre verden, har han ikke mulighed for at erkende sine egne fejl. Det er stolthed, der forhindrer denne indre opmærksomhed, og udforskningen af sindet bliver vanskeliggjort. Dersom Sadhaka'en længes efter at nå Målet, er han nødt til at udvise taknemlighed over for dem, der påpeger hans fejl. Hvis han gør det, udvikler han sig meget hurtigt i sin Dhyana. Han skal endvidere stræbe efter ikke at begå de fejl igen.
Det er hårdt arbejde at gøre sig fri af stolthed og Ahamkara, selvkærlighed, thi det nuværende liv er blevet formet helt tilbage i tidernes morgen. Alle og enhver har i umindelige tider ladet sindet gøre, som det lyster. Derfor er det nu meget vanskeligt at ændre sindets tillærte adfærd og at lære det en ny form for adfærd. Den, der er fuld af Aham, elsker at have andre under sig. Han er ikke enig med andre om, at dette forhold også er et udtryk for en binding, for det er jo ikke ham, der har fremsat den påstand. Den slags mennesker ser alt gennem briller, der er farvet af selviskhed og selvglæde. De er aldrig i tvivl om, at 'mine ord er sande', at 'min mening er den rigtige' og at 'jeg opfører mig korrekt'. Den form for adfærd er meget skadelig for Sadhaka'er. En Sadhaka skal hele tiden være glad for at modtage positiv kritik samt råd og vejledning, uanset hvem denne hjælp måtte komme fra.
Sadhaka'en skal endvidere så lidt som muligt deltage i diskussion og argumentation, thi den slags resulterer kun i rivalisering, der igen medfører hadefulde skænderier og hævnlystne slagsmål. Lad være med at stræbe efter denne verdens agtelse. Lad være med at blive vred eller føle dig ydmyget, dersom denne verden ikke påskønner dig og dine fortræffeligheder. Ddersom du hører til dem, der higer efter åndelig Fuldbyrdelse, er du først og fremmest nødt til at fremelske denne holdning. Du bør ikke blive glad og lykkelig, når du bliver rost, for da går du i en skæbnesvanger fælde, der kan lede dig på afveje, og som kan bringe din udvikling i fare.
Du er nødt til at forvandle dine mentale tilbøjeligheder og vaner. Du skal fremelske evnen til aldrig at skade andre. Stræb efter at forstå dem, at udvikle din medfølelse for dem og at udøve gode gerninger. Lær at betragte fornærmelser og kritik, som om de var fortjenstmedaljer, du bliver tildelt. Du skal virkelig anstrenge dig for at udvikle evnen til at udvise venlighed over for hvem som helst, og det uanset hvem de er, eller hvad de gør.
Det er nødvendigt at besidde indre fryd og glæde for at udvikle din Dhyana og Dharana, men mangt og meget lægger hindringer i vejen for denne lykkelige tilstand. Du er derfor nødt til at bede med stor inderlighed for at undgå disse forhindringer. Anvendelse og gentagelse af Mantra'er vil være til stor hjælp. I Dvapara Yuga sagde Krishna, "Mathchinthanath Sarva Durgaani Mathprasaadaath Tharishyathi." Det betyder: 'Når du begynder at fæstne din opmærksomhed på Mig, vil Min Nåde få alle forstyrrende tanker til at falde til ro.'
Du er nødt til nøje at følge den disciplin, der er foreskrevet for udøvelse af Dhyana. Ordet Dhyana betyder 'disciplin'. Du er nødt til at være regelmæssig, disciplineret og stabil, når du udøver Dhyana. Dersom du følger denne vejledning, du vil meget hurtigt opnå resultater. Dhyana udgør den bedste form for behandling mod Bhavaroga, mod Samsara sygdommen, men man er desuden nødt til at anvende et andet lægemiddel som supplement. Tilfredshed er navnet på dette lægemiddel. Livet fyldes med lys og glæde, når sindet udvikler denne tilfredshed.
Der står tre vogtere ved indgangen til Moksha og Sakshathkara. De undersøger dine kvalifikationer. Disse tre vogtere hedder: Santhi, Santhosha og Vichara. Santhi er indre fred og harmoni, Santhosha er indre tilfredshed samt fryd og glæde, og Vichara er skelneevnen. Dersom du udvikler venskab med blot én af disse vogtere, vil også de andre to hjælpe dig med at komme ind. Den første, du møder, er Santhosha. Du bliver opfyldt af Thripthi, når du udvikler venskab med Santhosha. Tilfredshed er den vigtigste kilde til fryd og glæde, og den er den allermest værdifulde egenskab. Den er mere værd end et kongerige.
