34
Taler
om
Bhagavad Gita
af
Bhagavan Sri Sathya Sai Baba

[01:01] I denne verden findes der mange former for viden og kundskab. De omfatter tillige musik, billedhuggerkunst, maleri, dans og så videre. Alt dette kommer ind under betegnelsen verdslig viden. Ud over og oven over alt dette findes kundskaben om Selvet. Den kaldes Atmavidya, den er den højeste form for viden.

[01:02] De materielle kunstarter: Billedhuggerkunst, maleri, musik og dans kan ikke give dig varig fred og lykke. Udelukkende ved at lære Selvet at kende kan du opnå vedvarende fred og lykke. Shankara siger i sangen Bhaja Govinda, "Når døden nærmer sig, vil grammatikkens regler ikke kunne hjælpe dig." Det er udelukkende viden om Selvet, der kan give dig den evige fred, du higer efter.

[01:03] Viden om Selvet og viden om Brahmam er én og samme viden. Denne guddommelige viden vil sætte dig i stand til at forstå og indse Enheden i al forskelligheden. Den vil give dig den udødelighed, du søger efter. Det er gennem åndelig udvikling, du opnår denne højeste form for viden. Hvad er grundlaget for denne viden? Grundlaget er sindets renhed. Man kan rense sit sind ved hjælp af handlinger, det vil sige ved hjælp af Karma. Du skal udføre Nithya Karma, søge Sathsanga, gode menneskers selskab, og i øvrigt opføre dig ordentligt og anstændigt. Nithya Karma er betegnelsen for de handlinger, der er baseret på evnen til at skelne mellem det foranderlige og det uforanderlige, mellem det, der er skadeligt, og det, der er gavnligt for den åndelige udvikling. Det kan også kaldes Karma at læse de hellige skrifter såsom Bhagavatha'en, Ramayana'en og Upanishad'erne. Sådanne Karma'er kaldes i Shastra'erne for Sath Karma'er, gode handlinger.

[01:04] En person, der har studeret, og som besidder verdslig viden, kan være en stor Pundit, en lærd person, eller en fremragende pædagog, men titler og akademiske præstationer giver ham ikke visdom. Han er nødt til at erkende Brahmam, for at blive virkeligt viis og for at fjerne sorgen fra sit hjerte. Mennesket kan ikke blive fri for sorgen på nogen anden måde. Atmavidya, som er kendskab til Selvet, vil gøre det muligt for dig at transcendere alle lidelser, og den vil gøre dig fuldkommen lykkelig. Når du først er gennemtrængt af Atmavidya, så vil du være evigt lyksalig. Hvem fortjener at lære denne Atmavidya? Fortjener børn at lære denne viden, eller skal den forbeholdes de voksne? Bør den udelukkende gives til mænd, eller er kvinder også berettigede til at modtage den? Sandheden er, at alle er berettigede til at lære denne højeste form for viden.

[01:05] En person kan blive berømt og få tilfredsstillet sine verdslige ambitioner ved at få en verdslig uddannelse, men ved at erkende Atma vil han gøre sig fortjent til Guds Nåde og vinde Guds Nåde. Han vil opnå den fuldkomne lyksalighed. Opnåelse af denne viden er uafhængig af s social status, af tro, hudfarve og køn. Hvilken kaste tilhørte Valmiki? I hvilken familie blev Narada født? Hvilke rigdomme havde Kuchela? Herren kommer til den, der er Ham hengiven. Han ser på hjertet, ikke på den ydre status. Rukmini viste os, at et Tulsiblad kan veje mere end Herren, og at det kan binde Ham, når blot det er blevet ofret til Ham med hengivenhed.

[01:06] Kærlighedens filosofi har en betydningsfuld placering i menneskets liv. Herren Krishna sagde, "Det er de hengivne, der tjener Mig med kærlig hengivenhed, der er Mig kærest." Dette betyder dog ikke, at du skal ignorere verdslig viden. Selv når du tilegner dig verdslig viden, skal du sørge for at gøre det med omhu. Man skal have tillid til sig selv, tillid til, at man på tilfredsstillende vis vil være i stand til at spille den rolle, man har påtaget sig i dette liv. Vivekananda sagde, "Tillid til og tro på sig selv og på Gud er hemmeligheden bag al ædelmodighed og storhed." Styrk først din selvtillid. Det vil sige, at du skal tro på din egen iboende Guddommelighed. Verdslig viden kan give dig føde og husly, hvorimod Premavidya vil skænke dig erkendelse af Virkeligheden. Du vil dog ikke komme til erkendelse af det Evige, dersom du ikke besidder en eller anden form for verdslig viden. Du skal ikke være skødesløs med hensyn til verdslig viden. Du er tillige nødt til at udvikle dig kulturelt, samtidig med at du fremelsker åndelig viden. Valmiki og Vyasa havde begge stor verdslig viden. Dengang de levede, så alle og enhver op til dem. De forfattede hellige bøger såsom Ramayana'en og Mahabharatha'en. Disse hellige mænd havde betydelig verdslig viden. Hvordan skulle de ellers kunne have skrevet disse fremragende Purana'er?

[01:07] Alt i denne verden kommer fra Gud. Hvad kan du ofre til Ham, når alting kommer fra Ham? Det eneste, du kan give Ham, er kærlighed. Det er det eneste, Han forventer af dig. Det er derfor, en berømt digter sang.

[01:08] "Elskede Gud. Du er den altgennemtrængende Virkelighed. Hele Universet er opfyldt af Dig. Hvordan skulle jeg kunne bygge et tempel til Dig? Din Stråleglans er som tusinde Sole. Hvordan skulle jeg kunne ofre et lille lys til Dig? Du er den indre Virkelighed i alle væsener. Hvordan skulle jeg kunne give Dig et bestemt Navn? Brahmanda, hele Universet findes i Din mave. Hvordan skulle jeg kunne ofre føde til Dig? Det eneste, jeg kan give Dig, er min kærlighed. Jeg kan tømme mig selv i Dig, Du som er Kærlighedens Ocean."

[01:09] Man tildeler Herren et Navn og en Form for menneskets skyld, men i virkeligheden har Han ikke nogen Form. Herren iklæder Sig en Form for at gøre det muligt for mennesket at tilbede Ham, at føle ærefrygt og ærbødighed for Ham og fremelske kærlighed til Ham, og for at mennesket kan få opfyldt sine længslers Mål.

[01:10] Ramakrishna Paramahamsa havde ikke nogen verdslig uddannelse. Han var faktisk analfabet, men hans sind var altid opslugt af at tilbede den guddommelige Moder, samtidig med at hans hjerte strømmede over af kærlighed. Han var ikke interesseret i nogen anden form for uddannelse. Han viede hele sit liv til tilbedelse af den guddommelige Moder og levede for kun fem rupi'er om måneden. Det var alt, han havde brug for til alle sine fornødenheder. Skønt han ikke havde nogen særlig verdslig viden, så æres han i dag over hele verden, og overalt kan man finde Ramakrishna Math'er. Han agtes overalt.

[01:11] Det forholder sig på samme måde med landevejsrøveren Ratnakara. Han blev til den berømte Valmiki på grund af sin kærlighed til Gud. Prahlada var søn af en dæmon, men på trods af dette blev han som følge af sin kærlighed til Gud til en strålende, ren sjæl. Ved at gentage Rama's navn blev Hanuman berømt, og Hanuman æres og tilbedes over hele Bharath. Jatayu var en fugl og ven med Rama's Far, Dasharatha. På grund af sin store kærlighed til Rama forenedes Jatayu ved sin død med det guddommelige Princip. Social status, tro, køn og andre forskelle er i forbindelse med hengivenhed til Gud uden nogen form for betydning. Alle er lige kvalificerede.

[01:12] Det tolvte kapitel i Bhagavad Gita er det allervigtigste. Det er derfor, vi er begyndt med det. Bhakthi er andet og mere end blot at gentage Guds Navn, det vil sige Japa. Det er hengivenhed. Det er en evig og ren kærlighed til Gud. Den er fuldstændig uselvisk og uden nogen mangler. Den er ren, uforanderlig og evig. Denne guddommelige kærlighed skal vi til stadighed udvise i vor dagligdag.

[01:13] Dog må du først vide, hvem du er. Er du kroppen? Hvis du er kroppen, hvordan kan det så være, at du siger, "Dette er min krop?" Du må være noget andet end kroppen, siden du kalder den 'min krop'. Når du siger 'mit hjerte', så må det betyde, at du er noget end dit hjerte. Dit hjerte er en ting, du besidder. Du er ejeren. I daglig tale siger man, "Det er min broder, min søster, mit sind, min krop og mit intellekt." Ordet 'min' er det, der går igen, den faste bestanddel i alle disse udsagn. Det sande 'jeg', hvorfra dette 'min' kommer, er i virkeligheden den inderste bevidsthed i alt og alle. Det er den guddommelige bevidsthed, Chaithanya. Den er altgennemtrængende. Den er ved siden af dig, rundt omkring dig, under dig, over dig og inden i dig. Du er i sandhed Den.

[01:14] Denne Chaithanya er til stede overalt og i alting i hele verden. For at erkende dette, må opmærksomheden imidlertid rettes indad. Du må søge indad og blive klar over, hvem du er. Neti, Neti, Neti. Det vil sige, jeg er ikke det, jeg er ikke det, jeg er ikke det Jeg er ikke sindet, jeg er ikke kroppen, ej heller er jeg intellektet. Hvem er jeg da? Så dukker svaret op. Aham, Aham (Jeg er, jeg er).

[01:15] Dette er den rette vej at følge for at opnå Selvrealisation. Denne vej er kærlighedens vej, den er hengivenhedens vej. Der er ingen anden måde at nå Gud på. Hvor du end ser, så ser du den Kvalitetløse iklædt kvaliteter. Gud er til stede overalt. Men medmindre du gør brug af navn og form, så kan du ikke begribe det, der er uden kvaliteter og uden form. Narayana er til stede overalt, men før du kan nå til erkendelse af det, er du nødt til at fremelske kærlighed og hengivenhed til det formfulde Aspekt af Gud. Derfor begynder du på Bhakthi-vejens nederste trin og tilbeder Gud ved hjælp af et Navn og en Form. Lidt efter lidt stiger du højere op. Du vender din opmærksomhed bort fra den ydre verden og tilbeder den Formløse, indtil du til sidst erkender din egen Virkelighed og opnår Selvrealisation.

[01:16] Vi kan ikke få en frugt uden først at have haft en blomst. Selvrealisationens vej kan lignes ved det, der sker, når blomsten udvikler sig til den umodne frugt og derefter senere bliver til den modne frugt. I blomster-tilstanden er metoden og vejen Karma Marga, handlingens vej. Blomstens udvikling til den umodne frugt kan lignes ved Bhakthi Marga, hengivenhedens vej. Når frugten modnes og bliver fuld af Rasa, visdommens søde nektar, så bliver vejen til Jnana Marga, selverkendelsens vej. Karma-blomsten har nu på dette stade gennemgået en forvandling ved hjælp af kærlighed og hengivenhed og er blevet til visdommens søde frugt.

[01:17] Karma, handling, og Upasana, tilbedelse, vil føre dig til Vairagya, ikke-tilknytning, og til Jnana, sand visdom. Du skal derfor, samtidig med at du tilbeder Gud, tillige være aktiv, det vil sige udføre Karma. Du skal dog have den holdning, at du gør alt af kærlighed til Gud og ofrer alt til Ham.

[01:18] Så længe du befinder dig i denne verden, er du nødt til at tilegne dig verdslig viden og anvende det, du har lært. Handlinger er meget vigtige for mennesker. Det er ved hjælp af arbejde og aktiviteter, du lærer at skabe overensstemmelse mellem tanke, ord og handling. Højtudviklede personer som Mahatma'er, besidder altid enhed i tanke, ord og handling. I begyndelsen vil du hige efter frugten af dine handlinger. I starten kan du ikke udføre Nishkama Karma, fordi du stadig har ønsker og begær. Senere vil du udvikle uselviskhed og være 'ligeglad' med de resultater, dine handlinger medfører. På denne måde vil dit arbejde og dine handlinger lidt efter lidt blive forvandlet til tilbedelse. Formålet med alle dine handlinger vil da være at vinde Guds Kærlighed.

[01:19] Det Guddommelige er en Helhed, en Enhed. Denne absolutte Virkelighed har imidlertid fået tildelt forskellige navne og former. "Der er udelukkende én Sandhed, men de vise har givet Den mange navne." Herren er en Enhed, men Han er blevet til de mange. Et nyfødt barn kaldes et spædbarn. Ti år senere kaldes det en dreng. Når han er tredive år gammel, kaldes han en mand, og når han er 75 år gammel, så kalder vi ham bedstefar. Alle disse personer er dog én og den samme. Virkeligheden er en Enhed og den Samme. For at blive i stand til at erkende denne udvikling af den Ene til de mange, alt mens Den stadig bevarer Sin Enhed, så er du nødt til at træne uafbrudt. Du har først opnået noget virkelig værdifuldt, når du er i stand til at erkende den Enhed, der er grundlaget for alle foranderlige navne og former.

[01:20] Du skal først og fremmest i hjertet forstå meningen med Bhagavad Gita. Hvad er essensen i Bhagavad Gita's budskab? Karma, aktivitet, er der nogle, der siger. Bhakthi, hengivenhed, er der andre, der svarer. Jnana, sand visdom, er der igen andre, der siger. Alle disse meninger er udelukkende halve sandheder. Du er nødt til at erkende hele Sandheden for til fulde at forstå menneskets sande natur. Du kender ikke hele personen, hvis du blot ser fødderne. Bhagavad Gita begynder med ordene 'Dharmakshetra Kurukshetra'. Den begynder altså med ordet Dharma. Det sidste vers i Gita'en slutter med ordet Mama, min. Hvis vi forener disse to ord, får vi Mamadharma, min Karma. Dette begreb er essensen af den filosofi eller lære, som Gita'en indeholder. Den forkynder, at man skal gøre alt, hvad der er menneskeligt muligt, for at opfylde sine forpligtelser.

[01:21] De studerende skal forberede sig grundigt til lektionerne. Fædre og mødre skal opfylde deres forpligtelser. Sanyasi'er skal leve i overensstemmelse med det løfte, de har afgivet. Alle er efter bedste evne nødt til at udføre deres pligter. Der vil da ikke længere herske forvirring, og der vil ikke være nogen elendighed. Arjuna var nødt til at gøre sin pligt på slagmarken. Men han var fuld af tilknytninger og selvbedrag, og han var derfor ulykkelig. Herren Krishna forklarede Arjuna, hvordan han kunne befri sig for tilknytninger og selvbedrag. Da Krishna var færdig med at vejlede Arjuna, spurgte Han Arjuna, "Er dine tilknytninger og selvbedrag forsvundet?" Arjuna svarede, "Ethvert selvbedrag er nu forsvundet."

[01:22] Så længe du er underkastet selvbedrag, så længe er du bundet, ufri. Moksha har intet med verdslige nydelser at gøre. Den kan ikke lignes ved en god lejlighed eller en magelig stol. Den består i tilintetgørelse af selvbedrag og tilknytninger. Du skal udføre dine pligter til fuldkommenhed og være et ideal for andre. Lær disse vers fra Gita'en at kende, og lev i overensstemmelse med deres budskab. Du vil da blive velsignet med Guds Nåde. Mange hengivne spilder tiden. Fra i dag skal du forbedre dig. Spild ikke tiden. Tid er Gud. Lær hver dag et vers udenad, og når du gentager det, så tænk over den dybere mening. Når du har forstået den, så skal du anvende den i dagligdagen. Kun på denne måde kan du opnå den højeste grad af fuldkommenhed, der er det sande menneskes kendetegn.

[01:23] Fra i morgen skal du altid have Bhagavad Gita med dig og bruge den regelmæssigt.

Kapitel 2: Bhakthi Yoga - hengivenhedens vej til Gud

[02:01] Gita Acharya har erklæret, "Hvem som helst, der søger tilflugt hos Mig og fuldt og helt overgiver sig til Mig, vil få alle sine synder forladt. Han vil blive beskyttet mod al modgang."

[02:02] De aspiranter, der ønsker åndelig fremgang, skal værdsætte og bevare denne erklæring dybt i deres hjerte og trofast følge den vej, der fører til fuldstændig overgivelse til Herren. På den måde vil de nå livets Mål.

[02:03] Guds Kraft og Magt er Umålelig og Ubegrænset. Når vi ser os omkring i denne verden, ser vi en kolossal variation. Den skyldes Maya, det vil sige illusion, selvbedrag. Det grove aspekt af Universet, der er synligt for det menneskelige øje, betegnes med ordet Bhuthakasha. Det er blot et udtryk for en meget lille del af Guds ubegrænsede Formåen. En brøkdel af Herrens Fod er i stand til at dække alle disse verdener. Det er derfor umuligt at fatte Herrens Storhed og Herlighed. I Veda'erne siges det, at Gud gennemtrænger hele Universet, både det grove og det finere, men at der trods det er tre fjerdedele af Gud tilbage eller udenfor. Bhakthi Yoga fortæller os, at Gud er Allestedsnærværende, og at der ikke er noget sted, hvor Han ikke er til stede.

[02:04] Du skal prøve at forstå det Princip, som denne verden er en manifestation af. Månen er nogle få hundrede tusinde kilometer borte fra Jorden, og Solen er nogle få hundrede millioner kilometer borte. Stjernerne er milliarder og milliarder af kilometer væk. Alle disse stjerner samt Solen og Månen er en del af Bhuthakasha, Universets grove, fysiske form. Bhuthakasha, der er så ufatteligt stort, udgør kun en lille del af Chitthakasha, det finere, mentale aspekt af Universet. I Chitthakasha er Bhuthakasha kun af størrelse som et atom. Chitthakasha, der, når det sammenlignes med Bhuthakasha, er enormt stort, er i sig selv meget småt, når det sammenlignes med Chidaakasha. Chidaakasha er betegnelsen for det kausale princip, der er ophav til såvel de grove som de finere aspekter i Universet. Bhuthakasha, Chitthakasha og Chidaakasha, det grove, det finere og det kausale, er så enorme og ubeskrivelige, at det i Veda'erne siges, at ord ikke formår a forklare eller beskrive dem. De ligger uden for menneskets forestillingsevne og hinsides den menneskelige forstands fatteevne. Men ud over og på den anden side af disse findes det guddommelige Princip. Det benævnes Mahakarana Swarupa, den oprindelige Årsag.

[02:05] Det guddommelige Princip transcenderer alle Universets aspekter: Det grove eller fysiske, det finere eller mentale og det kausale. Man skal gøre en indsats for at prøve at forstå det guddommelige Princip. Det er ikke muligt for almindelige mennesker at forstå denne overvældende sandhed. Gud er hinsides Bhuthakasha, Chitthakasha og Chidaakasha. Dog hersker Han som Herre over alle disse verdener. Han er Herre over al tid: Fortid, nutid og fremtid. Mennesket, der kun har fået begrænsede evner, oplever, at det er umuligt at forstå det guddommelige Princip. I den forbindelse er Bhakthi Yoga den letteste vej at følge. Denne Yoga består af tre dele.

[02:06] Den første kaldes Matkarma Pratham, der betyder: Du skal først og fremmest arbejde for Mig. Du må forstå, at hvad du end udfører eller arbejder med i denne fysiske verden, så er det noget, der er direkte forbundet med selve Herren. Alle de aktiviteter, du udfører, foregår i og er en del af denne verden, og Gud er her den højeste Hersker. Derfor fortæller Bhakthi Yoga, at du først og fremmest må huske på, at hvad du end foretager dig, så er det noget, der er forbundet med Gud, og udelukkende med Gud.

[02:07] Den anden del af Bhakthi Yoga kaldes for Matparam, der betyder: Udelukkende for Mig. Du udfører ikke alt dette for din egen skyld. Indtil nu har du udelukkende tænkt på dig selv. Men hvem er du? Krishna sagde, "Det er Mig, der stråler i dig." Begrebet 'jeg' udstråler fra selveste Atma. Begrebet 'jeg' hører ikke til kroppen. Det er i familie med Atma. Det 'jeg', som du forbinder med dig selv, er en genspejling af Atma. Derfor skal dette ord 'jeg' ikke forbindes med kroppen eller med sindet eller med intellektet eller med forestillingsevnen. Dette ord 'jeg', der transcenderer kroppen, sindet og intellektet, skal udelukkende sættes i forbindelse med Atma. Hvad du end har gjort, så har det været for at glæde og tilfredsstille Atma. Da du ikke har været i stand til at erkende dette forhold, så er du blevet indfanget og ført bort af selvbedraget. Gita Acharya sagde, "Hvad du end gør, så gør det for Mig. For at gøre Mig tilfreds. Vær Mit redskab. Erkend først og fremmest, at du gør alting for at tjene Mig."

[02:08] Den tredje del af Bhakthi Yoga benævnes Matbhaktham, der betyder: Vær udelukkende Mig hengiven. Du skal prøve at forstå den skjulte mening og de dybereliggende sandheder i dette påbud. Hengivenhed er kærlighedens genspejling. Den følelse, som man benævner kærlighed, har sit udspring i Atma. Kærlighed er en anden betegnelse for Atma. Kærlighed har ikke noget med verdslige forhold at gøre. Du skal forstå, at kærlighedens princip blot er en anden benævnelse for ordet hengivenhed. Hvad der end sker, så skal dette kærlighedens princip stråle ud fra hjertets centrum. Under disse omstændigheder skal alt det, du tænker, siger og gør udelukkende tænkes, siges og gøres for at glæde og behage Gud. Dette indebærer da, at det, du gør, gør du ene og alene for at behage og glæde Gud.

[02:09] Når du er vågen, kan det være, du tror, at du gør alting for din krops skyld. Når du sover, hvem sover du da for? Når du sover, vil din krop få en smule hvile, og dit sind vil få en smule fred og ro. Hvem er det, der modtager den hvile og den fred, som du nyder, når du sover? Du sover og glæder dig over roen og freden for jeg'ets skyld, og af kærlighed til jeg'et. Dette 'jeg', som du gør alt dette for, er det 'jeg', der udstråler fra Atma. Alle aktiviteter såsom at sove, spise, hvile sig og så videre udføres ene og alene for Atma.

[02:10] Da Yajnavalkya forklarede sin hustru Maitreya disse sandheder, fortalte han om de skjulte sandheder, der ligger bag menneskets forskellige tilhørsforhold. "For hvis skyld elsker du mig?" spurgte han og fortsatte, "En hustru elsker ikke sin mand for dennes skyld. Hun elsker ham for sin egen skyld. Man er tilbøjelig til at tro, at en moder elsker sit barn for barnets skyld, men det er ikke rigtigt. Hun elsker barnet for sin egen skyld. Det siges også, at Guru'en, læreren, elsker Sishya'en, studenten, men læreren elsker ikke studenten for dennes skyld, han elsker ham for sin egen skyld." Det er den indre, skjulte sandhed bag alle de Sadhana'er, der findes i verden. De hengivne elsker Gud, men de elsker ikke Gud ubetinget. De elsker Ham for deres egen skyld. Men her støder man på en meget vigtig, subtil sandhed. Gud elsker de hengivne for deres skyld og ikke af nogen anden grund. Grunden er den, at Han ikke oplever nogen forskelle eller nogen følelse af, at dette er Hans, og dette er andres. Der, hvor der er en følelse af egenart og selviskhed, vil der opstå problemer i forbindelse med følelsen af 'jeg-hed' og 'min-hed'.

[02:11] Gud er Umanifesteret. Han har ikke nogen individualitet eller selviskhed. Han har ikke nogen følelse af, at dette er 'mit', og dette tilhører andre. Derfor har den hengivne fået disse tre aspekter af Bhakthi Yoga at arbejde med: Matkarma Pratham, Matparam og Matbhaktham. De er blevet givet for den hengivnes skyld for at hjælpe ham i hans Sadhana, så han kan nå Målet.

[02:12] Desværre er menneskets evner dog så begrænsede, at han ikke er stand til at fatte de højere sandheder bag disse udtalelser. Hvis en person ønsker at blive kølet lidt af, så kan han benytte en håndvifte til at fremkalde lidt kølende luft. Under en cyklon, derimod, vil havet komme i oprør, og selv store træer vil blive rykket op med rode. Den smule luft, du får fra en håndvifte, er meget begrænset, men Guds Kraft er Ubegrænset. Den er i sandhed af gigantiske dimensioner. Lad os se på nogle andre eksempler. Når vi trækker vand op af en brønd, så får vi ikke store mængder op, men når det øsregner, så vil små vandløb blive til brusende floder, og floder og have vil oversvømme landet. Dette er et udtryk for Guds ubegrænsede Kraft, mens billedet med brønden er et udtryk for menneskets begrænsede formåen. Lad os tage et andet eksempel. Du ønsker lys i stuen, og du kan da tænde et stearinlys eller tænde det elektriske lys, men ved solopgang vil hele byen og hele landet blive oplyst af Solen. Det lys, som du har tændt, er meget svagt i forhold til Solens overdådigt strålende lys, der skinner overalt. Det er et billede på Guds Kraft, mens lyset du får fra lampen eller stearinlyset er et billede på menneskets kraft og formåen.

[02:13] Hvordan kan du opnå denne ubegrænsede Kraft, som Gud er? Hvorledes kan menneskets begrænsede formåen blive forvandlet til Guds ubegrænsede Formåen? Metoden kan betegnes med ordet 'overgivelse'. Herren har erklæret, "Jeg vil tilintetgøre alle dine synder. Jeg vil løfte dig op til det højeste Stade, som er Mit, til selveste Brahmapadam."

[02:14] Bhuthakasha er den grove fysiske verden, som du ser med dine fysiske øjne. Når denne grove verden, Bhuthakasha, danner et billede i sindet, kaldes den Chitthakasha. Indeholdt i Chitthakasha findes Chidaakasha, den kausale verden, der er den fineste og mest subtile verden. Den ubegrænsede Herre, der er hinsides alle disse verdener, iklæder Sig nu formen af et lille atom i denne Chidaakasha. Den vidunderlige sandhed er, at den ubegrænsede og almægtige Gud tillader Sig at blive indesluttet dybt i den hengivnes hjerte. Her følger en smuk historie, der beskriver dette forhold.

[02:15] Engang opsøgte den hellige Narada Narayana for at få Narayana's Darshan. Narayana spurgte, "Narada, er du blevet i stand til at erkende og identificere hemmeligheden ved Bhuthakasha? Hvad mener du, er det vigtigste blandt de fem elementer, de fem sanser og de fem livsånder? Du kender de fem elementer: Jord, vand, ild, luft og rum. De er knyttede til lugte-, smags-, syns-, føle- og høresansen. Hvilket af dem er det vigtigste?"

[02:16] Narada tænkte sig om et øjeblik og svarede derpå, "Herre, det vigtigste er Jorden." Narayana spurgte da, "Hvorfor tror du, at Jorden er det vigtigste? Tre fjerdedele af Jorden er dækket af vand, og kun én fjerdedel er land. Denne store jord bliver opslugt af vandet. Hvad er størst? Det, der sluger, eller det, der bliver opslugt?" Narada indrømmede, at vandet er det største, fordi det har opslugt Jorden. Narayana fortsatte med at spørge, "Men den hellige Agasthya drak hele havet i én slurk. Tror du, Agasthya er den største, eller er havet større?" Narada svarede, "Ja, Swami, så er Agasthya uden tvivl størst." Narayana fortsatte imidlertid, "En så stor personlighed som Agasthya er nu blot en lille stjerne på himlen. Hvad mener du er størst? Er det himlen eller stjernen Agasthya?" Narada svarede, "Swami, himlen er klart større end Agasthya." Så sagde Narayana, "Herren er i stand til at dække himlen og Jorden med Sin ene Fod. Er da Guds Fod eller himlen størst?" "Guds Fod er bestemt størst," svarede Narada. "Hvis Hans Fod alene er så stor, hvad så med Hans ubegrænsede Form?" spurgte Narayana. Nu mente Narada, at han var nået til den endelige konklusion. "Ja, Herren er den største af alle i alle verdener," svarede han triumferende. Men Narayana havde endnu et spørgsmål, "Hvad mener du om den hengivne, der har været i stand til at indsætte den mægtige Gud i sit hjerte? Er den hengivne størst, eller er Gud størst?" spurgte Narayana. Narada måtte nødtvungent indrømme, at den hengivne er endnu større end Gud.

[02:17] Den kraft, der skal til for at binde Gud, er derfor inden for alle hengivnes rækkevidde. Hvad en hvilken som helst kraft end formår at udrette, så er det, der kan fastholde og binde den, endnu mægtigere. Gud er blevet bundet med kærlighedens reb. Det er derfor blevet sagt, at man ved at følge Bhakthi Marga, hengivenhedens vej, kan binde Gud og holde Ham indespærret i sit hjerte.

[02:18] Hvis du tager en vanddråbe fra havet og lægger den på tungen eller holder den i hånden, så syner den dråbe ikke af meget. Putter du dråben tilbage i havet, så bliver den samme dråbe en del af det ubegrænsede ocean. Dersom menneskets lidenhed forenes med Herrens kolossale Styrke, så kan mennesket blive Ubegrænset og Almægtigt. Den bestemte proces, der forener Gud og mennesket, kaldes Bhakthi Marga, hengivenhedens vej.

[02:19] Men mennesket har ikke været i stand til at forstå Gud, der er så mægtig, og som er hele skabelsens Herre. Se blot, hvordan mennesket opfører sig i dag. Han er parat til at bukke og skrabe for en underordnet kommunal funktionær eller statsembedsmand. Men det samme menneske er ikke i stand til at udvise ydmyghed og respekt for den almægtige, kosmiske Personlighed, for selveste Gud. Gud, der er det mest betydningsfulde i hele skabelsen, er ikke blevet ordentligt behandlet. Grunden er den, at mennesket ikke er i stand til at erkende sandheden bag Guds Skabelse.

[02:20] Uvidende sjæle er tilbøjelige til at følge de små smutveje. Man ville aldrig vælge den forkerte vej, dersom man havde erkendt, at alting er en del af det Guddommelige. Hvis du har et ønsketræ på gårdspladsen, hvorfor så søge efter en lille, ubetydelig blomst ude på marken? Hvorfor gå ud for at købe mælk, når du har den himmelske ko i stalden? Du ville aldrig blive indfanget af den slags trivielle gøremål, dersom du var i stand til at erkende de ubegrænsede goder, du opnår ved at eje den himmelske ko.

[02:21] Selv små ting ser for små 'sjæle' ud til at være store. Det siges, at man får det, man fortjener. Tænk i små baner, og resultatet bliver derefter. Du føler dig tiltrukket af en meget ubetydelig ting, fordi dine evner er ubetydelige. Men sandheden er dog, at din formåen er ubegrænset. Du bliver en ubetydelig person, fordi du hele tiden identificerer dig med kroppen. Hold op med at tænke, Aham Dehasmi, jeg er kroppen. Tænk i stedet, Aham Jivasmi, jeg er Jiva'en. Det vil sige en gnist af det Guddommelige. På denne måde kan du udvikle dig fra Dwaitha-tilstanden, det vil sige fra oplevelsen af den dualistiske verden, til Vishishtadwaitha-tilstanden. Vishishtadwaitha er en betegnelse for kvalificeret ikke-dualisme. Fra følelsen af Aham Jivasmi skal du gå videre til Aham Brahmasmi. Fra oplevelsen af kvalificeret ikke-dualisme skal du fortsætte, til du erkender Adwaitha, det vil sige den rene ikke-dualisme. Aham Dehasmi, jeg er kroppen, er en oplevelse af dualisme. Denne dualisme er sorgens fødested. Så længe du er opslugt af dualiteternes verden, så længe er alting sorg og lidelse. Hvis du derimod identificerer dig med Atma, så vil alting være til lykke og glæde. Du skal derfor højne din indstilling til verden og identificere dig med Atma og holde op med denne falske krops-identifikation. Denne metode kaldes Upasana, tilbedelse. Bala Raja har forklaret, at Upasana betyder: At sidde tæt ved. Det betyder dog ikke, at det eneste, du behøver, er at sidde nær ved. Frøen sidder på lotusblomsten, men illustrerer det begrebet Upasana? Det er intet værd blot at sidde nogen nær. Man skal også være dem kær. Man må være i stand til at suge honningen til sig. At være Ham fysisk nær betyder ikke nødvendigvis, at du også er Ham kær.

[02:22] Dine naboer bor måske meget tæt på dig. Alligevel bekymrer du dig ikke meget om de problemer, vanskeligheder eller sorger, dine naboer måtte have. Til sammenligning hermed, så bliver du bekymret, hvis du for eksempel ikke hver uge får brev fra din bror, mand eller søn, der er i Amerika. I sidstnævnte tilfælde er kroppen langt borte, men trods dette bringes den til at være dig nær og kær på grund af din kærlighed. Forholdet til naboerne er ikke fyldt med den samme kærlighed, skønt de lever meget nærmere. At være Herren fysisk nær skal falde sammen med at være Herren kær. Der er måske mange rotter og myrer i huset, men er de dine venner? Nej! Du er nødt til at fremelske kærlighed, samtidig med du er Herren nær. Upasana vedrører det at være Ham nær, samtidig med at man er Ham kær.

[02:23] Hvad kan du opnå ved at være Ham nær og kær? Når du sidder i nærheden af en lampe, så sidder du i lyset, og det kan være dig en hjælp til at udføre mange nyttige ting. Sidder du i nærheden af en luftkøler, kan du få glæde af den kølige luft. De gener, som varmen forårsagede, vil nu forsvinde. Den fjerner noget og giver dig noget andet. Sidder du i nærheden af et ildsted, så er du skærmet mod den kulde, som måske har generet dig. Dersom du er tæt på Herren, så vil du modtage alle de gode kvaliteter, som Gud legemliggør. Alle dine dårlige egenskaber vil hurtigt forsvinde. Blot det at være Herren nær og kær vil gøre det muligt for dig at nyde godt af Hans Indflydelse, Hans Kvaliteter og Hans Kærlighed.

[02:24] Upavasanam, der betyder at faste, kan også betyde at være nær Herren og leve nær Herren. Dersom du ikke fatter meningen bag disse høje begreber, så vil du komme på afveje og begå fejltagelser. I vore dage hævder nogle, at man faster, hvis man ikke spiser ris, men i stedet spiser Dosa'er, bananer eller lignende. På Ekadasi dagen er der nogle, der faster, og i stedet for ris spiser de søde sager som for eksempel Upma og Halwa. Det gør de, fordi de jo faster og derfor ikke må spise ris. Kan det kaldes at faste? Sandheden om faste er, at den er en meget hellig disciplin, men folk misbruger den i dag på en tarvelig måde. Dit legeme er Guds Tempel. Tag som sådan vare på det. Du skal ikke tillade, at det udsættes for lidelse eller kommer til skade. Når du tager vare på din krop, så må du ikke glemme, at det er Gud, der bor i den. Du skal anvende kærlighedens princip, som du har i dig, til at komme nærmere og nærmere Gud. Den letteste måde at nærme sig Gud på er altid at have Ham med, i alt hvad du ser, i alt hvad du siger, og i alt hvad du gør. Tænk altid på Gud, og på hvordan du kan komme Ham nærmere. Hengivenhedens vej består ikke blot i at elske Gud, men også i at gøre det, der behager Gud.

[02:25] Der er en del færdigheder, der er vigtige i forbindelse med hengivenhed. Du skal møde ros og ris, varme og kulde, vinding og tab, glæde og sorg, ære og vanære og alle mulige andre sæt af modsætninger med samme sind. Bliv ikke nedtrykt, når du bliver kritiseret. Bliv ikke opstemt, når du bliver rost. Lad være med at blive opstemt, når du vinder, eller nedtrykt, når du taber. Mød såvel varme som kulde med sindsligevægt, med den samme holdning. De kan begge være os en kilde til glæde. Om vinteren holder du varmen ved at gå med uldent tøj. Om sommeren er lette klæder sundere og mere gavnlige for os. Disse omskiftelser er gavnlige for os. De er på ingen måde skadelige. Sommetider glæder vi os over kulden, til andre tider giver varmen os glæde. Varme og kulde bringer begge udelukkende glæde. Om vi får gavn og glæde af dem afhænger af den måde, vi bruger dem på. Om sommeren er du glad for kølighed. Hvis du kommer tæt på ilden, vil du få det ubehageligt. Hvad enten du oplever vinding eller tab, varme eller kulde, så skal du forstå, at alle disse modsætninger og alt andet i verden er noget, der er gavnligt. Alting er skabt af Gud med et formål for øje. Men du skal kunne anvende alle disse ting på en måde, der passer til dit liv og svarer til dit udviklingstrin.

[02:26] Det er den rene galskab at give et bæger af guld til et lille barn eller en kniv til en rasende person. Man skal give det kostbare bæger af guld til en person, der er i stand til at værdsætte det. Den, der forstår og kender til brugen af disse ting, vil kunne glæde sig over dem. Det forholder sig på samme måde med den, der kender værdien af hengivenhed. Han vil bruge hengivenheden til at fylde sig selv og andre med den rene glæde. Man skal ikke genere andre eller skabe vanskeligheder for andre. Ægte kærlighed vil aldrig skabe problemer for nogen som helst. Den vil aldrig forlede nogen til at hade nogen anden. Gita'en erklærer, "Adveshta Sarva Bhutanam (Nær ikke had eller fjendskab mod nogen eller noget i hele verden)." Hvis du skaber vanskeligheder for andre, samtidig med at du som en papegøje gentager, "Kærlighed, kærlighed, kærlighed," så er det ikke Bhakthi, ikke hengivenhed, du er opfyldt af.

[02:27] For at blive helt opfyldt af kærlighed og hengivenhed er du nødt til at fremelske disse og udtrykke dem på en sådan måde, at du altid er parat til at udføre Herrens Befalinger. Det er derfor, Krishna sagde til Arjuna, "Gør som Jeg befaler!" Arjuna følte sig nedslået og modløs, men efter at have lyttet til Herren kastede han sig for Hans fødder og sagde, "Herre, jeg er Din discipel. Lær mig, hvad der er godt for mig. Jeg overgiver mig til Dig." Indtil da havde Krishna og Arjuna behandlet hinanden som svogre. Men Arjuna blev en hengiven, så snart han havde sagt, "Jeg vil gøre, som Du siger. Jeg vil udføre Dine befalinger." Denne forvandling foregik i Arjuna's sind. Han gennemgik en holdningsændring fra at være svoger til at være discipel med Herren som Lærer. Denne mentale transformation er absolut nødvendig for en hengiven. Gennemgår du ikke denne forvandling, så er det ligegyldigt, hvor megen hengivenhed du har, eller hvor tæt du er på Herren. Det vil alt sammen være frugtesløst og nytteløst for dig.

[02:28] Vær også opmærksom på tidsfaktoren, når du udfører dine pligter. Bevar din sunde fornuft og forvis dig om, at det, du foretager dig, er gavnligt, og at det passer til lejligheden.

[02:29] Disse vers fra Gita'en skal ikke udelukkende gentages, når taleren fremsiger dem. Du skal lære dem udenad og være i stand til at fremsige dem når som helst. Jeg kan når som helst finde på at bede en hvilken som helst elev om at fremsige et vers. Først når du anvender dem og forstår dem til fulde, vil alle dine bekymringer og sorger forsvinde. Dersom du ikke forstår meningen og blot lærer disse vers udenad, så risikerer du at forøge dine sorger og bekymringer.

Kapitel 3: Fra det der har form til det Formløse

[03:01] Gita Acharya har erklæret, "Den, der stedse er Mig hengiven, har Jeg meget kær." Mennesket har høstet mange slags frugt i denne verden. Han har erhvervet sig rigdom, guld og fast ejendom. Han har opnået ære, berømmelse og prestige. I Bhagavad Gita påvises det i det tolvte kapitel, der handler om Bhakthi Yoga, at alle disse ting er flygtige. Det, du skal stræbe efter i denne verden, er at opnå Guds Kærlighed. Det er denne guddommelige kærlighed, der er usædvanlig. Den er uvurderlig. Den har ikke nogen pris. Du er nødt til at finde ud af, hvordan du kan vinde Guds dyrebare Kærlighed. Hvordan gør du dig fortjent til den? Hvilken vej skal du følge? Hvilken metode kan sikre dig Guds Kærlighed?

[03:02] Når man sår nogle frø, kan man ikke forvente at få en god afgrøde uden først at fjerne ukrudtet og forberede jorden ordentligt. Det forholder sig på samme måde med dit hjertes ager. Fjerner du ikke først selviskhedens dårlige egenskaber, så vil du overhovedet ikke være i stand til at få nogen god afgrøde. Det fortæller Bhagavad Gita os. Den siger, at det ukrudt, der først og fremmest skal fjernes fra hjertets ager, er tilknytning til kroppen og identifikation med kroppen. Du tror måske, at du elsker Gud, men blot det at have den slags tanker vil ikke gavne dig. Det er som at så gode frø på en gold og uopdyrket jord. Det allervigtigste er at finde ud af, om Gud elsker dig. Din hengivenhed vil ikke gavne dig meget, selv om du elsker Gud, hvis Gud ikke elsker dig. Hvordan kan du da vinde Guds Kærlighed? Svaret på det spørgsmål findes i det kapitel, der handler om Bhakthi Yoga. Bhakthi Yoga betyder altid at være forenet med Gud. Bhakthi Yoga lærer dig udholdenhed og fast beslutsomhed. Den lærer dig altid at være tilfreds.

[03:03] Der er stor forskel mellem det at være tilfreds, som kaldes Trupthi, og den sande glæde og tilfredshed, der betegnes Santrupthi. For at forstå dette kan vi tage eksemplet med Kirtan og Sankirtan.

[03:04] Kirtan er sang, der udelukkende kommer fra munden, hvorimod Sankirtan er en altomfattende sang, en holistisk form for musik. Sankirtan er musik, der kommer fra hjertets dyb. Den udtrykkes med stor glæde og strømmer frit og spontant uden frygt. Forholdet mellem Trupthi og Santrupthi er det samme som forholdet mellem Kirtan og Sankirtan. Den tilfredshed, du kan få fra verden omkring dig, kaldes Trupthi. Trupthi er de forbigående glæder, som genstande og foreteelser kan give os i denne tilsyneladende virkelige verden. Santrupthi er ligesom Sankirtan. Den er den sande glæde, der kommer fra hjertets dyb. Den er i familie med Sandheden. Den udtrykker Enheden og er uforanderlig. Den er løsrevet fra alle flygtige, verdslige bekymringer. Santrupthi kan ikke undergå nogen forandring. Der er intet, der kan forøge den sande glæde. Den er i sig selv fuldstændig og hel.

[03:05] Den dybere mening bag alt dette er, at den hengivne ikke skal lade sig rive med af de verdslige ting eller tillægge dem nogen særlig betydning. Han skal kontrollere sindets luner og fremelske mental stabilitet. Santrupthi er den sande glæde. Den er beslægtet med sindsligevægt. Det er den form for sindsligevægt, der er den samme, hvad enten man sejrer eller lider nederlag, om der opnås vinding eller tab, eller man møder glæde eller sorg. Derfor er hengivenhed, Santrupthi, knyttet til en urokkelig kærlighed og tilfredshed, og denne Santrupthi har intet at gøre med de ting, der, som tiden går, stadighed undergår forandringer. Den hengivne skal tage imod og acceptere det, han får, som var det en gave fra Gud. Han skal nyde det med stor glæde og betragte det som en kærlighedens gave, der bliver givet ham til hans eget bedste. Det hjerte, der omfatter alt og alle med samme kærlighed, besidder den sande glæde, Santrupthi.

[03:06] I virkeligheden er det helt naturligt for mennesket at være i besiddelse af udholdenhed, mod og beslutsomhed. Et menneske vil udvise disse kvaliteter på mange forskellige måder. Der er nogle, der gør brug af disse færdigheder, når de bestiger bjerge. Den samme form for mod og eventyrlyst bliver udvist af dem, der krydser et ocean. Andre igen vil bruge deres mod til at rejse gennem en vild jungle. Og atter andre vil udvise mod og beslutsomhed, når det gælder om at købe fast ejendom, samle sig rigdom og tjene penge. Der er nogle, der udviser tapperhed og mod, men som bruger disse færdigheder på en hensynsløs måde. De glemmer fuldstændigt alle menneskets og det Guddommeliges ædle egenskaber og antager i stedet dæmoniske kvaliteter. Det afhænger helt af den enkelte, om denne fasthed og beslutsomhed bliver brugt til noget godt eller til noget dårligt.

[03:07] Før Ratnakara blev Valmiki, brugte han al sit mod, al sin dygtighed og beslutsomhed på en ond måde. Fordi Ratnakara mødte de Syv Hellige, og fordi han fulgte deres undervisning, lykkedes det ham at forandre sig selv. Han brugte sin stærke vilje og sine gode evner til gode formål, idet han besluttede sig for uophørligt at gentage Guds Navn. Det varede ikke længe, før han uafbrudt havde Rama Nama på sin tunge. Han blev forfatter til Ramayana'en. Mennesket skal derfor ikke bruge sin beslutsomhed og udholdenhed til at udføre slette handlinger, ja ikke engang til almindelige verdslige ting. Han skal i stedet bruge dem på at vinde Guds Nåde. Når han vinder Guds Nåde, fremelsker han nogle enestående kvaliteter.

[03:08] Der er i Bhakthi Yoga detaljeret gjort rede for tilbedelsen af Gud med Kvaliteter og Gud uden Kvaliteter. I Bhagavad Gita er disse to former for tilbedelse, der betegnes henholdsvis Saguna Upasana og Nirguna Upasana, blevet sammenholdt. De kaldes også for Saakara og Niraakara. De bliver her sammenlignet for at få fastslået, hvilken af de to metoder, der er den bedste, letteste og sikreste. I Gita'en erklæres det, at det er umuligt at nå til Nirguna og Niraakara Aspektet, den kvalitet- og formløse Tilstand, uden først at have tilbedt Gud med Form og Kvaliteter, det vil sige gennem Saguna og Saakara Aspektet. Man vil ikke være i stand til at nå det kvalitet- og formløse Højeste, så længe man er knyttet til kroppen og derfor opslugt af kropsbevidstheden. Man vil først opnå de nødvendige kvalifikationer til at tilbede den kvalitetløse Tilstand, Nirguna, når man har overvundet sin tilknytning til kroppen, til verden samt alle andre former for tilknytninger. Så længe den enkelte identificerer sig med kroppen og tror, han har en bestemt form, så længe vil han ikke være i stand til at nå det kvalitetløse Aspekt af Gud. Det samme erklærede Herren Krishna. Krishna sagde, "Så længe, man bliver ved med at identificere sig med kroppen, vil man ikke være i stand til at nå hinsides Guds formfulde Aspekt."

[03:09] En Sadhaka, en åndelig aspirant, en hengiven, skal i starten tilbede Gud med Kvaliteter, det vil sige, han skal tilbede en bestemt Inkarnation, en bestemt Form af Gud. Han vil da senere efter at have fulgt den vej i nogen tid være i stand til at udøve Nirguna og Niraakara Upasana, altså tilbedelse af det formløse Aspekt af den Højeste. Der er nogen, der mener, det er muligt at tilbede Vishwarupaakara, Guds universelle Form. Men selv det er tilbedelse af en form.

[03:10] Vishwaswarupa, verdens formen, svarer til Bhuthakasha, og Vishwaviratswarupa svarer til Chitthakasha. Det, der transcenderer disse to, er Chidaakasha. Når du er vågen, er påvirkningen fra sindet og sanserne meget stærk. Når du drømmer, påvirker sanserne dig måske ikke, men det gør sindet. I den dybe søvntilstand, Sushupthi, der er den kausale tilstand, vil også sindet blive opløst. Bhuthakasha, der er formernes verden, er forbundet med sanserne. Chitthakasha betegner den sindstilstand, der er forbundet med drømmetilstanden. I Sushupthi-tilstanden er der hverken noget sind eller nogen sanser. Denne tilstand er knyttet til Chidaakasha. Det er udelukkende i Sushupthi-tilstanden, når både sindet og sanserne er inaktive, at det er muligt at opleve Nirguna og Niraakara, de kvalitet- og formløse Aspekter af Gud.

[03:11] Du kan ikke blive ved med udelukkende at basere dine erfaringer på Saakara. Både Saakara og Niraakara, det manifesterede guddommelige Princip med Navn og Form såvel som det formløse Princip, er uundværlige for Sadhaka'en. De er som fuglens to vinger eller som menneskets to ben. Saakara og Niraakara er de to vinger eller de to ben. De to ben, formens ben og det formløses ben, fører dig til målet, ved at du sætter det ene ben foran det andet. Det forreste ben støttes og styrkes af det bageste. Det er vigtigt at forstå, at Saakara udelukkende er forbigående, og at Niraakara er permanent. Lad Mig illustrere det med et eksempel.

[03:12] Her i Prasanthi Nilayam's tempel sidder der omkring tusind mennesker og lytter til dette foredrag om Gita'en. Denne oplevelse varer måske et par timer. Swami er også til stede her sammen med de hengivne. Oplevelsen er knyttet til et bestemt tidspunkt og bestemte aktiviteter, men den selv samme oplevelse kan genopleves, når du er kommet hjem. Når som helst, du ønsker at tænke på den, så vil den være til stede i din Chitthakasha, i dit sind - alle de tusind hengivne, Swami, templet i Prasanthi Nilayam og foredraget. I din vågne bevidsthedstilstand og for dit ydre syn kan du nu se alle dem, der sidder her i templet.

[03:13] Hvad er det, der sker, når du derhjemme tænker på denne oplevelse? Svaret er, at Prasanthi Nilayam da vil være i dit hjerte. Du har været her i Prasanthi Nilayam i én time, men dit ophold her kan blive til en permanent oplevelse for dig, når du er taget herfra og tænker på den i Chitthakasha. Denne oplevelse i den vågne tilstand, i Bhuthakasha, skaber varige spor i Chitthakasha. Hvis du ikke først havde oplevet denne Akarathathwa, den formfulde tilstand, Saakara, så havde du ikke i dit hjerte kunnet få et permanent aftryk, som du senere kan genopleve i sindet, uden du behøver kunne se Swami's fysiske form eller være fysisk til stede i templet.

[03:14] Det forholder sig på samme måde med oplevelsen af Gud. Når du først har oplevet Gud som Saakara og Saguna, så vil du helt sikkert senere være i stand til at opleve Gud som Nirguna og Niraakara.

[03:15] Dersom du vil lære et barn ordet 'stol', og du udelukkende udtaler ordet 'stol', så er det uklart for barnet, hvad ordet 'stol' betyder eller henfører til. Dersom du i stedet viser ham en stol og beder ham se grundigt på den, samtidig med at du gentager ordet 'stol', så vil han senere huske både ordet 'stol' og den form, han har oplevet. Han vil da senere selv kunne anvende ordet 'stol', når han ser formen. En bestemt stols form er forgængelig. Stolen vil undergå forandring, men ordet 'stol' og den abstrakte form, det repræsenterer, er uforanderlig. Dersom man ikke oplever den foranderlige form, vil man ikke kunne lære det uforanderlige ord og begreb 'stol' at kende.

[03:16] Man lærer det Uforanderlige, Akshara, at kende ved hjælp af det foranderlige, Kshara. Det er derfor, du er nødt til at forbinde Gud med en bestemt Form for at kunne forstå Gud. Det gør vi, skønt det Guddommelige i virkeligheden er Formløst, Niraakara. I begyndelsen er der mange, der end ikke er overbeviste om, at Gud eksisterer. Det meste af tiden har disse personer et uroligt, tvivlende sind, og de spørger sig selv, "Eksisterer Gud, eller gør Han ikke? Hvad er den virkelige sandhed? Er der en Gud?" Du er nødt til at anvende en form som redskab for at komme fra den ustabile sindstilstand til en urokkelig tro. Her er endnu et eksempel.

[03:17] En eller anden kan finde på at spørge, om der er en Gud, eller der ikke er nogen Gud. Det korrekte svar vil være at finde i selve ordet 'Gud'. Dette ord ville ikke findes, dersom Gud ikke var til. Hvis Gud ikke var til, ville det ord ikke være opstået. En ting, der ikke eksisterer, kan ikke have et navn. Er der et navn, så eksisterer tingen. Derfor er ordet 'Gud' i sig selv et bevis for, at Gud eksisterer. Dette er et bæger, og vi beskriver det med ordet 'bæger'. Betydningen af og beviset for ordet 'bæger' er denne bestemte form. Ordet påviser genstandens eksistens. Et hvilket som helst objekt, der findes i denne verden, er blot et bevis for det ord, der er knyttet til det. Med hensyn til ordet stol, så er beviset stolens særlige form. Ordet og lyden i forening bliver til objektet og påviser dettes eksistens. Dersom Gud ikke var til, ville ordet 'Gud' aldrig være opstået. Det kan være, du tror, at der findes ord uden mening eller ord, der betegner noget, som ikke eksisterer. Der er for eksempel på Telugu et ord, der betyder: Blomsten fra himlen. Findes der blomster, der gror oppe i luften? Men dette er ikke noget ord. Det er et udtryk, en talemåde, en kombination af to ord. Blomster er til, og himlen er til, men kombinationen af dem, ordet 'blomster fra himlen', eksisterer ikke.

[03:18] Det er ikke muligt at forestille sig et ord, der ikke er knyttet til en genstand i denne verden. Blandt tilhørerne her er der studerende, lærere og folk med en uddannelse. Slå op i en ordbog og find selv ud af, om der til alle ordene i ordbogen findes tilsvarende objekter. Find ud af, om der findes eller ikke findes former eller objekter, der er knyttet til disse ord. I ordbogen findes ordet 'G-U-D', men hvis der ikke findes nogen Gud, hvordan kan det da være, at ordet 'G-U-D' er i ordbogen? Hvad enten du kan forstå det eller ej, hvad enten du kan opleve det eller ej, så forholder det sig således. Blot det, at et ord findes, er bevis for, at det tilhørende objekt eksisterer. Hvis der ikke fandtes en stol, så ville ordet 'stol' heller ikke eksistere. Først kommer Saakara, og senere kommer Niraakara.

[03:19] Først det kvalitet- og formfulde Princip og senere det kvalitet- og formløse Princip. Det er umuligt at nå den formløse Tilstand uden først at gå igennem tilstanden med form. Her er yderligere et eksempel.

[03:20] Dette her er en pude. Hvad er det, der er omkring denne pude? Det er et stykke klæde. Hvad er det lavet af? Bomuld. Set udefra er det et stykke klæde, og set indefra er det bomuld. Men hertil siger Swami, at både det indvendige og det udvendige udelukkende består af bomuld. Den formløse bomuld er blevet til tråd. Tråden er blevet til klæde, og dette klæde skjuler nu den formløse bomuld. Klædet er Saakara, og bomulden er Niraakara. Klædet har form, og bomulden er formløs. Fra det formløse til formen og fra formen til det formløse, er de transformationer, der udgør det Guddommelige. Vi kan ikke anvende den formløse bomuld, som den er, til en pude. Derfor omdanner vi bomulden til klæde, der dækker den formløse bomuld, der er indeni. Så længe du har kropsbevidsthed og føler, at du er kroppen, så længe er det umuligt at blive fri for denne Saakara.

[03:21] Aspektet af Gud med Form kan ifølge traditionen tilbedes på seksten forskellige måder. Denne tilbedelse tilfredsstiller den hengivne i et vist omfang. Saakara giver Trupthi, tilfredshed. Du tilbeder Formen i den ydre verden, men når du får Formen til at tage plads i dit hjerte, så kan du i dit hjerte ved hjælp af fantasiens og følelsernes blomster tilbede det formløse Aspekt. Du anvender måske rigtige blomster som for eksempel roser, morgenfruer og jasminer, så længe du tilbeder Guds formfulde Aspekt. De blomsterkranse og blomster, du bruger i denne tilbedelse, er alle forgængelige. Hvis du derimod ønsker at tilbede den formløse Gud i dit hjerte, så benytter du nogle andre blomster. Og de blomster er uforgængelige.

[03:22] Disse blomster er de otte ædle og ophøjede karakteregenskaber, som du fremelsker i dit hjerte og ofrer til Herren. Disse otte egenskaber er: Ikke-voldelighed, sanddruhed, tålmodighed, udholdenhed, kærlighed, medfølelse, godgørenhed og offervilje. Alle disse blomster er beregnet for den indre tilbedelse. Du skal fremelske og anvende disse hjertets blomster i din tilbedelse for at kunne hæve dig til et niveau, hvor du kan tilbede Niraakara, det formløse Princip.

[03:23] Gita Acharya har i det tolvte kapitel redegjort for de grundlæggende karakteregenskaber, som en Bhaktha, en sand hengiven, skal besidde. Det er de kvaliteter, han må fremelske, hvis han ønsker at blive elsket af Gud. For det første skal enhver, der ønsker at blive en hengiven, fremelske sin indre fred og faste beslutsomhed. Han skal altid være tilfreds. Han skal aldrig lade bekymringer eller nogen form for smerte få adgang til sit hjerte. I Srimad Bhagavatham fremhæves Prahlada som den ideelle hengivne, fordi han var i besiddelse af alle disse egenskaber. Prahlada, der selv var søn af dæmonernes hersker, blev pint og plaget af dæmonerne. Ligegyldigt hvilke pinsler og prøvelser, han end blev udsat for, så lod han aldrig nogen form for smerte få plads i sit hjerte. Han blev blot ved med at gentage Narayana's navn, idet han søgte tilflugt hos Ham, der var hans beskytter og frelser. Han fældede aldrig én eneste tåre under alle disse pinsler. Prahlada levede i den fuldkomne form for Yoga, det vil sige i fuldkommen forening med Gud. Skønt han havde en form og levede i sansernes verden, så tillod han ikke nogen ønsker, begær eller tilknytninger at komme ind i sit hjerte.

[03:24] Den sande hengivne skal ikke huse dårlige egenskaber såsom had, jalousi og vrede. Disse egenskaber er de største forhindringer, hengivenhed kan udsættes for. Man skal fremelske en følelse af enhed og samhørighed med alt og alle. Hvis du nærer had til nogen som helst, så hader du selveste Gud, som du tilbeder. Det er din selviskhed og din opblæste indbildskhed, der får dig til at føle uvilje mod en anden person, og som frembringer disse følelser af had, jalousi og vrede. Derfor er Gita'ens budskab 'Adveshta Sarva Bhutanam' den vigtigste formaning i Gita'en. Meningen med disse ord er: Nær ikke had eller uvilje mod noget levende væsen.

[03:25] Dersom man ikke fjerner ukrudtet og forbereder jorden til dyrkning, så vil sæden ikke give en god afgrøde. På tilsvarende måde forholder det sig med ukrudtet i dit hjerte. Fjerner du ikke det ukrudt, så vil ethvert forsøg på Sadhana være frugtesløs. Det vigtigste, du kan lære af Bhakthi Yoga er, at du ikke blot skal elske Gud, men at du skal elske alle væsener og behandle dem alle som Gud. Tilbeder man Gud, medens man samtidig skader andre, kan man ikke kaldes en hengiven. En sådan adfærd vil blot afsløre, hvor dyb ens uvidenhed er. Den slags personer vil aldrig kunne fremelske hengivenhed.

[03:26] I de kommende dage vil du lære om, hvordan en hengiven skal styrke sin tro og tillid, og hvordan han kan helliggøre sit liv ved hjælp af gode gerninger. Det er ved at fremelske disse ønskværdige egenskaber og ved at anvende dem i hverdagen, at den hengivne bliver i stand til at tiltrække sig Guds Nåde og Kærlighed.

[04:01] Den åndelige aktivitet, hengivne skal udøve, betegnes beskrives med begrebet Abhyasa Yoga, der betyder konstant og uafbrudt udøvelse af aktiviteten. Dette kan også kaldes Dhyanam, meditation. Når man følger denne disciplin, så retter man uafbrudt opmærksomheden indad, tænker på Herren og bliver forenet med Herren. Ordet Dhyanam er afledt af et sanskrit ord, der betyder at huske på Gud at ihukomme Gud. Det kan ikke kaldes meditation, når man udelukkende tænker på Herren af og til. Det er meditation, hvis man hele tiden, alle steder og i alle situationer tænker på Herren. Meditation er en stadig og uafbrudt proces.

[04:02] En hvilken som helst aktivitet, som du udfører regelmæssigt, vil være knyttet til et bestemt klokkeslæt og bestemte omstændigheder. Den vil sædvanligvis også være knyttet til en bestemt genstand. Meditation derimod er fri af alle ydre foreteelser. Den foregår uafbrudt og transcenderer fuldstændigt tid og rum. Det er derfor, det siges, at meditation er bedre end øvelser og handlinger. Men visdom er bedre end meditation [Bhagavad Gita 12:12]. Visdom er knyttet til Vicharana, grundig udforskning. Vicharana består i at undersøge og udforske objekternes grundlæggende natur, at søge ind til deres kerne. Efterhånden som man passerer gennem disse forskellige tilstande, når man til den højeste fred. Det er den vigtigste Tilstand, og den er hele menneskehedens eneste og unikke Mål.

[04:03] Der er tre tilstande eller stadier, man skal igennem, før man når Målet, den højeste fred. Først må man starte på den fase, der kaldes Jijnasu fasen. Fra Jijnasu fasen kommer man til Sadhaka fasen, og derefter når man Målet, tilstanden Arudha. For lettere at forstå dette kan vi sammenligne Jijnasu fasen med den periode, hvor man læser eller studerer. Der er her tale om en periode, hvor man søger at samle viden og information. På dette stadium søger man at udforske Guds vældige Energier og komme til erkendelse af hemmeligheden bag Gud. Man søger at forstå Thath Thwam Asi princippet. Thath Thwam Asi omhandler bestræbelsen for at komme til erkendelse af Thath, der er Det, af Thwam, der er dette, og at forene disse i den højeste Enhed.

[04:04] Sadhaka fasen består i først at erkende denne Enhed og - efter at have erkendt Den - da at anvende Den. Sadhaka perioden kan sammenlignes med de år, hvor man udøver sin profession eller sit arbejde. Er man uden uddannelse eller kvalifikationer, så kan man ikke få et arbejde. Derfor søger man i Jijnasu perioden at samle sig viden og få en uddannelse. I den næste periode, der er Sadhaka fasen, anvender man det, man har lært.

[04:05] Den næste fase, Arudha perioden, kan sammenlignes med tilværelsen som pensionist. Man opnår først pension, når man har afsluttet sin erhvervsmæssige karriere, og det er først, når man har erhvervet sig en uddannelse og opnået kvalifikationer, at man kan få beskæftigelse og starte sin karriere. De tre livsafsnit bliver således studietiden, karrieren i en profession og tilværelsen som pensionist. Det er i den sidste fase, i Arudha perioden, du er i stand til at nyde den fuldkomne ro og fred i sindet og glæde dig over hele skabelsens Enhed.

[04:06] For at opnå denne ro og fred i sindet er du nødt til at gå ind i udforskningsfasen og give afkald på alt det, der knytter dig til denne verden. Det første, Sadhaka'er nu om dage gør, er at begynde tilknytningsfasen, og derefter forsøger de at starte på udforskningsfasen. De tiltaler hinanden som 'Sai brødre og Sai søstre'. De siger, at alle er én stor Sai familie, men i virkeligheden er der ikke tale om 'søskende', men kun om 'halvsøskende'. Hvis de stræber efter at blive Sadhaka'er, samtidig med at de skaber nye verdslige tilknytninger, så kan de bedst betegnes som halvtids eller deltids hengivne. I Bhagavad Gita går den slags deltids hengivenhed ikke upåtalt hen.

[04:07] I Gita'en lægges der vægt på fuldstændig overgivelse, og tidsfaktoren er af største betydning for denne fuldstændige overgivelse. Gud er ikke bundet af tiden. Han er ikke alene ikke bundet af tiden, men Han hersker over al tid. Mennesket derimod er bundet af tiden. Gud transcenderer tiden. Mennesker er dødelige. Gud er Udødelig. Du vil først blive i stand til at transcendere tiden, når du søger tilflugt i det Guddommelige. Et af Guds Navne er Kalakala, der betyder: Tid-tid. Tiden opsluger mennesket, hvorimod Gud opsluger tiden. Det er tiden, der har ansvaret for menneskets tilbagegang eller fremgang, for hans lykke og ulykke samt for, om hans handlinger fører til gode eller dårlige resultater. I Upanishad'erne finder vi følgende bøn:

[04:08] Hele verden er på en uforklarlig måde knyttet til tiden. Det er ikke muligt at kæmpe imod tiden. Tiden venter ikke på nogen. Mennesket er nødt til at følge med tiden. Tiden følger ikke efter mennesket. Tiden kan lignes ved en mægtig flod. Alle mennesker og alt levende bliver revet med af denne tidens flod. Den, der skylles væk af denne oversvømmelse, kan ikke søge tilflugt hos noget eller nogen, der selv rives med af floden. Mennesket, såvel som det han søger tilflugt hos, bliver revet med af tidens flod. Søger du tilflugt hos nogen eller noget, der selv hvirvles med af tidens flod, så er det, som når en blind søger at følge en anden blind. Man vil derimod blive reddet, hvis man søger beskyttelse, tilflugt og hjælp hos en person, der står i sikkerhed på bredden.

[04:09] Det er Gud, der står på bredden. Gud bliver ikke opslugt af denne flod. Den, der søger tilflugt hos Gud, vil være i stand til at befri sig for alle de vanskeligheder og problemer, som tiden fører med sig. Gud har bekendtgjort princippet om overgivelse og gjort opmærksom på, hvor vigtigt det er, ved at sige følgende, "O menneske, du rives med af tidens flod. Jeg er den Eneste, der kan frelse dig. Søg tilflugt hos Mig, og Jeg skal frelse dig." Mennesket vil blive frelst, dersom han efter at have lyttet til disse ord søger tilflugt hos Gud og ofrer sig selv, sin rigdom, sine besiddelser og hele sin familie ved Hans Lotusfødder. Ved at overgive sig fuldt og helt til Gud.

[04:10] Mellem mennesket og Gud er der et stort forhæng, der er en hindring for denne overgivelse. Mennesket er forvirret og tvivlende på grund af dette forhæng og er ikke i stand til at overgive sig fuldt og helt. Dette forhæng er Maya. Maya er den illusion, der fører til vrangopfattelser og vrangforestillinger. Hvad betyder denne illusion? Maya, illusion, betegner det, der ikke eksisterer. Det er Maya at tro, at noget, der ikke eksisterer, eksisterer. Det, du tror eksisterer, eksisterer i virkeligheden ikke. Og det, du ikke tror eksisterer, eksisterer i virkeligheden. Der er udelukkende én ting, der er sand - det er Gud. Gud er en Enhed uden nogen anden.

[04:11] Denne verden, der ser ud til at bestå af mangt og meget, kan ikke være sand. Derfor eksisterer den i virkeligheden ikke. Du ser en stump tovværk og tror, at det er en slange, men der er ikke nogen slange. Du forestiller dig, at der er en slange, hvor der ikke er nogen, og derfor bliver du frygtsom og anspændt. Hvad er grunden til denne frygt? Grunden til denne frygt er, at du forestiller dig, at der eksisterer noget, der i virkeligheden ikke eksisterer. Denne bestemte følelse har ansvaret for alle dine vanskeligheder. Hvis du på baggrund af en fuldkommen bevidsthed var i stand til at se alt dette, så ville du blot se et stykke tovværk og ikke nogen slange. Så ville du være fri for al frygt. Du ville da ikke være bange for at samle tovet op og lege med det, fordi du ville være klar over, at det blot er et stykke tov.

[04:12] Du oplever en masse sorger, fordi du glemmer, at hele denne verden blot er Guds Legemliggørelse. Den er ikke det, du tror den er. Du oplever verden fra objekternes synsvinkel. Du oplever den ikke på baggrund af grundig udforskning. Dersom du betragter verden ved hjælp af den grundige udforsknings metode, så vil du se, at den blot er bevægelser eller en strøm af uafbrudte forandringer. Denne fortsatte, uafbrudte bevægelse og forandring er det grundlæggende kendetegn for denne verden af objekter og foreteelser.

[04:13] Vandet i en flod er i stadig bevægelse. Ordet Nadi, flod, betyder i virkeligheden 'noget der uafbrudt flyder'. Dette kaldes også Pravaluka Sathyam, der betyder: Den sandhed der bevæger sig eller forandrer sig. Verden er en blanding af den uforanderlige Sandhed og den usandhed, der er til stede i form af forandring. I en flod vil vandet strømme hele tiden, og floden vil derfor hele tiden være fyldt med vand. På et hvilket som helst tidspunkt og på et hvilket som helst sted langs floden, vil de enkelte vandmolekyler strømme af sted, og der vil således hele tiden komme nyt vand til. På tilsvarende måde er der en stadig strøm af liv i denne verden, fordi der hele tiden er væsener, der fødes og dør, kommer og går. Livet er Sandhed, men de levende væsener, der udgør livet, er under stadig forandring. Det er derfor, denne verden lignes ved en flod, hvor Sandheden er blevet forbundet med usandhed eller forandring.

[04:14] I Vedanta betegnes denne bestemte tilstand som Sathasath, hvilket er den blanding eller kombination, hvor både Sath, Sandhed, og Asath, usandhed, samtidig er til stede. Sadhana betegner den bestemte proces, hvormed man adskiller Sandheden fra usandheden og beholder Sandheden. Dette forhold Sathasath betegnes i Bhagavad Gita med ordene Nithya-Anithya og Kshetra-Kshetrajna. På baggrund af denne forståelse er vi nu i stand til nøjere at udforske Maya.

[04:15] Illusionen, uvidenheden, Prakrithi, naturen og verden er alle synonymer. De betegner det samme. De er alle Maya. Maya er knyttet til de tre Guna'er. Der er Maya, der får dig til at tro, at noget ikke-eksisterende eksisterer, og det er Maya, der får dig til at blive tryllebundet af dette ikke-eksisterende. Der er mange, der siger, "Brahma Sathya Jagath Mithya (Brahmam er Sand. Verden er usand)." Lad os forstå det rigtigt. Det er din opfattelse og oplevelse af verden, der er usand. Verden i sig selv er Sand. Det er Brahmam, der er grundlaget for denne Mithya-verden. Denne verden er i virkeligheden udelukkende Brahmam. I Bhagavad Gita sagde Krishna til Arjuna, "Arjuna, du har underkastet dig tiden, du har ladet dig rive med af denne strøm, og du er kommet længere og længere bort fra Mig. Overgiv dig til Mig, og alle dine sorger vil forsvinde."

[04:16] Maya kan ikke skade dig, når du er knyttet til Gud, når du er Gud nær. Her er et eksempel, der belyser dette forhold. Velhavende folk har ofte en vagthund ved indgangen til deres ejendom. Denne hund er ikke nogen almindelig hund. Den er med stor kærlighed blevet trænet af sine ejere. Denne hund gør ikke, blot fordi folk kommer forbi, men den gør, hvis nogen nærmer sig indgangen og forsøger at komme ind. Blandt de besøgende er der nogle, der vil gå deres vej, når de hører denne gøen. Men andre, der har besluttet sig for at møde husets ejer, vil derimod blive stående, og de vil højlydt kalde på ejeren. Før eller siden vil ejeren oppe fra huset se efter, hvem det er, der står nede ved porten. Når ejeren bliver klar over, at det er en ven, så vil han komme ned til porten, lukke vennen ind og følge ham ind i huset. Hunden vil ikke bide eller gø ad denne nyankomne, fordi den ved, at ejeren har givet ham lov til at komme indenfor.

[04:17] Det forholder sig på samme måde med Maya. Maya kan lignes ved hunden. Maya vogter Moksha og Ananda, frihedens og lyksalighedens hus. Hunden vil angribe den, der kommer til porten, hvis han ikke er en ven af ejeren, eller hvis han ikke har noget at gøre der. De fleste vil løbe bort, fordi de frygter, hvad hunden kan finde på. Men den, der er fast besluttet på at møde ejeren, vil ignorere hunden. Han bliver stående ved porten, påkalder sig ejerens opmærksomhed og bliver der, indtil ejeren kommer ud. Derefter går han med ham indenfor. Det er derfor udelukkende dem, der har besluttet sig for at vente, indtil ejeren dukker op, der får adgang til fredens bolig.

[04:18] Det var derfor, Krishna sagde til Arjuna, "Arjuna, du har knyttet dig til ikke så få sanseobjekter, og derfor bringer begivenhederne dig ud af fatning. Du har ikke været i stand til at udvikle din koncentrationsevne, og du har ikke formået at give Mig bolig i dit hjerte. Fortsæt dine bestræbelser, og du vil udvikle punktrettet opmærksomhed. Først når du har udviklet din evne til punktrettet opmærksomhed, bliver du i stand til at overgive dig til Mig. Hvor du end er, så tænk altid på Mig. Hvad du end foretager dig, så tænk på Mig, og udelukkende på Mig. Tænk på Mig med kærlighed, med tro og tillid. Selv når du er i krig, så tænk på Mig og kæmp. Dette er ikke nogen almindelig krig. Den strid, som du nu bliver inddraget i, er ikke en kamp mellem dig og andre mennesker. Det, du først og fremmest kommer til at kæmpe mod, er dine egne svagheder, alle dine dårlige vaner, alle dine skrøbeligheder og begrænsninger. Du skal tænke på Mig og udkæmpe denne indre krig og sejre. Husk på, det er ikke bare nogle andre mennesker, du er i krig mod. Du kæmper imod dine egne, indre sanseorganer. Bliv ved, indtil du sejrer. Fortsæt, indtil du har opnået fuldstændig kontrol over dem og behersker dem."

[04:19] Prahlada fortalte ligeledes sin far kong Hiranyakashipu, der var en mægtig dæmon, om denne indre kamp. Han sagde. "Far, du har sejret i mange krige, og du hersker over mange riger, men du har ikke været i stand til at besejre dine egne sanser. Du er blevet en mægtig konge efter at have erobret alle disse ydre riger, men først den dag, du bliver i stand til at styre dine sanser, bliver du hele Universets hersker. Hvis du bliver overvundet af dine indre sanser, hvordan skal du så kunne vinde en varig sejr over dine ydre fjender? Vinder du over dine indre fjender, så kan du let besejre dine ydre fjender." Hvornår bliver det muligt? Det bliver først muligt, når du overgiver dig til Gud. Du siger 'mine ting', 'mig', 'mit folk' og så videre. Det vil ikke være muligt for dig at overgive dig, så længe du har disse følelser. Disse forhold er alle knyttet til Bhuthakasha. Det er ikke nok, at du overvinder Bhuthakasha, du er også nødt til at opnå herredømmet over Chitthakasha, og til slut må du blive i stand til at gå ind i Chidaakasha. Når du først har overgivet dig fuldt og helt og er nået til Chidaakasha, så vil alting ske af sig selv, helt automatisk, og du behøver da ikke længere at bekymre dig om noget som helst.

[04:20] Du er selv nødt til at sørge for transport af din bagage, indtil du når jernbanestationen. Har du ingen til at hjælpe dig, så må du selv bære din bagage. Når du er stået på toget, kan du sætte bagagen fra dig, hvor du lyster. Så kan du slappe af. Bagagen giver dig da ikke flere problemer. Toget vil transportere både dig og din bagage. Men der er nogle dumrianer, der sidder i toget og bærer på deres bagage. Når du først har overgivet dig til Herren, når du ofrer alt ved Hans Lotusfødder, når du overgiver alt det, der skal gøres, og hvornår og hvordan det skal gøres, til Ham, så vil Han tage fuldkommen vare på alt. Men der må ikke være det mindste spor af selviskhed tilbage, for at man kan nå til dette niveau af overgivelse. Der skal ikke være noget tilbage af jeg-følelsen. Dette illustreres meget tydeligt af Lakshmana i Ramayana'en.

[04:21] Lad os høre, hvad der skete, da Rama, Sitha og Lakshmana nåede frem til bjerget Chithrakutha. Nu må du huske på, at Bhagavan, Herren, altid vil være i gang med en eller anden Leela. Han er den fuldkomne skuespiller. Han lider aldrig af sorg eller smerte, men det kan ske, at Han foregiver at have disse følelser. Når Gud påtager Sig et menneskes Form, så spiller Han rollen som menneske og opfører Sig sådan, som det er naturligt for mennesker at opføre sig. Gud kommer i menneskeskikkelse for at gøre det let for mennesker at møde Gud.

[04:22] På denne bestemte dag optrådte Rama, som om Han var meget træt. Han tørrede sveden af panden og sagde til Lakshmana, "Lakshmana, jeg er udmattet. Jeg tror ikke, jeg kan gå længere. Vær venlig at bygge en lille hytte her i nærheden, så vi kan hvile lidt." Lakshmana spurgte Rama, "Rama, hvor skal jeg bygge den hytte?" Rama svarede, "Det må du selv bestemme. Byg den på det sted, du finder mest velegnet." Lakshmana brød ud i klage, "Rama! Rama! Hvad har jeg gjort? Hvad er det for en fejl, jeg har? Hvilke synder har jeg begået, siden Du taler sådan til mig? Fortæl mig, hvorfor Du taler til mig på den måde."

[04:23] Rama var klar over, hvad Lakshmana følte, og han vidste derfor, hvorfor Lakshmana sagde alt dette, men for at Sitha også skulle have mulighed for at forstå dybden i Lakshmana's overgivelse, sagde Han, "Lakshmana, fortæl Mig, hvad der bekymrer dig. Fortæl Mig, hvad det er, Jeg har sagt, der piner dig sådan." Lakshmana svarede, "Jeg har opgivet alt. Min hustru, min mor, min far, mit land, alting. Jeg er taget med Dig med følelsen af, at Du er min far, at Sitha er min mor, og at det er selveste Ayodhya, hvor Du end er. Jeg er taget med for at udføre Din vilje. Jeg har tilsidesat min egen personlige vilje, og nu beder Du mig bygge en hytte og selv bestemme, hvor den skal opføres. Jeg er udelukkende optaget af, hvad Du ønsker. Jeg tænker ikke på noget andet. Hvad Du end ønsker, det vil jeg gøre. Det er min pligt at adlyde Dig. Mit eneste mål, ja i sandhed alt, hvad jeg ejer, er Dig, udelukkende Dig." Sitha erkendte dybden i Lakshmana's hengivenhed og overgivelse og bad Rama om at lindre Lakshmana's lidelse ved selv at udpege det sted, hvor hytten skulle opføres.

[04:24] Pointen i denne historie er den, at mennesket, Jiva'en, ikke skal have nogen ønsker. Alt tilhører Gud. At overgive sig betyder betingelsesløst at udføre, hvad man bliver bedt om. Det er den mening, der ligger i ordene, "Stig ombord i Mit tog, og Jeg vil tage vare på dig. Giv slip på dine ønsker og din selviskhed. Sæt bagagen fra dig, så du kan undgå lidelse og smerte." I denne sammenhæng har Krishna forklaret, hvor betydningsfuld overgivelsen er som den højeste form for hengivenhed. Når du har overgivet dig, vil du modtage Guds Nåde. Krishna's påbud, befaling og løfte lyder således, "Hvor du end befinder dig, om du lever i en storby, i en landsby, ude i skoven, oppe i himlen eller hvor som helst, så er Jeg dit tilflugtssted. Kom til Mig. Overgiv dig til Mig." Du må lære den rette måde at overgive dig på, så du bliver i stand til at helliggøre din tilværelse og nå Målet.

Kapitel 5: Kroppen og menneskets seks hovedfjender

[05:01] Gita Acharya har erklæret, "Den, der er uden nogen form for selviskhed og uden bindinger til noget materielt, og som møder glæde og sorg med samme sind, har Jeg kær."

[05:02] Det er meget vanskeligt for almindelige Sadhaka'er at være i besiddelse af en sådan sindsligevægt, at være uden selviskhed og uden tilknytninger.

[05:03] Det er nærmest umuligt for Grihastha'erne, det vil sige for dem, der lever et familieliv. De er i stand til at tilbede Gud på de 16 forskellige måder, som de hellige bøger foreskriver. Men det vil være meget svært for dem at blive af med jeg-følelsen, med følelsen af at være et særskilt individ. Hvorfor det? Fordi det er svært at fjerne selviskheden, så længe du adskiller din egen vilje fra Guds Påbud og Befalinger. Det er ikke svært at adlyde Ham, når først du har erkendt, at det Guddommelige i den enkelte person er det samme som Herrens altgennemtrængende Enhed. Når først du har erkendt, at Gud er til stede i alle legemer og i alle mennesker overalt i form af en Jyothi, i form af Lys, så bliver du i stand til at kontrollere din selviskhed og dine tilknytninger. Denne selvlysende Flamme, er til stede i alle. Den eneste Ene, der beskytter alle, er en integreret del af alles væsen.

[05:04] Fra tidernes morgen har man forsøgt at finde ud af, om Gud eksisterer. Når du er blevet overbevist om, at Gud er til, så er næste skridt at finde ud af, hvordan du når Ham. Det er i dag, som det var det i gamle dage, et alvorligt og indviklet spørgsmål at finde ud af, hvor Gud er, og hvordan du finder vej til Ham. I gamle dage aflagde talrige Rishi'er løfte om, at de ville bruge alle deres evner og alle deres bodsøvelser på at finde svaret. Efter endt udforskning erklærede de over for alverden, "Hør her menneske! Det er lykkedes for os at opleve og forstå det transcendentale Princip, der ligger hinsides dette synlige, skabte univers." Disse vismænd afslørede, hvor de havde søgt efter Gud, og hvordan det var lykkedes for dem at komme til erkendelse af Herrens Stråleglans. Det er ikke i den ydre verden eller i det ydre rum, men inden i os selv, at den iboende Gud er blevet fundet og erkendt. Han opholder Sig inden i os, i Antharatma, i den inderste sjæl, i det hellige hjerte, der findes i kroppen.

[05:05] Det er Gud selv, der bor i kroppen. Det er derfor, Gud kaldes Sariri, der betyder: Den der bor i kroppen, i Sarira'en. Sarira er en betegnelse for alt det, der forgår. Gud kaldes også for Dehi. Dehi henfører til den, der lever i Deha. Den fysiske krop kaldes Deha, hvilket er en betegnelse for det, der er blevet formet. Han benævnes også Kshetrajna, der betegner den, der kender emneområdet vedrørende kroppen, det vil sige det, der er 'dødt' og ikke kender sig selv. Du er nødt til at erkende, at Herrens prægtige Stråleglans findes i dig selv, hinsides din uvidenhed. Det er sandheden. Du er nødt til at anstrenge dig for at opdage den udødelige Herre, der bor i denne forgængelige krop. Du skal anstrenge dig for at finde Herren i de fem elementer i elementerne rum, luft, ild, vand og jord.

[05:06] Det er nødvendigt at grave dybt i jorden, hvis man ønsker at finde diamanter. De hænger ikke på træerne. På samme måde kan du også finde Gud, den mest værdifulde af alle diamanter, dybt i dit indre. Gud befinder Sig ikke et eller andet sted uden for mennesket. Du må gøre en indsats for at finde Gud inden i dig selv, og til det formål benytte dig af den viden, som åndeligt højtudviklede personligheder har skænket. De hellige bøger fortæller, at Gud bor inden i kroppen, og at Hans Form er på størrelse med en tommelfinger. Denne krop er ikke nogen almindelig krop. Den er Guds Tempel. Den er det transportmiddel, Gud er i.

[05:07] I denne verden, som kan lignes ved en stor landsby, bliver Gud ført i procession i et særligt køretøj, i kroppen. Det er derfor forkert at være ligeglad med kroppen, at ringeagte den eller anvende den på en forkert eller umoralsk måde. Denne krop er et tempel, og den må udelukkende bruges til at udføre hellige og uselviske handlinger. Man skal tage godt vare på denne krop og helliggøre den ved at udføre hellige handlinger. Kroppen er ganske vist en 'død' ting, men i denne krop lever den rene bevidsthed. Kroppen kan sammenlignes med en båd, der kan føre dig over den verdslige tilværelses ocean, over Samsara. Det har ikke været let at få denne krop. Du har opnået den som resultatet af utallige gode gerninger og utallige liv i andre former. At misbruge den nu vil være at spilde alle de fortjenester, du har erhvervet i alle disse utallige liv.

[05:08] Du har haft den usædvanlig gode skæbne at blive født som menneske. Du skal derfor anvende denne krop, denne hellige båd, der kan føre dig til dit Mål, meget omhyggeligt, således at du kan komme sikkert over Samsara-havet. I dette hav findes der frygtelige krokodiller og mange andre skrækkelige væsener, der vil kunne skade dig. Disse krokodiller, som er en trussel mod mennesket, er menneskets seks hovedfjender: Begær, vrede, grådighed, tilknytning, stolthed og misundelse. De er til stede overalt i tilværelsens bundløse ocean.

[05:09] Dette hav består af en blanding af modsætninger såsom glæde og sorg, tiltrækning og frastødning. Så længe du befinder dig på dette hav, er det meget vanskeligt at sige, hvornår du vil møde lykke, og hvornår du vil møde ulykke. Når du angribes af så mange krokodiller, så er den bedste måde at komme sikkert over dette hav den, hvor du ser og oplever enheden i alle disse forskellige objekter, i al denne tilsyneladende forskellighed. Du skal fuldt og helt tro på, at det guddommelige Princip, Gud, bor i alle væsener og i alle mennesker i form af den Flamme, der stråler ved sit eget lys. Når du erkender, at Gud er til stede i enhver, når du erkender Enheden i al forskelligheden, så er du ikke længere i stand til at hade nogen som helst. Det er derfor Gita'en erklærer, "Adveshta Sarva Bhutanam (Nær ikke had til nogen eller noget) [Bhagavad Gita 13:12]."

[05:10] Når du først har erkendt, at Gud bor i alle hjerter, så forekommer i sammenligning hermed de forskellige former for tilbedelse såsom Bhajan, Dhyanam og Japam ret ubetydelige. Det er udelukkende, så længe du er uvidende om denne sandhed om den iboende Gud, at du betragter de forskellige former for hengivenhed som værende mere betydningsfulde. Men indtil du har lært at svømme, har du dog brug for svømmebælter. Når du først har lært det, så har du ikke mere brug for sådanne hjælpemidler. Det forholder sig på samme måde med alle de forskellige ritualer. De er nødvendige, indtil du til fulde har forstået Gita'ens budskab. Alle disse ritualer vil forekomme dig at være ligegyldige, når du først har erkendt Gita'ens sødmefyldte væsen.

[05:11] I kapitlet om Bhakthi Yoga, hengivenhedens Yoga, beskrives de færdigheder, som en sand hengiven besidder. Der gøres også rede for, at det er nødvendigt at få herredømme over de seks fjender. Det er lettere sagt end gjort. Men kan det overhovedet gøres? Ja! Menneskets seks fjender overvindes let, når du erkender den sandhed, at den Ene Gud er til stede overalt i de fem elementer, og at det er Ham, der motiverer og tilskynder alle væsener. Det er først, når du erkender og oplever det, at du vil få sand glæde af alt det, du foretager dig. Ligegyldigt hvilken sød frugtsaft du drikker, så vil den smage af salt, hvis du har salt i munden. Ønsker du alene at smage sødmen, så må du spytte saltet ud og skylle munden grundigt. Når saltet er væk, kan du nyde saftens rene, ublandede sødme. Det er først, når det lykkes for dig at fjerne de dårlige egenskaber, der er blevet en del af dig, at du bliver i stand til at glæde dig over medfølelsens sødme, opofrelsens sødme, gavmildhedens sødme og sympatiens sødme. De egenskaber, der skal fjernes er: Begær, vrede, grådighed, tilknytning, stolthed og misundelse.

[05:12] Lad os til at begynde med prøve at forstå, hvad sand hengivenhed er. Bhakthi, hengivenhed, er en betegnelse for kærlighed til Gud. Ordet Bhakthi indeholder stavelsen 'Bha', der refererer til Bhagavan, og stavelsen 'Anurakthi', der betyder kærlighed. Når disse to dele forenes, opstår den sande hengivenhed, Bhakthi. Når du først har fremelsket hengivenhed, bliver du i stand til at ofre dig selv. Du vokser i kærlighed. Du vil derefter blive givet alt det, du har brug for. Kærligheden er menneskets livsånde. Man kan ikke leve uden kærlighed. Det er rigtigt, at man elsker for sit eget Selvs skyld og ikke for nogen andres skyld. Men mennesket har rettet kærligheden mod kroppen og ikke mod Selvet. Overalt i denne verden finder man sygdommen Bhavaroga. Den består i og skyldes, at man identificerer sig med kroppen.

[05:13] I denne verden møder man oftere sygelighed og sygdom, end man møder nydelser og glæder. Lad os undersøge den sygdom, der kaldes sult. Når vi giver den rette medicin, føde, så vil sygdommen forsvinde. Man plejer at sige, at det er en nydelse at spise, men føden er i virkeligheden medicin. Du tilbereder mange forskellige, velsmagende retter, og du anser deres smag for at være en nydelse, men det er dog ikke hele sandheden. Af og til blander man noget i medicinen for at søde den. Det samme sker med føden, som er medicin mod sygdommen sult. Vi spiser forskellige slags føde, men i virkeligheden er al føde blot medicin.

[05:14] Tørst er også en sygdom. Når du lider af tørst, drikker du noget køligt vand, og så er den sygdom helbredt. Det forholder sig på samme måde med menneskets seks fjender: Begær, vrede, grådighed, tilknytning, stolthed og misundelse. De er alle sygdomme, mod hvilke der findes forskellige aktiviteter, der tjener som medicin. Mennesket har længe troet, at han har haft glæde af forskellige fornøjelser, men i virkeligheden lider han af mange sygdomme. Du vil blive plaget af utallige sygdomme og lidelser, lige indtil du har erkendt, at det er Gud, der bor i kroppen.

[05:15] Alle Sadhana'er kan udelukkende udføres ved kroppens hjælp. Det er kroppen, der har skaffet dig al den viden og uddannelse, du har. Det er ved hjælp af kroppen, du er blevet i stand til at opleve og erkende Guds prægtige og enestående Egenskaber. Du skal med udgangspunkt i kroppen bestræbe dig for at opleve Gud, der bor i kroppen. Hold op med at tro, at Gud bor et eller andet sted i en anden verden. Gud er i virkeligheden til stede i selve kroppen. Synd er ikke noget, der findes langt langt væk fra dig. Den er til stede i de handlinger, din krop udfører. Både gode og dårlige frugter er resultater af de handlinger, kroppen har udført. Du skal uafbrudt søge og alvorligt bestræbe dig på at finde Gud i kroppen.

[05:16] Det er blevet sagt, "Søg, og I skal finde!" Dersom du for alvor søger Ham inden i kroppen, så vil det afgjort lykkes dig at finde Ham. Hvis du går ind i et værelse, hvor der opbevares en masse ting, så vil du udelukkende finde det, du søger, dersom du omhyggeligt leder efter det. Hvis du ikke ser efter det, så vil du ikke finde det. Det er først, når du banker på døren, at Herren lukker op. Selv din mor vil først give dig noget at spise, når du beder om det. Derfor skal du bede og blive ved med at bede, banke på og blive ved med at banke på, hige og blive ved med at hige, søge og blive ved med at søge.

[05:17] Du tror måske, at du allerede i lang tid har banket på døren, uden at den er blevet åbnet for dig. Men så må du finde ud af, om du har banket på den rette dør. Banker du på den dør, der fører til frigørelse, eller på den dør, der fører til bindinger og tilknytninger? Banker du på der, hvor Gud bor, eller der, hvor djævlene holder til? Hvem søger du? Hvem er det, du søger tilflugt hos? Søger du tilflugt hos Ham, der besidder den fuldkomne Medfølelse? Hos Ham, der er kommet i menneskeskikkelse, og som med Sit eget liv viser et eksempel? Er det Universets Moder, du spørger? Beder du om mad hos Hende eller hos djævelen? Det kan endda være, at du står ansigt til ansigt med Gud, men undlader at bede om at få det Guddommelige, at få Gud? Du beder utvivlsomt til Gud, men du beder om værdiløse, materielle ting, verdslige ting. Du står ved ønsketræet, og du beder om noget meningsløst som for eksempel et pund kaffe. Du skal bede ønsketræet skænke dig det transcendentale Princip, der er Evigheden selv.

[05:18] Din hengivenhed skal vokse og udvikle sig, samtidig med at du bevarer din faste tro på, at Gud bor inde i kroppen. Hvis du ønsker at finde Gud, der er til stede i dit indre, så må du se indad. På hvilken måde skal du hige efter Herren? Du skal kalde på Gud, på samme måde som kalven kalder på sin moder, når hun er forsvundet med flokken. Du skal anråbe Gud på samme måde som den kyske hustru, der har mistet sin mand, gør det, når hun klagende begræder sit tab. Du skal anråbe Gud, som det barnløse par gør det, når de bønfalder og trygler Gud om at skænke dem et barn. Det er på den måde, du skal bede til Gud. Du skal bede opfyldt af hengivenhed og længsel efter at erfare Hans Nærvær i dit indre.

[05:19] I dag består alle bønner udelukkende af svulstige ord, der er blottet for følelser. Du tænker én ting og siger noget andet. Først når der er harmoni mellem tanke og ord, vil dine ord blive til virkningsfulde bønner, og først når du omsætter dine bønner til praksis, bliver de til tilbedelse. Når du opnår enhed i tanke, ord og handling, bliver du en Mahatma, der ordret betyder en stor sjæl. Du er nødt til at granske dig selv for at finde ud af, om du følger den vej, hvis kendetegn er harmoni mellem tanke, ord og handling. Dersom du uhildet undersøger dig selv, så vil du opdage, at disse tre det meste af tiden bevæger sig i hver sin retning uden nogen harmoni og enhed mellem dem. Når tanker, ord og handlinger er forskellige, så har du netop det, der kendetegner en slet person, en Duratma, der er det modsatte af en Mahatma. En sådan disharmoni vil ikke forbedre dit forhold til Gud.

[05:20] De resultater, du opnår, vil altid være affødt af de tanker, du har. Kagens størrelse afhænger af den mængde mel, du anvender. Vor ånde afhænger af det, vi netop har spist. Hvad vi end føler, så vil det komme til udtryk i vor tale og i vore handlinger. Du skal derfor først og fremmest forsøge at forbedre og forædle dine følelser. Du er nødt til at gøre din kærlighed uselvisk. For at kunne gøre det skal du fremelske Kshama, overbærenhed. Der er intet, der er vigtigere end Kshama. Kshama er sandhed. Kshama er retskaffenhed. Kshama er Veda. Kshama er Ahimsa. Kshama er Santhosha, tilfredshed. Kshama er Daya, medfølelse. Kshama er alt i denne verden og i alle andre verdener. Du bliver først i stand til at nå Gud, når du har fremelsket Kshama, der er tålmodighed og overbærenhed.

[05:21] Som det er nu, så vil selv små, ubetydelige hændelser få dig til at miste besindelsen, og gøre dig stresset. Denne ophidselse er farlig. Vrede kan ødelægge selve livet. Plages man af vrede, så kan man ikke udrette noget som helst. Man vil blive betragtet med afsky og blive udsat for spot. Man vil miste det, man har af værdi. Al den hæder og ære, man har nydt, vil blive til aske. Vreden vil endog medføre, at man bliver adskilt fra dem, man bor sammen med, fra dem, der er ens nærmeste. På grund af vreden mister man alt, og ens liv går til spilde. Det er derfor, Krishna i Bhagavad Gita fortæller om kærligheden og om behovet for at fremelske kærlighed for at modvirke vrede, misundelse og lignende dårlige egenskaber, der er meget skadelige.

[05:23] Ønsker du derfor at nå Gud, så er du nødt til at fremelske denne hellige form for kærlighed. Hvis du ønsker at se Månen, så er der ingen grund til at bruge en lommelygte. Månens lys er tilstrækkeligt. Ønsker du at se og nå Gud, som er selve Kærlighedens Legemliggørelse, så behøver du blot at fylde dig selv med kærlighed. Kærlighed er grundlaget for, at det lykkes. Men så længe denne kærlighed ikke er dybt rodfæstet, så er der behov for forskellige Sadhana'er såsom Japa, Dhyanam, Bhajan og lignende. De er ikke nødvendige, når kærligheden er fuldt udviklet.

[05:24] Selv om Månen skinner klart, så kan du ikke se den med lukkede øjne. Dersom dine øjne altid er lukkede, så du ikke oplever Guds kærlige Nærvær i dit indre, så vil gode handlinger som Japa, Dhyanam, Thapas og lignende hjælpe dig til at åbne dine øjne og give dig et klart syn, så du bliver i stand til at opleve og glæde dig over Herren. Det er det, der er meningen med den undervisning, Krishna giver i Bhagavad Gita.

[05:25] Det er alene, når du lytter til sådanne betydningsfulde ord og forstår dem klart, og udelukkende, når du praktiserer, det du har lært, det vil lykkes dig at nå det guddommelige Mål. Swami har gjort det muligt for dig at komme til disse foredrag, således at du i det mindste én time hver dag har mulighed for at bruge din tid fornuftigt og få gavn af denne hellige lære.

Kapitel 6: Fra tankeform gennem følelsesform til Forening med Ham

[06:01] Mod slutningen af kapitel 11 i vers 54 finder vi følgende: Jnatum Drashtum Cha Tattvena Praveshtum Cha Paramtapa (Oh du, som tilintetgør dine fjender med ilden, ved at kende, Jnatum, ved at se på den rette måde, Drashtum, og ved at gå ind i, Praveshtum, ...) [Bhagavad Gita 11:54].

[06:02] Disse ord beskriver meget klart de forskellige stadier, som Sadhaka'en må gennemgå for at nå Målet. Det er disse tre trin, man skal igennem, hvis man ønsker sand frigørelse, Selvrealisation. Det første skridt er Jnatum. Jnatum er et udtryk, som betegner den proces, der foregår, når du lærer om Sandheden, enten gennem Shastra'erne, de hellige bøger, eller ved en lærers hjælp. På dette trin bliver Sadhaka'en klar over, at Gud virkelig er til, enten ved at studere de hellige skrifter eller ved at lytte til en lærer. Men blot dette at vide at Gud er til, giver ikke Sadhaka'en megen glæde. Dette trin kaldes Dwaitha, dualisme, og betegner den dualistiske oplevelse af tilværelsen. Denne tilstand er blot grundlaget for de efterfølgende skridt på vejen. I sig selv medfører det ikke nogen særlig stor eller varig tilfredshed.

[06:03] Hos Sadhaka'en opstår der lidt efter lidt et ønske om at få Darshan, det vil sige den direkte oplevelse af Gud. Hvordan kan han komme til at se Gud? Det opnår han ikke, blot fordi han ønsker det. Sadhaka'en skal længes og hige efter denne oplevelse. Han skal hele tiden stræbe efter at komme til at se og opleve Gud. Ligegyldigt hvilken Form eller hvilket Aspekt af Gud, han har hørt eller læst om, så skal han nu stræbe efter at se Det og opleve Det direkte. Efter nogen tid vil Herren vise Sig for ham, og give ham den ønskede oplevelse. Her er et eksempel, der belyser dette.

[06:04] Der var engang en fattig hyrdedreng, der levede under vanskelige kår, men som besad en dybt rodfæstet tro og en stærk længsel efter at komme til at se Gud. Til drengens landsby var der ankommet en prædikant for at holde en serie åndelige foredrag. Prædikanten hed Haridasa. Han samlede en gruppe tilhørere omkring sig og priste i sang Herrens Herlighed og Bedrifter. Nu var det ikke muligt for hyrdedrengen at få fri for sit arbejde og komme til alle møderne, for han måtte hele dagen passe sine køer. Men om aftenen kunne han bringe køerne til en indhegning og derefter gå til Haridasa's foredrag. Hyrden lyttede opmærksomt med stor alvor til alt, der blev sagt.

[06:05] En aften berettede Haridasa om Vishnu's særlige kendetegn. I løbet af foredraget fortalte han gentagne gange, at Hari var mørklødet, at Han havde et hvidt mærke i panden, og at Han red på en hvid ørn. Haridasa sagde også, at Herren Vishnu altid var rede til at hjælpe den, der søgte tilflugt hos Ham, og at Han ville tage imod alt, når blot det blev ofret til Ham i fuld tillid og tro. Da Pundit'en beskrev Herrens Kendetegn igen og igen, bevirkede det, at der blev skabt nogle uudslettelige indtryk i drengens hjerte. Pundit'en forklarede ligeledes, at Gud elsker musik, og at Han vil bønhøre dig, hvis du i ærbødighed og af hjertet i sang retter dine bønner til Ham.

[06:06] Hyrdedrengen bragte hver dag sin frokost med sig. Hver dag ofrede han denne føde til Gud med stor hengivenhed og oprigtighed, idet han bad Gud spise med. Han begyndte sine bønner med at synge denne sang, "Oh mørklødede Herre. Du rider på en hvid ørn, siger man. Kom her. Kom venligst ned til mig og modtag denne føde." Drengen bad uafbrudt i en hel uge til Gud på denne måde. Han spiste ikke noget, fordi Gud ikke havde taget noget af maden. Sidst på ugen blev han meget svag. Ud over at han var fysisk udmattet, så led han også de frygteligste kvaler. Han havde en fornemmelse af, at han ikke sang på den rette måde, og at det var derfor, Gud ikke reagerede. Han var overbevist om, at Gud ikke kom og spiste sammen med ham, fordi hans sange ikke var gode nok. Derfor fortsatte han med stor beslutsomhed og hengivenhed sin sang, fordi han følte sig sikker på, at han til sidst ville vinde Guds Nåde.

[06:07] Fysisk svag, som han var, nåede han skoven. Han var fuldstændig udmattet, men han var ikke til sinds at spise, førend hans offer var blevet accepteret af Gud. Nu strømmede den frommeste sang ud af ham på den mest melodiøse måde. Hyrdedrengen blev ved med at synge. Han sang hele tiden, og han bad Herren komme ned og spise Sig mæt og slukke Sin Tørst med den føde og det vand, som han ofrede til Ham med så stor en længsel. Da der blev fuldkommen harmoni mellem følelsen, melodien og sangens indhold, steg Narayana ned. Hvordan viste Narayana Sig for hyrdedrengen? Han viste Sig i form af en brahmin-dreng. Hyrden spurgte Ham, "Kære ven, sig mig venligst, hvem Du er. Er Du en rejsende på vej gennem denne skov?" Brahmin-drengen svarede, "Jeg er Narayana. Du har bedt om at få lov til at se Mig, og derfor er Jeg kommet for at give dig Darshan." Hyrdedrengen fortsatte med sine spørgsmål i form af den mest melodiøse sang, idet han huskede på, at Narayana var glad for musik, "Men Du passer ikke til det billede, jeg har dannet mig af Narayana. Han er mørk, Han har en hvid plet i panden, og Han rider på en hvid ørn. Pundit'en sagde, at det var på den måde, man kunne kende Herren, men det ser ikke ud til at være sandt. Hvis Du er den velsignede Herre, så fjern venligst mine tvivl, og lad mig se Dig i Din sande Form."

[06:08] Her skal du lægge mærke til, at drengen ønskede at opleve Herren, fuldstændig som han havde fået fortalt, at Herren så ud. Men Gud har ikke udelukkende én bestemt Form. Han har tusinde øjne, tusinde ører, tusinde hænder og tusinde fødder. Men for at glæde og tilfredsstille den hengivne, som længes efter at se Ham, så iklæder Han Sig den bestemte Form, som Sadhaka'en har bedt om at måtte opleve. Dette er Drashtum stadiet, hvor man oplever at se Gud. Den Form, man ser, vil ikke være Guds virkelige Form, men netop den Form, som den hengivne har bedt om at måtte se. Gud elsker oprigtige, inderlige følelser, og derfor giver Han den hengivne Darshan i netop den Form, der stemmer overens med den hengivnes følelser, og som giver den hengivne den største glæde. For at glæde hyrdedrengen kom Gud i Vishnu's skikkelse og accepterede det måltid, som drengen så kærligt havde tilbudt Ham.

[06:09] Da Herren var gået, tænkte hyrdedrengen, "Det første, der skete, var, at jeg hørte en beskrivelse af Ham. Så bad jeg om at måtte få en vision af Ham. Det medførte, at Han kom herned, og jeg så Ham ansigt til ansigt. Hvordan kan jeg nu nå Ham, så jeg altid er hos Ham?"

[06:10] En Sadhaka vil ikke være tilfreds med blot at høre om Gud. Han bliver heller ikke helt tilfreds, blot fordi han får en vision af Ham. Men når han har haft en vision af Gud, så længes han udelukkende efter at blive fuldstændig forenet med Ham. Først da vil Sadhaka'en være evigt lyksalig. Narayana havde givet Darshan og var derefter forsvundet. Men fra det øjeblik bevarede drengen altid i sit hjerte det billede af Narayana i Vishnu's skikkelse, som han netop havde oplevet. Med dette smukke billede af Narayana for sit indre syn blev han fra nu af udelukkende optaget af at udforske og tænke på, hvordan han kunne nå Ham og forenes med Ham. Dette er Praveshtum, der er den tredje tilstand, det tredje trin.

[06:11] Som denne beretning viser, så kan Sadhaka'er ved at lytte til de lærde eller ved at læse og studere de hellige bøger vil Sadhaka'er på tilsvarende måde få en ide om, hvad Gud er. Dette er dog ikke nok til helt og aldeles at glæde og tilfredsstille den sande Sadhaka. Denne tilstand er blot Dwaitha-tilstanden. Han skal bestræbe sig på at nå hinsides denne tilstand af Dwaitha, af dualisme. Det næste trin kaldes Vishishtadwaitha. Det er som Adwaitha-tilstanden, dog med visse kvaliteter. Her længes man inderligt efter at se og opleve Gud. Hvordan kan Sadhaka'en komme til at se og opleve Gud? I sit hjerte danner han sig et billede af Gud i den Form eller Skikkelse, som han har fået beskrevet. Denne form tænker og kontemplerer han uafbrudt på. Han er nødt til at blive ét med det billede, han har dannet sig, uanset hvad han foretager sig, hvad han tænker på, hvad han siger, ser eller lytter til.

[06:12] Den bestemte form af Gud, som han har hørt om og lært at kende, bliver til en tankeform i hans eget hjerte. Denne tankeform skal derefter fuldt og helt fyldes af følelsen af hengivenhed, så den bliver til en følelsesform. Lidt efter lidt vil disse følelser vokse og blive stærkere, indtil Sadhaka'en en skønne dag får en vision af Gud. Altså, først tænker man på Herren, så føler man Hans Nærvær, og til sidst oplever man Ham direkte. Tankeformen omdannes med andre ord til en følelsesform, der så igen bliver til en virkelig oplevelse. Dette er den tilstand, der kaldes Drashtum, og den er det andet trin på vejen.

[06:13] Sadhaka'en vil ikke alene få personlig Darshan af Herren, som han har længtes efter at se, men han vil også få mulighed for at tale med Ham ansigt til ansigt. Sadhaka'en vil opnå en større grad af tilfredshed efter at have set Herren og efter at have talt personligt med Ham. Men ikke engang denne enestående mulighed vil give en sand hengiven den fuldkomne glæde, han længes efter. Efter denne oplevelse ønsker han udelukkende at nå Gud og blive forenet med Ham. Han tænker, "Jeg har nu hørt om Ham, Jnatum. Jeg har set og oplevet Ham, Drashtum, men nu ønsker jeg at nå Ham og blive forenet med Ham, Praveshtum."

[06:14] Når man ser og oplever Gud, bliver man klar over, at man er en del af Gud. Da man i den foregående tilstand, Jnatum, blev klar over Guds Eksistens ved at læse og høre om Gud, følte man sig adskilt fra Gud. Men i Drashtum-tilstanden oplever du Herren og føler, at du er en del af Ham. Denne tilstand betegnes Vishishtadwaitha. I Adwaitha-tilstanden, der er det næste skridt, og som er kendetegnet ved den fuldstændige, ikke-dualistiske oplevelse af tilværelsen, oplever man, at "Han og jeg er Én og den Samme." Her tænker du, "Enten skal jeg forenes med Ham, eller også skal Han blive Ét med mig." Der vil da være fuldkommen Enhed.

[06:15] Floden vil beholde sit navn og sin identitet, så længe den forbliver en separat flod og en særskilt strøm. Men når floden forenes med havet, så får den havets smag, den får havets form, og den får havets navn. Ønsker Sadhaka'en at blive forenet med Herren, så er han nødt til at føle som Gud gør. Han er nødt til at få Herrens Form, og han er nødt til at fremelske alle Herrens Egenskaber. Først da kan han blive Ét med Ham. Han er nødt til at føle, at alle Herrens Egenskaber og Kvaliteter skal komme til udtryk i ham. "Herrens Tolerance skal blive en del af mig. Herrens Uselviskhed skal blive en del af mig. Herrens ubegrænsede Kærlighed skal blive en del af mig."

[06:16] Når du har denne oplevelse, så opnår du tilstanden 'jeg og Du er Én', og der vil herske fuldkommen Enhed. Sadhaka'en må hele tiden stræbe efter at opnå denne følelse. Han skal gøre alt for at opnå den. Så vil han før eller siden nå denne fuldbyrdelse. Det er livets endelige Mål.

[06:17] Det er først, når de levende væsener kommer tilbage til deres udspring, at de opnår den virkelige fuldbyrdelse. Selv i det verdslige liv er det muligt at iagttage de tilstande, der fører frem til Målet. Lad os se på følgende eksempel.

[06:18] Lad os sige, at man lige nu kan købe mangoer på grønttorvet, og at du er meget glad for mangoer. Der er måske en bestemt sort, du er meget glad for, og som du foretrækker. Nu kommer din ven og fortæller dig, at man netop nu kan købe den bestemte sort, som du er meget glad for. I det øjeblik, du hører det, oplever du en bestemt slags glæde og tilfredshed. Selv om du hverken har set eller købt nogle af disse mangofrugter, så føler du stor glæde ved at tænke på dem. Så snart du har hørt disse nyheder, så skynder du dig hen til grønttorvet for at finde ud af, hvem der har disse mangoer, og om der stadig er nogle til salg.

[06:19] Jo, der er de! Nu betragter du dem nøje. Det forøger din glæde lidt, men du er stadig ikke helt tilfreds. Du udvælger derfor nogle af de bedste og betaler for dem. På vejen hjem fra torvet tænker du på mangoerne, på hvor heldigt det var at finde så fine frugter, og du glæder dig til at smage dem. Hvorfor bruger du så megen tid på at tænke på dem? Det gør du, fordi du er usædvanlig glad for disse frugter. Dine handlinger viser tydeligt, at du er meget glad for dem.

[06:20] Du bliver meget glade, når dine følelser antager en ydre form, når du i den ydre verden kan opleve det, du føler så stærkt for i dit indre. Sandheden er den, at uanset hvad du ser i den ydre verden, så er det blot en genspejling af dine egne indre tanker. Du har bestemte ønsker og begær, der virker kraftigt i dig, og du søger at opleve disse tilbøjeligheder og følelser og erfare dem i den ydre verden.

[06:21] Med hensyn til mangofrugterne så går du hjem med dem og vasker og skræller dem omhyggeligt. Derpå begynder du at spise dem. Du nyder med stor glæde deres dejlige saft. Det varer ikke længe, før saften er blevet en del af dig. Den findes nu ikke længere uden for dig. Det giver dig stor glæde. Du bliver fuldkommen lyksalig. Hvad er grunden til denne lykke? Lad os tænke over, hvad der er sket. Først hørte du, at denne bestemte frugt kunne fås på grønttorvet. Dette er Jnatum, at vide. Da du havde hørt om dem, blev du ikke modløs, men udviklede tværtimod et stærkt ønske om at få nogle af dem. Du længtes efter at se disse frugter og tog af sted til grønttorvet drevet af dette stærke ønske. Endelig fandt du frugterne og studerede dem nøje. Denne tilstand, hvor du ser og oplever, kaldes Drashtum. Da du havde set frugterne, købte du nogle og spiste dem. Dette trin er Praveshtum. På dette stadium når du frem til Målet, og du begiver dig ind i Det for at blive Ét med Det.

[06:22] Har vore dages Sadhaka'er sådanne følelser for Gud? Nej! Men de er nødt til at fremelske disse følelser. De er nødt til at fremelske en inderlig længsel efter Gud, efter at de har hørt en masse foredrag, efter at de har læst mange hellige skrifter, og efter at de er blevet klar over, at Gud eksisterer. Hvis de ikke gør det, så har alle deres anstrengelser været forgæves. Du er nødt til at gøre alt, hvad du kan, og stræbe inderligt efter at gøre fremskridt i retning af at få en direkte oplevelse af Herren.

[06:23] Der er en hel del studenter og lærere til stede her. En elev vil ikke være tilfreds med at forblive på samme klassetrin. Han vil stræbe efter at komme op i næste klasse. Hvis en elev skal gå en klasse om, så bliver han fortvivlet og modløs. Han bliver ikke alene modløs, men han vil tillige blive drillet af sine skolekammerater.

[06:24] På lignende måde vil andre Sadhaka'er ynkes over dig, hvis du fortsætter din tilbedelse på Dwaitha-niveauet uden at gøre fremskridt i din åndelige udvikling. De andre Sadhaka'er vil sige, "Prøv at se ham der. Han har i lang tid gået til en masse foredrag, og han har læst alle de kendte, hellige skrifter, men hvad har det gavnet? Han ser ud til at stå i stampe." Denne ulykkelige tilstand, som man er i, når man bliver hængende på det første trin, er et karakteristisk træk ved Thamoguna.

[06:25] Du skal fjerne denne Thamoguna og fortsætte fra Dwaitha-tilstanden til den næste tilstand, Vishishtadwaitha. Gennem meditation eller uafbrudt kontemplation skal du stræbe efter direkte at se og opleve den Form af Gud, som du har hørt om. Når din higen er stærk nok, vil du opnå den eftertragtede mulighed, der består i at se Gud, at tale personligt med Ham og tjene Ham på forskellig vis.

[06:26] Men heller ikke dette skal du være tilfredse med. Du skal stræbe efter muligheden for at nå den næste tilstand. Du skal fortsætte uden ophold, uden tilfredshed eller ro i sindet, indtil du opnår den endelige Tilstand, Adwaitha, der består i fuldstændig forening med den eneste Ene. I vore dage ønsker mennesket udelukkende at skaffe kroppen hvile og få ro i sindet. Men det er ikke godt nok. Han skal stræbe efter at opnå den evige, atmiske fred og lykke. Når han bliver forenet med Den, så bliver han freden selv. Atma er i al evighed fredens legemliggørelse. Jivatma skal forenes med Paramatma. Så vil den lange rejse være helt tilendebragt og den evige lyksalighed virkeliggjort.

[06:27] En flod opstår af havet og vender til slut tilbage til havet. Men hvordan går det til? Det begyndte med, at havet blev til skyer. Da først havet var blevet til skyer, var der separatisme og dualisme. Havet var adskilt fra skyerne, og skyerne var adskilt fra havet. Vandet i havet er salt, men når det bliver til en sky, bliver det sødt.

[06:28] Nu falder det vand, der er blevet til en sky, ned i form af regn. Denne regn kan vi kalde kærlighedens regn, fordi regndråberne forenes til en flod, der med stor begejstring iler tilbage for at blive forenet med havet. Dette forhold kan sammenlignes med Vishishtadwaitha-tilstanden, med Drashtum-tilstanden, hvor den pinefulde higen efter genforening opstår. Når først Jiva'en har nået denne tilstand, så længes han efter at komme hjem til sit fødeland. Han lever stadig i det fremmede, adskilt fra hjemmet. I tilfældet med vandet, der strømmer som en flod, så bliver det drevet frem af en indre kraft, for at det kan blive forenet med havet og dermed nå sit mål. Denne tilstand af forening betegnes Adwaitha.

[06:29] Du fødes som menneske og lever som menneske. Men nu er du begyndt på den åndelige vej. Du søger at komme i godt selskab, det vil sige Sathsangh. Du lytter til beretninger om Sarveshwara, Herren over alt og alle, og Hans hellige Egenskaber og Principper. Men nu er du nødt til at gøre en indsats for at få en vision og en direkte oplevelse af Herren. Du skal dog ikke slå dig til tåls med det. Du bliver ikke evigt lyksalige, blot fordi du har fået lejlighed til at se Gud og tale med Ham. Du opnår først den fuldkomne glæde og lykke, når du helt og fuldt bliver forenet med Ham, når du bliver Ét med Ham. Det er det, Krishna i Gita'en lærte Arjuna på slagmarken Dharmakshetra.

[06:30] Arjuna blev kaldt ved mange navne. Det sidste navn, han fik, var Dhananjaya. I denne verden giver man folk en masse navne og titler. Hvem tildelte Arjuna alle disse navne? Det gjorde selveste Gud. Det var Herren Selv, der gav Arjuna alle disse titler. Krishna sagde til Arjuna, "Oh Arjuna, du er ikke dødens søn, du er søn af udødeligheden."

[06:31] I sit liv mødte Arjuna mange vanskeligheder, som han med heltemod overvandt. Det medførte, at han blev tildelt forskellige titler. Han overholdt således en streng askese for at erhverve sin bue, Gandhiva, og han blev bragt i mange vanskelige situationer. Men hele tiden bevarede han sit store mod, sin stærke tro, overbevisning og beslutsomhed.

[06:32] Herren Shiva belønnede ham med buen, fordi han bevarede sin beslutsomhed og målbevidsthed, skønt han blev udsat for alle disse vanskeligheder. Selv de fem elementer modarbejdede ham, da han var i færd med at erhverve sig dette himmelske våben, men det bekymrede ikke Arjuna. Intet kunne hindre ham i at nå målet. Det var fordi, det lykkedes ham at vinde buen Dhanus, at Herren tildelte ham titlen Dhananjaya. På det verdslige plan blev han også kaldt Dhananjaya. Det er der en fortælling om.

[06:33] Kongen og den ældste af Pandava brødrene, Dharmaraja, der var konge, besluttede at udføre en stor, kongelig offerhandling, en såkaldt Rajasuya Yaga. På den tid var Pandava'erne og de onde Kaurava'erne fjender. Kaurava'erne var sønner af Dhrihtarashtra. Desværre var Pandava'ernes skatkammer tomt. De havde ingen penge. I lyset af disse vanskeligheder ville det være så godt som umuligt at gennemføre denne store offerhandling, Yaga'en, men Dharmaraja fastholdt sit ønske.

[06:34] Han sagde til Arjuna, "Broder, vi har brug for mange penge for at kunne gennemføre denne Yaga, fordi der er mange omkostninger forbundet med den. Hvordan skal vi skaffe de penge?" Arjuna svarede, "Dharmaraja, hvorfor bekymre sig om at skaffe penge, når vi har Krishna, der er vort ønsketræ? Hvorfor frygte? Med Krishna's velsignelse kan vi skaffe en hvilken som helst sum penge."

[06:35] Derfor drog Arjuna nu rundt for at modtage donationer til denne Yaga. Da kongerne i naborigerne hørte, at Dharmaraja planlagde at gennemføre denne Yaga, så kom de af sig selv og medbragte så mange rigdomme, at de måtte transporteres på elefanter. Der var store dynger af guld, sølv og ædelstene. Herren Krishna kom også, men Han lod, som om Han ikke vidste, hvad der foregik. Han spurgte Dharmaraja, "Hvordan i alverden har du fået al den rigdom? Hvor kommer det fra?" På grund af uvidenhed svarede Dharmaraja, "Det er noget, min bror har skaffet."

[06:36] Herefter begyndte Krishna at kalde Arjuna for 'Dhananjaya, Dhananjaya', fordi han havde været i stand til at samle så megen rigdom sammen. Arjuna blev også kaldt for Paartha, Pritha's søn. Dette navn er velvalgt, fordi Arjuna er søn af Jorden. Senere skal du lære lidt mere om andre af de navne, Arjuna fik. I kan anvende dem i jeres eget liv ved at leve op til deres betydning i jeres dagligdag.

[07:01] Kontrol med tungen er den hoveddør, der fører til Yoga, til forening med Gud. Denne kontrol skal udøves både med hensyn til tungens evne til at smage og tungens evne til at tale. I Gita'en erklæres det, at det er umuligt at følge hengivenhedens vej og opnå Yoga, dersom tungen ikke er under kontrol. Alle levende væsener har forskellige sanseorganer. Man må være fuldstændig klar over disse sansers færdigheder og begrænsninger og anvende dem med den allerstørste forsigtighed.

[07:02] Det samme gælder for andre af livets kraftfulde redskaber og instrumenter. Bruger man for eksempel ilden med omtanke og forsigtighed, så er den til gavn, ellers kan den være til stor skade. Vi kan for eksempel også tænke på brugen af en kniv eller anvendelse af elektricitet. Bruger vi dem på den rette måde, vil de være til gavn og glæde for os, men hvis vi misbruger dem, skader de os. Det er alt sammen noget, der afhænger af indsigt og omhu. Inden for den filosofiske retning, der kaldes Vedanta, lægges der stor vægt på, at man lærer at anvende sanserne på den rette måde, og at man gør brug af denne viden og forståelse i dagligdagen.

[07:03] Enhver af de sanser, mennesket har fået, er beregnet til én bestemt brug, men tungen har to opgaver. Den bruges til at tale med, og den bruges til at smage med. Herren, vi møder i Gita'en, har derfor manet til forsigtighed med hensyn til tungens rette brug. I Gita'en lærer vi, at den person, der er i stand til fuldt og helt at beherske sin tunge, også vil være i stand til at bevare et rent og roligt hjerte, og at han derfor til stadighed vil opleve Herrens Nærvær. For at opnå denne kontrol har Sadhaka'er anvendt en del specielle øvelser. De har iagttaget tavshed og stilhed. De har begrænset deres føde både med hensyn til mængde og udvalg, og de har gennemført fuldkommen faste.

[07:04] Ved at faste styrker man den fysiske krops sundhed, og fasten fører også glæde og lykke med sig på det mentale plan. Det er meget skadeligt for Sadhaka'en at spise hæmningsløst uden nogen form for disciplin. Hvis man som Sadhaka forfalder til at spise en mængde velsmagende retter, kan det medføre, at man bliver overmandet af Thamoguna. Det er fuldkommen tåbeligt at tro, at man kan glæde Gud og nyde godt af Hans Nærvær, hvis man fortsætter med at spise alle disse velsmagende retter og nyde bordets glæder. Det er ikke muligt at opnå Guds Nærvær, dersom man ligger under for sin madglæde. Man skal derfor lige fra begyndelsen bestræbe sig stærkt på at holde tungen under kontrol. Når man først har opnået kontrol over tungen, så vil de andre sanser automatisk følge efter.

[07:05] Vore dages Sadhaka'er har pålagt sig selv alle mulige leveregler og forskrifter for at kunne leve et disciplineret, åndeligt liv. Desværre har dette ikke medført, at tungen er kommet under kontrol. I virkeligheden er det ikke nødvendigt med alle disse ihærdige bestræbelser for at få de forskellige sanser under kontrol. Hvis tungen er under den rette kontrol, så vil alle de andre sanseorganer af sig selv følge med.

[07:06] Mennesket lider og plages af utallige tvivl, følelsesmæssige forstyrrelser, selvmodsigelser og forvirring, fordi han ikke har været i stand til at kontrollere tungen. Når vi har kontrol over tungen, har vi ikke alene kontrol med, hvad vi spiser, men også med, hvad vi siger. Du er nødt til at forstå, at der ikke findes noget, der er mere fyldt med kraft end det talte ord. Derfor skal alle Sadhaka'er være uhyre påpasselige med, hvad de siger.

[07:07] Vi kan iagttage, at man her i livet selv for trivielle ting er nødt til at yde ofre på forskellig vis. Vi kan ikke få noget uden at betale for det. Mennesket er endog rede til at ofre livet for at erhverve sig ubetydelige, unyttige småting. Men han higer ikke efter det, der er vigtigere end noget andet, det, der i sig selv rummer alt andet, og som er grundlaget for alt af værdi. Atma er det dyrebareste af alt. Først når man opgiver én ting, kan man få en anden i stedet. Burde man da ikke ofre alt for at opnå Atma, der er den vigtigste og mest værdifulde af alle besiddelser? Burde man ikke ofre alt for at nå Atma?

[07:08] På grønttorvet må vi betale for de grøntsager, vi ønsker. Vi får ikke grøntsagerne, uden at vi først betaler for dem. Når vi opgiver noget, kan vi modtage noget. Du må på tilsvarende måde opgive dine dårlige egenskaber, dersom du ønsker at tilegne dig gode egenskaber. Du kan udelukkende opnå sindsligevægt ved at ofre eller opgive dine ønsker, begær og aversioner. Du kan først tilegne dig ædle karakteregenskaber, når du opgiver eller ofrer dine dårlige egenskaber. Først når du opgiver dine dårlige tanker, vaner og slette opførsel, vil det blive muligt for dig at tilegne dig gode tanker, gode vaner og en god opførsel.

[07:09] Jayadeva har beskrevet, hvorledes tungen altid længes efter at nyde noget godt, og hvordan alting vil gå af sig selv, når først du får tungen under kontrol. At praktisere stilhed er en del af denne kontrol. Denne stilhed er ikke bare et spørgsmål om, at tungen lægger bånd på sig selv. Sindet skal også være uden tanker. Det er den sande form for stilhed. Hvis du vil opnå kontrol med, hvad du spiser, skal du ikke give efter for tungens ønsker. Du er nødt til at fremelske Buddhi Yoga, intellektets eller skelneevnens Yoga. Du er nødt til at udvikle et sind, der er i stand til at skelne, et sind, der hele tiden er optaget af det, der er uforanderligt, og som skelner og adskiller det uforanderlige fra det foranderlige. Buddhi Yoga består i at skelne det evige fra det timelige og det levende fra det livløse.

[07:10] Du er nødt til at undersøge, om den føde, du spiser, har kvaliteter, der er sathwiske, rajasiske eller thamasiske. Er føden fri for urenheder? Er den frisk? Er den vel tilberedt? Man vil ikke blive påvirket af ros eller ris, men altid være i stand til at bevare sin sindsro, hvis man anvender sin skelneevne på disse forhold og med omhu udvælger sin føde. Du vil derimod ikke være i stand til at beherske dine følelser og tilknytninger, dersom du spiser hvad som helst uden at bruge din skelneevne, uden at undersøge om føden er gavnlig eller ej, eller hvis du blot spiser for at stille sulten og tilfredsstille smagsløgene. Gør du det, mister du din styrke. Dersom nogen siger noget ubehageligt til dig, kritiserer dig og bebrejder dig et eller andet, så lukker du dig inde i dig selv og føler, at hele verden er dig imod. I samme øjeblik, du bliver kritiseret, forsvinder din lykke og glæde, du bliver bedrøvet og føler, at livet er meningsløst.

[07:11] Hvis nogen derimod påskønner og roser dig, så svulmer du af stolthed og jeg-følelse. Du bliver ikke til at komme i nærheden af. Hvad er grunden til denne ustabilitet? Det er den føde, du spiser, der er den vigtigste årsag til denne svaghed. I Gita'en fremhæves betydningen af, at man udvælger sin føde med den allerstørste omhu og hele tiden er opmærksomme på værdien af sathwisk føde. Sathwisk føde vil hjælpe dig til at bevare din sindsligevægt i alle situationer, således at du hverken bliver opblæst, når du bliver rost, eller nedtrykt, når du bliver udsat for kritik.

[07:12] I Gita'en bliver det også fremhævet, at de redskaber, man bruger til madlavningen, skal være rene, og at selve tilberedningen skal foregå i en ren atmosfære. Køkkenredskaberne skal være fuldstændig rene. Renhed betyder her ikke bare den fysiske renhed, men henfører tillige til den måde, hvorpå køkkenudstyret og madvarerne er blevet bragt til veje. Du skal finde ud af, om de er blevet anskaffet på en korrekt måde og ved ærligt arbejde, eller om de er blevet erhvervet ved uærlige midler. Køkkenting og fødevarer, der er blevet anskaffet på utilbørlig vis, vil ikke alene frembringe dårlige tanker, men de vil også føre dig på afveje.

[07:13] Du må dernæst undersøge, om tilberedningen foregår uden nogen form for forurening. Du skal her være opmærksomme på de tanker, ideer og følelser kokken har.

[07:14] Der er således her nævnt tre punkter, som man omhyggeligt skal undersøge og sikre sig kontrol med. Man er normalt udelukkende opmærksom på, om køkkentingene er rene, men man beskæftiger sig ikke med de andre to punkter. Det vil sige, om kokken og fødevarerne er rene. Man ved intet om kokkens følelser, og man ved ikke om den handlende har skaffet sig de varer, man har købt af ham, på ærlig vis.

[07:15] Du skal derfor, før du spiser, bede til Gud og ofre al føden til Gud for at rense og helliggøre den. Denne bordbøn bruger du ene og alene for din egen skyld. Den vil helliggøre din føde ved at fremkalde Guds Velsignelse. Som bordbøn kan man anvende to vers fra Gita'en: Vers 24 fra kapitel 4 og vers 14 fra kapitel 15. De lyder således, og meningen er som følger:

At ofre er Brahmam. Det ofrede er Brahmam. Det er blevet ofret af Brahmam i den hellige ild, der er Brahmam. Kun den, der, i alt hvad han gør, er fordybet i Brahmam, vil opnå forening med Brahmam.

Jeg er Vaishvaanaro, den altgennemtrængende kosmiske Energi. Jeg bor i alle levende væsener, og forenet med deres ind- og udånding, fordøjer Jeg de fire slags føde.

[07:16] Før man bruger denne bordbøn, er føden blot almindelig føde, men så snart man ofrer føden til Gud, bliver den til Prasadam, det vil sige til helliggjort føde. Denne bordbøn fjerner al den forurening, der stammer fra køkkentingene og madvarerne, samtidigt med, at den fjerner den forurening, der måtte være opstået under tilberedningen.

[07:17] Det forklares i Gita'en, at det for Sadhaka'en er af afgørende betydning at beherske sin tunge, og at dette gøres ved at spise sathwisk føde i begrænsede mængder.

[07:18] Tungen bruges desuden til at tale med. Som nævnt, så påvirker talen sindet og de mentale funktioner meget kraftigt. Tale er uhyre kraftfuld. Den kan såre. Den kan knuse et menneskes hjerte. Den kan endog slå ihjel. Den kan også styrke livet. Den kan opmuntre dig og hjælpe dig til at nå Målet. Disse to divergerende og modstridende resultater kan begge fremkaldes af det talte ord.

[07:19] Det er muligt at forandre et menneskes sind ved at benytte de rette ord. Desværre tror de fleste videnskabsfolk ikke på dette faktum. De spørger, "Hvordan skulle det være muligt blot med ord at forandre sindet? Hvilke undersøgelser viser, at det talte ord indeholder denne kraft? En forandring i sindet er usynlig. Den kan man ikke se med sine øjne. Hvordan kan en sådan påvises eksperimentelt? Ord er noget, der blot opfanges af øret, der er et sanseorgan. Hvilken forbindelse er der mellem høresansen og en forandring af sindet?" Det er den form for argumentation, videnskaben bruger for at vise, at ord umuligt kan medføre en mental forandring. Lad os lytte til en historie, der belyser denne situation.

[07:20] Der var engang en indisk embedsmand, der havde den samme opfattelse, som de omtalte videnskabsfolk gav udtryk for. Han var sekretær i skolevæsenet og var en dag på besøg i en klasse, hvor læreren underviste en yngre gruppe elever i Veda'erne. Denne åndelige lærer underviste og talte uafbrudt i flere timer, og embedsmanden fik hovedpine af at sidde og lytte til alt dette. Til sidst sagde han til læreren, "Hør her, min gode mand! Disse elever er blot små børn. Der er ingen grund til at trætte dem unødigt med timelange foredrag. Det er spild af deres tid. Disse børn kan ikke fatte disse åndelige sandheder og begreber fra Veda'erne." Læreren svarede, at børnene udelukkende kan bringes på den rette vej ved at lære disse ophøjede sandheder at kende i deres unge, modtagelige alder, og at denne viden vil fjerne tvivlen fra deres hjerter og lige fra begyndelsen bringe dem på den rette vej. Embedsmanden svarede, "Jeg tror ikke på sådan noget sludder. Hvordan skulle ord kunne forandre sindet? Jeg tror ikke, det nogensinde vil kunne ske."

[07:21] Læreren forsøgte at overbevise ham med forskellige forklaringer og argumenter, men embedsmanden ville ikke lytte til disse forklaringer, og han ville heller ikke godtage dem. Han havde sin egen forudfattede mening og var ikke åben over for lærerens argumenter. Af og til fører for megen uddannelse til mental afsporing. Der opstår tvivl, og man får fikse ideer. Snart forsvinder alle dyder, og evnen til at tænke formørkes.

[07:22] Da læreren blev klar over, at ligegyldigt, hvad han end sagde, så ville det være umuligt at forklare embedsmanden, hvad han mente, så besluttede han sig for at give en praktisk demonstration for tydeligt at vise, hvad han mente. Han bad derfor den yngste elev om at rejse sig og sagde til denne lille dreng, "Min dreng, vil du gå hen og smide denne embedsmand ud af klassen. Gør det nu!"

[07:23] Embedsmanden blev meget ophidset, da han hørte disse ord. Han råbte, "Hvem tror du, du er? Jeg er embedsmand. Jeg er uddannelsessekretær, og du beder denne lille dreng om at smide mig ud." Læreren sagde da til embedsmanden, "Hør her. Jeg har hverken slået dig, lagt hånd på dig eller så meget som rørt dig. Jeg har overhovedet ikke gjort dig noget. Men det ser ud, som om du er blevet meget såret blot ved at høre nogle få ord. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvorfor du er blevet så vred. Er årsagen ikke de ord, du hørte?"

[07:24] Det var den demonstration, læreren anvendte for at vise ham, hvor magtfulde ord er. De har en kolossal evne til enten at gøre stor skade eller at gøre stor gavn. Det afhænger helt af den måde, de bruges på. Efter denne privatundervisning tog embedsmanden afsked ikke så lidt klogere.

[07:25] I de hellige bøger finder vi ligeledes udtalelser om, hvilken uhyre kraft der er i ord, og at de endog kan tilintetgøre selve Universet. Det forklares der, at dersom man beskærer et træ, så vil det stadig kunne frembringe nye skud, og at hvis en stump jern er blevet delt i to stykker, så kan smeden stadig forene dem ved at opvarme dem og smede dem sammen. Men det siges også, at hvis man ved at bruge forkerte ord sønderknuser et sind eller får et hjerte til at briste, så kan en sådan skade ikke udbedres igen.

[07:26] Ord kan medføre endeløse vanskeligheder, men de kan også fremkalde grænseløs glæde. Du skal derfor være meget omhyggelig med de ord, du anvender, så de ikke sårer eller skader andre. Hvis du snubler og falder, kan du komme lettere til skade, hvilket for en tid kan føre en del besvær med sig, men det vil ikke have alvorlige følger på længere sigt. Du har måske fået nogle mindre skrammer, men de kan let behandles, og sårene vil snart heles. Men hvis du siger nogle uoverlagte, grove ord til en anden person, så vil du såre ham. Dine ord vil frembringe sår i hans sind, sår som ingen læge i denne verden kan helbrede.

[07:27] Du skal derfor aldrig anvende ord, der måske vil såre en andens følelser. Før eller siden vil de ord, som du har sagt, vende tilbage til dig. Brug derfor altid udelukkende blide og gode ord. Det siges, at tungen er glad for søde sager. Du kan tale til din tunge og sige, "Hør her tunge. Du, som holder så meget af søde sager, hvorfor dvæler du ikke ved Guds sødmefyldte Navn? Oh tunge, du ved, hvad det vil sige at ofre sig. Du er selveste opofrelsens legemliggørelse. Vær udelukkende optaget af at synge Guds Navn. Syng 'Narayana, Govinda, Madhava ...', og du vil blive indviet og helliggjort."

[07:28] Men hvorfor siger man, at tungen virkelig ved, hvad det vil sige at ofre sig, og at den er fuldstændig uselvisk? Det er noget, vi oplever hver eneste dag. Når vi for eksempel lader tungen smage noget dejligt sødt, så siger den straks til sig selv, "Lad mig sende disse dejlige, søde sager videre til maven, så den også kan nyde disse herligheder." Men dersom tungen smager noget ubehageligt, som for eksempel noget meget bittert, så vil den ikke sende det videre til maven. Den vil med det samme spytte den modbydelige mundfuld ud for at skåne maven for denne plage.

[07:29] Hvad enten det, vi spiser, er godt eller dårligt, eller det er sødt eller bittert, så beholder tungen det ikke udelukkende til glæde for sig selv. Den er hæderlig og uselvisk og er fuldt ud klar over sine egne begrænsninger. Den er tilfreds med at blive i munden, så længe det skal være. Kommer den måske nogen sinde udenfor? Nej! Hvad den end udfører, så gør den det inde i munden uden at beklage sig. Og tungen har endnu en vigtig egenskab. Den har en højtudviklet tålmodighed og overbærenhed. Uanset hvilke problemer og vanskeligheder andre end måtte udsætte den for, så lader den sig ikke distraherer. Den fokuserer på sine opgaver og udviser altid tålmodighed og overbærenhed. Den lever op ad nogle meget farlige naboer, meget tæt på de skarpe og stærke tænder. Takket være sin store dygtighed lykkes det for den at undgå at blive bidt og såret af disse aggressive naboer, der bor sammen med den. Den har levet ved siden af disse skrækkelige mennesker uden én eneste gang at komme til skade, fordi den besidder en usædvanlig dygtighed og overbærenhed.

[07:30] Tungen har på den måde lært os mange vigtige og nyttige ting. Den viser os for eksempel at man kan leve blandt personer, der er meget vanskelige at være sammen med, når blot man udviser omsorg, overbærenhed og tålmodighed samt benytter sine evner. Du burde være i stand til at leve et lykkeligt liv på trods af den slags prøvelser. Men i vore dage er der ingen, der prøver at følge disse gode eksempler. Så snart du kommer i dårligt selskab, er også du tilbøjelig til at blive påvirket i dårlig retning. Alle dine gode følelser, kvaliteter og tanker samt din gode opførsel forsvinder i ét nu, og du mister alle dine dyder og fortjenester. Det er nødvendigt at opnå det fulde herredømme over tungen, for at du kan undgå at lide under disse følger.

[07:31] Swami siger meget ofte til eleverne, "Kære elever. I skal ikke tale så meget, som I gør. Gør I det, så vil I spilde den guddommelige energi, som er i jer. Jeres hukommelse vil blive svækket, og I vil udvikle svagheder i kroppen, dersom I taler for meget. Det vil til slut medføre, at I ældes før tiden, og I vil desuden få et dårligt ry."

[07:32] Lad os tage radioen som eksempel. Du lukker måske op for den for at lytte til nyhederne eller til et program med åndelige sange, men så glemmer du at slukke for den, og den fortsætter med at spille uden noget formål. Hvor meget strøm bruger den ved at være tændt sådan hele dagen og spilde den dyrebare energi?

[07:33] Vi kan sammenligne kroppen med en radio. Intellektet er da den kontakt, der har tændt for den, men som har glemt at slukke den igen. I denne sammenligning er sindet det, der meningsløst taler uafbrudt hele dagen uden noget formål. Den guddommelige energi, du har i dig, vil gå til spilde, dersom du på samme måde uafbrudt taler og taler.

[07:34] Mennesket taler hele dagen lang enten højt eller inden i sig selv, lige fra han står op om morgenen, og til han om aftenen går til ro. Det er muligt, der skrues ned for lydstyrken, men talen fortsætter alligevel hele tiden. Det foregår på samme måde som i en radio, der forbruger elektricitet, hvad enten der spilles højt eller lavt. Energien går til spilde.

[07:35] Den mest almindelige årsag til, at folk ældes før tiden og til senilitet, er, at folk taler og taler og taler. Al den tale er skadelig. Du er nødt til at være stille, at leve i stilhed. Siden du blev født, har du aldrig prøvet at leve i stilhed. Du er nødt til nu at udvikle den evne. Det forholder sig i virkeligheden sådan, at tungens to funktioner er meget tæt forbundne. For megen tale fører til en unaturlig sult. Når den talende føler sig mere sulten, spiser han naturligvis mere. Dette overforbrug af føde vil skabe følelser, der igen vil komme til udtryk i endnu mere tale. Det bliver helt umuligt at holde styr på sanserne i et sådant forløb.

[07:36] Hvis du binder en hest til en pæl efter at have givet den et kraftigt foder, så vil den ikke være i stand til at stå stille. Hesten bliver urolig og nervøs. Hvis du giver den kraftigt foder, så er det også nødvendigt at motionere den. Den rette form for motion vil styrke helbredet og desuden føre til beherskelse af hovmod og selviskhed. Det, der gælder for hesten, gælder også for et ungt menneske. Spiser et ungt menneske en kraftig kost uden at arbejde eller motionere, så vil han blive rastløs, og han vil endvidere udvikle hovmod og selviskhed. Den nødvendige Sadhana er stillet til rådighed for de unge for at sikre, at den føde, de spiser, bliver brugt i samfundets tjeneste. De må være fast besluttede på altid at udføre gode gerninger. De skal ikke blafre som lys i vinden. De skal have en stærk selvtillid. Her er et eksempel, der belyser dette forhold.

[07:37] En lille fugl er fløjet hen og har sat sig på en gren, og her bliver den siddende et stykke tid. Lad os nu antage, at det begynder at blæse op, og at grenen begynder at svinge frem og tilbage. Men den lille fugl bliver ikke bange, fordi grenen svinger frem og tilbage. Hvorfor ikke? Fordi dens sikkerhed ikke udelukkende afhænger af grenen. Den stoler på sine vinger, og den er sikker på, at ligegyldigt hvor meget grenen bevæger sig, så vil det ikke kunne skade den. Den vil ikke falde ned. I vore dage bliver mennesker skræmt af selv de mindste vanskeligheder, de møder i dagligdagen. Det ser ud, som om mennesket har mindre selvtillid end den lille fugl. Hvad er grunden til det? Grunden er, at mennesket spiser for megen føde, der er fuld af Thamoguna, og som derfor fremkalder rajasiske følelser. Det medfører, at mennesket ikke er i stand til at erkende og opleve sin sande natur.

[07:38] Ungdommen af i dag stiller ofte spørgsmål, der lyder nogenlunde således, "Fugle og dyr lever i stor frihed. Hvorfor må vi ikke nyde den samme frihed?" Når ungdommen stiller den slags spørgsmål, kan vi svare dem, "Det må I også. I har også krav på frihed og uafhængighed, men I skal leve i den form for frihed, der er passende for et menneske, og ikke i den form for frihed, der er bestemt for dyrene. Fuglene nyder den form for frihed, som er bestemt for dem. Dyrene nyder den form for frihed, der er naturlig for dem. Du skal nyde den menneskelige form for frihed, fordi du er et menneske. Det er den frihed, der er naturlig for mennesket at leve i. Det vil være upassende, om du forsøger at nyde den dyriske form for frihed, samtidig med at du betegner dig selv som værende et menneske. Lev som et menneske og fremelsk menneskelige egenskaber."

[07:39] De menneskelige egenskaber er: Opofrelse, kærlighed, medfølelse, gavmildhed, sympati, ikke-voldelighed, og andre lignende, ædle karakteregenskaber. I stedet for at fremelske disse egenskaber udvikler mennesket dyriske kvaliteter såsom: Begær, vrede, grådighed, tilknytning, stolthed og misundelse. Disse dyriske egenskaber er der ikke plads til hos mennesket. Du skal i særdeleshed aldrig give plads til selviskhed og jalousi. Disse to egenskaber er de værste, der kan hjemsøge mennesket. Hvis du ønsker at tilegne dig de gode, menneskelige egenskaber i stedet for disse dyriske egenskaber, så er du nødt til at beherske tungen både med hensyn til talen og føden. Det er Yoga'ens kongevej, menneskenes kongevej.

[07:40] Bhakthi Yoga, hengivenhedens Yoga, har lært os, at man skal bruge tungen på den rette måde. Man skal bruge føden på den rette måde, og man skal bruge sine ord på den rette måde. Specielt i denne tid, Kali Yuga, vi nu lever i, kan man meget nemt helliggøre tungen ved at gentage Guds Navn, ved Namasmarana. Lovpris derfor i sang Guds Navn. Lad tungen uafbrudt synge Herrens Pris og gentage Hans Navn i stedet for at spilde din dyrebare, guddommelige energi og kostbare tid på tom, intetsigende snak. Den rette måde at leve dit liv på vil være at fylde hele din tilværelse med Herrens Herlighed og Hellighed.

Kapitel 8: Kærlighed er Gud - Gud er Kærlighed

[08:01] Gita Acharya har erklæret, "Enhver der med kærlighed tænker på Mig, og som priser Mig, ham vil Jeg skænke Buddhi Yoga, intellektets Yoga, og Jeg vil tage ham til Mig. Det er Mit løfte."

[08:02] Buddhi Yoga handler om den form for skelneevne, der er i stand til at skelne mellem Atma og Anatma, mellem Selvet og ikke-Selvet, mellem Det, der er permanent, og det, der er forgængeligt og foranderligt. Det er udelukkende de personer, der er opfyldt af hellig hengivenhed og kærlighed til Herren, der kommer i besiddelse af denne skelneevne. Hengivenhed er kongevejen til opnåelse af visdom. Den er i virkeligheden den eneste vej til opnåelse af den højeste, åndelige viden.

[08:03] I Gita'ens kapitel 12 har Herren bekendtgjort, "Den, som er Mig hengiven, ham har Jeg kær." Hvad er hengivenhed? Hengivenhed er den stadige strøm af kærlighed til Gud. Når kærligheden er rettet imod flygtige ting, så er den ikke et udtryk for hengivenhed. Så er den blot en form for tilknytning. Men når kærligheden strømmer mod den uforanderlige Virkeligheds Enhed, så bliver den til hengivenhed. Hengivenhed begynder med en følelse af, at man er Guds tjener, Daasoham. Senere udvikler det sig til en tilstand, i hvilken man identificerer sig direkte med Gud. Denne tilstand er Soham. Det vil sige, jeg er Ham! Herren og jeg er Én.

[08:04] I praksis kan hengivenhed udtrykke sig i to hovedformer. Den ene beskæftiger sig med bestemte former for tilbedelse og ritualer, som de hengivne deltager i. Den kan bestå i at tilbede Gud ved de seksten forskellige former for offerhandlinger eller i at valfarte til forskellige betydningsfulde steder eller i at bade i hellige floder og så videre. Disse eksempler er alle udtryk for den almindelige form for hengivenhed.

[08:05] Gita Acharya accepterer imidlertid ikke, at denne form for hengivenhed skulle være den eneste form for hengivenhed. Der findes en højere form for hengivenhed, der i sandhed kan betegnes som ægte hengivenhed. Den består i at fremelske en lydefri personlighed og uafbrudt være fuldstændig opfyldt af kærlighed til Gud. Det er Parabhakthi, den transcendentale hengivenhed. Vi skal således skelne mellem Bhakthi, den almindelige form for hengivenhed, og Parabhakthi, den transcendentale hengivenhed, den højeste form for hengivenhed. Den almindelige form for hengivenhed benytter sig ved tilbedelsen af Gud af de genstande, der findes i den objektive verden. Det kunne for eksempel være blomster og blade. Hvor er disse ting kommet fra? Har du frembragt disse blomster? Nej, vel? Det er Gud, der har skabt dem. De er Hans Skaberværk. Hvori består så opofrelsen, når du til Gud ofrer noget, Gud har skabt? I Gita'en hedder det, at den form for tilbedelse, hvor man tilbyder Gud det, som Han Selv har skabt, kun kan kaldes en middelmådig form for hengivenhed. Når du derimod i kærlig tilbedelse ofrer dit hjertes hellige blomster til Gud, som bor i dit hjerte, disse hellige blomster, som ikke er af denne verden, så er det den højeste form for hengivenhed, Parabhakthi. Det er den form for hengivenhed, du skal stræbe efter.

[08:06] I denne forbindelse må vi også undersøge, hvilken forskel der er mellem Jnanam og Dhyanam, mellem visdom og meditation. Det er ikke muligt at opnå virkelig visdom uden at meditere. Men på den anden side kan man heller ikke opnå den virkelige meditationstilstand uden at have en fornemmelse af, hvad denne højere form for viden består i. Når det nu er således, hvordan kommer man så i gang?

[08:07] Det er en almindelig opfattelse, at meditation består i at koncentrere sig om et objekt og nå det Højeste ved hjælp af dette objekt. Men det er ikke den rigtige indfaldsvinkel til meditation. Etymologisk set forklarer ordet Twayichinthayam, hvor ordet Dhyanam, meditation, kommer fra. Twayichinthayam betegner dette at meditere på Gud som meditationsobjekt. Det kan man også kalde hengivenhed. Derfor er meditation og hengivenhed i virkeligheden det samme. De består begge i at koncentrere sig om Gud og udelukkende tænke på Gud. Uden denne form for meditation eller hengivenhed er det umuligt nogensinde at nå Guds ubegrænsede Stråleglans.

[08:08] Du længes efter frugterne, og frugten er afgjort meget vigtig, men du kan ikke få frugten, uden at du først har blomsten. Først blomsten, så frugten. Hengivenhed kan lignes ved blomsten. Hvis du ikke først fremelsker hengivenhed og lader den blomstre frem, så vil det være umuligt for dig at opnå den åndelige visdoms frugter. På blomsterstadiet er den hengivne nødt til at betragte sig selv som Daasoham, som Guds tjener. Fra dette stadium skal han bevæge sig til stadiet Soham. Det vil sige til: Jeg er Ham, jeg er Brahmam, jeg er Det.

[08:09] Den store helgen Vidyaranya påbegyndte sin Sadhana fra tilstanden Daasoham, der betyder: Jeg er Herrens tjener. Lidt efter lidt udviklede hans Sadhana sig fra Daasoham til Soham, fra følelsen af at være Guds tjener til følelsen, 'Jeg er Ham, jeg er Gud'. Engang, da Vidyaranya talte med sine elever om Sadhana, spurgte de ham, "Swami, du har altid lært os, at vi skal sige 'Daasoham, Daasoham', men i dag gentager du udelukkende ordet 'Soham, Soham (Jeg er Den, jeg er Den),' og 'Shivoham (Jeg er Shiva).' Hvad er årsagen til denne forandring? Er det en anden form for hengivenhed?"

[08:10] Guru'en svarede, "Kære børn. Jeg har hele tiden brugt bønnen 'Daasoham'. Den betyder: Oh Herre, jeg er Din tjener. Men en dag kom Chitthachora, det vil sige Ham, der stjæler hjerter, og fjernede stavelsen 'Daa'. Ser I, Han gik ind i mit hjerte og fjernede stavelsen 'Daa' fra Daasoham, og efterlod mig med Soham. Han viste Sig senere i en drøm for mig og sagde, "Til at begynde med måtte du indlede din Sadhana med 'Daasoham', men din udvikling førte dig nærmere og nærmere til Mig. Nu er du Mig meget nær og meget kær, og du kan derfor begynde med at bruge 'Soham'. Bliv blot ved med at gentage Soham, for du og Jeg er nu Én."

[08:11] Et andet eksempel på denne Sadhana er to af Ramakrishna Paramahamsa's elever. Den ene levede som Grihastha, det vil sige en, der lever et familieliv, og den anden levede som Sanyasi, som en slags munk. Nagamahaasaya var den, der levede et familieliv, og Vivekananda var den, der levede som Sanyasi. Nagamahaasaya brugte altid ordet Daasoham. Når en hengiven begynder fra Daasoham-stadiet, så vil hans selviskhed hurtigt forsvinde. Man vil ikke være i stand at opnå den hellige viden om Atma, hvis man har denne Ahamkara, denne jeg-følelse. Selv Arjuna, som var Krishna's ven i mange år, og som fik Krishna's hjælp og støtte hele livet, led af denne Ahamkara, denne jeg-følelse. Det var først, da Arjuna havde smidt sin bue, Ghandiva, fra sig, da han havde frigjort sig fra sin Ahamkara og fuldt og helt havde overgivet sig til Herren, at Krishna gav ham Gita'en. Arjuna sagde, "Oh Herre, fortæl mig, hvad jeg skal gøre. Jeg vil gøre, hvad Du befaler." Det var først på det tidspunkt, Krishna gav ham Gita'en og lærte ham den højeste visdom. Så længe man besidder selviskhed, vil man ikke være i stand til at opnå Atma. Man er ikke i stand til at erkende den højeste Virkelighed, Paramatma Swarupa. Når du modtager Guds Nåde, så vil det være umuligt for dig at fastholde din selviskhed, thi hvordan skulle lyset og mørket kunne være til stede på samme tid og sted? Det er ikke muligt.

[08:12] Nagamahaasaya begyndte meget ydmygt med ordet Daasoham, jeg er Herrens tjener. Vivekananda derimod fremelskede vidtfavnende storsindethed og tolerance ved uafbrudt at gentage, "Shivoham, Shivoham (Jeg er Shiva. Jeg er Shiva)." Swami Vidyaranya forklarer, hvorfor Nagamahaasaya og Vivekananda valgte forskellige veje eller metoder til at overvinde vrangforestillingens magt. Det skyldtes forskel i deres erfaringsgrundlag og i deres skæbne. Nagamahaasaya, der levede et familieliv, fulgte Daasoham-vejen. Han blev mindre og mindre, indtil han til sidst blev så lille, at han fuldstændig kom fri af de tigerklør, der havde holdt ham fanget. Denne tiger var Maya. Han blev fri, fordi han gjorde sig fri af sin selviskhed. Vivekananda sprængte de Maya-lænker, der havde holdt ham fanget. Han benyttede mantraet Shivoham, Shivoham (Jeg er Shiva, jeg er Shiva). Dette bevirkede, at han voksede ud over alle grænser og således sprængte lænkerne.

[08:13] Man vil ikke kunne blive generet af noget som helst, dersom man i sit indre fremelsker den hellige og ædle ide eller tanke, der siger, 'Jeg er Gud, jeg er Gud'. Intet vil da kunne standse en sådan person. Det gavner naturligvis ikke, bare fordi man fremsiger disse ord. De må være baseret på en sand og virkelig oplevelse. Man er nødt til at sætte sig ud over kropsbevidstheden og opnå fuldkomment herredømme over sanserne. Ved uophørligt at identificere sig med Herren, vil man med tiden opnå den højeste visdom. Man kan også, som vi har set, følge Daasoham-vejen og på den måde fjerne jeg-følelsen fra sit hjerte. Man vil da blive fyldt med lyksalighed.

[08:14] Der findes tre trin på den vej, der fører til Gudsrealisation. Det første er Dwaitha, der betyder dualisme. Det andet er Vishishtadwaitha, der betegner en ikke dualistisk tilstand, men denne tilstand omfatter visse kvaliteter. Det tredje trin har betegnelsen Adwaitha, der betyder ikke-dualisme. I begyndelsen siger den hengivne, "Jeg er Gud hengiven." I denne situation er der to personer. Den ene er Gud, og den anden er den hengivne. Den hengivne tror, at Gud befinder Sig et eller andet sted langt borte. Den hengivnes holdning og indstilling går ud på at finde ud af, hvor Gud er, og nærme sig Gud for til sidst at komme helt tæt på Ham.

[08:15] Gradvis udvikler den hengivne sig på dette trin for på et tidspunkt at stå ansigt til ansigt med Gud. Han vil da sige, "Oh min Gud, jeg er Din hengivne." På dette andet trin står han ansigt til ansigt med Gud og erklærer, at han er Guds egen hengivne. På det tredje trin kan han derefter sige, "Jeg er Dig. Du er mig. Vi er Én."

[08:16] Det første trin, der kendetegnes ved, at man siger, "Jeg er Gud hengiven," er tilstanden Dwaitha. I denne tilstand er man adskilt fra Gud, og Gud befinder Sig langt borte. På det andet trin siger man, "Oh min Gud, jeg er Din hengivne." Her føler man, at man har Gud i sit hjerte, og denne tilstand betegnes Vishishtadwaitha. Den tredje Tilstand kendetegnes ved oplevelsen "Herre! Du er mig, og jeg er Dig." I denne Tilstand kan den hengivne ikke skelne sig selv fra Gud. Dette er Adwaitha-tilstanden, den ikke-dualistiske Tilstand. Du påbegynder således din rejse i den dualistiske oplevelse af verden, og afslutter din rejse i den ikke-dualistiske opfattelse af verden. Du begynder din Sadhana med den almindelige form for hengivenhed, hvor du tilbeder Gud med Form og Kvaliteter og hertil anvender forskellige ritualer og ydre former for tilbedelse. Hvis du ikke begynder med at tilbede Saakara og Saguna Aspektet af Gud, så vil du aldrig blive i stand til at erkende det Aspekt af Gud, der er Niraakara og Nirguna, det vil sige Gud uden Form og Gud uden Kvaliteter. Du udvikler dig således åndeligt ved i begyndelsen at blive Herrens tjenere. Til sidst bliver du fuldt og helt identisk med Gud.

[08:17] Lad os for at belyse disse forhold forestille os en meget stor cirkel, og at der uden for denne cirkel, men tæt op til den, findes en meget mindre cirkel. Lad os endvidere antage, at den store cirkel er Gud, og at den lille cirkel er Jiva'en, den individuelle sjæl. Jiva'en er her forskellig fra og adskilt fra Gud. Dette er Dwaitha, dualisme. Når vi bevæger den lille cirkel ind i den store cirkel, således at den ligger inden i denne, så har vi et billede, der udtrykker Vishishtadwaitha, den kvalificerede ikke-dualisme. Nu er Jiva'en blevet en del af Gud. Han lever i Gud. Hvordan kan vi nu illustrere, at Jiva'en fuldt og helt forenes med Gud? Det sker ved, at den lille cirkel vokser sig større og større, indtil den til sidst har udvidet sig så meget, at den har samme størrelse som den store cirkel. Det er da ikke længere muligt at se forskel på de to cirkler. Jiva'en og Gud er Én. Mennesket har forenet sig med Gud. Denne Tilstand er Adwaitha, den fuldkomne ikke-dualisme.

[08:18] På hengivenhedens vej er det den fuldstændige overgivelse, Prapatthi, der fører til, at Jiva Thathwa'en folder sig helt ud og forenes med Deva Thathwa'en, det guddommelige Princip. Det er først, når du erkender og forstår dette guddommelige Princip, der er i menneskets indre, at alle dine svagheder vil forlade dig, og du vil fremelske det altfavnende sind, der til sidst kulminerer i din forening med Gud. Hvordan kan du opnå en sådan forståelse af din guddommelige natur? Hvordan kan du erkende det Guddommelige i dit indre? Det er udelukkende gennem uophørlig udøvelse, gennem Abhyasa, at du kan nå frem til denne erkendelse. Selv de almindeligste færdigheder i denne verden kræver stadig øvelse, for at mani kan blive bedre til dem. Det gælder, hvad enten det drejer sig om at læse, skrive, gå eller spise og så videre. Alle disse færdigheder udvikles og forbedres udelukkende gennem øvelse og træning. Hvis du tager det første skridt, så vil du efterhånden blive i stand til at tage det sidste skridt. Det sidste skridt er i denne forbindelse den højeste viden, der vil føre til den sande frigørelse.

[08:19] Der findes to former for kundskab eller viden. Den ene form er den åndelige viden, og den anden er den verdslige viden. De almindelige, verdslige kundskaber vedrører udforskning af tingenes forskellige egenskaber. Men når det derimod drejer sig om at forstå de indre principper i og meningen med alle de ting, der eksisterer eller har eksisteret, så er der tale om åndelig viden, om sand visdom. Det er ikke muligt at opnå en sand viden om denne verden uden at have denne åndelige forståelse, visdommen, som grundlag. Så selv for at erhverve dig sand, verdslig viden er det nødvendigt, at du tilegner dig åndelig viden.

[08:20] Det er ikke muligt at udføre nogen form for aktivitet uden kroppen. Kroppen er nødvendig for enhver form for arbejde og enhver aktivitet. Den er grundlaget for alle aktiviteter. Formålet med kroppen er at nå frem til livets Mål, og den skal bruges til aktiviteter, der gavner andre. For at de børn, der er til stede, let kan forstå disse begreber, kan vi forestille os, at vi er taget på skovtur, og at vi har medbragt alt det, der er nødvendigt for at koge og tilberede maden.

[08:21] Før vi starter på madlavningen, finder vi tre sten, der kan tjene som ildsted. Det næste, vi gør, er at fylde vand i gryden, og derpå kommer vi risene i. Vi laver nu et bål mellem stenene under gryden. Hvad er formålet med denne ild under gryden? Det er varmen fra ilden, der får risene i gryden til at koge. Hvis vi ikke har en gryde, men hælder risene direkte ned i ilden, så får vi ikke den mad, vi vil have. Varmen fra ilden overføres til gryden. Derefter går varmen over i vandet og til sidst over i risene. På denne måde får vi kogt risene, og vi kan nyde måltidet.

[08:22] I livets skov søger du efter lyksalighed, og den kan du sammenligne med den mad, du tilbereder. De tre sten er de tre Guna'er, kvaliteter: Sathwaguna, Rajoguna og Thamoguna. Kroppen er gryden. Dine følelser og ønsker er vandet, og dine åndelige længsler og åndelige higen er risene. Den ild, du har tændt mellem stenene, er den rensende Sadhana, du udøver for at opnå visdom. Det er kroppen, der skal udsættes for denne lutrende ild, og dine ønsker og følelser skal påvirkes gennem kroppen. Disse vil da blive kogt og forvandlet til den højeste, åndelige længsel, der vil ende med at være den færdige ret. Det er denne færdige ret, denne åndelige føde, Atmajnana, du har længes efter.

[08:23] Det er ikke muligt for dig uden videre at erkende en sådan åndelig visdom direkte i hjertet. Du skal først gennem tilberedningen. Du skal brænde dine ønsker og begær ved hjælp af kroppen og dine gode følelser. Du forvandler dem til åndelige længsler, som derpå fører til realisation af den højeste viden.

[08:24] Den korrekte anvendelse af meditation består i støt, langsomt og sikkert at få kontrol med alle dine ønsker og begær. Når du behersker dine ønsker og sanseorganerne, bliver det muligt for dig at udføre alle dine handlinger på en naturlig og spontan måde. Du forventer da ikke at høste frugten af dit arbejde. Det er nu engang ikke muligt at foretage sig noget, uden at handlingen bærer frugt. Når som helst du går i gang med noget, vil det nødvendigvis have følger, frugter.

[08:25] Der siges Mapaleshu - ikke Napaleshu. Det betyder, at man ikke skal tænke på det som 'ingen frugter', men at man skal tænke på det som 'ingen interesse for frugterne'. Der vil altid være frugter, men du arbejder ikke for at opnå disse frugter. Du anser det for at være din pligt at arbejde. Når du udfører din pligt, så vil der også være nogle ønsker og nogle resultater, med andre ord nogle frugter. Det er der ikke noget forkert i. Du fortsætter blot med at gøre din pligt.

[08:26] I Gita'en hedder det ikke, at handlinger ikke vil medføre frugter. De, der ikke klart har forstået meningen med at ofre handlingens frugter, lader også helt være med at handle. Men du er nødt til at handle. Du har brug for ilden, indtil du er færdig med at lave mad. Du er nødt til at være aktive og udføre dine pligter, indtil du har erkendt arbejdets indre hemmelighed og den hemmelighed, der ligger i at ofre frugterne af dit arbejde.

[08:27] Hvad du end beskæftiger dig med, så er grundlaget for det alt sammen kærligheden. Det gælder dine handlinger, din ofring af handlingernes frugter, erhvervelse af sand visdom og så videre. En persons indre sandhed udtrykkes gennem ædle og dydige karakteregenskaber og god opførsel. Grundlaget for denne sandhed er kærlighed. Sandhed, ret adfærd, fred og ikke-voldelighed eller Sathya, Dharma, Shanthi og Ahimsa eksisterer ikke separat eller uafhængigt. De er alle afhængige af kærligheden, af Prema.

[08:28] Når kærligheden fylder dine tanker, bliver den til sandhed. Når kærligheden kommer til udtryk gennem handling, bliver den til ret adfærd. Når dine følelser bliver fyldt med kærlighed, bliver den automatisk til freden selv. Den dybere mening med ordet fred er kærlighed. Når du fylder din forståelse eller erkendelse med kærlighed, bliver den til Ahimsa. Dharma er kærlighed omsat i praksis, Sathya er tanker fulde af kærlighed, Shanthi er følelser fyldt med kærlighed, Ahimsa er den fulde forståelse af kærligheden.

[08:29] Det er kærligheden, der flyder som en strøm i dybet af alle disse andre egenskaber. I Buddhi Yoga, der er blevet forklaret i kapitlet om Bhakthi Yoga, hedder det, "Benyt denne kærlighed til at nå Mig. Du er nødt til selv at være fyldt af denne kærlighed for at kunne gøre brug af denne kærlighed. På den måde vil du komme Mig meget nær."

[08:30] Kære hengivne. Jeres hænder er meget små, men med disse små hænder tjener I Mig. Jeres to øjne er meget små, og Min Skabelse er meget stor. Med jeres to små øjne forsøger I at overskue hele dette vældige Univers. Jeres ører er meget små, og med disse to små ører lytter I til Mine ord og Mine lyde. Ved hjælp af jeres to små fødder bevæger I jer imod Mit nærvær. Men I vil ikke til fulde have nået jeres Mål, blot fordi I kommer til Mig og bliver i Min nærhed. Det gavner dig ikke meget blot at tjene Mig med dine to små hænder. Det gavner dig ikke meget blot at betragte Mit Univers med dine to små øjne eller at lytte til Mine guddommelige ord med dine to små ører. Men der er én ting, du kan gøre, som vil have stor virkning, noget der vil være af afgørende betydning. Det er til stadighed at lade Mig være til stede i dit hjerte. Når du har ladet Mig få plads i dit hjerte, så vil ingen af disse andre aktiviteter have nogen særlig betydning.

[08:31] Formålet med alle de handlinger, du har udført i forbindelse med tilbedelsen, alt det, du har brugt dine øjne, dine ører, dine hænder og fødder til, har alene været at opnå kontrol over sindet. Det bliver imidlertid let at opnå kontrol over sindet og sanserne, når du indbyder Gud til at tage plads i dit hjerte. Sindet og sanserne vil da af sig selv falde til ro. Der er således ikke behov for nogen særlig indsats for at opnå Karmaphalathyaga, for at ofre frugten af ens handlinger. Når du begynder at tænke på Mig, og dine tanker alene er optaget af Mig, så vil alt andet automatisk blive ordnet af Mig. Du er nødt til at udvikle en fast beslutsomhed for at nå denne tilstand. Hvis du ikke har den fulde og fuldstændige tro og tillid, så kan du ikke opnå den lyksalighed, der følger heraf.

[08:32] Gud er altid Fuldkommen og Hel, og for at nå denne fuldkomne Gud er din tro også nødt til at være fuldkommen. Når Han er Fuldkommen, og du ikke er det, så kan den kraft, der er nødvendig for at binde Ham og dig sammen, ikke dannes. For at kunne nå Gud, der er den fuldkomne Kærlighed, er du nødt til selv at have et fuldkomment hjerte, et hjerte der er fyldt af tro og fyldt af kærlighed. Det vil være forræderisk mod den rene kærlighed, hvis dit hjerte er fyldt af tvivl. Du vil da vanære Gud, der er Alvidende, Almægtig og Allestedsnærværende, og som kender alle tanker. Hvilke tanker, du end har, så fyld dem med Ham. Tænk på Ham med hjertet opfyldt af tro og kærlighed. Så vil du uden tvivl nå Ham. I Gita'en har Han sagt, at Han har dig kær, når du tilbeder Ham af hele dit hjerte. Det vil sige, når du ser Ham overalt og i alting. I Gita'en hedder det, "Adveshta Sarva Bhutanam."

[08:33] "Den, der med hele sit væsen i fuld kærlighed mestrer de 64 forskellige former for uddannelse, er Mig meget kær." Disse 64 kvaliteter er allerede til stede i mennesket i deres helhed, og dog gør han ikke noget for at blive opmærksomme på dem. Han spilder al sin tid på verdslige gøremål. Men du må nødvendigvis gå i gang med de aktiviteter, der vil hjælpe dig til at nå Målet. Al den tilbedelse, du udfører i den ydre verden, skal du tillige udøve i dit indre. Der vil da opstå enhed mellem det ydre og det indre, og du vil opleve harmoni og fuldbyrdelse. Når først du har forstået dette, vil dit liv blive helliggjort.

[08:34] I hengivenhedens Yoga, Bhakthi Yoga, forklares det, at kærligheden er grundlaget for alt. Den er den allervigtigste kvalitet, der skal fremelskes. Når alle dine tanker er opfyldt af denne kærlighed, vil sandheden som noget helt naturligt tage ophold i dit hjerte. Når alle dine handlinger er fyldt af kærlighed, så vil alle dine forehavender helt naturligt udtrykke Dharma. Alle dine følelser skal være helt opfyldt af kærlighed. Du vil da blive i stand til at nyde en ubegrænset fred. Al din forståelse og indsigt skal være fyldt med kærlighed. Du vil da ikke være i stand til at hade eller såre nogen eller noget. Kærligheden er således selve grundlaget for at opnå ro og fred i sindet. Kærligheden er Sandhedens fødested. Kærligheden er grundlaget for Dharma og Ahimsa, for ret adfærd og ikke-voldelighed. Det er derfor, Swami så ofte siger, "Kærlighed er Gud. Gud er Kærlighed."

[08:35] Det grundlæggende budskab i Bhakthi Yoga er at fremelske og udøve denne form for kærlighed, og at du ved at udøve denne form for kærlighed vil få et altfavnende hjerte. På denne måde kan du til fulde udvikle alle de ædle egenskaber, der er til stede latent i dig.

Kapitel 9: Du skal ikke hade nogen eller noget

[09:01] Kun den, der kan få sine tanker til at falde til ro, vil være i stand til at overvinde sine ønsker, og han vil først være i stand til at overvinde vreden, når han har fået kontrol med sine ønsker. Det første skridt, der skal tages for at overvinde vrede og begær, er derfor at frigøre sig fra tankeprocessen. Dette gælder både for Sadhaka'er og almindelige mennesker, men som det forklares i Bhakthi Yoga, så er det især vigtigt for Sadhaka'er at få sindet til at falde til ro.

[09:02] Tanker er fulde af liv og energi. De kan endog være stærkere end det stærkeste materiale. Tankeprocessen begynder i det øjeblik, man fødes. Det materiale, tanker består af, er overordentlig fint. Det kommer fra den føde, vi spiser. Hvis du derfor udelukkende spiser helliggjort føde, vil du udelukkende få hellige tanker. Dersom en person er fuld af hellige tanker, vil alle hans ord og alle hans gerninger også være hellige. Disse hellige tanker kan sammenlignes med en skarp kniv eller et sværd. Du kan benytte gode tanker til at erkende tilstedeværelsen af slette tanker, følelser og handlinger og derefter tilintetgøre disse. Spiser man derimod forkert eller uren føde, vil dårlige tanker, følelser og handlinger blomstre op og trives. Det er ikke det eneste, der vil ske. Den forkerte føde og de dårlige tanker vil desuden medføre, at kroppen mister sin styrke, at fordøjelsen svækkes, og at kroppen bliver plaget af alle mulige gener og ubehageligheder.

[09:03] Gita Acharya har forklaret, at det er helt nødvendigt med en stærk og ren krop for at opnå verdslig velstand og for at få udviklet de åndelige muligheder, der findes i mennesket. Tankerne og tankeprocessen udgør sindets form. Hvis tankerne rettes mod den objektive verden og de ting, der hænger sammen med den, så vil tankeprocessen blive optaget af ejendom og velstand, for disse udgør grundlaget for livet i den objektive verden. Ordet velstand henfører normalt til jordiske besiddelser såsom guld, penge, jord og det antal børn, man har. Berømmelse, status og position er andre former for velstand.

[09:04] I Bhagavad Gita godtages det imidlertid ikke, at velstand skulle have noget at gøre med besiddelser eller status. Det erklæres i Gita'en, at ens personlighed er den sande velstand, at god opførsel er velstand, og at kendskab til Atma er velstand. Verdslig ære og berømmelse, jordisk gods og guld samt familien er alt sammen flygtige ting. Det kan forsvinde, selv om man stadig er blandt de levende. Katastrofer og ulykker kan føre til, at man mister ære og berømmelse, ejendom og familie. Og hvad mere er, man vil ikke have nogen som helst forbindelse til noget af alt dette, når man er død. De ædle egenskaber såsom en retlinet karakter, god opførsel og viden om Atma, sand visdom, vil ikke alene være til gavn for en, mens man lever, men de vil også være ens trofaste følgesvende efter døden. De vil hjælpe dig til at nå Gud, til at blive forenet med Gud.

[09:05] En persons sande berømmelse afhænger ikke af hans fysiske skønhed eller af hans charme. Den afhænger ikke af hans rigdomme. Den er alene afhængig af hans karakter, af hans personlighed. I de hellige skrifter finder vi historien om Vishwamitra. Vishwamitra ønskede med sin fysiske overlegenhed at hævne sig på den hellige Vashishta, der var Brahmarishi, og som derfor var iklædt Brahmathathwa's usynlige beskyttelseskappe. Denne beskyttelse opnår man, når man fordyber sig i det guddommelige Princip.

[09:06] Da Vishwamitra, der på det tidspunkt var Kshatriya konge, krigerkonge, angreb den hellige Vashishta, så led denne ingen overlast. De pile, Vishwamitra sendte imod Vashishta, mistede enhver kraft. Det var, som om de blev afsendt mod et massivt bjerg. Alle Vishwamitra's pile splintredes og faldt til jorden uden at gøre skade, så snart de blot rørte Vashishta. I virkeligheden er fysisk styrke en form for svaghed. Kun den styrke, der er baseret på Dharma, den rette adfærds styrke, er sand styrke. Da Vishwamitra erkendte dette, begyndte han at udøve en streng Thapas for at opnå det samme, høje, åndelige stade, som Vashishta havde. Efter en lang periode med Thapas, lykkedes det ham at opnå Brahmam, og han blev ligeledes Brahmarishi.

[09:07] Kaurava'erne var i alt hundrede brødre. De baserede ligeledes deres styrke på fysisk magt, på penge og på forskellige af deres allierede kongers militære styrke. Men til slut døde alle disse brødre i den krig, de selv havde anstiftet. Til sidst var der ikke én eneste søn tilbage, der kunne udføre bisættelsesritualerne ved deres fars død. Det var en forfærdelig skæbne. I stedet for at bede Krishna om hjælp i krigen, søgte Duryodhana og de andre Kaurava brødre tilflugt i fysisk magt, penge og enkeltpersoners formåen.

[09:08] Derimod stolede Pandava brødrene alene på den styrke, der ville følge af deres fuldstændige overgivelse til Krishna. Det eneste, de ønskede, var Krishna's hjælp. Da Arjuna kastede sig for Krishna's fødder og overgav sig til Ham, var Krishna meget tilfreds. Han rejste Arjuna op og sagde, "Rejs dig, Dhananjaya. Tro er den virkelige styrke. Retfærdigheden sejrer altid til sidst, og selviskheden bliver tilintetgjort. Det er den Dharma, der gælder til alle tider. Erkend det!" Den dag, krigen begyndte, fortalte Han Arjuna, at hvis man ikke søger tilflugt hos Herren, kan man ikke vinde Herrens Nåde, og man vil derfor ikke opnå succes i noget forehavende.

[09:09] Hvis en Sadhaka ønsker at vinde Herrens Nåde, skal han lære at kontrollere sine verdslige ønsker. Alle de resultater, dine handlinger medfører i Bhuthakasha, den objektive verden, når du er vågen, er ikke mere virkelige end de resultater, du skaber, når du drømmer. De paladser og store huse, du ser i drømme, forsvinder i ét nu, så snart du vågner og slår øjnene op. De er ikke virkelige og har aldrig været det. De oplevelser, du har, når du drømmer, forsvinder, når du vågner, og de oplevelser, du har, når du er vågen, forsvinder, når du drømmer. I Gita'en er det blevet forklaret, at Bhuthakasha's subtile form er Chitthakasha, og at Chidaakasha er den meget subtile form af Chitthakasha. Chidaakasha er den mest subtile, den mindste, og samtidig den største af disse tre sammenvævede verdener, som udgøres af den vågne bevidstheds-tilstand, drømmebevidstheds-tilstanden samt af den dybe søvnbevidstheds-tilstand. Den er altgennemtrængende.

[09:10] Hinsides alle disse findes imidlertid den uendelige Herre, Brahmam, Paramatma, det højeste guddommelige Princip. Dette guddommelige Princip er finere end det fineste, mindre end det mindste og større end det største. Blandt de mægtige er det Guddommelige det Mægtigste. Der findes intet, der er mægtigere. Dette er sandheden om Brahmam, det er sandheden om Atma. Som tidligere forklaret må de, der ønsker at opnå Brahmam, som er det højeste Mål, begynde fra tilstanden Daasoham. Dette første trin på vejen består i, at Sadhaka'en betragter sig selv som Guds tjener eller Guds sendebud. Denne dualistiske tilstand kaldes Dwaitha.