Dersom du ikke besidder tilfredshed, vil Kama og Lobha udvikle sig faretruende, og de vil overmande din skelneevne. Ønsker og begær udvikler sig let til grådighed, og denne grådighed udarter sig til nærighed og sanseligt begær. De medfører, at du flakker hid og did i en vanvittig jagt efter flygtige sansemæssige glæder. Er det under disse omstændigheder muligt at udvikle din koncentrationsevne? Og er det overhovedet muligt at udøve Dhyana uden denne evne? Du kan ikke udvikle din guddommelighed, din Daivam, uden at udøve Dhyana. Du skal i stedet råde og vejlede dette sind, der med lynets hast flyver hid og did. Du skal sige, "Kære sind. Du må ikke skubbe mig ud i den fysiske verdens rivende strøm. Denne strøm er dannet af sansemæssige ønsker og begær, og den vil undergrave mit liv. Led mig i stedet hjem til Gud. Før mig til Ham." Gør dig fri af alle andre ønsker og begær. Vær altid tilfreds, og ret udelukkende din opmærksomhed mod Guds Form og Guds Navn. Når du anvender Guds Navn og Guds Form i din Dhyana, udvikler du sand Santhi og ægte Santhosha.
Denne tilfredshed vil ikke føre til, at du blot sidder med hænderne i skødet. Husk det! Denne tilfredshed kendetegner dem, der lever fuldkommen Satvisk. Den medfører, at tankerne uafbrudt dvæler ved Gud. Den beskytter dig mod de trængsler og vanskeligheder, der følger af at søge at tilfredsstille meningsløse, selviske behov, thi den medfører, at du anvender alle dine muligheder for at nå ædle, ophøjede mål. Det tilfredse menneske vil desuden være sanddru, og han vil derfor leve i ubrydeligt fællesskab med Atma. Det betyder, at han kan være fordybet i Dhyana i lang tid uden at behøve hvile og uden at blive træt. Dhyana er det eneste middel, der kan modvirke de mentale aktiviteter, der vælder frem, og som følger tusind forskellige retninger. Der findes overhovedet intet andet middel.
Koncentrationsevnen er en meget værdifuld egenskab. Du skal være opmærksom på sindets luner, på hvorledes det flagrer hid og did, og hvad det er, det søger efter. Du skal ved hjælp af Dhyana stille og roligt lære sindet at falde til ro og udvikle den rette adfærd.
Lad være med at bekymre dig over, at de omstændigheder, du lever under, måske ikke er de bedste. Selvfølgelig kan stedet have visse mangler, og det er måske ikke ideelt, men det gavner dig ikke at løbe væk fra alt det. Du kan overvinde disse forhindringer ved at træne dit eget sind. Bliv, hvor du er, og bed til Gud. Bed Gud fylde dig med Sine Tanker og Sit Udsyn, thi da bliver du i stand til at ignorere de vanskelige forhold, du lever under. Lad være med at tænke på fysiske bekvemmeligheder, thi de er ikke nødvendigvis gavnlige for din udøvelse af Dhyana. Det er bedre, at du lærer at føle dig godt tilpas, uanset hvor du befinder dig. Vær opfyldt af fryd og glæde, hvor du end er. Det er den rette vej. Fryd dig over den indre verden, og tilbed der Herren, du har valgt som dit Mål. Gør dig fri af alle fejl og mangler i dine omgivelser, hvad enten de er naturligt til stede der eller menneskeskabte. Du vil da aldrig kede dig, uanset hvor du er, og da er der ingen steder, der vil få dig til at føle væmmelse.
Stolthed er en modbydelig brist. Så snart, du mærker det mindste til denne sygdom, skal du gøre alt, hvad du kan, for at blive af med den. Det gør du ved at finde et sted, hvor du kan være alene, og der fordybe dig i Dhyana. Det er farligt at udsætte disse forholdsregler. Husk det ordsprog, der siger: "Det er for sent at kaste brønden til, når ulykken er sket." Husk det og skynd dig. Dhyana stilner det urolige sind, fjerner dets urenheder og fylder det med fryd og glæde. Der findes mange mennesker, også mange højtuddannede, der ikke benytter den tid, der er blevet dem tilmålt, til at stræbe efter bestemte, udvalgte mål. Deres liv kan derfor lignes ved et skib, der uden kompas og anker befinder sig ude på det stormfulde hav. De bliver trukket hid og did af modsat rettede idealer og mål. De lægger øre til alle mulige meninger. Deres liv ender i fiasko og går til spilde, fordi de på grund af uvidenhed og frygt siger én ting, men gør noget andet. Dhyana vil fremelske deres målrettethed, deres mod og deres visdom. Du er nødt til at være opmærksom på, hvilke følelser der opstår i sindet, og sørge for at rense og helliggøre dem. Disse følelser kan opdeles i tre kategorier: de satviske, de rajasiske og de tamasiske. Du skal gøre dig fri af de rajasiske og de tamasiske følelser, og det gør du ved hjælp af Dhyana.
Dhyanamarga vil tilintetgøre din Ajnana. Den skænker dig Forening med Gud. Den skænker Brahmaikyatha.