[09:11] Lidt efter lidt er man nødt til at komme af med stavelsen 'Daa', lade den forsvinde, og tilbage har man nu 'Soham', der betyder: Jeg er Ham. Når det er sket, er man nået til det trin, der kaldes Vishishtadwaitha, og det er det andet store skridt på den åndelige vej. Dersom man nu fortsætter sin Soham Sadhana, så vil efter nogen tid også den anden stavelse i Daasoham forsvinde. Når 'So' forsvinder, så er der blot 'Aham' tilbage. Det hele foregår på en måde, der minder om, det der sker, når skorpen på et sår falder af, fordi såret er helet. Når såvel 'Daa' som 'So', der begge dækker det rene 'Jeg', er faldet af, er du nået til det sidste trin på vejen. Du er nået til Adwaitha, ikke-dualismen. Du erkender da sandheden: Aham, Aham (Jeg er, Jeg er).

[09:12] Når man siger, Aham Brahmasmi, der betyder, jeg er Brahmam, jeg er Gud, så befinder man sig stadig i Vishishtadwaitha. Der er stadig nogen dualisme tilbage, fordi man oplever, at der er to personer. Der er 'jeg', og der er 'Brahmam'. Det er altså ikke den fuldkomne Adwaitha, den fuldstændige ikke-dualisme. I begyndelsen sagde du, 'Daasoham'. Du oplevede, at du var Guds tjener. Du var adskilt fra Gud, og Gud var adskilt fra dig, og I havde klart forskellig status. Når du derimod siger, 'Jeg er Brahmam', så er forskellen mellem jer ikke længere som mellem et objekt og et subjekt, selv om der stadig er lidt dualisme tilbage. Forskellen er snarere som at se sig selv i et spejl.

[09:13] Der vil normalt være mange forskellige spejlbilleder, når forskellige personer eller væsener spejler sig. Men i Vishishtadwaitha-tilstanden ser man overalt udelukkende sit eget spejlbillede. Det skyldes, at der udelukkende er den ene person, det ene Selv, der bliver spejlet, ganske som Solen bliver spejlet i mange kar med vand. I Vishishtadwaitha-tilstanden er man alene. Der er ikke nogen anden. Spejlet er det eneste, der er mellem en og Gud. Man oplever spejlingen og ser at man er meget nær ved Gud. Man står ansigt til ansigt med Gud og er altid meget nær Guds Fødder. Men når man udelukkende oplever den altgennemtrængende Gud, hvorfor er der så overhovedet behov for nogen spejling? Er der noget sted, hvor Gud ikke er til stede?

[09:14] Når nu hele Universet er den allestedsnærværende Guds Palads, hvor kan man så finde den dør, der fører ind til Hans Palads? Dersom der havde været en bestemt vej og et bestemt hus, så ville der også have været en hoveddør, men sandheden er den, at der slet ikke er nogen vej. Når den altgennemtrængende Gud er til stede overalt, hvordan skulle der så kunne være et bestemt sted, hvor du kan lede efter Ham og prøve at finde Ham? Der findes ikke noget bestemt sted, hvor Han bor. Når du bliver klar over, at Han altid er til stede overalt, så vil den sande oplevelse af det Guddommelige ikke være som et objekt, hvis spejling ses forskellige steder. Det vil være Ham i al Hans Fylde, der vil være til stede overalt, i alt og i alle. Denne altgennemtrængende oplevelse af det Guddommelige som den eneste Ene kaldes Adwaitha.

[09:15] De, der udfører en rituel form for tilbedelse, siger ofte, når de beder, "Åh, jeg arme synder. Min sjæl er fuld af synd. Jeg har begået så mange syndige handlinger." Men hvem er det, der synder? Hvordan kan nogen overhovedet være adskilt fra Gud? Findes der i det hele taget en sådan person? Disse erklæringer om at synde og om at være synder er på ingen måde gavnlige for Sadhaka'er. Du skal hellere sige, 'Jeg er Shiva' eller, 'Jeg er Govinda' eller, 'Jeg er i al evighed den rene lyksalighed Ananda'. Den bedste måde at nå Målet på består i at fylde sit sind med den slags ophøjede tanker og ideer.

[09:16] Den første kvalitet på listen over alle de kvaliteter, Bhaktha'en skal besidde, er af Gita Acharya blevet beskrevet med ordene: Adveshta Sarva Bhutanam. Det betyder: Nær ikke had til nogen eller noget. Hvis man kan møde lykke og ulykke med samme sind, så er der slet ingen grobund for had. Hvis man erkender, at det selv samme transcendentale Princip er legemliggjort i mennesket så vel som i alle andre væsener, så er der ikke plads til noget had. Hvordan skulle man kunne hade nogen anden, når man erkender, at den Ene Guddommelighed er ligeligt til stede i alt og alle? Hvem er da den anden? I denne forbindelse kan vi spørge os selv, hvem ordene 'Adveshta Sarva Bhutanam' er rettet mod. Er de beregnet for dem, der har erkendt det transcendentale Princip, der er til stede i dem selv såvel som i alt andet? Nej, det er tydeligt nok ikke beregnet for dem. Gita Acharya har givet denne formaning til alle dem, der endnu ikke har erkendt den sandhed, at alle væsener udgør en Enhed.

[09:17] Under bestemte omstændigheder kan man opnå en usædvanlig glæde ved at fordybe sig i Daasoham-rollen. Det er, når man tror, at man ikke ville være i stand til at opleve og nyde den fuldkomne sødme, som Gud er, hvis man opgav tilstanden som Guds tjener og opnåede tilstanden: Jeg er Brahmam. Lad os for bedre at forstå dette synspunkt illustrere det med et stykke sukker. Sukkeret kender ikke sin egen sødme. Er man i Daasoham-tilstanden, så er man fuldt og helt i stand til at nyde sukkerets sødme. Mange ønsker at forblive i den tilstand for vedblivende at kunne nyde denne sødme fremfor at blive til selve sukkeret.

[09:18] Hanuman for eksempel bevarede hele sit liv denne sødme og oplevede stor lyksalighed. Hans vedvarende indstilling var: Jeg er Rama's tjener. Men hvor længe kan denne følelse vare ved? Den varer udelukkende så længe, man har Guds Nåde. Den hengivne vil opleve de forfærdeligste pinsler, dersom han skulle blive skilt fra Gud. I Soham-tilstanden er der ingen lidelser, fordi man hele tiden er sammen med Gud og derfor ikke kan udsættes for nogen lidelse. I Daasoham-tilstanden er der mulighed for, at man bliver adskilt fra Gud. I Soham-tilstanden derimod kan strømmen af lyksalighed ikke afbrydes, da der i denne tilstand ikke er nogen mulighed for at blive adskilt fra Gud.

[09:19] Ønsker en Sadhaka at nå til erkendelse af sin egen højeste Sandhed, og ønsker han at blive opfyldt af Atmathathwa's lyksalighed, så er han nødt til at lære at kontrollere sine ønsker og begær. Så snart en tanke dukker op, skal Sadhaka'en undersøge denne tankes natur. Vil tanken gavne eller skade hans åndelige udvikling? Sadhaka'er skal lige fra begyndelsen være yderst opmærksomme på at få fjernet dårlige tanker fra sindet. Det er ikke muligt for nogen at være helt fri for tanker, men så snart der dukker slette tanker op, skal Sadhaka'en forvandle dem til gode tanker. På lignende måde skal en Sadhaka udnytte enhver mulighed for at omdanne alt det, han foretager sig, til tilbedelse af Gud. Når han forvandler alle tanker til hellige og ophøjede tanker og forvandler alt arbejde til tilbedelse af Gud, så vil han helt naturligt gøre fremskridt på den hellige vej.

[09:20] Når man på denne måde får kontrol over sine tanker, vil man også blive i stand til at kontrollere en hvilken som helst form for vrede, der måtte dukke op. Der er en hel del mennesker, der gør sig bekymringer om dette og spekulerer på, hvilken metode de skal benytte sig af for at beherske deres vrede, når den prøver at løbe af med dem. I Bhagavad Gita har du fået anvisning på den nemmeste metode til at opnå kontrol med vreden. Le højt, så snart du bliver klar over, at du er ved at blive vred. Du kan også tage et koldt bad eller drikke et glas koldt vand og slappe af et køligt sted. I samme øjeblik, du føler vreden dukke op, er det yderst gavnligt at forlade det sted, du er, og gå et andet sted hen. Hvis ingen af disse midler har fået bugt med din vrede, så gå hen og kig nøje på dit ansigt i et spejl. Når du ser, hvordan du ser ud, når du er vred, vil du afgjort føle væmmelse og straks få kontrol med din vrede.

[09:21] Der er således mange metoder til at få vreden under kontrol. Endnu en ting, du kan gøre, når vreden dukker op, er at finde årsagen til denne vrede. Er vreden berettiget? Har jeg en god grund til at blive vred? Gennemtænk dette nøje, før du handler. Husk på, at du begår en synd, hvis du i din vrede kommer til at gøre nogen fortræd. Husk, at det vil skade dig. Det vil være svært for almindelige mennesker at gøre brug af alle disse metoder, men det er tilstrækkeligt at styre sin tunge, når man er blevet vred, således at man ikke overfuser andre med vrede ord. Giv dig tid til at tænke over tingene. Vreden kan på mange måder svække den, der forsøger at udøve Sadhana. Dit krop og dit sind vil blive styrket, når du til stadighed har vreden under kontrol.

[09:22] I Gita'en forklares det, at en person uden styrke aldrig vil kunne opnå Selvrealisation. For at opnå viden om Atma er det derfor vigtigt at få fuld kontrol med Raga og Dwesha, det vil sige med tilbøjeligheden til at blive tiltrukket eller frastødt af nogen eller noget. Dette er ikke alene nødvendigt for Sadhaka'er. Det er nødvendigt for alle. Raga og Dwesha har ansvaret for alt det, der sker i denne verden. De skal forvises fra sindet og hjertet, således at viden om Atma kan slå rod. Når du har viden om Atma i sindet og hjertet, vil du kunne nyde en indre ro. Så vil denne duft af ro brede sig overalt omkring dig.

[09:23] Er du derimod opfyldt af dårlige følelser og slette tanker, og du udøver slette gerninger, så vil de blive ved med at forurene dit hjerte, og de vil tillige inficere andre med den samme gift. Hvad enten det er gode eller dårlige tanker, der gennemtrænger dit hjerte og slår sig ned der, så vil de snart brede sig til andre omkring dig, og disse personer vil da begynde at udstråle de samme følelser. Af og til kan det være vanskeligt at skelne det gode fra det onde.

[09:24] Hvis man holder en rose i sin højre hånd, så vil duften fra den ikke alene nå en selv, men også andre, der er i nærheden. Holder man den samme rose i venstre hånd, vil duften fra den nå de samme personer. Det kan være, at der for dig er forskel på højre og venstre, men for duften af rosen er der ingen forskel. Om man er troende eller ikke troende er noget, der alene afhænger af ens følelser og ens overbevisning. Hvis du har gode tanker og udfører gode gerninger, så vil Gud have dig kær, også selv om du ikke er troende. Gita Acharya har udtalt, "Den, der har kontrol over sine begær og sin vrede, og som har overvundet Raga og Dwesha, ham har Jeg kær, hvem han end er."

[09:25] Den indiske filosofi deler folk i to grupper. I den ene gruppe har vi Asthika'er, der tror på Gud, således som Han beskrives i Veda'erne. Den anden gruppe består af Nasthika'er, der ikke tror på Gud og ikke følger de vediske påbud. Den virkelige forskel mellem Asthika'er og Nasthika'er er imidlertid baseret på deres karakteregenskaber og ikke på deres overbevisning. Ashtika'er er personer, der har tillid til Selvet, hvorimod Nasthika'er ikke er i besiddelse af en sådan selvtillid. Der findes også en gruppe personer, man kunne kalde Asthika-Nasthika'er. Når sådanne personer er i vanskeligheder, begynder de at tro på Gud og bede til Gud, men så snart, de igen er lykkelige, glemmer de alt om Gud.

[09:26] Prahlada var Asthika. Dette Asthika-princip er noget, der begynder lige fra fødslen. Det er ikke noget, man selv kan tilegne sig. Prahlada var i stand til uafbrudt at nyde sit eget Selvs lyksalighed. Han oplevede Herrens Nærvær i sit hjerte. Ordet Ahlada betyder: Glæde eller lyksalighed. 'Pra' henfører til, at denne glæde vælder frem. Ordet Prahlada betegner således en, der befinder sig i uafbrudt lyksalighed. Hvis man derfor stedse tænker på Gud, så vil denne lykkefølelse skinne med en strålende glans, og man vil blive forenet med Brahmam.

[09:27] Man siger, "Brahma Vid Brahmaiva Bhavathi (Den, der lærer Brahmam at kende, bliver Brahmam)." Det allerførste, du skal foretage dig, er at gøre en indsats for at opnå kontrol med Raga og Dwesha, med tilknytning eller frastødning. Det vil få det guddommelige Princip til at lyse op i dig. Raga og Dwesha er ikke godt for nogen. Den vigtigste opgave for alle Sadhaka'er består således i at opnå kontrol med Raga og Dwesha. Begynd derfor din Sadhana med det udgangspunkt. Da vil dit liv blive meningsfyldt, og du vil nå Målet. I modsat fald vil alle dine anstrengelser være spildt, og hele dit liv vil være nytteløst.

[10:01] Vreden fødes i begæret. Begæret fødes i tanken. Derfor har tanken ansvaret for såvel Kama som Krodha, det vil sige for begær og vrede. Du kan ikke få et stykke klæde uden at have den tråd, klædet er vævet af. Ganske tilsvarende kan du heller ikke blive vred, uden du har begær. Gita Acharya har givet begreberne vrede og begær en ny betegnelse. De kaldes Analam, der ordret oversat betyder ild. Analam har evnen til at brænde. Selv på afstand kan ilden være farlig. Når nu det er tilfældet, hvor meget mere påpasselig skal du så ikke være, når ilden er i dit eget hjerte? Begærets og vredens ild har en usædvanlig evne til at tilintetgøre de menneskelige kvaliteter, til at undertrykke den guddommelige gnist, der er i dig, og udelukkende efterlade dig med en dæmonisk natur. Begærets ild har ikke noget mål på længere sigt og kan aldrig tilfredsstilles. Den har en bundløs, glubende appetit. Ilden bliver aldrig tilfreds, uanset hvilken form for brændsel, du giver den, om du giver den træ eller olie, eller hvad du end giver den. Ordet Alam betyder tilfredshed. Analam betegner det, der ikke besidder nogen form for tilfredshed.

[10:02] Der findes forskellige former for ild i denne verden, og de har hver sin begrænsning. Nogle former for ild går ud efter få timers forløb, hvorimod andre kan vare ved nogle få dage. Når de ikke varer længere, er det fordi, de er underlagt bestemte begrænsninger. De objekter, der virker inden for fastlagte grænser, kan aldrig nå den ubegrænsede Ene. Mennesker og objekter i den objektive verden bliver alle revet med af tidens strøm. Man kan ikke hente hjælp hos noget, der selv bliver skyllet væk. På samme måde, som alt andet i verden er underlagt begrænsninger, er ilden også underlagt begrænsninger. Men begærets og vredens ild har overhovedet ikke nogen begrænsninger. Den har ingen grænser, Den har intet mål. Begær og vrede kan nyde de forskellige objekter, men deres sult er umættelig. Hvordan kan man da få dem under kontrol?

[10:03] Gita Acharya har sagt, "Overvind vrede med kærlighed, og overvind begær med forsagelse og opofrelse." Hvor der er kærlighed, er der ingen vrede. Hvis du fremelsker kærlighed, er der ingen plads til had. En Sadhaka skal med alle midler bestræbe sig for at fremelske kærlighed i sit hjerte. Swami har mange gange fortalt, at hjertet er som en sofa med udelukkende én siddeplads. Der er ikke plads til to personer. Der kan udelukkende være én ad gangen. Når der først er én person i hjertet, er der ikke plads til nogen anden. Den første vil fylde pladsen helt ud og ikke gøre det muligt for andre at komme ind og få plads der. Derfor skal en Sadhaka udelukkende gøre plads til én ting i sit hjerte, udelukkende til ét princip, og det er kærlighedens princip. Du skal være klar over, at stolen i hjertet er forbeholdt kærligheden.

[10:04] Dersom man ønsker at besejre vreden ved hjælp af kærlighed, er man nødt til at fremelske en overstrømmende kærlighed. Kærligheden er altid parat til at give sig selv fuldt ud og til at overse mange svagheder og mangler. Kærligheden har en usædvanlig evne, idet den lever af at give og tilgive, hvorimod det lille selv lever af at modtage og glemme. Det er derfor klart, at der, hvor der er kærlighed, er der ingen plads til selviskhed, og der, hvor der er selviskhed, er der ikke plads til kærlighed.

[10:05] Der er intet i denne verden, man ikke kan opnå, dersom man udstråler dette kærlighedens princip. Ved kærlighedens hjælp kan man overvinde alle forhindringer og opnå alt. Ønsker du derfor at overvinde din vrede, så er du nødt til at fylde dit hjerte med kærlighed og gøre kærligheden til den drivende kraft i dit liv. Det vil ikke være muligt at hade eller blive vred på nogen, når først du har erkendt, at Den, der bor i dit hjerte, også bor i alle andre hjerter, og at din elskede Herre, der sidder på tronen i dit hjerte, også er til stede i alle andre hjerter. Hvordan skal man kunne foragte andre, når den samme Gud er til stede i alle hjerter? Det første, du skal gøre, er derfor helt at lade dig opsluge af kærlighedens princip og lade det få plads i dit hjerte.

[10:06] Swami har tidligere sagt, at når kærligheden strømmer i vore tanker, bliver den til sandhed. Når du fylder dine handlinger med kærlighed, så bliver al din gerning til Dharma, det vil sige til korrekt adfærd. Når alle dine følelser er fyldt med kærlighed, så fyldes dit hjerte helt naturligt af den højeste fred. Og når du forstår kærlighedens væsen og lader denne forståelse lede dit intellekt, så fyldes den af Ahimsa, af ikke-voldelighed. Kærlighed er sandhed. Kærlighed er korrekt adfærd. Kærlighed er fred. Kærlighed er ikke-vold. Det er kærligheden, der strømmer i dybet af alle disse ædle egenskaber. Der er ingen sandhed til stede, dersom tankerne ikke er fulde af kærlighed. Der er ingen Dharma, hvis adfærden er uden kærlighed. Uden kærlighed er der ingen fred og ingen ikke-vold.

[10:07] På samme måde som sukker er den grundlæggende bestanddel i forskellige slags søde sager såsom laddhu, Mysore pak og jaggery, således er også Prema, kærligheden, grundlaget for Sathya, Dharma, Shanthi og Ahimsa. Kærlighedens princip er selve det guddommelige Princip. Det er den guddommelige Kraft, der aktiverer alt. Ved hjælp af kærligheden kan vi nemt overvinde had og vrede. Gud er Kærlighed, lev i kærlighed. Vreden kan forårsage en masse vanskeligheder og udsætte dig for mange problemer. Den nedbryder din værdighed og underminerer det menneskelige i dig. Den dukker først op i dig i en meget subtil form og bliver lidt efter lidt altgennemtrængende. Den beder udelukkende om ganske lidt plads i begyndelsen. "Giv mig blot en smule plads, så jeg kan sidde ned," siger den. Når den først har fået plads, siger den, "Nu vil jeg sørge for at få så megen plads, at jeg kan ligge ned og blive her." Du skal ikke give den slags dårlige egenskaber den mindste smule plads i dit hjerte. Har du først lukket vreden ind, så er det umuligt at komme af med den igen. Den vil ikke forlade dig, selv om I bliver venner, og du tilbyder den 40.000 Rupi'er for at gå sin vej. Du skal derfor ikke tilbyde denne farlige gift den mindste plads i dig.

[10:08] Vi ved alle, at en bils røde stoplys lyser som en advarsel, før bilen standser. Det samme sker med dig. Før du eksploderer i vrede, bliver øjnene røde, læberne begynder at skælve, og du bliver varm i hele kroppen. I samme øjeblik, du mærker nogle af disse symptomer, skal du hellere med det samme forlade stedet og gå hen og sætte dig et sted alene, indtil roen er vendt tilbage. Som vi hørte i går, kan du også tage et koldt bad. Får vreden først lov til at udtrykke sig i ord, så kan det senere føre til endeløse komplikationer og problemer. Selv om din vrede er berettiget, og du værner om sandheden, skal du alligevel lære at bruge blide og kærlige ord, når du udtrykker sandheden. Man er nødt til at forklare den på en måde, der vil blive godtaget af den anden person, uden på nogen måde at såre ham. Enhver Sadhaka skal derfor lære at beherske sin vrede ved at fremelske kærlighedens Princip og fylde sit hjerte med kærlighed.

[10:09] Vi er også nødt til at se på, hvordan man forholder sig til ønsker og begær. Man er nødt til at fremelske offervilje, hvis man ønsker at overvinde begæret. Man er nødt til at være fuldt og helt opfyldt af forsagelse. Forsagelse indebærer ikke, at man skal forlade sin familie og tage ud for at leve alene i skoven. Det kræver heller ikke, at man skal være Sanyasi og skille sig af med alt, hvad man ejer. Når først du har erkendt, at alle ting er ufuldkomne, at alt er flygtigt og uden værdi, når det drejer sig om hjælp til at nå dit Mål, så vil du automatisk holde op med at begære disse ting. Selv om man lever et familieliv, opslugt af denne verden, så kan man udmærket erkende de fejl og mangler, som de verdslige foreteelser indeholder.

[10:10] Lad os for eksempel antage, at der er en bestemt slags føde, du holder meget af. Du har et pænt udvalg af forskellige retter af den slags føde på bordet og har sat dig godt til rette for rigtig at nyde dette måltid. Men så kommer kokken hen til dig og siger, "Du skal ikke spise den mad. Der faldt et giftigt insekt ned i maden. Det døde og ligger nu i maden." I samme øjeblik, du hører denne advarsel og bliver klar over, at en bestemt ret er skadelig, så vil du aldrig tænke på at spise den, uanset hvor glad du tidligere måtte have været for denne ret.

[10:11] Det samme bliver tilfældet, når man erkender de jordiske tings sande natur. De er under stadig forandring, og de vil uundgåeligt en skønne dag ophøre med at eksistere. Når du først ved det, hvordan kan du da fortsat have et stærkt ønske om at få dem og forsøge at få glæde af dem i al evighed? Føde er i virkeligheden blot en medicin for den sygdom, man kalder sult. Er der så nogen mening i at betragte den som et nydelsesmiddel? Når du er syg og har behov for medicin, nægter du da at tage den, hvis den ikke smager godt? Du skal derfor indse og acceptere, at de verdslige ting, du bruger, blot er lægemidler mod de sygdomme, du har. Når sygdommen er på retur, har du brug for mindre medicin. Når du er helt rask, har du ikke brug for medicin, og når du er rigtig syg, forlanger du ikke specielt velsmagende medicin. Du ønsker at få det, der kan gøre dig sund og rask. Men lige nu oplever du, at du nyder alle mulige former for fornøjelser, og at du lever et meget lykkeligt liv, der tilsyneladende giver dig mange glæder og behageligheder. Men det er ikke de sande glæder. En gang i fremtiden må du nødvendigvis stå ansigt til ansigt med følgerne af at være opslugt af sansemæssige glæder.

[10:12] Lad os tænke på et stort træ, der har mange grene fulde af blomster og frugter. Det er meget stort og meget smukt. En dag begynder dette store træ at gå ud, og blomsterne falder af. Er det fordi, træet mangler vand eller gødning? Er det blevet misrøgtet? Nej, men en eller anden snylter har angrebet rødderne og er i færd med at ødelægge træet. Skadedyret angriber gennem rødderne og begynder at fortære dette kæmpetræ. Det samme vil ske med dig, hvis du tillader skadedyret Raga-Dwesha at få indpas i dit hjerte. Så vil du før eller siden brat gå til grunde. Det er helt sikkert.

[10:13] I denne verden mener man, at en rig mand er en meget betydningsfuld person, men i den åndelige verden er den form for rigdom ikke noget særligt. Godgørenhed kan være meget mere værdifuld end rigdomme. Rigdom har ingen værdi, hvis den ikke ledsages af godgørenhed. Der er fire personer, der vil gøre krav på din rigdom. Den første er godgørenheden. Den anden er staten. Den tredje er tyven, og den fjerde er ilden. De forventer alle at arve din rigdom, men hvis du overlader alle dine værdier til din ældste søn, godgørenheden, så vil de andre ikke få noget. Du kan konstatere, at andre fordringshavere har stor agtelse for personer, der er godgørende, og at de ikke vil komme anstigende med deres egne fordringer. Man kan for eksempel se, at staten giver skattelettelse til dem, der giver donationer til velgørende formål. Selv ilden er en smule bange for den, der udviser godgørenhed, og tyveknægte vil også holde sig væk.

[10:14] Det vil derfor være sådan, at hvis du giver til godgørenheden, der kan betragtes som din ældste søn og naturlige arving, så vil de andre, der ellers ville gøre krav på din rigdom, respektere dine handlinger og ikke blande sig. Men hvis du er rig uden at være godgørende, så vil tyve være ude efter dig, og staten vil også være interesseret i at få fat i dig for at få andel i din rigdom. Hvis staten og tyven af en eller anden grund vælger at overse dig, så vil dine besiddelser en skønne dag blive ildens bytte. I Gita'en konkluderes det derfor, at det er godgørenhed og ikke rigdom, der virkelig betyder noget.

[10:15] Helt tilsvarende er det ikke evnen til at tale, men den sandhed der siges, der har betydning. Dersom din tale ikke er sand, så vil den ikke have nogen værdi, hvad der end bliver sagt. I Gita'en siges det tillige, at det ikke er selve det at leve, der har betydning, men det, der betyder noget er, at have et godt navn og rygte. Et liv, der leves i vanære, har ingen værdi. Man skal leve et ærefuldt liv, således at ens menneskelige kvaliteter udstråler fra en. Det er menneskets vigtigste pligt at tænke gode tanker, at tale blidt og kærligt, at opføre sig ordentligt og at leve et anstændigt liv. Du skal være varsom med dine ord og handlinger, således at du ikke får et dårligt navn. Det er meget bedre at leve kort tid som svane med et uplettet navn og en pletfri karakter end at leve i hundrede år som den krage, der lever af andres levninger. I Gita'en kaldes en sådan højtudviklet sjæl, hvis liv er fyldt med godhed, for en Paramahamsa. Det er en meget hellig person.

[10:16] Lad os nu se på kroppen. Gode gerninger er meget vigtigere end fysisk styrke. Hvis du ikke bruger kroppen til at tjene andre, så er den ikke mere værd end en død krop. Du har fået din krop for at kunne tjene andre og ikke blot for at tilfredsstille dine egne behov. I dag er det først og fremmest selviskhed, der er motivationen bag alt det mennesket tænker, siger eller gør. For at overvinde denne tilbøjelighed er man nødt til hele tiden at søge efter muligheder for at hjælpe andre og udvikle lysten og evnen til at hjælpe. Når du gør det, når du gør gode gerninger, så vil hele menneskeheden blive helliggjort. Det er meget vanskeligt at opnå at blive født som menneske. Du skal give dig tid til at tænke over, hvordan du bedst kan udnytte denne sjældne gave, som du har fået i form af dette liv, og du skal fremelske gode vaner, som vil overvinde svaghederne Kama og Krodha, begær og vrede, der blot vil ødelægge dit liv. Hvordan kan du nu bedst gøre det? Lad os se på et eksempel.

[10:17] En dag kommer der tilfældigvis en meget dejlig hund til dit hus. Du ved ikke, hvem der ejer hunden. Det er en meget dejlig hund, og du giver den lidt at spise for at få den til at blive hos dig, så du kan glæde dig over den. Dagen efter kommer den igen på næsten samme tidspunkt, og du giver den igen noget at spise og glæder dig over dens besøg. Den kommer nu hver dag og får mad. Efterhånden udvikler der sig en stærkere og stærkere tilknytning mellem hunden og dig, og hunden kommer nu regelmæssigt på besøg og bliver længere og længere hos dig.

[10:18] En skønne dag opdager du, at hunden bliver hos dig. Den bor nu hos dig hele tiden. Men den glæde, du opnår ved at se og opleve fysisk skønhed, varer ikke ved ret længe. Når du ikke længere kan glædes over skønheden, så væmmes du. Med hensyn til hunden, så bliver du hurtigt trætte af at have den hos dig, så du prøver at finde en måde at komme af med den på. Du spørger dig selv, hvad der var grunden til, at denne hund knyttede sig til dig og nu er hos dig hele tiden. Grunden er den, at du lige fra begyndelsen hver dag har fodret den regelmæssigt. Du har kælet for den, nydt den og givet den en masse opmærksomhed. Det er denne daglige rutine, der har skabt denne tilknytning, der nu er mellem dig og hunden.

[10:19] Du bliver nu nødt til at udvikle nye vaner, der kan fjerne denne tilknytning og hjælpe dig af med hunden. Den bedste måde er at gøre det modsatte af det, der skabte denne tilknytning, og som bevirkede, at du kom til at holde så meget af denne genstand. Hvad hunden angår, så vil den af sig selv snart forlade dig, hvis du blot undlader at fodre den i nogle dage, og alle ignorerer den. Du kan heraf se, at det, der er vigtigt, er træning. Det er gennem træning og tillæring, du har udviklet bestemte former for tilknytninger og dårlige egenskaber, og det er ligeledes gennem træning, du kan ændre dem.

[10:20] I Bhagavad Gita hedder det, at alt begynder med træning og indøvelse. I det tolvte vers i kapitlet om Bhakthi Yoga hedder det, at man gennem træning bliver i stand til at opnå viden, at man ved hjælp af viden bliver i stand til at meditere, at man ved hjælp af meditation bliver i stand til at fremelske offervilje, og at man udelukkende gennem opofrelse vil opnå fred i sindet. Du ser heraf, at alt begynder med Abhyasa, med vedvarende træning.

[10:21] Igennem mange liv har du været fortryllet af det skønne, og du har følt begær og vrede, således at disse lidenskaber har udviklet dybe rødder i dit hjerte. Til sidst er du blevet slaver af dine begær. Nu vil ord alene ikke være nok til at gøre dig fri af dem. Selv om du skærer dem af helt nede ved jorden, så vil de skyde igen, fordi de gennem lang tid, hvor du har udviklet disse tilknytninger, har dannet stærke rødder i jorden. Du kan udelukkende blive fri for disse snyltere, der bor dybt i dig, disse skadedyr, der kommer af, at begær og ønsker er blevet en del af dig, hvis du gør det modsatte af det, der har skabt dem. Du må udøve ikke-tilknytning og forsagelse.

[10:22] I begyndelsen er ønsker og begær ovenud dejlige og tillokkende. Efter nogen tids forløb væmmes du ved dem, men da er det allerede meget svært, ja i virkeligheden er det næsten umuligt at blive af med dem igen. Det er derfor bedst, om du lige fra starten fremelsker ikke-tilknytning og forsagelse og lader disse egenskaber blive en del af dig, således at begæret ikke får tag i dig. Du er ikke parat til at modtage Herrens Nåde, dersom du ikke har offervilje og er indstillet på at modstå ønsker og begær.

[10:23] Det er farligt at have en okse eller en hest, man ikke har kontrol over, at køre en bil uden bremser eller leve et liv, der ikke er baseret på sansekontrol. Det er meget vigtigt at have sanserne under kontrol. I bogen 'Yoga Suthra' understreger Patanjali betydningen af at holde streng kontrol med sindets tilbøjelighed til at bevæge sig hid og did. Sindet og sanserne skal holdes i ave inden for snævre grænser. Selv lykke, der overskrider bestemte grænser, kan være skadelig. Alt har sine grænser og et område, inden for hvilket det fungerer sundt og naturligt.

[10:24] For eksempel er legemets normale temperatur cirka 37,7 grader celsius. Stiger temperaturen med blot en halv grad, er det tegn på, at kroppen er ved at blive syg. Kun når temperaturen er inden for visse snævre grænser, viser den, at kroppen er sund og rask. På tilsvarende måde siger man, at blodtrykket er normalt, når det er 120 over 80. Går blodtrykket op til 150 over 90, er det udtryk for en unormal tilstand i kroppen, som kan skyldes en sygdom. Pulsen skal være omkring 75. Er den højere, er der noget galt. Det samme gælder for øjnene. Under bestemte lysforhold fungerer de sundt og godt. Er lyset for skarpt, kan øjnene ikke se, og de vil tage skade. Ørerne hører også kun i et bestemt lydområde. Dersom lyden overskrider disse grænser, og det kan ske i nærheden af fly, tog og højttalere, så vil hørelsen tage skade.

[10:25] Vi kan således se, at livet har sine grænser. Det kan lignes ved et aktieselskab, der har begrænsede midler. Hvis man forsøger at gøre forretninger, der går ud over firmaets muligheder og formåen, vil man komme ud for mange vanskeligheder. Man er derfor nødt til at pålægge sin adfærd visse begrænsninger og altid leve inden for visse foreskrevne grænser. Det er det, der kaldes disciplin. Disciplin er nødvendig for den enkeltes åndelige fremgang. Uden denne disciplin reduceres mennesket meget let til at være et dyr. Men også disciplinen er nødt til at have sine grænser. Så hvis du ønsker at nyde livet, så er du også nødt til at regulere disciplinen. Du kan heraf se, at alt har sine grænser. Hvis du holder dig inden for disse grænser, vil du ikke blive udsat for besværligheder.

[10:26] Du skal først og fremmest være påpasselig med de to forfærdelige fjender Kama og Krodha, begær og vrede. Stræb efter at få dem under fuldstændig kontrol. Disse fjender findes ikke uden for dig. De er dine indre fjender. Hvis man bliver overvundet af sine indre fjender, hvordan kan man så gøre sig håb om at overvinde sine ydre fjender? Når først man har fået fuldstændig kontrol med sine indre fjender, så kan man let overvinde sine ydre fjender. I Bhagavad Gita lærer vi, at begær og vrede er de primære forhindringer på vejen til frigørelse. Det er derfor absolut nødvendigt, at de bliver tæmmet. I morgen vil vi se på nogle af de andre fjender, der er hindringer på vejen. Vi vil se på jalousi og gerrighed.

Kapitel 11: Ikke-tilknytning og smertefuld længsel efter Gud - Vairagya og Thapas

[11:01] Du vil hurtigt miste trangen til at eje de forskellige sanseobjekter, når du først er blevet klar over deres fejl og mangler. Den allervigtigste forudsætning for den, der ønsker at nå Gud og se Gud, er udvikling af Vairagya, udvikling af ikke-tilknytning. Ved hjælp af ikke-tilknytning bliver man i stand til at vende sit blik indad og beskæftige sig med skønheden i den indre verden. Sindet er meget magtfuldt, meget skiftende og meget stædigt. Arjuna bad Herren om hjælp til at få kontrol over sit sind. Han sagde til Krishna, "Herre, sindet er meget magtfuldt og lunefuldt." Herren svarede, "Hvis du praktiserer Vairagya, ikke-tilknytning, så vil du med sikkerhed få sindet under kontrol."

[11:02] Sindet kan lignes ved et Peepal træ. Bladene på dette træ bevæger sig hele tiden, uanset om det blæser eller er vindstille. På lignende måde er sindet hele tiden uroligt og i bevægelse. Ud over at være uroligt er sindet tillige stærkt og stædigt. En elefant er også meget stærk, og den kan desuden være rigtig ondskabsfuld. Den kan imidlertid bringes under kontrol ved hjælp af en pigstav. En hest står sjældent stille. Det er derfor, den kaldes Ashwa, den urolige. Den bevæger hele tiden benene, ørerne, hovedet eller halen. Da den er så urolig, vil den først gå i en retning, og derefter i en anden retning, men med et bidsel kan den bringes under kontrol, og rytteren kan få den til at gå, hvorhen han ønsker.

[11:03] Aben er endnu et eksempel. Den flokkes her og der. Aben er et symbol på uro og ubeslutsomhed, men også den kan med den rette træning bringes under kontrol. En elefant kan bringes under kontrol med en pigstav, selv om den måtte være ondskabsfuld og stærk. En hest, der er nervøs og urolig, kan kontrolleres med et bidsel. Selv en abe kan med den rette træning bringes under kontrol. På samme måde kan sindet, der også er magtfuldt og ustadigt, bringes under kontrol ved hjælp af ved Vairagya og Abhyasa, det vil sige gennem udøvelse af ikke-tilknytning og stadig træning.

[11:04] Ikke-tilknytning består i at erkende sanseobjekternes flygtige natur og i ikke at lade sindet knytte sig til den slags flygtige genstande. Det betyder ikke nødvendigvis, at man skal hade dem eller føle afsky for dem, men det indebærer, at man ikke lader sig knytte til dem hverken følelsesmæssigt eller mentalt. Det er ikke muligt fuldstændigt at frigøre sig fra alle ting i den objektive verden, men man kan gøre sig fri af følelsen af 'min-hed', følelsen af, at dette er mit. Har du først gjort det, så du man roligt nyde de ting, denne verden har at byde på. De vil da ikke længere kunne skade dig.

[11:05] Alle forhold, genstande og personer i den objektive verden undergår forandring. Verden består af tre overordnede former for forandring: Vækst, opretholdelse og nedbrydning. Alt er underlagt disse former for forandring, disse forløb. I Gita'en hedder det, at det i sandhed er tåbeligt at tro, at denne flygtige, foranderlige verden er permanent, og at man skal knytte sig til den.

[11:06] I et Vishnu-tempel finder vi Garuda-symboler. I et Shiva-tempel ser vi afbildninger af tyren Nandi, og i et Rama-tempel ser vi Hanuman. Alle disse symboler fortæller, at du skal frigøre dig fra den flygtige verden og knytte dig til den evige Herre. Nandi, Garuda og Hanuman retter fuldt og helt deres opmærksomhed mod Herrens Fødder, de tænker ikke på denne verden. Det, som disse symboler viser, er, at du ikke skal bekymre dig om det flygtige, men i stedet koncentrere dig om og dvæle ved den evige Virkelighed, dvæle ved Herren.

[11:07] Når du først har erkendt, at alt det skabte er flygtigt og foranderligt, så vil du gradvis miste det begær, du har efter at eje ting. Der findes mange beretninger om regenter, der havde store rigdomme og ejede alle de behageligheder og ting, man kunne drømme om, men som alligevel ikke var tilfredse eller opnåede fred i sindet. De begav sig derfor ud i skoven for at udføre bodsøvelser for på den måde at opnå glæde og fred i sindet. Som følge heraf opnåede de til sidst den tilfredshed og ro i sindet, som de længtes efter.

[11:08] Vairagya indebærer ikke alene, at man erkender alle tings mangler, skrøbeligheder og ufuldkommenheder, men den består også i at være opmærksom på og få det bedste ud af alting. Du skal altid bestræbe dig på at få det bedst mulige ud af alle ting og glæde dig over det, de nu engang er. Det er ikke til nogen glæde blot at erkende de begrænsninger og sorger, som denne verdens genstande fører med sig. Du skal også lære at fremelske glæden. Den sande form for ikke-tilknytning består i at gøre sig fri af sorg og stræbe efter glæde og lyksalighed. Vairagya består ikke i at frigøre sig fra sin familie, sin kone, sine børn samt sine ejendele og drage ud i skovens ensomhed. Vairagya består i at nå til erkendelse af, at alt det skabte har negative sider, samtidig med at du siger ja til de gode og positive sider.

[11:09] Når du står over for problemer og vanskeligheder af fysisk, mental, økonomisk eller anden art, så udvikler du af og til en følelse af ikke-tilknytning over for det, der er årsag til disse vanskeligheder. Det er helt naturligt i vore dage. Et eksempel kan belyse dette forhold. En person dør, og hans legeme bliver bragt til krematoriet, hvor det bliver brændt. Derefter bliver resterne begravet. Når man oplever dette, udvikler man en bestemt form for ikke-tilknytning, idet man ræsonnerer, at kroppen jo før eller siden må møde sin skæbne. Denne form for ikke-tilknytning er dog udelukkende et midlertidigt fænomen, det er udelukkende en forbigående følelse. Det er dog ikke sand Vairagya.

[11:10] En fødende mor er et andet eksempel. Hun kan måske ikke udholde smerterne under fødslen og skriger, "Gid jeg var død." Dette er dog heller ikke den sande form for Vairagya, for så snart barnet er født, og lad os her antage, det blev en pige, så ønsker hun næste gang at få en dreng. Den form for ikke-tilknytning, der opstår, når man nedkommer eller overværer en begravelse, er ikke den sande form for Vairagya. En lignende situation opstår, når ens ønsker ikke bliver opfyldt. I den situation opstår der også en form for ikke-tilknytning. Alle disse holdninger er midlertidige. Den sande Vairagya er noget helt andet.

[11:11] Man kan med andre ord tale om intens ikke-tilknytning og svag eller sløv ikke-tilknytning. Du har måske besluttet dig til at valfarte til Badri, Kasi eller andre hellige steder, men så får du en stærk trang til at udskyde rejsen til næste måned. Hvis det drejer sig om noget godt, såsom at besøge hellige steder, så er man tilbøjelig til at udskyde det. Men hvis det drejer sig om at gøre noget, der ikke er godt, så foretrækker man at gøre det med det samme uden at spilde tiden.

[11:12] Folk vil normalt ikke gøre nogen særlig indsats for at komme til at gøre gode gerninger. Dette gælder for den svage form for Vairagya, som er tilbøjelig til at udskyde såvel de gode beslutninger som de gode gerninger. Men det er ikke godt. Det er den intense form for Vairagya, den stærke form for ikke-tilknytning, der er af afgørende betydning for mennesket. Hvis du indser og beslutter, at en bestemt handling er god og hellig, så skal du ikke udsætte den. Du skal da øjeblikkelig føre den ud i livet og sikre dig, at denne gode gerning bliver gennemført med succes. Buddha har vist, at dette er den kongelige vej for alle.

[11:13] Da først Gautama Buddha havde erkendt, at kroppen er forgængelig, og at ingen af de jordiske ting varer evigt, besluttede han sig for at søge og finde den uforanderlige Sandhed. Han gjorde sig fri af sin familie og opgav sit kongerige, hvorefter han trak sig tilbage til skoven for at nå til erkendelse af den højeste Sandhed.

[11:14] En anden stor konge ved navn Harischandra blev på grund af uheldige omstændigheder pladsmand på en ligbrændingsplads. Han havde en stærkt udviklet følelse af offervilje og ikke-tilknytning. En dag, da han lige var begyndt at arbejde på ligbrændingspladsen, blev liget af en rig mand bragt til pladsen af en stor gruppe venner. De kom med liget, satte ild til det og tog straks efter hjem igen. Man lægger normalt noget tungt på liget, før man sætter ild til det. Ellers får varmen kroppen til at bukke sig sammen, som om den var ved at rejse sig op for straks efter igen at lægge sig ned. Det var kun Harischandra, der var på ligbrændingspladsen den dag. Der var ingen af den afdødes venner eller slægtninge, der blev tilbage for at holde øje med liget. Harischandra gik over for at lægge noget mere brænde på bålet, da han pludselig så kroppen sætte sig op. Han blev overrasket og gik nærmere for at se, hvad der skete. Da han nærmede sig bålet, så han, at kroppen selv havde lagt sig ned igen. Et kort øjeblik troede han, at kroppen stadig var levende og havde sat sig op for at se efter slægtninge og venner, men så indså han, at det hele blot var et øjebliks illusion, og at det var varmen fra bålet, der fik det til at se ud, som om kroppen var levende.

[11:15] Harischandra tænkte ved sig selv, "På samme måde som jeg troede, at dette lig var levende, sådan troede jeg også, at denne verden var virkelig, men den er uvirkelig. Det ser blot ud, som om den er virkelig." Harischandra fandt det bedrøveligt, at en så velhavende mand, hvis lig var blevet bragt herud, ikke havde nogle slægtninge eller venner, der ville blive ved liget, indtil det var brændt helt op. Han tænkte, at ligegyldigt hvilken position en afdød har haft, eller hvilke rigdomme han har ejet, så vil end ikke hans hustru og børn have nogen form for tilknytning til ham, når han er død. Som følge af denne oplevelse udviklede Harischandra en intens form for Vairagya over for denne verdens objekter og former.

[11:16] Der foregår hele tiden forandringer med alt og alle i hele skabelsen. Disse forandringer er ikke kunstige, de er ikke illusioner. De er helt naturlige, de er en del af altings inderste væsen. Når man først har erkendt, at verden kan betragtes som en skueplads for et uafbrudt, naturligt forløb af forandringer, og at alle denne verdens foreteelser er underlagt disse forandringer, fordi forandring er en del af tingenes inderste væsen i denne verden, så bliver man fri for lidelse. Ingen der ved, at en slange har en dødbringende gift i sine gifttænder, vil nærme sig den på en skødesløs måde. Vil man ikke løbe væk, når man ser en skorpion nærme sig med løftet hale klar til at angribe? Kun et lille, uskyldigt barn eller en fuldstændig uvidende person vil gå hen til den, blive stukket og dø.

[11:17] Gita Acharya har lært os, at det er meget bedre lige fra begyndelsen at forblive uden tilknytninger til denne verdens ting og foreteelser i stedet for at gennemgå alle de lidelser, der er en følge af at udvikle tilknytninger, således at man siden bliver skuffet, når de uundgåelige forandringer begynder at indfinde sig. Mennesket bliver ved med at planlægge mangt og meget uden at erkende denne sandhed. Han udmatter sig selv med at tænke og planlægge, "Jeg burde gøre dette, og jeg burde gøre dette," eller "Måske burde jeg snarere gøre dette frem for dette."

[11:18] Hvilke frø du end har sået med dine handlinger, så vil disse frø modnes og give dig en høst, der består af resultaterne af dine handlinger. Af en given type frø kan man ikke forvente at modtage en helt anden type resultater. Hvilke handlinger du end har udført, så vil Brahma tildele dig de dertil passende frugter i form af en blomsterkrans.

[11:19] Når du fødes af din moders skød, ser man ikke nogen blomsterkrans om din hals. Du har ikke nogen perlekrans eller kæde af guld om halsen, og du har heller ingen kostbare smykker og ædelstene med dig. Men der vil med sikkerhed være én bestemt kæde, og det er den kæde, der er sammensat af resultaterne af de handlinger, du har udført gennem utallige liv. Denne kæde, som du har fået af Brahma, vil ganske afgjort pryde din hals. Man kan ikke se den med de fysiske øjne, men den er der.

[11:20] Den, der har erkendt den sandhed, at hver eneste handling har følger, vil udelukkende udføre gode gerninger og vil bruge sit liv på aktiviteter, der vil medføre gode resultater for ham selv. Det forklares i Gita'en, at netop det er en særlig form for Sadhana, som er meget vigtig for de hengivne. Den fører efterhånden til, at man udvikler ligegyldighed i dette ords positive betydning samt en følelse af ikke-tilknytning over for denne verdens foreteelser. Den fører endvidere til erhvervelse af sand visdom. Her følger et eksempel, der illustrerer denne verdens illusoriske natur og den ikke-tilknytning, man skal have over for den.

[11:21] Kong Janaka havde opnået usædvanlig kyndighed i Brahmajnana, i viden om Brahmam. Han blev kaldt for Videha-kongen. Videha betyder: Uden krop. Det betyder med andre ord, at man er uden kropsbevidsthed, at man ikke er sig sin krop bevidst. En aften efter spisetid drøftede han nogle administrative problemer med sine ministre. Det blev sent, inden han trak sig tilbage til sit soveværelse. Der var dækket op til ham, men han rørte ikke maden. Han slappede af på en sofa, medens dronningen masserede hans fødder. Snart efter faldt kong Janaka i søvn. Dronningen bad nu de tilstedeværende om at forlade soveværelset og sikrede sig, at kongen, der var meget træt, ikke ville blive forstyrret i sin søvn. Hun lagde et tæppe over ham, dæmpede lyset og blev stille siddende ved hans side. Lidt senere åbnede kong Janaka pludselig øjnene, satte sig op, så sig skeptisk omkring og spurgte på en højst besynderlig måde, "Er dette her virkeligt, eller er det der virkeligt? Er dette sandheden eller er det sandheden?"

[11:22] Dronningen blev en lille smule skræmt, fordi han så så forvirret ud, og fordi han spurgte så mærkeligt. Hun forsøgte at finde ud af, hvad det helt nøjagtigt var, han spurgte om, men han ville ikke forklare sig eller svare på nogen af hendes spørgsmål. Han blev blot ved med at sige, "Er dette sandheden eller er det sandheden?" Hun sammenkaldte ministrene, rådgiverne og andre betydningsfulde embedsmænd. De kom alle og begyndte at udspørge kongen, "Oh konge, hvad er det, du er i tvivl om? Hvad er det helt præcis, du spørger om?" Kongen reagerede imidlertid ikke på deres spørgsmål. Til sidst endte det med, at den store vismand Vashishta blev kaldt til hoffet.

[11:23] Vashishta spurgte kongen, "Hvad er det, du spørger om? Hvad er det, du er i tvivl om? Må jeg forklare dig det?" Kongen reagerede på alle disse spørgsmål med det samme spørgsmål, "Er dette sandheden eller er det sandheden? Er dette virkeligt, eller er det virkeligt?" Den alvidende Maharishi Vashishta lukkede sine øjne og mediterede en kort stund for at finde frem til årsagen til kongens mærkelige opførsel.

[11:24] Vashishta blev klar over, at kong Janaka pludselig var vågnet op fra en meget levende drøm. I denne drøm havde han mistet sit kongerige og vandrede fortabt, ensom og nedtrykt omkring i en skov. Han var meget sulten og træt og følte sig ensom og forladt. Medens han gik gennem skoven, råbte han hele tiden, "Jeg er sulten! Jeg er sulten!"

[11:25] Tilfældigvis var der nogle landevejsrøvere der i skoven. De sad i en lille lysning i nærheden og spiste deres mad af tallerkener, der var gjort af blade. Røverne fik medlidenhed med ham, råbte ham an og indbød ham til at komme og spise med. Men i det samme dukkede der en tiger op, og alle løb for livet. Tigeren fortærede al maden, og Janaka vaklede igen videre gennem skoven, medens han råbte, "Åh, jeg er så sulten! Åh, jeg er så sulten!"

[11:26] Da han vågnede, opdagede han, at han var i et palads og lå på en kongelig sofa ved siden af dronningen. På et bord tæt ved ham var der et sølvfad fyldt med de fineste retter og lækkerbidskener. Han begyndte da at spørge sig selv, om han var den forladte stakkel, der havde tigget mad af røvere i en uhyggelig skov, eller om han var konge og levede i et luksuriøst palads med alle mulige bekvemmeligheder. Han spurgte, "Er dette sandt, eller er det sandt?"

[11:27] Maharishi Vashishta blev øjeblikkelig klar over, hvad det var, der gjorde kongen så forvirret. Han og sagde, "Kong Janaka, ingen af disse to roller er sande. Kun du er sand. Du er selv Sandheden. Du er den realitet, der findes i såvel drømmen som i den vågne tilstand. Dette 'du', der har oplevet begge disse tilstande, er den sande Virkelighed. Det, man oplever om dagen, når man er vågen, er en drøm, og det, man oplever om natten, når man sover, er en drøm. Begge er illusioner. De er begge fyldt med mangler og ufuldkommenheder, fordi de hele tiden er underlagt forandringer. De kan derfor ikke være virkelige. Det er udelukkende dig, der i alle disse tilstande forbliver uforandret, fri for alle disse forandringer og illusioner, der er virkelig."

[11:28] Gita Acharya har erklæret, at den allervigtigste sandhed at erkende er, at denne verden er under uafbrudt forandring, og at det udelukkende er Selvet, der er Virkeligt.

[11:29] Det er ikke et udtryk for Vairagya, for ikke-tilknytning, at forlade alt og alle og trække sig tilbage til skoven for at leve som Sanyasi. Thapas har intet med bestemte kropsstillinger eller kropslige afsavn at gøre. Thapas betegner den bestemte tilstand, hvor man pines og plages, fordi man føler sig adskilt fra Gud. Det er et udtryk for sand Thapas, når man altid og overalt føler denne smerte, fordi man lever adskilt fra Gud. Man vil ikke blive tryllebundet af de tre Guna'er, Sathwaguna, Rajoguna og Thamoguna, når man oplever denne smertefulde tilstand med dens intense længsel efter at nå Gud.

[11:30] I denne tilstand af Thapas vil alle tre Guna'er blive forenet. Det er denne forening eller enhed af de tre Guna'er, der kan betegnes Thapas. Når det sker, opstår der en ubeskrivelig glæde. Det er selve lyksalighedens glæde. Den sande Thapas er således den Tilstand, hvor de tre Guna'er forenes, og denne Thapas medfører Ananda. For bedre at forstå dette, så lad os se på et eksempel fra dagligdagen.

[11:31] Hver eneste dag nyder vi godt af de fordele, elektriciteten kan give os. Lad os som eksempel på dette se nærmere på en elektrisk vifte. Viften har tre vinger, der er forbundet med motoren. Hvis vingerne bevægede sig i hver sin retning, ville viften ikke blæse ret meget. Men når de bevæger sig samme vej rundt, som om de var én, så modtager vi en dejlig brise fra viften. Denne brise opstår først, når alle tre vinger arbejder sammen og fungerer som en enhed.

[11:32] Det forholder sig på samme måde med de tre Guna'er. Når de forenes og arbejder sammen som en enhed, opstår den sande lyksalighed. I denne lignelse er dit hjerte det værelse, viften er i. De tre Guna'er, kvaliteter, er de tre vinger på viften. Dit intellekt, Buddhi, er kontakten. Kraften fra Atma, den spirituelle energi, er den elektricitet, der får viften til at virke. Sadhana er den proces, der renser og aktiverer intellektet, og som derefter tænder for kontakten. Al smerte bliver forvandlet til lyksalighed, når de tre Guna'er samarbejder i harmoni nøjagtig som de tre vinger på en roterende vifte. På denne måde kan man omforme al den livskraft og al den spirituelle energi, som man er i besiddelse af, til Thapas og lyksalighed. Men i stedet for at anvende denne Thapaguna metode, så fremelsker mennesket i dag Thamoguna, der er det samme som dovenskab og mental sløvhed. Mennesket har tilsidesat og glemt sin evne og færdighed til at udføre Thapas.

[11:33] Når man lader sin opmærksomhed beskæftige sig med alt og alle i den flygtige verden, opstår Thamoguna, men når man rettet sin opmærksomhed mod den evige Gud, fremelsker man Thapas. Swami har ofte forklaret dette med følgende eksempel. En dør er måske låst. Hvis man ønsker at lukke den op, må man derfor sætte nøglen i låsen og dreje nøglen til højre med uret. Så vil døren kunne åbnes. Drejer du derimod nøglen til venstre, vil låsen forblive låst. I begge situationer er det den samme lås og den samme nøgle. Den eneste forskel er den vej, du drejer nøglen. Vi kan sammenligne hjertet med låsen og sindet med nøglen. Vender du sindet mod Gud, opnår du frigørelse. Vender du sindet mod den ydre, objektive verden, vil du fortsat være bundet. Det er det selvsamme sind, der har ansvaret for, om du opnår frigørelse eller forbliver trælbundet.

[11:34] Den sande Vairagya består i at rette opmærksomheden mod Gud, mod den evige Virkelighed. Denne følelse af ikke-tilknytning og offervilje skal fremelskes til en meget intens følelse. Du skal ikke blive ved med at udskyde denne åndelige træning den ene dag efter den anden. Hvis du skal med til et bryllup, så sørger du i god tid før brylluppet for, at dit tøj er i orden. Eller lad os sige, at du får lejlighed til at gå i biografen. Så bliver du hurtigt klar til at gå. Ja selv om du blot skal ud at spadsere en tur, er du klar i en håndevending. Men hvis du ikke kan komme i biografen i dag, så kan du sagtens udsætte det til i morgen, og hvis du ikke kan komme ud at gå tur i dag, så kan du altid gøre det en anden dag.

[11:35] Rejsen til Gud derimod kan ikke udskydes eller aflyses. Du skal altid være rede til at acceptere, hvad du end udsættes for på din vej. Tiden venter ikke på nogen. Tiden følger ikke mennesket. Mennesket må følge tiden. Tiden strømmer uafbrudt af sted og river alting med sig.

[11:36] I Gita'en har du således lært, at du kan nyde alle denne verdens foreteelser, men at du, medens du nyder dem, ikke skal lade dig binde eller knytte til dem og tro, at du ejer dem. Denne Vairagya, ikke-tilknytning, er et af de væsentligste aspekter i den åndelige filosofi, der bliver præsenteret for i Gita'en.

[12:01] Sindet er centrum i tilværelsens hjul, i Samsara. Vairagya er af største betydning for den, der ønsker at bryde igennem dette centrum for at opleve Atma, der er hinsides Samsara. Vairagya betyder ikke-tilknytning. Det er sindet, der tilslører Atma. Derfor kaldes sindet Avarana, uvidenhedens slør, fordi det skjuler Atma. Sindet på sin side bliver fastholdt af sanserne, der bliver tiltrukket og bundet af sanseobjekterne.

[12:02] Det er derfor, det først og fremmest gælder om at få sanserne under kontrol. Ikke-tilknytning er af afgørende betydning for, at det kan lykkes. Når sanserne ikke længere er bundet af sanseobjekterne, vil sanserne heller ikke være i stand til at fastholde sindet. Et sind, der ikke mere styres af sanserne, vil blive befriet for urenheder, og det vil da ikke længere skjule Atma. Atma kan da erkende Sig Selv. Det er derfor, Gita'en lærer os, at ikke-tilknytning er af afgørende betydning for erkendelsen af Atma.

[12:03] I Patanjali's Yoga Suthra påvises det, at ikke-tilknytning er en egenskab ved det sind, der ikke er underlagt de forskellige sanserne som for eksempel øjnene, ørerne, tungen og så videre. Et sind, der ikke er slave af sanseorganerne eller sanseobjekterne, siges at være i en tilstand af Vairagya. I Shankara's Bashya siges det, at man skal erkende, at alle objekter i denne verden og i alle andre verdener er flygtige og foranderlige. På baggrund af vidnesbyrd fra Sruthi'erne siges det, at alt og alle i den objektive verden er flygtige og foranderlige. Dette gælder lige fra mennesket og helt op til Brahma Thathwa, der er det guddommelige, skabende Princip. Når man nu ved det, så skal man ikke have nogen tilknytning til disse sanseobjekter. Tilknytninger vil langsomt, men sikkert føre til, at man bliver trælbundet.

[12:04] Når brændet fjernes fra et bål, vil ilden automatisk gå ud. På tilsvarende måde bliver sanserne magtesløse, når man fjerner sanseobjekterne fra dem. I de hellige skrifter fremhæves det med stor vægt, at man er en sand Vairagi, når man betragter endog selveste Brahma's himmel som en triviel ting, og man derimod alene higer efter at opnå den fuldstændige erkendelse af Atma.

[12:05] Da Nachiketa opsøgte Yama, dødens guddom, sagde denne til ham, "Jeg vil give dig fuldkommen herredømme over denne verden med alle dens rigdomme." Nachiketa svarede, "Denne verden er flygtig, og jeg ønsker ikke at beskæftige mig med den. Jeg ønsker derimod at lære Atma at kende. Jeg ønsker at udforske Atma og erkende den højeste Sandhed. Denne verden med alle dens tilknytninger og de sorger, der er en følge heraf, er udelukkende for dem, der er underlagt sanseobjekternes indflydelse. De interesserer ikke mig."

[12:06] Lad os antage, at du har boet i et bestemt hus i lang tid. En skønne dag er du nødt til at flytte til en anden bolig. Du pakker alle dine ejendele, læsser flyttebilen og kører det alt sammen til det nye hus. Det er ret almindeligt, at man endog pakker sine gamle, udslidte sandaler og gamle koste og tager dem med sig, fordi man føler, de tilhører en. Hvad er grunden til denne holdning? Grunden er den, at du er blevet bundet af din tilknytning til sanseobjekterne. Det er derfor, du er så omhyggelig med at pakke alle disse gamle ting og sager. Du pakker dem og tager dem med dig, fordi du føler, at de tilhører dig.

[12:07] Lad os nu se på et andet eksempel, der handler om en skoleinspektør. I skolen er der en hel del værdifuldt udstyr. Der vil for eksempel i laboratoriet være nogle yderst kostbare instrumenter, der vil være borde, stole og andre møbler, et vægur og så videre. Når nu skoleinspektøren går på pension eller bliver forflyttet, så føler han ikke nogen form for tilknytning til disse ting. Han kan derfor forlade stedet med det samme frie sind, som da han kom. Han gør sig ingen bekymringer eller spekulationer, fordi han skal forlade alle disse værdier, når han holder op. Grunden til denne holdning er, at han fuldt ud er klar over, at ingen af disse ting tilhører ham. De tilhører administrationen, fonden eller regeringen. Han kan derfor med en følelse af ikke-tilknytning uanfægtet forlade skolen.

[12:08] Der, hvor der er en følelse af 'min-hed' og ejerforhold, vil der også være lidelse. Har man ikke denne ejerfølelse, vil man ikke være bundet af noget som helst, og man vil være fri for lidelse. Det er klart, at det er dette 'jeg' eller denne 'min-hed', der har ansvaret for alle disse bindinger, lidelser og sorger. Du kan lige som skoleinspektøren gøre brug af alt det, der findes i denne verden. Du skal ikke opgive sanseobjekterne som sådan og ikke holde op med at være aktiv. Du skal blot gøre dig fri af den tilknytning, du har til tingene, og af den tilknytning, du har til denne verden og de handlinger, du udfører i den. Disse tilknytninger må nødvendigvis forvandles og ændres.

[12:09] Dette kan også siges på en anden måde. Du skal gøre dig fri af handlingernes resultater. Gør din pligt uden nogen form for tilknytning og vær klar over, at sanseobjekterne er ufuldkomne. I samme øjeblik, du bliver klar over de fejl og mangler, objekterne i denne verden har, vil du blive i stand til at overvinde din tilknytning til dem. Hvem er far, og hvem er søn, før man bliver født? Hvem er ægtemand, og hvem er hustru, før brylluppet har fundet sted? Først efter brylluppet er der en mand og en kone. Først efter fødslen er der en far og en søn. Der var ikke noget slægtskab, før det skete, og der vil ikke være noget slægtskab bagefter. Det er udelukkende i denne korte overgangsperiode, at følelsen af 'min-hed' og tilknytning opstår. Det skyldes alt sammen fejl i dit syn på verden og fejl i den måde, du griber tingene an på. Det skyldes, at du er snæversynet og udelukkende arbejder på kort sigt.

[12:10] Det er alene dine egne følelser og holdninger, der er skyld i alle dine sorger. Der vil ikke være plads til nogen følelse af 'min-hed', når du først har erkendt, at sanseobjekterne er ufuldkomne. Der findes to forskellige holdninger: Marakam, tilknytning, og Tharakam, ikke-tilknytning. Prøv at forstå dette særlige Tharakam princip. Man skal aldrig glemme værdien af Tharakam, hvad enten man er vågen, drømmer eller sover dybt. Man skal hele tiden være bevidst om, at man er Jiva Thathwa. Den sande Tharakam består i hele tiden og under alle forhold at være bevidst om denne Jiva Thathwa. I denne tilstand er man fri for alle former for tilknytning og bindinger, selv når man drømmer, og når man sover.

[12:11] Hvis du fremelsker og udvikler tilknytninger, når du er vågen, så vil disse tilknytninger også være til stede i en subtil form, når du drømmer eller sover dybt. Drømmetilstanden kan sammenlignes med spejlbilledet i et spejl. Hvad man end oplever, når man er vågen, vil som en genspejling blive oplevet igen i drømmetilstanden. Den vågne tilstand og drømmetilstanden forholder sig således til hinanden på en måde, der minder om en genstand og dens spejlbillede. Hvis du i den vågne tilstand vælger den rette vej, fordi du kender Sandheden og følger Den, så vil du selv i drømmetilstanden følge den rette vej. For at kunne udvikle dig i den vågne tilstand, skal du erkende sanseobjekternes ufuldkommenhed, og du skal lidt efter lidt overvinde dem ved at gøre dig fri af de dine bindinger til dem.

[12:12] Alting forandres, som tiden går. Når man lige har tilberedt et måltid mad, er det lækkert og velsmagende. Så længe maden er frisk, kan den give styrke og sundhed, men den selvsamme føde vil fordærves og blive giftig i løbet at ganske få dage. Alt det, som i dag anses for at være godt, nyttigt, sundt og gavnligt, vil med tiden blive dårligt, ubrugeligt, usundt og skadeligt.

[12:13] Bhaktha'er vil i tidens løb gennemgå de fire stadier: Arthi, Arthaarthi, Jignasu og Jnani. Det er den samme person, der med tiden udvikler sig gennem alle disse stadier. Man kan også se på de forandringer, der finder sted i den enkeltes liv, som tiden går. Når et barn lige er kommet til verden, kaldes det et spædbarn. Ti år senere kaldes det en dreng. Efter tredive år kaldes den samme person en mand, og når han er 75, kaldes han bedstefar. Det er hele tiden den samme person, selv om han afhængigt af de forskellige stadier kaldes spædbarn, dreng, mand og bedstefar. Det er ikke fire forskellige personer. Det er blot forskellige betegnelser, der i tidens løb benyttes til at beskrive de forskellige former af den selvsamme person.

[12:14] Det er meget vanskeligt at få mulighed for at blive født som menneske, og mennesket gennemgår mange forandringer i tidens løb. Men når dette gælder for mennesket, gælder det så ikke i endnu højere grad for alle de andre objekter i denne verden? Hvis man spørger om, hvad der er menneskets svageste punkt, må svaret være, at det er alle de fysiske forandringer, som han gennemgår. Disse forandringer er uundgåelige, hvad enten de anses for at være gode eller dårlige. Da forandringer er en naturlig egenskab ved alting i den objektive verden, skal mennesket ikke udvikle nogen form for tilknytning eller følelse af 'min-hed' over for nogen eller noget.

[12:15] Hvem er far? Hvem er mor? Hvem er barn? Hvem er familien? Hvem er ven? Hvem er fjende? Hvem er vi? Det er alt sammen foranderlige former. Man kan derfor ikke besvare disse spørgsmål én gang for alle. Når man efterhånden bliver opmærksom på alle de forandringer, som mennesket er underlagt, hvordan kan man da fortsat udvikle tilknytning til mennesket som sådan? I Gita'en lærer vi, at vi skal anse alle de forandringer, mennesket med tiden udsættes for, som fundamentale ufuldkommenheder. Du skal derfor fremelske den fuldkomne Vairagya over for disse ufuldkomne, timelige former.

[12:16] Vairagya er derfor den første, vigtige, åndelige disciplin, du skal praktisere. Den næste disciplin er Abhyasa, uafbrudt træning. Hvilken form for træning kan kaldes Abhyasa? Thapas er én form for Abhyasa. Folk bliver lidt skræmte, så snart de hører ordet Thapas. Man forbinder uundgåeligt Thapas med det at trække sig tilbage til skoven og leve af de frugter og rødder, man finder der, og samtidig udsætte sig selv for farer og lidelser.

[12:17] Sandt at sige er dette ikke Thapas. Man straffer blot kroppen ved på den måde at udsætte den for forskellige former for ydre lidelser. Thapas vil derimod sige at udsætte sindets Rajoguna og Thamoguna for virkelige pinsler og fjerne de ufuldkommenheder, der er knyttet til sanseorganerne. Det er den sande form for Thapas. Der findes tre former for Thapas. Den første form for Thapas vedrører den fysiske krop, den anden vedrører tungen, og den tredje er den mentale Thapas.

[12:18] Den fysiske Thapas består i at anvende kroppen til gode gerninger. Disse gerninger omfatter tillige tilbedelse af Herren og at give udtryk for sin taknemlighed ved at tjene højtudviklede personer. Hvis du vinder deres nåde, så vil din følelse af Ahamkara og Mamakara, af selviskhed og besiddetrang, langsomt mindskes. Når først disse følelser af Ahamkara og Mamakara formindskes, så vil de gode egenskaber og gode gerninger komme af sig selv, og du vil blive tiltrukket af gode menneskers selskab. Det vil medføre, at du begynder at studere Bhagavad Gita, Ramayana'en, Bhagavatha'en, Mahabharatha'en og lignende hellige skrifter.

[12:19] Du vil desuden føle dig tilskyndet til at udvise velgørenhed over for gode formål såsom uddannelse, lægemidler og hospitaler, mad til de fattige og andre gode formål. Ifølge traditionen har man brugt sin krop til hellige handlinger ved at udvise forskellige former for godgørenhed såsom at give guld, køer og jord bort. Den person, der i dag udøver godgørenhed, bruger dermed også sin krop til hellige formål. Eftersom han ikke udfører skadelige eller forbudte handlinger, vil han ikke blive fortryllet af Rajoguna eller Thamoguna. Han vil frigøre sig af disse to Guna'ers trældom. Alt dette er Thapas på kroppens plan.

[12:20] Tungens Thapas består i at anvende gode, opløftende ord. Selv når man siger sandheden, skal man undgå hårde og sårende ord. Man skal passe på ikke at såre andre. Selv om det, man siger, er sandt, skal man ikke bruge vold og såre andre. I denne forbindelse hedder det i Gita'en, at sandheden skal siges blidt og uden nogen form for vold Du skal bruge den hellige tunge, som du har fået, til at sprede fryd og glæde til andre og til at hjælpe dem. Lad være med påføre andre nogen form for smerte. Lad dine tanker hjælpe dig til at koncentrere dig om Gud og tænke på Gud. Brug din tunge til at beskrive alle Herrens strålende Kvaliteter. Brug udelukkende ord, der kan gavne andre. Brug din tale til at vise andre den rette vej.

[12:21] Du burde kunne fortælle andre om alle de gode og dejlige oplevelser, du har haft. Du er nødt til at retlede dem, der de er kommet på afveje, ved at tale blidt og bruge velvalgte ord. Du skal sikre dig, at falskheden absolut ikke får plads i dit hjerte eller sniger sig ind i din tale. Du skal lære at mestre sandhed og ikke-vold.

[12:22] Hvis du følger sandhedens vej, kan du komme ud for mange vanskeligheder. En Maharishi, der udførte bodsøvelser, havde afgivet et løfte om altid at tale sandt og altid at udvise ikke-vold, hvad der end måtte ske. En ondskabsfuld jæger, der kendte til den hellige mands løfte, prøvede på at få ham til at bryde løftet. Han forfulgte en hjort på en sådan måde, at den var nødt til at løbe lige forbi Rishi'en, der sad fordybet i sin Thapas. Den hellige mand så, at hjorten gemte sig i noget buskads. Jægeren kom løbende og spurgte den hellige mand, "Har du set en hjort løbe forbi her?" Rishi'en befandt sig nu i en vanskelig situation. Hvis han fortalte sandheden, kunne han komme til at skade hjorten, men hvis han ikke fortalte sandheden, ville han bryde sit løfte. Valgte han den første mulighed, ville han begå den synd, det er at skade et andet væsen. Valgte han den anden mulighed, ville han synde ved at lyve.

[12:23] Han fandt imidlertid en meget fin løsning på dette dilemma. Han besvarede jægerens spørgsmål på en noget kryptisk måde. Han sagde, "Det er ikke sikkert, man kan beskrive alt det, man ser, og det er ikke sikkert, man virkelig har set det, man beskriver. Øjnene, der ser, kan ikke tale, og munden, der taler, kan ikke se. Det er sandheden." I den slags vanskelige situationer kan man blive nødsaget til at benytte sig af en lignende fremgangsmåde.

[12:24] Det er ikke sikkert, man kan sige sandheden, men man skal ikke lyve. Man kan komme ud for vanskelige situationer af lignende art, når man udøver Thapas på tungens plan. Man skal sikre sig, at man kan overvinde disse vanskeligheder uden på nogen måde at lyve. Hvad der end sker, skal man ikke lyve. Hvis man ikke kan sige sandheden, så kan man tie stille og være fuldstændig tavs frem for at lyve.

[12:25] Lad os nu se på den tredje form for Thapas, den mentale Thapas. Denne form for Thapas består i at fremelske gode egenskaber og dyder. Dit ansigt vil uvægerligt genspejle de tanker, du har i sindet. Det er derfor, man siger, at ansigtet er sindets spejl. Dit ansigt viser alle dine tanker. Hvis du sørger over noget, vil dit ansigt vise denne sorg. Har du hellige tanker, vil dit ansigt lyse op. På denne måde er det let at se virkningen af sindet og dets tanker. Først når menneskets sind er fyldt med hellige tanker, hellige følelser og hellige ideer, bliver det muligt for ham at leve et liv i glæde og lykke.

[12:26] Hvis du pines og plages af dårlige tanker og alligevel prøver på at smile, når nogen kommer og taler til dig, så vil dit smil være kunstigt, og det vil afsløre, hvordan du har det i dit indre. Du skal ikke lade dig bringe i en sådan situation, men se til, at du altid er glad og lykkelig. Hvornår er man glad og lykkelig? Det er man først, når man har gode og hellige tanker. For i videst mulig udstrækning at opnå sådanne gode og hellige tanker skal du udøve kontrol med din tankevirksomhed.

[12:27] Du skal iagttage stilhed i det mindste et par timer hver dag. Kun på den måde kan du give sindet fred og hvile for denne strøm af ord og tanker. Man kan også bruge Japa og meditation til at give sindet hvile. Man renser sig selv både indvendig og udvendig ved at gentage Guds Navn, ved at tænke på Gud og ved at meditere. På samme måde, som du hver dag vasker dig og således fjerner kroppens ydre urenheder, skal du også regelmæssigt give sindet et rensende bad for at forny dets vitalitet og hellighed. Du tænker udelukkende på den ydre renhed og ikke på din indre renhed, selv om den også er nødvendig. Gode tanker, gode følelser og gode handlinger er en stor hjælp til opnåelse af indre renhed.

[12:28] Thapas vil i virkeligheden sige at skabe en harmonisk enhed af det mentale, det lydlige og det legemlige ved at lade tanke, ord og handling blive ét. Det er den sande Thapas. Den person, der er i stand til at nyde denne enhed, er en sand Mahatma. Han er en højtudviklet sjæl. Hvis en persons tanker, ord og handlinger ikke er i harmoni, så kan man ikke sige, at han er en Mahatma. Thapas indebærer, at man tilintetgør Thamoguna og Rajoguna ved at forene dem med Sathwaguna. Dette gøres ved at bruge Rajoguna til at få kontrol med Thamoguna og ved at bruge Sathwaguna til at få kontrol med Rajoguna. På den måde kan man nyde harmonien, når disse Guna'er bliver forenet. Til sidst skal man endog gøre sig fri af påvirkningen fra Sathwaguna.

[12:29] Lad os antage, at du har trådt på en torn. Hvis du ønsker at fjerne tornen fra foden, så har du ikke brug for noget særligt instrument. Du kan benytte en anden torn som redskab til at fjerne den første. Derefter kan du smide begge torne væk. På lignende måde kan du bruge Sathwaguna til at fjerne de to lavere Guna'er, der har skabt så mange problemer for dig. Man har brug for Sathwaguna, indtil man har fået fjernet de andre to Guna'er.

[12:30] Sathwaguna kan lignes ved en lænke af guld, Rajoguna ved en lænke af kobber og Thamoguna ved en lænke af jern. Alle tre lænker binder lige godt. Der kan være forskel på metalværdien, men trods denne forskel binder alle lænkerne lige godt. Vil man være lykkelig, hvis man er bundet med en lænke af guld? Nej! Fangenskab er og bliver fangenskab, hvad enten lænkerne er af guld, af kobber eller af jern. Selv Sathwaguna trælbinder, og i sidste instans er du også nødt til at gøre dig fri af den.

[12:31] Man skal gøre sig fri af enhver form for trælbinding, men man har brug for Sathwaguna, indtil man har nået Gud. Når først man bliver forenet med Gud, findes der ikke længere nogen Sathwaguna. I den Tilstand er der ikke nogen kvaliteter, der er ikke nogen Guna'er. Du bliver først fri for trældommens lænker, når du har ofret alle disse kvaliteter til Gud.

[12:32] Det hedder i Gita'en, at det er af afgørende betydning at udøve Abhyasa, vedvarende træning, og Vairagya, ikke-tilknytning, for at opnå kontrol over sindet. Abhyasa har intet at gøre med de normale, dagligdags, fysiske aktiviteter. Abhyasa indebærer, at man bruger kroppen, tungen og sindet på en sådan måde, at man bliver i stand til at fremelske Vairagya.

[12:33] Abhyasa indebærer, at du udfører de handlinger, der vil hjælpe dig til at nå Gud. Disse handlinger skal være i samklang med sandheden, og de skal være lydefri. Sandhed og renhed er de virkelige hjælpemidler til at udøve Thapas. Det er Mit ønske, at I fremelsker disse virkemidler, ofrer dem ved Herrens Lotusfødder og på den måde helliggør jeres liv.

Kapitel 13: Spild ikke tiden - tænk altid på Gud

[13:01] Gita Acharya har i Gita'en erklæret, "Den, der altid og vedvarende tænker på Mig, har Jeg kær."

[13:02] I vore dage begynder folk først på åndelige øvelser, når de er blevet gamle. De begynder først det åndelige liv, efter at de grundigt har nydt denne verdens behageligheder, er blevet godt trætte af dem og nu væmmes ved dem. De bliver desillusionerede på deres gamle dage, efter at de hele livet har troet, at sanseobjekterne, familielivet, børnene, rigdom og besiddelser, ære og berømmelse og lignende ting kunne skænke dem sand lykke og glæde. De bestemmer sig først for at begynde på det åndelige liv efter at have været hjemsøgt og plaget af disse skuffelser og efter at have erkendt, at der ikke er nogen varig sandhed i disse ting.

[13:03] Nu, da de er kommet til deres livs aften, bliver de klar over, at fred i sindet og varig glæde ikke kommer fra foreteelsernes verden, fra rigdom, ejendom, ægtefælle, børn og lignende glæder, og så begynder de endelig på den åndelige vej. Nu kan man selvfølgelig sige, at det er bedre at tænke på Gud, når man er blevet gammel, end slet ikke at tænke på Ham. Der findes overhovedet ikke nogen begrænsninger, når det drejer sig om at tænke på Gud, hverken med hensyn til tid, sted eller alder. Det er derfor Gita Acharya har sagt, "Man kan tænke på Gud når som helst og hvor som helst."

[13:04] I Gita'en siges det, at man med sindsro skal møde lykke og sorg, kulde og varme, vinding og tab samt dadel og ros. Den sande hengivne besidder 64 færdigheder, 64 egenskaber. Det er meget vanskeligt at finde ud af, om en hengiven har alle disse 64 færdigheder. Men alle disse kvaliteter er fuldt og helt indeholdt i de to overordnede egenskaber: Abhyasa, vedvarende træning, og Vairagya, ikke-tilknytning. Abhyasa består i en kombination af de tre former for Thapas: Kroppens Thapas, den mentale Thapas og talens Thapas. Vairagya indebærer, at man erkender sanseobjekternes fejl og mangler og lever uden at knytte sig til disse objekter. Man lever med andre ord som et vidne. Hvis man kan fremelske og udøve disse to vigtige færdigheder, Abhyasa og Vairagya, så er der ikke behov for nogen mere omfattende Sadhana.

[13:05] Hvis man ønsker at fremelske og opmuntre disse to kvaliteter, så er man nødt til at begynde, mens man er barn eller ungt menneske og bruge disse år på en hellig og opbyggelig måde. Man kan kun udføre åndelige øvelser, når man har overskud af fysisk styrke, når man har overskud af kraft i sanseorganerne og rigelig med mental kraft. Det vil være meget vanskeligt at praktisere åndelige øvelser, når man er blevet gammel, fordi man da plages af alle mulige fysiske og psykiske svagheder og er underlagt alle mulige begrænsninger. Er man i den situation, skal man dog ikke miste modet og tro, at der ikke findes nogen form for Sadhana, der passer til de ældre. De vil helt sikkert blive bragt i forskellige situationer og stå over for forskellige gunstige muligheder, men Gita Acharya har erklæret, "Ungdommen har en særlig mulighed for at udføre disse åndelige øvelser på en målrettet måde."

[13:06] Det minder lidt om det, der sker, når man ved på forhånd at købe spisekuponer forudbestiller et måltid mad på et hotel. Når man først har reserveret plads, så kan man få noget at spise der, når som helst man går derhen. Det har man garanti for. Det er derimod ikke sikkert, man kan få noget at spise, hvis man udelukkende går hen på hotellet, når man er sulten, uden for de almindelige spisetider og uden reservation. Så har man ikke nogen garanti. Måske får man noget at spise, måske ikke. Det afhænger af omstændighederne. Noget lignende gør sig gældende for dem, der først begynder at beskæftige sig med det åndelige, når de er kommet op i årene. Hvis de samme ældre mennesker derimod lige fra deres ungdom havde beskæftiget sig med åndelige øvelser og opnået at mestre dem, så ville de åndelige øvelser med sikkerhed lykkes for dem på deres gamle dage.

[13:07] Dersom folk i deres ungdom spilder tiden med at nyde livets behageligheder, bortøder sanseorganernes kraft og deres egen fysiske styrke, så er det ikke sikkert, at de på deres gamle dage, selv om de måtte ønske det, vil få mulighed for at nå livets højeste Mål, Herrens Lotusfødder. Det er komplet meningsløst at ofre velsmagende føde på et bananblad til dæmonerne, og derpå, når alt det bedste er blevet fjernet af de dæmoniske kræfter, at ofre resterne til Gud. Kan man glæde Gud ved at ofre levninger til Ham? Nej! Det er helt umuligt.

[13:08] Vi kan sammenligne et ungt menneskes legeme med et frisk bananblad. De objekter, som sanserne nyder, kan sammenlignes med den velsmagende føde. Efter at vi har ofret al denne dejlige føde til dæmonerne, så forsøger vi at tilbyde Gud levningerne. Folk forsøger at ofre resterne til Gud, når de først har ofret alle deres færdigheder, al deres styrke og alle deres evner til grådighedens, begærets og stolthedens dæmoner. Men det er forkert at handle sådan, og Gud vil ikke tage imod disse levninger. I denne sammenhæng har Gita Acharya lært os, at barndommen og ungdommen er meget værdifulde perioder i menneskets liv, og at man skal være meget påpasselig med, hvad man bruger disse år til.

[13:09] Når vi har haft en ting i nogen tid og betragter den som noget selvfølgeligt, så er det ikke sikkert, at vi er i stand til at forstå dens sande værdi. Det er først, når vi har mistet en bestemt ting, at vi bliver klar over dens virkelige værdi. Så længe vi kan se, så er vi ikke opmærksomme på, hvor dyrebart og værdifuldt det er at kunne se. Man bliver først rigtig klar over synsevnens betydning og værdi, den dag man mister synet. Så længe man er sund og rask, og så længe man fysisk og psykisk fungerer optimalt, så længe kan man ikke indse den sande værdi af disse evner. Det er først, efter at man har mistet sin duelighed og sit gode helbred, at man erkender, angrer og begræder tabet af alle disse færdigheder og evner. Men nu hjælper det ikke at klage. I de unge år er de dårlige vaner og tilbøjeligheder blevet gode venner, og de er blevet dybt rodfæstede. De selv samme evner, du misbrugte, da du var ung, bliver dine fjender i alderdommen.

[13:10] Ungdommen anvender ikke sin skelneevne på rette måde. De unge bruger ikke skelneevnen til at finde ud af, hvem der er ven, og hvem der er fjende, hvem der er Guru, og hvem der er elev, hvem der er forfatter, og hvem der er skuespiller. Er der noget forkert i at kalde dig et fæ, hvis du ikke har udviklet din intelligens, så du er i stand til at fatte meningen med livet? Når først du på ret vis har erkendt og forstået, hvad der er de menneskelige kvaliteter, så kan intellektet ikke forvirre dig.

[13:11] I vore dage bruger mennesket Gud til at tjene kroppen. Mennesket bruger ikke kroppen til at tjene og tilbede Gud. Nu til dags beder han udelukkende til Gud for at blive sund og rask, når han er syg. Men han anvender ikke kroppen, sin fysiske styrke og sine evner i tilbedelsen af Gud. Han fortsætter med at spilde tiden, fordi han har en forestilling om, at der er masser af tid til at tilbede Gud senere hen. Der er nogen, der tror, at de kan begynde at kontemplere på Gud og udføre åndelige øvelser, når de er blevet pensionister. De siger, at det er bedre at nyde livet nu, at nyde de verdslige glæder nu, medens de stadig er unge. Men hvordan skulle man kunne begynde at tænke på Gud, når man er blevet gammel og har mistet alle sine evner og færdigheder?

[13:12] Hvis man ikke bruger al sin fysiske styrke og alle sine evner og færdigheder i sin tilbedelse af Gud nu, så vil det senere hen være for sent. Når børnene gør grin med dig og kalder dig et gammelt rysteribs, tror du da, at du har kræfter nok til at påbegynde en intens Sadhana? Når dit hår er gråt, når du har svært ved at gå, når du er næsten blind, og alle dine sanser er svækkede, tror du da, at du kan bruge dem i din tilbedelse af Gud? Nej, det vil ikke kunne lade sig gøre.

[13:13] I Bhagavatha'en er der med stor styrke og klarhed gjort rede for forskellige forhold af særlig interesse for de ældre. Der stilles her spørgsmålstegn ved, om det vil være muligt at tænke på Gud, når Yama's lejesvende ankommer og råber, "Kom med! Kom med!" eller når ens familie siger, at det ikke er til gavn for nogen at lade kroppen blive her, men råber, "Fjern den! Fjern den!" eller når ens kone og børn hulker og græder. Kan man da bede sin familie om at holde op med at græde og vente lidt, fordi man har brug for lidt tid til at tænke på Gud?

[13:14] Du skal opbygge alt det, der er nødvendigt for at skabe et solidt grundlag til en lykkelig fremtid, mens du er ung. Tror du virkelig, det er muligt at tænke på Gud, når du er blevet pensionist? Nej, det er umuligt. Du er nødt til at være i fuld gang med din Sadhana, før du går på pension. Men i stedet for at udøve Sadhana, så er du helt opslugt af dine forretninger, selv efter at du er gået på pension. Du spilder din tid ved møder i klubber og foreninger, og på mange andre måder spilder du dit liv.

[13:15] En husmoder spurgte engang til sin mand, "Skulle du i det mindste ikke nu på dine gamle dage begynde at tænke på Gud? Du har aldrig tidligere givet dig tid til det. Du har haft så travlt. Vær sød at gøre det nu!" Forretningsmanden svarede, "Jeg har ikke engang tid til at dø og slet ikke til at tænke på Gud." Men tror du, at døden ikke besøger den, der siger, at han ikke har tid til at dø? Kommer døden først, når han ønsker det? Nej, tiden venter ikke på nogen. Vi skal derfor bruge tiden på den rigtige måde, mens vi endnu har den. Den fjende, der hedder døden, tilsammen med de soldater, der hedder sygdom, ligger på lur og venter på at gå til angreb på din krop. Når tiden er inde og døden angriber, så dør mennesket i fuldkommen hjælpeløshed.

[13:16] Men der er ingen, der kan angribe den, der har vundet Guds Nåde. Du er derfor nødt til at vinde Guds Nåde, medens du endnu er ung, og forberede dig på at møde alle fjendens udfordringer og anslag, når han begynder at belejre dig. Du skal frem for alt inderst inde, i dit hjerte, være fuldt og helt overbevist om, at din rejse gennem livet vil blive en lang rejse. Alle andre former for rejser såsom bus-, tog- og flyrejser er af kortere varighed, men denne livets rejse vil blive en lang rejse. Hvis man ikke ruster sig, så man er forberedt på alt det, man kan komme ud for på denne lange rejse, så vil man blive udsat for mange lidelser, når man står over for virkelige problemer og vanskeligheder.

[13:17] I ved alle, at man på de enkelte vogne i et godstog plejer at angive, hvilken dato denne bestemte container skal returneres til værkstedet. Når en container har været i brug en vis tid, skal den sendes tilbage på den dato, der er angivet. Det samme gælder for kroppen. Den er også en container, og det er Gud, der har skrevet returdatoen på den. Du ved det bare ikke. Du ved ikke, at du er nødt til at vende tilbage. Mennesket glemmer fuldstændig denne vigtige sandhed. Hvis man virkelig ønsker at kunne nyde alle livets glæder på et senere stadium, så er man nødt til at vinde Guds Nåde, medens man er ung. Barndommen og ungdommen er meget vigtige perioder i menneskets tilværelse. Og man spilder sin barndom og ungdom, når man ikke forstår at værdsætte disse år.

[13:18] Man bruger et bæger af guld, der er udsmykket med kostbare stene og juveler, til tarvelige formål. Man benytter dyrt sandeltræ som brænde på sansers bål. Beholderen er meget kostbar, og det er brændslet også, men den føde, man tilbereder ved hjælp af disse, er ordinær og værdiløs. Denne dyrebare krop og dette hellige brændsel ødes væk, for at man kan opnå trivielle og nytteløse glæder og fornøjelser. Du bruger en gylden plov til at pløje dit hjertes ager, og du dyrker værdiløse afgrøder. Dit hjertes ager er yderst værdifuld og hellig. Gita Acharya har erklæret, at selv denne ager tilhører Ham.

[13:19] Gud har erklæret, at Han både er denne Ager og Den, der kender denne Ager. Han er den sande Ejer af dit hjerte og din krop. Han har identificeret sig med dem. Hvad bruger du dette hellige hjerte og denne hellige krop til? Du bruger en gylden plov til at dyrke de sanselige glæders værdiløse afgrøde. Ingen, der er opmærksom på det dyrebare i dette hjerte og i de følelser, der findes der, vil finde på at misbruge disse.

[13:20] Livet skal bruges til gode formål, til gavn og glæde for andre, til at vandre ad den hellige vej og nå det hellige Mål samt til at frembringe en lysende stråleglans i hjerte og sind. Du skal bruge dette liv til at opnå forening med Gud. Først da kan du med sandhed sige, at du lever et sandt, ægte og helligt liv.

[13:21] Det siges, at det er meget vanskeligt, ja næsten umuligt at opnå liv som menneske. Hvad er det særlige ved menneskelivet? Hvorfor er det så vanskeligt at opnå? Alle de glæder og fornøjelser, dyr og fugle har, nyder mennesket også. Når dette er tilfældet, hvad er så meningen med at sige, at menneskelivet er så dyrebart, noget ganske særligt? Man er nødt til at skelne mellem dyrenes liv og menneskets liv. Man må skelne mellem det rigtige og det forkerte. Man skal gøre sig fri af følelsen af tiltrækning og frastødning. Mennesket er blevet offer for et uroligt sind, fordi han ikke skelner mellem Atma og Anatma, det vil sige Selvet og ikke-Selvet, og fordi han undlader at benytte sig af Buddhi Yoga, skelneevnens Yoga. Han kan ikke opnå fred i sindet, fordi han ikke følger den rette vej.

[13:22] Ungdommen er nødt til med fast beslutsomhed at udøve de tre former for Thapas: Kroppens Thapas, den mentale Thapas og talens Thapas. De unge vil på den måde vise andre et godt eksempel. Rajoguna skal overvindes med Sathwaguna. Det er umuligt at fremelske Sathwaguna i et hjerte, der er fyldt med Rajoguna og Thamoguna. Hvis dit hoved er tomt, kan man håbe på at fylde noget i det, men hvis dit hoved allerede er fyldt med alle mulige nytteløse ting, hvordan skal det da blive muligt at fylde det med noget helligt og opløftende? Du har fyldt dit hoved med alle mulige overflødige ting. Du er derfor nødt til straks at begynde med at tømme alt det ud. Først derefter vil du være i stand til fylde dit hoved med hellige følelser og hellige tanker.

[13:23] Mennesket følger en meningsløs vej, og han lever et liv uden mening. Han græder, når han bliver født, og han græder, når han dør. I den mellemliggende periode græder han efter at få ubrugelige ting. Græder han, når han ser, at Dharma er i forfald? Det er det, man burde græde over. Man burde bruge sine kræfter og evner til at rette op på Dharma's forfald og hjælpe med til at udbedre de skader, der er en følge af Dharma's forfald. Hvad er Dharma? Dharma vil sige til stadighed at tænke på Gud og kontemplere på Gud. Dharma består i at udføre sine daglige pligter og samtidig tænke på Gud. Gita'en siger ikke, at man skal forlade sin familie, afstå sin formue og sine ejendele og trække sig tilbage til skoven. Nej! Tag vare på din familie. Gør din pligt og bliv ved med at tænke på Gud. Hvad du end gør, så hold fast ved Målet. Hvis du opgiver Målet, så vil du fare vild og komme på afveje. Dit guddommelige Mål skal være fast forankret i sindet. Når du hele tiden har Målet for øje, kan du udføre dine daglige pligter.

[13:24] Man skal vælge sine ord med omhu. Man skal være påpasselig med altid at tale sandt. Der er nogen, der tror, at de i en vanskelig situation har lov til at ændre lidt på sandheden. De føler måske endda, at det af og til er nødvendigt at lyve. Men i vanskelige situationer kan man opøve tilstrækkelig færdighed i at tie stille i stedet for at lyve eller sige sandheden. Når du siger sandheden, så gør det blidt og kærligt. Sig ikke sandheden på en ukærlig måde, og lyv ikke med søde ord.

[13:25] Når som helst man bliver sat på en vanskelig prøve, skal man undgå at gå på akkord med sandheden. Under visse omstændigheder er man nødt til at udvise den allerstørste forsigtighed. Man skal vide, hvordan man skal belægge sine ord uden at såre andre. Man siger, at den er lykkelig, der altid kan tale uden at såre nogen anden. Du skal aldrig såre andre, eller lade andre såre dig. Her er en fortælling, der belyser dette.

[13:26] En hustru deltog i et møde magen til det, vi har her i dag. Hun lyttede koncentreret og med stor opmærksomhed til, hvad der blev sagt. På et tidspunkt, da Pundit'en fortalte om Ramayana'en, forklarede han, at for en hustru er ægtemanden livets eneste mål. Han sagde, "Det er en kones pligt at glæde og tilfredsstille sin mand. Du skal altid behandle din mand, som var han selveste Gud." Da konen havde hørt foredraget til ende, tog hun hjem. Foredraget havde gjort så stort indtryk på hende, at hun besluttede at føre alt det, hun havde hørt, ud i livet. Så snart hendes mand kom hjem, tog hun en kande vand og hældte den ud over hans sko, fordi hun mente, hun på denne måde kunne tilbede og tjene ham. Dette gjorde ham forvirret og forbløffet. Han gik indenfor og satte sig ned for at tage skoene af, men inden han nåede det, kom hun farende for at gøre det for ham.

[13:27] Efter denne oplevelse gik manden ind på sit kontor og ringede til lægen. Han vidste ikke af, at konen havde været til et møde for at høre om Purana'erne. Lægen kom og besluttede at give hende nogle sovepiller. Han sagde, at det lignede et hysterisk anfald, og at hun nok ville være normal igen i løbet af et par dage. Manden spiste sin mad og bad konen om at gå ind og hvile sig lidt, hvorpå han tog af sted til kontoret. Konen tog direkte tilbage til mødet for at høre den næste forelæsning. Den dag gjorde Pundit'en rede for forholdet mellem mand og kone. Han sagde, "Hvem er mand? Hvem er kone? Der er intet, der varer ved. Der findes ingenting. Alle disse ting og forhold er udelukkende midlertidige og flygtige. Sandheden er, at intet eksisterer." Derefter tilføjede han, "Gud alene er Sand. Han er den eneste virkelige Sandhed." Konen gik hjem og satte sig ind i sit Puja-værelse.

[13:28] Den dag kom manden en halv time tidligere hjem fra kontoret, fordi han regnede med, at konen var syg, og at han måske kunne hjælpe hende med et eller andet. Han bankede på hoveddøren og sagde, at han var kommet hjem, og bad hende være så venlig at lukke ham ind. Hun svarede inde fra Puja-værelset, "Der findes ingen mor. Der findes ingen far. Der er ikke noget hus. Der eksisterer overhovedet ingenting - ikke engang en ægtemand." Han blev meget rystet over denne opførsel, men det lykkedes ham trods alt at få hende til at åbne døren. Da han var kommet ind i huset, ringede han med det samme til psykiateren.

[13:29] Psykiateren kom og undersøgte hende omhyggeligt og stillede derpå sin diagnose. Han sagde, at hun havde udviklet nogle besynderlige holdninger efter alle disse foredrag om de hellige skrifter, men at hun ville blive normal igen, hvis hun blev hjemme nogle dage. Der blev derefter gjort alle mulige foranstaltninger for at forhindre hende i at gå til de forelæsninger. Chaufføren og alle tjenestefolkene fik besked om ikke at lade hende komme derhen.

[13:30] Efter at lægen havde pålagt hende disse restriktioner, gik hun ikke til forelæsning de næste to dage, og hun begyndte igen at opføre sig normalt. Den form for ikke-tilknytning, hun havde udviklet, var udelukkende midlertidig og ret overfladisk. Den gik hurtigt over, og ægtemanden blev glad. Det blev atter hverdag. Da der var gået en måned, gik hun atter der hen, hvor der blev holdt foredrag. Netop den dag gjorde Pundit'en rede for Gita'ens budskab. Han sagde, at man altid skal sige sandheden, og at man ikke skal gå på akkord.

[13:31] Hun lyttede til alt dette og tog derefter hjem. Her fortalte hendes mand hende, at der var en bryllupsreception den dag, og bad hende gøre sig i stand til at gå med. Hun gjorde sig hurtigt klar og tog derpå af sted sammen med sin mand.

[13:32] Bryllupsceremonien var i fuld gang. Der findes en særlig tradition, efter hvilken Mangala Suthra'en bringes rundt blandt de ældre, der så berører den og velsigner den. Den mand, der stod for brylluppet, gik hen til den nys ankomne frue, blev klar over, hvem hun var, og spurgte, "Hvordan går det med din mor? Er alting i orden?" Disse spørgsmål var blot et udtryk for høflighed. Han ønskede kun at veksle et par ord med hende, medens han holdt Mangala Suthra'en frem, så hun kunne berøre og velsigne den. Hun svarede, "Jo tak, alting er i orden, men jeg mistede min svigermor for en uge siden." Den, der sad ved siden af hende, sagde, "Hvorfor sagde du sådan nogle ulykkesvarslende ord, mens du berørte og velsignede Mangala Suthra'en?" Fruen svarede, "Skulle jeg lyve for denne Mangala Suthra's skyld? Du kan tro nej. Jeg vil aldrig lyve. Det passer, at min svigermor døde i sidste uge." En intelligent ung dame, der sad lige i nærheden, sagde til hende, "Kæreste frue. Du burde have situationsfornemmelse og være opmærksom på sammenhængen og omstændighederne, før du siger noget sådant."

[13:33] På samme måde fører du med stor overbevisning og beslutsomhed det ud i livet, du har hørt en bestemt dag, men du gør det udelukkende denne ene dag. Det er ikke på den måde, du skal praktisere den åndelige lære. Du er nødt til at bruge intellektet for at forstå, hvilken situation du befinder dig i, før du udtaler dig. Hvad du end gør eller siger, så skal du være klar over, at sandheden er den kongevej, der fører til det højeste Mål. Tungen skal ikke forurenes med usandhed, kroppen skal ikke forurenes med vold, og sindet skal ikke forurenes med negative følelser. Du vil først blive i stand til at opnå den hellige vision af Gud, når du har helliggjort disse tre aspekter: Sindet, tungen og kroppen.

[13:34] De studerende skal udvise stor forsigtighed, når de siger sandheden. De skal selvfølgelig tale sandt, men passe på, at de ikke bare taler og unødigt sårer andre. Du skal holde styr på din tunge. Hvis du, når der er opstået en misforståelse mellem dig og en anden, fortæller ham om alle hans fejl og mangler, og du så retfærdiggør det over for dig selv med, at du jo blot siger sandheden, så vil der med sikkerhed opstå vanskeligheder senere hen.

[13:35] Man skal aldrig hade nogen. Når først man har fremelsket kærlighed, så kan der aldrig blive plads til had eller jalousi. Når hjertet er fuldt af kærlighed, så vil din tale være blid og kærlig. Selv om du skulle blive vred, så vil vreden hurtigt gå over. Man kan inddele folk i fire kategorier. Vreden hos en person med sathwisk natur vil være kortvarig. I Gita'en hedder det, at en sådan person er et stort menneske. Den næste type vil være vred i nogle minutter, men så forsvinder vreden igen. Den tredje kategori vil være vred hele dagen, og de, der tilhører den sidste gruppe, vil blive ved med at være vrede resten af livet.

[13:36] Gita Acharya har tillige forklaret dette på en anden måde, "Vreden hos et godt menneske kan sammenlignes med at skrive i vand. Skriften forsvinder straks. Den er flygtig. Vreden hos den anden kategori er som at skrive i sand. Vandet vasker snart skriften ud. Vreden hos den tredje kategori svarer til at hugge i sten. Med tiden vil også den skrift forsvinde på grund af erosion. Men vreden hos den fjerde type svarer til at mejsle i en stålplade. Den skrift forsvinder ikke, medmindre man smelter stålpladen om og laver en ny plade. Den vil først blive tilintetgjort, når man putter den i ilden. Det er udelukkende muligt at ændre den ved hjælp af en dybtgående forvandling."

[13:37] I Gita'en kan du finde lærdom, der er af stor betydning i din daglige tilværelse. Det er umuligt for dig at føre alt det, der står i Gita'en, ud i livet. Du er nødt til at udvælge det, du kan anvende direkte i din dagligdag, og føre det ud i livet, så du med det samme kan opnå gavn og glæde af det.

[13:38] Krishna sagde til Arjuna, "Arjuna, tænk altid på Mig. Giv Mig dit sind og dit intellekt, og mens du tænker på Mig, så kæmp! Så vil du med sikkerhed sejre og til sidst nå Mig."

Kapitel 14: Gud giver dig det, du beder om

[14:01] Af alle denne verdens kostbarheder er tiden den mest værdifulde. Vi kan hver især tænke over, hvordan vi anvender denne dyrebare tid. Menneskets fornemste pligt er at ofre sin krop, sit arbejde og sin tid til Herren, som er selve tidens Legemliggørelse.

[14:02] Den tid, der er gået, er væk for bestandig. Af og til kan man ved hjælp af medicin genoprette et dårligt helbred, men det er umuligt at tilbagekalde den tid, der er gået, og bruge den én gang til. Man er derfor nødt til at gøre alt for at bruge denne dyrebare og hellige tid på rette måde. Tiden er uendelig. Den fortsætter i al evighed. Men den tid, som er blevet os tilmålt, er blot en lille brøkdel heraf. Du spilder dit liv, fordi du tror, at foreteelsernes verden er sand og virkelig. Du bruger den begrænsede tid, der er til vor rådighed, til at nyde de behageligheder, som foreteelsernes verden har at byde på. Hvis du bare et lille øjeblik begynder at tænke på, hvad du har opnået, og hvordan du har brugt tiden, så vil du blive ked af, at du ikke har brugt tiden på en bedre måde.

[14:03] Når et barn fødes, græder det og spørger, "Koham, Koham (Hvem er jeg, hvem er jeg)?" Hvis du bruger hele livet til udelukkende at tage vare på kroppen, hvordan skal du da være i stand til at finde ud af, hvem du virkelig er? Der er en dybere mening med livet end blot det at beskæftige sig med kroppen. Du må nødvendigvis begynde livet med "Koham?" og du er nødt til at afslutte livet med "Soham (Jeg er Ham)!" Du er nødt til at erkende, at du selv er Gud og med den viden slutte dit liv i Prasanthi, den højeste fred. Uheldigvis samler mennesket al sin opmærksomhed om nutidens glæder og fornøjelser og tænker ikke på, hvad fremtiden vil bringe. Han koncentrerer sig udelukkende om de umiddelbare resultater, der følger af hans handlinger. Han tænker ikke på de fremtidige konsekvenser.

[14:04] Når en frø lige foran sig får øje på nogle fluer eller orme, bliver den så glad og begejstret, at den får lyst til med det samme at kaste sig over dem, sluge dem råt og nyde dem. Men lige bag frøen ligger en slange på lur parat til at fange frøen og sluge den. Slangen er meget glad for at have fundet sit måltid i form af denne frø, der lige nu udelukkende tænker på sin egen fornøjelse. Slangen er dog ikke opmærksom på, at der bag den ligger en påfugl på lur parat til at sætte sine kløer i den. Påfuglen er så glad ved tanken om at få sin mad i form af denne intetanende slange, at den ikke er opmærksom på den jæger, der har sneget sig ind på den og nu er parat til at dræbe den.

[14:05] På samme måde tænker også du udelukkende på det, der er lige foran dig, og ved ikke, hvad der venter dig. Du spilder tiden uden at være opmærksom på de ulykker, fremtiden måske vil bringe. Du kender ikke til de farer, som måske venter dig i fremtiden, hvornår de kommer, hvor de kommer, eller under hvilke omstændigheder de måtte vise sig. Du skal derfor helliggøre den tid, som du nu har til rådighed, og erkende, hvor hellig og dyrebar den er.

[14:06] Du er måske villig til at bruge millioner af kroner på at købe hvad som helst på din vej, men intet beløb vil, selv om det er nok så stort, være i stand til at købe den brugte tid tilbage. Ungdomstiden er den mest værdifulde, den helligste tid i menneskets liv. Den giver dig en uvurderlig mulighed for at bruge tiden på rette måde og helliggøre livet. Ligesom vandet, der strømmer i floden, ikke kan ledes mod strømmen, således kan heller ikke de unge år vende tilbage. De unge i dag skal erkende denne sandhed og bruge tiden på rette måde, så vil deres liv blive fuldbyrdet. Bliv klar over, hvor betydningsfuld tiden er, og vær opmærksom på de mange aspekter af tiden, mens du lever. Tænk på, hvad der måtte ske i fremtiden, og glem aldrig livets Mål.

[14:07] I Gita'ens kapitel om Bhakthi Yoga hedder det, at tiden er det vigtigste element i menneskes liv. Gita Acharya har lært os, at man vil få fuldbyrdet sit liv, hvis man kan udføre og ofre alle sine pligter og gerninger til Herren, også selv om man ikke er i stand til at udvikle ikke-tilknytning i noget særligt omfang. Han sagde til Arjuna, "Arjuna, gør din pligt. Når du er nødt til at kæmpe, så kæmp, men tænk på Mig, mens du kæmper. På den måde undgår du at synde. Du vil ikke lide under følgerne af dine handlinger, hvis du ofrer alt til Mig og til stadighed bevarer Mig i dit hjerte. Du bliver ikke bedt om at trække dig tilbage til skoven for at udføre Thapas, bodsøvelser, eller blive Sanyasi, så du er nødt til at forlade alt og alle. Du behøver ikke forlade din familie, dit hjem og alle dine besiddelser. Hvad du end ser, hvad du end siger, hvad du end hører, hvad du end tænker, og hvad du end gør, så overgiv det alt sammen til Mig, gør det alt sammen for Mig. Giv Mig dit sind og dit intellekt. Det vil være den rette måde at helliggøre din tid på. Hvis du lever efter disse retningslinier, vil du ikke møde nogen vanskeligheder."

[14:08] Uheldigvis er det i dag således, at mennesket ikke formår at udvise en sådan forsagelse og udvise den nødvendige beslutsomhed og faste tro til at kunne overgive sindet og intellektet til Gud. Men du er nødt til at fremelske en sådan tro og tillid. Nu om stunder har de veluddannede og byboerne ikke noget livssyn, der hviler på troen. Man kan ikke på baggrund af sine handlinger eller sine gode og mindre fortjenstfulde gerninger gøre sig håb om at finde ud af, hvordan ens fremtid vil forme sig, under hvilke forhold eller på hvilket sted, man vil befinde sig. Ingen undtagen Gud kan vide noget om disse forhold. Han ved det. Hvis du ofrer alt til Ham, så vil Han altid beskytte dig. Den hengivne er nødt til at udvikle beslutsomhed og karakterfasthed. Hvad du end foretager dig, så skal du udvise stærk en målrettethed og fast beslutsomhed. Uden disse egenskaber kan du intet udrette.

[14:09] En lille fugl lagde sine æg på stranden. Den ønskede at leve et behageligt liv. Gentagne gange skyllede bølgerne æggene ud i havet. Fuglen blev modløs og desuden lidt fortvivlet, for hver gang, den havde lagt sine æg, blev de skyllet væk af havet. Til sidst blev den meget vred på havet, men hvad kan sådan en lille fugl gøre havet? Fuglen anså imidlertid ikke sig selv for at være en lille, ubetydelig fugl og tænkte ikke på, hvor lidt den kunne stille op over for havet. Tværtimod. Den besluttede sig for, at den ville drikke alt vandet i dette mægtige hav. Det var dens beslutning, og den holdt fast ved denne beslutning med stor målbevidsthed.

[14:10] Dag og nat stod den på stranden, fyldte næbbet med lidt vand fra havet og hældte derefter vandet ud på stranden. Den var fast besluttet på at tømme havet for vand. Den stolede på, at den på denne måde til sidst ville være i stand til at overvinde havet. Da den indså, at den ikke kunne udrette ret meget ved egen hjælp, søgte den støtte hos Garuda. Garuda er den ørn, Vishnu bruger som transportmiddel. Med hjælp fra Garuda lykkedes det den at vinde Vishnu's nåde. Nu blev havet opskræmt og bange og bad ydmygt den lille fugl om forladelse. Havet lovede den lille fugl, at dens æg aldrig mere ville blive skyllet bort af bølgerne, at den skulle være meget velkommen til at bygge rede på stranden, og at havet ikke mere ville forstyrre den.

[14:11] Tænk på, hvor lille denne fugl var, og hvor kolossalt stort havet var. Også du betragter dig selv som værende meget lille, men du skal aldrig blive fortvivlet og miste håbet. Du skal ikke blive modløs og tænke som digteren, der sang, "Oh Gud. Du er Altgennemtrængende. Du er Allestedsnærværende. Du er Almægtig. Er det overhovedet muligt for mig at bygge blot et lille tempel for Dig? Din Stråleglans er som tusinde Sole. Hvordan skal jeg nogensinde kunne løfte et lys i min tilbedelse af Dig? Hvis end ikke guderne kan se Dig, hvordan kan jeg så gøre mig håb om at få Din Form at se? Du bor i alle hjerter. Hvordan kan jeg da påkalde Dig ved at bruge Dit Navn og bede Dig komme til mig? Når hele kosmos og hele verden findes i Din Mave, hvordan skal det så kunne lade sig gøre for en som mig at ofre blot en lille smule føde til Dig? Når Du er til stede overalt i floderne og havene, hvordan skal jeg så kunne tilbyde Dig blot en lille smule vand og udføre Abisheka for Dig?"

[14:12] Man vil ikke være i stand til at tjene Gud, hvis man går rundt med den slags nedvurderende og ringeagtende tanker om sig selv. Du skal aldrig lade sådanne udslag af svaghed få magt over dig. Du skal lade Gud få plads i di hjerte og sige til Ham, "Kære Gud, Du er til stede i hele Universet, men Du er alligevel i mit hjerte, og jeg vil bevare Dig der med al min styrke. Det er sandt, at Du er den største af de største, men Du er tillige den mindste af de mindste. Du er til stede i mit hjerte i Din mindste Form." Har du denne faste tro, og er du fast besluttet på at lade Gud få plads i dit hjerte, så vil du være i stand til at nå Ham.

[14:13] Kong Bhagiratha var i stand til at få Ganges til at strømme fra Kailash og ned til Jorden, fordi han var i besiddelse af en fast og stærk beslutsomhed, og fordi han havde afgivet løfte om at hjælpe sine forfædre til at nå Himlen. Gautama Buddha var ligeledes i stand til at opnå Nirvana ved hjælp af beslutsomhed og mange bodsøvelser.

[14:14] En dag, da Buddha's far var blevet klar over, at Buddha gik rundt og tiggede for at få noget at spise, sendte han denne besked til Buddha, "Oh min søn, mine bedsteforældre var konger og kejsere, og det var min far også. Også jeg er konge, og det samme er du. Jeg har ladet mig fortælle, at du tigger føde, du, der er konge, og som tilhører en så ædel familie. I dette kongerige er der ingen mangel på gods eller guld. Der er heller ingen mangel på nogen form for luksus. Du kan få, hvad du end måtte ønske. Det piner mig forfærdeligt at høre, at du, der ville kunne nyde godt af alle disse behageligheder, spise velsmagende mad og nyde livet på kongens slot, går rundt og tigger og sover på den hårde jord og lever en tiggers hårde liv. Åh, kom hjem her til slottet. Jeg glæder mig, til du kommer, og vil sørge for alt det fornødne i forbindelse med din hjemkomst. Jeg vil overlade dig kongeriget."

[14:15] Buddha hørte på alt dette uden nogen form for tilknytning. Han svarede budbringeren, "Sig følgende til kongen: Min farfar var konge. Min far er konge, og jeg har også været konge. Men nu er jeg Sanyasi, og jeg anser Sanyasi'er for at være mine virkelige forældre. Og mine forfædre var Sanyasi'er. Hvis du ønsker at få mig til at vende tilbage, så må du først besvare disse spørgsmål. 'Kan du forhindre, at jeg dør?' 'Kan du garantere mig et godt helbred?' 'Kan du sørge for, at jeg ikke bliver gammel og senil?' 'Kan du forhindre, at jeg bliver angrebet af sygdomme, og sørge for, at jeg ikke bliver syg?' 'Er du i stand til at frelse mig fra alle disse ulykker?' Hvis du kan give mig de rigtige svar på alle disse spørgsmål, vil jeg straks komme tilbage til slottet."

[14:16] Det siges, at fødslen er sørgelig, at livet er sørgeligt, og at døden er sørgelig. Man skal derfor være meget påpasselig. Buddha svarede sin far på rette måde, for efter at have oplevet alle tilværelsens sorger og set så mange mennesker lide kan man ikke fortsat vandre rundt i vrangforestillinger og uvidenhed. Det ville være helt tåbeligt. Man skal nå til erkendelse af sin egen sandhed og blive klar over, hvem man er, i den begrænsede tid, man har fået stillet til rådighed. Det er det vigtigste formål med livet, det vigtigste mål.

[14:17] Kroppen består af fem elementer, og en skønne dag vil den forgå. Det eneste, der er varigt, er Ham, der bor i kroppen. Når man undersøger sandheden, vil man blive klar over, at der for det iboende Selv ikke findes nogen alderdom eller død. Hvis du kan nå til erkendelse af, at dette iboende Selv er Gud, så vil du have erkendt Sandheden.

[14:18] I Gita'ens kapitel 13 forklares begreberne Kshetra og Kshetrajna, det vil sige kroppens område, og den der kender kroppens område. Hvad er forskellen mellem disse to? Kshetra består af to stavelser: Kshe og Tra. Kshetrajna består af tre stavelser: Kshe, Tra og Jna. Den ekstra stavelse er her Jna. De to stavelser Kshe og Tra er fælles. Det betyder, at Kshetra er uden Jna, det vil sige at kroppen ikke besidder nogen visdom. Herren har erklæret, at Han både er Kshetra og Kshetrajna, den der bor i kroppen. Han har erklæret, at Han bor i Kshetra. Kroppen er det område, Herren bor i. I daglig tale siger vi om kroppen, "Det er min krop." Vi gør med andre ord opmærksom på, at vi ikke er kroppen, men at kroppen tilhører os, og at vi kan glæde os over at have den. Han, der bor i Kshetra'en, føler på lignende måde, at Kshetra'en tilhører Ham. Han er ikke Kshetra'en.

[14:19] Når du siger, "Det er min," så erklærer du, at du og det, som du taler om, ikke er det samme. Når du siger, "Dette er mit lommetørklæde," så udtrykker du, at du er forskellig fra lommetørklædet. På den måde viser man, at lommetørklædet og ejeren er to adskilte ting. Når du siger, "Dette er min krop," så betyder det, at du har mulighed for at være adskilt fra kroppen. På lignende måde forholder det sig, når Herren erklærer, at Kshetra'en, kroppens område, er Hans. Det betyder, at Han kan frigøre sig fra den, når som helst Han måtte ønske det. Du har fået denne krop, for at du kan erkende, hvem du virkelig er, og for at du kan finde ud af, hvem det er, der bor i kroppen. Du ville ikke være i stand til at lære Ham at kende, hvis du ikke havde en krop. Du ville ikke kunne være aktiv eller udføre nogen form for Karma, nogen form for handling. Man kan udelukkende udføre Karma ved hjælp af kroppen.

[14:20] Kroppen består af de fem Karma-indriya'er, de fem Jnana-indriya'er, de fem Prana'er og de fem Kosha'er. Det bliver i alt tyve bestanddele. Hertil kommer Manas, Buddhi, Chittha og Ahamkara, det vil sige sindet, intellektet, det åndelige hjerte og jeg-følelsen samt det iboende Selv, Atma. Det bliver i alt 25 bestanddele, 25 principper, der udgør det enkelte individ. Ordet Sankhya betegner videnskaben om kroppen og det iboende Selv.

[14:21] De uvidende væsener, der fødes i Maya, og som vokser op i Maya, når aldrig til erkendelse af, hvad Maya egentlig er. Hele verden er Maya, alle tilknytninger er Maya, familielivet er Maya, døden er Maya, alt det, du ser og tænker, er Maya. Selve livet er Maya. Hvor er alle kongerne og kejserne og de, der var så stolte af alle deres bedrifter? De er blevet kvast af tidens hjul. Dagene, månederne, årene og Yuga'erne glider alt sammen ud i ét. Tiden er en stadig strøm, og alt og alle, enhver ting og enhver person, rives med af denne strøm. Det, der selv rives med af tidens strøm, kan ikke tjene som støtte og holdepunkt for andre ting, der rives med af strømmen. Hvem kan frelse hvem? Gud er den eneste, der ikke rives med af tiden, og Han kan tage vare på alt og alle. Han er flodbredden ved denne tidens flod. Det er livets hemmelighed. Den, der erkender denne sandhed, er et sandt menneske. Dette er den enestående mulighed for menneskeheden. Den rigtige måde at leve livet på og nyde det består i at stole på Herren og holde fast ved Ham og ikke stole på verden, men give slip på den. Du skal for det første ikke glemme Gud. For det andet skal du undlade at stole på verden, og for det tredje skal du ikke være bange for døden. Det er de tre vigtige livsholdninger.

[14:22] I Bhakthi Yoga er der gjort rede for den sande hengivnes særkende og egenskaber. Den sande hengivne har 64 kvaliteter. Det er umuligt for nogen enkeltperson at have alle disse egenskaber. Det er nok at praktisere én af de 64. Man skal have urokkelig tillid til Herren. Hvis man har en sådan fast tro på Gud, så behøver man intet herudover. I en tændstikæske er der måske 50 tændstikker. Men hvis du vil have ild, kan du nøjes med at bruge én tændstik. Det er nok. Du behøver ikke bruge alle tændstikkerne. Det forholder sig på samme måde med de 64 færdigheder. Udvikler man blot én af disse til fuldkommenhed, så er det tilstrækkeligt.

[14:23] Den vigtigste egenskab er Prema. Swami har ofte sagt, "Kærlighed er Gud. Gud er Kærlighed. Lev i Kærlighed." Hvis man lever i kærlighed og dermed bliver fyldt af det Guddommelige, så vil Herren tage vare på alt andet. Herren Krishna sagde, "Du er Mig kær, når du har den form for Hengivenhed." Bhakthi består ikke i ritualistiske handlinger såsom at tilbede Gud, synge Bhajan'er eller udøve Japam og Dhyanam. Den består i fuldt og fast at stole på Gud.

[14:24] Der findes fire kategorier af hengivne: Arthi'er, Arthaarthi'er, Jignasu'er og Jnani'er. En Arthi er en, der beder til Gud, når han møder vanskeligheder, prøvelser og modgang. Det er udelukkende under sådanne omstændigheder, han tænker på Gud og beder til Gud. Den form for hengivenhed kaldes Arthi. Den næste kategori af hengivne kaldes for Arthaarthi. En sådan person bønfalder og beder Gud om magt og status. Han ønsker børn, et langt liv og forskellige former for rigdomme såsom huse, ejendom, kvæg, guld, penge og lignende. Det er det, en Arthaarthi er mest interesseret i. Men visdom er vor sande rigdom, god opførsel er vor ejendom, og vor karakter er den mest værdifulde af vore besiddelser. Man higer efter de fysiske, verdslige objekter uden at have erkendt deres subtile betydning og den dybere mening, de er et udtryk for.

[14:25] Den tredje kategori af hengivne kaldes Jignasu. En Jignasu er til stadighed optaget af at udforske de åndelige sandheder. Hvor er Gud? Hvem er Gud? Hvordan kan jeg nå Gud? Hvilken forbindelse er der mellem Gud og mig? Hvem er jeg? Åndelige viden, Thathwa Jnana, omfatter alle den slags spørgsmål. Du skal først og fremmest finde svar på spørgsmål som: Hvem er jeg? Hvor er denne verden kommet fra? Hvad er mit mål? Det er tre vigtige spørgsmål. En Jignasu søger at forstå disse tre aspekter ved at opsøge højtudviklede mennesker, ved at lytte til dem og tjene dem eller ved at studere de hellige skrifter. Det første skridt består i at lytte, og det er en indirekte form for viden. Det må følges op af en direkte oplevelse, der er den direkte form for viden. Når han fuldt og helt er blevet ét med denne viden, forlader han Jignasu-stadiet og kommer ind i Jnana-tilstanden. Hvad forstår man ved Jnana? Er det verdslig viden? Nej, det er det ikke. Det er udelukkende viden om foreteelsernes verden, så det er ikke Jnana. Jnana er den sande åndelige viden, den transcendentale viden. Jnana er sand visdom, og den indebærer, at du oplever Enheden, oplever den Ene, der er uden nogen anden.

[14:26] Det vil føre sorg med sig, hvis man udelukkende oplever ting i den ydre verden. Hvis man baserer alle sine oplevelser på verdslig viden, så vil man uvægerligt blive udsat for reaktion og genspejling fra denne, hvilket vil føre glæde eller lidelse med sig. Lad os sige, at jeg slår meget hårdt i dette bord og er stolt over at have gjort det. Jeg slog hårdt til genstanden og var stolt over at skade den med slaget, men genstanden slog igen med samme kraft med det resultat, at genstanden påførte mig den samme skade.

[14:27] I den verdslige viden er der reaktion, reflektion og genlyd. I den transcendentale viden er der derimod ikke nogen reaktion, reflektion eller genlyd. Det er den sande form for viden. Der findes der ingen genstande, der kan reagere eller reflektere, og det er fordi der ikke findes nogen anden der. Der er blot den Ene. Hvis der eksisterer noget andet, så vil der opstå et ønske om at eje dette, eller der kan opstå frygt. Men i virkelig viden er der ikke nogen anden. Det er derfor bedre, at denne kan kaldes for sand visdom i stedet for viden. I denne ophøjede Tilstand ser man ingenting, og man hører ingenting. Man er fuldstændig opslugt af at nyde den højeste lyksalighed, den vedvarende lyksalighed i Sath-Chith-Ananda.

[14:28] Her følger en historie, der illustrerer de fire former for hengivenhed, vi netop har hørt om. Der var engang en rig mand, der havde fire koner. Han var nødt til at rejse udenlands i et vigtigt ærinde. Han opholdt sig nogle få måneder i udlandet. Før han vendte hjem, skrev han brev til hver af sine koner. I brevet nævnte han, at han ville komme hjem i løbet af et par uger, og at de, hvis der var noget de ønskede fra dette land, blot kunne sende ham en liste. Så ville han tage disse ting med hjem til dem.

[14:29] Den fjerde kone var yngst, og da hun var så ung, havde hun mange ønsker. Hun skrev, "Min kære mand, vær sød at bringe mig nogle smukke smykker, nogle sarier og alt det, der er på mode lige nu." Han modtog hendes brev og sørgede for at skaffe hende disse ting. Den tredje kone var ulykkelig. Hun var ikke rask. Hun fremsendte en liste over forskellig slags medicin og forklarede, at hendes helbred ikke var så godt, og at hun gerne ville have disse fremmede medikamenter for at få det bedre.

[14:30] Den anden kone havde en vis åndelig higen og åndelige interesser. Hun skrev, at der sikkert var nogle bøger der, der handlede om berømte mænd, helgener og højtudviklede personer. Hun bad sin mand om at bringe hende nogle gode, åndelige bøger. Den første kone skrev, "Min elskede, jeg har ikke behov for noget. Jeg vil blive meget glad, bare du kommer hjem i god behold."

[14:31] Han tog det med hjem, de havde bedt om. Han havde smykker og smukke sarier af silke med hjem til den yngste, den fjerde hustru. Den tredje fik de nyeste lægemidler og miksturer. Den anden kone fik fine udgaver af de hellige skrifter og andre hellige bøger. Derefter tog han hen for at bo hos den første kone, der havde skrevet "Kom hjem i god behold." Hun ønskede udelukkende ham og ikke noget andet.

[14:32] De tre andre koner blev jaloux på den første, fordi ægtemanden nu boede hos hende. De sagde, "Hvad er det for noget? Han har ikke været hos os en eneste gang for at besøge os, skønt det er så længe siden, vi har set ham. Lad os tage hen og spørge, hvorfor han ikke vil besøge os." Han svarede, "Jeg har givet jer alle nøjagtig, hvad I bad om. En af jer har bedt om den sidste mode i smykker, og dem har jeg haft med. En af jer bad om forskellig slags medicin, og det har jeg også haft med. En bad om at få nogle hellige bøger, og dem har hun fået. En af jer ønskede alene mig - og nu har hun mig."

[14:33] Denne ægtemand er Gud, og de fire koner kan sammenlignes med de fire slags hengivne. Herren giver dig det, du beder om. Gud vil komme og bo i hjertet hos den hengivne, der udelukkende beder om Gud. Gud er et Ønsketræ. Gud er den himmelske Ko. Han vil opfylde alles ønsker. Han er Alvidende. Han er Overalt. I virkeligheden kan vi sammenligne denne verden med et ønsketræ. Ved hjælp af denne verden stiller Gud enhver tilfreds, uanset hvad han end måtte ønske eller begære. Mennesket har blot ikke erkendt denne sandhed. Her følger endnu en lille historie.

[14:34] Der var engang en vandringsmand, der havde gået i lang tid. Han gjorde holdt under et træ for at hvile sig. Han var meget træt efter at have gået længe i den brændende Sol. Han nød træets skygge og hvilede sig lidt. Pludselig følte han sig tørstig og sagde, "Hvor ville det være dejligt med et glas koldt vand," og straks fik han et glas frisk vand tilsyneladende ud af den blå luft. Uden at vide af det havde han sat sig under et ønsketræ.

[14:35] Da han havde drukket vandet, dukkede der endnu et ønske op, "Hvor ville det være dejligt, hvis jeg havde en blød pude og en behagelig seng, så kunne jeg rigtig hvile mig." Straks var der en seng og en pude fra Gud. Nu havde han det virkelig rart. Da han således havde fået sengen og puden, tænkte han, "Både sengen og puden er usædvanligt fine og dejlige. Hvor ville det være skønt, hvis min kone også var her." Øjeblikkelig var hans kone der. Da han så hende, blev han meget bange, fordi han var usikker. "Er det min kone, eller er det en eller anden djævel?" I samme øjeblik denne tanke opstod, blev hun til en dæmon. Nu blev han for alvor overvældet af angst, og han tænkte rædselsslagen, "Vil denne dæmon mon sluge mig?" I samme nu han tænkte sådan, sprang dæmonen på ham og slugte ham med hud og hår.

[14:36] Moralen er, at når man sidder under et ønsketræ, så vil alle ens ønsker og tanker blive til virkelighed. Vi kan sammenligne hele verden med et ønsketræ. Har vi gode tanker, vil resultaterne blive gode. Har vi dårlige tanker eller følelser, vil resultaterne blive dårlige. Vi skal derfor aldrig give rum for slette tanker eller negative følelser. Det er derfor, Swami så ofte har sagt, "Be good, do good, see good. This is the way to God (Vær god, opfør dig godt, og se kun det gode. Det er vejen til Gud)."

[14:37] Gud har skabt hele verden. Den er gennemtrængt af Hans Vilje. Gud er Overalt. Tænk ikke dårligt om nogen. Du skal have fuldstændig kontrol over dine sanser og udelukkende tænke gode tanker. Hvad enten man er gammel eller ung, så skal man udelukkende have gode tanker og leve på en god måde. Det er det virkelige formål med menneskeheden.

[14:38] Ordet Nara betyder menneske. Nara betyder noget, der ikke kan tilintetgøres, men som kommer tilbage til Gud. Ra betyder tilintetgørelse. Nara betyder den, der ikke vil blive tilintetgjort. Mennesket er søn af udødeligheden. Det er derfor, det i Upanishad'erne erklæres, "Du er ikke dødens barn. Du er udødelighedens barn." Mennesket kaldes tillige Manava. Ma betyder: Uvidenhed. Na betyder: Ikke. Og Va henfører til adfærd. Manava betegner således den, hvis adfærd er uden uvidenhed. Men nu om stunder opfører man sig på en tåbelig måde. Man tillægger ikke ordet menneske den rette værdi.

[14:39] Et ordsprog siger, "Det er bedre at være død end leve i uvidenhedens mørke." Du er nødt til at fjerne dig fra uvidenheden, og det gør du ved at tilegne dig sand visdom. Hvis du ønsker at fordrive mørket, så er du nødt til at tænde lyset. Ønsker du visdom, så må du vinde Guds Nåde. Når du først har opnået Guds Nåde, så vil uvidenheden forsvinde. Thyagaraja sagde, "Rama, hvad kan alle disse planeter gøre mig, hvis jeg har Din nåde?"

[14:40] Grundlaget for menneskets liv er ikke de seks fjender: Begær, vrede, grådighed, tilknytning, stolthed og misundelse. Grundlaget er fuldt og helt Guds Nåde. Du skal derfor grundigt reflektere over denne visdom og søge at forstå, hvad denne visdom er for noget. Du skal bestræbe dig for at vinde Guds Nåde. Gør du det, vil du være et godt eksempel til efterfølgelse for resten af verden. Husk altid, at hvor du end befinder dig, så tænk altid på Gud. Der findes ikke nogen bedre eller højere form for Sadhana i denne tidsalder, denne Kali Yuga. Vær hele tiden optaget af at gentage Guds hellige Navn.

Kapitel 15: Sankhya Yoga og kropsbevidsthed

[15:01] Krishna befalede Arjuna, "Arjuna, lad være med at være frygtsom. Vær modig! Kæmp! Den slaphed og svaghed, du har udviklet, er nedværdigende og ussel. Den er uforenelig med en stor helt."

[15:02] Hvad var grunden til, at Arjuna følte sig modløs og forknyt? Det skyldtes ene og alene, at han identificerede sig med kroppen. Og hvad var årsag til denne kropsbevidsthed? Det var uvidenhed. Man udvikler kropsbevidsthed, fordi man lever i uvidenhed, og denne kropsbevidsthed bevirker, at man udvikler et svagt sind, en svag karakter. Når man først har udviklet en svag karakter, så er man ude af stand til at udrette noget som helst. Når man er frygtsom og har en svag karakter, kan man forkludre selv de simpleste opgaver. Det var det, Gita Acharya forklarede, da Han gav Arjuna Gita Upadesh. Han gentog adskillige gange, "Hvis du har en svag karakter, kan du ikke udrette noget som helst." Den, der har en svag karakter, vil blive forfulgt af sorg. Hvad skyldes denne sorg? Den skyldes forblindelse. Der findes ingen sorg, hvor der ikke samtidig er tilknytning eller forblindelse. Besiddetrang skyldes forblindelse og tilknytning, og sorgen er en følgevirkning af disse. Det er derfor dem, der er menneskets hovedfjender.

[15:03] Besiddetrang, Mamakara, og dens følgesvend sorgen gør mennesket til en svækling. Besiddetrang udtrykkes ved 'mig selv', 'mine' eller 'det er mit', og den kaldes også forblindelse eller tilknytning. Man vil helt sikkert møde sorg, så længe man ligger under for denne holdning, så længe man er underlagt bindinger og tilknytninger. Ethvert menneske er derfor nødt til at udvikle sig fra den tilstand, hvor man siger 'jeg', 'mine', 'mig selv', 'mit folk', til den tilstand, hvor man siger 'vi', 'vor' og 'vort folk'. Man er trælbundet og ufri, når man er forblindet og har den holdning, der udtrykkes gennem begreberne 'jeg' og 'min'.

[15:04] Vi er nødt til gradvis at bevæge os fra selviskhed til uselviskhed. Enhver ved, at man i avisen normalt bekendtgør eksamenskaraktererne for de elever, der har været til eksamen efter det tiende skoleår. Der bliver brugt næsten to hele sider til bekendtgørelsen. Selv om der skulle være 100.000 elever, der har været til eksamen, vil alle resultaterne alligevel blive bragt.

[15:05] Det er en fælles erfaring for alle studerende, at enhver udelukkende interesserer sig for sit eget resultat og er ligeglad med de andres resultater. Når man studerer resultaterne, bekymrer man sig ikke meget om sine venners resultater. Eller lad os antage, at man har fået nogle billeder fremkaldt. Den enkelte elev vil da være mest interesseret i at finde sit eget billede. Da han er mest interesseret i at finde sit eget billede, er han ikke særlig interesseret i at se efter, om de andres billeder også er der. Disse holdninger er eksempler på snæversynethed, på selviskhed, og de er udtryk for, at man udelukkende interesserer sig for sig selv. Du skal gøre dig fri af denne selviskhed og i stedet blive uselvisk. Når man udvikler sig på en sådan måde, at man føler 'vi', 'vore' og 'vort folk', så vil det blive muligt at tage vare på hele verdens ve og vel.

[15:06] Arjuna havde tidligere deltaget i en del krige, men han havde aldrig før følt sig generet af sorg eller tilknytning. I denne krig, Mahabharatha-krigen, begyndte Arjuna's tanker at beskæftige sig med, at det var hans onkler, forældre og lærere, der var hans modstandere. Det gjorde ham modløs. Han blev et offer for Mamakara, besiddetrang, og blev langsomt overmandet af en følelse af 'min-hed'. Efterhånden som denne holdning voksede sig stor, voksede også følelsen af sorg, som er dens følgesvend.

[15:07] Dengang Krishna blev sendt på fredsmission til Kaurava'erne, var Arjuna mest opsat på at gå i krig med det samme. Han forsøgte at overbevise Krishna om, at fredsmissionen ikke ville lykkes, og at det hele ville være omsonst. Den gang var Arjuna fuld af mod og havde sagt til Krishna, "Krishna, vi kan ikke blive enige med Kaurava'erne. De vil ikke gå ind på Dine fredsbetingelser."

[15:08] Arjuna havde fortsat, "Gopala, hvorfor spilde tiden med at mægle og tale om fred? Kaurava'erne vil aldrig acceptere Dine forslag. Lad os undgå disse fredsforhandlinger. Vil de usle Kaurava'er nogen sinde gå ind på vore forslag? Er det muligt at forene modsætninger? Nej! Din fredsmission er dømt til at mislykkes. Hvorfor spilde Dine kræfter på denne opgave?" Arjuna havde ydermere forklaret, at Pandava'erne levede i nord og Kaurava'erne i syd, og at øst og vest ligger der imellem. Hvis de nogensinde skulle forenes, måtte det blive i Himlen eller i Helvede. I hvert fald ikke her på Jorden. Arjuna havde forsøgt at overbevise Krishna om alt dette. Men hvad var så grunden til, at Arjuna dengang var så modig? På det tidspunkt stod han ikke ansigt til ansigt med sine slægtninge, sin Guru, sine bedsteforældre og så videre. Det havde dengang set ud, som om Arjuna havde et helhedssyn. Nu blev han overmandet af selviskhed og snæversynethed.

[15:09] Når man først står midt ude på slagmarken, hvordan er det da muligt at betragte modstanderne som sine slægtninge? Da Arjuna stod ude på slagmarken og så sine slægtninge og nære venner, blev hans syn sløret, og han blev svimmel. Han sagde, "Krishna, jeg er ikke i stand til at kæmpe." Krishna blev meget vred, da han hørte disse ord. Han sagde til Arjuna, "Du er en kryster. Det er højst upassende for dig! Du har altid været højtagtet og bevæget dig med hævet pande som en virkelig helt. Men nu ser det ud, som om du lider af frygt. En sådan kryster kan ikke være Yogeshwara's discipel. Jeg skammer Mig over at skulle acceptere dig som Min discipel. Krigen skal lige til at begynde. De endelige forberedelser til krigen har stået på de sidste tre måneder og strategien er udformet. Hvis du fra begyndelsen havde udvist den samme tøven, ville Jeg ikke have tilbudt at føre din stridsvogn. Nu har du fået betænkeligheder her i sidste øjeblik, efter at du har skrevet til slægtninge og venner og anmodet dem om at støtte dig, efter at du har opnået deres støtte, og efter at de nu er samlet her omkring dig. Er det sådan, helte opfører sig? Du bringer skam og skændsel over Kshatriya'erne. Du er en kryster. Du er bange. Du er svag. De kommende generationer vil more sig over din fejhed. Du kalder dig Arjuna, men du lever ikke op til dette navns sande betydning."

[15:10] Hvad betyder 'Arjuna'? Arjuna betyder: Hellig og ren. Uvidenhed var den eneste mulige årsag til, at en så ædel person som Arjuna kunne finde på at kaste sine våben fra sig og beslutte sig for ikke at kæmpe den krig, i hvilken selveste Dharma stod på spil. Narayana, der var fuldstændig klar over grunden til denne sygdom, var rede til Selv at behandle sygdommen. Krishna kunne som det første i Gita'en have undervist i Bhakthi Yoga, i Karma Yoga eller Nishkama Karma Yoga, men det gjorde Han ikke. I virkeligheden begyndte Han først at sige noget i andet kapitel. Hele første kapitel beskriver, hvorledes Arjuna klynkede og beklagede sig. Krishna afbrød ham ikke én eneste gang. Krishna begyndte sin undervisning i andet kapitels elvte vers. Indtil da havde Krishna med stor tålmodighed lyttet til alt, hvad der var blevet sagt. Han spurgte nu Arjuna, "Er du nu færdig? Har du mere på hjertet?"

[15:11] Arjuna var helt tom efter at have sagt alt det, der lå ham på sinde, på samme måde som studerende føler sig tomme, når de har været til eksamen. Krishna sagde da til ham, "Vægelsindetheden er spiret frem i dig. Jeg ved, hvordan denne vægelsindethed skal behandles. Jeg vil helbrede dig! Det er uvidenhed, der er årsag til alle disse bindinger og al denne forblindelse, og disse har igen ansvaret for din vægelsindethed." Derpå begyndte Krishna at undervise Arjuna i Sankhya Yoga. I Sankhya Yoga undervises der i den videnskab, hvis formål det er at skelne mellem Atma og Anatma, det vil sige mellem det, der har bevidsthed, og det, der ikke har bevidsthed, mellem det evige og det foranderlige. Hvordan kan en uvidende person vide, hvad der er Atma, og hvad der er Anatma? Lad os se på et eksempel, der kan illustrere dette.

[15:12] Når en patient befinder sig i en livstruende situation, så sørger lægen først og fremmest for, at patienten bringes ud af den kritiske tilstand. Derefter kan han begynde forskellige behandlinger. Hvis patienten er ved at dø, så må han først bringes ud af denne kritiske tilstand, ellers vil alle andre tiltag være værdiløse. Men når han først er uden for fare, kan man gå i gang med mange forskellige behandlinger. Hvis nogen er ved at drukne, så må man først se at få ham op af vandet og ind på land. Derpå kan man give ham kunstigt åndedræt, og først derefter kan man begynde på andre former for behandling såsom at få blodcirkulationen i gang og få ham ud af choktilstanden. Man vil naturligvis ikke begynde på disse behandlinger, endnu mens han er ude i vandet og er ved at drukne. Krishna gav Arjuna en kraftig indsprøjtning af mod for at redde ham fra at drukne i sorgens og modløshedens hav. Krishna fortalte ham om Atma og Anatma. Han sagde, "Arjuna, så længe du nærer frygt, vil du ikke være i stand til at udrette noget som helst. Vær modig! Lad ikke den form for frygt få tag i dig. Frygt ikke! Jeg kan hjælpe dig til at udføre mange store bedrifter, men det kan udelukkende lade sig gøre, hvis du er uden frygt." Her smilede Krishna, men Arjuna græd.

[15:13] Narayana smiler altid. Nara, mennesket, græder altid. Den, der græder, lever i uvidenhed. Krishna er Atma. Arjuna er Anatma. Den ene er den legemliggjorte Visdom. Den anden er overskygget af uvidenhed. Krishna sagde, "Jeg vil gerne forklare dig noget meget vigtigt. Lige nu opfører vi os forskelligt. Jeg smiler og du græder. Men vi kunne begge opføre os ens. Jeg kunne blive,ligesom du er, eller du kunne blive, ligesom Jeg er. Hvis Jeg skulle blive ligesom dig, så var Jeg nødt til at blive vægelsindet og frygtsom, men det er en umulighed. En sådan svaghed kan aldrig blive en del af Mig. Hvis du derimod ønsker at blive ligesom Mig, så er du nødt til at følge Mig og gøre, hvad Jeg siger." Arjuna svarede, "Swami, jeg vil gøre præcis, hvad Du siger. Jeg vil betingelsesløst gøre, hvad Du befaler." Her er det værd at lægge mærke til, at Krishna opmuntrede Arjuna og gjorde det klart for ham, hvad der var hans opgave, således at han kunne genvinde sin beslutsomhed og blive i stand til at kæmpe og gennemføre de andre handlinger, han havde planlagt gennem lang tid.

[15:14] Det første, der bliver forklaret i Sankhya Yoga, er forskellige kendsgerninger vedrørende kroppen og sindet. Krishna sagde, "Arjuna, du tror, at disse personer er dine slægtninge og venner. Men hvem er ven? Hvem er slægtning? Hvad er kroppen? Hvem bor i kroppen? Alle kroppe er som vandbobler. Alle dine venner og slægtninge er ikke alene til stede her i dag, men de har tidligere levet utallige liv. Du og Jeg har også levet tidligere. Kroppen, sindet og intellektet er blot redskaber. De minder lidt om de klæder, vi har på. Det er alt sammen døde ting, som vi udskifter en gang imellem. Hvorfor dog udvikle et så nært forhold til dem og lade sig forblinde af dem. Det fører blot unødvendig sorg og lidelse med sig. Gør din pligt. Man vil vise dig al den respekt, som din status som prins gør dig berettiget til, men på slagmarken er der ikke plads til vægelsindethed og forknythed. Krig er uforenelig med den slags svagheder. Det er upassende for en berømt kriger at udvise frygt midt på slagmarken. Befinder du dig på slagmarken eller ikke? Hvis du er kommet her for at kæmpe, så kæmp!" Ved hjælp af den slags ord kurerede Krishna Arjuna for modløshed og fortvivlelse, og Han hjalp ham til at genvinde styrke og mod.

[15:15] Den blinde konge Dhritharashtra, der var far til de hundrede Kaurava brødre, spurgte Sanjaya, der fortalte ham om slaget, "Sanjaya, hvad foretager mit folk sig, og hvad gør Pandava'erne?" Nu beskrev Sanjaya for kongen, alt hvad der foregik på slagmarken. Lad os se nærmere på det landområde, hvor dette slag skulle udkæmpes. Det område kaldes Dharmakshetra, fordi det historisk set var et helligt sted, hvor der var blevet udført offerhandlinger og andre lykkebringende handlinger. Det var samtidig også det sted, hvor Kuru'erne, der var Kaurava'ernes forfædre, havde leget som børn. Det blev derfor også kaldt Kurukshetra.

[15:16] Når en krop fødes, så er den helt ren og lydefri. Den er endnu ikke blevet offer for nogen af menneskets seks fjender: Begær, vrede, grådighed, tilknytning, stolthed og misundelse. Et nyfødt spædbarn er altid lykkeligt, Det græder kun, når det er sultent. Det er lykkeligt, uanset hvem der ser på det, hvad enten det er en tyv eller en konge. Det smiler og ler til den, der kommer for at slå eller kysse det. Eftersom et lille barn besidder denne form for renhed, kan man beskrive det som Dharmakshetra. En krop, der er upåvirket af Guna'erne, er Dharmakshetra.

[15:17] Efterhånden som kroppen udvikles, tillægger den sig forskellige dårlige egenskaber såsom misundelse, had, tilknytning og så videre. Når alle disse ting udvikles i kroppen, bliver den Kurukshetra. Den selv samme krop er derfor både Kurukshetra og Dharmakshetra. Hjertet indeholder både det gode og det onde. Mamakara består af Rajoguna og Thamoguna. Ordet Pandava'erne henfører til det, der er rent og har en sathwisk natur. Vi bruger ordet Pandu til at beskrive det, der er hvidt og rent.

[15:18] Pandu's børn var pletfri, og den symbolske betydning af krigen mellem Pandava'erne og Kaurava'erne henfører til den indre kamp, der udkæmpes i alle. I denne krig er det Sathwaguna, der kæmper mod Rajoguna og Thamoguna. Det er krigen mellem det gode og det onde. Krigen mellem Pandava'erne og Kaurava'erne varede ikke længe, men krigen mellem det godes og det ondes kræfter varer hele livet. Den slutter aldrig. Dette slag udkæmpes på Dharma's område, på den rette adfærds område.

[15:19] Når du begiver os ud på Dharmakshetra, skal der ske en forvandling med dig. Det er det, der er meningen med denne slagmark. Da Dhritharashtra, der var far til de hundrede Kaurava'er, spurgte Sanjaya, "Hvad foretager mit folk sig?" så var det ud fra det hemmelige ønske, at hans børn, når de først havde bevæget sig ind i Dharma's område, ville blive udsat for en dybtgående forvandling. Han var godt klar over, at de var onde og ugudelige, men det var da muligt, at de ville blive forvandlede, når de kom ind på dette hellige område. Når man begiver sig ud på slagmarken Dharmakshetra, så fremmer selve området ens mentale forvandling. Dhritharashtra og Kaurava'erne repræsenterer dem, der tror, at det, der ikke er deres, alligevel tilhører dem. De er udtryk for Mamakara, besiddetrang. En sådan person tror, at han er kroppen, skønt han ikke er kroppen. Han er ikke sanserne, men han er stolt af dem, og han tror, at han er sanserne. Enhver, der tror, at kongeriget tilhører ham, når det i virkeligheden ikke er hans, er en Dhritharashtra. Hvis man kunne møde alle dem, der tilhører denne Dhritharashtra familie, så ville man opdage, at de alle identificerer sig med kroppen og med sanserne.

[15:20] På dette sted undrer du dig måske over, hvorfor det var Arjuna, der blev undervist i Gita'en. Man kunne fristes til at tro, at der var andre af Pandava brødrene, der var bedre egnede end Arjuna, for eksempel Dharmaraja. Hvorfor var det ikke Dharmaraja, der jo var kendt for sin usædvanlige moralske styrke, der blev skænket den hellige Gita? Eller hvis man lægger vægt på fysisk styrke og formåen, så ville Bhima, der var den mægtigste af Pandava brødrene, afgjort være bedre egnet til at modtage denne lære. Krishna kunne have givet Bhima Gita'en, men det gjorde Han ikke. Hvorfor ikke? Hvorfor gav Han den udelukkende til Arjuna? Vi er nødt til at forstå den dybere betydning af dette. Dharmaraja var legemliggørelsen af Dharma, men han manglede fremsynethed. Han spekulerede ikke på, hvilke følger hans handlinger ville få. Han ville først tænke på følgerne og blive ked af det, han havde gjort, når tingene var sket. Han så tilbage, ikke frem. Det er rigtigt, at Bhima havde kolossale kræfter og en stor fysisk formåen, men han var ikke særlig intelligent. Han kunne rive et træ op med rode, men han havde ingen skelneevne. Arjuna derimod var fremsynet. Arjuna sagde, "Jeg vil hellere dø end kæmpe mod alle disse krigere. Det vil føre megen lidelse med sig senere hen, selv om vi skulle vinde krigen."

[15:21] I modsætning til Arjuna, som var bekymret, fordi krigen ville føre mange lidelser med sig, så var Dharmaraja straks parat til at begynde slaget. Senere, da krigen var overstået, blev han imidlertid dybt deprimeret over alle myrderierne. Man husker måske også det berømte terningspil, hvor Dharmaraja tabte alt. Han tabte sin rigdom, sit kongerige, ja endog sin kone, og han fortrød senere bittert, hvad der var sket. Når en person, der er uden skelneevne og uden nogen form for fremsynethed, befinder sig i en vanskelig situation, hvor han skal træffe en beslutning, så vil han uvægerligt senere hen fortryde, hvad han har gjort. Det samme var tilfældet med Rama's far, kong Dasharatha. Dasharatha manglede også fremsynethed og skelneevne.

[15:22] Dasharatha deltog i krigene mellem guderne og dæmonerne og tog sin unge hustru, dronning Kaikeyi med sig. Kaikeyi var datter af dronningen af Kashmir og var veluddannet i krigskunsten. Det var rent faktisk Kaikeyi, der oplærte Rama i bueskydningens kunst og visse af de militære discipliner. Da Dasharatha under krigen var i kamp, begyndte et af hjulene på hans stridsvogn at gå løs. Kaikeyi brugte sin finger til at forhindre, at hjulet faldt af akslen. Derved reddede hun Dasharatha's liv. Efter at have sejret så kong Dasharatha, at hendes hånd blødte voldsomt. Da han blev klar over hendes tilstand, blev han så overvældet og glad over hendes mod og offervilje, at han sagde til hende, "Kaikeyi, du kan få opfyldt to ønsker. Uanset hvad du ønsker, så vil jeg gøre alt, hvad der står i min magt, for at opfylde dem!" Han sagde intet om, hvad slags ønsker det kunne være. Han afgav sit løfte om disse to ønsker uden at tænke på konsekvenserne. Kaikeyi kom frem med sine ønsker på et tidspunkt, der passede hende godt.

[15:23] Da tiden var inde til, at Dasharatha skulle overdrage kongeriget til Rama, bad Kaikeyi om, at Rama måtte blive forvist til skovene, og at hendes søn, Bharatha, måtte få tronen i stedet. Nu følte Dasharatha sig forfærdelig bedrøvet over at have afgivet disse løfter uden nogen form for betingelser, men det var for sent at fortryde nu, og den sorg, det førte med sig, blev hans død.

[15:24] Det spørgsmål, vi har behandlet her, har drejet sig om, hvorfor Krishna gav Gita'en til Arjuna og ikke til en af de andre brødre. Krishna, der holdt meget af Arjuna, overvejede alle konsekvenser, alle følgevirkninger, og hvad det ellers måtte indebære, og Han fandt, at Arjuna var den eneste, der var egnet til at modtage Gita'en fra Ham. Arjuna forudså, hvad der ville ske efter krigen, og erklærede derfor, at han ikke ville kæmpe på grund af de frygtelige konsekvenser. Han var bedrøvet, før krigen begyndte, men ikke, da den var slut. Det er kun et rent hjerte, der kan føle sorg, før noget skal ske, og ikke efter at det er sket. Arjuna er således den, der har et rent og helligt hjerte. Han er selve renhedens og hellighedens udtrykte billede. Krishna og Arjuna havde været uadskillelige i 75 år, fordi Arjuna havde et helligt og rent hjerte. Skønt de havde levet sammen i 75 år, så havde Krishna på intet tidspunkt i løbet af de 75 år givet Arjuna Gita'en. Hvad er grunden til det? Krishna underviste ikke Arjuna i Gita'en gennem alle disse år, fordi Arjuna betragtede Ham som sin svoger. Arjuna levede i kropsbevidsthed.

[15:25] I samme øjeblik Arjuna overgav sig og accepterede at blive Krishna's elev, blev Krishna hans lærer, og Arjuna blev Krishna's discipel. Det var først, da Arjuna overgav sig, at Krishna gav ham Gita'en. Det betyder, at hvis du virkelig ønsker at modtage lærdom fra en anden person, så vil det først være muligt at overføre denne lærdom, når du accepterer Guru-discipel forholdet.

[15:26] Der var en gang en berømt lærer, der hed Uddalaka. På den tid fandtes der ingen bedre lærer end ham. Alligevel sendte han sin egen søn til en anden lærer, for at han der kunne studere de hellige skrifter. Faderen kunne ikke selv undervise sin egen søn. Han gjorde dette, fordi han følte sig som far, og fordi han vidste, at dette far-søn forhold ville være en hindring for undervisningen af hans søn, Swetaketu. Arjuna kunne heller ikke modtage lærdom fra Krishna, så længe han betragtede Krishna som sin svoger. Så snart denne følelse af, at Krishna var hans svoger, forlod ham, og han i stedet følte, at Krishna var Paramatma, blev Arjuna i stand til at lære af Krishna.

[15:27] Først da Arjuna fuldt og helt havde overgivet sig til Krishna og var blevet overbevist om, at Krishna var Gud, at Krishna var Paramatma, først da kunne Krishna begynde at undervise ham.

[15:29] Arjuna overgav sig således fuldt og helt, og det var først da, at Krishna accepterede ham som Sin discipel. På dette tidspunkt sagde Krishna, "Arbejd for Mig. Hvad du end gør, så gør det for Mig, og Jeg vil tage vare på dig." Krishna har i Sankhya Yoga beskrevet den fremgangsmåde, der var nødvendig, for at få Arjuna til fuldt og helt at overgive sig til Hans vilje. Det allervigtigste, Krishna gjorde, var at befri Arjuna fra følelsen af at være kroppen. Så længe denne kropsbevidsthed er til stede, så længe er vi ikke i stand til at gennemføre de discipliner, der er nødvendige for at nå Målet. Det er i den forbindelse ligegyldigt, om man følger Karma Marga, Bhakthi Marga eller Dhyana Marga. Kropsbevidstheden og de tilknytninger, den medfører, vil til stadighed forurene ens hjerte. Det er ikke muligt at fylde hjertet med hellige tanker, hvis man ikke først tømmer det for alle urenheder. Hvordan kan man fylde et glas med mælk, hvis det er helt fuldt af vand? Man må først hælde vandet ud. Krishna sagde, "Arjuna, du er helt opfyldt af kropsbevidsthed. Du er nødt til først at gøre dig helt fri af den. Først da vil Jeg være i stand til at fylde dit hjerte med hellige tanker."

[15:30] Det var Sankhya Yoga, Krishna benyttede sig af for at tømme og befri Arjuna for dennes tilknytninger og vrangforestillinger, for Mamakara og for de sorger og bekymringer, der er følger med alt dette. Først da blev Krishna i stand til at føre Arjuna videre til den atmiske bevidsthedstilstand. Krishna var nødt til at benytte sig af forskellige argumenter for at vække Arjuna af uvidenhedens søvn. Han sagde, "Arjuna, du har ubarmhjertigt tilintetgjort en hel skov uden at nøle. Den gang, du ville beskytte køerne, betænkte du dig heller ikke to gange, men bekæmpede uden tøven de samme slægtninge og lærere. Der er mange grunde til din sorg, men den vigtigste er uvidenhed. Sorgen har overmandet dig, fordi du ikke har erkendt din sande natur. Nu påkalder du Gud og Dharma. I det øjeblik, du higer efter Gud, bliver det til Yoga. Når du higer efter Mig, bliver det til Yoga i dette ords egentlige betydning."

[15:31] Menneskene græder over mangt og meget, men er der nogen, der fælder en tåre, når Dharma er i forfald? Man er nødt til at udvise mod for at kæmpe imod Dharma's forfald og for at genopbygge Dharma. Krishna sagde til Arjuna, "Du skal aldrig give næring til vægelsindethed. Den guddommelige Kraft kan først komme ind i dit hjerte og tage plads der, når du har fjernet årsagen til denne vægelsindethed fra hjertet. Du må derfor ikke give efter for svaghed eller frygt. Vis mod! Hvis du ikke er i besiddelse af mod, så vil selv et lam kunne skræmme dig for ikke at tale om ondsindede mennesker. Du er nødt til at kunne klare dig i alle situationer. Hvis du løber din vej, fordi du er bange, så vil selv aberne gå til angreb på dig. Enhver ved, at hvis man har en kæp, og ikke viger, så vil aberne aldrig angribe en. Lad være med at stikke af. Mød udfordringen med åben pande. Først da bliver man i stand til at gennemføre noget."

[15:32] Vivekananda har sagt det samme. "Vær frygtløs," formanede han, "du kan gennemføre alt, når blot du udviser mod." Nu om dage har folk brug for at udvise mere mod og beslutsomhed. Men de skal ikke blive dumdristige. Succes er først sikker, når mod og skelneevne følges ad.

[16:01] Ordet Sankhya betyder visdom. Når man er i færd med at udforske de indre planer for at opnå visdom, skal man ikke knytte sig til eller identificere sig med tankerne eller sindet. Krishna, der kendte Arjuna's svagheder, hans bekymringer og frygt, sagde formanende til ham, "Arjuna, svagheder som frygt, bekymring og sorg er alle knyttet til sindet. Hvad er grunden til din frygt og sorg? Hvad er grunden til din svaghed? Det skal Jeg fortælle dig. Det er urenhederne i dit sind, der har ansvaret for den bedrøvelige situation, du befinder dig i."

[16:02] Krishna brugte ordet Kripanah om Arjuna. Det ord bruges ofte til at betegne en tarvelig person, et fattigt menneske eller en gnier, men disse betydninger er ikke dækkende i Arjuna's tilfælde. Arjuna var ikke nærig eller fattig. Han var heller ikke nedrig eller lavsindet. Disse betydninger af ordet Kripanah giver således ikke en beskrivelse af Arjuna. I Upanishad'erne bruges dette ord som betegnelse for en uvidende person. Krishna kaldte Arjuna for Kripanah, fordi Arjuna var en uvidende person. Denne uvidenhed havde medført, at Arjuna var blevet fuld af bekymringer og sorger og overmandet af frygt. Adskillelse medfører bekymring og sorg. Livet kan lignes ved en strøm, hvor mennesker bringes sammen for atter at gå hver til sit. Menneskets liv består af for en tid at følges ad for igen senere at skilles. Selv slaget på Kurukshetra er et eksempel på dette forhold, dette forløb. Vi kan også benytte ordet Sandhya til at beskrive disse forløb.

[16:03] Sandhya betegner overgangen mellem to forskellige tidsperioder. Sandhya er en betegnelse for det, der befinder sig mellem glæde og sorg, mellem dag og nat, mellem det at føje sammen og adskille igen. Når man befinder sig i Sandhya, så er man på samme tid både i glæden og sorgen. Man kan da fuldt og helt bevæge sig ud ad glædens vej, eller man kan gå ned ad sorgens vej. Men mennesket ønsker udelukkende glæde, ikke sorg. Visdom er den vej, der vil hjælpe mennesket til den evige lykke og glæde. Gennem Sankhya Yoga lærer vi, at vejen til den evige glæde består i at undgå bindinger og tilknytninger, i at udvikle uanfægtethed og i at fremelske kærlighed til Gud. Man anvender to forskellige begreber: Rishikesha og Gudakesha. Rishikesha er en betegnelse for den, der er sansernes herre. Gudakesha betyder den, der kan beherske sanserne. Arjuna har kontrol over sanserne, og Krishna er sansernes herre. Men i begyndelsen var Arjuna helt opslugt af kropsbevidstheden.

[16:04] Arjuna begyndte at blive bekymret, da han var begyndt at tænke på de følger, denne krig mod familie og venner uvægerligt ville få i fremtiden. Arjuna tænkte først på kroppen. Kroppens princip er forbundet med Thamoguna. Kroppen er blot en Upadhi, et tilbehør, en beholder, et hylster, som Jiva'en har taget på. Den kan sammenlignes med et sæt tøj. Det er helt naturligt at kassere plettet og udslidt tøj og tage nyt tøj på. På tilsvarende måde lægger vi denne krop fra os og iklæder os en ny. Krishna har forklaret, at det at dø svarer til at skille sig af med noget gammelt tøj. Men når almindelige mennesker hører det, kan der måske opstå forskellige former for tvivl.

[16:05] Når alderdommen har sat ind, og man er firs-halvfems år gammel, så kan man godt acceptere, at denne krop er som en udslidt klædning. Men hvis man dør, mens man er ung eller midaldrende, før man er blevet gammel, så svarer det jo til at skille sig af med et nyt sæt tøj. Lad os antage, at man forlader en tyveårig krop. Hvordan kan den siges at være en udslidt klædning? Den består da klart nok af nyt klæde, nyt materiale.

[16:06] Krishna har illustreret dette forhold med et smukt eksempel. Lad os antage, at vi en gang, da vi var på pilgrimsfærd, købte noget stof til en skjorte. Vi købte det og gemte det bort i et skab. Efter en fem-seks år opdager vi dette stof, da vi lægger noget andet stof væk, og vi husker da på, at vi har købt det for en fem-seks år siden. Vi tager stoffet med hen til skrædderen og får syet en skjorte. Vi tager den nye skjorte på. En dag går vi ind i templet. Vi sætter os ned, og da vi bøjer os fremover, revner skjorten i ryggen. Vi troede, at vi havde en splinterny skjorte på, men den blev hurtigt ødelagt! Hvad er grunden til det? Skjorten var ny, men klædet var gammelt. Det var selvfølgelig en ny skjorte, vi havde fået syet, men det var et gammelt stykke klæde, den var blevet syet af. Når vi er i en krop, men udelukkende er i den i kort tid, så kan det se ud, som om vi kasserer en ny krop, men i virkeligheden kommer den fra en gammel beholdning. Den er blevet skabt til os mange liv tilbage.

[16:07] Her følger endnu et eksempel, der kan hjælpe dig til at forstå disse forhold. Vi har to personer, en ung og en gammel. Den unge, der er femogtyve år gammel, har slået tyve kraftige slag på en sten med en hammer, men slagene har ikke knækket den. Han sætter sig for at hvile sig. Så kommer der en ældre person som for eksempel Kasturi, og da han har givet stenen to slag, flækker den.

[16:08] Lad os undersøge, hvad der er grunden til dette overraskende resultat. Hvorfor knækkede stenen ikke af de tyve slag, den unge mand gav den? Hvorfor knækkede den efter bare to slag fra en firsårig? Vi talte udelukkende de få slag, som den gamle mand gav den, og troede, at stenen var knækket efter disse to slag, men sandheden er, at den knækkede efter toogtyve slag. Da den havde fået tyve slag af den unge mand, fik den yderligere to slag af den ældre herre, og da knækkede den.

[16:09] På tilsvarende måde kan man i sit tidligere liv have udført forskellige åndelige øvelser og nydt godt af forskellige åndelige oplevelser. Derefter døde man. I dette liv genoptager man sit åndelige arbejde, og endnu, før man bliver gammel, opnår man fuldbyrdelse. Vi begår fejl ved udelukkende at betragte dette ene liv. Vi ser alene på dette livs bestræbelser, på styrken af handlingerne i dette liv og følgerne heraf. Men Gud er opmærksom på alle de tidligere liv og på alle fortidens bestræbelser og resultater.

[16:10] Krishna har sagt, "Mit barn, tiden vil i sidste ende tilintetgøre alle disse kroppe. Således er det foregået i utallige liv, i umindelige tider, så langt man kan forestille sig." På Sanskrit kaldes kroppen for Sarira. Ordet Sarira betyder: Det der slides op. Kroppen fødes som en lille klump kød. Den udvikler sig og bliver smuk og tiltrækkende, men den ender med til sidst at blive frastødende. Kroppen undergår mange forandringer, og til sidst er den slidt op.

[16:11] Kroppen er en død ting. Den er fuld af forandringer. Men nu er der måske en eller anden, der begynder at tvivle. Hvordan kan man påstå, at den er død, at den er livløs? Den taler, den går, den lever, den er fuld af aktivitet. Man kan da ikke kalde den livløs eller død. Men når man trækker et ur op, så begynder det at gå, det bevæger sig. Når uret er trukket op, vil viserne bevæge sig rundt, og klokken vil slå hver time. Men det er da ikke grund nok til at drage den slutning, at uret er levende. Uret fungerer som følge af den energi, du tilførte det, da du trak det op. Det forholder sig på tilsvarende måde med kroppen. Den går, den taler og udfører forskellige funktioner som følge af den livsenergi, den har fået fra Gud. Hvis kroppen ikke fik liv fra det guddommelige Princip, så kunne den ikke fungere, lige som uret heller ikke kan gå, hvis det ikke bliver trukket op.

[16:12] Nu dukker der imidlertid et nyt spørgsmål op. Uret kører blot rundt, men kroppen vokser. Hvordan kan man forklare det? Hvis den er livløs, hvordan kan den så vokse? Døde ting vokser ikke. Men hvis du fejer gulvet, samler fejeskarnet sammen og putter det i skarnkassen, så vil bunken af affald vokse. Det samme er tilfældet med kroppen, når du bliver ved med at fylde den med al mulig føde. Vi fylder mad i den, og derfor vokser den. En bunke affald kan blive større, men vi siger dog ikke af den grund, at den er levende. Det forholder sig på samme måde med denne krop. Vi kan ikke påstå, at den er levende, blot fordi den vokser. Grundlaget for kroppen er det Guddommelige, der er fuldt af Chaithanya. Det er det grundlag, vi altid skal huske på. Det er denne guddommelige bevidsthed, der er grundlaget for, og som aktiverer alle væsener. Gør din pligt på baggrund af denne viden.

[16:13] Når Krishna kaldte Arjuna for en uvidende person, betyder det så, at han ikke havde nogen uddannelse? Nej, det gør det bestemt ikke. Arjuna beherskede mange discipliner. Han var vældig godt uddannet til at føre krig og til mange andre ting, men på det åndelige område havde han ikke lært noget.

[16:14] Enhver bruger sine evner og færdigheder til at specialisere sig inden for et bestemt område. Nogle kaster deres kærlighed på musikken og bruger deres evner til at blive virtuoser på dette område. En sådan person vil have en bestemt færdighed, og den har med musik at gøre. Andre skriver poesi eller udvikler deres evner inden for malerkunst og skulptur. Men vi behøver ikke gå så langt væk. Lad os for eksempel se på vort eget institut. Vi har her et antal professorer. En har måske opnået fremragende resultater inden for fysikken. Andre har måske opnået fremragende resultater på kemiens, matematikkens eller biologiens områder. De har alle opnået usædvanlige resultater, hver på sit specielle område, men de kender ikke meget til det, der ligger uden for deres eget område.

[16:15] Lad os som et andet eksempel se på studiet af Veda'erne. Nogle vil bruge alle deres evner og alle deres ressourcer på at lære dem til fuldkommenhed og på at kunne recitere dem flydende. I den henseende er vor egen Kamaldhani helt enestående. Han er uden sidestykke. Han har opnået en helt usædvanlig lærdom om Veda'erne, men stiller du ham et mere verdsligt spørgsmål som for eksempel, "Hvem er Sitha?" så svarer han, "Hun er Krishna's kone." Han har ikke megen verdslig viden. Grunden er den, at alle og enhver bruger alle deres evner på et bestemt speciale inden for et afgrænset område. På samme måde havde Arjuna erhvervet usædvanlige færdigheder med hensyn til bueskydning, men han havde ikke tilsvarende, dybtgående kundskaber inden for andre områder.

[16:16] Der er udelukkende én, der fuldt og helt behersker alt - det er Gud. Det er derfor, man siger, at Gud er Alvidende. Kun den, der er Alvidende, kan være Almægtig, og udelukkende den, der er Almægtig, kan være Allestedsnærværende. Gud har alle disse kvaliteter. Han er Alvidende, Almægtig og Allestedsnærværende.

[16:17] Krishna påtog sig at forklare disse betydningsfulde, åndelige sandheder. Han sagde til Arjuna, "Gør din pligt, samtidig med at du er opmærksom på kroppens flygtige natur og på det, der er grundlaget for kroppen. Du skal først og fremmest tilintetgøre dine tilknytninger. Din identifikation med kroppen har helt overmandet dig. Denne binding er farlig. Den ødelægger fuldstændig skelneevnen." Her følger en historie, der belyser dette.

[16:18] Engang skulle Devindra, de himmelske væseners herre, fødes som et svin her på Jorden. Da han var blevet født, levede han hele tiden i snavset, mudret vand sammen med sin familie. Den hellige mand Narada kom forbi og så grisen og dens familie. Han blev klar over, at det var Devindra, der var i grisens form, og fik stor medfølelse med ham. Narada sagde til grisen, "Devindra, sikke en forfærdelig, primitiv form, du er i. Hvad er der dog sket med dig? Lad mig befri dig. Jeg vil bruge alle de kræfter, jeg har vundet gennem mine bodsøvelser til at hjælpe dig." Han talte til ham med megen medfølelse og sagde deltagende, at han, der burde leve i himlen og nyde de himmelske glæder, var henvist til at leve dette ynkelige liv. Hvor var hans liv dog blevet ulykkeligt.

[16:19] Devindra, der nu var i form af et svin, svarede, "Narada, hvorfor prøver du på at tage disse glæder fra mig? De glæder, jeg får af at rode omkring i dette søle, kan jeg ikke opnå noget andet sted. Jeg tror ikke engang, at jeg i Himlen kunne opnå den samme lykke, som jeg får ved at leve sammen med min kone og mine børn i dette søle. Forsøg ikke at tage denne glæde fra mig. Jeg har det vidunderligt. Vær nu rar at gå din vej." Devindra, der var tryllebundet af bindingernes selvbedrag, var ikke selv klar over sin egen ynkelige situation.

[16:20] Den, der er tryllebundet af Moha, det vil sige af tilknytninger og bindinger, er fuldstændig ført bag lyset. Denne forblindelse skyldes den magtfulde Mayashakthi. Hvis man ønsker at tilintetgøre Maya's kraft, så er man nødt til at udvikle den atmiske Kraft. Det var derfor, Krishna som det første begyndte at undervise Arjuna i Atma Vidya. Man bliver først i stand til at udføre sine pligter på rette måde, når man har forstået den atmiske lære. Man kan ikke udføre sine daglige pligter på kroppens plan ordentligt og forstå deres betydning, hvis man ikke har erhvervet viden om Atma. Dette var baggrunden for, at Krishna begyndte at undervise Arjuna i Atma Vidya.

[16:21] Verdslig viden hjælper dig ikke. Ja selv det at lytte til foredrag om åndelige emner er kun en ringe hjælp. Det er blot flygtige foreteelser. Når du lytter til Gita'en, så er du glad og lykkelig, for det hele er så enkelt. Men når du forsøger at føre denne lære ud i livet, så opstår der alvorlige problemer og vanskeligheder. Hvad man end har hørt eller læst om, så er man nødt til at engagere sig i det og gøre det til en del af sig selv.

[16:22] Da Krishna Chaithanya var på pilgrimsrejse, kom han til Srirangaputnam, en landsby i Sydindien. I landsbyens tempel var der en stor forsamling. En lærd Pundit holdt forelæsninger over Gita'en. Pundit'en læste teksten højt, og eleverne gentog versene, Shloka'erne, hvorefter Pundit'en udlagde versene. En af eleverne sad i et hjørne og græd. Alle de andre sad med Gita'en i hånden og gentog verselinierne. De lyttede meget opmærksomt til Pundit'ens ord. Deres ansigtsudtryk ændredes hele tiden afhængigt af den tekst, der blev udlagt for dem. Af og til så de glade ud, af og til var de alvorlige. Men den elev, der sad i hjørnet, gennemlevede ikke disse forandringer. Hans ansigtsudtryk var hele tiden det samme. Han sad hele tiden og græd. Tårerne løb i stride strømme.

[16:23] Krishna Chaithanya lagde mærke til alt, hvad der skete. Han henvendte sig til manden i hjørnet og spurgte, "Hvad græder du for? Når nu Gita'en bliver gennemgået på denne opløftende og glædesfyldte måde, hvad græder du så for?" Manden svarede, "Swami, jeg ved ikke, hvem du er. Jeg forstår ikke Sanskrit. Jeg kan ikke fremsige versene. Da jeg ikke kan Sanskrit, ønsker jeg ikke at fremsige versene, fordi jeg er bange for at komme til at begå en synd, hvis jeg udtaler ordene forkert. Jeg sad i stedet og forestillede mig, hvordan Krishna forkyndte Gita'en for Arjuna. Krishna måtte dreje hovedet for at tale til Arjuna, der sad bag ved Ham på et højere sæde. Jeg tænkte på dette og kom til at græde, fordi Krishna var nødt til at sidde med hovedet drejet rundt så længe, mens Han forsøgte at overbevise Arjuna. Det må have gjort meget ondt at sidde med hovedet i den stilling så længe. Havde Arjuna dog blot siddet foran og Krishna bagved, så havde det ikke været så besværligt og smertefuldt for Krishna. Det pinte mig at tænke på det. Det er derfor, jeg kom til at græde."

[16:24] Krishna Chaithanya blev klar over, at denne mand var en sand hengiven. Han var blevet så opfyldt af det Guddommelige, at han var blevet en del af Krishna. Han følte stor kærlighed til Krishna. Krishna Chaithanya konkluderede, at det er meget mere værdifuldt at opleve sådanne følelser end blot at sidde og lytte og derefter gentage Shloka'erne.

[16:25] Selv nu i dag, hvor Gita'en bliver forklaret, er der nogen, der sidder og skriver notater, mens andre sidder med Gita'en i hånden. Den, der fuldt og helt ønsker at fylde sit hjerte med essensen af denne lære, skal udelukkende have opmærksomheden rettet mod den indre oplevelse. Alt andet er kun et udtryk for en ydre form for tilbedelse. Den slags hengivenhed er ikke opfyldt af inderlige følelser. Det er mere end nok blot at praktisere én af disse Shloka'er. Hvad gavner det at skrive hundrede af dem ned?

[16:26] Fylder du hovedet med alt det, du kan finde i en bog, så bliver hovedet blot til endnu en bog. Hvad gavner det? Det, der virkelig tæller, er det, du får skrevet i hjertets bog. Det er nok, hvis du får indskrevet bare ét af disse vers i hjertet. Det er derfor, Swami forleden dag sagde, "Dit hoved er én ting, og dit hjerte er noget andet." Det er meget bedre at fylde hjertet med kærlighed end at fylde hovedet med skolelærdom og boglig viden.

[16:27] Krishna sagde til Arjuna, "Det er meningsløst at sørge over og begræde noget, der blot er baseret på dine fysiske tilknytninger og dit legemlige slægtskab. Ret opmærksomheden indad! Først da vil du blive i stand til at forstå alt det, Jeg fortæller dig. Du sørger over nogen, som du ikke burde sørge over. Du behøver ikke være ked af det eller sørge for deres skyld. Du skaber selv din egen elendighed. Du burde ikke lide på den måde. Dit hjerte er fyldt af uvidenhed på grund af alt dette. Fjern denne uvidenhed fra dit hjerte. Der er først, når der ikke er nogen form for uvidenhed tilbage i dit hjerte, at du bliver i stand til at forstå, hvad visdom er."

[16:28] Denne uvidenhed har otte aspekter. Det første er Vasana. Vasana betyder begær, impuls, tilbøjelighed eller mentalt indtryk. Det andet er Agni, ilden. Det tredje er gæld. Det fjerde er sygdom. Det femte er nationen. Det sjette er tilknytning. Det syvende er bekymring. Det ottende er gift. Har du blot en lille rest af en af disse otte i dit hjerte, så vil du komme ud for sorg og lidelse.

[16:29] Lad os for eksempel tage ilden, Agni. Ilden kan være næsten helt gået ud, men der er stadig nogle få gløder tilbage. En svag brise kan medføre, at disse få gløder bliver til en kæmpe brand. Der skal derfor ikke være den mindste glød tilbage. Lad os antage, at du er næsten blevet helbredt for din sygdom, men dog ikke helt. Hvis du derfor, når du kommer hjem fra hospitalet, holder op med din diæt, så er det muligt, at sygdommen atter hurtigt blusser op og breder sig igen. Der skal ikke være den mindste rest tilbage efter hverken ild eller sygdom.

[16:30] Lad os nu se på problemet med gæld. Lad os antage, at du har betalt al din gæld. Der er blot et lån på tusind Rupi'er tilbage. Men hvad vil der ske, hvis du ignorerer det, og der løber renter på? Så vil gælden igen vokse. Man skal derfor altid betale sin gæld helt ud.

[16:31] På samme måde forholder det sig med de øvrige aspekter af uvidenhed. Er der noget tilbage af dem, så vil sorgen formentlig vokse. Det er derfor, Krishna formanede Arjuna, "Hvis der blot er den mindste uvidenhed eller tilknytning i dit hjerte, så vil alt, hvad Jeg end måtte fortælle dig, være nytteløst. Tilintetgør derfor fuldstændig al den uvidenhed, der overskygger dit hjerte. Jeg lærer dig Sankhya Yoga for at hjælpe dig til at kunne gøre det."

[16:32] Kapitlet om Sankhya Yoga er en overordentlig vigtig del af Gita'en. Hvis man blot kunne forstå forskellen mellem Atma og Anatma, så ville de øvrige kapitler blive nemme at forstå. Derfor gennemgår vi ét vers ad gangen, og hvis det bliver nødvendigt, bruger vi to eller tre dage alene på det og prøver at forstå Sankhya Yoga fra hjertes dyb. Man bliver først i stand til fuldt ud at forstå Gita'en, når man fuldt og helt har forstået Sankhya Yoga. Hvert eneste ord i alle disse vers kan lignes ved en juvel.

[16:33] Krishna har på en meget enkel måde forklaret forskellen mellem en Arya og en Anarya. I morgen vil vi tale om, hvem der er Arya'er, og hvem der er Anarya'er.

[17:01] Hvor du end befinder dig, om det er her på Jorden, i Himlen eller i de nedre verdener, så vil alt det, du ser, udelukkende være noget, der er opbygget af de fem elementer. Der findes intet andet. Hvad du end har begæret, hvad du end har fået, hvad du end har været i stand til at beholde, eller hvad du end har mistet, så er alle disse myriader af ting ikke andet end forskellige manifestationer af de fem elementer. Alle disse utallige variationer af de fem elementer har været og vil i al evighed blive ved med at være flygtige. De vil til stadighed og i al evighed være underkastet forandringer.

[17:02] Den blomst, der blomstrer i dag, vil visne i morgen. De blomster, der visner i morgen, vil i løbet af få dage forsvinde helt. Den mad, vi har tilberedt i dag, vil være fordærvet i morgen. Den selv samme føde vil være blevet giftig den følgende dag. Når føden først er blevet fordærvet, kan vi ikke bringe den oprindelige føde tilbage. Det, der er smukt i dag, vil være grimt i morgen. Selv atomerne i det materiale, Månen består af, vil med tiden blive bragt her ned på Jorden, og atomerne i det materiale, Jorden består af, vil måske komme til Månen.

[17:03] De atomer, menneskets krop består af, vil i løbet af syv år, være helt udskiftet med andre atomer. De vil alle sammen være udskiftet. Det vil derfor være naivt at tro, at kroppen og sanseorganerne, der jo består af de fem elementer, skulle være stabile og evige, eller at noget som helst andet objekt skulle have varig værdi. Det er kun de ydre sanser, der vil hige efter sådanne flygtige ting.

[17:04] I Gita'en er det blevet vist, hvorledes de flygtige redskaber, vi kalder kroppen, sindet og sanserne, består af 24 bestanddele eller principper. Det består af de fem Jnana-indriya'er, det vil sige af de fem videns-sanser, af de fem Karma-indriya'er, der de fem handlingsorganer, der hører sammen med de fem Jnana-indriya'er, af de fem Kosha'er, det vil sige kroppens fem legemer eller hylstre, af de fem Prana'er, der er de fem vitale energier, desuden af Manas, sindet, af Ahamkara, jeg-følelsen, af Chittha, der er sæde for følelserne og hukommelsen, samt af Buddhi, der er skelneevnen, intellektet. Det giver i alt 24 bestanddele, som sammen med Atma bliver til 25 dele. Gita'ens kapitel om Sankhya Yoga hedder sådan, fordi det handler om disse 24 bestanddele, og fordi det hjælper dig til at forstå disse 24 bestanddele, som udgør kroppen. Denne krop er i bund og grund intet andet eller mere end en genspejling af uvidenhed.

[17:05] De fem Jnana-indriya'er gør det muligt for os at høre, føle, se, smage og opfatte lugte. De fem Karma-indriya'er udgøres af ørerne, huden, øjnene, tungen og næsen. Man kan have øjne uden at kunne se. Øjet er en Karma-indriya, og evnen til at se er en Jnana-indriya. Man kan have en mund uden derfor at kunne tale. Munden er en Karma-indriya, og evnen til at tale er en Jnana-Indriya. På tilsvarende måde kan man have ører uden at kunne høre. Vi kan heraf se, at der er et uløseligt tilhørsforhold mellem Karma-indriya'erne og Jnana-indriya'erne. Lad os se lidt nærmere på disse kroppens elementer.

[17:06] Karma-indriya'erne, der er kroppens handlingsorganer, og Jnana-indriya'erne, der er de indre, subtile sanser, er forbundet med hinanden, og der er fem af hver af dem. Der er ligeledes fem legemer. Det første er Annamayakosha, der er den fysiske, grove krop. Det andet er Pranamayakosha, der vedrører livsåndedrættet, Prana'erne. Det tredje er Manomayakosha, der vedrører sindet, og det fjerde er Vijnanamayakosha, der vedrører intellektet. Det femte er Anandamayakosha, lyksalighedslegemet.

[17:07] Dernæst er der de fem Prana'er. Det er Prana, der vedrører åndedrættet, Apana, der vedrører udskillelsen fra kroppen, Vyana, der vedrører cirkulationen i kroppen og Udana, der vedrører den opadgående strøm af energi. Endelig er der Samana, der vedrører fordøjelsen. Alle disse udgør tilsammen de tyve elementer. Når vi hertil lægger sindet, intellektet, hukommelsen og jeg-følelsen, så har vi de 24 elementer, 24 principper, der alle er betinget af uvidenheden. Hvis dit liv udelukkende hviler på disse 24 aspekter, der hele tiden undergår forandringer, hvordan skulle det da være muligt for dig at opnå den evige lyksalighed, der er helt uafhængig af disse ting?

[17:08] Det er højst sandsynligt, at alle de glæder, du oplever, udelukkende vil bringe dig sorg. Disse glæder er ikke varige, de kommer og går. Krishna sagde, "Stol ikke på sanserne, lad dig ikke vildlede af dem." Hvis man er ude af stand til at styre sine sanser, så vil man ikke kunne få ro og fred i sindet. Det er da ligegyldigt, hvor højt uddannet man er, og hvilken stilling eller hvilket embede man måtte have. Man opnår først indre fred og ro, når man har sanserne under kontrol. Det er en almindelig antagelse, at det er ret vanskeligt at opnå kontrol over sanserne, men Krishna har i det kapitel, der handler om Sankhya Yoga, gjort rede for flere forskellige metoder til at opnå kontrol med sanserne. Disse metoder vil føre til fuldbyrdelse.

[17:09] Krishna har forklaret, at der findes to slags mennesker: Aryan og Anaryan. Den, der følger den rette vej, det vil sige den strålende lyse og hellige vej, er Aryan. Han søger tilflugt hos højtudviklede personer og fører deres lære ud i livet. Som en følge af dette erfarer han de åndelige sandheder, hvilket fylder ham med glæde. Den, der er opfyldt af uhellige tanker og har et urent hjerte, som er blændet af uvidenhed og lever et syndigt liv, han er Anaryan. Hans opførsel kan siges at være den direkte modsætning til god opførsel, nøjagtig som mørket er lysets modsætning. Vi kan derfor betegne disse kvaliteter som guddommelige og dæmoniske. Krishna sagde, "Arjuna, Jeg har hele tiden troet, at du var en Aryan, men nu ser Jeg, at du er ved at vælge den forkerte vej. Du følger den mørke vej. Du er ved at drukne i mørket. Du har vist dig at være en Anaryan. Det ville være skammeligt og forkert at kalde dig en Aryan."

[17:10] Krishna formanede på forskellig vis Arjuna for at opmuntre ham til at blive Aryan. Han sagde til ham, "Hovedårsagen til din sorg og bekymring er dine tilknytninger, og det er uvidenhed, der ligger til grund for dine tilknytninger. Hvis du ønsker at blive fri for sorg og tilknytning, så er du nødt til at få sanserne under kontrol. Du er nødt til at have en klar forståelse af sansernes natur. På livets rejse er sanserne de heste, der kan føre dig til Målet. Vognen og passageren er først i sikkerhed, når man har kontrol over disse heste. Hvis man ikke har dem under kontrol, er der stor sandsynlighed for, at både vogn og passager kommer til skade. Du er derfor nødt til at have fuldstændig kontrol over hestene, sanserne, hvis du ønsker at nå sikkert frem til Målet."

[17:11] Krishna har givet sanserne et nyt navn. Han kalder dem Mathraha, hvilket vil sige det, der er i stand til at måle. Hvad betyder det, når vi siger, at sanserne er i stand til at måle? Lad os se på et eksempel. Hvad er det, der måler eller fastslår, hvor bitter eller hvor sød maden er? Det er tungen, der måler og bestemmer fødens smag og afgør, om den er sød eller bitter. Eller vi kan beskrive en bestemt persons ansigt ved at sige, at hans ansigtstræk er normale, men at han har en stor næse. Hvad er det, der måler størrelsen af næsen? Det er øjnene. På samme måde afgør ørerne, om et stykke musik lyder godt eller ikke. Vi kan således se, at alle sanserne måler forskellige egenskaber.

[17:12] Ordet Mathraha har endnu en betydning. Mathraha betyder: Grænse eller begrænsning. Du er nødt til at finde ud af, hvordan du skal begrænse brugen af dine sanser. Gud har givet dig næsen, for at du skal kunne opfatte lugte og trække vejret, ånde ind og ud. Du skal bruge næsen til det, den er beregnet til, og være tilfreds med det. Hvis du bruger den på den rette måde, så adlyder du Guds Bud, fordi du benytter den til det, den er bestemt for. Hvis du opfører dig ordentligt og følger Guds Bud, vil du altid opnå gode resultater. Hvis du derimod bruger den til at indtage snus med i stedet for at trække vejret og lugte til gode ting, så bruger du den ikke til det, Gud har beregnet den til, og du er ulydig mod Guds Bud.

[17:13] Man skal også huske på Herrens venlige Formaning med hensyn til tungen, "Mit barn, brug tungen til at tale blidt og kærligt med og ikke til at såre andre med. Brug ord, der vil glæde dem." Man skal være opmærksom på, at tungen også har en anden funktion. Brug tungen til at spise sund sathwisk føde med. Spis de ting, der er fulde af proteiner og vitaminer. Hvis du derimod ryger, drikker alkohol og spiser kød, så misbruger du tungen og går imod Herrens Bud. Du skal bruge alle sanserne på rette måde til de opgaver, Gud har tiltænkt dem. Det vil hjælpe dig til at nå livets Mål.

[17:14] Når sanserne kommer i kontakt med sanseobjekterne, måler de forskellige egenskaber. Følesansen måler for eksempel egenskaber som kulde og varme, og det har til følge, at man oplever glæde eller smerte. Men blot det at have disse sanser bevirker ikke i sig selv, at man føler glæde eller smerte. Man oplever først glæde eller smerte, når sanserne kommer i kontakt med sanseobjekterne. Du er i øjeblikket inde i templet her, og det er ensbetydende med, at dine ører også er her. Lad os antage, at der er sket et eller andet hjemme i din landsby, godt eller dårligt. Så længe dine ører ikke har hørt nyheden, føler du hverken lykke eller sorg, glæde eller smerte. Så modtager du en opringning og bliver klar over, hvad der er sket i landsbyen. Er det noget godt, bliver du glad. Er det noget dårligt, så smerter det dig. Man oplever altså først glæde eller smerte, når sanserne kommer i kontakt med sanseobjekterne.

[17:15] Der findes utallige sanseobjekter i denne verden, men man skal sørge for at sanserne ikke kommer i kontakt med dem, for de er alle sammen flygtige foreteelser. Hvis du indfanges af disse ubetydelige ting, vil hele dit liv blive fyldt med snavs og intetsigende ting. Vi kan se det ske for mange levende væsener. De bliver holdt fanget af én eller to af sanserne. Lad os for eksempel betragte dådyret. Når dådyret hører et stykke musik, bliver det bundet af det. Et dådyr bliver bundet af lyd. En elefant bliver styret og bundet af følesansen. På denne måde bliver mange dyr bundet af forskellige sanser. Tag for eksempel et møl. Det ser lys, bliver tiltrukket af det og derpå bundet af det. Hvad med en fisk? Den bliver bundet af smagssansen. Hvad med en bi? Den ledes ind i blomsten i kraft af duften, og derefter bliver den bundet af den. Hvert af disse fem dyr bliver bundet af hver sin sans. Men mennesket lader sig binde af alle fem sanser, og han er derfor på et endnu lavere plan end alle disse dyr. Her følger en lille historie, der illustrerer dette.

[17:16] En gang drog Dakshina Murthi på en tur rundt i landet. Han betragtede hvert af de fem elementer som sin Guru. En dag stod han ved havets bred. Han stod og glædede sig over bølgerne og de forskellige aspekter af havet. Mens han stod der, kom en bølge rullende og skyllede noget affald op på stranden. Han lagde mærke til, at så snart der faldt noget snavs ned i havet, så kom bølgerne og skyllede det op på stranden. Dakshina grublede over dette. "Hvad var grunden til at det mægtige ocean, der er så dybt, skilte sig af med den lille smule snavs? Kunne havet ikke bare opløse det og beholde det?" Han gav sig til at meditere på det. I meditationen forstod han, at hvis havet tillod den mindste forurening af sine vande, så ville denne forurening vokse dag for dag og med tiden fylde hele havet. Han indså, at havet fra tidernes morgen måtte have bestemt sig for ikke at tillade nogen form for forurening af sine vande. Derfor havde det været i stand til at forblive helt rent.

[17:17] På tilsvarende måde skal du lige fra begyndelsen være omhyggelig med ikke at lade dårlige ideer og tanker få indpas i dit sind, selv ikke i den mindste målestok. Selv den mindste form for urenhed skal formenes adgang til dit hjerte. Du skal fjerne den, før den får fodfæste der. Hvis du giver den husly i hjertet, fordi du mener, det blot er en ubetydelig ting, der ikke kan skade nogen, så vil den slå rødder og begynde at vokse i hjertet.

[17:18] Hvis man derimod forstår, hvordan sanserne fungerer, og lærer at bruge dem på rette måde, så vil man være i stand til at få gavn af dem, og de vil ikke på nogen måde genere dig. Er man slave af sanserne, så kan man hverken opnå glæde eller fred i sindet. Her følger en lille historie, der belyser dette.

[17:19] Der var engang en berømt konge. Han havde fem koner, men de adlød ham aldrig. Han var konge over alle andre, men han var ikke herre over sine egne koner og led derfor meget. Han havde en krone på hovedet, men hans hoved var fuldt af bekymringer. "Jeg er blevet slave af mine koner, og jeg lider under det," tænkte han, "findes der mon nogen i denne verden, der ikke er bange for sin kone? Hvis det er tilfældet, hvad gør han så? Hvordan undgår han at blive domineret af hende?"

[17:20] Da det ikke ville være pænt at udspørge folk personligt og direkte om dette, besluttede han at holde et offentligt møde og invitere alle landets indbyggere til at deltage. Der blev rejst to telte på mødepladsen. Det ene blev rejst i den ene ende af pladsen, det andet i den anden ende af pladsen.

[17:21] Kongen bekendtgjorde, at det ene telt var forbeholdt de mænd, hvis koner adlød dem, mens det andet telt var beregnet for de mænd, der blev domineret af deres koner. Folk strømmede til, og de gik alle ind i det telt, der var forbeholdt dem, der blev domineret af deres koner. Kongen gik derhen og konstaterede, at teltet var fuldt. Det opmuntrede ham lidt, fordi han blev klar over, at han ikke var den eneste, der var under tøflen. Inden mødet skulle begynde, så han imidlertid, at der sad en enkelt mand mutters alene i det telt, der var beregnet til dem, hvis koner adlød dem. Ellers var teltet helt tomt. Der var alene denne ene mand. Kongen blev overstrømmende glad over at se ham der. Han gik over til manden og fortalte, hvor glad han var over, at der i kongeriget i det mindste var én mand, hvis kone adlød ham.

[17:22] Kongen spurgte ham, "Hvad er din hemmelighed? Hvordan er det lykkedes dig at få din kone til at adlyde dig?" Manden svarede, "De tager fejl. Det er mig, der er under tøflen. Hun adlyder ikke mig." Kongen spurgte da, "Hvorfor er du så gået ind i dette telt?" Han svarede, "Min kone sagde, at jeg skulle. Det er derfor, jeg er her. Min kone sagde, at jeg ikke måtte gå ind i det andet telt med tøffelheltene, men at jeg skulle gå herind." Kongen talte meget bestemt til ham, "Den går ikke, du kan ikke blive her. Gå over til de andre i det andet telt." Manden bønfaldt øjeblikkelig kongen med foldede hænder og sagde, "Oh, min konge. Du kan straffe mig. Gør med mig, hvad du vil, men jeg kan ikke sætte mig op mod min kone og gå over i det andet telt." Kongen indså da, at der ikke var nogen i hans kongerige, der ikke var slave af sin kone.

[17:23] Den omtalte konge er sindet, og han er aldrig i stand til at tilfredsstille sine hustruer. Hustruerne er sanserne. Øjet befaler, "Tag mig derhen, hvor man kan se alle de smukkeste ting. Jeg ønsker at se alle de smukkeste steder i denne verden." Tungen ønsker hele tiden alle de lækreste sager. Øret forlanger, at vi spiller alle de dejligste melodier og kønne sange for det. Næsen ønsker at indånde alle denne verdens dejligste parfumer. Hvem er i stand til at tilfredsstille alle disse begær hos sanserne? Der er ingen koordination eller samarbejde mellem dem. Hvis du giver efter for sanserne, vil de skabe en masse besvær for dig. Du skal lære at styre dem lige fra begyndelsen. Du skal have fuldstændig kontrol over dem. Man kan først gøre sig fri af rollen som tøffelhelt, når man har kontrol over sine sanser.

[17:24] Man skal ikke bare sige ja, når som helst sanserne kræver en bestemt ting. Man skal i stedet lade sindet vende sig mod intellektet. Hvad intellektet derefter bestemmer sig for, skal sindet forlange af sanserne, der blot har at adlyde. Det er den rette måde at holde sanserne i ave på. Baserer man sit liv på sindet, går man sin undergang i møde og bliver ringere end et dyr. Den kloge baserer sit liv på intellektet, på intelligensen, på Buddhi, og bliver derved en Purushottama.

[17:25] Når du baserer dit liv på intellektet, betyder det, at du bruger din skelneevne. Hvis du baserer livet på intellektet, så vil det føre dig direkte til Målet. Hvis du derimod baserer dit liv på sindet, så vil der hele tiden ske forandringer, og det vil være svært at forudsige, hvad du vil komme ud for, og hvor du vil havne. Det svarer nærmest til at forsøge at krydse havet eller en stor flod i en lille båd. Man ved ikke, hvornår den bliver fyldt med vand, så man drukner.

[17:26] Der var engang en mand, der hed Muhammed. Han var overordentlig dydig og retskaffen, i sandhed en viis mand. Han havde fuldstændig kontrol over sine sanser. Da han lå for døden, samledes alle hans disciple omkring ham. Han havde meget stærke smerter i halsen og forsøgte med stor tapperhed at transcendere smerterne. Han forsøgte i sin pine at sige noget, men han kunne ikke få det frem. Disciplene var meget opsatte på at finde ud af, hvad det var, deres mester forsøgte at fortælle dem her på sit dødsleje. De forsøgte derfor på alle mulige måder at hjælpe ham, men han kunne ikke sige noget. Alle disciplene var forsamlede omkring ham og bønfaldt ham med ordene, "Swami, du ønsker at fortælle os noget. Prøv at sige os, hvad det er."

[17:27] Muhammed sagde, "Mine kære børn, Maya har forfulgt mig. Maya er illusion. Maya er selvbedrag. Maya sagde til mig, 'Alle andre er blevet mine slaver. Der er ingen, der har været i stand til at besejre mig, men af en eller anden grund er det lykkedes for dig'. Jeg svarede, 'Sig ikke, at jeg har besejret dig. Der er stadig lidt liv i mig. Jeg er nødt til at trække vejret lidt endnu. Man kan ikke med sikkerhed vide, om du er blevet besejret, før man har taget det sidste åndedrag'. Mine kære børn, det er lykkedes mig at overvinde Maya indtil nu, men jeg ved ikke, om jeg kan blive ved med det til mit sidste åndedrag. I de sidste par minutter har jeg for at gøre mig helt fri af Maya tænkt på Allah og bedt til Ham." Derpå faldt han stille hen og fuldbyrdede sit liv.

[17:28] Denne historie viser, at man ikke på noget tidspunkt skal give efter for sanserne. Krishna har i hele kapitlet om Sankhya Yoga detaljeret forklaret, hvordan man får kontrol over sanserne. Hvis man kan få sanserne under kontrol, vil man let kunne mestre Bhakthi Yoga, Karma Yoga og alle de andre Yoga'er. Man har brug for et svømmebælte, indtil man har lært at svømme. Derefter har man ikke længere brug for det. På samme måde forholder det sig med Sankhya Yoga. Man har brug for den, indtil man har opnået fuldkommen kontrol over sanserne. I begyndelsen må man affinde sig med nogen vanskeligheder og en del besvær.

[17:29] Hvis man vil lære at køre bil, er man nødt til først at øve sig et sted, hvor der ikke er så megen trafik. Man vil først være i stand til at køre i snævre gader, når man har lært at styre bilen. Hvis man prøver på det, før man har den nødvendige rutine, så er det ikke alene vanskeligt, men også farligt. Derfor sagde Krishna til Arjuna, at han først skulle udvikle sig med hensyn til åndelig visdom. Når man først har udviklet denne omfattende viden, denne visdom, så kan man uden problemer eller bekymringer gå i gang med hvad som helst. Det er derfor, Krishna erklærede, at man først er nødt til at fremelske denne vilje til grundig udforskning og derigennem nå frem til, hvad der er Atma, og hvad der er Anatma. Når man har udviklet denne skelneevne, kan man uden risiko gå i gang med hvad som helst.

[17:30] De urolige sanser kan aldrig give os nogen varig glæde. Man skal i stedet nå frem til den uforanderlige Atma-thathwa og nyde Dens glæde. Det er den sande glæde. Lær Atma at kende. Hvilken uddannelse og viden man end har, så kan den udelukkende hjælpe en til at tjene til det daglige brød, hvis man ikke har fremelsket den atmiske visdom. Viden om Atma er den eneste sande form for uddannelse. Når man har den, kan man glæde sig over Enheden. Det er det, Krishna har erklæret. Når man først er blevet forenet med det Guddommelige, der er i alt og overalt, så vil man ikke længere opleve nogen forskelle, så vil man ikke mere blive generet af mangfoldigheden. Har man først erkendt, at der udelukkende er ét objekt, så er der ikke mere behov for nogen skelneevne. Alt er Vasudeva. Alt er Gud. Hele denne verden er intet andet end Gud. Hvis man ønsker at erkende denne sandhed, så er man nødt til at få sindet fuldt og helt under kontrol, det sind, der i så lang tid har været uroligt og ustabilt.

[17:31] Sanserne er meget farlige. De er som galopperende heste. Hvis man ikke bruger tøjlerne til at styre dem, så vil de trække vognen derhen, hvor de lyster. Vognen er kroppen. Hestene er sanserne. Sindet er tøjlerne. Intellektet er kusken, og passageren er Jiva'en, det vil sige den sjæl, der lever i kroppen. Disse heste skal styres ved hjælp af tøjlerne. Det vil med andre ord sige, at sanserne skal tøjles ved hjælp af sindet. Sindet har ikke nogen specifik form. Det er derfor meget vanskeligt at holde fast på sindet. Når man nu er nødt til at leve med dette formløse sind, så er man nødt til at være meget påpasselig.

[17:32] Alle og enhver skal først og fremmest gøre alt for at få sindet under kontrol. Du er nødt til at have kontrol over alle de ting, der påvirker dine sanser, det vil sige, det du spiser, det du lugter, det du ser, det du lytter til, og det du rører ved. Swami har adskillige gange fortalt jer, at I ikke skal se på for meget eller høre på for meget. Man begynder først at tænke på en bestemt ting, når man ser den eller hører om den. Når man tænker på den, så udvikler man en tilknytning til den og får et ønske om at eje den. Når man taler om en bestemt ting, så tænker man på, hvordan den ser ud. Så uanset hvilken genstand det måtte være, så skal man først spørge sig selv, "Har den nogen fejl og mangler?" Når man bliver klar over dens fejl og mangler, vil man ikke udvikle nogen tilknytning til den. Hvis man ønsker at nå Gud, skal man fuldt og helt mestre evnen til at se, til at føle, til at høre og til at tale.

[17:33] Al Sadhana begynder med at lære at få tungen under kontrol. Grunden er, at tungen har to funktioner. Øjnene har udelukkende én funktion: At se. Ørerne har også udelukkende én funktion: At høre. Næsen har ligeledes udelukkende én funktion: At opfatte lugte. Tungen derimod har to færdigheder: Den kan bruges til at tale med og til at smage med. Man skal derfor især bestræbe sig for at få den under kontrol. Du har ingen ret til at tænke dårligt om andre. Det er meget bedre at beskæftige sig med sine egne fejl og mangler.

[17:34] Stræb efter at øge og udbrede det, der er godt, og tilintetgøre det, der er dårligt. Du har ingen ret til at kritisere andre. Hvordan kan du tro, at du formår at se, hvad andre indeholder, når du ikke engang har fremelsket evnen til at se ind i dig selv? Fuldbyrd først dit eget liv. Du kan først hjælpe med til at redde andre, når du har reddet dig selv. Du skal derfor ikke tale dårligt om nogen, sende nogen onde blikke eller tænke dårligt om nogen. Du skal bruge al din tid på at lytte til gode ting, på at føre god tale og tænke gode tanker.

[17:35] Du er nødt til at udføre en eller anden form for Sadhana for at udøve en vis selvkontrol. Træning og ikke-tilknytning er to grundlæggende forudsætninger for at opnå kontrol over sanserne. Hvis du føler og erkender, at alt er forgængeligt, vil du blive i stand til at opnå kontrol over sanserne og fremelske ikke-tilknytning. Vi er alle Aryan'er og ikke Anaryan'er. Du skal gå ad den rette vej, den gode vej. Du skal fremelske hellighed. Du skal fylde dig med lys. Du bliver først i stand til at føre god tale, tænke gode tanker og se det gode, når du er opfyldt af visdommens lys. De, der gør det, er i sandhed guddommelige. De er guder. De, der har de modsatte egenskaber, er dæmoner. Man skal aldrig hige efter dårlige ting eller efter mørket. Dæmoner søger udelukkende mørket.

[17:36] Vibhishana faldt ned for Rama's fødder. Da Sugriva så det, advarede han Rama, "Det er Ravana's broder. Han er dæmon. Han elsker mørket. Du kan ikke stole på ham, bare fordi han nu har været i skænderi med sin broder og har forladt ham. Det er farligt at stole på en yngre broder, der er blevet fjende af sin ældre broder."

[17:37] Rama smilede venligt til Sugriva og sagde til ham, "Er du ikke selv blevet fjende til din egen broder, Vali? Tænk først på dine egne fejl." Derpå erklærede Rama, "Jeg vil beskytte enhver, der kommer til Mig, og overgiver sig til Mig og siger, 'Jeg er Din'. Det er lige meget, hvem det er." Til dette svarede Sugriva, "Swami, han er under Din beskyttelse, og Du har lovet ham, at Du vil gøre ham til konge over Lanka. Lad os nu antage, at selveste Ravana kommer og overgiver sig til Dig. Hvilket kongerige ville Du så give ham?" Rama svarede, "Hvis Ravana skulle komme på så gode tanker som at overgive sig til Mig, så ville Jeg bede Bharatha om at træde tilbage, og Jeg ville gøre Ravana til konge over selveste Ayodhya. Jeg har aldrig bedt nogen om noget. Jeg beder normalt ikke om tjenester, men hvis Ravana skulle få den slags gode tanker, så er Jeg parat til at bede Bharatha om at træde tilbage."

[17:38] Alle Avatarer har været i stand til at være forbilleder for resten af verden, fordi de har været opfyldt af den slags hellige tanker og storslåede ideer. Hvad er det for en kvalitet, der først og fremmest kræves til det? Det er evnen til at kontrollere sanserne. Krishna sagde, "Hvis man har kontrol over sine sanser, kan man opnå alt i denne verden. Man kan endog skabe denne verden. Er man derimod slave af sine sanser, så bliver man begærets slave og dermed hele denne verdens slave."

[17:39] Krishna advarede Arjuna, "Du kan først blive et redskab for Mig i Min mission, når sanserne er blevet dine slaver. Arjuna! Vågn op! Lær den rette metode til at kontrollere sanserne. Bliv ikke ellevild af glæde eller nedtrykt af sorg. Hovedårsagen til din sorg er uvidenhed. Du kender ikke forskel på Atma og Anatma. Begynd fra nu af at skelne mellem dem. Du vil da blive i stand til at kontrollere sanserne, og hele verden vil blive din."

Krishna sagde, "Arjuna, lad dit sind hvile urokkeligt i Atma og udfør dine pligter fra den Tilstand."

[18:01] Hvis man i sine handlinger fuldt ud er bevidst om sin egen Virkelighed, vil man være i stand til at udrette store bedrifter. De handlinger, der foretages ud fra denne bevidsthed om Atma, er fri for bindinger. Hvis man skal kunne arbejde, medens man hele tiden er fuldt ud bevidst om, at man er Atma, forudsætter det, at man har opnået fuldstændig kontrol over sanserne. Det er en grundlæggende forudsætning. Den, der nyder denne fuldstændige kontrol over sanserne, er Sthithaprajna. Det, der kendetegner en Sthithaprajna, er, at han møder glæde og sorg, varme og kulde, vinding og tab samt ære og vanære med samme sind, og at han oplever sig selv som værende forenet med Virkeligheden. En Sthithaprajna opfører sig ens over for alt og alle. Når man først har erkendt de forskellige sansers natur, vil det være let at følge den vej, der fører til Sthithaprajna-tilstanden. Men så længe man bliver ved med at identificere sig med kroppen, så længe vil det være umuligt at opnå denne Tilstand.

[18:02] Krishna sagde til Arjuna, "Husk på, du er Dehi'en, den der bor i kroppen. Du er ikke kroppen, Deha'en. Du er den, der har tøjet på. Du er ikke tøjet. Du er den, der bor i huset. Du er ikke huset. Du er Kshetrajna, det vil sige den, der har viden om denne krop og kroppens plan, men du lider af den fejlopfattelse, at du er Kshetra, denne krop, dette område. Når man giver sig hen i nydelse af forgængelige ting, kan det kun føre ustabilitet med sig. De flygtige glæder og nydelser kan kun føre til sorg. Ubestandige ting kan udelukkende gøre dig vægelsindet. Du skal derfor have et stabilt sind og udføre dine pligter, mens du hele tiden husker på Atma. Du skal ikke spekulere på eller bekymre dig om fødsel og død, eller om de glæder og sorger, som venter dig. Fødsel og død har ikke noget med dig at gøre, det vedrører udelukkende kroppen. Du er ikke kroppen. Du er den evige Virkelighed, der er fri for fødsel og død. Du har hverken en begyndelse eller en slutning. Du er aldrig blevet født. Du vil aldrig dø. Du vil heller aldrig kunne slå nogen ihjel. Du er Atma. Du er Altgennemtrængende. Du er Gud. Atma er Brahmam, og Brahmam er Atma."

[18:03] Når man bliver klar over, at det er ildens natur at varme, er der så nogen, der vil blive bedrøvet, hvis ilden brænder? Vil man blive plaget af sorg, når man har lært, at isen er kold? Ilden brænder. Det er dens natur. Og kulde er isens inderste natur. På tilsvarende måde må alt, der bliver født, også dø en skønne dag. Det er helt naturligt. Hvad der frit kan komme, kan også frit forsvinde igen. Du skal derfor ikke gruble over sådanne naturlige foreteelser som fødsel og død eller glæde og sorg. Erkend tingenes fejl og mangler. Før eller siden vil alt i denne verden være forandret.

[18:04] De fem elementer, der er til stede overalt, findes også i dig og i Mig. Hvis du undersøger denne verden eller en anden verden, så vil du nå frem til, at disse fem elementer findes overalt. Hvad du end måtte søge efter i denne verden, så er det i virkeligheden altid disse fem elementer, du søger og finder i denne verdens foreteelser. Men når du allerede har dem i dig, hvad er så ideen i at søge dem uden for dig selv? Det er ganske naturligt, at man søger efter noget, man ikke selv har, men det er meningsløst at søge og hige efter noget, man allerede har. Der er udelukkende én ting, der transcenderer de fem elementer, og det er det Guddommelige. Det er Det, du skal stræbe efter.

[18:05] Opsøg det Guddommelige og hav altid det Guddommelige for øje, når du udfører dine pligter. De handlinger, der er en følge af Jnana, er hellige. Jnana indebærer, at man udelukkende ser den eneste Ene overalt. Denne altgennemtrængende Enhed er det Guddommelige. Den er Atma. Derfor er alle de handlinger, der er forbundet med Atma og hviler på Atma, hellige og helliggjorte. Gør din pligt og udfør din gerning for at glæde Gud. På den måde bliver du i stand til at udføre alle dine daglige pligter med visdom. Mange Rishi'er har fra gammel tid gjort ihærdige bestræbelser for at opnå denne Sthithaprajna-tilstand, denne Sthithaprajna Thathwa, hvor man er forankret i sand visdom.

[18:06] Engang nåede den græske konge Alexander frem til Sindhu flodens bredder. Han havde til hensigt at erobre og udplyndre Bharath og medbragte en stor hær til dette formål. På den tid var der ingen store veje. De få veje, der var, var nærmest kun stier. Kongen krydsede Sindhu floden og begav sig ind i junglen med sin hær. På vejen mødte de en Yogi, der lå i dyb søvn med spredte ben under et træ. Denne Yogi havde nået den fuldkomne Sthithaprajna-tilstand.

[18:07] En af soldaterne gik hen til ham for at vække ham, men Yogi'en reagerede ikke på nogen af soldatens bestræbelser. Den græske soldat begyndte at true Yogi'en, og fortalte ham, at den store kejser Alexander fra Grækenland var på vej med sin hær, og at denne kejser havde sat sig for at overfalde Indien og udplyndre hele landet. Den græske soldat blev rasende over at se, at Yogi'en forblev fuldstændig uberørt af situationen, selv efter at kejseren var kommet til stede. Yogi'en udviste ikke den ærbødighed og respekt, som man skylder en kejser, og derfor truede soldaten med at hugge hovedet af ham.

[18:08] I samme øjeblik Yogi'en hørte, at den ophidsede, græske soldat ville hugge hovedet af ham, gav han sig til at le højt og rejste sig op. Der var ikke antydning af frygt i Yogi'ens ansigt. Han var fuldstændig rolig og afklaret. Kejseren bemærkede det strålende udtryk i Yogi'ens ansigt og tiltalte ham med ordene, "Hvorfor ler du så højt, når min soldat truer med at hugge hovedet af dig? Hvis du var normal, ville du straks underkaste dig, falde på knæ og bede om nåde. Men du ler blot. Hvad skal det betyde?" Yogi'en svarede, "Jeg er legemliggørelsen af Sath-Chith-Ananda. Jeg er den sande, evige frihed. Disse våben kan ikke såre mig. Ilden kan ikke brænde mig. Vandet kan ikke gøre mig våd. Vinden kan ikke blæse mig omkuld. Det er Den, jeg er. Og nu truer denne soldat med at hugge hovedet af mig. Det var det, der fik mig til at le."

[18:09] Kongen blev meget forbavset over at høre disse ord. Han tænkte, "Det er meget normalt, at folk bliver bange, når de står over for døden, eller når nogen truer med at dræbe dem. Men det er helt usædvanligt, at nogen er glade og begynder at le, når de står ansigt til ansigt med døden. I dette land, Bharath, er der folk, der har opnået en sådan grad af åndelighed, at de ikke engang er bange for døden. Hvordan skulle jeg kunne udplyndre en sådan nation. Nej, det vil jeg lade være med." Efter denne beslutning vendte han tilbage til Grækenland.

[18:10] Fra tidernes morgen har der i Bharath levet store personligheder som denne Yogi, og de har gennem deres levevis belært andre nationer om de højeste åndelige sandheder. De fleste, der ikke ved, hvordan man opnår kontrol over sanserne, vælger den forkerte vej. Det er i virkeligheden ganske let at opnå denne sansekontrol. For dem, der ingenting ved, er alting svært. Men for dem, der har viden og forståelse, er alting ganske let. Vi skal derfor ikke spare nogen bestræbelse for at opnå en sådan forståelse. Vi vil da blive klar over, at alle de sansemæssige glæder og fornøjelser er fyldt med sorg.

[18:11] Det første skridt imod sansekontrol består i at undersøge de fejl og mangler, der knytter sig til de forskellige objekter i denne verden. Mennesket skaber sig selv mange problemer og vanskeligheder, der vil forfølge og plage ham i lange tider, blot for at opnå nogle flygtige glæder og fornøjelser. Et sygt menneske spiser måske noget, der ikke er foreskrevet i hans diæt og føler sig midlertidigt glad. Han har brudt sin diæt og spist noget, der er forbudt, og føler måske en forbigående glæde ved det. Det varer dog ikke længe, før han erfarer de smertelige følger af sin handling. Det fører måske oven i købet til en kritisk situation. På samme måde vil mennesket, hvis han giver efter for de flygtige glæder, på længere sigt blive udsat for mange vanskeligheder.

[18:12] Der er mange mægtige konger, der har bygget store herregårde og slotte. De har givet sig hen i nydelsen af behagelig luksus, de har spist de fineste retter og været optaget af utallige former for forfængelighed. De troede hele tiden, at de nød alle denne verdens største glæder og fornøjelser. Hvis man imidlertid gav sig til lidt nøjere at undersøge, om det var kongen, der nød al denne overdådighed, eller det var omvendt, ville man komme til den slutning, at det var al denne luksus, der nød kongen.

[18:13] Det var ham, der blev nydt af sanseobjekterne. De fortærede ham bogstaveligt talt, og han blev snart svag, han blev syg, og han blev gammel. Hvis han virkelig havde nyt disse sanseobjekter, ville han have opnået fuldkommen sundhed, men da det var ham, der blev nydt af sanseobjekterne, satte han sit gode helbred over styr, og hans liv blev afkortet. Han opnåede udelukkende en forbigående glæde, fordi han ikke havde erkendt denne sandhed. Han blev derfor ved med kun at beskæftige sig med disse flygtige sanseobjekter uden at tænke på de følger, der ville blive resultatet af hans begær efter at nyde dem.

[18:14] Der var en mand, der opsøgte en astrolog, der kunne læse i hånden. Han viste astrologen sin hånd. Astrologen bemærkede, at han havde en særlig linie, der viste, at han ville blive meget rig. Da han hørte dette, blev han meget glad. Efter at have studeret hånden lidt nøjere fortalte astrologen ham, at han ville opnå stor hæder. Nu følte han en endnu større glæde. Astrologen granskede hånden yderligere og sagde, "Du vil nå en meget høj position i samfundet." Nu blev manden ovenud lykkelig. Det var, som om nogen lige havde fortalt ham, at han samme dag ville blive udnævnt til statsminister. Efter et kort øjeblik fortalte astrologen ham, at han ville få mange børn. Alt var nu lutter fryd og glæde. Efter alt dette sagde astrologen, "Men du får ikke noget langt liv." Da manden hørte disse ord, forsvandt al hans glæde. Han blev meget modløs og sank sammen i fortvivlelse.

[18:15] Den dybere mening med denne historie er, at uanset hvor megen rigdom eller ejendom man har, hvilke hædersbevisninger man end måtte være blevet tildelt, eller hvor mange børn man end måtte have, hvad skal man så bruge alt dette til, hvis man kun har få år tilbage at leve i? Hvordan skulle disse ting kunne få varig værdi for dig, når du ikke selv lever evigt?

[18:16] Har der ikke været utallige konger og kejsere? Under hvilke omstændigheder har de forladt denne verden? Harischandra, der herskede over hele Indien, var ikke også han nødt til at forlade denne verden? Var det muligt for kong Nala, der herskede over hele Jorden, at tage bare en lille håndfuld sand med sig? Kunne Mandatha, der var et lysende eksempel i Kritha Yuga, tage noget som helst med sig? Kong Rama byggede en bro over havet. Hvad er der tilbage af den? Mange konger er borte nu. Det er ikke muligt for nogen at tage noget med sig, ikke engang en smule støv. Hvis du giver dig til at spekulere og reflektere over menneskehedens historie, så vil du indse, hvor flygtig denne verden virkelig er. Man kan således ikke finde noget, der er sandt eller varigt i denne verden. Det findes ikke i denne verden.

[18:17] Alt det, du ser i den ydre verden, er blot en genspejling af det, du har i dit indre. Der er udelukkende én ting i dit indre, der er Altgennemtrængende, og det er Sathyam-Shivam-Sundaram, det Sande, det Gode og det Skønne. Gør derfor alt for at nå ind til denne evige Sandhed. Prøv at nå ind til og lev i denne lykkebringende tilstand, prøv at nå det Guddommelige, der er legemliggørelsen af det Skønne. Da Krishna havde fortalt Arjuna alt dette og gjort rede for Sthithaprajna'ens egenskaber, bad Krishna Arjuna begive sig ud på slagmarken.

[18:18] Krishna sagde til ham, "Tænk udelukkende på Mig. Koncentrer dig udelukkende om Mig. Gør, hvad Jeg befaler, og udfør din pligt. Du har fået denne krop for at kunne udføre dine pligter. Du må gøre din pligt for at kunne helliggøre din krop. Dette liv er et resultat af dine tidligere handlinger, og du kan udelukkende helliggøre dette liv ved at handle ret."

[18:19] Atma er det eneste lys i denne verden, der ikke slukkes. Disse pærer lyser kun så længe, der er elektricitet. I samme øjeblik strømmen forsvinder, holder pærerne op med at lyse. Lommelygten lyser kun, så længe der er batterier i den. Det er på samme måde med sanserne. De ophører med at fungere, hvis de ikke modtager nogen energi. Selv Solen og Månen, som hverken behøver olie, batterier eller elektricitet, vil til sidst miste deres lys. Når selv Solen og Månen vil miste deres lys, hvad så med dig? Når det nu gælder for disse mægtige bjerge, hvad så med dig, der blot er en lille sten, og som lader dig narre af din kropsbevidsthed?

[18:20] Krishna sagde til Arjuna, "Du er ved at drukne i uvidenheden på grund af den sorg, der er en følge af din tilknytning til slægtninge og venner. Du er ved at blive skyllet bort af tårerne fra dine egne øjne. Stå op! Vågn op! Fortsæt indtil du har nået Målet!"

[18:21] Solen og Månen skinner i denne verden, men de kan ikke skinne på Gud. Det lys, der er inde i huset, kan lyse på det, der er i huset. Men det kan ikke lyse på Gud. Hvordan bliver vi klar over, at Solen og Månen lyser, og at ilden brænder? Hvordan kan vi være sikker på, at disse ting lyser? Det er vore øjne, der fortæller os det. Hvis vi ikke havde vore øjne, kunne vi ikke se lyset og stråleglansen fra Solen og Månen. Hvad er det, der får vore øjne til at se? Selv om en person sover eller er blind, er der alligevel en bestemt slags lys, der skinner. Vi må derfor konkludere, at intellektet giver os mere lys end øjnene. Her følger en lille historie, der kan illustrere dette.

[18:22] Der var engang to mænd, den ene var blind og den anden var lam. De var blevet gode venner og fulgtes ad fra landsby til landsby, hvor de tiggede. Den blinde havde gode ben og den lamme havde gode øjne. Den lamme sad på den blindes skuldre. Ved således at hjælpe hinanden kunne de komme fra landsby til landsby. En dag kom de til en dejlig mark, der var fuld af agurker. Den lamme sagde til den blinde, "Kære ven, der er nogle meget fine agurker på denne mark. Lad os gå ind og spise nogle af dem. Så kan vi hvile os, inden vi fortsætter." Den blinde svarede, "Pas hellere på. Der er nok en vagt, der holder opsyn med marken." Hertil svarede den lamme, "Nej, det er der ikke." Den blinde fortsatte, "Sig mig så, om der er et hegn eller en låge." Den lamme svarede, "Der er hverken hegn eller låge. Vi kan uden videre gå ind og spise." Den blinde svarede straks, "Kære ven, disse agurker må være meget bitre, hvorfor er der ellers ikke nogen vagt eller indhegning?"

[18:23] Af denne historie kan vi se det værdifulde i, at en person, der måske ikke kan se, udnytter sit intellekt. Det er i virkeligheden intellektet, der sætter øjnene i stand til at se lyset. Men hvorfra får intellektet denne evne? Intellektet lyser takket være Atma, og takket være intellektet, kan øjnene stråle og se. Som følge af at øjnene kan se, kan vi opleve stråleglansen fra Solen og Månen. Takket være Solen og Månen er hele verden oplyst. Lad os betragte dette fra den modsatte side. Det er øjnene, der har ansvaret for, at vi kan glæde os over lyset fra Solen og Månen. Det er intellektet, der gør det muligt for øjnene at se, og det er Atma, der oplyser intellektet og får det til at lyse. Atma er derfor den oprindelige Årsag og det endelige Mål. Atma er Hovedafbryderen. Det er Atma, du skal tilbede.

[18:24] Tænk hele tiden på Atma. Du bliver udelukkende i stand til at nå Sthithaprajna-tilstanden ved hele tiden at tænke på Atma, uanset hvad du foretager dig. Der er nogen, der mener, at dette ord Sthithaprajna har noget med verdslige personer eller verdslige holdninger at gøre. Men det er ikke rigtigt. Det er en forkert betydning, de lægger i ordet. De er kommet til denne opfattelse, fordi det i Gita'en hedder, "Når alle andre er vågne, sover Sthithaprajna'en, og når han er vågen, sover alle andre." Ud fra disse ord ville vi måske konkludere, at alle de, der arbejder om natten såsom vægtere og stationsforstandere, der er vågne, når alle andre sover, og som sover, når alle andre er vågne, måtte være Sthithaprajna'er. Det er imidlertid indlysende, at det ikke er det, dette ord betyder.

[18:25] Alle de mennesker, der baserer deres liv på denne flygtige verden, vil være helt vågne over for denne verden og dens objekter. En Sthithaprajna, derimod, vil være upåvirkelig af denne verdens foreteelser. Det ser ud, som om han kommer sovende gennem denne verden. Almindelige mennesker vil ikke være bevidste om den atmiske Skønhed. Den vil de ikke kunne fatte, men verden og dens sanseobjekter er de fuldt ud bevidste om.

[18:26] En Sthithaprajna er altså en, der ikke er vågen over for denne verdens væsen, men derimod fuldstændig vågen og opmærksom over for Atma's Væsen. En Sthithaprajna er således ikke en, der har givet afkald på denne verden og trukket sig tilbage til skoven. Krishna sagde, "Gør din pligt. Lev midt i det, der følger med, og som er er en del af din daglige tilværelse. Men hav altid din fulde opmærksomhed rettet mod Atma. På den måde vil du blive Sthithaprajna."

[18:27] Her vil der måske opstå tvivl. Hvad er grunden til, at en sådan person er nødt til at beskæftige sig med almindeligt arbejde? Dersom en Sthithaprajna havde den indstilling og ikke arbejdede, så ville han ikke være i stand til at inspirere andre til at arbejde. Den vise mand, Sthithaprajna'en, er nødt til at være et eksempel for almindelige, uvidende mennesker, så de kan følge hans eksempel. Sthithaprajna'en vil ikke have nogen personlig interesse i arbejdet, og han vil heller ikke have nogen ambitioner i den forbindelse. Han arbejder udelukkende for at gavne menneskeheden og hele verden.

[18:28] "Bliv derfor et eksempel for andre, Arjuna," sagde Krishna, "Du står Krishna meget nær. Du er Hans slægtning, og Han holder meget af dig. Du er Hans Svoger, og du er beslægtet med Ham på talrige måder." Krishna fortsatte, "Bevar den dybere mening i hele denne lære i dit hjerte. Jeg vil gøre dig til et eksempel til efterfølgelse for resten af verden. Jeg vil bruge dig som redskab. Du vil blive brugt til at udrette mangt og meget for Mig i denne verden."

[18:29] Alt, hvad Krishna har sagt, har udelukkende haft til formål at gavne denne verden og skabe et ideelt forbillede for menneskeheden. Alle guddommelige Inkarnationer udfører handlinger, der er absolut hellige, men almindelige mennesker er ikke i stand til at indse, at disse handlinger er guddommelige handlinger. I denne forbindelse sagde Krishna til Arjuna, "Arjuna, Jeg sagde ikke ja til at blive din vognfører, fordi Jeg ønsker denne opgave eller holder så meget af det. Det er heller ikke for hestenes skyld, at Jeg gør det. Tror du, at Jeg ikke har Mine egne vogne og heste og derfor føler behov for at køre din vogn og dine heste? Du er fuldstændig gennemtrængt af denne kropsbevidsthed. Den er gået dig i blodet. Jeg har iscenesat hele dette skuespil for at sørge for, at du fuldstændig gør dig fri af denne kropsbevidsthed."

[18:30] Gud har ikke noget ønske om at blive rost af nogen som helst. Arjuna henvendte sig hele tiden til Krishna med ordet 'Bava'. Bava betyder svoger. Da Krishna og Arjuna engang sad i sandet på Yamuna flodens bred, sagde Krishna, "Arjuna, Jeg kan ikke lide, at du bare kalder Mig svoger." I denne verden, er der mange, der hæmningsløst priser Gud med lignende ord, men Gud vil ikke være med til det og er ikke modtagelig for smiger. Det er meget almindeligt og helt naturligt for folk at lovprise på denne måde. De gør det for at opnå fordele, på samme måde som de smigrer en embedsmand, for at han skal blive dem gunstigt stemt. Lovprisning, der er ubegrundet og uden mening, er som parfumeret vand. Det dufter, men det kan ikke drikkes. Dine ører hører denne form for ros, men den vil aldrig kunne nå ind i dit hjerte. Gud accepterer og tager udelukkende det til Sig, som er ægte.

[18:31] Krishna sagde til Arjuna, "Jeg ønsker ikke hæderstitler uden grund, men Jeg ønsker på den anden side ikke, at du holder op med at kalde Mig Bava. Selv om Jeg bad dig om at holde op, ville du alligevel blive ved med at kalde Mig svoger. Derfor ønsker Jeg virkelig at blive din svoger." Krishna tilbød derfor Arjuna ægteskab med Sin søster Subhadra, således at Han kunne blive Arjuna's svoger. Balarama var imod dette ægteskab mellem Arjuna og Subhadra. Balarama ønskede end ikke at komme til brylluppet, men trak sig i stedet tilbage til skoven. Fra da af nærede Balarama ikke nogen særlig stor kærlighed til Krishna.

[18:32] Det usædvanlige karaktertræk, Krishna her viser os, er, at Hans handlinger er i overensstemmelse med Hans ord. Dette er menneskets sande natur. Det, man gør, skal være i overensstemmelse med det, man siger, og det, man siger, skal være i overensstemmelse med det, man tænker. Guddommelighed er ensbetydende med enhed i tanke, ord og handling. Dette er også menneskets sande natur, og det er den dybere mening i de ord, Swami ofte gentager, "Den rette forskning for menneskeheden er udforskning af mennesket."

[18:33] Krishna sagde til Arjuna, "Jeg ønsker at gøre dig til et eksempel for andre. Det er derfor, Jeg her på slagmarken underviser dig i de kvaliteter, der kendetegner en Sthithaprajna. Jeg vil først gøre dig til Sthithaprajna, og derpå vil Jeg undervise andre med dig som eksempel. Det første, du skal forstå, er, at du ikke er kroppen. Du er den, der bor i kroppen. Du er Dehi'en. Når først du har erkendt, at du ikke er kroppen, Deha'en, vil kropsbevidstheden ikke længere være dig til gene. Kroppen er noget, der er flygtigt og lavt. Gud er Evig og Uforanderlig. Du er ikke tøjet, men den, der har tøjet på. Det er derfor, det hedder, at kroppen er Guds Tempel, og at det er Gud, der bor i den. Denne verden er forgængelig og fuld af sorg. Det er til ingen nytte at søge tilflugt i den. Alle dem, du kender, vil forandre sig. Gud er den eneste, faste Støtte. Han er det Lys, der ikke slukkes. Søg tilflugt hos Ham. Han er Paramjyothi, det højeste Lys. Han er Jivanjyothi, Lyset i den enkelte sjæl. Han er Akhandajyothi, det ubegrænsede, evigt strålende Lys. Han er Adwaithajyothi, det eneste Lys."

[18:34] På denne måde forvandlede Krishna Arjuna's hjerte, der havde været fuldt af urenheder. Ved at forklare Arjuna alle disse ædle sandheder på mange forskellige måder, gjorde han Arjuna's hjerte strålende rent. Han forvandlede ham til Sthithaprajna.

Kapitel 19: Hvor kommer den sande glæde fra?

[19:01] I Shastra'erne erklæres det, at den, der besidder den sande Vairagya, ikke-tilknytning, vil betragte det at opnå selveste Brahmaloka som noget trivielt, noget ubetydeligt. Arjuna sagde til Krishna, "Krishna, selv om jeg fik tilbud om at herske og regere over de tre verdener, så ville jeg ikke tage imod tilbuddet. Jeg interesserer mig ikke for nogen af dem." Disse ord viser styrken i den Vairagya, Arjuna havde udviklet. Han var fast besluttet på at gøre sig fri af denne verden og dens foreteelser og i stedet knytte sig til det transcendentale Princip. Dette vil med tiden blive Målet for os alle. Vi skal udvikle ikke-tilknytning og forsagelse i forhold til sanseobjekterne, og vi skal fremelske tilknytning til og en dyb længsel efter Atma.

[19:02] Selv når vi skal bygge et almindeligt, lille hus, så er vi meget omhyggelige med at sikre os, at vi får det rette fundament. Hvor meget mere omhyggelige skal vi da ikke være med det fundament, på hvilket vi ønsker at opføre Brahma-Jnana paladset. Vi må lægge et godt og solidt fundament. Når Krishna i Gita'en i Sin Undervisning af Arjuna har fremhævet nødvendigheden af at udøve sansekontrol og frigøre sig fra sanseobjekterne, så er det for at tilvejebringe et sådant solidt fundament. Hvis fundamentet ikke er solidt, så vil Brahma-Jnana paladset ikke stå længe. Det vil hurtigt synke i grus.

[19:03] Ikke-tilknytning og forsagelse dukker ikke pludseligt op for at blive fundament for Brahma-Jnana. Hvis vi ønsker at tænde en olielampe, så har vi brug for olie, for en beholder til olien og en væge. Det forholder sig på samme måde, når vi ønsker at tænde Jnana-Jyothi, visdommens lys. Vi har da brug for ikke-tilknytning, for hengivenhed og for sansekontrol. Ikke-tilknytning kan betragtes som beholderen, hengivenhed er olien og sansekontrol er vægen. Når vi bringer disse tre dele sammen, bliver det muligt at tænde Brahma-Jnana lyset, Atma-Jyothi. Og Krishna formanede Arjuna til at få kontrol over sanserne for at kunne tænde lyset i hans hjerte.

[19:04] Det er ikke alle, der er i stand til at opnå fuldstændig kontrol over sanserne. Selv om almindelige mennesker skulle forsøge på det og opnåede en vis grad af sansekontrol, så ville de ikke fortsætte med det, fordi de er fast overbevist om, at alle de forskellige fornøjelser, de oplever, udelukkende kommer til dem fra sanseobjekterne via sanserne. De ville føle, at de lige så godt kunne lægge sig til at dø, hvis de for altid skulle fraskrive sig disse glæder.

[19:05] De anser de sansemæssige glæder for at være sande, fordi de er baseret på noget, de kan se og opleve, hvorimod Atma-Jnana er noget, de ikke har set eller oplevet. Det er ikke lykkedes dem blot én eneste gang at opnå kontakt med Atma-Jnana, hvorimod de daglig oplever sanseobjekterne. De ønsker derfor ikke at opgive disse sansemæssige glæder, som de kender så godt. Én fugl i hånden er bedre end ti på taget, som man siger. De anser det derfor for at være den rene galskab at begynde at koncentrere sig om Atma-Jnana, som de aldrig har oplevet, og afskrive de sansemæssige glæder, som de nyder hver eneste dag.

[19:06] Vi oplever derfor, at mange mennesker er kritiske over for den doktrin i Gita'en, der handler om ikke-tilknytning og sansekontrol. De siger, at den er uanvendelig og uden nytteværdi for almindelige mennesker. Men denne kritiske holdning skyldes uvidenhed om den proces, der foregår. Alle de sansemæssige glæder, vi nyder, er intet andet end genspejlinger i sindet af den sande, uforgængelige glæde, der findes i hjertet. Når vi igen og igen tænker på en bestemt person eller genstand, så kommer sindet ud fra sit opholdssted og manifesterer sig i den pågældende genstands form, hvorefter det skaber den vrangforestilling, at det glæder sig over denne genstand. Dette er imidlertid ikke den sande glæde. Det er kun en begrænset glæde, som vor forestillingsevne skaber i sindet. Den er en genspejling af den sande glæde, der er kilden til alle glæder. Lad os se på et eksempel for bedre at forstå dette.

[19:07] Et spædbarn sutter på sin tommelfinger og synker sit mundvand. Det nyder, det, fordi det tror, at tommelfingeren giver det mælk, men i virkeligheden er den mælk, som spædbarnet tror, det drikker, dets eget mundvand. Det er ikke noget, der kommer fra tommelfingeren. Barnet bedrager sig selv. Lad os se på et andet eksempel.

[19:08] En hund har fundet et afgnavet, tørt kødben. Nu da den har fundet et kødben, som den holder meget af, ønsker den ikke at dele det med nogen anden hund, og derfor tager den benet med til et afsides sted. Der ser den beundrende på det og begynder at gnave på det. Det er et gammelt kødben og derfor meget hårdt. Den begynder nu ivrigt og af al sin kraft at bide og gnave i benet, indtil der går en tand løs i gummen. Det bløder, og blodet løber ud over kødbenet. Hunden er overbevist om, at blodet kommer fra kødbenet, og nyder smagen med stor glæde. Men blodet kommer ikke fra kødbenet, det kommer fra dens egen mund. Hunden indser ikke, hvad der er sandt, og er derfor underlagt dette selvbedrag.

[19:09] På tilsvarende måde er det uvidende menneske overbevist om, at det er sanseobjekterne, der er kilden til hans glæde. Men det er ikke tilfældet. Det er den sande glæde, der findes i hjertet, der bliver overlejret på et bestemt objekt. Det får det til at virke, som om det er objektet, der er årsag til glæden, og han tror derfor, at glæden kommer fra objektet. Det er på den måde, han vildleder sig selv til at tro, at den glæde og de fornøjelser, han har af sanseobjekterne, er direkte oplevelser, og at den glæde, som han kunne få fra den anden verden, kun er selvbedrag. Derfor foretrækker han at give afkald på den sidstnævnte form for glæde og holder fast ved den førstnævnte og fortsætter med at nyde de glæder, han tror kommer direkte fra sanseobjekterne.

[19:10] Lad os undersøge dette nærmere, så vi kan indse, hvad der er sandt i denne situation. Hvis et bestemt objekt glæder os, så burde alle få den samme form for glæde fra dette objekt. Men vi ved, at det ikke er tilfældet. Hvis en bestemt ting glæder og fornøjer et menneske, vil den samme ting måske påføre et andet menneske sorg og lidelse. Hvis glæden virkelig var en del af genstanden, så burde den give den samme glæde til alle.

[19:11] Der er nogen, der kan lide bitre græskar, og andre, der ikke bryder sig om dem. Hvis glæden var en egenskab ved græskarret, så ville alle opleve den samme glæde ved at spise det. Der ville ikke være nogle, der følte glæde ved det, og andre, der følte afsky for det. Hvorfor reagerer folk så forskelligt? Hvorfor er der nogen, der kan lide noget, andre afskyr? Det må betyde, at uanset hvilken glæde vi oplever, så er den ikke direkte forbundet med den ting, som vi fejlagtigt har identificeret den med, men at glæden kommer fra vort eget indre. Den er en genspejling af vor egen indre glæde.

[19:12] Disse tiltrækninger og frastødninger, som vi oplever, er blot flygtige foreteelser. De er ikke varige. Der er måske en mand, der er meget sulten, og nogen, der prøver at give ham noget at spise. Den sultne synes, at maden er usædvanligt velsmagende. Hvorfor synes han, at maden smager så godt? Grunden er den, at han er sulten. Så længe han er sulten, er alt det, man serverer for ham, meget velsmagende. Når han er blevet mæt, har han ikke lyst til at spise noget, selv om han skulle blive tilbudt de lækreste delikatesser. Da han var sulten, fandt han, at ganske almindelig mad var meget velsmagende og nød den. Men nu, da hans sult er stillet, så bekommer selv de mest velsmagende retter ham ikke længere. Vi kan forstå denne ændrede indstilling, når vi indser, at tiltrækning eller frastødning er noget, der opstår hos det enkelte menneske. Det kommer ikke fra objektet. Alle vore følelser af sorg og glæde kommer fra menneskets indre og ikke fra de ydre objekter.

[19:13] Folk tror i almindelighed, at de får glæde og tilfredshed fra de mennesker, ting eller situationer, de holder af, men det er deres egne sympatier og antipatier, der har ansvaret for deres sorg og glæde. Når man elsker en anden meget højt, så vil man blive ved med det, uanset hvordan denne anden måtte opføre sig. Hvorfor bliver man ved med at holde af ham, selv om han måske opfører sig grimt? Grunden er den, at når man elsker en anden, så synes man, at alt det, han gør, er rigtigt og helt i orden.

[19:14] Lad os antage, at en person holder meget af en anden person, at han elsker den anden meget højt. Denne kærlighed er en tilknytning, som hos den første person er rettet mod den anden. Denne tilknytning består af både kærlighed og glæde. Men det er alt sammen noget, der er til stede hos den første person. Det er ikke noget, der er hos den anden. I Brihadaranyaka Upanishad'en har Yajnavalkya fortalt Maitreyi noget lignende.

[19:15] Yajnavalkya sagde til Maitreyi, "Min kære, du elsker mig ikke for min skyld, men for din egen skyld." Alt det, vi elsker og holder af, elsker vi ene og alene for vort eget Selvs skyld. Vort Selv er det, vi har allerkærest, og det er for Selvets skyld, vi holder af alle andre. Alle andre er blot delvise manifestationer af denne store kærlighed. Derfor vil alle mennesker i hele verden, uanset hvem de er, udelukkende elske andre for deres egen skyld og ikke for de andres skyld. En hvilken som helst ting, man holder af, elsker man ligeledes for sin egen skyld og ikke for tingens skyld. Lad os se på et eksempel.

[19:16] Kroppen er forgængelig, og vi skal alle dø. Selv om nogen skulle leve i hundrede år, så skal han alligevel dø en dag. Det er noget, vi alle ved. Men er det ikke underligt, at den, der skal dø, sørger over en, der allerede er død? Vi har her et døende menneske, der både tænker på og nærer kærlighed til, og som også sørger over en, der er død. Det kan udelukkende skyldes hans tilknytning. Hvis et menneske bliver ved med at gøre sig bekymringer om en anden krop, selv når han til fulde har erkendt, at vi alle skal dø, så kan årsagen til denne indstilling udelukkende være, at han har udviklet en tilknytning til denne anden krop. Hovedårsagen til bekymring er derfor ikke kærlighed, men tilknytning.

[19:17] Ethvert menneske vil til hver en tid elske glæden. Han tørster efter glæde og ønsker aldrig nogensinde sorg. Mennesket ønsker altid vinding, aldrig tab. Det er menneskets natur. Fremgang, glæde og lyksalighed er uløseligt forbundet med hans natur. Det er en del af hans inderste væsen. Lige fra begyndelsen ønsker alle udelukkende fremgang. Fortjenesten er det første, en forretningsmand tænker på.

[19:18] Her i Andhra Pradesh vil man for eksempel, når man vejer ris af, og vægten bevæger sig fra seks til syv kilo, ikke sige 'syv', der betyder 'tab', men i stedet sige 'seks plus en'. Hvad er den dybere årsag til det? Grunden er at Telugu ordet 'Yedu', der betyder syv, også betyder: At græde. Man vil derfor bruge et andet ord for at blive fri for at sige dette bedrøvelige ord 'græde'. Man siger følgelig 'seks plus en', når man når til syv.

[19:19] På denne måde ønsker mennesket altid at blive fri for at have berøring med ulykke og tab. Han ønsker udelukkende fremgang og vinding, og den højest opnåelige vinding af alle mulige vindinger er den, der medfører den højeste lykke, og det er Atma. Hvordan kan vi opnå den sande glæde? Hvor kan vi få den fra? Lad os se på nogle eksempler for at finde svarene. Lad os tænke på en smuk rose. Glæden strømmer fra vort hjerte, i samme øjeblik vi ser en rose. På samme måde føler vi en øjeblikkelig glæde, når vi ser en smuk person eller noget andet smukt i denne verden.

[19:20] Der er ret mange, der rejser for at se og opleve nye steder. Hvorfor gør de det? Det gør de, fordi de har glæde af det. Vi kan se og opleve skønheden i naturen og hos mennesker, og vi erfarer, at smukke ting kan give os glæde. Men hvor længe varer denne skønhed og glæde? Den rose, du plukkede i dag, vil være vissen i morgen. Dens skønhed vil være forsvundet, og den glæde, den gav dig, vil ligeledes være forsvundet. I samme øjeblik, skønheden forsvinder, forsvinder også glæden. Det samme gør sig gældende, når vi tænker på menneskets udvikling fra barndom gennem ungdom og manddom til alderdom. Barndommen kan siges at være en genspejling af det Guddommelige. I barndommen lider man ikke af nogen følelse af had, jalousi, vrede og så videre.

[19:21] Jesus har sagt, at vi kan betragte de små børn som guddommelige, eftersom disse små ikke har nogen dårlige kvaliteter, dårlige egenskaber. I den del af livet er der ingen dårlige tanker eller tilbøjeligheder i sindet eller kroppen. Barnet er dejligt, fordi det ikke har nogen negative følelser forårsaget af slette tanker. Efterhånden som barnet vokser op, udvikler det lidt efter lidt dårlige egenskaber. Det smukke ved barnet forsvinder, samtidig med at de dårlige egenskaber udvikler sig mere og mere. Hvad er grunden til, at barnet mister sin skønhed? Årsagen er de slette tanker, der fører til slette ord og slette gerninger.

[19:22] Vi kan iagttage, hvorledes et menneskes skønhed lidt efter lidt forsvinder. Denne flygtige form for skønhed bringer ikke nogen varig glæde. Vi ved alle, at selv et nyfødt æsel er smukt, men efterhånden som det vokser op, udvikler det en stor vom og bliver ækelt at se på. Alting er smukt, så længe det ikke har nogen dårlige egenskaber. Det er derfor i denne verden sådan, at hvem vi end er, og uanset hvilket sanseobjekt vi betragter, så vil vi opdage, at der er grænser for objektets skønhed, og at den glæde, vi kan have af det, derfor også er begrænset. Det er derfor, man siger, at det er umuligt at have skønhed uden glæde og glæde uden skønhed. Hvad er det, der altid rummer skønhed og glæde i sig? Det er Atma! Atma har evig glæde og evig Skønhed. Atma undergår ikke nogen form for forandring. Atma har i virkeligheden slet ikke nogen form. Den atmiske form er glæde og skønhed.

[19:23] Skønt det er helt naturligt, at glæden strømmer ud fra hjertets dyb, så tror mennesket, at glæden kommer fra sanseobjekterne og fra sanserne. Men det er ikke tilfældet. Glæden kommer fra hans eget hjerte, men han har bildt sig selv ind, at den kommer et eller andet sted udefra. Da denne Glæde strømmer ud fra Brahma's overjordiske Riger, kaldes den Brahmaananda. Den glæde, der kommer fra sanserne og sanseobjekterne, er ubetydelig i sammenligning med Brahmaananda.

[19:24] Den glæde, der kommer fra sanserne, er som en enkelt dråbe i Brahmaananda havet. Men Brahmaananda havet selv er blot at ligne ved et lille atom i Daivananda havet. Daivananda er således kilden til al glæde. Det er den glæde, der stråler ud af det åndelige hjerte. Dette hjerte kan sammenlignes med det mest strålende og glansfulde Lys, der skinner overalt. Lad os prøve at forstå lidt mere af egenskaberne ved dette strålende, åndelige Lys, der skinner overalt.

[19:25] Når vi er vågne, er det om dagen Solen og om natten Månen, der oplyser de forskellige ting og genstande i denne verden. Vi siger, at det er Solen og Månen, der har ansvaret for, at denne verden og dens objekter skinner, således at de kan ses. Men hvor er Solen og Månen, når vi i drømmetilstanden ser forskellige ting og genstande? I drømmetilstanden er der hverken Sol eller Måne, og der er heller ikke nogen anden form for lys, der oplyser de forskellige ting og genstande. Men alligevel kan vi se hele den verden. Hvad er det, der oplyser den verden?

[19:26] I den dybe søvn oplever vi Thamoguna. Vi kan ikke beskrive denne tilstand som en tilstand af viden eller visdom, den er tværtimod en tilstand, der fuldt og helt består af mørke. Men hvilket lys er det, der oplyser denne Thamoguna, og som gør det muligt for os at se og erkende dette mørke? Man kan beskrive den dybe søvn tilstand som den ubevidste tilstand og drømmetilstanden som den underbevidste tilstand, medens den vågne tilstand kan beskrives som den bevidste tilstand. Den Tilstand, der transcenderer alle disse tilstande, kan beskrives som Thuriya, den overbevidste Tilstand.

[19:27] I Thuriya-tilstanden kan vi se alting overalt og nyde den højeste lyksalighed. Hvad er det for et lys, der oplyser denne tilstand af lyksalighed? Det er det lys og den stråleglans, som strømmer ud fra Atma. Her er det lys, der oplyser alle tilstandene og gør det muligt for os at erkende dem.

[19:28] Rishi'erne har i Veda'erne omtalt denne Thuriya-tilstand. De har sagt, "Vi er i stand til at erkende en Tilstand, der transcenderer de andre tilstande, og som også transcenderer det mørke, der findes i den drømmeløse søvntilstand. Hinsides den drømmeløse søvntilstand findes Paramjyothi, det højeste Lys. Det er Atma, der oplyser den vågne tilstand, drømmetilstanden og den dybe søvntilstand."

[19:29] Vi kan få en forståelse af dette ved at betragte en situation fra den almindelige vågentilstand. Hvad er det, du ser, når du har siddet med lukkede øjne et stykke tid? Du svarer, at du ikke ser noget, og at der blot er fuldstændig mørkt? Det næste spørgsmål lyder, "Hvem er det, der oplever dette mørke?" Du har oplevet det som mørke og beskriver det derfor som sådan. Der må derfor være et lys, der gør det muligt for dig at se selv dette mørke. Det lys er Lyset fra Atma, Atmajyothi. Det er Lyset fra Atma, der får alle de andre lys til at stråle.

[19:30] Under Deepavali festivalen tænder vi ét lys, og med det lys tænder vi alle de andre lys. Det første lys er grundlaget for at kunne tænde de mange andre lys. Vi kan blive ved med at tænde disse mange lys, fordi vi har dette ene lys. Det grundlæggende lys er Atmajyothi, og de andre, der bliver tændt ved hjælp af Atmajyothi, er Jeevanjyothi'er. Alle de mange Jiva-lys er blevet tændt ved denne ene Atmajyothi.

[19:31] Det er på den måde, øjnene bliver i stand til at se. De ser ved hjælp af Atmajyothi, der skinner indefra og oplyser alle væsener og objekter foruden de ydre lyskilder såsom Solen og Månen og så videre. Du fristes måske til at spørge, "Hvordan kan vi slutte, at det er Atmajyothi, der oplyser alle disse andre genstande og lys, når vi ikke kan se denne Atmajyothi?" Vi vil kunne forstå dette, hvis vi tænker på, hvordan et batteri virker.

[19:32] Vi kan ikke se den elektriske energi, der er i batteriets elementer, men hvis vi tænder for kontakten, sluttes strømmen, og vi ser, at pæren lyser. Når batteriet er brugt op, kan pæren ikke længere lyse. Kroppen kan sammenlignes med lygten. Pærerne er vore øjne, kontakten er vor intelligens, og batteriet er vort sind. Sindet er opladet med en særlig slags energi, der kommer fra Atma og kan betegnes som den atmiske Energi. I nogle batterier forsvinder energien meget hurtigt, men energien fra Atma vil uafbrudt strømme gennem sindet. Det erklæres i Veda'erne, at sindet fungerer som det grundlæggende oplagringssted for denne atmiske Energi. Det er denne uudtømmelige Kilde, der sørger for den forbigående glæde, når man oplever et eller andet behageligt.

[19:33] Alle de glæder og fornøjelser, vi nyder i denne verden, er blot flygtige. De er kun genspejlinger af den umådelige glæde, som vi har i vort indre. I vor uvidenhed tror vi, at glæden kommer fra sanseobjekterne, og vi tror, at disse begrænsede glæder, som vi oplever ved hjælp af Atmananda, er sande. Men denne verdens glæder er ikke sande. De er ikke varige. De er kun forbigående oplevelser.

[19:34] Alt det, vi oplever i den vågne tilstand, forsvinder i drømmetilstanden, og alle de sorger og glæder, vi oplever i drømmetilstanden, lader vi bag os, når vi vender tilbage til den vågne tilstand. De mennesker og ting, vi møder, når vi er vågne, optræder som genspejlinger i vore drømme, og de forsvinder fuldstændig i den dybe søvntilstand. Vore glæder kommer og går, som disse tilstande skifter.

[19:35] Alle de verdslige glæder, som vi tror vil vare ved i al evighed, vil i sidste ende udelukkende medføre besvær for os og føre til bedrøvelse. Det er derfor, Krishna sagde til Arjuna, "Arjuna! Du skal udelukkende have opmærksomheden rettet mod Det, der er grundlaget, mod den grundlæggende Sandhed, så vil det manifesterede ikke længere genere dig." Grundlaget forandrer sig ikke, hvorimod det manifesterede, som er afhængigt af Grundlaget, hele tiden forandrer sig. Det ville være helt umuligt bare at leve, hvis både Grundlaget og det manifesterede var underlagt forandringer. Lad os se på et eksempel.

[19:36] Når vi rejser, bruger vi forskellige transportmidler såsom biler, tog, busser og så videre. En bil kan køre meget hurtigt, en bus kan køre hurtigt, og selv når vi går, kan vi komme hurtigt frem. Alle disse transportmidler er hurtige, men de bevæger sig alle på en vej, der ikke bevæger sig. Lad os antage, at selve vejen bevægede sig hurtigt, samtidig med at bilen og bussen kørte på den. Hvad ville der så ske? Vi ville ikke være i stand til at fortsætte rejsen. Vejen er nødt til at være i ro for at vi kan nå vort bestemmelsessted. På samme måde er vi i stand til at nyde denne verdens foreteelser, der er flygtige og foranderlige, fordi hjertets Realitet er stabil og uforanderlig. Lad os se på nogle flere eksempler.

[19:37] Swami står nu på denne talerstol. Hvis talerstolen bevæger sig, vil Swami også bevæge Sig. Hvis man sidder i en bus, der kører, så kører man med. Den mindste bevægelse af underlaget forplanter sig til genstanden. Vi bevæger os alle, men det tænker vi ikke på. Er det ikke et udtryk for uvidenhed at tro, at man ikke bevæger sig, når man står på Jorden, der bevæger sig hurtigt afsted? Vi står på en Jord, der bevæger sig, men vi tror det ikke. Der er en, der er på rejse med skib eller damper. Han sidder stille på dækket og tror, at han ikke bevæger sig, men når bølgerne bevæger damperen, så følger han med. Det ville være udtryk for uvidenhed at bilde sig ind, at man ikke bevæger sig, når man sejler på havets bølger. Man bevæger sig, selv om man sidder musestille.

[19:38] "Arjuna, verden er forgængelig og fuld af sorg. Den er ubestandig og foranderlig. Når man lever i en verden, der er underlagt så mange omformninger og forandringer, så er det umuligt at opnå varig glæde og lyksalighed fra denne flygtige verden." Det er derfor, man siger, "Søg at opnå forening med det atmiske Princip, som er Stabilt og Uforanderligt."

[19:39] Der er måske nogen, der tror, at disse børn vil blive til en slags robotter, hvis de lærer at beherske deres sanser. Det er en misforståelse at tro, at man skal leve uden sine sanser, men man skal lære at kontrollere sanserne. En bil har bremser, og når der opstår en farlig situation, så bruger vi bremserne til at standse bilen. De studerende skal gennemtænke dette meget nøje. Der er nogen, der spekulerer på, om det overhovedet vil være muligt at leve og udføre sine daglige rutiner, når Swami beder dem kontrollere sanserne og sindet.

[19:40] Swami beder jer ikke om at køre med foden på bremsen, men om at bruge bremsen for at kontrollere bilen, når det er nødvendigt, hvis der skulle opstå en farlig situation. Vi skal udøve denne form for kontrol, når der er fare på færde i form af slette tanker, negative følelser og så videre. Hvis vi ikke har nogen bremser, er vi sikker på at komme til skade. En okse, der ikke er til at styre, en hest uden tøjler, en bil uden bremser og et menneske, der ikke kan beherske sine sanser, er alle meget farlige.

[19:41] Krishna sagde, "Arjuna, se derfor at få kontrol over sindet og sanserne og bliv klar over de fejl og mangler, der er ved sanseobjekterne. Så kan du leve i denne verden." I Vedanta hedder det ikke, at vi skal gøre os fri af vor familie, eller at vi skal holde op med at udføre vore verdslige pligter. Brug alle sanserne på den rette, etiske måde under hensyntagen til tid og omstændigheder. Det er i denne sammenhæng, man skal se Bhagavad Gita's lære om disciplin og selvkontrol. Hvis man udfolder sig på en passende måde og holder sig inden for rimelige grænser, kan det ikke skade nogen. Men selv den mest uskyldige handling kan være skadelig, hvis den overdrives. Uhæmmet indtagelse af føde vil for eksempel i den sidste ende medføre vanskeligheder. Spiser vi for meget, får vi mentale problemer. På tilsvarende måde er for mange tanker skadelige for hovedet.

[19:42] En overdreven tilknytning er en slags mental lidelse, hvorimod en moderat tilknytning ikke vil være skadelig. På samme måde som bilens bremser bliver brugt for passagerernes ve og vel, således skal også sanserne bringes under kontrol og bruges til gavn for den, der bor i kroppen. Det er derfor, Krishna sagde, at Arjuna skulle fremelske sansekontrol.

[19:43] Sansekontrol kan sammenlignes med vægen i hjertets lampe. Det er ikke nok bare at være i besiddelse af den væge sansekontrol kan lignes ved. Man skal også samtidig have hengivenhedens olie til den. Hengivenhedens olie kan ikke bruges til noget, hvis man ikke også har en beholder. Beholderen kan sammenlignes med ikke-tilknytning. Hvis man har beholderen, olien og vægen, vil man let kunne tænde lampen. Men det er stadig nødvendigt, at der kommer nogen og tænder den. Og det gør Gud. Når først man er i besiddelse af ikke-tilknytning, sansekontrol og hengivenhed, eller sagt med andre ord, når først man har beholderen og vægen såvel som olien, så er lampen klar til at blive tændt. I Arjuna's tilfælde var det Krishna, der tændte lampen.

[19:44] Lad os antage, at du har nogle blomster, en nål og en tråd. Vil dette da af sig selv blive til en blomsterkrans? Nej! Der er nødt til at være nogen, der kan binde blomsterkransen. Vi har måske noget guld og forskellige slags ædelstene, men kan vi få et prægtigt smykke ud af det uden hjælp fra en guldsmed? Nej! Vi har brug for en guldsmed til at skabe smykker af disse ting. På samme måde kan man have en god forstand og mulighed for uddannelse, men medfører det automatisk, at man lærer noget? Nej! Man har brug for en lærer. Man kunne også tænke sig, at man havde en bog med alle alfabetets bogstaver. Der vil både være A, B og C og så videre, og vi har vore øjne at se med, men vil vi være i stand til at læse teksten? Nej! Vi har stadig brug for en lærer til at forklare os betydningen af hvert ord og hver sætning.

[19:45] I dette aktuelle tilfælde af Atmavidya er læreren selveste Jagath-Guru'en. Han er Gud. Hvis du ønsker at nå til erkendelse af den Virkelighed, der ligger bag alle denne verdens foreteelser, og hvis du ønsker at nå til erkendelse af det Guddommelige, så har du brug for Sadguru'en eller Jagath-Guru'en til at undervise dig. I Arjuna's tilfælde begyndte Krishna med at undervise ham i sansekontrol. Du må give dig tid til at tænke over den dybere mening i denne lære af Krishna vedrørende sansekontrol.

[20:01] Gita Acharya har sagt, at alle vore problemer, vanskeligheder og sorger vil forsvinde, så snart vi udvikler åndelig viden og derigennem fjerner vor uvidenhed.

[20:02] Vi vil blive udsat for utallige vanskeligheder, besværligheder, problemer og sorger, så længe vi fortsætter med at identificere os med disse Upadhi'er, det vil sige med disse fysiske instrumenter, legemer. Hovedårsagen til, at vi har fået disse legemer, er at gøre det muligt for os at være aktive og handle, så vi kan høste frugterne af vor tidligere Karma. Hvorfor har vi samlet denne Karma sammen? Grunden til Karma findes i modsætningerne 'Raga-Dwesha', det vil sige det begær eller den tilknytning, vi har over for nogle ting, og den modvilje eller frastødning vi føler over for andre ting. Men hvad er da grunden til denne tiltrækning og frastødning? Grunden er, at vi oplever verden dualistisk.

[20:03] Vi bilder os ind, at denne verden er sand, og at den er fyldt med genstande og foreteelser, der er adskilte fra os. Hvor er denne dualisme kommet fra? Grunden til denne dualisme skal søges i Avidya, som er den uvidenhed, der skjuler vor viden om vor sande Virkelighed. Vi har mistet erkendelsen af den grundlæggende Enhed af alt og alle. Vi har fjernet os fra vort virkelige Selv, fra Atma. Det er denne uvidenhed, der er årsagen til alle vore bekymringer og sorger.

[20:04] Hvis vi ønsker at blive fri for uvidenhedens mørke, så er vi nødt til at erhverve visdommens lys. Det er udelukkende lys, der kan få mørke til at forsvinde, og det er også udelukkende visdom, åndelig viden, der kan fjerne uvidenhed. Uvidenheden har lagt et slør over Brahmams Visdom, og vi er ikke i stand til at erkende Sandheden. Brahmam er den højeste form for bevidsthed. På samme måde som gløderne er dækket af asken, således er også vor visdom blevet dækket af uvidenhedens aske, og vi er derfor ikke i stand til at erkende vor egen Virkelighed.

[20:05] Vi har måske evnen til at se, men hvis vi har grå stær, kan vi ikke se noget alligevel. Vi får først synet tilbage, når vi bliver opereret. På tilsvarende måde vil visdommens Sol først skinne uhindret, når den åndelige operation er udført og uvidenhedens tåge er fjernet, akkurat som Solen skinner ind i et værelse, så snart gardinerne bliver trukket fra.

[20:06] Det guddommelige Princip er til stede i alle og enhver, og det er derfor umuligt for nogen at være fuldstændig blottet for visdom. Der er ingen tvivl om, at hele menneskeheden kan blive Guddommelig. Når menneskets tilværelse bliver øget med uendeligheden, bliver den identisk med Gud. Når menneskets sind bliver øget med uendeligheden, bliver det identisk med Skaberen, Hiranyagarbha, det vil sige det ubegrænsede, skabende Princip. Menneskets Selv og det Guddommelige i hans indre er Én og den Samme. Der er ingen forskel på Atma og Daivatma. Optag Uendeligheden i dig, og du bliver da selv til det Guddommelige. Ulykkeligvis har mennesket, da han lod sig inkarnere, glemt alt om sin Guddommelighed og ubegrænsede Uendelighed. Han er udelukkende opmærksom på sin egen begrænsede individualitet. Hvis du ønsker at blive en del af Uendeligheden, så er du nødt til at udforske det Guddommelige i dit eget indre.

[20:07] Lad os som eksempel se på en mand, der har bygget et hus til sig selv. Fra det øjeblik, huset er bygget færdigt, betragter han det som 'sit' hus. Efter hans død er der en anden, der arver huset og bliver den nye ejer. Denne nye ejer kalder det nu for 'sit' hus. Efter nogen tid bliver den nye ejer fattig, og han bliver tvunget til at sælge huset for at betale sin gæld. En tredje person køber huset og begynder at kalde det 'sit' hus. Hvem tilhører dette hus egentlig? Tilhører det den, der byggede det, den der arvede det, eller den der købte det? Huset er hele tiden det samme hus. Objektet er med andre ord det samme. Det eneste, der skifter, er de personer, der siger, at de ejer det. Huset fortsætter, som det var, men ejerne udskiftes.

[20:08] På tilsvarende måde er der denne uforanderlige Entitet, som vi kalder for Atma. Følelsen af 'min-hed' kan sammenlignes med ejerforholdet, der til stadighed skifter. Findes der mon nogen medicin, der kan helbrede den sygdom, som denne 'min-hed' er udtryk for? I Sruthi'erne og Smruthi'erne, det vil sige de samlinger af hellige skrifter, der er blevet henholdsvis åbenbaret og nedskrevet, erklæres det samstemmende, at det er sindet, der er ansvarligt for denne besiddetrang. For lidt siden sagde den Pundit, der talte til jer, at sindet ved siden af de fem sanser kan betragtes som den sjette sans. Men sindet er ikke bare endnu en sans på linie med de øvrige. Sindet er sansernes herre.

[20:09] Hvis der ikke var noget sind, så ville hverken handlingsorganerne eller sanseorganerne være i stand til at fungere. Det er sindet, der styrer alle de andre sanser. Det er forbindelsesled til menneskets indre verden. Det er muligt, du er til stede her og ser og hører alt, hvad der foregår, men hvis dine tanker er andetsteds, så opfatter du ikke noget af det. Du sidder måske og tænker på din landsby og på, hvad der foregår der. Lidt efter spørger du måske din sidemand, "Hvad var det, Swami sagde? Jeg sad og tænkte på noget helt andet."

[20:10] Hvad er grunden til, at du ikke hørte noget, skønt dine ører var her? Hvad er grunden til, at du ikke så noget, skønt dine øjne var her? Sindet er årsag til det fænomen. Selv om dine øjne er her, så vil du ikke lægge mærke til din sidemand, hvis din opmærksomhed er et andet sted, og selv om dine ører er her, så vil du ikke høre, hvad der bliver sagt. En dybere forståelse af disse forhold viser os, at sindet er sansernes herre, og at alle sanserne skal tjene sindet på rette måde.

[20:11] Når sindet er helt i ro, så er sanserne ikke i stand til at fungere. Sindet kan befinde sig i to tilstande. I den ene tilstand er sindet urent, og det kaldes da for Manas. I den anden tilstand er sindet rent, og det kaldes da for Chittha. Når sindet er sansernes tjener, er det urent. Når det derimod styrer sanserne og tjener Buddhi, intellektet, så er det rent. Begge tilstande er blot aspekter af det samme sind. Lad os se på et eksempel.

[20:12] Det lommetørklæde, Jeg holder her i hånden, er hvidt. Hvid er dets normale farve. Når lommetørklædet bliver brugt, bliver det tilsmudset, og vi siger da, at det er snavset. Når det er blevet vasket, siger vi igen, at det er rent. Men det snavsede klæde og det rene klæde er det samme stykke klæde. Det er det samme klæde, der er blevet snavset, fordi der er kommet noget smuds på det. Når klædet er blevet vasket, og snavset er fjernet, så er det igen rent, og vi kalder det nu for et rent stykke klæde. Vi siger, at vasken har gjort det hvidt igen, men det har den i virkeligheden ikke, for hvid er dets naturlige farve. Den har blot fjernet snavset. På samme måde forholder det sig med sindet, når det opsuger urenheder fra sanserne. Det kaldes da for et urent sind. Men når sindet vendes bort fra sanseorganerne, og sanseindtrykkene er blevet fjernet, så er sindet atter rent.

[20:13] Det er i denne sammenhæng, vi skal forstå meningen med begreberne Chittha og Manas. Når sindet er fri for snavs og urenheder fra sanseorganerne, så kalder vi det for Chittha. Manas, der er det urene sind, består af et væld af tanker. Man kan sige, at Manas er selve tankeprocessen. Denne tankeproces forurener sindet. Sindet opsuger de urene indtryk fra sanserne og bliver derved selv urent. Når sindet er i den tilstand, kalder vi det Manas. Manas har ikke nogen bestemt form. Manas er det, der tænker. Dersom vi vender sindet bort fra sanserne og mod Gud, så vil vi undgå alle de vanskeligheder og sorger, der er en følge af de urene tanker, sanseindtrykkene skaber.

[20:14] Vi skal derfor gøre alt for at vende sindet bort fra sanserne og vende det mod Gud. Den tilstand kaldes Dhyana, meditation, og Yoga, forening med Gud. Det er på den måde, vi renser det urene sind, så det atter bliver rent. Sindet har brug for fred. Sindet har brug for fred, på samme måde som kroppen har brug for hvile. Hvordan kan sindet opnå fred? Det kan det udelukkende få, ved at vi kontrollerer tankeprocessen og dæmper strømmen af tanker.

[20:15] Sindet vil altid prøve på at søge ud til sanseobjekterne via sanserne. Det medfører, at tankeprocessen starter. Dersom vi kontrollerer denne tilbøjelighed til at søge udad, og i stedet rette opmærksomheden indad mod Gud, så vil vi få færre urene tanker. Vi vil da bruge sindet på den rette måde og tillige give det hvile. Denne form for Yoga, der består i vedvarende træning, kaldes for Abhyasa Yoga. Lad os undersøge den lidt nærmere.

[20:16] Hvad er den allervigtigste færdighed for den, der sejler på en flod? Den vigtigste færdighed er at kunne svømme, og den kommer før alle andre færdigheder. Hvis man sejler på en flod uden at kunne svømme, så risikerer man at drukne, uanset hvilke andre færdigheder man end måtte have. Swami har fortalt den følgende historie mange gange, men da der er en del nye elever her, kan den fortælles igen.

[20:17] En berømt Pundit skulle til et vigtigt møde og var nødt til at krydse en flod. Båden sejlede ret langsomt den dag, fordi vind og strøm gik hver sin vej. Disse Pundit'er har den vane at tale uafbrudt. Enten fremsiger de vers fra de hellige skrifter for sig selv, eller også taler de til hvem som helst, der er i nærheden. De har for vane mentalt at gentage og fremsige Veda'erne.

[20:18] Netop denne dag var bådføreren travlt beskæftiget med at styre båden. Pundit'en var den eneste passager, og da der ikke var andre at tale til, indledte han en samtale med bådføreren. "Kan du læse og skrive?" spurgte han ham. Bådføreren svarede, "Nej, jeg kan hverken læse eller skrive." "Du er en sær en," sagde Pundit'en, "for nu til dags har regeringen oprettet skoler i alle landsbyer, så du burde da kende lidt til at læse og skrive."

[20:19] Som rent tidsfordriv fortsatte Pundit'en med at udspørge bådføreren. Han spurgte ham, "Har du forstand på musik?" Bådføreren svarede, "Swami, jeg har heller ikke forstand på musik!" "Du er en mærkelig en. Der er biografer overalt, og alle vegne spiller man de populæreste filmmelodier. Desuden er radioudsendelserne fyldt med de sidste nye popmelodier. Du burde da i det mindste have en transistorradio at lytte til." Bådføreren tilstod, "Jeg ved ikke engang, hvad en transistor er for noget." Pundit'en svarede, "Man har spildt en stor del af sit liv, når man her i Kali Yuga ikke engang ved, hvad en transistor er for noget. Du har spildt mindst en fjerdedel af dit liv." Han stillede nu bådføreren et nyt spørgsmål, "Har du en avis?" "Jeg har overhovedet ikke nogen uddannelse, så hvad skulle jeg med en avis, Swami?" Pundit'en fortsatte, "Det betyder ikke noget. Det er moderne altid at have en avis med sig, også selv om man ikke kan læse. Man folder den blot sammen og holder den under armen. Det gør man alle steder. Hvis du ikke går rundt med en avis på dig, har du spildt halvdelen af dit liv." Et øjeblik efter spurgte Pundit'en atter, "Har du et ur? Kan du sige mig, hvad klokken er?" "Når jeg nu ikke har nogen uddannelse og ikke kender klokken, hvorfor skulle jeg så gå med ur, Swami?" "Selv om du ikke kender klokken, så burde du i det mindste have et armbåndsur af plastik. Det er meget moderne i dag. Når du ikke har radio og ikke holder avis og heller ikke har noget ur, så har du fuldstændig spildt tre fjerdedele af dit liv."

[20:20] Det var i mellemtiden begyndt at blæse kraftigt op, og vinden fik hurtigt stormstyrke. Båden begyndte at rulle fra side til side, og floden kom meget hurtigt i oprør. Bådføreren kunne nu ikke længere styre båden. Han spurgte Pundit'en, "Swami, kan du svømme?" Pundit'en svarede, "Nej, jeg har aldrig lært at svømme." På vej ned i vandet råbte bådføreren til Pundit'en, "Ved du hvad, Swami. Når du ikke kan svømme, ser det ud til, at hele dit liv har været spildt."

[20:21] Man skal kunne svømme, når man sejler på havet. I denne forbindelse er andre kundskaber såsom viden om geografi, filosofi, fysik, kemi, handel og så videre af underordnet værdi. Man skal vide, hvordan man kan flyde ovenpå og krydse havet, når man på livets rejse skal over Samsara-havet. Man må have viden om Atma for at kunne svømme sikkert over havet, og man skal udvikle en sikker skelneevne for at kunne vide, hvad der er til nytte, og hvad der er uanvendeligt på denne rejse tværs over det verdslige livs ocean. Man vil ikke have mulighed for at opnå fuldbyrdelse i sit liv, hvis man ikke udvikler sine færdigheder på disse områder.

[20:22] Mennesket vil ikke være i stand til opnå nogen virkelig glæde og lykke, så længe han baserer sit liv på rigdom, besiddelser og verdslige ting. Der er to ting, alle mennesker skal nå frem til: Det ene er ydre frihed, og det andet er indre frihed. Den ydre frihed indebærer, at man er uafhængig og uden ydre bindinger og begrænsninger. Den indre frihed indebærer, at man behersker sanserne. At man ikke er deres træl. Enhver skal stræbe efter at opnå begge slags frihed.

[20:23] Man vil ikke være i stand til at opnå virkelig glæde i den ydre verden, så længe man er underlagt en konge eller regent eller andre mennesker. I den indre verden vil man heller ikke kunne nyde virkelig frihed, så længe man er slave af de forskellige sanseorganer, Indriya'erne. Sansekontrol er vigtig selv for den ydre frihed. Men for at blive herre over den indre verden skal man først og fremmest fremelske kontrol over sindet. Har man først opnået det, vil man kunne nyde den sande glæde i både den indre og den ydre verden, thi man vil da kunne se Herren overalt.

[20:24] Alle mennesker må nødvendigvis vinde sejr i kampen for at opnå kontrol over sindet og sanserne. Vi har hele tiden haft længsel efter forskellige glæder og fornøjelser, og vi bliver ved med at gentage ordet Sukha, der betyder lykke. Men vi gør ikke nogen virkelig indsats for at finde ud af, hvor vi kan finde denne lykke. Krishna sagde til Arjuna, "Du bedrager dig selv, når du tror, at den daglige tilværelse skulle kunne give dig lykke og fred. Den sande glæde findes ikke der. Sanseobjekterne kan ikke give dig den glæde, du higer efter. Du vil først kunne opnå lykke og fred, når du har fået dine sanser under kontrol."

[20:25] Hvem man end er, om man er gudfrygtig eller ateist, så har man behov for at opnå kontrol over sanserne. Når man udsætter sanserne for ophidselse, medfører det alle mulige svagheder, og så snart den fysiske krop svækkes, vil man ikke være i stand til at udføre noget nyttigt arbejde. Lad os illustrere dette med en episode fra Arjuna's liv.

[20:26] Arjuna var en stor helt, og så længe han var sammen med Krishna og havde Hans Velsignelse, var han i stand til at udføre mange heltegerninger. Men da Krishna først havde forladt Sin fysiske Krop, mistede Arjuna modet og al sin styrke. Da Arjuna ledsagede Gopi'erne til. Hasthinapura, blev han overfaldet af røvere i skoven. Arjuna kæmpede efter bedste evne mod dem for at befri de kvinder og børn, som var under hans beskyttelse, men det lykkedes ikke for ham.

[20:27] I Mahabharatha-krigens forskellige slag havde Arjuna været i stand til at bekæmpe og overvinde mange store helte, men nu var den samme Arjuna ikke engang i stand til at klare sådan en lille opgave som nogle røvere i skoven. Hvad er grunden til det? Arjuna havde indtil dette øjeblik følt, at det var hans mod og styrke, der havde ført til alle hans sejre. Men det havde ikke været hans egen styrke. Han havde modtaget sin styrke fra det Guddommelige. Selv når et menneske er blevet udstyret med guddommelig Kraft og Styrke, foregøgler han sig selv, at hans kræfter og formåen skyldes hans egen menneskelige styrke. Sådan var det også med Arjuna. Men da han først havde mistet den guddommelige Styrke, var han ikke i stand til at udføre selv den mindste ting.

[20:28] Mennesket har været i stand til at udføre mange slags aktiviteter, fordi det Guddommelige, som er i ham, har tilført ham al hans indre kraft, Styrke og Formåen. Uden denne guddommelige styrke og formåen er mennesket ikke i stand til at udføre noget som helst. End ikke de mest ubetydelige handlinger vil lykkes, hvis ikke det Guddommelige er med i dem.

[20:29] Lad os antage, at du har lavet en smuk kuvert af papir. Du har skrevet Swami's adresse med smukke bogstaver uden på kuverten og lagt et smukt brev i kuverten. Brevet er skrevet med en smuk, kaligrafisk skrift, og det er udsmykket med dejlige farver. Også kuvertens kanter er blevet kunstfærdigt dekoreret med mange smukke mønstre og farver. Du har lagt brevet i kuverten, lukket det og puttet det i postkassen. Til trods for alle dine bestræbelser og al din dygtighed, nåede det alligevel aldrig frem til Swami. Hvorfor gjorde det ikke det? Fordi du ikke satte frimærke på brevet. Alle dine dekorationer og din smukke håndskrift kunne ikke hjælpe med til, at brevet kunne nå frem til Swami. Ikke engang et brev, der er lagt i postkassen ved kollegiet, vil nå frem til Prasanthi Nilayam, hvis det mangler porto. Men hvis det er frankeret, kan det tilbagelægge tusinder af kilometer og nå sit rette bestemmelsessted.

[20:30] Postvæsenet interesserer sig ikke for alle dekorationerne, de kunstfærdige bogstaver og iøjnefaldende farver og mønstre. De tager ikke hensyn til al din smukke kunst. De ser udelukkende efter, om kuverten er korrekt frankeret. På samme måde ser Gud udelukkende efter hjertets renhed. Han er ikke interesseret i al din lærdom og dine bedrifter eller din rigdom og status. Det er kun verdslige folk, der interesserer sig for den slags ting. Det gør Gud ikke. Det er til ingen nytte at have bestået mange eksaminer og opnået stor lærdom i et emne, hvis dit hjerte ikke er blevet rent. I den lære, vi modtager her, og som vi praktiserer hver dag, er det de værdier, der har med sandhed og ærlighed at gøre, vi altid senere vil have med os.

[20:31] Vil en sulten blive mæt, blot fordi du viser ham forskellige, lækre retter? Vil den fattige komme ud af sin fattigdom blot ved at høre om rigdomme? Vil den syge blive rask, blot fordi du fortæller ham om de lægemidler, der kan helbrede ham? Vi vil ikke få meget udbytte af blot at lytte til de ophøjede sandheder i Bhagavad Gita og andre hellige skrifter. Hvis vi tager nogle af de åndelige budskaber, vi har fået ud af de foredrag, vi har hørt, og omsætter i det mindste én eller to af disse sandheder til praksis, så vil vi være i stand til at opnå virkelig glæde.

[20:32] Sansekontrol er det allervigtigste. Den er det mest betydningsfulde og afgørende element i denne lære. Krishna sagde til Arjuna, "Arjuna, hvad kan du opnå i denne verden, hvis du ikke behersker dine sanser?" Prahlada sagde noget tilsvarende til sin far, og Swami har gentaget det samme mange gange, "Oh konge, det er lykkedes dig at erobre mange verdener, men du har ikke været i stand til at overvinde dig selv." Hvordan skal man nogensinde kunne nyde Guddommelighedens sødmefyldte Nektar, hvis man ikke har formået at besejre sit eget sind?

[20:33] Det allervigtigste for os at erkende er, at det er det samme atmiske Princip, der findes i alle hjerter. Vi har alle den samme Sol. Der er ikke forskellige Sole til forskellige skabninger, til forskellige arter, forskellige væsener og på forskellige steder af Jorden. Der er blot denne ene Sol. Vi kan have forskellige beholdere som for eksempel lerkar, messingkar eller sølv- og kobberkar. Der kan være tusindvis af forskellige beholdere, der alle er fyldt med vand, men der er udelukkende én Sol, der skinner foroven og genspejles i hver eneste af disse beholdere. De mange spejlbilleder kan få det til at se ud, som om der er mange Sole, men det er den samme Sol, selv om der er mange spejlbilleder, og alle beholderne er forskellige. Beholderne har også forskellig værdi. Et sølvkar er meget dyrt i forhold til et lerkar, men det er den samme Sol, der genspejles.

[20:34] På tilsvarende måde er der forskel på folk fra den lærdeste til den mest uvidende dumrian, fra den rigeste til den fattigste, fra den mægtigste kejser til den allermest underdanige borger. Alle kroppene er forskellige, men den Atma, der genspejles i disse kroppe, og som bor i alle disse kroppe, er den samme. De klæder, vi har på, og de smykker, vi går med, kan være meget kostbare, og den fattige har derfor ikke råd til den slags, men i virkeligheden er disse kroppe blot beholdere eller hylstre, Upadhi'er. Det Guddommelige i disse kroppe er Én og den Samme. Har vi først erkendt denne sandhed, så bliver det meget let for os at udøve sansekontrol. Vi skal forsøge at opnå kontrol over os selv i stedet for at prøve på at få kontrol over andre. For hvem har ret til udøve magt og have myndighed over andre? Alle har fejl og mangler. Hvis nogen har begået en fejl, så kan det være vor pligt at vise ham, hvad han i stedet burde gøre. Men vor vigtigste opgave er at forbedre os selv og udføre det arbejde, der er blevet os pålagt, idet vi til stadighed har for øje, at den samme Guddommelighed bor i alt og alle.

[20:35] Uvidenheden er meget dyb. Den skjuler den indre Sandhed. Det er ikke muligt for nogen udelukkende ved egen indsats at fjerne denne tætte uvidenhed, som det nu forholder sig. Tidligt om morgenen klokken syv er vor skygge måske femten meter lang, skønt vi selv kun er halvanden meter høj. Hvordan kan vi afkorte denne skygge på femten meter? Er det muligt at bekæmpe den? Vil den lytte til vore formaninger? Vil den blive mindre, hvis vi kritiserer den? Hvad vi end gør, så vil den ikke blive mindre, men efterhånden som Solen kommer højere op på himmelen, vil skyggens længde automatisk blive mindre. Og når Solen først står lodret over dig, vil skyggen være ved dine fødder. Den vil smelte sammen med dem og ikke længere være synlig.

[20:36] Du er måske halvanden meter høj, men din uvidenhed er femten meter lang. Du skal derfor begynde at udforske dit eget indre, således at din visdom kan vokse. Din uvidenhed vil blive mindre og mindre, i takt med at visdommens Sol stiger og stiger. På denne måde bliver din uvidenhed fuldstændig tilintetgjort. Det er én måde at gøre det på.

[20:37] Der findes også en anden metode. Også her er din uvidenhed femten meter lang. Du erkender, at du ikke kan bekæmpe den blot ved at vende dig mod den og prøve på at løbe den over ende. Hvad du end gør, når du står ansigt til ansigt med din skygge, så kan du ikke få den til at blive mindre eller forsvinde.

[20:38] Men hvis du nu vender dig imod Solen i stedet for mod din skygge, så vil skyggen automatisk være bag dig. Det er nu underordnet, hvor stor den er. Du vil ikke lægge mærke til den, fordi den hele tiden er ude af syne. Du skal derfor altid tænke på visdommens Sol og lade være med at tænke på denne uvidenhed. På den måde vil du holde uvidenheden bag dig og have Solen foran dig, og du vil ikke længere blive påvirket af skyggen. Det vil sige, at du altid skal have opmærksomheden rettet mod Gud.

[20:39] Begge disse metoder skal anvendes. Hav altid opmærksomheden rettet mod Gud, og brug din intelligens til at forøge din visdom. Hvis du ikke vender dig mod Gud og øger din visdom, men fortsætter med at vende dig mod verden, så vil din uvidenhed blive forøget, ligesom din skygge bliver længere, og du farer vild, når Solen går ned. Krishna sagde formanende til Arjuna, "Brug din intelligens til at øge din visdom. Da vil din uvidenhed blive tilintetgjort. Så snart din uvidenhed forsvinder, vil du ikke længere opleve den dualistiske verden. Når først den dualistiske verden er væk, så forsvinder også dit had og dine tilknytninger. Og når først dit had og dine tilknytninger er forsvundet, så forsvinder kropsbevidstheden også. Og når der ikke er nogen kropsbevidsthed, så findes der ingen sorg."

[20:40] Vi kan heraf se, at dersom vi ønsker at overvinde kropsbevidstheden, så er vi nødt til at gøre os fri af had og tilknytninger. Når had og tilknytninger er forsvundet, så vil den dualistiske oplevelse af verden blive tilintetgjort. Og når denne dualistiske opfattelse er forsvundet, så vil uvidenheden forsvinde. Det er derfor, man siger, "Vi kan udelukkende tilintetgøre uvidenheden og nå det Højeste ved hjælp af visdom." Hvad er det for en visdom, vi skal udvikle? Kan man opnå den ved at erhverve sig timelig og verdslig viden? Den beskæftiger sig ikke med den ydre verden. Den beskæftiger sig med den indre verden.

[20:41] Vi bliver først i stand til at have tillid til Herren, når vi har udviklet selvtillid. Den, der ikke stoler på sig selv, vil heller ikke kunne tro på Gud. Den, der har tillid til sig selv, vil også have tillid til Gud. Men det er nødvendigt med indre udforskning for at kunne tro på sig selv. Og for nu at gøre dette tydeligt for enhver vil Swami gentage visse ting.

[20:42] Lige fra det øjeblik, man står op om morgenen, til man går i seng om aftenen, bliver man ved med at sige 'jeg', 'mig' og 'min'. Men selv om man siger 'jeg', er man så klar over, hvem dette 'jeg' virkelig er? Man siger "Dette er min krop, dette er min forstand, dette er min Chittha, dette er mine sanser, og dette er min Anthahkarana." Man bruger alle disse ord i forskellige sammenhænge dagen lang uden nogen sinde at spørge sig selv, "Hvem er jeg?" Hvad gavner al den uddannelse, man har erhvervet sig, hvis man ikke søger at nå til erkendelse af sin egen sandhed? Der er ikke andre, der kan gøre det for en. I stedet for at udforske sit indre fortsætter man blot med at lukke dårlige tanker ind, og det medfører, at ens tanker bliver uklare og intetsigende.

[20:43] Du skal indse, at når du siger 'Dette er mit lommetørklæde', så er det ensbetydende med, at 'du' er forskellig fra og adskilt fra lommetørklædet. Når du siger 'Dette er min krop', så fortæller du samtidig, at du er forskellig fra og adskilt fra kroppen. Du begynder da at udforske, hvem 'du' i virkeligheden er. Hvem er det, der siger disse ord? Du siger 'Dette er min krop', du siger ikke 'Jeg er denne krop'. Du skal derfor finde ud af, hvem det er, der bor i kroppen. Med andre ord hvem er det, der ejer alt dette?

[20:44] Det er kun meningsfyldt at sige 'Dette er min ejendom, dette er min jord', hvis der findes en, der ejer disse ting. Kun ejeren vil sige 'Dette er min ejendom'. Den, der bor i kroppen, ejer denne krop og dette sind. Denne ejer vil aldrig blive udsat for nogen forandringer. Han vil aldrig forlade dig. Du skal derfor gennem udforskning af dit indre forsøge at finde og erkende denne iboende Guddommelighed, som er din sande Virkelighed.

[20:45] Alle skal gå i gang med denne udforskning af den indre verden, det vil sige udføre Vicharana. Det rigtige forhold er tre fjerdedele Vicharana og én fjerdedel Sadhana. Du vil kun få det fulde udbytte ved at udøve Vicharana og Sadhana i dette forhold. Og du vil kun kunne nå Målet, hvis du bruger tiden fornuftigt, samtidig med at du helliggør dine handlinger og din krop. Hovedårsagen til alle dine sorger er sansernes svaghed for sanseobjekterne. Bevar dine sanser sunde og stærke og hav fuld kontrol over dem. Lad dit sind følge den rette vej og hav en fast beslutsomhed.

[20:46] I Gita'en hedder det, at du skal kontrollere dine sanser, ikke at du skal tilintetgøre dem. Det hedder ikke, at du skal holde op med at være aktiv, det siges derimod, at du skal give afkald på frugterne af dine handlinger. Du er derfor nødt til at gøre dit arbejde. Selv om Gud ikke behøver udføre noget bestemt arbejde, så ser vi alligevel, at Han hele tiden er i aktivitet. Og når Han til stadighed arbejder, burde du så ikke også gøre det?

[20:47] Gør din pligt og brug alle dine sanser på rette måde. Brug dem til de formål og inden for de grænser, der er opstillet for dem. Brug dem aldrig på en forkert måde. Det er hovedbudskabet i Bhagavad Gita.

Kapitel 21: Begær og overgivelse til Gud

[21:01] Den, der bliver slave af sine begær, bliver hele denne verdens træl, hvorimod den, der er blevet herre over sine begær, bliver herre over hele denne verden.

[21:02] Vi må tro på, at Atma, der skinner ved Egen Kraft, er grundlaget for hele denne verdens lykke og glæde. Mennesket lider forfærdeligt, fordi han tror, at de glæder, der kommer fra sanserne og de verdslige objekter, er de eneste sande og virkelige glæder. Men det er de ikke. Mennesket har ikke været i stand til at udforske og opdage, hvad det er, der er grundlaget for alle denne verdens behageligheder og for den glæde, der kommer fra sanseobjekterne.

[21:03] I Bhagavad Gita lignes kroppen ved en beholder, der har ti huller. Lad os antage, at vi har et lys. Hvis vi nu placerer beholderen med de ti huller over dette lys og desuden lægger et kraftigt klæde over beholderen, så vil vi ikke længere kunne se lyset skinne. Hvis vi nu lidt efter lidt langsomt fjerner det kraftige klæde, som dækker beholderen, vil vi kunne se lyset skinne igennem beholderens ti huller. Det ser nu ud, som om der er ti forskellige lys, men når vi tilintetgør beholderen, opdager vi, at der udelukkende er ét lys. Det er det atmiske Lys, og Det skinner ved egen Kraft.

[21:04] Det er dette atmiske Lys, vi har tilhyllet med vor krop, i hvilken de ti huller repræsenteres af sanserne, de ti Indriya'er. Denne beholder af en krop er blevet tildækket med et kraftigt klæde af tilknytninger og 'min-hed'. Vi skal derfor først og fremmest fjerne dette klæde, der består af selviskhed, af Mamathwa. Denne 'min-hed' er det samme som uvidenhed. Den er en slags vrangopfattelse, der skyldes Maya. Den er et selvbedrag. Men dette selvbedrag, denne Maya, er også Guds Form. Det er derfor, man siger, at Gud er Den, der har Maya som Sin Upadhi, som Sin Klædning.

[21:05] Når først vi fjerner dette selvbedragets klæde, kan vi se de ti lys. Det lys, vi ser med vore øjne, er en genspejling af den ene Jyothi, som er indeni. Den lyd, vi hører med ørerne, er en reaktion på denne Jyothi. Den lyd, vi skaber med munden, er en genlyd af denne Jyothi. Alt det, vi er i stand til at gøre og opleve ved hjælp af disse sanseorganer, er blot en genspejling, et spejlbillede af Atmajyothi. Så længe vi er i denne beholder af en krop, vil vi opleve dette lys, som om det er forskellige lys, forskellige Jyothi'er.

[21:06] Vi oplever mangfoldighed og forskellighed i Enheden, men i Upanishad'erne hedder det, at vi skal opleve Enheden i mangfoldigheden. Hvornår vil vi være i stand til at se og opleve denne Enhed? Det vil vi, når vi tilintetgør denne Dehatma Phavan, denne identifikation med kroppen. Vi vil da være i stand til at opleve alt og alle som den samme Ene. Det er Maya, der er årsag til, at vi oplever mangfoldighed i Enheden. I Upanishad'erne hedder det, at der udelukkende er den Ene, og at denne Enhed er at finde i al denne mangfoldighed. Denne Enhed er grundlaget for alting overalt. Det er Atma, vi skal opleve i alt og alle. Det er kvintessensen af Bhagavad Gita, som igen er selve kernen i Upanishad'erne.

[21:07] I Gita'en beskrives denne Enhed, der er uforanderlig, og som overalt er den samme, som Yoga. Lad os med et eksempel fra dagligdagen undersøge, hvorledes vi kan opleve denne Enhed i mangfoldigheden. Lad os for at kunne erkende det Guddommelige, som findes i alt og alle, tage udgangspunkt i tilberedning af føde. Vi kan for eksempel se på forskellige slags søde sager såsom Mysore pak, Laddu'er og andet slik, som vi kan fremstille. Navne og former på disse sager er alle forskellige, men den grundlæggende bestanddel i dem alle er den samme, nemlig sukker. Man har også brugt betegnelsen Yogathwa for det, der er ensartet til stede overalt. Disse forskellige sager er alle søde, fordi de indeholder sukker. Rismel er i sig selv ikke sødt, men når rismelet bringes i forbindelse med sukkerets sødme, kan vi nyde det som noget sødt. Det forholder sig på samme måde med hvedemel. Når det bringes i forbindelse med sukker, bliver det sødt. Det er på samme måde med ærtemel. Når det blandes med sukker, får Laddu sin søde smag. Vi har kunnet nyde alle disse ting som søde sager, fordi de alle indeholder dette guddommelige sukker.

[21:08] Mennesket skal ikke bare bruge sit liv til verdslige fornøjelser. Vi skal erkende, at vi ikke har fået dette liv som menneske blot for at spise og sove. Når vi ser os omkring, ser vi utallige fugle, dyr og orme, der er blevet født blot for at spise. Hvad gavner det at blive født som menneske, hvis man blot nyder de glæder, som dyr, fugle og orme nyder? Hvilken grund er der til at erhverve al denne uddannelse, hvis man blot svælger i de samme fornøjelser, som dyr, fugle og orme nyder? Hvad er det for nogle særlige idealer, der er stillet op for menneskeheden? Hvad er den dybere betydning i det udsagn, der siger, at det er yderst vanskeligt at opnå at blive født som menneske?

[21:09] Vi er ikke blevet mennesker blot for at opføre os som dyr, og vi er heller ikke blevet mennesker for at opføre os som dæmoner. Mennesket har fået dette liv for at blive guddommelig. Vi skal indse, at vi har fået dette liv som mennesker, for at vi kan blive løftet op på et højere plan. Det var det samme, Jesus udtrykte, da han sagde, "Mennesket lever ikke af brød alene."

[21:10] Mennesket skal stræbe efter at opnå det, der er overordentlig betydningsfuldt. Han har fået dette liv for at kunne erkende sin iboende Guddommelighed. Hans hovedopgave består i at frigøre sig fra det, der er foranderligt, og knytte sig til Det, der er Uforanderligt. Men nu til dags stræber vi ikke efter at opnå disse usædvanlige kvaliteter. Vi lever i stedet et liv, der er fyldt med tilknytninger. Krishna sagde til Arjuna, "Denne kropsbevidsthed og tilknytning til kroppen holder dig fanget. Du skal gøre dig fri af denne binding til kroppen." Vi er nødt til at undersøge, hvorfor vi udvikler denne tilknytning til kroppen. Lad os prøve at forstå dette ved hjælp af et eksempel.

[21:11] Enhver ved, at man ikke skal lyve. Der er mange, der afgiver løfte om, at de ikke længere vil lyve, men aldrig så snart de får mulighed for det, så lyver de igen. Vi kan også tænke på den forretningsmand, der ved, at han ikke skal bedrage andre. Han har besluttet sig for, at han fremover udelukkende vil have en beskeden og rimelig fortjeneste, men allerede næste dag benytter han sig af ufine metoder. Eller hvad med ham, der har besluttet sig for ikke mere at sladre og såre andre med sin tale, og som få minutter senere har glemt sin beslutning og derpå er godt i gang med at kritisere en anden. Det ser ud, som om mennesket slet ikke har et stabilt sind, men uden et beslutsomt og roligt sind er han ikke i stand til at kontrollere sine handlinger.

[21:12] Når det er helligdag, føler han måske, at han udelukkende burde tænke på Herren og undlade at spise, men senere undskylder han sig med at sige, "Det kan ikke skade at spise lidt Upma eller Idli."

[21:13] Der må være nogle stærke kræfter, der arbejder i mennesket, siden han på denne måde hele tiden ændrer sine egne beslutninger. Hvis han ikke havde disse stærke instinkter eller tilbøjeligheder, ville han ikke ændre beslutning, men bruge sin viljestyrke til fortsat at overholde en vis disciplin. Der findes i hans indre nogle skjulte kræfter, som han er ude af stand til at forstå eller kontrollere.

[21:14] Hvis mennesket tænker dybt over dette og forsøger at få nøjagtig rede på, hvad det er for kræfter, så vil han forstå, at de hænger sammen med de tre Guna'er, der er en del af ham. Det er Sathwaguna, Rajoguna og Thamoguna. De får næring og holdes i gang af føden og søvnen. Det er Rajoguna og Thamoguna, der er tilbøjelige til at opmuntre ham til at vælge den forkerte vej. Rajoguna fødte en søn, der fik navnet Kama, begær. Thamoguna fødte en datter, der blev kaldt Krodha, vrede. Rajoguna's søn, Kama, er den første kraftfulde tilskyndelse, der får mennesket til at opgive sine beslutninger. Kama, begær, optræder som anfører for alle de dårlige kvaliteter.

[21:15] Vi kan planlægge forskellige handlinger for at overvinde vore ydre fjender, men det nytter intet, før vi har overvundet vore indre fjender. Hvordan kan man regne med at overvinde de ydre fjender, når man har givet op over for de indre? Når disse indre fjender har overvundet ens viljestyrke, og når de har besejret og tilintetgjort alle ens gode beslutninger, hvordan skulle man så kunne udfordre og besejre sine ydre fjender?

[21:16] Begæret, der er de dårlige kvaliteters anfører, har skaffet sig adgang til huset, og de andre egenskaber såsom had, vrede, grådighed og jalousi følger efter ham ind i huset. I samme øjeblik disse fjender har skaffet sig adgang til mennesket, mister han sin skelneevne og sin visdom. Når han mister sin visdom, opgiver han også sine beslutninger. Begæret er således hovedårsagen til, at han ikke udfører det, han har besluttet sig for. Lad os se nærmere på dette.

[21:17] Et tempel ligger sædvanligvis på en plads og er omgivet af en mur. Denne mur har et antal åbninger i form af porte og døre. Kroppen svarer til templet. I kroppen bor Gud i Form af Jivatma. Mamathwa, selviskhed, svarer til muren. Sanserne har lavet huller i muren og trænger ind på den fredhellige plads. Kroppen har skabt nogle begrænsninger for Gud, der bor i huset.

[21:18] Paladser, der er opført for mægtige konger og kejsere, har sædvanligvis en befæstet mur hele vejen rundt. I en sådan fæstningsmur vil der være ni porte. På tilsvarende måde kan man også betragte denne krop som et fort med ni porte, der er opført for denne usædvanlige regent, som er Atma. Krishna har beskrevet denne krop som noget, der har ni åbninger. Et fort er opført af sten, cement, sand og mørtel, men dette fort, som kroppen udgør, er opbygget af ben, kød og blod.

[21:19] Kroppen vil være fuld af liv og vellugt, så længe dens beboer opholder sig i den. I samme øjeblik han dør, bliver den frastødende og ildelugtende. Det er derfor, man har sagt, at denne krop har ni åbninger, men at de ikke er udsmykkede med diamanter. Kroppen udsender ikke vellugtende dufte af parfume. Den udsender tværtimod tid efter anden en ubehagelig lugt.

[21:20] Det kan medføre stor glæde og tilfredshed at forvandle denne krop med de afskyvækkende egenskaber, så den ender op med at blive guddommelig. Men ulykkeligvis betragter mennesket denne krop, som om den udelukkende er beregnet til at give ham fysiske glæder, og for det meste misbruger han kroppen. Krishna sagde formanende til Arjuna, at dette ikke var det sande menneskes kendetegn. Han sagde, "Min dreng, du har fået denne krop for at kunne erkende den Dehi, der bor i kroppen. Dyrene og fuglene har ikke denne skelneevne."

[21:21] Mennesket har været i stand til at nyde mangt og meget som følge af sin evne til selvanalyse og udforskning. Han er nødt til at tage alle sine evner i brug for at erkende det, som han i virkeligheden er. Vi skal først og fremmest forstå begærets kraft, der får os til at opgive vore beslutninger. Man skal naturligvis have nogle begær. Mennesket kan ikke leve bare et øjeblik uden begær, men mennesket skal bruge sine begær til gode formål. Han skal være et godt eksempel for andre. Det er sand menneskelighed. Hvis mennesket ikke har hele menneskehedens velfærd som mål, så er han ikke et menneske.

[21:22] Mennesket fødes ind i dette samfund, han lever i samfundet og modtager mange goder fra samfundet. Han skal derfor også tjene dette samfund. Ved at tjene samfundet tjener han Gud. Hvad enten det, han arbejder med, er stort eller småt, så skal han ene og alene udføre det for at glæde Gud. Uanset hvad han arbejder med, så må det omformes til guddommeligt arbejde. Det skal forvandles til tilbedelse. Hvad han end gør, så må han spørge sig selv, er det umagen værd? Vil det føre mig mod Målet?

[21:23] Alle de ni lys, der stråler ud fra kroppen, udgår fra det ene guddommelige Lys, der kommer fra Gud. Disse ni lys er genspejlinger af Swa-swarupa'en, det vil sige af Selvets form, der er den Højestes Stråleglans. Vi skal altid være opmærksomme på dette. Vi er i stand til at se de ydre organer som for eksempel øjnene, ørerne, næsen og så videre, men vi har ikke den rette opfattelse af den iboende Guds Stråleglans. Lad os se på et eksempel, der belyser dette forhold.

[21:24] Det øsregner. Det fosser ned fra taget. Der strømmer vand ud fra mange udløb. Der drypper vand ned fra træerne, det drypper ned fra udhænget. Det løber ned fra taget på nabohuset, og derfra løber det også ned på taget af dette hus. Der er mange ting, der påvirker denne strøm af vand fra skyerne, inden vandet når jorden. Her må vi være klar over, at alt dette dryppende vand oprindeligt kom fra skyerne.

[21:25] Al denne tale, al denne kraft, al denne skønhed og alle disse færdigheder kommer alt sammen fra det Guddommelige, uanset hos hvem disse kvaliteter er manifesterede. Vi må nødvendigvis erkende den Enhed, der ligger til grund for alle disse egenskaber. Mangfoldigheden forsvinder, når vi først har levet os ind i denne Enhed. Når mangfoldigheden forsvinder, vil begærene også forsvinde. Når først begærene forsvinder, er der ikke mere plads til vreden. Hvis vi tilintetgør begær og vrede, vil vi blive i stand til at nå den rene Atmajnana, den guddommelige visdom. Ved hjælp af Sadhana og indre udforskning vil vi blive i stand til at nyde den Guddommelighed, der er i vort indre. Det er det samme, der kommer til udtryk i bønnen:

[21:26] De forskellige objekters værdi afhænger af den position, de indtager. Det arbejde, man udfører, uanset hvad det måtte være, bliver ekstra værdifuldt, hvis man udfører det for Gud og ofrer det til Gud. Når arbejdet på denne måde bringes i forbindelse med Gud, vil det blive helliggjort. Vi kan bedre forstå dette ved at se på et par eksempler.

[21:27] Hvis vi finder en rotte i vort hjem, griber vi en kæp og prøver at slå den ihjel. Desuden føler vi væmmelse ved at se rotten. Men når den samme rotte bliver Ganesha's transportmiddel, så ærer vi den, fordi den bliver brugt af Deva'en. Hvad er nu grunden til det? Rotten har opnået denne høje status, fordi den er i selskab med Herren. Hvis man møder en slange, tager man en kæp for at genne den væk, eller man får en slangetæmmer til at indfange den. Men hvis nu denne slange bruges som prydelse for Iswara, så hilser vi den og tilbeder den. Hvad er grunden til det? Grunden er, at den har overgivet sig til Iswara. Den er derfor blevet guddommelig ligesom Iswara. Selv om det skulle være en giftslange, opnår den berømmelse og storhed, når den først har overgivet sig til Gud.

[21:28] Engang for længe siden sendte Vishnu et budskab til Iswara. Han lod Garuda, den ørn der er Vishnu's transportmiddel, overbringe budskabet. Garuda ankom til Iswara med baskende vinger. Den slange, der prydede Iswara, blev udsat for lidt af den vind, der blev frembragt af Garuda's baskende vinger, og den begyndte at hvæse. Slangen havde mod til det, fordi den var slynget om halsen på Gud og således fik styrke på grund af sin nærhed til Gud. Men denne slange led af selviskhed og begyndte at hvæse ad Garuda. Garuda sagde, "Oh slange, du er undskyldt, fordi du befinder dig om Iswara's hals. Men kom her hen. Forlad Iswara. Kom udenfor." Men i samme øjeblik slangen forlader sin plads, vil den blive Garuda's føde. Så længe den bliver på sin plads, får den al denne styrke, fordi den er det Guddommelige så nær.

[21:29] Den eneste Ahamkara, den eneste 'jeg-følelse', der kan accepteres, er den Aham, der sættes i forbindelse med Gud, når vi siger, "Aham Brahmasmi (Jeg er knyttet til Gud, jeg er Ét med Gud)." Men når vi holder op med at være Herren nær og kær, når selviskheden overmander os, bliver vi meget usle og samtidigt meget svage og sårbare. Selv om det er en lille ting uden nogen særlig værdi, så vil den stige betydeligt i værdi, så snart den søger tilflugt hos Herren. Der ligger måske en ganske almindelig sten på vejen, men hvis en billedhugger kommer og former den til et helligt symbol, så bliver den tilbedt i templet. Her kan vi lige tænke over, hvor usædvanligt værdifulde vi vil blive, når først vi knytter os til det Guddommelige og selv bliver guddommelige.

[21:30] Det er ikke muligt for nogen form for dårlige egenskaber at få adgang til det Guddommelige. Da Ravana holdt Sitha fanget i Ashoka haven, gennemgik han store mentale lidelser. Skønt der var gået ti måneder, havde hun ikke i sinde at føje ham. Hun sagde end ikke et ord til Ravana. Uanset hvilke trusler hun blev udsat for, så forblev hun fuldstændig upåvirket. Det bemærkede Mandodari, og hun gik til sin mand, Ravana, og forsøgte at vejlede ham. Hun sagde, "Ravana, dine kræfter er ubegrænsede. Du nærer en usædvanlig hengivenhed for Iswara. Du har udført mange bodsøvelser. Du har opnået en usædvanlig evne til at forklæde dig. Du brugte en Sanyasi's form for at kunne bortføre Sitha. Du formår at optræde i en hvilken som helst forklædning og dukke op i en hvilken som helst form. Når du nu kan iklæde dig en hvilken som helst form, du måtte ønske, hvorfor har du så ikke opsøgt hende i Rama's form, så ville Sitha jo med det samme have accepteret dig? Hvorfor har du ikke gjort det?" Ravana svarede, "Mandodari, hvis jeg skulle forklæde mig som Rama og optræde i Hans hellige form, så ville jeg overhovedet ikke kunne have den slags vellystige begær!"

[21:31] Når først vi får adgang til det Guddommelige, så forsvinder alle vore små, tarvelige tanker og ideer. De kan da ikke længere komme og forstyrre vor stilhed og ro. Krishna sagde til Arjuna, "Du skal derfor kæmpe, når du går i krig. Kæmp! Men tænk samtidig på Mig. Det er den rette måde at udføre dine pligter på. På den måde vil du være et eksempel for andre og forbillede for Kshatryia Dharma. Du vil også blive meget berømt. Du vil få succes på alle områder, hvis du ofrer alt til det Guddommelige. For at kunne opnå dette er det meget vigtigt at få sanserne under kontrol. Langsomt, men sikkert skal du opøve sansekontrol, så du til sidst har dem under fuldstændig kontrol. Du vil da blive i stand til at virkeliggøre din fulde styrke som menneske. Du vil da opnå sindsligevægt og opleve alt med samme sind. Først da kan man kalde dig Sthithaprajna.

[21:32] I øjeblikket lever du med så mange tilknytninger, at dit sind ikke er i ligevægt. Det er ikke roligt og afklaret. Alle disse forbindelser, som du fremelsker, forandres hele tiden. De er timelige og kan ikke hjælpe dig i sidste ende. Erkend den evige Sandhed. Knyt dig til den udødelige Guddommelighed."

[21:33] Vi har tidligere beskrevet tre slags evige Akasha'er: Bhuthakasha, Chitthakasha og Chidaakasha. Dengang kom vi kun ind på få af disse Akasha'ers egenskaber. Fra i morgen vil vi gennemgå disse Akasha'er mere detaljeret og prøve på at få en dybere forståelse af dem.

Kapitel 22: Bhuthakasha, Chitthakasha og Chidaakasha

[22:01] Hvor man end søger i denne verden, så vil man kun kunne finde de fem elementer og intet andet. Det er umuligt at finde et sjette element noget sted.

[22:02] I den åndelige terminologi støder vi ofte på begreber, der vedrører de tre former for Akasha'er, det vil sige de tre rum eller planer. En Sadhaka, der ønsker at lære om Atma's og Brahmam's Kvaliteter, skal lære disse tre Akasha'er at kende. Den første er Bhuthakasha, den anden er Chitthakasha, og den tredje er Chidaakasha.

[22:03] Bhuthakasha vedrører de fem elementer: Rum, luft, ild, vand og jord. Det første af de fem elementer, æteren, rummet, er meget subtilt. Den eneste kvalitet, rum-elementet har, er lyd. Det næste i rækken er luft-elementet. Luft-elementet har to kvaliteter: Lyd og berøring. Derefter kommer ild-elementet, der kan ses. Ild-elementet har således tre kvaliteter: Lyd, berøring og form. Efter ild-elementet kommer vand-elementet. På samme måde, som man med det blotte øje kan se ild-elementet, kan man også se vand-elementet. Vand-elementet har fire kvaliteter: Lyd, berøring, form og smag. Det sidste element er jord-elementet, der har fem kvaliteter: Lyd, berøring, form, smag og lugt. Det er altså kun de sidste tre elementer eller Bhutha'er, det vil sige jord-, vand- og ild-elementet, der har form. De første to elementer, luft- og rum-elementet, har andre kvaliteter, men ingen form.

[22:04] Alt i Bhuthakasha er foranderligt og undergår til stadighed forandring. Med tiden vil alle genstande fuldstændig forandres. De forandres fra et navn og en form til et andet navn og en anden form og så fremdeles. I Bhuthakasha er alt i stadig bevægelse. De fysiske objekter består af de fem elementer. Lad os undersøge de fysiske genstandes natur lidt nøjere. Vi kan for eksempel betragte de atomer, der er til stede et bestemt sted på et givet tidspunkt. På det tidspunkt vil de udgøre en bestemt form. Da atomerne bevæger sig og skifter position, vil den form, de udgør, også forandres. Atomerne i alle genstande bevæger sig så hurtigt fra sted til sted, at det er vanskeligt at sige, nøjagtigt hvornår en bestemt forandring har fundet sted. De atomer, der danner menneskets legeme, bevæger sig hele tiden ligesom atomerne i alle andre former, og det medfører, at kroppen forandres. Disse forandringer minder om en ubegrænset bølgebevægelse. De ligner havets bølger. Der er ingen begyndelse eller slutning på havets bølger. Vanddråberne i en bølge forenes med vandet i den næste bølge. Den bølge, dråberne er blevet en del af, flyder sammen med og bliver en del af andre bølger og så fremdeles. Denne proces, under hvilken former omdannes og forenes, fortsætter uafbrudt. Det er Bhuthakasha's natur eller væsen.

[22:05] Hele menneskeheden kan lignes ved en bølge, og andre levende væsener som for eksempel dyrene kan lignes ved en anden bølge. De dæmoniske kræfter kan ligeledes lignes ved en bølge, og de guddommelige kræfter er igen en anden bølge. I denne verden er det umuligt at forudse, hvilke dele af en bølge der vil blive forenet med hvilke andre bølger. På tilsvarende måde som dråberne i havet blander sig og bliver forenet med en anden bølge, således er det også muligt for den bølge, der indeholder de menneskelige kvaliteter at blive forenet med en bølge, der indeholder karakteristika fra andre levende væsener. Der finder således en uafbrudt forandring sted. Livet kan beskrives som en serie af bølger.

[22:06] Menneskets natur er tæt forbundet med tankeprocessen, og det resulterer i en stadig strøm af tanker. Disse tankeprocesser er alle underlagt forandringer. De forandres til stadighed. På lignende måde forandres kroppen. Hvis vi ikke erkender de seks former for forandringer, som menneskets liv er underlagt, det vil sige fødsel, vækst, udvikling, nedbrydning, opløsning og død, så bliver vi forledt til at tro, at mennesket lever evigt.

[22:07] I Bhuthakasha findes der milliarder af Sole, hver med sin verden. Der er utallige planeter, både store og små, og utallige væsener. I hele dette vældige Univers er Jorden mindre end selv den mindste dråbe. På denne Jord er Indien blot et mindre land. I dette land er der en lille stat. I denne lille stat er der et meget lille amt. I dette lille amt er der en mindre landsby. I denne landsby er der et ubetydeligt lille hus, og i huset sidder der en lille dreng. Når vi nu betragter denne lille størrelse i forhold til dette vældige Univers, forekommer det så ikke latterligt, at denne krop på noget tidspunkt skulle blive opfyldt af 'jeg-følelse', at den skulle puste sig op og opfyldes af en følelse af at være noget særligt?

[22:08] Når vi tænker på Bhuthakasha og på vor egen lille plads heri, så kan vi indse, at vi rent fysisk set blot er et lille fnug i denne vældige helhed. Kan et sådant lille fnug nogensinde gøre sig håb om at forstå helheden? Kan en enkelt lille dråbe gøre sig håb om at overskue hele oceanet? Og selv oceanet forandres hele tiden. Det samme gør Jorden og tillige alt andet i Bhuthakasha.

[22:09] Den verden, vi lever i, er helt igennem midlertidig og flygtig. Hvordan kan et ubetydeligt og flygtigt, levende væsen gøre sig håb om at forstå den uendelige, ubegrænsede og evige Virkelighed? Hvis du ønsker at forstå den evige Virkelighed, så er du nødt til at sikre dig et uforanderligt ståsted i den uforanderlige Virkelighed. Kroppen, personligheden og individualiteten er alle flygtige. De er som luftspejlinger. Mennesket søger at slukke sin tørst i en luftspejling. Det ser ud som om, der er vand der, men det er der ikke. Man kan ikke væde en klud i en luftspejling. Man kan ikke fylde en spand med vand der, og man kan aldrig slukke sin tørst i den.

[22:10] Hele dette vældige Bhuthakasha kan i størrelse lignes ved et atom i Chitthakasha, på samme måde som vor krop er af størrelse som et atom i Bhuthakasha. Hele dette ubegribeligt mægtige Chitthakasha er blot som et atom i Chidaakasha. Bhuthakasha, der består af de fem elementer, kan opleves ved hjælp af de fem sanser, men da Bhuthakasha kun består af de fem elementer og ikke af noget som helst andet, så er det inaktivt og uden bevidsthed. Alligevel er det guddommelige Princip til stede i Bhuthakasha.

[22:11] Det guddommelige Princip findes også i Chitthakasha, der består af de subtile aspekter af de fem elementer. Chitthakasha er ligeledes inaktivt og uden bevidsthed. Hvordan er det muligt? Vi ser her, at det guddommelige Princip, der bor i kroppen, også er til stede i Bhuthakasha og Chitthakasha. Lad os for bedre at forstå dette tænke på et spejl og spejlbilledet heri. Spejlbilledet kan ikke eksistere uafhængigt af spejlet. Spejlbilledet bevæger sig kun, når den spejlede genstand bevæger sig. I vort tilfælde kommer det spejlede objekt fra Chidaakasha, og vi kan forestille os, at Chitthakasha og Bhuthakasha er spejlet. På tilsvarende måde, som Månen tilbagekaster Solens lys, således tilbagekaster Chitthakasha og Bhuthakasha det lys, der er i Chidaakasha.

[22:12] Lad os nu antage, at du ønsker at dekorere spejlbilledet. Kan man det? Når du ser dit ansigts spejlbillede i spejlet, kan du så sætte en plet i panden på spejlbilledet? Nej, vel? Det er en umulig opgave. Du placerer en plet et bestemt sted midt i panden på spejlbilledet, men så snart du bevæger dig, bevæger spejlbilledet sig også, og den plet, der var midt i panden, er nu ovre i øret. Med andre ord, når du bevæger dig til den ene side, så bevæger spejlbilledet sig til samme side, og pletten er ikke længere midt i spejlbilledet. Hvordan kan du da sætte en plet midt i panden og forvente, at den bliver der, uanset hvad der sker? Du er nødt til at sætte pletten på selve objektet, for da kan du vende og dreje spejlet i alle retninger, og pletten vil da forblive på spejlbilledet. Vi kan illustrere dette med en lille historie.

[22:13] Der var engang en verdensberømt kunstner, der havde et usædvanligt talent for at male personer og portrætter. Han opsøgte Krishna, der var i Dwaraka og sagde, at han ønskede at male et billede af Krishna. Med et stort smil svarede Krishna, "Udmærket. Hvis du ønsker at male et billede af Mig, så er du meget velkommen. Hvad skal Jeg gøre?" Kunstneren svarede, "Swami, hvis Du vil være så venlig at sidde stille i en times tid, så kan jeg lave en skitse og gøre den færdig senere." Krishna satte sig og blev siddende uden at bevæge sig, og kunstneren lavede nogle foreløbige skitser. Efter nogen tid bøjede han sig for Krishna's Lotusfødder og sagde, "Swami, jeg er færdig indtil videre." Krishna svarede smilende, "Hvornår kommer du med billedet?" Kunstneren svarede, "Swami, jeg skulle være færdig i morgen ved denne tid." Han arbejdede hele natten utrætteligt på denne vanskelige opgave, der bestod i at male et troværdigt billede af Herren.

[22:14] Da billedet den næste morgen var færdigt, var kunstneren uhyre tilfreds med sit værk. Han indhyllede billedet i et smukt klæde og bragte det til Krishna. Men da klædet blev fjernet, viste det sig, at Krishna's form i de mellemliggende fireogtyve timer fuldstændig havde forandret sig. Kunstneren anbragte billedet lige ved siden af Krishna. Han så på billedet og derpå på Krishna og blev da klar over, at billedet ikke lignede Krishna. Krishna betragtede også billedet og bemærkede, "Min kære ven, der ser ud til være visse fejl og mangler ved det!" Kunstneren svarede, "Swami, jeg beder Dig undskylde mig. Lad mig gøre det om. Jeg kan gøre det bedre. Vær så venlig at give mig en chance til."

[22:15] På denne måde fortsatte det i ti dage. Hver dag malede kunstneren sit billede om, men det var umuligt at opnå et korrekt billede. Nu begyndte kunstneren at føle sig meget skamfuld. Han mente, det nok ville være bedst, om han forlod byen, og det gjorde han så. Da han var på vej bort fra Dwaraka, mødte han tilfældigt Brahma's søn Narada på vejen. Narada sagde til kunstneren, "Du ser meget bekymret ud. Fortæl mig, hvad det er, der gør dig så ulykkelig." Kunstneren fortalte om alt det, der var sket. Narada svarede, "Hør her, Krishna er en mesterlig Skuespiller og en suveræn Instruktør. Han opfører hele dette drama. Med de metoder, du bruger, vil det aldrig lykkes for dig at male Ham. Men hvis du virkelig ønsker at kunne gøre det, så lyt til mine råd og følg dem ubetinget." Kunstneren gik ind på at gøre nøjagtigt det, Narada rådede ham til.

[22:16] Straks næste dag opsøgte han Krishna. Han medbragte et billede, der var indhyllet i et fint klæde. Han sagde til Krishna, "Swami, jeg er nu endelig i stand til at vise Dig et nøjagtigt, vellignende billede af Dig." Han fortsatte, "Swami, se her! Her er et perfekt portræt af Dig. Uanset hvilke forandringer der end måtte ske i Dit udtryk eller i Din form, så vil dette billede, som vi ser her, altid være en tro gengivelse af disse forandringer." Han gjorde sig klar til at fjerne klædet og sagde, "Modtag venligst dette billede. Det er det bedste, jeg har af Dig." Da klædet blev fjernet, afsløredes et helt rent spejl.

[22:17] Hvis du ønsker at male et portræt af Gud, der er Uforanderlig, så vil det ikke lykkes for dig, dersom du benytter flygtige materialer som pensler, maling og så videre. Alt i Bhuthakasha er midlertidigt. Alle former forandres hele tiden. Disse flygtige materialer og former kan derfor ikke danne et billede af den evige Gud. Hvis du ønsker at få et klart, tydeligt og uforanderligt billede af Gud, så kan du kun opnå det i dit eget hjerte, når dette er helt rent. Det er derfor en form for vildfarelse, der får mennesker til at søge efter Ham i alle de foranderlige former, som findes i det fysiske univers, i Bhuthakasha.

[22:18] Den evige uforanderlige Virkelighed kan ikke fuldt ud erkendes gennem flygtige, foranderlige former. Hvilken som helst viden, vi opnår på denne måde, er i sig selv flygtig. Den glæde, vi opnår ved at forsøge at lære Ham at kende på den måde, er også flygtig. De fem elementers grundlæggende natur består i, at de hele tiden gennemgår en uafbrudt og gennemgribende forandring. Vi er nødt til at gå hinsides de foranderlige former, som består af de fem elementer, for at nå den evige Virkelighed.

[22:19] Lad os antage, at du er taget på en pilgrimsrejse til et tempel for at få en vision af Gud. På vejen dertil har du måske måttet gennemgå mange vanskeligheder. Nu, da du endelig er ankommet og har haft mulighed for at gå ind i templet, står du foran gudebilledet med hjertet opfyldt af længsel. Du ser billedet, men straks efter lukker du øjnene og vender blikket indad. Du har gennemgået mange vanskeligheder for at nå hertil og se det hellige billede. Men nu, hvor du er nået frem, lukker du alligevel øjnene og ser ind i dig selv. Hvad er den dybere mening med det? Du ser indad, fordi du ved, at du er nødt til at se ind i dit hjerte for at kunne få en sand og permanent vision af Gud. Du ved intuitivt, at de billeder, du ser med det blotte øje, vil blive ved med at være flygtige indtryk, der er overlejret på flygtige tanker. Når tankerne har registreret dem, skal de fæstne sig som varige indtryk i hjertet.

[22:20] Selv om vi ikke kan opnå en direkte oplevelse af det Guddommelige i Bhuthakasha, vil den indirekte vision, vi kan opnå der, give os en midlertidig glæde. Vi skal ikke give afkald på denne midlertidige glæde, blot fordi Bhuthakasha er flygtigt og foranderligt. Selv denne flygtige glæde skal vi sørge for at få del i, og derpå lidt efter lidt langsomt gennemføre rejsen til den evige glæde. Der er tre stadier på denne rejse til den evige glæde. Det første stadium kan vi kalde 'Mithya i Mithya', det vil sige usandheden i usandheden. Det andet stadium kan vi kalde 'Mithya i Sathya', det vil sige usandheden i Sandheden. Det tredje stadium er 'Sathya i Sathya', det vil sige Sandheden i Sandheden'. Disse tre stadier svarer til Bhuthakasha, Chitthakasha og Chidaakasha.

[22:21] Mithya i Mithya er den genspejling, vi finder i Bhuthakasha. Mithya i Sathya er den genspejling, vi finder i Chitthakasha, og Sathya i Sathya, der er Sandhedens inderste Væsen, finder vi i Chidaakasha. Vi kan få en forståelse af disse forhold ved at tænke over de ord, Swami ofte har sagt, "Du er ikke én person, men tre. Den, du tror, du er. Den, andre tror, du er, og den du virkelig er." Uanset hvad vi oplever nu, eller hvordan vi lever i øjeblikket, så er det hele blot midlertidigt og flygtigt. Såvel objekt som genspejling i alle disse oplevelser er midlertidige. Det er selve Bhuthakasha's natur. Det er derfor, man siger, at Bhuthakasha er Mithya i Mithya.

[22:22] Hvis du holder et stykke is i hånden, så vil det begynde at smelte, indtil det hele er blevet til vand igen. Hvorfor sker det? Det sker, fordi det er isens natur at smelte. På tilsvarende måde er foranderlighed og flygtighed det inderste væsen i alt det, der findes i Bhuthakasha. Selv når vi prøver at forstå Bhuthakasha, er vi nødt til at tænke på de indre eller finere Akasha'er. Bhuthakasha er det grove plan. Det er det, vi oplever, når vi er vågne. De samme foreteelser er i en mere subtil form forbundet med Chitthakasha, som er det plan, vi oplever, når vi drømmer. Når vi er vågne, er vi i stand til at se objekterne som følge af det lys, der kommer fra Solen og Månen, men denne Sol og denne Måne er ikke til stede, når vi drømmer. Det er kun det lys, der kommer fra Chitthakasha, der gør det muligt for os at se objekterne i den verden.

[22:23] I samme øjeblik vi skubber det grove plan til side, bliver det finere lys synligt i det indre. Om dagen er vi ikke i stand til at se stjernerne, men det betyder ikke, at de ikke eksisterer. Stjernerne lyser også om dagen, men vi ser dem ikke, fordi Solen skinner så stærkt. Når lyset tager af, ser vi de lysende stjerner. Bag det grove findes det finere, det mere subtile, og i det finere findes det grove. I selveste barndommen findes alderdommen i dens subtile form, og i alderdommen kan vi finde de fine spor af barndommen.

[22:24] Der er noget, der transcenderer, noget der er hinsides både det grove og det finere plan. Det er Chidaakasha. I Chidaakasha er der ingen bevægelse. Chidaakasha er ikke underlagt nogen forandring. Her findes Paramjyothi, det skinnende og strålende Lys fra Atma. Det er som følge af Atma's altgennemtrængende Lys, der skinner i og gennem Chidaakasha, at det er muligt for os at opleve Chitthakasha og Bhuthakasha. Hvis Chidaakasha ikke var til, ville Chitthakasha og Bhuthakasha ikke eksistere. Vi er derfor nødt til at basere vort liv på Chidaakasha, samtidig med at vi bruger Bhuthakasha som et middel til at nå Chitthakasha. Lad os bruge havet som et middel til at illustrere dette.

[22:25] Der er ikke forskel på bølgerne og vandet i havet. Heller ikke bølgeskummet og bølgerne er væsens forskellige. Bølgeskummet, bølgerne og havet er alle ét og det samme. Det, der er fælles for dem, er vandet, men det optræder i forskellige former: Som bølgeskum, som bølger og som hav. Her i foreteelsernes verden skal vi derfor også finde frem til den enhed, der udgøres af Bhuthakasha, Chitthakasha og Chidaakasha. Vi kan sætte disse tre Akasha'er i forbindelse med de tre bevidsthedstilstande. Når vi er vågne, kan glæde os over Bhuthakasha, vi kan betragte drømmetilstanden som Chitthakasha og den dybe søvn som Chidaakasha. Thuriya, der er den fjerde bevidsthedstilstand, gennemtrænger og er samtidig hinsides de tre Tilstande. Thuriya er den overbevidste Tilstand.

[22:26] Sushupthi, der er den dybe søvns tilstand, kan ikke give os den sande oplevelse af lyksalighed. Det er først, når vi fra den dybe søvntilstand er kommet tilbage til den vågne tilstand, at vi bliver klar over, at vi har oplevet fred. I Thuriya-tilstanden, i den overbevidste Tilstand, vil vi i fuld bevidsthed kunne nyde virkelig Ananda.

[22:27] Shankara har beskrevet søvntilstanden som en tilstand af Samadhi. Hvad betyder Samadhi? Ordet bliver normalt misforstået og brugt som betegnelse for den tilstand, en person er i, når han opfører sig unormalt, enten fordi han synes at være langt borte eller har problemer. Vi tror, at Samadhi er en Tilstand, der er forskellig fra den vågne tilstand, fra drømmetilstanden og fra den dybe søvntilstand, men i virkeligheden er Samadhi en Tilstand, der er fælles for disse tre tilstande. Betydningen af ordet Samadhi findes i selve ordet. Det består af to stavelser, stavelserne 'Sama' og 'dhi'. 'Sama' betyder: Den samme. Og 'dhi vedrører tankeprocessen. Samadhi betyder altså at tænke med samme sind, det vil sige med sindsligevægt. Det er Samadhi, når man kan møde kulde og varme, tab og vinding, ros og dadel og så videre med samme sind, med samme ro i sindet.

[22:28] Når man er fordybet i Samadhi, når sindet er i fuldkommen ro, vil man være i en Tilstand af Ananda, hvad enten man er i Bhuthakasha, i Chitthakasha eller i Chidaakasha, det vil sige, hvad enten man er vågen, drømmer eller befinder sig i dyb søvn. Alle længes efter denne lyksalige Tilstand. Det er nødvendigt at udøve megen Sadhana for at opnå den Tilstand. Man er også nødt til at opnå Guds Nåde. For at opnå Hans Nåde skal man fremelske sindsligevægt og praktisere de dyder, der glæder Gud.

[22:29] Efter at have beskrevet Sthithaprajna'ens ædle karakteregenskaber sagde Krishna til Arjuna, "Arjuna, det er fuldstændig værdiløst, når du baserer dine handlinger på overvejelser, der udelukkende vedrører kroppen. Gør som Jeg befaler! Gør din pligt, samtidig med at du hele tiden tænker på Mig! Du vil da blive i stand til opleve og nyde den allestedsværende Guddommelighed. Denne Guddommelighed er den Enhed, der ligger bag al denne verdens mangfoldighed. Udfør alle dine handlinger på denne baggrund. Først når du uafbrudt tænker på det Guddommelige, vil Mit Hjerte blive inddraget og fuldt og helt tænke på dig."

[22:30] Uanset hvilken tilstand en Sthithaprajna befinder sig i, så vil hans tanker og følelser hele tiden være de samme. Han har udviklet et roligt og stabilt sind, der hele tiden er bevidst om det Guddommelige. Hvem vil blive forbavset over, at ilden ledsages af varme? Det er ildens natur at brænde, ligesom det er isens natur at være kold. Det er også helt naturligt, at alle, der fødes, også skal dø. Det skal vi betragte som noget ganske naturligt. Ingen, der har erkendt denne sandhed, vil blive overmandet af sorg. Fremelsk derfor overalt og under alle omstændigheder denne sindsligevægt og hav altid din opmærksomhed fast rettet mod det Guddommelige, uanset hvad der sker.

[22:31] For at kunne fremelske denne evne til altid og overalt at kunne tænke på det Guddommelige, er vi nødt til at opnå en dyb forståelse af de karakteristiske egenskaber ved Bhuthakasha, Chitthakasha og Chidaakasha. Lad os undersøge følgende situation. Du går til ro, kort tid efter at du har spist til aften. Lidt efter falder du i søvn og har forskellige drømme. Du oplever mangt og meget i dine drømme, men når du står op, forsvinder alt fra drømmetilstanden. I den vågne tilstand er du optaget af mange forskellige aktiviteter og oplever mangt og meget, men senere, når du atter sover, fortrænges alle disse aktiviteter fra den vågne tilstand af foreteelserne i drømmetilstanden. Alle disse forandringer sker i løbet af blot fireogtyve timer.

[22:32] Der er nogle påfaldende forskelle mellem vore oplevelser i drømmetilstanden og vore oplevelser i den vågne tilstand. Når det nu er således, hvad skal vi så tro på, og hvad skal vi lade være med at tro på? Hvad er sandt, og hvad er ikke sandt? Er jeg den, der oplever alle disse ting i den vågne tilstand, eller er jeg den, der oplever alt det andet i drømmetilstanden? Vi får følgende svar i Vedanta filosofien, "Jeg er hverken den ene eller den anden. Jeg er ikke den, der oplever den vågne tilstand, og jeg er ikke den, der oplever drømmetilstanden. Jeg er heller ikke den, der sover i dyb søvn. Jeg transcenderer alt dette. Jeg er selve det transcendentale Princip."

[22:33] Det, som vi tror eksisterer, eksisterer i virkeligheden ikke. Det, som vi ikke tror eksisterer, eksisterer i virkeligheden. Når vi opnår visdom, bliver vi klar over, at det udelukkende er den Ene, der eksisterer, og som er evigt Sand. Det er Brahmam, det transcendentale Princip. Men Brahmam er ikke let tilgængelig for almindelige mennesker.

[22:34] Alt det, vi læser om, lytter til og oplever, er alt sammen noget, der har med Bhuthakasha at gøre, det er Bhuthakasha's kvaliteter. Det er her vi begynder. Det er herfra, vi skal stræbe efter og prøve at nå vort Mål. Vi skal komme frem til det Formløse fra det, der har form. Fra det foranderlige skal vi nå frem til det Uforanderlige. Det kaldes også at udvikle sig fra Savikalpa til Nirvikalpa. I Savikalpa-tilstanden er der kvaliteter. Alt det, der transcenderer disse kvaliteter og går hinsides de tre Guna'er, er Nirvikalpa. Nirvikalpa forandres ikke. Den er stabil. Det er Målet for den åndelige aspirant at nå til denne stabile og uforanderlige Tilstand. Den, der er fuldstændig fordybet i denne Tilstand, er Sthithaprajna. Du spekulerer måske på, om Arjuna opnåede denne Sthithaprajna-tilstand? Det gjorde han. Krishna skænkede Arjuna denne Tilstand. Han forvandlede Arjuna til en Sthithaprajna og fik ham til at udføre alting som et redskab for det Guddommelige.

[22:35] Hvis den, der har opnået visdom, ikke er aktiv, vil han ikke kunne være et eksempel til efterfølgelse for almindelige mennesker. Tænk for eksempel på dette institut. Her er der en afdelingsleder i afdelingen for legemsøvelser, og der er en gymnastiklærer, der udfører, hvad lederen pålægger ham. Under øvelserne vil lederen selv være tavs, men læreren vil råbe "En, to, tre, ..." og selv udføre øvelserne. Han må vise, hvordan det skal gøres. Først derefter kan man forvente, at de andre følger hans eksempel. Sthithaprajna'en virker ligesom gymnastiklæreren gennem sit eksempel, således at almindelige mennesker kan følge ham. Det var derfor Krishna forvandlede Arjuna til et ideelt menneske. Krishna sagde til ham, "Jeg vil gøre dig til et redskab for Mit Arbejde."

[22:36] Hvad er den dybere mening med alt det, Krishna gjorde for Arjuna? Navnet Arjuna betyder: Den der har et rent hjerte. Arjuna levede altid i Krishna. Mange gange kaldte Krishna Arjuna for Bharatha. Det betyder: Den der elsker Gud. Bha betyder: Stråleglans. Bharatha er altså den, der elsker Guds allestedsnærværende Stråleglans, der skinner ved egen Kraft. Ordets mening og betydning findes i selve ordet.

[22:37] Det eneste, der var Arjuna's pligt, var ubetinget at udføre Krishna's Befalinger. Arjuna sagde, "Swami, jeg vil gøre, hvad Du befaler, hvad det end måtte være. Hvad Du end måtte bede om, vil jeg gøre. Jeg vil ikke gøre noget, Du ikke har bedt mig om." Det er den rette indstilling for en Sthithaprajna.

[22:38] En Sthithaprajna har ikke nogen følelse af 'jeg-hed' eller 'min-hed'. Han har ingen tilknytninger og ingen 'jeg-følelse'. Sthithaprajna'ens ædle egenskaber består i, at han accepterer og følger Herrens Bud, samtidig med at han tilintetgør alle spor af Ahamkara og Mamakara. Det er derfor, der i Gita'ens andet kapitel detaljeret bliver gjort rede for Sthithaprajna'ens egenskaber. Det ville ikke have været særligt frugtbart blot at få en beskrivelse af Sthithaprajna'ens egenskaber, og Krishna begyndte derfor med at fortælle om Akasha's egenskaber.

[22:39] Arjuna var intelligent nok til at kunne fatte den dybere mening med dette. Efter at have haft en vision af Herrens kosmiske Form forstod han umiddelbart den dybere mening med denne Vishwa Viratswarupa, det vil sige med Herrens kosmiske Form. Han indså, at den er et udtryk for foreningen af Bhuthakasha, Chitthakasha og Chidaakasha. Når som helst Arjuna lukkede øjnene, efter at han havde set Herrens kosmiske Form, så han altid i sit hjerte Krishna i form af et uudsletteligt aftryk. Han erkendte, at det, han havde set med åbne øjne, var i Bhuthakasha, og at alt det, han stadig havde i sit hoved og kunne se for sig, når han lukkede øjnene, var i Chitthakasha. Endvidere erkendte han, at det uudslettelige indtryk, der forblev i hans hjerte efter denne vision, var i Chidaakasha. Det kan sammenlignes med et billedtryk på papir. Så snart billedet er trykt, er det umuligt at skille det fra papiret igen. På denne måde efterlod Krishna's kosmiske form et varigt indtryk i Arjuna's hjerte.

[22:40] Arjuna var et eksempel til efterfølgelse, men han påtog sig alligevel alle slags opgaver ligesom almindelige mennesker for netop herigennem at kunne virke som et eksempel for hele menneskeheden. I sit indre havde han til stadighed sin opmærksomhed fæstnet på Herrens Lotusfødder. Arjuna vidste, at det eneste formål, der var med hans fysiske krop, var at adlyde Krishna's Befalinger. Krishna fremhævede dette som den fornemste egenskab ved en Sthithaprajna. I morgen skal vi høre mere, om nogle af de opgaver, Arjuna påtog sig som Sthithaprajna.

Kapitel 23: Vær tilfreds og søg Guds Nåde

[23:01] Hovedbudskabet og den grundlæggende lære i Sankhya er, at alt, der bliver født, også skal dø, og at det, der fødes og dør, også er underlagt de seks former for forandring: Fødsel, vækst, udvikling, nedbrydning, opløsning og død. Hvis der ikke finder nogen fødsel sted, kan de andre forandringer ikke forekomme. Hvad er det da, der ikke bliver født? Det er Atma! Atma bliver ikke født. Atma forandres ikke. Atma dør ikke. Atma er Uforanderlig, Evig og uden kvaliteter. Atma er vor sande Natur, vort sande Væsen. Det er kun kroppen, der bliver født, det er kun kroppen, der er underlagt de seks forandringer, og det er kun kroppen, der dør.

[23:02] Den, der bor i kroppen, forbliver upåvirket af alle de forandringer, kroppen udsættes for. Denne beboer kaldes Dehi og er Atma. Denne beboer er Nirmaya, det vil sige fri af Maya, ikke underlagt Maya. Når først vi har erkendt det atmiske Princip, indser vi, at alt andet er timeligt og flygtigt. Derfor skal enhver forsøge at nå til erkendelse af dette atmiske Princip.

[23:03] Man skal ikke opmuntre til, at der skabes flere begær. Det er bedst at være tilfreds med, hvad man har. Gita Acharya har i kapitlet om Bhakthi Yoga redegjort for de seksogtyve kvaliteter, som den hengivne skal have for at blive elsket af Gud. Blandt disse kvaliteter er tilfredshed en af de allervigtigste egenskaber hos en hengiven. En Sadhaka skal ikke længes efter verdslige fornøjelser. Når man har oplevet og nydt så mange slags behageligheder og sansemæssige foreteelser uden at have opnået tilfredshed eller fred i sindet, så skal man være tilfreds med det, man har, og betragte alt det, man allerede har, som tilstrækkeligt.

[23:04] Man kan sammenligne den utilfredses hjerte med en bambuskurv, der er fuld af huller. Hvis man prøver at trække vand op af en brønd med en sådan kurv, så vil alt vandet være løbet ud, inden kurven når op. Der vil end ikke være én dråbe tilbage, som man kan slukke sin tørst med, når kurven når op. På tilsvarende måde vil enhver, der plages af mange ønsker, og som føler begærlighedens smerte, opdage, at al hans tilfredshed vil have forladt ham, før han får mulighed for at glæde sig over opfyldelsen af sine ønsker. Al tilfredshed vil have forladt hans hjerte, og utilfredsheden vil have indtaget den ledige plads. Begær avler flere begær.

[23:05] Den, der intet ejer, vil blive meget glad og tilfreds, hvis han får hundrede Rupi'er. Når den samme person har fået de hundrede Rupi'er, vil han tænke på, hvor dejligt det ville være, om han kunne få tusinde Rupi'er. Hvis det lykkes ham at få tusinde Rupi'er, så ønsker han nu at få hundrede tusind Rupi'er. Derefter ønsker han at komme til at eje store landområder, og senere vil det være hans ønske at blive konge og regent. Når han er blevet konge, vil han ønske at blive guddommelig, at opnå Madhavathwa.

[23:06] Men det vil aldrig lykkes ham opnå Madhavathwa ved hjælp af penge eller ejendom. Når menneskets begær vokser ud over alle grænser, bliver han meget ulykkelig og meget utilfreds. Hans rigdomme vil på ingen måde kunne give ham den ønskede fred. Den enkelte er nødt til at lære at være tilfreds med det, han har, med den rigdom og de ejendele, han har fået ved Guds Nåde. Det er den enkeltes ansvar at tage vare på og være tilfreds med den rigdom og de ejendele, han har fået ved Guds Nåde.

[23:07] Vi priser alle Gud, men hvad der er meget vigtigere er, om Gud priser os. Vi erklærer Gud vor kærlighed, men vi er nødt til at finde ud af, om Gud har skænket os Sin Kærlighed. Vi tror på, at Gud tilhører os, men det allervigtigste for os er, at Gud siger, "Du er Min."

[23:08] Lad os antage at vi sender nogen et anbefalet brev. Vi kan da først være sikker på, at brevet er nået frem, når vi fra vedkommende har fået besked om, at han har modtaget brevet. Hvis vi bare siger, at Gud er Storslået, svarer det til at sende et anbefalet brev, men når Gud svarer os og siger ,"Ja, og du er også storslået," så bliver vi tilfredse. Vi vil da have opnået Fuldbyrdelse. Der skal komme et ord fra Ham, der lyder, "Du er Min. Du er Mig meget kær." Det er den evige Skat. For at komme så langt må alle Sadhaka'er gå i gang med forskellige åndelige øvelser. Hvis vi ikke til sidst når frem til dette resultat, har alle vore bestræbelser og al vor Sadhana været forgæves. Det er vort håb og vor forventning, og det er frugten af alle vore åndelige øvelser at høre Herren sige, "Min kære, du er Min."

[23:09] Arjuna modtog denne forsikring. Han havde måske haft mange begær, men han afskrev alle sin ønsker og begær og overgav sig fuldstændig til Gud. Arjuna sagde, "Swami, Du er alt for mig, jeg er Din." Fra det øjeblik var Arjuna berettiget til at modtage Hans Nåde. Det er det eneste, vi skal stræbe efter. Det er det eneste Mål. Det er det eneste objekt og det eneste formål. Vort liv er fuldbyrdet, når vi opnår Hans Nåde.

[23:10] Når man ønsker at rejse udenlands, har man brug for et pas, også selv om man har en høj uddannelse eller er meget rig, ja uanset hvem man er. Der er måske nogen, der vil sige, "Jeg er højt uddannet. Jeg er meget rig. Jeg har megen jord. Jeg vil gerne have et pas." Men vil han nu få det, bare fordi han siger sådan? Det er rigtigt, at alle disse forhold kan være udtryk for personlige færdigheder og fortjenester, men hvis man ønsker at rejse til udlandet, er man nødt til at følge en bestemt procedure. Denne procedure tager ikke hensyn til, om man er uddannet eller ikke, om man er rig eller fattig. Man vil end ikke blive spurgt om stilling, status eller fortjenester, når man skal på en mindre rejse med bus, tog eller fly. Har man billet, er der ingen, der vil spørge, om man er rig, om man har en uddannelse eller en vis position. De vil være tilfredse og føre en til bestemmelsesstedet, når blot man har en billet. Hvis man ikke har billet, kommer man ikke med, uanset hvem man er.

[23:11] Det forholder sig på samme måde, hvis man ønsker at få adgang til Selvrealisationens Kongerige. Dette vil man først kunne få adgang til, når man har opnået Guds Nåde. Guds Nåde er ens pas, men der kan stadig være nogle vanskeligheder, hvis man kun har passet. Man er også nødt til at have visum til det pågældende bestemmelsessted. Ud over at have Guds Nåde er man også nødt til at opnå den iboende sjæls velsignelse, det vil sige Antharatma's nåde. Giveren kan være parat til at give, men modtageren skal også være i stand til at modtage gaven. Hvis man ønsker at få adgang til Selvrealisationens Kongerige, skal man vinde Guds Kærlighed, og man skal også udføre Sadhaka'ens åndelige øvelser. Man vil først kunne opnå Selvrealisation, når disse to følges ad.

[23:12] I Bhagavad Gita lærer vi, at enhver, der ønsker at komme ind i Selvrealisationens Kongerige og opnå Moksha, skal fremelske de seksogtyve dyder. Men selv om man blot fremelsker en enkelt af disse dyder, har man gjort sig fortjent til at komme ind. Blandt alle disse dyder er tilfredshed den vigtigste. Kun den, der er tilfreds, er et højtudviklet menneske. Swami spørger ofte, "Hvem er det, der er højest udviklet i denne verden?" Svaret er, "Det er den, der altid er tilfreds. Det er ham, der er højest udviklet." Vi skal derfor fremelske tilfredshed.

[23:13] Vi skal ikke fare vild i denne verden i stræben efter timelige glæder, forgængelige rigdomme, position og luksus. Så længe vi lever, kan vi nyde de glæder, vi møder. Vi vil blive ved med at være knyttet til et sted eller et land, lige så længe vi bliver ved med at have kropslige bindinger. Vi vil være nødt til tage vare på denne krop, der består af de fem elementer, så længe vi er forbundet med de fem elementer. Men vi skal ikke spilde tiden og kroppen med udelukkende at være optaget af disse forhold. Vi skal altid huske Målet. Her er et lille eksempel, der illustrerer dette.

[23:14] Der var engang en meget rig mand, der havde rejst overalt i verden. Han besluttede sig for at bygge et hus. Det skulle være et hus, hvis lige ikke fandtes noget sted, et så prægtigt hus, at ingen nogensinde havde hørt om eller kunnet forestille sig noget lignende. Der fandtes ingen, der nogensinde havde set, tænkt på eller bare drømt om et så prægtigt palads. Han bestemte sig for at lade dette varige og helt enestående bygningsværk opføre, om det så skulle koste ham millioner af Rupi'er. Han tilkaldte ingeniører og arkitekter fra forskellige lande for at få huset bygget. Til sidst blev det skønne palads færdigt, og han havde nu et hus, der glædede og tilfredsstillede folk med vidt forskellig baggrund og livssyn. Der kom millioner af besøgende for at se huset. Før selve indvielsen fandt sted, tilkaldte han et antal ingeniører og eksperter og spurgte dem, "Kan I finde bare den mindste fejl eller mangel noget sted i denne bygning?" Det kunne de ikke. Alt så ud til at være perfekt.

[23:15] Han indbød mange forskellige mennesker til indvielsen, heriblandt rigmænd og indflydelsesrige embedsmænd. Han inviterede berømte Rishi'er for at modtage deres velsignelse. Der var også en del Sthithaprajna'er blandt de indbudte, og der blev gjort omhyggelige forberedelser til gæsternes ophold. Da alle var blevet forsamlet, talte han til dem og sagde, "Jeg beder jer i al ydmyghed lade mig vide, om der er nogen fejl eller mangler i dette hus." De tilstedeværende ingeniører svarede, "Der er ingen, der kan pege på den mindste fejl i denne vidunderlige bygning. Den er helt igennem perfekt. Den er storslået, overordentlig enestående og fuldt moderne."

[23:16] På dette tidspunkt trådte en Yogi frem. Han havde indtil da stået i et hjørne. Han henvendte sig nu til den rige mand, der var vært for hele arrangementet. Yogi'en sagde, "Højtærede vært. Jeg kan se to alvorlige fejl ved denne bygning." Alle blev meget overraskede over at høre dette, og alle var ivrige efter at få at vide, hvilke fejl det var, han hentydede til. Den rige mand, der ejede huset, foldede hænderne og sagde bønfaldende til Mahatma'en, "Swami, fortæl os venligst, hvad det er for fejl, du har set. Vi venter spændt på dit svar." Yogi'en svarede, "Min velhavende ven, det er ikke muligt for dig at udbedre disse fejl. Den ene fejl er, at denne bygning efterhånden vil smuldre og blive fuldstændig tilintetgjort. Det er en fejl, der ikke kan afhjælpes. Den anden fejl består i, at den, der lod denne bygning opføre, selv vil gå til grunde. Heller ikke det kan være anderledes, selv om det måske kan udsættes en kort tid. Du har ikke erkendt disse sandheder. Du tror, at du har udført noget enestående, og at resultatet af dine bestræbelser er uden fejl og mangler, men disse fejl vil i sidste ende få overtaget."

[23:17] Sådan går det dem, der glemmer døden og tror, at de vil leve evigt. Kun den, der holder sig den evige, atmiske Realitet for øje, vil til stadighed være glad, lykkelig og tilfreds. Er man det, så ejer man et palads - det atmiske Palads. Der er intet, der tåler sammenligning med det atmiske Palads. Det atmiske Palads er i modsætning til de verdslige paladser perfekt, uforanderligt og uden fejl og mangler. Vi er derfor nødt til at erkende den sandhed, at alt i denne verden er foranderligt. Vi skal kun have den evige Atma for øje og kun beskæftige os med Atma og udøve Sadhana for at nå dertil.

[23:18] I denne forbindelse sagde Krishna til Arjuna, "Arjuna, du tror, at du skal til at dræbe nogle mennesker, men det er en forkert opfattelse, du har der. Du er et evigt væsen, den evige Virkelighed, og dem, du tror, du vil komme til at slå ihjel, er ligeledes den samme, evige Virkelighed. Det Princip, du legemliggør, er forbundet med Atma. Atma bliver ikke født. Atma dør ikke." Vi følger først rigtigt den lære, vi får i Sankhya Yoga, når vi har forstået denne sandhed og omsætter den til praksis.

[23:19] Krishna sagde, "Du er ikke den, der skal dø, du er ikke den, der slår ihjel. Det samme gælder for alle andre, du kender. De dør ikke, og de dræber ikke. Det skal du være helt klar over. Arjuna, erkend den dybere mening i disse principper og udfør alle dine pligter samvittighedsfuldt, så længe du lever." Arjuna svarede, "Jeg har slet ikke nogen ønsker, jeg er ikke engang interesseret i at komme i Himlen." Hertil svarede Krishna, "Siger du det, fordi du har forstået de grundlæggende sandheder bag den fysiske eksistens, eller siger du det, fordi du er en slap og fej kryster? De ord, du siger under indflydelse af tilknytning til slægtninge og med følelsen af, at det er dig, der skal slå dem ihjel, har intet med Atma at gøre. Hvis du derimod klart har erkendt sandheden i det atmiske Princip og erkendt Dets evige Natur, og at Det er uden fejl og mangler, så vil dit sind ikke blive forvirret og uroligt. Ingen skyer vil da kunne formørke din forståelse."

[23:20] Alt dette er blevet forklaret I Bhagavad Gita's kapitel om Sankhya Yoga, og man må forstå den dybere mening med denne lære. Enhver godtager uden videre de forskellige påstande om, at man ikke slår nogen ihjel, og at man ikke selv bliver dræbt, uden at forstå den dybere mening, der er forbundet med det atmiske Princip. Hvis man ønsker at finde ud af, hvordan man kan anvende denne lære og undersøger, hvordan andre fører den ud i livet, så vil man opdage, at de overhovedet ikke gør brug af den, skønt de gentager disse budskaber og endog belærer andre om disse principper. Her følger et eksempel, der belyser disse forhold.

[23:21] Der var en gang en jæger, en slet og ugudelig karl, der havde dræbt mange dyr. Det varede ikke længe, før han også begyndte at slå mennesker ihjel. Han begyndte at dræbe enhver, der krydsede hans vej, for at kunne frarøve dem deres ejendele. Da han blev pågrebet og dømt, bestemte dommeren, at han skulle hænges som straf for alle de forfærdelige forbrydelser, han havde begået. Det blev bekendtgjort, at dommen ville blive afsagt i retten den følgende dag.

[23:22] Da han blev ført ind i retten for at få sin dom, medbragte han i lommen en Bhagavad Gita. Dommeren bekendtgjorde, at han ville blive hængt den følgende morgen klokken syv. Til det svarede den dømte frimodigt, "Ærede dommer, hvorfor idømmer De mig så hård en straf?" Dommeren svarede, "Du har fået denne dom, fordi du har myrdet mange uskyldige." Nu tog den dømte Gita'en frem. Han viste dommeren Bhagavad Gita og sagde, "Hr. dommer, i denne hellige bog forklares det, at jeg ikke har slået disse mennesker ihjel, og at de heller ikke er blevet slået ihjel." Han fortsatte skamløst, "Hvordan kan De benægte disse erklæringer, som Gud Selv har afgivet?" Dommeren var lige så skarpsindig og svarede uden tøven, "Ja, det er sandt, at du ikke har dræbt nogen, og at disse mennesker ikke er blevet slået ihjel. Med hensyn til dommen, så tager jeg ikke dit liv, og du dør ikke, men du skal alligevel gøre dig klar til at modtage din straf i morgen tidlig klokken syv."

[23:23] Vi kan ikke bruge Bhagavad Gita efter behov, som det nu engang passer os. Vi er nødt til at praktisere de sandheder, der er indeholdt i Bhagavad Gita's budskaber, når vi har erkendt deres indre betydning. Bhagavad Gita er ikke kun blevet givet til Arjuna. Denne hellige Dharma er blevet givet til alle Jordens folk. Gita'en blev givet til hele verden. Arjuna var blot et redskab. Arjuna repræsenterer hele menneskeheden. Alt dette, som er blevet fortalt til Arjuna som repræsentant for menneskeheden, kan bruges af hele menneskeheden. Hvis vi ønsker at følge denne lære, er vi nødt til lidt efter lidt at mindske vore ønsker og begær, forstå det atmiske Princip og således nå til en tilstand af Tilfredshed.

[23:24] Sadhaka'er er nødt til grundigt at undersøge deres daglige tilværelse for at finde ud af, om de bruger denne lære i deres daglige gøremål. De dybere sandheder må erkendes direkte, og de vil afsløre sig selv gennem dagligdagens forskellige forhold. Vi vil ikke være i stand til at erfare sandheden i Gita'ens syv hundrede vers blot ved at lære disse vers udenad. Vi er nødt til klart at erkende de kvaliteter, som vi skal praktisere, når vi udfører vore daglige pligter. Vi er nødt til at erkende, hvordan hver enkelt af disse seksogtyve kvaliteter vil hjælpe os til at nå Målet, og vi skal bruge dem i vor daglige tilværelse ud fra denne forståelse.

[23:25] Hovedbudskabet i dagens tekst er, at vi skal beherske vore begær og vor grådighed og derigennem nå til en tilstand af Tilfredshed, og at vi skal gøre alt for at opnå Guds Kærlighed. Det gavner ikke meget blot at elske Gud. Man er nødt til at lære, hvordan man opnår Hans Kærlighed, og hvordan man får Hans Nåde til at strømme en imøde. Det gavner dig ikke at råbe op og sige, at Gud er din. Du skal hige efter at høre Gud sige, "Du er Min." Det er det, der skal til. Det er det, man skal stræbe efter. Fremelsk fra nu af de kvaliteter, der vil fremkalde en sådan erklæring fra Gud. På den måde vil I helliggøre jeres tilværelse. I morgen vil vi tale mere om disse kvaliteter.

[24:01] Kshama betyder: Overbærenhed, tålmodighed og udholdenhed. Kshama er den stråleglans, der udgår fra strålende og lysende personligheder. Kshama er det inderste væsen hos dem, der angrer og derfor udfører bodsøvelser. Kshama er selve sandheden hos dem, der lever i sandhed. Kshama er selve Sandheden. Den er Yagna. Den er Dharma. Den er Veda. Den er Ahimsa. Kshama er lykke. Kshama er medfølelse. Kshama er alt. Den er alt i alle verdener. Kshama er det, enhver skal opnå i livet. Uden Kshama er det ikke muligt at erkende det atmiske Princip og kende Det, der er Bestandigt, Det der er Evigt, Det der er Uforanderligt, og Det der er strålende Lys. Så længe man betragter kroppen som noget virkeligt og Atma som noget uvirkeligt, vil man aldrig blive i stand til at forstå det guddommelige, atmiske Princip.

[24:02] Hvis man identificerer sig med kroppen og ikke med Atma, vil man ikke være i stand til at forstå betydningen af Paramatma. Vi kan forklare og beskrive Atma på forskellige måder. Vi kan diskutere Atma, men Atma kan kun opleves og erkendes ved bestemte øvelser og iagttagelser, der har forbindelse med vor daglige tilværelse. Vi kan for eksempel sige, at sukker er sødt, men hvordan kan den, der aldrig har smagt sukker, forstå det? Kun den, der har smagt sukker, vil kunne forstå og værdsætte dets sødme.

[24:03] Man vil først blive i stand til at forstå den umanifesterede Atma, når man praktiserer bestemte åndelige øvelser og prøver at forstå Guds Kvaliteter. Hvorledes opnår man udødelighed? Det gør man ved den rette, moralske levevis, ved at udrydde usædelighed. Det er den eneste vej til udødelighed. Mennesket vil først blive i stand til at forstå det Guddommelige, når han fjerner de svagheder, han har i sig, svagheder som jalousi, had, vrede, stolthed og så fremdeles. Vi bliver først i stand til at forstå Atma's Udødelighed, når vi har forstået i det mindste én eller to af de seksogtyve dyder, der er nævnt i Gita'ens kapitel 12, og derpå gør dem til en del af vor daglige tilværelse. Blandt alle disse dyder er Kshama en særdeles betydningsfuld egenskab.

[24:04] Man kan ikke lære Kshama ved at studere eller læse bøger. Det er heller ikke noget, man kan lære af en Guru. Man kan ikke købe den nogen steder. Man bliver først i stand til at forstå den og praktisere den, når man udfører bestemte åndelige øvelser, og når man er i bestemte situationer. Kshama kan være en prøvelse for os, når vi kommer ud for omstændigheder, der er fulde af problemer, vanskeligheder og modgang. Det er netop under sådanne omstændigheder, vi skal fremelske Kshama og føre den ud i livet.

[24:05] Der findes en del svagheder skjult i mennesket. I vanskelige situationer vil disse skjulte svagheder manifestere sig som vrede, selviskhed og had. Når det sker, når vi bliver prøvet, skal vi udvise Kshama. Hvis vi ikke har udviklet Kshama, vil vi blive urolige og ulykkelige. Hvis vi ikke har Kshama, kan det medføre, at vi vælger forkerte og skadelige løsninger på vore problemer. Det er derfor helt nødvendigt, at vi erkender betydningen af Kshama, og at vi udøver Kshama. Al vor uddannelse, alle vore færdigheder og al vor styrke er uden værdi, hvis vi ikke har fremelsket Kshama.

[24:06] Der har været mange berømte, okkult udviklede mennesker, der gennem bodsøvelser har udviklet forskellige færdigheder og evner, men som ikke har været i stand til at nyde frugterne af deres bodsøvelser, fordi de manglede Kshama.

[24:07] Den hyppigste årsag til, at konger mister deres kongerige, er, at de mangler Kshama. Mangel på Kshama har medført, at berømte, lærde personer har sat deres gode navn og rygte over styr. Kshama kan sammenlignes med et strålende smykke, der vil være en pryd for enhver. Når man mister så vigtig en kvalitet som Kshama, så vil den, der mister det, blive udsat for problemer, ængstelser og sorger. Vi må derfor konkludere, at Kshama er den egenskab, der er vigtigst for mennesket. Den er en helt afgørende egenskab. Hvis ikke denne kvalitet stråler i menneskene, vil menneskeheden gå til grunde.

[24:08] Vi er nødt til at fremelske denne betydningsfulde egenskab, Kshama, ved hjælp af den vanskelige Sadhana, der består i at udsætte sig selv for et antal prøvelser i form af forskellige vanskelige situationer. Kshama kan betragtes som menneskets beskytter. Hvis man har denne Kshama, vil man ikke blive udsat for nogen form for sorg eller lidelse, vanskeligheder, problemer og andre vanskelige omstændigheder. Det er ikke noget særligt at gengælde godt med godt, men det er en usædvanlig egenskab at kunne gengælde ondt med godt, og udøvelsen af en sådan dyd kræver stor færdighed.

[24:09] Vi skal ikke miste vor Kshama, uanset hvor meget andre end måtte kritisere os, tale ondt om os og fordømme os. Vi skal forblive upåvirkede og fortsætte med at nyde vor indre fred. Hvad kan vi miste ved at andre kritiserer os og irettesætter os? Hvis vi derimod på grund af svaghed mister vor overbærenhed og tålmodighed, så mister vi alt. Vi er derfor nødt til at kigge nærmere på konsekvenserne af Kshama og lære at bruge den på rette måde under skiftende omstændigheder.

[24:10] Der er tre vigtige ting i naturen, der er til stor gavn for mennesket. Den ene er træet, den anden er floden, og den tredje er koen. Menneskeheden ville være ilde stedt uden træet, floden og koen. Et træ vil altid give læ til dem, der søger tilflugt under det. Det vil forsøge at blive ved med at glæde dem, uanset hvor voldeligt det end bliver behandlet, eller hvor meget man end sårer det ved at beskære det og fjerne dets grene. Træerne er gode ved menneskene. De giver dem frugt, blomster og brænde, til trods for at menneskene måtte have skadet dem.

[24:11] Med hensyn til floderne, så fortsætter de med at tjene menneskeheden, uanset hvor meget menneskene end forurener dem, eller hvad menneskene end bruger dem til, og det sker til trods for, at menneskene ikke viser dem nogen form for taknemlighed. Og selv når de på denne måde tjener andre, så fortsætter de med at koncentrere sig om at nå havet, der er deres hjem. Vandet giver liv til menneskeheden. Det lader sig ikke påvirke af, om det bliver brugt eller misbrugt. Det bliver ved med at tjene.

[24:12] Lad os se på køerne. De nægter deres egne kalve mælk, men afgiver frit deres gode og nærende mælk til menneskene. Uanset hvordan du end behandler en ko, så vil den fortsat kun give dig en dejlig, sød mælk. Så vi ser, at også køerne er gode mod menneskene, selv om disse på deres side skulle have udsat køerne for alle mulige plager. Disse tre: Træet, floden og koen er gode eksempler for os. Men vi skal ikke betingelsesløst udvise Kshama under alle forhold. Vi er nødt til at forstå, hvad det er for omstændigheder, vi befinder os i, og bruge vor skelneevne, samtidig med at vi udviser Kshama.

[24:13] I Indiens historie fortælles det, hvordan Muhammed Gauri påførte Prithvira mange besværligheder. Muhammed overfaldt Prithvira's land sytten gange. Ikke alene overfaldt han landet sytten gange, men han forårsagede hver gang omfattende ødelæggelser. Han frarøvede landet megen rigdom. Han påførte hele landet utallige lidelser og tab. På trods af alle disse misgerninger, så tilgav Prithvira Muhammed Gauri og lod ham vende tilbage til sit eget land. Skønt Prithvira var i stand til at fange Muhammed Gauri, så straffede han ham ikke. Han sendte ham blot tilbage.

[24:14] Det fortælles i Mahabharatha'en, at da Arjuna bragte Ashwaththama til Draupadi, efter at denne havde dræbt alle hendes børn, så forklarede Draupadi Arjuna, under hvilke omstændigheder man skal undskylde en anden person. På samme måde fortsatte Prithvira med at finde undskyldning for Muhammed Gauri.

[24:15] Draupadi forklarede Arjuna, at man skal tilgive den, der er bange, den der ydmygt angrer, den der har mistet besindelsen, den der er fuld, den der har hjertesorg, den der kommer og beder om nåde og helt generelt kvinder. Hun sagde, "Arjuna, det er ikke rigtigt at slå disse mennesker ihjel, selv om de har fortjent en sådan straf."

[24:16] Da Muhammed Gauri overgav sig og bad om tilgivelse og beskyttelse, så tilgav Prithvira ham og sendte ham hjem. Men Muhammed Gauri viste ikke nogen form for taknemlighed. Han var fuldstændig uden anger. Han var gennemsyret af ondskab og fortsatte med at hade Prithvira. Da han var blevet løsladt og atter var tilbage i sit eget land, overfaldt han igen landet, og denne gang lykkedes det ham at fange Prithvira. Uden den mindste barmhjertighed stak han øjnene ud på Prithvira. Vi skal ikke udvise overbærenhed over for dem, der på denne måde viser deres utaknemlighed. De er hævngerrige som slanger. Et Telugu ordsprog siger, "Lad være med at vande en tornebusk og lad være med at give en slange mælk." Man skal ikke bære over med utaknemlige personer. Alt dette har med verdslige forhold at gøre, men vi må ikke glemme, at Kshama på det åndelige område er en helt nødvendig kvalitet og forudsætning for at nå Paramatma. Man skal udøve Kshama med stor ihærdighed.

[24:17] Jesus besad en højtudviklet form for Kshama. Jesus havde tolv disciple, der boede sammen med ham og rejste rundt med ham. Jesus gav dem kærlighed, beskyttelse, medfølelse og husly. Men en af dem, Judas, blev utaknemlig. Han lod sig friste af penge og forrådte sin Guru. Til trods for denne upålidelighed tilgav Jesus ham og fortsatte med at elske ham.

[24:18] Det er ikke nødvendigt at bede Gud straffe den slags mennesker. Som det var tilfældet med Judas, så vil deres egne gerninger føre til deres undergang. Uanset hvad man end gør, så er man nødt til selv at modtage resultaterne af sine handlinger. Ingen kan undgå at modtage frugterne af sine handlinger. Man er måske ikke i stand til at sige hvornår og under hvilke omstændigheder, man vil modtage resultaterne, men de vil komme, og de vil medføre lidelser.

[24:19] Både i Ramayana'en og Mahabharatha'en er der mange episoder, der viser, at mennesker uden Kshama til sidst vil komme til at lide for denne brist. Blev Pandava'erne ikke udsat for store lidelser, da de blev nødt til drage ud i skoven og leve af rødder og blade? Selv Rama græd som et ganske almindeligt menneske, da Sitha blev taget fra Ham. Alle disse følger skyldes mangel på tålmodighed.

[24:20] Mod slutningen af Ramayana'en oplever vi igen, at Rama handler uden at udvise den nødvendige tålmodighed. Straks efter at Han havde hørt på kritik og kommentarer fra en eller anden intetsigende person, landsforviste Han Sitha fra kongeriget. Men hvis vi prøver at forstå det Guddommelige og det Guddommeliges Handlinger, så må vi være klar over, at der altid vil være forskellige hensigter og dybere betydninger med disse handlinger. Hvis vi søger at forstå Rama's handlinger på et verdsligt plan, så ser vi, at Hans utålmodighed medførte, at Sitha blev landsforvist, og det påførte Ham lidelser.

[24:21] Dharmaraja ignorerede Krishna's Råd og Vejledning og overhørte sine brødres råd. Han besluttede sig hovedkulds for at deltage i hasardspil og var nødt til at undgælde for det. Han og hans brødre blev senere udsat for utallige vanskeligheder, fordi han handlede uovervejet uden at udvise Kshama. Men når gode mennesker, der kun har andre menneskers velfærd for øje, udsættes for forskellige vanskeligheder, så gennemlever de lidelserne med sindsro og værdighed. De viser den øvrige verden værdien af tålmodighed og overbærenhed, i situationer hvor man udsættes for store prøvelser.

[24:22] Disse kvaliteter skal bruges med stor forstandighed afhængigt af forholdene og omstændighederne. Vi har alle tålmodighed i et vist omfang, men når et problem bliver for pågående, så mister vi tålmodigheden. Under visse omstændigheder er det rigtigt at handle hurtigt. Vi skal altid være forudseende og opmærksomme på følgerne af det, vi gør. Hvis vi altid udviser ubegrænset overbærenhed, så kan det føre til store problemer siden hen. I de fleste situationer vil hastværk skabe problemer, men hvis vi er urimeligt langsomme, så kan også det føre problemer med sig. Man skal smede, mens jernet er varmt.

[24:23] Hastværk og langsommelighed er to yderpunkter. Hvis vi på den ene side handler overilet, så kan det give problemer, og hvis vi på den anden side nøler, så kan det give problemer. Vi er derfor nødt til at bruge vor skelneevne og udvise den grad af tålmodighed, som den aktuelle situation kræver. Når vi passer en patient, der har brug for førstehjælp eller er meget syg og risikerer at dø i løbet af få minutter, dersom han ikke får en bestemt medicin, så skal vi handle hurtigt. I den slags situationer må vi ikke nøle. Det kunne være katastrofalt at nøle. Vi skal derimod handle hurtigt og gøre det, der er nødvendigt.

[24:24] Der er også situationer, hvor vi står over for ondsindede mennesker eller mennesker, der er kommet på gale veje. Det kan da være rimeligt at miste tålmodigheden. Det kan måske være nødvendigt at retlede dem eller på anden måde bringe forholdene i orden. Den rette handling kan bestå i at lade som om, man mister tålmodigheden. I sådanne situationer kan det være tilstrækkeligt blot at hæve stemmen en smule. Men dette at ændre stemmeføring og tale lidt højere end normalt er ikke det samme som virkelig at have mistet tålmodigheden. Det er muligt at fremelske og opretholde et hjertes hellighed uden at miste tålmodigheden, selv om vi hæver stemmen. Det er allerede tidligere sagt, at for dem, der følger sandhedens vej, er Kshama selve sandheden. Hvis vi blot hæver stemmen uden at ændre sandheden, så vil vi fortsat befinde os på sandhedens vej.

[24:25] Der findes en velkendt historie om Ashwaththama. Han havde på Mahabharatha-krigens sidste nat afgivet det løfte, at han ville udslette alle Pandava'erne, før Solen stod op den følgende morgen. Det var ved at være midnat, og han kunne ikke finde Pandava'erne. Han havde imidlertid afgivet et højtideligt og kraftfuldt løfte om, at Pandava'erne skulle udslettes inden solopgang. Krishna kendte til Ashwaththama's løfte, og Han tog skridt til at beskytte Pandava'erne.

[24:26] Nu var der en hellig mand Durvasa, der aldrig ville tale usandt. Han var berømt for sine vredesudbrud, men han kunne aldrig finde på at lyve. Han benyttede sig kun af vrede for at beskytte Dharma og for at slukke ondskabens bål. Når han blev vred, hævede han blot stemmen for at beskytte sin egen sandhed. Samme aften var der sket det, at Krishna havde opsøgt Durvasa. Durvasa blev ovenud lykkelig over Krishna's Besøg og spurgte Ham, "Swami, hvad er årsagen til Dit Besøg?" Krishna svarede, "Jeg har brug for din hjælp i dag."

[24:27] Dybt i sit hjerte var Durvasa ovenud lykkelig for at Krishna, der var alle verdeners Beskytter og Herre, var kommet for at få hjælp af ham. Men alt har sine grænser, og Durvasa, der var usædvanlig intelligent og vidste alting, sagde til Krishna, "Swami, jeg er parat til at yde Dig al den hjælp, Du måtte bede mig om, men jeg vil ikke tale usandt." Krishna svarede, "Jeg bor i alle hjerter. Jeg lader Mig føde igen og igen for at beskytte Dharma. Hvordan skulle Jeg nogensinde kunne bede dig om at lyve? Dharma hviler på sandhedens grundlag. Jeg vil ikke bede dig om at lyve, men når du siger sandheden, kunne du så ikke blot hæve stemmen en lille smule?" Durvasa svarede, "Hvis det er alt, så har jeg ingen indvendinger. Jeg vil gøre, som Du siger. Lad mig høre Din Plan, Swami, jeg vil føre Den ud i livet."

[24:28] Krishna bad om at få gravet et hul, der kunne rumme fem personer. Derpå bad Krishna Pandava'erne om at tage plads i hullet. Der blev nu lagt planker over hullet, så det var helt skjult. Der blev lagt et tæppe oven på plankerne, og Durvasa's stol blev anbragt på tæppet. Nu satte Durvasa sig i stolen, og Krishna sagde, "Ashwaththama vil komme og spørge efter Pandava'erne. Sig sandheden, men når du siger sandheden, så skal du blot hæve stemmen en lille smule."

[24:29] Som Krishna havde forudsagt det, dukkede Ashwaththama op. Han hilste ærbødigt på Durvasa og sagde, "Swami, du ved alt om alting i de tre verdener. Vær så venlig at fortælle mig, hvor jeg kan finde Pandava'erne." Durvasa svarede sådan, som Krishna havde instrueret ham. Han talte sandt. Han sagde, at Pandava'erne var lige her under ham, men medens han fortalte sandheden, talte han lidt højere end normalt. Han svarede Ashwaththama, "Spørger du efter Pandava'erne?! Ja, de er her!! De er her, lige neden under mig!!!"

[24:30] Da Durvasa foregav at være meget vred og sagde, at Pandava'erne var der, lige neden under ham, blev Ashwaththama meget bange. Durvasa's vrede var kendt og meget frygtet, og Ashwaththama troede, at Durvasa måske ville slå ham ihjel, i stedet for at han selv slog Pandava'erne ihjel. Han skyndte sig derfor bort. Durvasa handlede i overensstemmelse med sin retskaffenhed og sin status som Maharishi. Han fortalte sandheden for at lyde Herrens Bud og for at yde beskyttelse til nødstedte, men han ændrede lidt på stemmens følelsesmæssige indhold.

[24:31] Vi skal udvise tålmodighed og overbærenhed, men vi skal samtidig være klar over, under hvilke omstændigheder og på hvilken måde vi skal bruge disse to kvaliteter. Vi skal udvise tålmodighed og overbærenhed i vor Sadhana, og vi skal også benytte os af disse dyder til at beherske vore ord, når vi i ophidselse føler trang til at sige andre vor mening. Vi skal udøve kontrol over de ting, der udgør en hindring for, at vi kan udføre åndelige øvelser og udvikle åndelig lærdom. Vi skal betragte sådanne vanskeligheder som prøvelser. Tålmodighed og overbærenhed er af afgørende betydning for Sadhaka'er. Først når vi har fremelsket tålmodighed og overbærenhed, vil vi blive i stand til at forstå det Guddommelige og det åndelige livs sande principper.

[24:32] Når vi udviser tålmodighed og overbærenhed, er der nogle ting, som vi absolut skal undgå. Vi skal ikke have nogen form for tilknytning, og vi skal ikke være hadefulde eller jaloux. Vi vil ikke være i stand til at fremelske tålmodighed og overbærenhed, hvis vi har den mindste smule had eller jalousi i os eller føler den mindste form for tilknytning. Da tålmodighed og overbærenhed er helt fundamentale dyder for enhver Sadhaka, vil vi i morgen tale om deres fjender: Vrede, had og jalousi samt lære, hvordan vi helt udrydder dem.

[25:01] Den iboende sjæl er den evige Virkelighed. Han gennemtrænger alt dette. Han er til stede i alle levende væsener. Han er overalt. Kroppen er underlagt forandringer, men den iboende sjæl forbliver uforandret. Blot fordi noget bor i kroppen, kan man ikke sige, det er det, der er sjælen. I hele denne verden, som man kan sammenligne med en krop, er det den kosmiske Person, vi kan kalde 'den iboende sjæl'. Et andet navn for den iboende sjæl er Atma. Man kan sige, at det er denne kosmiske Person, Atma, der bor i alle de individuelle kroppe. Dette atmiske Princip er Evigt og Uforanderligt. Det er Dehi'en, det vil sige den, der bor i Deha'en, i kroppen.

[25:02] I de hellige skrifter, Shastra'erne, er der anvisninger på, hvordan man kan erkende denne Dehi. Men skrifternes udsagn er ikke i sig selv nok til, at man kan nå til erkendelse af denne Atma. Vi kan ikke nå til erkendelse af Dehi'en blot ved at studere de hellige skrifter. Idet vi følger de anvisninger, vi får i de hellige skrifter, skal vi gøre en målrettet indsats for at opnå en indre oplevelse, et indre syn. De forskellige hellige skrifter som Upanishad'erne, Veda'erne og Purana'erne kan kun vise os vejen. Vi er nødt til selv at gå den vej for at nå Målet. De er som vejskilte. De viser vej. Med de anvisninger, vi får i Shastra'erne, kan vi påbegynde rejsen og begive os mod Målet. Hele denne rejse er beskrevet i Bhagavad Gita.

[25:03] I Gita'en begynder anvisningen for denne rejse i kapitel 2, vers 11. Her begynder Krishna's lære. Verset begynder med ordet Asochya. Asochya betyder: Der er ingen grund til at nære bekymring for disse mennesker. Hvordan kan man undgå at være bekymret? Gita Acharya har forklaret, at det ikke nytter noget at bekymre sig over de ting, der er foranderlige og flygtige. "Arjuna, du gør dig bekymringer over forhold, som du ikke skulle bekymre dig om."

[25:04] Alting i dette manifesterede univers har fem kendetegn. I Veda'erne betegnes disse egenskaber som Ashti, væren, Bhathi, stråleglans, Priyam, det der glæder, Nama, navn og Rupa, form. På Sanskrit svarer Ashti, Bhathi og Priyam til Sath-Chith-Ananda. Sath-Chith-Ananda er den evige Sandhed. Den er den uforanderlige Virkelighed. Den er knyttet til det Guddommelige. Sath-Chith-Ananda bliver ikke født og dør ikke. Det er derfor, man siger, at Ashti, Bhathi og Priyam eller Sath-Chith-Ananda er det Guddommeliges Kendetegn, det Guddommeliges Mærke. Navn og form er kun flygtige sansebedrag. De er i virkeligheden ren og skær indbildning.

[25:05] Alle disse skabte ting, som vi ser, er uvirkelige. Det er deres natur at komme til syne og forsvinde igen, med andre ord at blive født og dø. De kan sammenlignes med vor familie. Vore pårørende kommer på besøg, de bliver nogen tid og rejser så hjem igen. De bliver ikke hos os i al evighed. På samme måde kan man sammenligne lykke og ulykke med vore pårørende. De kommer og går. Man kan derfor ikke betragte noget, der har navn og form, som noget varigt. Fra et åndeligt synspunkt må alt det skabte betragtes som flygtigt og midlertidigt. Disse ting kan forsvinde når som helst. De forandres til stadighed. Det er i sandhed tåbeligt at gøre sig bekymringer over sådanne timelige ting.

[25:06] Hvis vi ønsker at forstå de tre grundlæggende, evige kvaliteter Ashti, Bhathi og Priyam, må vi søge tilflugt i bestemte dyder. Som det er udtrykt i Bhakthi Yoga og forklaret af Krishna, elsker Herren den, der har fremelsket de 26 kvaliteter. Man behøver dog ikke at udvikle alle 26 kvaliteter. I en tændstikæske er der et stort antal tændstikker. Der er ingen grund til at stryge dem alle, når man skal bruge ild. En enkelt tændstik er nok til at skaffe al den ild, man har brug for.

[25:07] Hvis man ønsker at udforske det atmiske Princip, kan man benytte sig af visse, betydningsfulde egenskaber. I går talte vi om de vigtige dyder tålmodighed og overbærenhed. I dag vil vi tale om deres modsætninger: Jalousi og had.

[25:08] Jalousi og had er som to tyveknægte, der er tvillinger. De kan ikke leve uden hinandens selskab. De søger hver for sig tilflugt hos hinanden, og der er et ubrydeligt forhold mellem dem. Had kan sammenlignes med et bestemt skadedyr, og jalousi er da en anden slags skadedyr. De arbejder sammen. I fællesskab kan de tilintetgøre et helt træ. Lad os betragte et frodigt, grønt træ, der blomstrer og bærer frugt. Træet er meget smukt at se på. Når nu et skadedyr angriber selve roden, så visner træet i løbet af få dage. Det ene af disse to skadedyr angriber rødderne, og det andet angriber løvet og grenene. Det første skadedyr arbejder på at ødelægge træets livsgrundlag, og det andet forsøger at spolere træets skønhed. De arbejder sammen. Hvis der ikke findes jalousi, er der heller ikke noget had. Men der, hvor man får øje på had, vil der også være jalousi, uden at man kan se den.

[25:09] Had viser sig i en bestemt form. Det manifesterer sig på forskellig måde. Jalousi har ikke nogen form. Den skjuler sig under overfladen. Det siges, at der ikke findes nogen i hele verden, som er helt fri for jalousi. Alle har i det mindste en tilbøjelighed til at blive jaloux. Vi er nødt til at fremelske uselvisk kærlighed for at være sikre på, at jalousi og had ikke ødelægger os. Der, hvor vi finder denne uselviske kærlighed, vil jalousi og had være forment adgang. Der har de ikke mulighed for at komme ind. Man vil opleve den guddommelige lyksalighed, når man har gjort sig helt fri af jalousi og had. Skønhed er en form for lyksalighed. Skønhed og glæde hører sammen. Det skønne vil altid udstråle glæde.

[25:10] Hvad er skønhed? Er det noget i den ydre verden, der får os til at opleve ting som smukke? Eller er skønhed noget, der er integreret i et objekt? Vi har set, hvordan alting forandres. Lad os et øjeblik tænke på alle disse ting, der er underlagt forandring. Hvor længe vil de blive ved med at være smukke? Det er kun Det, der er Varigt og Uforanderligt, der kan være smukt. Gud er den eneste evige Virkelighed, og derfor er det alene Gud, der er fuld af Skønhed.

[25:11] Det er den sande hengivnes fornemste pligt at drikke den lyksalighedens nektar, der strømmer ud fra denne Skønhed. Det er nødvendigt at udvikle bestemte dyder for at vi kan blive i stand til at opsuge og fylde os med denne Guddommelighed, der er så fuld af Skønhed. Vi er nødt til at tilintetgøre de fejl og svagheder, som gnaver i os og tærer på os, for at kunne fremelske disse dyder. Det er for eksempel endog muligt for jalousien at dukke op i vort forhold til det Guddommelige. Her følger et eksempel, der illustrerer dette.

[25:12] Arjuna havde Krishna som vognfører for sin stridsvogn. På det tidspunkt var Arjuna ikke helt i stand til at fatte Herrens fuldkomne Guddommelighed. Han følte imidlertid, at Krishna var en højtudviklet person. Arjuna havde hørt Krishna forklare og udlægge alle disse ting, men han var endnu ikke helt rede til at praktisere det, han havde hørt. Det store slag var i gang, og på slagmarken blev nogle af de frygteligste våben taget i brug. En bestemt dag kæmpede Arjuna med Bhisma. Under kampen affyrede Bhisma mange frygtelige våben med stor ødelæggelseskraft mod Arjuna's stridsvogn. De ramte vognen, men Arjuna kom ikke til skade.

[25:13] Slaget fortsatte det meste af dagen med uformindsket styrke uden at nogen af parterne fik overtaget, indtil Bhisma pludselig faldt sammen i sin stridsvogn. Nu kunne Arjuna erklære, at han havde vundet sejr i kampen den dag. Arjuna havde altid tillid til det Guddommelige, men nu følte han sig en smule hovmodig og syntes, at det var ham alene, der havde ansvaret for disse sejre i krigen. De kørte først hjem fra slagmarken, da Solen var gået ned.

[25:14] Arjuna blev ved med at føle sig stolt over, at han havde ansvaret for sejren, og at Krishna kun var vognfører. Så snart de nåede Pandava-lejren, standsede Krishna vognen i nogen afstand fra teltet og sagde, idet Han vendte Sig mod Arjuna, "Arjuna, vær så god at stige ned fra vognen og gå ind i teltet." Arjuna, der var oppustet af selvfølelse, tænkte ved sig selv, "Det er mig, der bestemmer. Det er mig, der er herre her. Krishna er blot min vognfører. Han skal stige ned først og åbne døren for mig. Derefter kan jeg stige ned. Det vil være den rigtige måde at gøre det på." Arjuna svarede derfor Krishna, "Kære Svoger. Stig Du ned først." Men Krishna holdt fast på Sit og sagde, "Arjuna, stig du ned først." På denne måde fortsatte de nogen tid.

[25:15] Arjuna begyndte at få mørke tanker. Han begyndte at blive jaloux på Krishna. Arjuna tænkte, "Jeg har hele tiden ment, at Krishna var en højtudviklet person. Når Han nu opfører Sig, som om Han er mere betydningsfuld end jeg, er det selvfølgelig, fordi jeg har rost Ham og udtrykt min beundring for Ham. Det er min egen fejl. Men der er stadig krig, og den fortsætter. Der skal kæmpes, og jeg har brug for Krishna, så det er nok bedst ikke at blive uvenner. Det er jeg bedst tjent med." Meget modstræbende steg Arjuna derfor først ud af vognen. Da han var kommet ud, blev han stående tæt ved vognen. Krishna blev ved med at skynde på Arjuna, "Lad være med at stå der. Gå ind i teltet." Arjuna så ingen anden udvej end at gå ind i teltet. Straks derefter sprang Krishna med et langt spring væk fra vognen. I samme øjeblik Krishna forlod vognen, eksploderede den og brød ud i flammer. Den brændte fuldstændig til aske.

[25:16] Dharmaraja og Arjuna, der stod et stykke borte og så dette ske, spurgte Krishna, "Hvad var det, der skete? Hvad er grunden til alt dette?" Krishna svarede, "Arjuna, der er ingen, der kan gøre sig håb om at kunne forstå det Guddommeliges Handlinger. Det Guddommelige har ingen selviskhed. Det er uden nogen form for selviskhed. Det eneste, Jeg er optaget af, er at beskytte de hengivne. Det eneste, Jeg ønsker, er at opmuntre og hjælpe de hengivne. Bhisma affyrede mange frygtelige våben mod vognen, og den blev ramt af dem, men Jeg holdt dem sikkert under Min Fod uden at de forrettede nogen skade. De var ikke i stand til at udløse deres ødelæggende kræfter mod dig, så længe Jeg havde Foden på dem. Hvis Jeg var steget ned af vognen før dig, ville disse våben have tilintetgjort dig sammen med vognen. Du var blevet til aske. Du var ikke opmærksom på dette, og derfor bad du Mig om at stige ned først." I samme øjeblik Arjuna hørte dette, indså han sin egen indbildskhed og tåbelige opførsel. Han havde udvist alle de forskellige kendetegn på jalousi. Det kan betragtes som en form for jalousi at finde fejl og mangler ved det Guddommelige.

[25:17] Jalousi har et antal vigtige kendetegn. Jalousien viser sig, når man møder en, der er mere kendt, end man selv er. Den dukker op, når man møder nogen, der har mere rigdom. Jalousien kan også udvikle sig, når man er sammen med nogen, der er smukkere og mere tiltrækkende. Hvis en anden studerende får bedre karakterer, end man selv gør, så viser jalousien sig. Det er en svaghed hos almindelige mennesker at være jaloux på dem, der er rigere, smukkere, bedre begavet eller har højere status og så videre.

[25:18] I samme øjeblik jalousien viser sig og får tag i én, så vil alle de dyder, man gennem lang tid har fremelsket, blive tilintetgjort. Jalousien fører ikke en rolig tilværelse i dit indre uden at gøre skade. Den vil tilintetgøre alle de gode kvaliteter og dyder, man har i sig. Den vil udvikle en dæmonisk natur. Den vil tilintetgøre den menneskelige natur. Den vil styrke den dyriske natur. Den tager ingen hensyn. Den har ingen skrupler. Du skal derfor først og fremmest sørge for, at jalousien ikke får tag i dig. Du skal glæde dig over andres held og lykke. Du skal glæde dig over andres fremgang. Du skal glæde dig over andres velfærd. Det er den sande dyd. Det er det, Bhagavad Gita lærer os. Evnen til at kunne ønske for andre, at de må have det godt og leve godt, er en vigtig og god egenskab, som vi skal tilegne os.

[25:19] Krishna sagde til Arjuna, "Arjuna, du er nødt til at gøre dig fri af jalousi. Du skal være Anasuya. Vær ikke jaloux." Anasuya vil sige 'den der ikke bliver jaloux'. Når vi har gjort os fri af jalousi, vil vi blive i stand til kontrollere og overvinde de tre Guna'er Sathwaguna, Rajoguna og Thamoguna. Vi vil blive i stand til at overvinde hvad som helst, når vi har gjort os fri af jalousi. Vi er nødt til at forstå, at jalousi vil tilintetgøre alle vore gode egenskaber. Du tror måske, at den kun vil skade andre, men sandheden er, at den vil tilintetgøre den, der er jaloux, og ikke de andre. Den vil gøre ham syg. Han vil ikke kunne sove. Han vil ikke kunne spise, og selv om han er fuldstændig sund og rask, så vil jalousien hurtigt medføre, at han udvikler alle mulige fysiske svagheder og sygdomme. Jalousi fører til, at man tæres op indefra. Den minder om tuberkulose. Den svækker en, uden man er klar over det. Den kan skaffe sig adgang på forskellig vis og vil i sidste ende tilintetgøre den, der er jaloux.

[25:20] Jalousi er en ondartet sygdom, som vi må holde på lang afstand. Vi skal være overbevist om, at Gud altid vil velsigne os med Sin Nåde, også selv om vi skulle have en lavere status, end vi synes, vi fortjener. Vi skal glæde os over andres lykke. Vi skal være glade, når vi hører, hvad andre når i livet, og ikke blive bedrøvede, fordi andre har noget, vi ikke har. I denne Kali Yuga findes der jalousi overalt. Alle mennesker er jaloux. Både Yogi'er, Bhogi'er og Rogi'er. Jalousi er årsag til, at folk mister deres sjælefred og spilder deres liv. Her følger en lille historie, der illustrerer dette.

[25:21] Der var engang, da Buddha gik omkring og bad om almisser. Han var på vej ind i en bestemt landsby, hvor mange af hans hengivne boede. Alle i denne landsby elskede Buddha meget højt, men lige før han nåede frem til landsbyen, begyndte nogle unge bøller at skælde ham ud og kritisere ham. Han blev lidt overrasket over denne modtagelse og gjorde derfor holdt og satte sig på en sten. Han sagde til dem, "Kære venner, hvilken glæde har I af at kritisere mig?" De svarede ikke Buddha, men fortsatte blot med at skælde ham endnu mere ud. Buddha sagde nu, "Bliv ved, så længe I har lyst." De fortsatte med at kritisere og skælde ud, indtil de til sidst blev trætte af deres egne skældsord og bestemte sig for at forlade stedet.

[25:22] Før de gik, sagde Buddha til dem, "Kære børn, der er noget, jeg må fortælle jer. I den landsby, som jeg er på vej til, elsker alle beboerne mig meget højt. Hvis de hører, at I har skældt mig ud på denne skammelige måde, vil de slå jer ihjel. Jeg er blevet siddende her på denne sten og har ladet jer skælde mig ud, for at I kan undgå denne fare. I virkeligheden har jeg altså givet jer en gave. Når man ønsker at glæde nogen, må man normalt bruge en masse penge og gøre mange forberedelser. Men uden at bruge en eneste Paise og uden at gøre den mindste anstrengelse har jeg været i stand til at give jer så megen glæde blot ved at tillade, at I overfusede mig. Hvor er jeg glad. Når I er blevet så glade ved at kunne overfuse mig, må det jo være mig, der har ansvaret for jeres glæde. Uden nogen forberedelse er det lykkedes mig at give jer så megen glæde, og når I er glade og tilfredse, så er jeg også glad. Tænk blot på, hvor meget man normalt er nødt til at gøre for at glæde andre. Uden nogen indsats har jeg været i stand til at give så megen glæde til så mange ondsindede mennesker. I må altså forstå, at jeg i stedet for at være ked af jeres kritik føler mig meget glad for, at jeg har kunnet gøre jer så glade."

[25:23] Buddha forklarede dem nu endnu en vigtig sandhed, der gjorde et uudsletteligt indtryk i deres hjerter. Han sagde, "Lad os antage, at der kommer en tigger til dit hus og beder om en almisse. Du henter noget mad, men det, du vil give ham, er ikke lige det, han har bedt om. Lad os nu antage, at han siger, 'Nej tak'. Hvad vil du så gøre? Du siger, "Hvis du ikke vil have det, jeg giver dig, beholder jeg det selv." På en lignende måde giver I mig denne kritik, og I tror måske, at I dermed giver mig en almisse. I er overbeviste om, at jeg har brug for jeres råd, og I vejleder mig uden betaling. Men jeg har ikke taget imod denne almisse. Hvad sker der så med den? Den vender tilbage til jer. Den bliver hos jer, og den tilhører jer. Kan I nu forstå, at i virkeligheden har I skældt jer selv ud? I har ikke skældt mig ud."

[25:24] Man kan sende et anbefalet brev til en ven, men hvis denne nægter at tage imod brevet, hvad vil posten så gøre med brevet? Det vil blive sendt retur til afsenderen. Hvis du håner og kritiserer nogen, og han ikke tager imod, hvad du siger, så vil det uundgåeligt komme tilbage til dig. Det er kun en ondskabsfuld måde at søge tilfredsstillelse, når man tror, at man med had og jalousi kan skade andre. Man skader kun sig selv. Jalousi vil på mange måder skabe problemer for den, der er jaloux. Her følger endnu en lille historie.

[25:25] En Sanyasi opdyrkede en have fyldt med frugter og blomster. Selv om han var Sanyasi, havde han alligevel udviklet en stærk form for selviskhed. I samme øjeblik selviskheden begyndte at udvikle sig, kom jalousien også til. Hvor selviskhed og jalousi har til huse, vil hadet automatisk slutte sig til. Gud bemærkede, at dette menneske, der var klædt som en Sanyasi, havde fyldt sit hjerte med gift, og Han besluttede sig for retlede ham ved at give ham en lærestreg.

[25:26] Gud forklædte sig som en gammel Brahmin og gik ind i haven. Han gik hen til et nyplantet træ og priste dette træ for dets skønhed. Han sagde, "Hvem er det dog, der har fremdrevet dette skønne træ?" Sanyasi'en trådte frem og sagde, "Brahmin, det er mig, der har ansvaret for at dyrke hele haven. Jeg har haft ansvaret for at bringe dette træ op, og jeg har også ansvaret for alle de andre træer. Jeg har også anlagt alle disse dejlige stier. Jeg har egenhændigt skabt hele denne have. Jeg tager mig af det hele. Der er ingen gartner her. Det er mig, der vander. Jeg gøder. Jeg holder stierne rene. Jeg dyrker disse smukke blomster og frugter. Ja, jeg gør alt dette for at glæde andre."

[25:27] Brahminen forlod haven, kort tid efter at han havde hørt alt dette. Lidt senere kom der en ko ind i haven. Den var så svag og afkræftet, at det så ud som om, at den var lige ved falde om og ødelægge de få planter, der var under den. Sanyasi'en så koen og blev klar over, at den ville komme til at ødelægge haven, så han greb en kvist og smed den efter koen for at jage den ud. Men i samme øjeblik koen blev ramt af kvisten, faldt den om og døde. Sanyasi'en blev forfærdet. Han havde begået en stor synd ved at slå koen ihjel, og han ville nu være nødt til at gennemgå de lidelser, dette medførte.

[25:28] Ikke længe efter at dette var sket, kom den gamle Brahmin atter ind i haven. Han fulgte netop den vej, som koen havde fulgt, og da han så den døde ko, spurgte han, "Hvem har dræbt denne ko? Hvem har begået denne ugerning?" Da Sanyasi'en ikke svarede med det samme, spurgte den gamle Brahmin mere direkte, "Min gode mand, fortæl mig hvem det er, der lige har slået denne ko ihjel." Sanyasi'en svarede, "Det må helt bestemt være Guds Vilje. Hvis det ikke havde været Guds Vilje, ville den så være død på den måde? Hvis det ikke var meningen, at den skulle dø, ville den så falde om, blot fordi den blev ramt af en lille kvist?"

[25:29] I samme øjeblik den gamle Brahmin hørte dette, sagde han til Sanyasi'en, "Du fortalte mig før, at det kun var dig, der havde ansvaret for at drive hele denne have frem. Du sagde, at du havde fået alle disse planter til vokse, og at du havde anlagt alle stierne. Du har taget æren for alt det gode, der er sket her, men når der sket noget dårligt, så siger du, at det er Gud, der er ansvarlig. Det skyldes alt sammen din selviskhed og din jalousi. Du tager æren for noget, der tilkommer Gud." Nu afslørede den gamle Brahmin, hvem Han var, og sagde, "Jeg er Gud. Jeg er kommet for at tilintetgøre din selviskhed." Man kan aldrig vide, i hvilken Form Gud vil vise Sig for at retlede den, der er opfyldt af selviskhed og jalousi. Han kan iklæde sig en hvilken som helst Form og komme når som helst.

[25:30] Vi skal passe på, at vi ikke udvikler nogen form for selviskhed, had eller jalousi. Har de først slået rod i os, er de svære at komme af med. Man kommer ikke af med sin jalousi, blot fordi man læser de hellige skrifter, men hvis man gør en indsats ved at udføre åndelige øvelser, ved at ændre og forbedre sine tanker og ved at fremelske uselvisk kærlighed, så kan man tilintetgøre denne snylter og ofre alle sine dårlige tanker ved Herrens Lotusfødder. Vi har ingen stråleglans, så længe vi har jalousi i os. Den ødelægger alle vore gode dyder. I Bhagavad Gita lærer vi, at det vigtigste for alle er at fremelske gode egenskaber og bruge dem i dagligdagen. Når det sker, vil der blive skabt gode forhold og omstændigheder for os selv. Når man lever et dydigt liv, vil man blive i stand til opleve det atmiske Princip. Vi vil ikke kunne forstå det Guddommelige, hvis vi ikke udvikler disse gode egenskaber i det daglige liv.

[25:31] Det atmiske Lys er til stede overalt. Det er ikke kun i forbindelse med mennesket. Det skinner med en stråleglans, der fylder hele Universet. Denne stråleglans har ikke nogen form. Den kan antage alle former og alle navne. Den er selve grundlaget for alle navne og alle former. Lad os betragte det lys, der skinner fra en pære, eller den brise, vi får fra en vifte, eller den varme, elkomfuret afgiver, eller det arbejde, en el-motor udfører. Alle disse virkninger er forskellige. Det arbejde, motoren udfører, er noget andet end den brise, viften giver. Lyset fra pæren er noget andet end den varme mad, der bliver lavet på komfuret. Virkningerne er forskellige, de elektriske udstyr er forskellige, men den elektriske strøm, der strømmer igennem dem alle, er den samme. Det samme er tilfældet med det atmiske Princip. Det giver sig forskelligt udtryk i forskellige legemer, men bagved det hele er der den samme Enhed. En elektrisk pære har en bestemt form. Et lysstofrør har en anden form.

[25:32] Pæren i spisestuen er ofte meget lysstærk. Pæren i soveværelset er ofte meget svag. På grund af uvidenhed argumenterer vi og siger, at da det jo er den samme strøm, der er i pæren både i soveværelset og i spisestuen, så burde de også lyse lige meget. Hvorfor gør de ikke det? Fordi pærerne er forskellige. På tilsvarende måde udtrykker forskellige hjerter forskellige former for kærlighed. Hvis din kærlighed er ren, fuldkommen og hel, så vil den også manifestere den fulde atmiske stråleglans og lyse klart. Hvis din kærlighed derimod er selvisk og begrænset, så minder den om pæren i soveværelset.

[25:33] Det har ikke noget med strømmen at gøre. Strømmen er altid parat til at blive brugt. Du er nødt til at udskifte pæren for at få mere lys. Hvis du lider af jalousi, så vil din lysstyrke være meget begrænset. Hvis du derimod har den uselviske kærligheds fulde stråleglans, så svarer lysstyrken til en 1000 watts pære. Du skal derfor fremelske kærlighed. Det er kun muligt at erkende det Guddommelige ved hjælp af kærlighed.

[25:34] Du har ikke brug for nogen lommelygte for at se og opleve Månen. Du ser Månen ved hjælp af Månens eget lys. Hvis du ønsker at se og opleve Gud, der er Kærlighed, så vil du blive i stand til at se Ham ved hjælp af Hans Kærlighed. Det er umuligt at få ham at se, hvis du er fuld af had. Had er det stik modsatte af kærlighed. Had er en form for blindhed. En blind vil ikke kunne se noget lys, uanset hvor kraftigt et lys, du lyser på ham med. Selv om det Guddommelige er meget tæt på en, vil man ikke erkende det Guddommelige, så længe man har disse dårlige egenskaber. Men enhver, der er fri for jalousi, selviskhed og had, vil være i stand til direkte at opleve det Guddommeliges stråleglans.

[25:35] Den, der har fået åbnet visdommens øje, vil udstråle Guds Nærvær. Hvis ens øjne derimod er lukket af uvidenhed, vil man ikke være i stand til at se Gud. Når man lukker sine øjne, må man lede overalt efter det håndklæde, der er lige foran en. Hvis man åbner øjnene, vil man være i stand til direkte at tage det. Det er derfor, Jnani'en, den vise, kan nå Gud direkte.

[25:36] Jnani'en er fuld af gode egenskaber. Er man fuld af dårlige egenskaber, af tvivl og alle former for jalousi og had, vil man ikke være i stand til at forstå noget som helst. Det er derfor, man siger, "Døden er skønnere end uvidenhedens mørke." Vi skal ikke søge ind i uvidenheden. Jalousi er et af de onder, der fører os ind i uvidenheden. Derfor skal de studenter, der har bløde og følsomme hjerter, og som har en strålende fremtid for sig med mange udviklingsmuligheder, aldrig nogensinde lade jalousien få plads i deres hjerter. Hvis en af de andre elever i din klasse opnår en højere karakter, end du har fået, skal du ikke blive jaloux. Du kan også arbejde flittigt og opnå det samme gode resultat.

[25:37] Hvis du ikke opnår en førstekarakter og samtidig er jaloux, så begår du to fejl. For det første har du ikke været flittig nok med dine studier, for ellers ville du have klaret dig bedre. For det andet har du ladet jalousien formørke dit hjerte. Hvis du desuden græder over det, der er sket, begår du din tredje fejl. Vi skal ikke udvikle disse dårlige egenskaber, som har en tilbøjelighed til at skabe så meget besvær for os. De kan ødelægge familier, der tidligere har levet lykkeligt og harmonisk sammen, og som sammen har nydt livets goder.

[25:38] Da Krishna var i færd med at forklare Arjuna disse ting, sagde Han, "Dhritharashtra's 101 børn ønskede kun at ødelægge Pandava'ernes lykke. Det er resultatet af deres Karma, der sammen med de øvrige dårlige egenskaber ansporer dem til at begå disse onde handlinger. Folk, der lider af jalousi, tiltrækker andre med tilsvarende dårlige egenskaber, og derfor er Kaurava'erne nu sammen med deres onde onkel, Shakuni, der opmuntrer dem i deres fjendskab mod Pandava'erne. Han er ligeledes fuld af jalousi. De er alle blinde. De har rottet sig sammen. Disse menneskers dårlige egenskaber vil blive deres ulykke." De omkom alle, og der var således ikke nogen tilbage til at udføre bisættelsesritualerne, da forældrene døde.

[25:39] Hvis vi virkelig ønsker at forstå Gita'en, så er vi først nødt til at fremelske alle de gode egenskaber og dyder, som vi her har talt om. Når først disse gode egenskaber er blevet en del af os, bliver vi i stand til at forstå det guddommelige Princip.

[25:40] Gita'en er et ønsketræ. Den giver dig den mening, du ønsker og søger. I vore dage får vi kun fat i de forkerte betydninger, fordi vi er opfyldte af så mange forkerte begær. Gita'en bliver derfor betragtet som ubrugelig. Hvis du ønsker at forstå Gita'en, skal du først fremelske gode karakteregenskaber og fylde dig selv med kærlighed...

[25:41] Baba synger en Bhajan, "Prema mudita manasa kaho, Rama, Rama, Ram (Med hjertet opfyldt af kærlighed, syng Rama, Rama, Ram) ..."

[26:01] Krishna sagde, "Hvor der er Dharma, er der sejr. Hvis man beskytter Dharma, vil man selv blive beskyttet af Dharma. Udøv altid Dharma, Arjuna."

[26:02] Dharma har syv aspekter, ligesom der er syv farver i Solens lys. Det første af Dharma's aspekter er Sathyam, det vil sige sandhed. Det andet aspekt er personligheden. Det tredje er ret adfærd. Det fjerde er Dama, hvilket vil sige sansekontrol. Det femte er Thapas, der betyder bodsøvelse. Det sjette er Thyaga, opofrelse, og det syvende af Dharma's aspekter er Ahimsa, hvilket vil sige ikke-voldelighed. Alle disse aspekter af Dharma har til formål at beskytte den enkelte og sikre samfundets velfærd.

[26:03] Sandhed er menneskets indre natur på samme måde, som det er ildens Dharma at brænde og isens natur at være kølig, som det er den blomstrende blomsts natur at dufte og sukkerets natur at være sødt. Grundlaget for Dharma er Sandhed. Man vil først blive i stand til at forstå Virkeligheden, når man erkender den iboende Sandhed, der er ens eget væsen.

[26:04] For denne sandhed er personligheden at betragte som selve livsånden. Hvis man ønsker at opnå succes på det åndelige område, så er der tre betydningsfulde aspekter af personligheden, som det er meget vigtigt at være opmærksom på. Det første aspekt har med hellighed, fromhed og godhed at gøre. Det andet aspekt er Sahana, der betyder: Tolerance, tålmodighed og overbærenhed. Det tredje aspekt udgøres af fasthed, beslutsomhed og mod. Uanset hvilken uddannelse man måtte have, hvor rig man end måtte være, hvilken stilling man end måtte have, om man er en berømt videnskabsmand eller kendt statsmand, så kunne man for den sags skyld lige så godt være død, hvis man ikke har disse tre aspekter i sin personlighed. Hvad man end måtte have, så er alle ens færdigheder og præstationer uden værdi, hvis man ikke har disse tre kvaliteter i sin personlighed.

[26:05] Mennesket ser kun den ydre skønhed, men Gud anerkender kun den indre skønhed som værende den sande skønhed. Sandt at sige er det for mennesket hans gode karakteregenskaber, hans helstøbte personlighed, der er hans skønhed. Har man ikke en god personlighed, kan man sammenlignes med en almindelig sten. Mennesket er derfor nødt til at følge Dharma, lade sig lede af Dharma's syv aspekter, og lade hvert af dem stråle i sit indre, thi intet af disse er fremmed for ham. Sandheden er fundamentet. At følge sandheden er ikke blot at undgå at lyve. Mennesket skal være overbevist om, at sandheden er hans inderste væsen, og at den er grundlaget for hans liv. Han skal være rede til at give afkald på alt for sandhedens skyld. Hele verden frygter sandheden og er altid sandheden underdanig. Hvor der ikke er nogen sandhed, er mennesket bange for at leve. Sandhed fjerner menneskets frygt. Det er sandheden, der holder alt i gang. Det er sandheden, der beskytter alt og alle. Det er sandheden, der fjerner al frygt. Sandhed er så betydningsfuld en egenskab, at den enkelte kun vil være i stand til at nå det Guddommelige, hvis han fuldt og helt følger sandheden.

[26:06] Personligheden er sandhedens livsånde. Dyd og god opførsel er vigtige for personligheden. Uden en god adfærd vil menneskeheden være uden stråleglans. Det er gode karakteregenskaber, dyder og gode gerninger, der giver menneskeheden stråleglans.

[26:07] For at beskytte menneskeheden og for at udvikle det Guddommelige, er vi nødt til at basere vort liv på sandhedens fundament, på gode karakteregenskaber og på ret adfærd. Vi er nødt til at bestræbe os på dette lige fra barndommen. Endnu mens man er barn, er man tilbøjelig til at begå forskellige småfejl bevidst eller ubevidst. Barnet vil forsøge at skjule sit fejltrin, fordi det frygter, at de voksne vil opdage det og skælde ud eller give straf. Derfor lærer det meget tidligt at lyve. Denne vane vil ødelægge barnets livsgrundlag. Vi skal derfor beslutte os for altid at fortælle sandheden uden at nære frygt eller bekymring for konsekvenserne, og det hvad enten de medfører glæde og fordele for os eller fører til, at vi bliver revset og straffet.

[26:08] Sandheden er selve grundlaget for menneskets liv, på samme måde som fundamentet er af afgørende betydning for et hus og rødderne er grundlaget for et træ. Vi vil ikke have nogen form for sikkerhed og beskyttelse i livet, hvis vi omgås sandheden letsindigt. Vi kan få et klart bevis på dette ved at betragte Harischandra's liv. For at kunne følge sandheden måtte Harischandra give afkald på sin hustru, sin søn og sit kongerige. Han begyndte at bruge sandheden som bodsøvelse, som Thapas. For at betale sin gæld blev han nødt til at sælge sin kone som slave, senere sin søn og til sidst sig selv. Skønt han levede under disse forfærdelige forhold og var i en hjælpeløs situation, ville han aldrig tale usandt.

[26:09] Da hans søn døde, bragte hans kone kroppen til bisættelsespladsen. Skønt han var fuldt ud klar over, at hun var hans kone, Chandramuti, og at det var hans søns legeme, så følte han sig alligevel forpligtet til at udføre de opgaver, han havde som leder af bisættelsespladsen. Selv under de vanskeligste forhold fortsatte Harischandra med at tale sandt og følge Dharma. Harischandra anså Sandhed og Dharma for at være hans to øjne, eller for at være de to hjul på en vogn eller en fugls to vinger. De er hver for sig afhængige af hinanden.

[26:10] De ældre er nødt til lige fra barndommen af at lære de unge, hvor vigtigt det er at tale sandt. En gang ønskede en far at give sin søn en speciel fødselsdagsgave. Faderen gav sønnen en guldmønt, fordi han elskede ham højt. Han bad ham give den til sin mor, så han kunne få lavet en ring af den. Næste dag skulle sønnen til eksamen, og han lod guldmønten ligge fremme på det bord, hvor han sad og læste. Drengen havde en nysgerrig lillesøster, der var fuld af spilopper. Hun kom ind på værelset og så guldmønten. Hun tog den i hånden og spurgte, "Hvad er det for noget?" Han svarede, "Det er en guldmønt." Hun fortsatte, "Hvor har du fået den fra?" Han svarede spøgefuldt, "Jo ser du, den er vokset på et træ." "Hvordan kan sådan en guldmønt vokse på et træ?" spurgte hun. Han fortalte hende nu en historie, der bestod af mange småløgne. Han sagde, "Hvis du blot behandler den, som om den er et frø, og sår den ved at putte den i jorden og derefter vander den samt passer og plejer den, så vil den blive til et træ. Fra det træ kan du så få mange flere guldmønter." Hun begyndte at stille ham flere spørgsmål, men han sagde, "Hør nu her, jeg har ikke tid nu. Jeg skal læse. Kom igen senere."

[26:11] Da hun så, han havde travlt, benyttede hun lejligheden til at stikke mønten i lommen, og forsvandt derpå. Hun gik ud i haven og gravede et lille hul. Hun lagde guldmønten i hullet og dækkede den til med jord. Hun vandede stedet, mens hun hele tiden tænkte på, at hendes bror havde sagt, at guldmønten ville blive til et træ, hvis hun plantede den.

[26:12] En tjenestepige iagttog den lille pige fra et vindue. Hun så hende putte guldmønten ned i hullet. Da den lille pige var gået ind, gravede hun mønten op og stak den til sig. Efter nogen tid kom moderen hjem og bad sønnen gøre sig klar til at gå i skole. Han ville give moderen mønten, så hun kunne få lavet en ring til ham af den, således som faderen havde sagt, han skulle gøre. Men han kunne ikke finde mønten nogen steder. Han spurgte søsteren, om hun havde set den. Hun svarede, "Jeg troede, at vi kunne få mange mønter magen til, hvis vi kunne få den til at vokse op som et træ. Derfor plantede jeg mønten i et hul ude i haven." De gik ud i haven og gennemgravede stedet, men fandt ingen guldmønt der.

[26:13] Nu fik drengen det rigtig dårligt. Det var hans fødselsdag, men i stedet for at være glad og munter, så græd han. Han fortalte sin mor, hvad der var sket. Moderen spurgte ham, "Hvorfor tog din lillesøster guldmønten og gravede den ned i haven?" Lillesøsteren blev spurgt. Hun svarede, "Han sagde, at den ville blive til et træ, der bar guldmønter, og derfor gjorde jeg, som han sagde." Moderen sagde nu til drengen, "Fordi du fortalte din søster denne historie og løj for hende, har det haft til følge, at du i dag græder i stedet for at være glad og nyde din fødselsdag. Og ikke nok med det, du har også mistet den guldmønt, du har fået af din far."

[26:14] Hvis man i denne modtagelige alder tillader børnene at lyve og svælge i usandheder, så vil denne vane vokse og vokse. Hvis vi derimod lærer dem altid at handle på sandhedens grundlag, så vil de vokse op og få gode karakteregenskaber, og de vil blive i stand til at udrette mangt og meget.

[26:15] Der var engang en Jagathguru. Der var mange, der besøgte denne højtudviklede lærer for at blive indviet af ham. Han plejede at undersøge deres adfærd og deres personlighed for at finde ud af, hvilke kvaliteter de havde. Han ville derefter give dem et mantra, der passede til deres personlighed og udviklingstrin. Efter at være blevet klar over, at denne Jagathguru var en højtudviklet person, var der en tyv, der opsøgte ham og bad om at få et mantra. Guru'en sagde til ham, "Min dreng, hvilke gode egenskaber har du, og hvilke fejl har du?" Tyven svarede, "Mine dårlige egenskaber består i, at jeg om natten går fra hus til hus for at bryde ind og stjæle. Da jeg er på indbrud om natten, så sover jeg om dagen, efter at jeg har drukket mig fuld. Min anden dårlige egenskab er således, at jeg drikker. Skulle politiet få fat i mig, så vil jeg lyve for at klare frisag. Det er min tredje dårlige egenskab."

[26:16] Mahatma'en spurgte ham, "Min dreng, kan du holde op med én af disse dårlige vaner?" Han tænkte sig lidt om og svarede derpå, "Hvis jeg ikke stjal, hvordan skulle jeg så kunne forsørge min familie, min kone og mine børn? Det kan jeg ikke holde op med. Det vil kun lykkes mig at slippe bort, hvis min krop er sund og stærk. Jeg er derfor nødt til at sove godt, og jeg drikker, fordi det hjælper mig til at falde i søvn om dagen. Men det er ikke særlig sandsynligt, at politiet fanger mig, og jeg vil derfor holde op med at lyve." Den hellige mand spurgte ham derpå, "Vil du love, at du fra i morgen kun siger sandheden?" Tyven svarede, "Helt bestemt. Jeg vil begynde med det samme og fra nu af kun sige sandheden." Tyven var fast besluttet på at gøre dette, og fra denne dag blev det en vane for ham altid at sige sandheden, hvor han end gik.

[26:17] Det var en varm sommernat. Dengang fandtes der ingen elektriske vifter til at køle luften med. Borgmesteren i en bestemt by, der var en meget velhavende mand, lå og hvilede sig oppe på tagterrassen af sit hus. Han var ude af stand til at sove på grund af den stillestående natteluft og den trykkende hede. Det lykkedes vor tyv at klatre op på denne tagterrasse. Så snart tyven satte foden på terrassen, fik den rige mand øje på ham og var straks klar over, at det måtte være en tyv. Den rige mand råbte ham an, "Hej du der, hvem er du?" Tyven svarede, "Jeg er en tyv." Det gjorde han, fordi han altid talte sandt. For at finde ud af tyvens planer sagde den rige mand, "Er det sandt? For jeg er også tyv."

[26:18] De besluttede sig for at arbejde sammen og planlagde, hvordan de skulle stjæle nogle af de værdifulde genstande, der fandtes i huset. Den rige mand sagde til tyven, "Denne rige mand har mange værdigenstande gemt bort i pengeskabet inde i huset, men det vil være meget svært for os at åbne pengeskabet uden at have nøglerne. Lad mig bryde ind og se om jeg kan få fat i nøglerne." Han fortsatte, "Jeg har ventet på, at der skulle dukke nogen op, der kunne holde udkig for mig. Nu da vi er blevet venner, vil jeg bryde ind."

[26:19] Han forlod tyven og lod som om, han brød ind i huset. Han gik rundt derinde og ordnede forskellige småting for at få tiden til at gå. Derpå tog han nøglerne og sneg sig efter nogen tid ud igen. Han sagde nu til tyven, "Her er nøglerne. Jeg ledte efter pengeskabet overalt, men jeg kunne ikke finde det. Nu kan du gå derind, så holder jeg udkig. Prøv at se, om du kan finde pengeskabet og få fat i de værdigenstande, den rige mand opbevarer i det."

[26:20] Det viste sig, at den rige mand havde tre store diamanter i pengeskabet. Tyven brød ind i huset og fandt hurtigt frem til pengeskabet. Han åbnede det og tog de tre kostbare diamanter ud. Straks stod han over for et problem. Hvordan skulle de dele tre diamanter mellem dem? Tyvens retfærdighedssans var af sig selv blevet skærpet, fordi han fulgte sandhedens vej. Han tog alle diamanterne med sig, men sagde til den rige, "Min ven, du kan få denne diamant, og jeg vil tage denne her. Da vi ikke kan dele den tredje diamant, vil jeg lægge den tilbage i pengeskabet. Lad husets ejer beholde den." Efter denne beslutning gik tyven atter ind i huset og lagde den ene af de tre diamanter tilbage i pengeskabet. Derpå vendte han tilbage til tagterrassen.

[26:21] Da indbruddet nu var gennemført og tyven skulle til at gå, sagde den rige mand til ham, "Min ven, måske kan vi arbejde sammen i fremtiden af og til. Lad mig få din adresse, så jeg kan få fat i dig." Tyven gav ham sin rigtige adresse, fordi han var nødt til at sige sandheden.

[26:22] Den rige mand, der var Zamindar, det vil sige en slags borgmester, gav politiet adressen og anmeldte tyveri af nogle diamanter fra sit pengeskab. Han bad politiet tage ud til den landsby, der var nævnt i adressen, og anholde tyven, der boede der. Man kendte udmærket tyven i den landsby. Politiet tog derud og havde ikke noget besvær med at finde ham. De anholdt ham og bragte ham tilbage til Zamindar'en. Tyven genkendte ikke Zamindar'en som den, han havde begået indbrud sammen med om natten.

[26:23] Zamindar'en begyndte nu at udspørge tyven og sagde, "Sig mig, hvordan kom du ind i huset? Hvordan fik du fat i denne diamant?" Tyven fortalte nu detaljeret om alt det, der var sket. Han fortalte om, hvordan han var klatret op på taget, om hvordan han havde slået sig sammen med en anden, om hvordan han var brudt ind, om hvordan han havde åbnet pengeskabet, og om hvordan han havde taget de tre diamanter. Han sagde, at han havde givet sin partner den ene af diamanterne og beholdt en af dem til sig selv, at han atter var gået ind i huset, atter havde åbnet pengeskabet og lagt en diamant tilbage. Han gjorde detaljeret rede for alt dette. Zamindar'en kaldte sin øverste embedsmand til sig og sagde, "Vær så venlig at gå hen og se efter, om der er en diamant tilbage i pengeskabet." Embedsmanden tog nøglerne til pengeskabet og tænkte, "Er der mon nogen tyv, der ville tænke på at lægge en diamant tilbage?" Med disse tanker åbnede han pengeskabet og fik øje på diamanten, som tyven havde lagt tilbage. Han stak den i lommen og gik tilbage til Zamindar'en og fortalte, at der ikke var nogen diamant i pengeskabet.

[26:24] Zamindar'en kaldte nu tyven til sig og sagde, "Jeg ved, at alt det, du har fortalt, har været sandt. Derfor ansætter jeg dig fra i dag som min øverste administrator. Kun den, der holder sig til sandheden, skal arbejde som det offentliges tjenestemand. Uheldigvis er du blevet tyv, men det er ikke din sande natur at være tyv." Tyven holdt fra nu af op med at stjæle og fik en høj embedsmandsstilling. Han fortsatte med at holde sig til sandheden, og efter nogen tid holdt han også op med at drikke og stjæle og blev et ærligt, retskaffent menneske.

[26:25] I begyndelsen kommer du måske ud for mange vanskeligheder, når du holder dig til sandheden. Hvis du på trods af de vanskeligheder, du møder, fortsætter med kun at tale sandt, så vil dette karaktertræk til sidst fylde dig med fryd og glæde, og alle dine bestræbelser vil lykkes for dig. Når Krishna således i Gita'en har lært os, at vi altid skal være sandfærdige, er det for at fremme hele menneskehedens lykke og velfærd. Han har erklæret, at sandheden er livets kongevej, og at det at følge sandheden er den eneste mulige måde til at fremme den rette adfærd i samfundet.

[26:26] Det siges af og til, at det er gået tilbage for Dharma, men det er ikke sandt. Dharma, der er baseret på Sandhed, vil aldrig blive forandret. I en bestemt tidsalder kan der imidlertid ske det, at udøvelsen af Dharma ændrer sig. Krishna inkarnerede for at genoprette udøvelse af Dharma og ikke for at genoprette selve Dharma. Dharma har aldrig været forsvundet, og den er heller aldrig blevet ændret, men der blev ikke udøvet Dharma.

[26:27] Dharma's syv aspekter har altid været til stede. De er til stede i Kritha Yuga, i Thretha Yuga, i Dwapara Yuga og i Kali Yuga. Det er imidlertid således, at man i de enkelte Yuga'er har udført de øvelser, der var mest velegnede for netop den tidsperiode. I Kritha Yuga var meditation for eksempel den mest velegnede åndelige øvelse. I Thretha Yuga var det hellige offerhandlinger, Yagna'er. I Dwapara Yuga var det rituel tilbedelse, og nu i Kali Yuga er det Namasmarana, det vil sige gentagelse af det hellige navn. På samme måde, som der i Kritha Yuga var en påvirkning fra Kali Yuga, således påvirker også Kritha Yuga og de andre Yuga'er den nuværende Kali Yuga. Der er derfor også nu i Kali Yuga nogle, der udøver meditation som en åndelig øvelse, og nogle der udøver Thapas, og nogle, der udfører rituel tilbedelse. På tilsvarende vis var der i Kritha Yuga nogen, der benyttede sig af at gentage Guds Navn. Det er dog således, at de fremherskende åndelige øvelser afhænger af tidsalderens generelle karakter og ånd.

[26:28] Forskellige discipliner medfører, at Dharma fremtræder i forskellige former. Den indre strøm af Dharma er imidlertid altid den samme. Sandheden er uforanderlig. Sandheden er altid Én, aldrig to. Sandheden er altid Én. Det er Den i alle de tre tider: I fortiden, i nutiden, i fremtiden, i alle tre verdener: På Jorden, i Himlen og i den nedre verden, i de tre bevidsthedstilstande: Den vågne tilstand, drømmetilstanden og søvntilstanden samt i de tre Guna'er: Sathwaguna, Rajoguna og Thamoguna. Dharma kan ikke forandres, fordi selve grundlaget for Dharma er Sandheden, og fordi Sandheden altid er Én og den Samme. Dharma er urokkelig og uforanderlig.

[26:29] Derimod er pligten noget, der forandres fra tid til anden. Vi kan for eksempel tænke på en, der har et bestemt arbejde. Hvor længe vil dette arbejde blive ved med at være hans pligt? Det vil det, indtil han bliver pensioneret. Indtil da tager han på kontoret hver dag. Når han er blevet pensioneret, kan det være, at han begynder at arbejde som forretningsmand. Nu siger han, at det at gøre forretninger er hans arbejde, hans pligt. Det kan være, at han nu lader sig friste til at benytte ufine metoder for at tjene noget mere. Han begynder måske at snyde og lyve for at tjene penge. Han vil imidlertid stadig hævde, at det er hans pligt at gøre forretninger. Selv om han nu både lyver og bedrager for at tjene penge, så betragter han stadigvæk det arbejde, han udfører, som sin pligt. Hvordan kan man sige, at pligten er Dharma, når nu pligten skifter så meget? Disse skiftende aktiviteter er blot pligter, man kan ikke kalde dem for Dharma.

[26:30] Der er en bestemt, sand betydning af begrebet Dharma. Det er udelukkende de handlinger, der ikke skader andre, og som ikke begrænser andres frihed, der kan betegnes med ordet Dharma. Lad os se på et eksempel. Du har en lang kæp i hånden og går ned ad hovedgaden, mens du svinger med kæppen. Denne gade er stærkt befærdet. Du siger, "Jeg har ret til at gå, hvor jeg vil. Det er min frihed. Det er min Dharma." Udmærket, men hvis det er din Dharma, så har den, der går den modsatte vej, ret til at undgå at blive ramt af din kæp. Du opfører dig på en måde, der let kan føre til, at de andre fodgængere på gaden kommer til skade. Sømmelig adfærd byder, at man ikke generer andre, der går på samme vej. Man opfører sig først dharmisk korrekt, når man opfører sig på en sådan måde, at man ikke skaber problemer for andre eller begrænser andres frihed.

[26:31] Hvis enhver betragter det som sin Dharma at opføre sig sådan, at ingen lider skade, så vil verden blive fyldt af glæde, fred og velstand. Det er vor sande pligt at opføre os på denne måde, og vi skal opfylde denne pligt for at være et forbillede for andre og for at opretholde Dharma's grundlæggende idealer.

[26:32] I det daglige liv i familien bruger vi tre ord til at beskrive vore pligter. Det første er ordet Karthavyam, pligt. Det andet er ordet Sambhandan, der er noget, der vedrører sociale relationer. Det tredje er Nirbhandam, der betyder: Noget der skal gøres, noget man er tvunget til.

[26:33] Lad os først se på et eksempel, der belyser begrebet Sambhandan, det vil sige de sociale relationer. Det er søndag i morgen, og du har fri. Du ønsker måske at invitere nogle gæster til en kop te i dit hjem, men om natten får du pludselig feber. Mens du ligger syg, indser du, at du ikke vil være i stand til at sørge ordentligt for dine venner, hvis du inviterer dem til at komme næste dag, og det vil bedrøve dig. Du beslutter dig derfor på grund af omstændighederne til at udsætte teselskabet til den følgende søndag. Det har du ret til. Du kan lave det om. Du kan udsætte selskabet. Du kan gøre, som du ønsker.

[26:34] Lad os derefter se på et eksempel, der belyser begrebet Nirbhandam. I forbindelse med de forestående eksamener har viceinspektøren bedt alle lærerne komme til et møde. Du er nødt til at komme til stede, da det er et vigtigt møde i eksamensudvalget. Selv om du skulle have feber, så tager du et par aspirin og går til mødet. Det er din pligt. Du har ingen ret til at undslå dig. Du har ikke haft noget med planlægningen af dette møde at gøre, og nu, hvor mødet er fastlagt, forventes det, at du deltager. Så vidt angående de sociale relationer og de tvungne.

[26:35] Men hvad med pligten? Hvordan indgår Karthavyam i denne sammenhæng? Vi er hjemme hos os selv. Der er opstået en lille uoverensstemmelse mellem mand og kone. Inde i soveværelset giver manden sin kone en alvorlig irettesættelse. Han er meget vred. Han går ind i dagligstuen og konstaterer, at der netop er kommet en ven på besøg. Så snart han får øje på vennen, smiler han til ham og siger, "Dav med dig." Han beder ham tage plads. Over for vennen er han glad og munter. Han går nu ud i køkkenet, og da han ser sin kone der, genoptager han sit vrede tonefald og beder hende om at lave noget kaffe. Han går tilbage til vennen, og de taler livligt og muntert sammen. Pointen er her, at han er nødt til at opføre sig sådan, at vennen ikke opdager, at han har haft et skænderi med konen, og at konen ikke opdager, at han er lutter smil over for vennen. Det er på den måde, vi skal forstå ordet Karthavyam.

[26:36] I vore dage misforstår vi, hvad der er Karthavyam, og det resulterer i, at familien kommer i vanære. Hvis man har haft et skænderi med sin kone inde i soveværelset, og man derefter går ind i dagligstuen og vredt beder sin ven om at forsvinde, så vil han blive såret og sandsynligvis tro, at man er blevet skør. Det er vigtigt at sørge for, at familiens hemmeligheder og fortrolige forhold ikke stilles frem til offentligt skue. Det er et vigtigt ansvar, der her hviler på manden i huset. Han skal hele tiden være opmærksom på, at det er hans pligt at beskytte fa-mi-li-ens ære. En af menneskets allervigtigste pligter er at fremelske og beskytte familiens gode navn og rygte. Det er ikke muligt at leve et lykkeligt liv uden at opfylde denne pligt.

[26:37] Det er nødvendigt at have Dama for at fremelske og beskytte familiens gode navn. Dama betyder sansekontrol. Som det blev forklaret forleden dag, bliver man hovmodig og indbildsk, hvis man ikke har Dama. Hvis vi bytter om på bogstaverne i ordet Dama, får vi ordet Mada. Mada betyder netop indbildskhed og selvglæde, og det er en dårlig egenskab. Når man har opnået Dama, bliver man kaldt Sakshara, det vil sige en leder. Bytter vi om på bogstaverne i ordet Sakshara, får vi ordet Rakshasa, der betyder dæmon. Man er således nødt til at have sansekontrol, hvis man ønsker at udøve og beskytte Dharma. Sansekontrol er meget betydningsfuld for alt.

[26:38] Det samme sagde Krishna til Arjuna. Han sagde, "Arjuna, bliv Sthithaprajna og opnå fuld kontrol over dine sanser. Du skal ikke lade dig dirigere af sansernes skiftende tilbøjeligheder. Du skal sørge for at have sanserne under kontrol. Gør dem til dine slaver. Du er Gudakesha, det vil sige den, der har sansekontrol. Det er alene på grund af din sansekontrol, at du har gjort dig fortjent til at være nær ved Rishikesha, som er sansernes herre. Uden denne sansekontrol vil du ikke kunne være så nær ved Rishikesha."

[26:39] I dette kapitel om Sankhya Yoga er der blevet gjort rede for alle en Sthithaprajna's egenskaber. Sansekontrol er den vigtigste af alle disse egenskaber. I denne tale har vi hørt om de forskellige aspekter af Dharma. Dharma har syv aspekter, ligesom Solens lys indeholder syv farver. Som det blev påpeget i begyndelsen, indeholder sollyset fra Dharma strålerne sandhed, en god personlighed, retsindig adfærd, sansekontrol, Thapas, bodsøvelse, forsagelse og ikke-voldelighed. Du skal sørge for at alle disse kvaliteter bliver en del af dig.

[26:40] Før du begynder at lære disse vers fra Gita'en udenad, skal du prøve på at forstå deres betydning. Derpå skal du udvikle og udøve de gode egenskaber, der er beskrevet i disse vers. Når nu du interesserer dig så meget for at lære disse vers udenad, så er det Swami's Ønske, at du skulle blive lige så interesseret i at udøve denne lære og hos dig selv udvikle de gode kvaliteter, som denne lære indeholder.

[27:01] Den grundlæggende lære i Gita'en er, at vi skal have kærlighed til alle. Vi skal ikke nære had til nogen. Det Guddommelige er til stede i alle menneskers hjerter i hele Sin Fylde. Hvis du hader nogen, så er det Gud, du hader. Når du kritiserer nogen og skælder nogen ud, så er det den Guddom, du selv har valgt, den Guddom, du tilbeder, du kritiserer og skælder ud. Det er denne lære, læren om det universelle broderskab, vi finder i de hellige skrifter i Bharath.

[27:02] Bhagavad Gita når op på et endnu højere niveau. Lige siden tidernes morgen er det i Gita'en blevet forklaret, at det Guddommelige er til stede overalt, og at denne universelle sjæl er Én med det iboende Selv, med Atma. I Gita'en finder vi således ud over læren om det universelle broderskab også læren om, at Atma er Allestedsnærværende. Det hedder i Gita'en, at den Atma, der er til stede i os i form af Selvet, også er til stede i alle andre mennesker og i alle andre væsener. Gita'en lærer os desuden, at vi skal møde sorg og glæde med samme sind. Den forklarer os, at vi skal lære at forstå, at Atma er til stede i alle væsener, og at vi skal handle ud fra denne erkendelse.

[27:03] Gita'en lærer os, at denne ene Guddommelighed er til stede i alle væsener, såvel mennesker som dyr og planter. Den samme Guddommelighed er ligeligt til stede overalt, i insekterne og i de mikroskopiske smådyr lige op til den højeste Brahmam. Det var derfor Thyagaraja tilbad Rama ved at synge, "Herre, Du har levet i myren såvel som i Brahma, Du har levet i Keshava's form og i Rama's form. Sandheden er, at Du lever i alle former."

[27:04] I dag er menneskets natur imidlertid sådan, at han, når han får øje på nogle myrer, ikke betænker sig på at slå dem ihjel, samtidig med at han, når han ser et gudebillede, der repræsenterer en af Brahmam's Former, tilbeder det. Det, der kendetegner mennesket i dag, er, at han siger en ting og gør det modsatte. Det er derfor, han bliver til en Duratma, det vil sige en slet person, i stedet for at udvikle sig til en Mahatama, en guddommelig person. I Bhagavad Gita lærer vi derimod, at det er menneskets sande natur at have overensstemmelse mellem tanke, ord og handling, og at en sådan harmoni vil gøre mennesket til en Mahatma.

[27:05] Vi er nødt til at udvikle tro på og tillid til, at den ene og samme Guddommelighed er til stede i alle levende væsener. Vi skal sprede kærlighed, den kærlighed, der er selve essensen af alle levende væseners guddommelige natur. Vi skal have medfølelse med alle og have kærlighed til alle. Hvis ikke vi helt igennem har denne holdning til andre, vil alle vore åndelige øvelser være spildt. Tilbeder vi Gud, samtidig med at vi skader vore medmennesker, så kan vi aldrig nå vort Mål. Gennem Bhagavad Gita lærer vi, at mennesket er Gud, og at Gud er mennesket.

[27:06] Det fremhæves gang på gang i Gita'en, at Gud og mennesket er en Enhed. Det erklæres i Gita'en, "Kun den, der behandler alle ens, er et sandt menneske." Uanset hvilken uddannelse man end måtte have, så vil det alt sammen være værdiløst, hvis man ikke udviser godhed. Godhed over for alle levende væsener er en af de allervigtigste, menneskelige dyder. Vi er nødt til at bruge vor skelneevne til at finde ud af, hvordan vi kan udvikle og udvise denne godhed.

[27:07] Bhuthadaya, godhed, over for alt levende vil sige, at man tager sig af mennesker og ting, der er i vanskeligheder, og kommer dem til undsætning. Vi er nødt til at gøre det, der er nødvendigt, for at mindske de nødstedtes lidelser, deres sorger og vanskeligheder. Det hjælper ikke noget blot at gentage ordet 'godhed', 'godhed', 'godhed' et uendeligt antal gange. Vi er nødt til at udvise en sådan godhed og gøre den til en del af vort liv. Vi er nødt til at have den overbevisning, at godhed er det samme som Guddommelighed. Vi er nødt til at have den overbevisning, at et hjerte fuldt af godhed er Guds Tempel.

[27:08] Menneskene er blevet rendt over ende af et antal svagheder, og det har medført, at de har mistet deres godhed og er blevet fulde af ondskab. De opfører sig som junglens vilde dyr. Krishna har sagt, at en sådan opførsel ikke er menneskets sande natur, og at det er det stik modsatte af menneskelighed. Selve ordet menneskelig eller human bruges til at betegne godhed.

[27:09] Blandt de otte blomster, som Bhakthi Yoga buketten består af, modtager Gud den blomst, der hedder menneskelig godhed, med den største kærlighed. Hvis vi tilbeder Ham med almindelige blomster og almindelige tanker samt de motiver, der ledsager dem, vil det ikke få Ham til at acceptere os eller være tilfreds med os. Hvad vil Han acceptere? Hvad vil Han sætte pris på? Han accepterer og priser den menneskelige godheds blomster, kærlighedens blomster og hjertets blomster. Vi skal derfor allerførst nå til erkendelse af, at Gud er til stede i alle hjerter. Hvordan skal vi nu give udtryk for denne godhed og følelsen af, at Gud er til stede overalt? Det er ikke noget, vi bliver i stand til, blot fordi vi prøver at praktisere det. Vi er i bogstavelig forstand nødt til at forvandle vore hjerter. Vi er nødt til at leve i den overbevisning, at det er den samme Gud, der er til stede i alle hjerter. Vi bliver da i stand til at opleve andres sorg og smerte som vor egen sorg og smerte.

[27:10] I en bestemt landsby levede der engang en familie, der blot bestod af en far, en mor og en datter. Det var kun en lille familie på tre medlemmer. Det var ikke nogen velhavende familie, den var tværtimod meget fattig, men skønt forældrene var fattige, besluttede de sig for, at deres datter skulle have en uddannelse. Da der ikke var nogen mulighed for at uddanne sig i deres egen landsby, var forældrene nødt til at sende datteren til nabolandsbyen. Vejen til landsbyen med skolen gik gennem en stor skov. Folk fra byen er ofte bange for at gå gennem en skov, men landsbyfolk er ikke bange for det, da det er en del af deres dagligdag. Denne pige brugte sin tid til at gå over til skolen i nabolandsbyen, modtage undervisning der for derefter at vende hjem om aftenen.

[27:11] På den tid var det meget almindeligt og helt naturligt, at man rundhåndet deltog i godgørenhed. Inde i skoven var der ved vejen opført et lille læskur, hvor vejfarende kunne søge ly og hvile sig. En dag, da den lille pige passerede dette sted. så hun, at en gammel mand havde søgt tilflugt der. Han var meget medtaget. Hun blev klar over, at han ikke ville være i stand til at gå den lange vej til den næste landsby, hvor han kunne få lægehjælp og husly. Han blev dag for dag svagere og svagere, fordi han ikke fik noget at spise.

[27:12] Hver gang den lille pige gik forbi, bemærkede hun, at hans tilstand var forværret. Hun plejede hver dag at have mad med til sig selv, men nu begyndte hun at give al sin mad til den syge mand, der lå i læskuret i skoven. På vej til skole om morgenen gav hun ham maden, og på vej hjem om aftenen hentede hun den tomme madspand. Patienten genvandt lidt af sine kræfter, efter at hun i ti dage havde passet og plejet ham på denne måde.

[27:13] En dag, da hun på vej hjem kom forbi, tog han hendes hånd og spurgte hende, "Mit kære barn, du har givet mig mad hver dag. Vær sød at fortælle mig, hvor du får maden fra. Ved dine forældre, at du giver mig mad? Eller tager du denne mad, uden at de ved det? Eller er det din egen mad, du giver mig? Fortæl mig, hvordan du bærer dig ad. Vær sød at svare mig på mine spørgsmål." Hun svarede, "Jeg kan forsikre Dem, at mine forældre ved, at jeg bringer Dem mad. Jeg har lært aldrig at tage noget uden først at få lov. Vi er en meget fattig familie, men alligevel lykkes det os, ud af de få penge vi tjener, at skaffe føden til os selv og til dem, der er i nød. Jeg har bragt Dem denne mad fra min familie, og maden er specielt beregnet for Dem." Han spurgte hende, "Men hvordan tjener du penge til denne mad?" Hun svarede, "På vejen til skolen står der et frugttræ. Jeg plukker frugten og sælger den, før skolen begynder. Jeg køber den mad, jeg senere bringer Dem, og betaler med de få penge, jeg således tjener."

[27:14] Den gamle mand blev ovenud glad ved at høre om hendes opofrelse. Han glædede sig over hendes begavelse og ligefremme måde at være på. Han spurgte hende, "Hvordan har du båret dig ad med at få et så ædelt sind?" Hun svarede ham, "Det skyldes alt sammen den opdragelse og undervisning, jeg har fået af mine forældre. De har, lige fra jeg var ganske lille, lært mig, at vi skal dele med andre og tjene andre. Selv om vi er en fattig familie, prøver vi altid at hjælpe andre, så godt vi kan. Mine forældre har lært mig at vise godhed lige fra jeg var helt lille. Det er noget, der giver mig stor glæde." På denne måde fortalte pigen den gamle mand lidt om sin familie og gik derpå hjem.

[27:15] Lidt efter lidt blev den gamle mand rask og i stand til at gå til den landsby, hvor den lille pige og hendes familie boede. Hvad var resultatet af al den godhed, den lille pige havde udvist over for denne syge mand? Manden fortalte familien, at han havde bedt til Gud med disse ord, "Herre, giv denne piges forældre sundhed, fremgang og Din velsignelse. Da jeg var syg og hjælpeløs, var jeg ikke til gavn for noget eller nogen. Nu, da jeg har det meget bedre og er i stand til at hjælpe andre, beder jeg til Dig med hjertet opfyldt af taknemlighed." Han fortalte således, hvordan han havde bedt til Gud og takket Ham, fordi der fandtes sådanne gode familier, der var så gavmilde med deres hjælp.

[27:16] Hvad denne pige end havde gjort af sit hjertes godhed, så forventede hun aldrig nogen form for belønning for sine handlinger. Hun havde trofast plejet den syge mand hver eneste dag uden at forvente noget resultat eller nogen frugter af sin handling. Nu overøste Gud hende med Sin Nåde. En aften samlede Gud megen rigdom sammen og kom til pigens hus, hvor Han spurgte, "Er det her, der bor en pige, der har givet så meget mad og drikke til en, der var i nød?" Herren fortsatte, "Det var Mig, der havde lagt Mig i det læskur i skikkelse af en syg mand. Jeg giver jer nu disse penge, for at dette barn kan vokse op og få en høj uddannelse. Jeg boede i det læskur i ti dage for at sætte denne pige på en prøve. Dette barns hjerte er meget helligt. Det er rent og fuldt af godhed. Hendes hjerte er Mit Tempel." Han overrakte forældrene de medbragte gaver og bad dem bruge dem på at gøre pigen lykkelig og sikre hendes fremtid og velstand.

[27:17] Forældrene var imidlertid ikke særlig henrykte ved udsigten til al denne rigdom. De kastede sig for Fødderne af denne guddommelige Skikkelse, der havde velsignet dem med Sit Besøg. De sagde bønfaldende til Ham, "Mahatma, vi har ikke brug for så megen rigdom. Det er skadeligt at have mere, end man har brug for. Det kan virke ødelæggende på ens sindsro. Det kan føre til øget selviskhed og få en til at glemme de åndelige principper. Vi ønsker ikke alle disse gaver." Mens de talte, forsvandt Gæsten imidlertid og efterlod gaverne hos dem.

[27:18] Den, der havde besøgt dem, var ikke blot en højtudviklet sjæl. Familien var klar over, at det var Gud Selv. Familien brugte ikke alene pengene på sig selv, men anvendte dem udelukkende til at skabe velfærd i det samfund, de levede i. De bad alle have tillid til og handle ud fra den overbevisning, at Guds fuldstændige Manifestation er til stede i alle væsener. De var overbeviste om, at man kan nå Gud gennem kærlighed og medfølelse, og at den måde, man vil nå Gud på, afhænger af ens tro.

[27:19] Vi skal ikke tro, at Gud udelukkende findes et ganske bestemt sted. Vi er nødt til at opleve og erklære, at Gud er Altgennemtrængende. Hvordan kan vi fremelske denne følelse? Studenterne sagde for lidt siden, at Gud er til stede overalt både i det indre og det ydre. Hvis Gud kun var til stede i det indre, ville det være tilstrækkeligt blot at være ren i sit indre, men da Gud også er til stede i det ydre, er det også nødvendigt, at der er rent på det ydre plan. Da Gud er til stede både i det indre og det ydre, er vi således nødt til at skabe renhed på såvel det indre som det ydre plan. Først da vil vi kunne opnå den fuldkomne oplevelse af, at Gud er Allestedsnærværende.

[27:20] Hvad betyder ydre renhed? Ydre renhed vil sige, at man holder sin krop og sine klæder rene. Men ydre renhed indebærer meget mere end det. De bøger, vi læser, må ikke blive tilsmudsede. Vi skal ikke tillade snavs og dårlige kvaliteter at hobe sig op hverken i kroppen, sindet eller vore bøger. Når det hedder sig, at man skal tage bad to gange om dagen, så betyder det, at man skal fjerne alle urenheder i sindet og kroppen. Der, hvor der er smudsigt, og snavset hober sig op, vil bakterier og insekter holde til og føre sygdom med sig. Vi skal ikke tillade nogen form for urenhed at vinde indpas.

[27:21] Hver dag skal vi børste tænder om morgenen. Vi skal ikke blot børste tænder, men også rense tungen. Lad os holden munden, hovedindgangen, fri for urenheder. Hvor som helst der er grumset vand, vil myg, orme og skadelige bakterier kunne trives. Det er på samme måde med din krop. Bakterier og insekter er tilbøjelige til at søge hen til kroppens urenheder. Ikke nok med det. Vi skal også sørge for, at der er pænt og rent omkring vort hjem.

[27:22] Her i staten Andhra har vi et ordsprog, der siger, "Se på huset, og du vil vide, hvem der bor i det." Husets renhed er med andre ord et spejlbillede af beboernes renlighed. Alt dette gør vi for vort eget bedste. Hvis der er rent i og omkring huset, så kan vi glæde os over det. Vi er nødt til at holde alting rent og pænt for at kunne glæde os over et godt helbred. Og når vi har et godt helbred, bliver vi lykkelige.

[27:23] Det er muligt, vi kun har to sæt tøj, men når vi har det ene sæt på, skal vi sørge for at gøre det andet sæt rent. Så kan vi senere skifte og sørge for, at det første sæt bliver gjort rent. I virkeligheden er der ingen grund til at have to sæt. Vi kan bruge det samme tøj hver dag, blot vi sørger for at holde det rent. Hvad vi end har, så skal vi holde det rent og pænt. Vi skal sørge for ikke at blive snavsede.

[27:24] Det nytter ikke noget at have rent tøj på, hvis vore hjerter er urene. Vi skal også gøre alt, hvad vi kan, for at opnå renhed i vort indre. For at opnå dette skal vi sørge for, at vi kun har hellige tanker og hellige følelser. Du skal lade dine tanker være rettet mod at tjene andre. Lad ikke jalousi og had få plads i dit hjerte. Prøv altid at fremelske følelser, der er fyldt med glæde. Der er ingen grund til at bekymre sig unødigt om andres forhold. Tænk altid godt om andre. I denne sammenhæng hedder det i Veda'erne, "Lad alle verdener være lykkelige."

[27:25] Grundlaget for den vediske overbevisning og formålet med de vediske handlinger er at fremme den universelle velfærd og glæde. Man skal derfor i sit hjerte uafbrudt kontemplere på Guds hellige Navn, på Guds lydefri Navn. Vi vil kun være i stand til at undgå, at dårlige tanker og egenskaber såsom jalousi og had får adgang til vore hjerter, når vi er påpasselige med at bevare vor indre og ydre renhed.

[27:26] Prahlada erklærede, at man først kan kaldes en stor personlighed, når man har overvundet de seks indre fjender. Han sagde til sin fader, "I øjeblikket er du bare konge, men hvis du kan overvinde de seks indre fjender, som har taget dig i besiddelse, kan du blive kejser." Disse seks fjender er: Begær, vrede, grådighed, tilknytning, stolthed og misundelse. Vi skal ikke lade nogen af disse seks fjender få adgang til vore hjerter. Hvis vi nægter dem adgang, bliver vi fri for alle problemer og vanskeligheder. For at opnå dette skal vi møde glæde og sorg, vinding og tab, varme og kulde med samme sind. Når vi fremelsker en sådan sindsligevægt, vil disse seks fjender ikke længere kunne genere os.

[27:27] Det er dog vanskeligt at møde glæde og sorg samt lykke og ulykke med samme sind, medmindre vi er fast forankrede i den overbevisning, at Gud bor i alle hjerter. Når vi er nået til denne erkendelse, vil vi kunne overvinde alle disse par af modsætninger. Thyagaraja sagde, "Rama, hvis jeg blot havde Din Nåde, så ville alle påvirkningerne fra planeterne, uanset hvor ugunstige de end måtte være, ikke kunne gøre mig fortræd."

[27:28] Hvis vi har den faste overbevisning, at det er den samme Guddommelighed, der er til stede i alle hjerter, så kan vi overvinde enhver forhindring. Hvis vi fuldt og helt tror på den iboende Guddommelighed, vil vi være i stand til at opnå alt og hvad som helst. Denne tro er selve grundlaget. Den er Målet for alt og alle. Vi skal sikre os den. Det er det atmiske Princip.

[27:29] Hvis man ønsker at fælde et træ, så er der ingen grund til først at fjerne alle bladene og grenene. Hvis man skærer træet over ved roden, så vil hele træet falde. Hvis vi kan få fat i det Guddommelige, vil vi kunne beherske alt. For at kunne have et fast greb om det Guddommelige i vort daglige liv, er vi nødt til at udøve den Sadhana, der kaldes Sarvatma Bhavana. Den består i at fremelske medfølelse over for alt og alle. Vi skal fremelske såvel den indre som den ydre renhed og holde krop og sind skinnende rent. Først da vil vi blive i stand til at erkende det Guddommelige.

[27:30] Vi er nødt til at erkende, at vi, når vi i vor hengivenhed beder til Gud eller i vor tilbedelse bøjer os for Gud, så henvender vi os til den Gud, der er til stede i alle hjerter. Vi skal derfor undgå at kritisere andre. Vi skal fremelske den overbevisning, at enhver form for kritik, som vi retter mod en anden, vil gå direkte til Gud, der bor i den pågældendes hjerte.

[27:31] Vi kan sammenligne vort liv med en flod. Hvis vi tillader livets flod at strømme af sted uden nogen form for styring, så kan den ødelægge mange landsbyer. Vi er nødt til at tage de nødvendige skridt til at floden kan nå havet uden at gå over sine bredder. Det er alene havet, der kan rumme og tage imod denne flod. Hvordan kan vi sikre os, at livets flod når havet? I Gita'en siges det, at man skal opbygge to flodbredder. Når floden har to flodbredder, så kan den strømme af sted og nå havet uden at forårsage nogen ødelæggelser.

[27:32] Hvad er disse to flodbredder for nogen? De er to meget virkningsfulde ottestavelses mantraer. Alle kender ottestavelses mantraet: Om Namo Narayanaya. Er det dette? Nej, det er det ikke. På den ene side har vi mantraet: Samsayatma Vinashyati (Den, der tvivler, går til grunde) [Bhagavad Gita 4:40]. På den anden side har vi mantraet: Shraddhavan Labathe Jnanam (Den, der tror fuldt og helt, vil opnå sand visdom) [Bhagavad Gita 4:39]. Den ene flodbred er således bekæmpelse af tvivl, og den anden er den fuldkomne tro. Hvis disse to bredder styrer livets flod, så vil denne flod nå sit mål og blive forenet med Havet. Denne lære, som vi har fået af Krishna, er hengivenhedens inderste væsen. Den hjælper vort livs flod til at nå frem til Nådens Hav, til Anugraha-havet.

[27:33] Krishna sagde, "Mit barn, den guddommelige Nådes Hav er hele menneskehedens Mål. Det er alt livs endelige Mål. Glem ikke dette Mål. Stol ikke på denne verden og vær ikke bange for døden. Tænk hele tiden på det Guddommelige. Det er dette, der er grunden til, at du har ladet dig føde. Der findes tre vigtige mantraer:

[27:34] Tag disse tre mantraer til dig og indskriv dem i dit hjerte. Husk på, at Jeg har givet dig disse tre mantraer, og at de vil helliggøre dit liv."

[28:01] Når som helst mennesket ser nogen anden end sig selv, når som helst han oplever nogen anden end Gud, så har frygten mulighed for at få tag i ham. Man bliver først fri for denne frygt, når man fuldt og helt er overbevist om, at alt i denne skabelse udelukkende består af de fem elementer, og at de er til stede overalt i hele Universet, samt når man ved, at alt det, der har navn og form, blot er disse fem elementer.

[28:02] Alt uden undtagelse består af disse fem elementer. Der findes ikke noget sjette element. Her har vi et bord, her har vi en stol, der er der en dør, derhenne kan vi se et vindue, og her har vi et podium. Den eneste forskel, der er mellem disse forskellige genstande, er navn og form. De består alle sammen af træ. Bjerge består af sten, træerne består af ved, jord består af muld, kroppen af kød og havet af vand. Alt dette er blot kombinationer af de fem elementer. Vi kan betragte disse fem elementer som det Guddommeliges fem Aspekter. I hele Universet findes der intet andet end disse billeder eller genspejlinger af det Guddommelige. Det Guddommelige er Én og den Samme i alle disse fem elementer. Det er Én. Der findes intet hinsides Det. Når vi fuldt og helt er overbevist om dette, har vi ikke længere nogen frygt.

[28:03] Frygtløshed indtager en meget betydningsfuld plads blandt alle de ædle dyder. Det er en ideel egenskab. Mennesket vil aldrig kunne opnå at leve i fred og harmoni, hvis han er fuld af frygt. Det gælder, hvad enten vi betragter det verdslige liv eller det åndelige liv. Hvad enten kampen står på i det jordiske liv eller det åndelige, så skal vi aldrig tillade frygten at få tag i os. Den skal vi udelukke. Når mennesket bliver besat af frygt, bliver han uhyre skræmt og er da ikke i stand til at udrette noget som helst. Når først mennesket er opfyldt af frygt, så kan han ikke stråle i denne verden. Det er derfor, Bhagavad Gita lærer os, at vi skal gøre os fri af frygten.

[28:04] Abhaya, der betegner en tilstand, der er 'uden nogen form for frygt', er ikke det samme som 'ikke at have frygt', der betegnes Nirbhaya. Disse to ord betyder ikke det samme. Såvel frygt som fravær af frygt er begge tilstande, der er knyttet til kropsbevidstheden. Af og til kan det være tåbeligt at være frygtløs, ikke at have frygt, som det for eksempel er tilfældet, når noget eller nogen truer med at skade kroppen. Abhaya derimod er noget, der er hinsides kropsbevidstheden. Man kan kun opnå denne Tilstand, når man erkender den sandhed, at det er det Guddommelige, og intet andet, der i Sin fuldkomne Fylde bor i alle hjerter.

[28:05] Det siges, at den, der er opfyldt af frygt, dør for hvert skridt, han tager, mens den, der er uden nogen form for frygt, kun dør én gang. Krishna sagde til Arjuna, "Gør dig fri af frygten. Fremelsk Abhaya! Det er kun den, der har Abhaya, der med succes kan udrette store bedrifter." Den, der besidder den sande Abhaya, vil være uden nogen form for tilknytning til denne verdens objekter, og han vil være opfyldt af Guds Kærlighed. Derimod vil den, der har selvfølelse med hensyn til sin krop og sine verdslige præstationer, være fuld af frygt.

[28:06] Den, der har Abhaya, vil ikke have nogen jeg-følelse eller nogen form for tilknytning til verdslige objekter. I Purana'erne fortælles det, at Hiranyakashipu var fuld af frygt, hvorimod hans søn Prahlada levede i Abhaya. Hiranyakashipu havde søgt tilflugt i navne og former. Han stolede kun på denne verden. Prahlada havde søgt tilflugt ved Herrens Lotusfødder og satte al sin lid til Gud.

[28:07] Prahlada's Guru'er Chanda og Amarka gik til den dæmoniske konge Hiranyakashipu og sagde, "Din søn er fuldstændig blottet for frygt. Uanset hvor meget vi end plager ham, så beklager han sig ikke. Han græder ikke. Han fælder ikke én eneste tåre, når vi piner ham. I stedet lovpriser han uafbrudt Herren Narayana og synger hele tiden om Herrens Herlighed og Storhed." Hvorfor var Prahlada hinsides frygt? Forklaringen er den, at han fuldt og helt var overbevist om, at der i hele verden ikke var noget andet end Narayana. Denne overbevisning bevirkede, at han befandt sig i en urokkelig tilstand af Abhaya.

[28:08] I Brihadaranyaka Upanishad'en hører vi ligeledes Yajnavalkya fortælle om Abhaya. Han sagde til kong Janaka, "Janaka, du er hinsides frygt, og der er derfor intet, du behøver bekymre dig om. Du har fyldt dit hjerte fuldstændig med Gud. Du er Herrens Redskab i denne verden, og du tjener Ham i alt, hvad du gør. Du har ingen tilknytning til denne verdens objekter. Du ved, at alt i denne verden er en del af Gud, at det er gennemtrængt af det Guddommelige. Hvad du end ser, så ser du kun Enheden i mangfoldigheden. Denne erkendelse har skænket dig Abhaya."

[28:09] Af alt det, mennesket frygter i vore dage, er det angsten for at dø, der indtager førstepladsen. Hvad enten man er tapper og modig, om man er højt uddannet, om man har mange talenter og færdigheder, eller om man er blevet velsignet med umådelige rigdomme, så angribes man alligevel af tanker om døden. Disse tanker tilintetgør alle bedrifter og fortjenester, og de nedbryder menneskets selvtillid. Han bliver fortvivlet, når han ser folk dø. Når han hører om nogens død, anser han det for at være en dårlig nyhed, og han prøver på at undgå at høre det. Selv om en person er blevet over hundrede år, så bliver han alligevel angst, når han hører om døden. Han ønsker hele tiden blot at få lov til at leve en lille smule længere. Men hvor meget han end ønsker at leve, så er døden ham vis.

[28:10] Alle denne verdens objekter og alle dens folkeslag vil blive revet med af dødens flod. Hvad gavn har man af at søge tilflugt hos nogen, der også vil blive revet med af denne strøm? Den, der søger beskyttelse, og den, han søger tilflugt hos, vil begge blive revet med. Herren er den faste Flodbred for denne verdens strøm. Vi kan først gøre os håb om at blive reddet, når vi griber fat i Herrens Lotusfødder.

[28:11] Det vil ikke på nogen måde gavne os i sidste ende at frygte døden og lade vore tanker beskæftige sig med livets flygtige glæder. Abhaya kan sammenlignes med et mægtigt bjerg, som for eksempel bjerget Meru, hvorimod frygt kan sammenlignes med den svage brise, vi skaber med vort åndedræt. Kan denne svage luftstrøm fra vor udånding nogen sinde ryste et bjerg? Nej, selvfølgelig ikke. Frygtens svage brise kan aldrig ryste det mægtige Abhaya bjerg. Når dette stabile og urokkelige Abhaya bjerg går hånd i hånd med et sind, der er uden vrangforestillinger, et sind, der er opfyldt af lyksalighed, og når det ledsages af en ren og klar intelligens, så vil mennesket blive i stand til at erkende sin egen Guddommelighed og opnå Frelse.

[28:12] Vi opnår først den fulde Abhaya, når vi i vort åndelige hjerte erkender den sandhed, at der kun er denne ene Virkelighed, at Den er til stede overalt, og at denne Ene er den altgennemtrængende Guddommelighed. Hvorfor skulle noget nogensinde kunne gøre et menneske bange? Døden er i virkeligheden blot et spøgefuldt indfald i livets skuespil. Generer det dig, hvis din rolle som skuespiller kræver, at du falder om og dør på scenen? Hvorfor er det så rystende, at en krop, der er født til at dø, til sidst dør? Kroppen, der består af de fem elementer, må nødvendigvis gå til grunde en skønne dag. Hvorfor gøre sig bekymringer om en sådan krop?

[28:13] "Arjuna, du er ikke den, der dræber. Ej heller vil de, du kæmper mod, blive dræbt. Det er kun kroppen, der kan blive slået ihjel. Du er Atma. Du er ikke kroppen." Arjuna modtog denne undervisning i Sankhya Yoga og opnåede Abhaya. Abhaya er en kvalitet, der er lige så vigtig for livet som selve åndedrættet. Abhaya er den vigtigste af de 26 dyder, vi lærer om i Gita'en. Påbudet lyder, "Vær hinsides frygten! Overgiv dig til Mig! Så vil Jeg tage vare på alt andet."

[28:14] Sandt at sige er mennesket guddommeligt, og hans inderste væsen er Abhaya. Vi finder dette vidnesbyrd om guddommelighed i selve ordet Manava, der betyder menneske.

[28:15] Der levede en gang mange forskellige slags dyr i en frygtindgydende skov. I de fleste af de skove, hvor der findes løver, vil man ikke også finde elefanter, og hvis der er elefanter i skoven, så vil der ikke være nogen løver. Men i denne skov var der alle mulige dyr. Der var løver, elefanter, sjakaler og hunde. Ja hele dyreriget var repræsenteret i skoven.

[28:16] En dag var der en snedig ræv, der gik og grublede over forskellige forhold. Han tænkte, "Menneskene praler og siger, at mennesket er noget helt specielt, noget helt enestående. De siger, at det er så godt som umuligt at opnå at blive født som menneske. Men mennesker bliver født på samme måde som dyrene. Ordet Janthu er en betegnelse for alle dem, der fødes af moders skød. Det giver anledning til følgende spørgsmål. Hvorfor kalder man mennesket for Manava og ikke for Janthu? På hvilke punkter er vi ham underlegne?"

[28:17] Ræven gennemtænkte alle mulige forskellige svar og argumenter på disse spørgsmål, som han gik og tumlede med, og han besluttede sig for at påvise, at der ikke var nogen forskel mellem mennesket og dyrene. Fra den dag af begyndte han at diskutere dette problem med alle skovens beboere. Han talte med alle de andre dyr og sagde, "Hvorfor skal vi acceptere den nuværende tingenes tilstand? Mennesket betragter dyrene som laverestående væsener. Vi skal tage skridt til at få ændret denne fejlagtige opfattelse." På denne måde begyndte han at tilskynde alle dyrene i skoven til at tænke over dette problem og engagere sig i det. Han påviste, hvorledes man havde indpodet dyrene disse fejlagtige opfattelser og fået dem til at acceptere dem, og hvorledes selv den mægtige elefant, der var stærkere end nogen anden, samt den frygtløse løve, dyrenes konge, begge troede på dem. Ræven besluttede, at der skulle afholdes et meget stort møde, hvor alle dyrene kunne gennemdrøfte disse emner, så man kunne nå frem til en fælles opfattelse. Mødet blev meget passende kaldt Chatush Pada Maha Sabha, hvilket betyder: Det store møde for alle de firbenede. Det blev besluttet, at alle skulle møde op på et fastsat tidspunkt på en given dag ude på et stort åbent område for at tage del i dette usædvanlige møde.

[28:18] Først blev der vedtaget en dagsorden med tre punkter. Det første punkt på dagsordenen gik ud på, at såvel dyrene som menneskene bliver født af moders skød, og at de derfor skal have samme navn. Dette navn burde være Janthu. Man kunne derefter enten kalde mennesket for Janthu eller dyrene for menneske. Der burde ikke være to forskellige betegnelser. Det var det første emne, mødet skulle udtale sig om.

[28:19] Det andet punkt på dagsordenen handlede om menneskets og dyrenes intelligens. Mennesket hævdede, at dyrene var uvidende, og at kun mennesket havde intelligens. På hvilke områder er mennesket klogere end dyrene? Ræven var meget optaget af dette emne. Han spurgte, "Hvad er det for en viden, menneskene har, og som vi ikke har?" Vi må blive enige om at slå fast, at mennesker og dyr har lige megen visdom.

[28:20] Dagsordenens tredje punkt var et forslag fra ræven, og det lød således, "Man siger, at mennesket er et talende dyr, og at vi er umælende. De siger, det er en stor hemsko for os, og påstår, det udgør en væsentlig forskel. Men selv om vi er umælende, hvad er det så, vi går glip af? Hvad er det for en usædvanlig lykke mennesket har opnået ved at lære at tale? Lad os fremsætte forslag om, at det ikke gør nogen særlig forskel, om man har mæle eller ej.

[28:21] Der er også et fjerde punkt, vi skal overveje," tilføjede ræven. "Mennesket påstår, at vor natur er rajasisk, hvorimod hans natur er sathwisk. Men det skal vi ikke gå med til. Mennesket har ikke engang en så sathwisk natur, som vi har. Vi har fortjent, at man når til erkendelse af, at vi er langt mere sathwiske end mennesket, og at man derfor viser os skyldig respekt."

[28:22] Alle var enige om, at disse fire punkter skulle behandles på mødet. Nu begyndte man at overveje, hvem man skulle opfordre til at lede mødet. Ræven pegede på, at der var en del Rishi'er og Mahatma'er, der udførte bodsøvelser i skoven. "Vi skal finde en meget højtudviklet vismand og bede ham lede vort møde." Det var alle enige om, og man besluttede at sende ræven af sted for at finde en Maharishi og anmode ham om at være ordstyrer.

[28:23] Ræven gik ud til en klippehule og fandt der en vismand, der udførte bodsøvelse. Han nærmede sig ærbødigt den hellige mand og sagde bønfaldende, "Swami, i dyrenes rige har vi besluttet at holde et meget vigtigt møde, et Chatush Pada Maha Sabha, og vi vil bede dig om at være ordstyrer på mødet." Rishi'en, der havde erkendt, at Gud er i alt og alle, svarede, "Meget gerne, jeg vil med glæde komme og lede jeres møde." Mødet blev derefter arrangeret på en stor, åben plads.

[28:24] Alle dyrene i skoven fra de mindste til de største kom med alle deres børn for at deltage i mødet, og mange havde endog taget deres børnebørn med for at deltage i dette store møde. De var alle i strålende humør og meget glade for at kunne deltage i et så vigtigt møde. De viste alle mødelederen stor respekt. Der blev lavet en høj platform til mødelederen, og lige ved siden af denne blev der gjort plads til løvens stol.

[28:25] Maharishi'en, der nu skulle lede mødet, var også i godt humør og ikke det mindste bange for løven, der sad lige ved siden af ham. Denne Maharishi var klar over, at Gud er til stede i alle levende væsener, og han levede derfor i Abhaya, det vil sige hinsides al frygt. Så snart alle dyrene havde taget plads, var det tid at byde Maharishi'en velkommen på behørig vis. Ræven skulle være sekretær for dette store møde og begyndte sin velkomsttale.

[28:26] "Højtærede dirigent, Deres excellence kongen, ærede minister, kære brødre og søstre! Det, der sker her i dag, vil blive indskrevet med guldbogstaver i skovens og dyrerigets annaler. Dagen i dag vil blive en uforglemmelig oplevelse for os, fordi vi med dette møde vil opnå skelsættende resultater. I har alle ydet store ofre for at kunne komme til dette møde. I har måttet tilsidesætte mange gøremål, og I har taget jer tid til at møde op her, skønt I alle har meget at gøre. Lad mig derfor indlede med at give udtryk for den store og dybe taknemlighed, jeg føler over for jer alle." Sekretæren fortsatte med at gennemgå de forskellige punkter på dagsordenen, og så snart det var sket, rejste løven sig og talte til den store forsamling.

[28:27] Løven sagde, "I har alle lige hørt, hvad min bror har fortalt jer. Jeg ønsker, I skal vide, at mennesket ikke har det fremragende mod og den tapperhed, som I har. Jeg er selv et godt eksempel på disse kvaliteter. Hvis vi tænker på mit mod, min tapperhed, mine usædvanlige evner og min utrolige styrke, hvem blandt menneskene er da min ligemand? Skønt jeg er dyrenes konge, så handler jeg aldrig uretfærdigt eller forkert. Jeg dræber intet dyr uden grund. Jeg spiser kun lidt, når jeg er sulten. Jeg dræber ikke noget dyr for min fornøjelses skyld. Jeg lader aldrig nogen føde gå til spilde. Kan vi hos mennesket finde tilsvarende gode egenskaber som vort mod, vor korrekte adfærd og høje moralske standard? Nej, siger jeg. Dem har mennesket overhovedet ikke. Hvorfor er vi da bange for mennesket? Hvorfor ser han da ned på os? Lad os i dag træffe beslutning om at få ændret denne vanærende opfattelse af os."

[28:28] Elefanten, der havde plads ved siden af løven, rejste sig nu og sagde, "Mennesket er ikke engang halvt så stor som mit ben. Min fremtoning er storslået og overvældende. Enhver kender min intelligens. Konger, kejsere og fremtrædende ledere har alle stor tillid til mig. Hvis man har planlagt en kroning, og jeg er forhindret i at deltage, så vil højtidelighederne blive udsat. Når jeg nu er så højt skattet, hvordan kan man da sige, at mennesket er mig overlegen. Jeg har en usædvanlig begavelse. Når vi derfor ser på min intelligens og min fysik, så er man nødt til at erkende, at mennesket aldrig kan blive min ligemand."

[28:29] Nu rejste ræven sig og sagde, "Løven, vor Maharaja, har lige talt til jer, og elefanten, vor højtærede minister, har også sagt sin mening. Vi vil nu bede en repræsentant for de mindre dyr om at træde frem og tale til os."

[28:30] På dette tidspunkt bad man vild-hunden om at tale til forsamlingen. Den indledte med at hilse de fremmødte med stor ydmyghed og ærbødighed. Den hilste først dirigenten, så kongen, dernæst ministeren og sekretæren og til sidst alle i den store forsamling.

[28:31] Derpå sagde den, "Skønt jeg er lille og svag, så er jeg mere trofast end nogen anden. Jeg har en urokkelig tillid til den, der har opdraget mig, og som passer mig, og min loyalitet over for ham er ubegrænset. Jeg vil altid være taknemlig og trofast, også selv om det skulle koste mig livet. Selv om min herre slår mig og gør mig fortræd, så vil jeg på ingen måde gøre ham fortræd. Enhver ved, at menneskets loyalitet ikke kan måle sig med hundens."

[28:32] Vild-hunden fortsatte, "Med hensyn til loyalitet er jeg altid mennesket overlegen. Mennesket bestemmer sig ofte for at genere sin egen herre, ham, der har taget sig af ham og vejledt ham. Mennesket betænker sig ikke på at gengælde godt med ondt. Han vil kritisere, fremsætte kritik og lægge planer for at bedrage og skade ham, der har taget vare på ham. Mennesket er utaknemlig. Han er illoyal. Han adlyder kun, så længe det er til hans egen fordel. Når han har opnået, hvad han vil, begynder han at genere sin egen herre. Når mennesket nu opfører sig sådan, hvordan kan man da sige, at vi er ham underlegne?"

[28:33] Én efter én var der andre, der rejste sig og holdt lignende taler. De talte i henhold til deres status og erfaring og priste de mange smukke egenskaber, som dyrene førte ud i praksis, men som mennesket ignorerede. Til sidst var det dirigentens tur til at tale til forsamlingen.

[28:34] Rishi'en sagde, "Kære venner. Alt det, I har talt om, er sandt. Når en overordnet gør et eller andet eller siger noget til os, så er det for at fremelske venskab og en god forståelse, men så snart venskabet og forståelsen blomstrer, bliver mennesket mistroisk og tror, at man er ude på at skade ham. Han siger ja og amen, men privat vil han være utilfreds og fremsætte kritik. Officielt vil han udtrykke ros og anerkendelse, men privat vil han kritisere og håne. Han ødelægger sit liv og sin intelligens ved at fylde sig med den slags modsætninger og nederdrægtigheder. Det er sandt, at mennesket har alle de fejl og mangler, som der her er blevet gjort rede for. Der er overhovedet ingen forskel mellem mennesker og dyr, hvad angår føde, søvn, åndedræt og så videre."

[28:35] Rishi'en fortsatte, "Jeg ønsker dog at fremhæve en særlig egenskab hos mennesket, som er helt enestående, og som ikke kan sammenlignes med noget hos dyrene. Dyr kan arve et anstrøg af grusomhed. Har de først fået denne egenskab, kan de ikke ændre den. Ligegyldigt hvor sulten en tiger er, så ønsker den kun at få kød, den vil ikke spise Puri eller Idli. Den vil ikke lade sig nøje med kaffe og kage. Uanset hvor meget den end anstrenger sig for at ændre vaner, så vil det ikke lykkes. Ved tilstrækkelig indsats er det derimod muligt for mennesket at ændre sin grusomme natur. Han er i stand til at ændre en hvilken som helst af sine dårlige vaner. Den vigtigste forskel mellem mennesket og dyrene er, at mennesket ved hjælp af den nødvendige indsats kan forvandle sig selv. Det er ikke en mulighed, dyrene har. Det er kun mennesket, der har disse særlige evner og færdigheder, som gør en sådan forvandling mulig."

[28:36] Ræven rejste sig og sagde, "Swami, vi må indrømme, at mennesket har disse særlige evner, der er nødvendige for at kunne ændre sig, men når han nu ikke gør brug af disse evner, fortjener han så den høje status, han har?" Dirigenten erklærede hertil, "Hvis man har disse evner uden at gøre brug af dem, så befinder man sig på et endnu lavere plan end dyrene." Da dyrene hørte dette, klappede de voldsomt. Maharishi'en gentog hovedpunkterne i det, han lige havde sagt. Han sagde, "Enhver, der har mulighed for at gøre godt, men ikke gør brug af denne evne til at forbedre sin adfærd og fremelske det gode i sig selv, befinder sig uden for al tvivl på et lavere plan end dyrene."

[28:37] Rishi'en tilføjede, "Hvilken gavn har mennesket af al sin lærdom. Kan den ændre hans skæbne? I samme øjeblik han begynder at have slette tanker, så formørkes hans tænkeevne, og han bliver en tåbe. Mennesket er nået langt med hensyn til færdigheder og viden, men al denne lærdom hjælper ham kun til at skaffe føden. Han bruger den blot til at fylde sin mave og tjene til livets ophold."

[28:38] På dette tidspunkt rejste ræven sig og fremkom med sine kommentarer og supplerende bemærkninger til det, dirigenten havde sagt. Ræven sagde, "Mennesket benytter sig af alle mulige ufine metoder til at tjene til livets ophold. På det område er vi klart bedre end mennesket. Vi skaffer os ikke føden ved hjælp af ufine metoder. Når vi sammenligner os med mennesket, så er vi på alle områder bedre. Vi er de bedste!" Han fik bragende bifald. Men nu var ræven gået for vidt, og dirigenten bankede i bordet og manede til ro og orden.

[28:39] Nu forklarede Maharishi'en den anden større forskel, der gjorde, at mennesket var noget helt enestående. Han sagde, "Mennesket har været i stand til at overvinde Maya. Når han har gjort det, er han i stand til at opleve Atma, og han kan da opnå Nirvana. Det er den afgørende forskel mellem mennesket og dyrene. Mennesket har både evne og ret til at besejre Maya. Hvis han gør sig umage, vil han blive i stand til at se og opleve Atma. Han kan ved hjælp af åndelige øvelser opnå Nirvana. Disse muligheder har I dyr ikke."

[28:40] Maharishi'en fortsatte, "Kære børn. På engelsk staver man ordet menneske med bogstaverne 'M-A-N'. Det minder om ordet for menneske på Telugu. Her hedder det 'Manava'. Den indre, skjulte betydning af dette ord siger, at mennesket er i stand til at erkende og fjerne Maya, at han kan opleve Atma og fylde sig med glæde og visdom. Det siger bogstaverne i ordet MAN. Bogstavet M siger, at Maya er blevet fjernet, bogstavet A siger, at Atma er blevet erkendt, og bogstavet N siger, at Nirvana er blevet nået. Når han opnår Nirvana, bliver han Forenet med glæden og lyksaligheden. Det sande menneske har fjernet den uvidenhed, som Maya er. Han har erkendt Atma, og han er blevet forenet med den højeste form for lyksalighed."

[28:41] Da Rishi'en var færdig, så alle dyrene nedtrykte ud. De var enige i, at der her var tre ting, de ikke kunne opnå. Men så var der en, der spurgte, "Har alle mennesker opnået den Tilstand?" "Nej," blev der svaret, "kun ganske få." De blev enige om, at alle de mennesker, der ikke bestræber sig på at nå til denne erkendelse og denne Tilstand, på ingen måde adskiller sig fra dyrene. Maharishi'en var enig heri. Han sagde, "Skønt mennesket har denne store evne til at opnå visdom og lyksalighed, så har han ikke udviklet sig i den retning, og det er derfor ikke lykkedes ham at opnå nogen særlig lykke i livet."

[28:42] Derefter redegjorde dirigenten for sine helt personlige grunde til, at han var draget ud for at leve i skoven. Han sagde, "Mennesket er ikke særlig interesseret i disse ædle egenskaber. Dyrene generer kun dem, de selv bliver generet af. Ellers lever de fredeligt sammen. Mennesket gør oven i købet dem fortræd, som på ingen måde skader ham. Uden nogen grund begynder han at rette beskyldninger mod andre, at ophidse til uroligheder og skade dem, der er pletfri, og som på ingen måde har givet anledning til provokation. Mennesket udfører også mange slette handlinger og beskæftiger sig med ting, som han ikke har nogen ret til at beskæftige sig med."

[28:43] Han sluttede med at sige, "Det er derfor, Rishi'erne har vendt menneskene ryggen og begivet sig ud for at leve i skoven. Mennesket bliver mere og mere selvisk. Alt det, han tænker, siger og gør, er gennemsyret af selviskhed. Dyrene har ikke denne form for selviskhed. Dyrene skader ikke andre dyr. De samler sig ikke rigdomme. Tåler mennesket overhovedet sammenligning med dyrene?"

[28:44] Det er i denne sammenhæng, Krishna sagde til Arjuna, "Arjuna, du har ingen grund til at være frygtsom. Du skal blive et sandt menneske og ikke et dyr. Dyrene har to kvaliteter, som du skal undgå. Du er hverken et får, der altid er frygtsomt og skælver, eller en tiger, der altid er grusom over for andre. Husk altid det! Du er hverken et får eller en tiger. Du er et menneske. Mennesket udfører mange slette handlinger, fordi han stadig har en del af dyrets natur i sig. Det skal du lade være med! Du fortjener at nå højere. Frygt ikke! Lad aldrig nogen sinde frygten få tag i dig." Arjuna foldede sine hænder og sagde, "Kære Gud. Jeg vil betingelsesløst adlyde Dine Bud."

[28:45] Menneskets formåen er uden grænser, men på trods af denne styrke har han ingen selvtillid. Hvad er grunden til det? Grunden er, at han føler, at han er forskellig fra det Guddommelige, der er uden for ham og i hans indre. Hele Universet er opfyldt af denne Guddommelighed. Den, der har fremelsket en fast tro på og tillid til Gud, og som oplever og erkender Ham som den ene Guddommelighed, der er til stede overalt, i alle og i alt, vil være hinsides frygten. Uden denne overbevisning vil han være plaget af frygt. Han vil hele tiden være bange, uanset hvad han foretager sig. Når han skal op til en eksamen, vil han være bange. Han er bange for at flyve. Møder han en modkørende lastbil på vejen, bliver han bange. Han er frygtsom og angst, lige fra han står op om morgenen, og til han går til ro om aftenen. Selv når han ligger i sin seng, er han bange, fordi der måske er tyveknægte, der vil bryde ind og stjæle hans ejendele.

[28:46] Vi lever med denne frygt hele livet. Det må vi holde op med. Vi skal frigøre os fra frygten og opnå Abhaya. Vor tro på den Allestedsnærværende er vejen til udvikling af denne Abhaya. Frygten opstår, når vi mister troen. Når man glemmer sit sande Jeg, vil man udvikle frygt. Mennesket hat glemt sin egen sande natur. Han har glemt Atma. Han tror, at han er denne krop, der er cirka så og så høj. Men mennesket er ikke blot en krop af en bestemt højde. Mennesket har ubegrænsede muligheder. Når han bestræber sig på at fjerne Maya og opleve Atma, opnår han Nirvana og kan først da kaldes menneske eller, som det hedder på engelsk, MAN. Den, der ikke bestræber sig for at nå dette Mål, må betegnes med ordet NAM. Han har de samme bogstaver, den samme ydre form, men de er ikke udtryk for det samme indhold.

[28:47] Ordet Dama kan bruges som benævnelse for den, der har selvtillid. Når man har Dama, har man kontrol over sig selv. Den, der ikke har nogen selvtillid, kan benævnes Mada. Han er da blot fuld af forfængelighed og stolthed, og han spilder al sin energi. Den, der har selvtillid, kan benævnes Sakshara. En sådan person har den fulde kontrol over sine sanser. Det er betydningen af ordet Sakshara. Hans modsætning er den, der ikke har kontrol over sanserne. En sådan person er en Rakshasa.

[28:48] Når vi læser disse ord bagfra, begynder vi at indse, at de betegner to forskellige slags mennesker, nemlig dem der er fyldt med Shanthi, og dem der kun lever i Ashanthi. Den første gruppe kan i sandhed kalde sig M-A-N, mens den anden gruppe er N-A-M, det vil sige uvirkelige mennesker, som kun har bogstaverne tilfælles med de sande mennesker. Vi skal derfor beslutte os for at leve på en sådan måde, at vi kan kalde os sande mennesker, M-A-N, og ikke N-A-M. Vi skal leve op til de høje idealer, der ligger gemt i ordet og titlen menneske, i ordet MAN.

[28:49] I denne sammenhæng tiltalte Krishna Arjuna som Kurunandana. Hvad betyder Kurunandana? Arjuna var altid glad, når han havde noget at udrette. De fleste af os bliver ret hurtigt trætte af det arbejde, vi har, og kommer hurtigt til at føle afsky for det, men Arjuna var altid glad for sit arbejde. Når det er søndag, og vi har fri, er vi glade. Men Arjuna ville være meget ked af det, hvis han en dag ikke havde noget, han skulle lave. Han blev kaldt Kurunandana, fordi han var så glad for at arbejde.

[28:50] I Gita'en har Krishna gjort rede for den skjulte betydning, der er i de mange navne, som Arjuna har fået. De er alle udtryk for forskellige, fornemme egenskaber og dyder. Hvis vi hver dag tager en af disse dyder op og prøver at forstå dens betydning, vil vi blive i stand til at forstå Atma's guddommelige Natur.

[28:51] Nogle af de kvaliteter, vi har talt om, er: Tålmodighed, overbærenhed, medfølelse med dyrene, ikke-voldelighed. Vi har også hørt om Abhaya. Der er også en del andre egenskaber. Vi vil kun kunne opnå Guds Nåde, når vi fremelsker disse egenskaber i vor dagligdag. Udvikler vi ikke disse ædle karakteregenskaber, vil vi ikke kunne få en plads i Guds Hus, uanset hvilken uddannelse, position eller rigdom, vi end måtte have sikret os. Ligesom man ikke kan rejse til et andet land uden at have et pas, så kan man heller ikke opnå Guds Nåde uden at medbringe disse gode egenskaber som pas. Vi må nødvendigvis udvikle disse egenskaber.

[28:52] Samtidig med at vi uddanner os, skal vi også fremelske gode Samskara'er, det vil sige udvikle gode egenskaber og udrydde de dårlige. En god uddannelse har ingen værdi, hvis vi ikke også har gode Samskara'er. Al denne lærdom og uddannelse er kun til nytte i den fysiske verden. Den kan ikke hjælpe os til at nå Gud. Videnskabsmændene har i vore dage afdækket mange af naturens hemmeligheder, men har det givet dem fred i sindet? Har de kunnet opnå lykke og glæde af de maskiner, de har udviklet? Man kan ikke opnå lykke og fred gennem dem. Kun det Guddommelige kan give os fred.

[28:53] Den verdslige lykke og fred, vi opnår, er kun en midlertidig tilstand. Den er flygtig og ustabil. Den kan aldrig føre os til en tilstand af evig lyksalighed. Vi kan først opnå den evige, uforanderlige Acharathwa-tilstand, når vi gør os fri af Charathwa, det vil sige alt det, der er foranderligt.

[28:54] I kapitlet om Sankhya Yoga har vi hørt, at Sankhya betyder visdom. Sankhya Yoga er således en betegnelse for den åndelige disciplin, gennem hvilken man søger at nå Gud ved hjælp af visdom. Sankhya Yoga hjælper os til at erkende den Guddommelighed, der er Altgennemtrængende, og som er os meget nær. Kapitlet om Sankhya Yoga er meget stort. Der er 72 Shloka'er i det. Vi bliver ikke lykkelige, blot fordi vi lærer disse vers. Det gavner ikke meget blot at fremsige disse vers hver dag. Vi er nødt til at bestræbe os på at føre den indre betydning, der ligger gemt i disse vers, ud i livet ved til stadighed at bruge dem i vor daglige tilværelse. Vi vil først kunne opnå forening med Gud, når vi praktiserer det i vor dagligdag.

Kapitel 29: Se til Gud, og Gud ser til dig

[29:01] Den, der lever i en sand vågentilstand, og som har fremelsket sin skelneevne så meget, at han er i stand til at erkende de forskellige objekters sande natur, har gjort sig fri af al sorg og al frygt. Så længe man er knyttet til kroppen og har tilknytning til forskellige objekter, så længe vil man kunne føle frygt og opleve lidelse. Derfor var det Krishna's Bud, at Arjuna skulle udvikle en helhedsopfattelse af livet. Et sådant helhedssyn kaldes Sudarshana, der ordret betyder: Det gode syn' I vore dage oplever mennesket livet på tre forskellige måder. Der er én gruppe mennesker, der oplever livet på kroppens plan. De ser udelukkende alle de ydre former. Det er en overfladisk måde at leve sit liv på. Disse mennesker ser kun andres ydre fremtræden. De lægger for eksempel mærke til en anden persons højde, ansigtsform, klæder, smykker og så videre. Deres opmærksomhed er fuldt og helt rettet mod objekternes verden.

[29:02] En anden måde at opleve livet på er den mentale oplevelsesmåde. Den, der har udviklet evnen til mental oplevelse, opfatter andres adfærd, således som denne genspejles i deres handlinger og udtryksmåde, og fokuserer ikke på ydre kendetegn. Den, der har det mentale syn, søger at forstå de følelser, der udgår fra den andens hjerte, og de tanker, der er i hans sind, idet disse følelser og tanker giver sig udtryk i det, den anden siger og gør. De, der har det mentale syn, fokuserer med andre ord på de ydre handlinger, da disse afspejler det indre menneske. Den, der har dette syn, ved, at folk altid siger og gør, som de føler og tænker.

[29:03] Den tredje måde at se og opleve på er via det atmiske Syn. Den, der har det atmiske Syn, indskrænker sig ikke til kun at lægge mærke til andres ydre kendetegn. Han opfatter ikke kun andres følelser, således som de kommer til udtryk i deres ydre adfærd og udtryksformer, men han har en helhedsopfattelse af livet. Han oplever den indre Enhed, den guddommelige bevidsthed, der gennemtrænger alt, uanset kropslige og adfærdsmæssige forskelle. Han har erkendt, at følelser, tanker og handlinger med tiden forandres, idet de er underlagt de seks former for forandringer. Den, der har det atmiske Syn, interesserer sig derfor ikke særligt for, hvordan andre ser ud, eller for, hvordan andre udtrykker sig. Hans opmærksomhed er udelukkende rettet mod den iboende Guddommelighed.

[29:04] Den, der har et sådant helhedssyn, en sådan altomfattende opfattelse af livet, er i Guds Hænder. Han er ikke blot i Guds Hænder, men han bliver selv Gud. I Upanishad'erne hedder det, at den, der erkender Brahmam, bliver Brahmam. Den, der har opnået denne hellige måde at opleve livet på, bliver således helt opfyldt af det Guddommelige Væsen. Man bliver det, man tænker. For at blive Sthithaprajna, det vil sige en, der lever i den evige visdom, er det nødvendigt at fremelske dette helhedssyn. Når man har udviklet Sudarshana, oplever man den indre Enhed i hele den ydre verdens mangfoldighed. Det var derfor Krishna bød Arjuna altid at rette sin opmærksomhed mod Atma og bevare dette helhedssyn på livet under alle forhold.

[29:05] Lige fra gammel tid har der i Bharath været tradition for at afholde Rathostava i byerne og landsbyerne. Rathostava er en festival, der er opbygget omkring en stridsvogn. Under disse festligheder vil gudebilledet fra et tempel blive ført i optog gennem byen. Først bygger man en stor stridsvogn. Den bliver kunstfærdigt udsmykket, og der bliver indrettet en smuk siddeplads i den til gudebilledet. På den lykkevarslende dag vil gudebilledet blive overført fra templet til vognen. Dette foregår efter bestemte ritualer og under fremsigelse af passende mantraer. Vognen bliver derpå ført gennem byens gader i et farvestrålende optog. Den bliver trukket af gudhengivne, og foran dem er der grupper af dansere, musikere og sangere. Langs ruten vil den rituelle handling Arathi blive udført til Guddommen af mange mennesker.

[29:06] Der kommer tusinder af deltagere fra de omkringliggende landsbyer til disse vogn-festivaler. Der kommer tre forskellige typer mennesker til stede, og langt de fleste af dem, der deltager i festivalen, tilhører den første gruppe. De har al deres opmærksomhed rettet mod vognen og dens ydre fremtoning. Så er der en anden gruppe, der hovedsagelig retter opmærksomheden mod dem, der deltager i festivalen. De lægger mærke til de forskellige handlinger og til de udtryksmåder, der benyttes af dem, der trækker vognen, af præsterne, af danserne og af dem, der fremfører de forskellige dramaer. Den tredje gruppe, der kun er meget lille, udgøres af dem, der har erkendt den virkelige grund til, at man afholder denne festival. Det er kun denne lille gruppe, der er interesseret i at se den iboende Guddommelighed, den hellige Person, der er til stede i vognen. Festivalen ville være meningsløs uden dette billede af Gud. Dette gudebillede repræsenterer den iboende sjæl, der er Gud Selv. Men det er kun få af deltagerne, der har deres fulde opmærksomhed rettet mod denne Guddommelighed.

[29:07] De fleste ser kun vognens fysiske form, dens udsmykning og andre ting, såsom hvordan symbolet for Gud er klædt. De ser, hvilke klæder danserne og musikerne har på, de se på deres optræden og oplever farverne og lydene. Langt de fleste har alene opmærksomheden rettet mod disse ydre foreteelser. Men der vil også være nogle, der har hele opmærksomheden rettet mod tilbedelsesritualerne og offerhandlingerne som for eksempel ofringen af en kokosnød, brugen af lys og røgelse i tilbedelsen af Gud samt de andre rituelle handlinger. De forstår og identificerer sig med den hengivenhed, som disse ritualer er et udtryk for. Antallet af deltagere, der har denne oplevelse og denne interesse, vil være langt mindre end antallet af dem, der hovedsagelig lægger mærke til udsmykningerne, danserne og dramaerne og alle de ydre kendetegn, der hører med til festivalen.

[29:08] Men den guddommelige Person, der er anbragt i vognen, Han som styrer vognen, og Han der bor i vognen, bliver kun set af en meget lille gruppe af dybt hengivne, der higer efter at opnå den hellige oplevelse af det Guddommelige. I den store skare, der kommer til en sådan festival, vil antallet af sådanne personer kunne tælles på én hånd. Al den ydre pynt og staffage, alle lydene og den opstemthed, som optoget skaber, har en tilbøjelighed til at gøre det vanskeligt for dem at opnå en sand oplevelse af den smukke Guddom, hvis billede er anbragt i vognen.

[29:09] Hvad er den dybere mening med denne vogn? Hvor mange sådanne vogne findes der? Den vogn, vi taler om, er menneskets krop. Der er ikke kun en enkelt vogn, men mange, mange millioner af vogne. Hver dag bevæger disse vogne sig fra gade til gade og fra hus til hus, og de bringer den iboende Guddommelighed med sig. Vi har udviklet vort syn på en sådan måde, at vi kun ser kroppen og dens ydre kendetegn, eller vi oplever kun de forskellige følelsesmæssige tilstande, som kommer til udtryk på kroppens plan. Vi har ikke udviklet det helhedssyn, der sætter os i stand til at opfatte og forstå den, der bor i denne krop, i denne vogn, og erkende, hvem Han virkelig er. Det er kun meget få, der forsøger at se bag kroppens ydre, overfladiske kendetegn og ud over den enkeltes følelsesmæssige og mentale karaktertræk for på den måde at få viden om det hellige, atmiske Princip, som findes i det indre.

[29:10] Menneskenes kroppe er ikke de eneste vogne. Hundenes, tigrenes og elefanternes kroppe er også vogne. Ja, alle levende væseners legemer er vogne. Vi forestiller os, at Shiva sidder på tyren Nandi. Denne tyr er Shiva's Transportmiddel. Når vi ser en tyr, tænker vi måske på Nandi, men vi tænker ikke på Shiva. Alligevel er Han der. Når vi ser en rotte, tænker vi ikke på Vinayaka, på Ganesha, men Han vil være til stede ridende på den rotte. Vinayaka's Transportmiddel er en rotte, og rotten er således også en vogn, som Gud sidder i.

[29:11] På tilsvarende måde benyttes løver, krager, hunde, slanger, ørne og mange, mange andre dyr og fugle som transportmidler for Guds mange forskellige Aspekter. Man kan i sandhed betragte alle levende væsener som vogne, der kører omkring i optog med Gud. Vi retter al vor opmærksomhed mod de ydre udsmykninger. I vore dage bruger vi næsten al vor tid på at udsmykke vognen samt til at sørge for kroppens velbefindende og på sanselige glæder. Resultatet bliver, at vi udelukkende beskæftiger os med den ydre mangfoldighed og ikke afsætter nogen tid til at prøve på at få den iboende Guddommelighed at se.

[29:12] "Du skal derfor vide," sagde Krishna til Arjuna, "at alle de mennesker, du gør dig så mange bekymringer om, udelukkende er vogne. De er måske dine bedstefædre, brødre eller fætre, men hvem de end er, så er de kun vogne. Det er i sandhed kun vogne, du ser, i form af disse forskellige slægtninge. Dit syn er blevet sløret ved udelukkende at være rettet mod kroppen, men som den hellige person, du er, skal du ikke bekymre dig så meget om de ydre forhold. Du skal i stedet rette din opmærksomhed mod den iboende Guddommelighed, der har sæde i alle menneskers kroppe. Først da vil dit syn blive helliggjort. Kun dette hellige syn kan skabe det rette grundlag for sejren. Kun den, der har et sådant helliggjort syn, kan gennemføre store opgaver med succes. Arjuna, folk tillægger skyggen fra et helligt objekt samme værdi som selve objektet. De tillægger genspejlingen af et helligt objekt den samme værdi som det objekt, hvis genspejling de ser. Det er forkert. Det er Atma, der er det uforanderlige, hellige objekt, vi her taler om. Værdien af Atma er uendelig stor. Den er umålelig. Disse kroppes ydre skønhed og alle de tanker og følelser og forskellige former for adfærd, der kommer til udtryk gennem disse kroppe, er alt sammen blot genspejlinger. De er blot skygger uden nogen virkelig substans eller varig værdi."

[29:13] Arjuna opfører sig temmelig tåbeligt, når han lægger så megen vægt på sådanne ting, som blot er genspejlinger. Men sandt at sige er Arjuna ikke er nogen tåbe. Da Krishna i Gita'ens andet kapitel begyndte at beskrive Arjuna, brugte Han ordet Kripana. Kripana kan betyde fattig og hjælpeløs, men disse ord kan ikke bruges til at beskrive Arjuna. Arjuna var bestemt ikke fattig, og han var ikke hjælpeløs. Med hensyn til materiel rigdom havde Arjuna tilegnet sig en stor del af alle verdens rigdomme. Han manglede aldrig noget. Kripana kan også betyde nærig, men det passer heller ikke på Arjuna. Han var ikke nærig, han havde tværtimod netop givet afkald på alt, hvad han ejede. Han sagde til Krishna, "Jeg ønsker ikke dette kongerige. Jeg ønsker end ikke at blive herre over de tre verdener, hvis det skulle blive mig tilbudt. Jeg vil hellere leve som tigger end slå disse mennesker ihjel." Det viser graden af offervilje, Arjuna havde opnået. Man kan derfor ikke sige, at Arjuna var nærig.

[29:14] Hvad betyder ordet Kripana da i forbindelse med Arjuna? Kripana betyder her: Manglende dømmekraft, manglende evne til at skelne mellem Det, der er Virkeligt, og det, der er uvirkeligt. I denne forbindelse betyder det derfor uvidenhed. Han var ikke uvidende om verdslige forhold, men han havde ingen viden om den åndelige verden, der er hinsides den verdslige. Arjuna havde ikke udviklet sit indre syn. Krishna påtog Sig at give ham den adyatmiske viden og lære ham den Sadhana, der er nødvendig for at opnå denne højeste viden. Krishna gjorde dette for at Arjuna kunne undgå de misforståelser og blive fri for den forvirring, som er en følge af manglende indre syn.

[29:15] En landmand er nødt til at udføre mange forberedende arbejder, før han kan begynde at opdyrke sin mark. Når vi taler om en Sadhaka, hvilken mark er det da, vi tænker på? Det er hjertets ager. En Sadhaka er optaget af at dyrke sit hjertes ager. Hvad er det for forberedelser, der er nødvendige, når man vil opdyrke et stykke jord? Ja, man må først finde ud af, hvilken slags afgrøde, der kan dyrkes på dette stykke jord, samt finde ud af, hvilken slags gødning netop denne mark har behov for. Derefter skal jorden forberedes. Før man kan så frøene, må marken ryddes for krat, sten og ukrudt, og den skal drænes og pløjes. Jorden skal desuden løsnes, og der skal tilføres forskellige former for gødning. Først derefter kan man så frøene. Vi ser således, at hele marken skal gøres klar til dyrkning, før man kan dyrke en afgrøde. Sten og ukrudt skal graves op og fjernes fra marken. Først da kan vi så de frø, der vil sikre en god afgrøde. Det er de samme principper, der skal anvendes, når man vil opdyrke hjertets ager.

[29:16] Først skal man fjerne alle unyttige og uønskede tanker fra hjertet. Man skal ikke alene fjerne alle de dårlige tanker, men også grave alle de dårlige vaner op og fjerne dem helt fra marken. Når man således har fjernet alle dårlige tanker og vaner, skal man vande hele hjertet med kærlighedens vand. Kærlighedens vand blødgør hjertet og skaber en god grobund. Man skal pløje hjertets ager med sin Sadhana og gøde jorden med sin tro, således at jorden kan blive frugtbar og fuld af næring, og frøene kan trives godt. Først når alt dette er gjort, er hjertets ager rede til at tage imod frøene. Hvordan skal de gode frø kunne gro i hjertet og få mulighed for at modnes og give en rig afgrøde, når hjertet er tilgroet med de dårlige tankers ukrudt, når det er goldt, hårdt, tørt og ufrugtbart?

[29:17] Det var i denne forbindelse, Krishna sagde til Arjuna, "Arjuna, du skal opdyrke og omforme dit hjertes ager. Dit livssyn, der kun beskæftiger sig med de ydre forhold, skal rives op med rode. Du skal fremelske en stærk og ren kærlighed til Gud. Du skal fremelske den Enhed, der er i dit hjerte, og så frøene af Mit navn der. Du vil da blive Sthithaprajna. Du vil opnå den evige visdom, og du vil kunne opnå frugterne af Moksha og nyde dem."

[29:18] Den, der har en urokkelig tro og som besidder et helhedssyn på tilværelsen, og som til stadighed lever i den iboende Guddommelighed, vil ikke blive opstemt af glæde, ej heller vil han sygne hen af sorg. Et sådant menneske lever i Abhaya. Han lever hinsides enhver frygt. Bhaya betyder frygt. Nirbhaya betyder at være uden frygt. Skønt Abhaya og Nirbhaya synes at betegne det samme begreb, så er der meget stor forskel mellem dem. Nirbhaya har med fjernelse af frygt at gøre. Lad os se på et eksempel.

[29:19] Det er blevet mørkt, og der ligger en stump tovværk på vejen. En forbipasserende, der tilfældigvis ser denne tovstump, kunne tro, at det er en slange, der ligger der. Han er bange for at blive bidt af slangen. Han tænder derfor sin lommelygte for at se, om det er en giftslange, men så snart lyset viser, hvad det er, indser han, at det blot er en stump tov, og denne erkendelse får øjeblikkelig hans frygt til at forsvinde. At være grebet af frygt og derefter gøre sig fri af denne frygt er begge forbigående oplevelser. De kommer og forsvinder igen. Frygt er blot en vrangforestilling, der skabes af sindet. Det samme gælder frygtløshed. Når man ser et eller andet og bilder sig ind, at det er noget andet, end det er, bliver man bange. Når man erkender sin fejltagelse, forsvinder frygten.

[29:20] Disse to begreber, Bhaya og Nirbhaya, betegner to forskellige tilstande, at være bange og være uden frygt. Abhaya betegner derimod en tilstand, hvor man er hinsides enhver frygt. Det er en permanent tilstand, hvor det ikke er muligt at føle frygt. Når man lever i Abhaya, er man hele tiden bevidst om sin egen Virkelighed. Det er da umuligt at opleve nogen frygt. Vi skal derfor ikke betragte Abhaya som blot fravær af frygt. I Abhaya opleves kun den Ene. Man bliver kun grebet af frygt, når man står over for et andet objekt. Men i Abhaya er der aldrig nogen anden eller noget andet. Abhaya er derfor oplevelsen af Enhedsbevidsthed. Abhaya er knyttet til Adwaitha, der betyder: Ikke to, kun den Ene. Først når du lever i Adwaitha, vil du opnå den sande Abhaya.

[29:21] Lad os se nærmere på Bhaya, oplevelsen af frygt. Den, der glemmer sit Selv, bliver plaget af frygt. Den, der kun er bevidst om denne verden, lider af frygt. Den, der er opfyldt af begær og tilknytninger, lider af frygt. Den, der kan blive vildledt af objekter, lider af frygt. Derimod vil man aldrig nogen sinde kunne føle frygt, hvis man lever helt opfyldt af den transcendentale Virkelighed. Man vil altid leve i Abhaya. Krishna sagde, "Arjuna, der er kun én ting, du har brug for at udvikle. Det er ikke nødvendigt, at du fortsætter med at udvikle evnen til at opleve foreteelsernes verden. Der er heller ingen grund til, at du yderligere udvikler dit sind. Du har kun brug for evnen til at opleve den eneste Ene, der er til stede i alt og alle, overalt. Hvis du lærer Den at kende, hvis du ihukommer Den, så vil du ikke blive underlagt disse skift fra Bhaya til Nirbhaya. Så længe du lever i den vrangforestilling, at denne verden er virkelig, og at den består af mange, adskilte objekter, så vil din opfattelsesevne være formørket, og du vil plages af frygt. Når du derimod erkender Enhedens Sandhed, vil du leve i Abhaya. Du skal blive Sthithaprajna og leve i Abhaya."

[29:22] Vi er nødt til at lære at beherske vor tilbøjelighed til at se udad mod kroppen og dens gerninger samt sindet og dets tanker og følelser. Vi skal i stedet udvikle vort indre syn, så vi kan opleve den hellige Atma. Dette sidste kaldes Sudarshana, der betyder: Det gode syn. I Srimad Bhagavatha er der et godt eksempel på dette i form af historien om elefanten Gajendra, der blev fanget af en krokodille. Gajendra havde en meget stærk jeg-følelse, og han var overbevist om, at han med sin store styrke ville være i stand til at kæmpe sig fri af krokodillens greb. Her må vi huske på to ting. Elefanter har mange kræfter på landjorden, og krokodiller har mange kræfter, når de er i vandet.

[29:23] Når en elefant opholder sig i vandet, vil den miste noget af sin styrke, og når en krokodille er oppe på land, vil den også have færre kræfter, end når den befinder sig i sit naturlige element. I denne historie var krokodillen i vandet, og den kunne da gøre brug af sin vældige styrke.

[29:24] Elefanten var imidlertid meget hovmodig. Den havde et stort ego og var overbevist om, at en krokodille aldrig kunne stå mål med en elefant, der jo var skovens herre. Han vidste ikke, at en krokodille i vandet sagtens kunne overvinde en elefant, der ikke havde fast grund under fødderne. De kæmpede længe, uden nogen af dem ville overgive sig. Til sidst blev elefanten træt og mistede såvel sin fysiske som sin mentale styrke. Den havde fuldt og helt stolet på sin egen fysiske og mentale formåen, men nu, da dens kræfter var opbrugte, begyndte den at bede til Gud.

[29:25] Så længe den havde været optaget af sin krop, havde den ikke tænkt på Gud. Så længe den udelukkende havde stolet på sin egen fysiske og mentale formåen, havde den ikke skænket Gud en tanke og modtog ikke Guds Nåde. Så snart elefanten efter at have mistet sine fysiske og mentale kræfter vendte sig mod Gud, sendte Herren Vishnu Sit Sudarshana Hjul og bragte den ud af den katastrofale situation, den befandt sig i. Nu er den Sudarshana, der omtales her, ikke bare et hjul. Sudarshana har noget at gøre med et helligt syn. Når først du retter din opmærksomhed mod Gud, så vil Gud se til dig. Sudarshana handler om at tiltrække sig Guds Opmærksomhed og få Guds Nåde til at strømme en imøde. Hvornår vil du være i stand til at opleve Gud og sole dig i Hans Nådes Lys? Det vil ske, når du ligesom elefanten Gajendra opgiver din selviske tiltro til din egen fysiske og mentale styrke og fuldt og helt overgiver dig til Gud. Læg dit liv i Hans Hænder, og ret hele din opmærksomhed mod Ham.

[29:26] Først når du retter din opmærksomhed mod Swami, vil Swami rette Sin Opmærksomhed mod dig. Selv om Swami's Blik skulle falde på dig, ville du ikke kunne opleve Hans Lindrende Blik, hvis du ikke samtidig har rettet blikket mod Ham. I øjeblikket er hele din opmærksomhed rettet mod kroppen. Solens strålende lys kan måske ses overalt omkring os, men lyset er ikke kommet ind i det værelse, vi befinder os i. Hvad er grunden til det? Det er fordi, vi trukket gardinerne for og sat skodder for vinduerne. På den måde har vi udelukket Solens varme stråler. Solens stråleglans kan først oplyse vort indre værelse, når vi har trukket de mørke gardiner fra og fjernet skodderne. På tilsvarende måde har vi formørket vort syn med tvivlens og egoets skodder og kropsbevidsthedens tætte gardiner, således at Nådens Lys ikke kan trænge ind i vore hjerter. Du siger måske, "Jeg har ikke været i stand til at vinde Guds Nåde." Men hvordan vil du kunne opnå Guds Nåde, hvis du ikke retter din opmærksomhed mod Ham? Her følger en lille hændelse, der fandt sted for et par dage siden.

[29:27] I et bestemt hus døde en ældre mand. Han var familiens overhoved. Konen og børnene var ude af sig selv af sorg. De bad til Gud, "Åh Gud, hvorfor er du så grusom? Hvor er Din Nåde? Hvorfor har Du glemt os? Swami, grunden til denne forfærdelige ulykke er, at Din Nådes Lys ikke når os." Pludselig hørtes der en Guddommelig Stemme, "Hvorfor har I glemt Mig? I siger, at det er Gud, der har glemt jer, men sandheden er, at det er jer, der har glemt Gud. I siger, at Gud ikke længere ser til jer, og at Hans Nåde ikke når ud til jer, men det er jer, der ikke retter jeres blik mod Mig."

[29:28] Når vi ikke retter vor opmærksomhed mod Gud, er vi ikke i stand til at se Ham. Jeg står lige foran dig, og du står lige foran Mig. Vi ser på hinanden. Hvad er det, vi ser? Hvem ser du i Mine Øjne, og hvem ser Jeg i dine øjne? Vi ser os selv i hinandens øjne. Når vi således står ansigt til ansigt, vil Jeg se Mig Selv i dine øjne, og du vil se dig selv i Mine Øjne. Men hvis du står bag ved Mig, hvordan skal Jeg da kunne se Mig Selv i dig, og hvordan skal du kunne se dig selv i Mig? Det er umuligt. Kom! Stil dig direkte foran Mig! Ret hele din opmærksomhed mod Mig.

[29:29] Da elefanten Gajendra rettede sin opmærksomhed mod Gud, lagde Gud mærke til den, fordi Guds Syn da rettede sig mod den. Når det sker, forsvinder alle problemer helt af sig selv. Hvem er nu denne elefant? Denne stolte elefant er hovmod og stolthed. Når et menneske er fuldt af stolthed og hovmod, udvikler han begær. Begær kan sammenlignes med tørst. Når det stolte menneske udvikler tørst, begiver han sig til Samsara havet for at slukke sin tørst der. Endnu før han er helt ude i vandet, får tilknytningen tag i ham. Tilknytning og besiddetrang er den magtfulde krokodille, der stjæler vore kræfter og får os til at græde så ynkeligt. Et menneske har så at sige aldrig grædt, før han har været ude i Samsara havet, før han har tillagt sig så mange tilknytninger. For eksempel vil en ung mand føle sig fri og ubundet, før han bliver gift, men når han bliver gift, vil han hele tiden få flere og flere tilknytninger. Han er da nødt til at sørge for sin kone og sine børn, sine forældre og sin kones familie samt mange andre slægtninge, og han vil snart føle det, som om alverdens problemer har fået tag i ham og nu trækker ham ned, ned under vandet.

[29:30] Er man først begyndt at udvikle selviskhed og stolthed, følger begæret efter. Snart kommer der tilknytninger, og af dem opstår alle disse bånd. Når disse bånd udvikler sig, virker de så forstyrrende, at man ikke vil være i stand til at vende sig mod Gud og se Ham. Man vil kun kunne se Gud, når man vender sig imod Ham. "Arjuna, undgå derfor disse bindinger. Bevar dit sind rent og klart og ret din opmærksomhed mod Atma, det universelle Princip. Atma er det guddommelige Princip og den Ene, der er til stede overalt. Fremelsk dette indre syn i dit sind. Lad ikke selviskheden og kropsbevidsthedens krat og ukrudt få mulighed for at udvikle sig i dit hjerte. Lad i stedet Guds Nådes Træ vokse op i dit hjerte. Ret din opmærksomhed mod Gud. Lad det være dit Mål. Stræb efter det!"

[30:01] Gita Acharya har vist os, at sorgen er frugt af Rajoguna. Han har også forklaret os, at man først bliver lykkelig, når man erkender denne sandhed og fjerner Rajoguna og Thamoguna fra sit hjerte. Mennesket lever i trældom, fordi han har alle disse tre Guna'er i hjertet. Hele verden består af de tre Guna'er. Af disse tre Guna'er er det Rajoguna og Thamoguna, der giver anledning til de fleste problemer. Disse to Guna'er har ansvaret for al den sorg og bekymring samt de problemer og vanskeligheder, mennesket lider under.

[30:02] Thamoguna har seks aspekter: Søvn, døsighed, frygt, raseri, dovenskab og træghed. Der hvor en hvilken som helst af disse seks kvaliteter manifesterer sig, vil der være Thamoguna. En landmand, der ønsker at få en god afgrøde fra sin mark, er nødt til først at fjerne ukrudtet fra marken. Hvis marken er tilgroet med forskellige slags ukrudt, vil høstudbyttet blive forringet. Han er derfor nødt til at fjerne ukrudtet. En nødvendig forudsætning for at få en god afgrøde er derfor, at al ukrudtet er fjernet fra marken.

[30:03] En Sadhaka, der ønsker at opnå Atmananda, det vil sige den atmiske glæde, må på tilsvarende måde først fjerne manifestationerne af Rajoguna og Thamoguna, der har slået rod i hans hjerte i form af begær, vrede, grådighed, tilknytning, stolthed og jalousi. Disse seks egenskaber, der er menneskets fjender, er børn af Rajoguna og Thamoguna. Vi kan ikke opnå den atmiske glæde, så længe dette ukrudt gror i vore hjerter.

[30:04] Krishna bad Arjuna grave Rajoguna og Thamoguna op med rode og fjerne dem fuldstændig fra sit hjerte. I kapitlet om Vishada Yoga, der er det første kapitel i Gita'en, er det disse to, der har ansvaret for Arjuna's bekymring. Han følte megen sorg, fordi han havde fyldt sit hjerte med Rajoguna. Krishna lærte Arjuna, at han først og fremmest skulle fjerne disse to Guna'er. Han sagde, "Overgiv alle tre Guna'er til Mig. Først da vil du blive fri for frygt, og du vil da være i stand til at nå dit Mål." Her følger et eksempel, der belyser dette.

[30:05] Hvis vi inviterer en stor personlighed til at komme og besøge os, lad os antage, det er en hellig mand eller en lærd person, så gør vi forskellige forberedelser. Vi rydder op i huset, vi gør rent, og vi pynter og udsmykker huset. Vi er nødt til at gøre rent og rydde op både inde i huset og udenfor, før vor gæst ankommer. Betydningsfulde personer vil ikke besøge hjem, der er fyldt med snavs, og som ikke har en ren og hellig atmosfære. Hvis vi har inviteret guvernøren eller en minister til at besøge vor landsby, så vil vi på tilsvarende måde rengøre og udsmykke veje og stier og sørge for, at alt er parat til at modtage den fornemme gæst. Selv om denne person kun har sit embede i kort tid, vil vi alligevel omhyggeligt rydde op og gøre rent i vore hjem, og vi vil gøre enhver nødvendig forberedelse til at modtage ham med maner.

[30:06] Når vi gør så meget for at modtage en verdslig embedsmand, hvor meget mere skal vi så ikke anstrenge os og forberede os, når vi ønsker at indbyde hele verdens Skaber og Beskytter til at besøge os i vort hjem? Det må være indlysende, at vi er nødt til at fjerne urenhederne fra vort hjerte med den allerstørste omhu, hvis vi ønsker at bede Gud velkommen i vort hjerte. Gud finder først behag i at komme indenfor, når vort hjerte er rent.

[30:07] Krishna sagde, "Arjuna, indtil nu har du kun ladet Mig være din vognstyrer, men du skal lade Mig være den, der styrer dit liv. Det sæde, Jeg sidder på her i vognen, er rent og fint udsmykket. Tænk nu over, hvor rent og smukt dit hjerte skal være, for at Jeg kan tage plads der og være den, der bor i dit hjerte og styrer dit liv."

[30:08] Hvis vi sætter os ned et eller andet sted udendørs, så sætter vi os på et tæppe, en avis eller et lommetørklæde. Vi er meget opmærksomme på, hvor vi sidder, selv om vor krop jo kun er flygtig og selv er fuld af urenheder. Hvor meget mere omhyggelige skal vi da ikke være med hensyn til renhed, når vi beder Gud tage plads i vort hjertes inderste helligdom.

[30:09 Vort hjerte er ikke rent, så længe Rajoguna og Thamoguna er til stede der. Disse to Guna'er vil hele tiden forurene hjertet. Så længe det er fuldt af urenheder, vil Legemliggørelsen af Atma ikke komme indenfor der. Vi skal derfor først og fremmest fjerne Thamoguna, og når det er sket, skal vi fjerne Rajoguna. Da vil Sathwaguna lyse op. Begynd nu med det samme og gør alt, hvad du kan, for at få fjernet de urenheder, der har hobet sig op i dit hjerte. Her følger et eksempel, der illustrerer dette.

[30:10] Når vi tager på skovtur eller på udflugt, medbringer vi et spejl, en kam og et lommetørklæde. Hvorfor tager vi disse ting med? Når vi er på tur, vil håret højst sandsynligt komme lidt i urede, og vi kan da bruge kammen til at få skik på det igen. Vi bruger spejlet til at se, hvordan håret sidder. Desuden får vi måske sved på panden, og vi kan da bruge lommetørklædet til at tørre sveden bort. Hvis vi glemmer en af disse tre ting, vil vi ikke altid kunne være præsentable. De tre ting er vigtige hjælpemidler og nødvendige, for at vi kan være velsoignerede.

[30:11] Vi må på tilsvarende måde bruge forskellige hjælpemidler, hvis vi ønsker at genskabe sindets skønhed. Spejlet viser os, om håret sidder, som det skal. Det er også nødvendigt at anvende bestemte redskaber for at bringe orden i det urolige sind. Hengivenhed er det spejl, der kan vise os, om sindet er uroligt. Dette spejl skal være helt rent. Når spejlet er helt rent, er vi i stand til at se, om sindet er helt rent, eller om det er fyldt af urenheder.

[30:12] Når man bliver klar over, at sindet er i urede, er man nødt til at genskabe dets skønhed, og man har da billedligt brug for en kam. Man har brug for visdommens kam. Visdom renser sindet og bringer det tilbage til en tilstand af orden og skønhed. Vi har også et lommetørklæde, som vi bruger til at holde ansigtet rent med. Vi bruger det lommetørklæde, der hedder Vairagya, ikke-tilknytning, til at fjerne de urenheder, der måtte have aflejret sig i sindet. Med dette lommetørklæde, kan vi fjerne alle de urenheder, der har hobet sig op i sindet. På samme måde som vi i vor daglige verden altid har kam, spejl og lommetørklæde med os, således skal vi også på livets rejse medbringe hengivenhed, visdom og ikke-tilknytning, uanset hvor vi rejser hen.

[30:13] Lad os nu prøve at forstå Rajoguna's forskellige kendetegn. Den, der er fuld af Rajoguna, vil altid handle overilet. Han har ikke megen tålmodighed eller overbærenhed. Han har hele tiden hastværk. Han bliver også let vred. Han er fuld af vrede. Ikke nok med det, men han udvikler begær, der går ud over alle grænser. Han er aldrig i ro. Det er alt sammen kendetegn på Rajoguna. Man kan tydeligt se det, når man betragter dyrene i Zoologisk Have. For eksempel er geparden, tigeren og ræven aldrig i ro. Årsagen er, at de har alt for meget Rajoguna.

[30:14] Hvis Rajoguna får adgang til et menneskes hjerte, vil den skabe uro i krop og sind, og han vil hele tiden være i bevægelse. Rajoguna bevirker ikke blot, at han bliver fuld af uro, men den skaber også forskellige former for selvbedrag. Når han først er blevet offer for en vrangforestilling, fortsætter han med at begære denne verdens objekter. Så snart disse begær tager form, sætter han kroppen i gang for at anskaffe sig disse forskellige ting. Vi ser heraf, at det karakteristiske ved Rajoguna er de tre magtfulde egenskaber: Selvbedrag, begær og Karma.

[30:15] Rajoguna er årsag til, at vi hele tiden bevæger os omkring. Når vi for eksempel sidder et bestemt sted, vil vi opdage, at vi ikke kan sidde stille ret længe. En eller anden del af kroppen vil være i bevægelse. Dette kan sammenlignes med en bævreasp. Selv om det er vindstille, vil bladene alligevel bevæge sig. Det samme gælder for en hest. En hest bliver kaldt for Ashwam, fordi den er fuld af uro. En hest vil hele tiden bevæge hovedet, benene eller halen. Det er derfor, Ashwamedha Yaga, hesteofringen, betegnes som den Yaga, der vil hjælpe til at bringe fred i sindet.

[30:16] Så længe Rajoguna har magten, glemmer mennesket sin sande menneskelige natur. Rajoguna bringer den dyriske natur og den dæmoniske natur frem i mennesket. Kumbhakarna er menneskeliggørelsen af Thamoguna. Ravana er legemliggørelsen af Rajoguna, og Vibhishana er legemliggørelsen af Sathwaguna. De er alle tre brødre. Hvis man lukker Ravana og Kumbhakarna ind i sit hjerte, vil man møde sorg og smerte.

[30:17] På vejen ind i den sande frigørelses kongerige er man nødt til at fjerne alle tre brødre fra sit hjerte. De hører alle til den samme familie, og de er knyttet til hinanden med broderlige bånd. Det er derfor vi i Vedanta lærer, at vi er nødt til at transcendere alle tre Guna'er og ofre dem til Shiva, der overvåger dem med sine tre øjne og tager vare på dem med Sin trefork.

[30:18] Hvordan kan vi fjerne disse Guna'er? Hvis man får en torn i foden, så behøver man ikke tage en stor skarp kniv for at fjerne tornen. Man kan blot tage en anden torn og bruge den til at fjerne den første med. Når man har gjort det, kan man smide begge torne væk uden at gøre nogen forskel på dem. På tilsvarende måde skal man fjerne Thamoguna med Rajoguna. Derefter skal man fjerne Rajoguna med Sathwaguna. Til sidst gør man sig også fri af Sathwaguna.

[30:19] Man er nødt til at gøre sig fri af alle tre Guna'er, før man får adgang til Brahmananda-paladset. Man kan ikke komme ind i den sande friheds kongerige, hvis man stadig har en af disse Guna'er i sig. Det var derfor, Krishna bød Arjuna transcendere de tre Guna'er. Han formanede Arjuna og sagde, at denne skulle være meget omhyggelig med at gøre sig fuldstændig fri af de tre Guna'er.

[30:20] Efter at have gjort rede for Guna'ernes forskellige kvaliteter forklarede Krishna Arjuna, hvordan man kan transcendere dem. På denne måde forvandlede Krishna Arjuna til et højtudviklet menneske. Sindet er den primære og vigtigste årsag til de tre Guna'er. Det er ikke muligt at transcendere den menneskelige natur, førend sindet falder til ro og holder op med at flakke. Som det allerførste ofrer vi derfor sindet til Gud. Når vi fuldt og helt har overgivet sindet til Gud, vil Han i enhver henseende tage vare på os. Her er der en lille historie, der illustrerer dette.

[30:21] Engang udsendte kong Janaka et budskab til hele folket i sit kongerige. Budskabet lød: "Hvis der blandt jer findes en meget lærd person, en Pundit, en Mahatma, en Yogi, Maharishi eller en anden hellig mand, ja hvem han end måtte være, så bed ham komme til mig for at lære mig Atma at kende." I sit budskab gjorde han rede for, at han forventede at opnå Brahma Jnana på kort tid, når han blot fik den rette instruktion. Han forventede at opnå Brahma Jnana på den tid, det tog ham at stige op og sætte sig i sadlen på sin hest. Han sagde, "Hvis den, der tænker på at lære mig Brahma Jnana, ikke er i stand til at hjælpe mig til at få en oplevelse af øjeblikkelig Selvrealisation, så vil jeg ikke modtage ham, og så er det ligegyldigt, om han skulle være den største videnskabsmand, den lærdeste person eller den højest uddannede i hele kongeriget." Alle Pundit'er og Rishi'er blev skræmte over dette krav. De var alle klar over, at deres viden og kunnen ville blive sat på en alvorlig prøve, og der var ingen, der turde træde frem og tilbyde at undervise kongen på de betingelser.

[30:22] Netop på dette tidspunkt rejste Ashtavakra ind i kong Janaka's rige. På vejen mod hovedstaden, Mithilapura, mødte han mange, der var på vej bort derfra. Han mødte skriftkloge og Pundit'er, og de så alle meget bekymrede og bedrøvede ud. Ashtavakra spurgte dem om årsagen til deres sorg og bekymring, og de fortalte ham alt, hvad der var hændt. Ashtavakra kunne ikke forstå, at en sådan ubetydelig sag skulle kunne skræmme dem i den grad. Han sagde, "Det vil glæde mig at løse dette problem for kongen." Da han havde sagt det, begav han sig direkte til kong Janaka's hof.

[30:23] Han henvendte sig til kongen med ordene, "Min kære konge, jeg er parat til at lære dig kundskaben om Atma, men det er ikke så let at forklare denne atmiske viden. Dette palads er fuldt af Rajoguna og Thamoguna. Vi må af sted herfra og finde et rent, sathwisk sted." De forlod slottet og begav sig ud på vejen, der førte fra byen ud til skoven. De medbragte et par heste og ponyer og lod hele hæren følge efter, men følget blev efterladt uden for skoven.

[30:24] Ashtavakra og Maharaja'en Janaka begav sig ind i skoven. Ashtavakra sagde til kong Janaka, "Jeg vil ikke lære dig kundskaben om Atma, medmindre du accepterer mine betingelser. Eftersom jeg skal undervise dig, er jeg din lærer, og da det er dig, jeg skal undervise, så er du eleven. Er du parat til acceptere dette forhold? Hvis du siger ja, er du nødt til at tilbyde den traditionelle 'Gurudakshina', som eleven tilbyder Guru'en. Jeg begynder først min undervisning, når du har overbragt Guru'en din offergave."

[30:25] Kong Janaka svarede Ashtavakra, "Det vigtigste for mig er at opnå Brahmam, og jeg er derfor parat til at give dig, hvad du end måtte ønske." Ashtavakra svarede, "Jeg ønsker ikke nogen materielle ting af dig. Jeg ønsker blot, at du giver mig dit sind. Du er nødt til at give mig dit sind." Kongen svarede, "Udmærket. Her har du mit sind. Indtil nu har det været mit sind, men fra nu af er det dit."

[30:26] Ashtavakra bad dem komme med hestene. Hestene stod ved vejkanten, og Ashtavakra bad kongen sætte sig ned midt på vejen. Derefter gik Ashtavakra ind i skoven og sad i stilhed under et træ. Soldaterne ventede i lang tid, men hverken kongen eller Ashtavakra kom tilbage fra skoven. Soldaterne ønskede at finde ud af, hvad der var sket med dem, og de gik derfor enkeltvis ud for at lede efter dem. Da de gik hen ad den vej, der førte ind i skoven, fandt de kongen siddende midt på vejen. Der stod en hest ved siden af ham. Kongen havde lukket øjnene og sad helt stille. De kunne ikke få øje på Ashtavakra. Officererne var bange for, at Ashtavakra havde forhekset kongen, så han havde mistet bevidstheden. De tog derfor af sted for at hente statsministeren.

[30:27] Statsministeren ankom og henvendte sig til kongen med ordene, "Oh konge! Oh konge! Oh konge!" Men kongen åbnede ikke øjnene. Han blev siddende helt ubevægelig. Statsministeren blev opskræmt. Ikke alene statsministeren, men alle embedsmændene blev nu også urolige, thi det var nu over kongens normale spisetid, og kongen havde endnu ikke rørt på sig. På denne måde gik resten af dagen, og det blev aften, men kongen blev ved med at sidde der på vejen uden at røre sig. Da statsministeren ikke så nogen anden udvej, sendte han en vogn til byen for at hente dronningerne. Han regnede med, at når dronningerne talte til kongen, ville denne ganske afgjort svare.

[30:28] Dronningerne ankom og henvendte sig til kongen, "Rajah, Rajah, Rajah!" Kongen blev siddende uden at bevæge sig. Der var intet som helst tegn på svar fra kongens side. I mellemtiden gennemsøgte soldaterne skoven for at finde Ashtavakra. De fandt ham der siddende fredfyldt under et træ fuldstændig rolig og afklaret.

[30:29] Soldaterne tog fat i ham og tog ham med til det sted, hvor kongen sad. Ashtavakra spurgte dem, "Hvorfor er I alle så bekymrede? Kongen har det godt, og alt er, som det skal være." Men soldaterne tog ham med og bragte ham for kongen, der sad på vejen med lukkede øjne uden at bevæge sig. En af soldaterne sagde, "Se selv! Se, hvad der er sket med kongen."

[30:30] Indtil da havde kongen hverken åbnet munden for at svare eller lukket øjnene op for at tilkendegive, at han havde hørt, hvad der blev sagt, når statsministeren, ministrene, dronningerne eller nogen som helst anden embedsmand ved hoffet eller ganske almindelige mennesker havde henvendt sig til ham. Men nu kom Ashtavakra og sagde noget til kongen. Kong Janaka åbnede straks øjnene og sagde, "Swami!" Ashtavakra sagde til kongen, "Ministeren, soldaterne og mange andre er kommet herud. Hvorfor svarede du ikke på deres indtrængende bønfaldelser?" Janaka svarede, "Tanker, ord og handlinger er noget, der har med sindet at gøre, og jeg har fuldstændig overladt mit sind til dig. Jeg har derfor brug for din tilladelse, før jeg kan bruge dette sind til noget som helst. Hvilken ret har jeg overhovedet til at tale med nogen og bruge dette sind? Når jeg først har overladt dette sind til dig, er det dit. Jeg vil derfor ikke foretage mig noget som helst, uden du byder mig det eller giver mig lov." Da sagde Ashtavakra, "Du har opnået Selvrealisation."

[30:31] Ashtavakra bad nu Janaka sætte den ene fod i stigbøjlen og stige op på hesten. Men inden han var kommet helt op på hesten og havde sat sig til rette i sadlen, og inden han havde nået at sætte den anden fod i stigbøjlen, havde han erkendt Atma. Når først man har overgivet sit sind og dermed sine tanker, ord og handlinger, så har man hverken ret til eller mulighed for at gøre noget som helst uden tilladelse fra den, man har overgivet sin vilje til.

[30:32] Krishna fortalte det samme til Arjuna, da Han sagde, "Arjuna, overgiv alt til Mig. Overgiv alle dine pligter, al din Dharma, til Mig. Jeg vil tage vare på dig og skænke dig den sande frigørelse." Da Krishna talte om Dharma, brugte Han ordet Sarvadharma. Han sagde til Arjuna, at denne skulle ofre alle de forskellige former for Dharma til Ham, både de fysiske, de mentale, de åndelige og de verdslige former for Dharma. "Overgiv al denne Dharma til Mig." Her kan tvivlen dukke op. Hvis man overgiver alle former for Dharma til Gud, er der så noget som helst tilbage, som man selv kan gøre? Du tænker måske, "Hvis jeg ofrer alt til Gud, så vil jeg ikke engang have noget ønske om at opnå Moksha længere." Lad os se lidt nærmere på dette forhold.

[30:33] Aparavidya betegner al den verdslige viden, vi har tilegnet os. Al denne lærdom og uddannelse er forbundet med de tre Guna'er. Vi bliver først i stand til at opnå Atma Jnana, når vi transcenderer disse tre Guna'er. Vi vil da opnå Paravidya. Det er derfor, man ved brylluppet siger til brudeparret, at de skal holde sammen gennem Dharma, Artha og Kama.

[30:34] Dharma, Artha og Kama er de tre første af livets fire mål, de såkaldte Purushartha'er. Aparavidya er knyttet til Dharma, Artha og Kama. De tre første Purushartha'er tilsammen kan ikke sidestilles med Moksha, som er Selvrealisation. Lad os se på et verdsligt eksempel for at forstå dette.

[30:35] 100 Paisa'er er det samme som én Rupi. 100 Rupi'er svarer til 10.000 Paisa'er. Hvis det skulle være nødvendigt at slæbe rundt på disse 10.000 Paisa'er, ville det blive til en stor og uhåndterlig bunke. Det ville også være ret vanskeligt at skjule en så stor pose fuld af mønter. Blot det at slæbe rundt på den ville være besværligt. Hvis man samlede alle de 10.000 Paisa'er i et lille klæde, ville dette klæde snart blive slidt op, og mønterne ville falde ud. Det vil således være meget besværligt at slæbe rundt på alle de småpenge.

[30:36] Det var derfor, Krishna sagde til Arjuna, "Arjuna, Jeg vil give dig en hundrede-Rupi seddel, så kan du give Mig de 10.000 Paisa'er, som du har i småpenge." Hundrede-Rupi sedlen og de 10.000 Paisa'er er lige meget værd, men der er stor forskel på det besvær, der er forbundet med at have beløbet på sig.

[30:37] Det forholder sig på samme måde med alle de små former for Dharma af forskellig art, der plager os. Af og til kan de endog blive til Adharma i stedet for Dharma. "Giv Mig alle disse ti tusind Dharma'er, så vil Jeg i stedet give dig en hundrede-Rupi seddel." Du kan sammenligne alle dine tanker, alle dine ønsker og begær med disse småpenge, med Naya Paisa. Alle disse Paisa'er vil ikke være det samme som en hundrede-Rupi seddel, hvis man ikke lægger dem alle sammen sammen.

[30:38] Krishna sagde, "Alle disse små ønsker kan aldrig blive lige så meget værd som den Nåde, Jeg kan give dig. Giv derfor Mig dem alle sammen." Selv kong Janaka var i stand til at opnå Selvrealisation, da han havde overgivet sit sind, alle sine tanker, al sin tale og alle sine handlinger fuldstændigt til Ashtavakra.

[30:39] Budskabet i alt dette er, at man skal opnå tilstanden Amanaska, hvor der ikke længere er noget sind. Man vil kun opleve alle disse dualiteter såsom varme og kulde, dag og nat, glæde og sorg og så videre, så længe man har et sind. Disse modsætninger er kun til stede, så længe man har et sind. Hvis man ønsker at møde alle disse modsætninger med den samme afklarethed i sit indre, er man nødt til at overgive sit sind til Gud. Det er derfor, det i Vedanta filosofien hedder, at det er sindet, der er nøglen til såvel den sande frigørelse såvel som til trældom.

[30:40] Rajoguna og Thamoguna vil ikke forlade dig, så længe du stadig har et sind. Og så længe du har Rajoguna og Thamoguna, vil kroppen ikke kunne være i ro. Hvad er nu grunden til, at sindet hele tiden er uroligt og konstant i bevægelse? Sindet er i bevægelse som følge af kroppens begær. Lad os se på et eksempel.

[30:41] Du har kommet noget vand i en beholder. Når nu man bevæger beholderen, bevæger vandet sig også. Er beholderen derimod i ro, vil vandet også blive ved med at være i ro. I det stille vand kan du se dit eget spejlbillede. Er vandet derimod i bevægelse, vil dit spejlbillede også være i bevægelse, og det vil derfor være utydeligt. Det følger heraf, at man må holde kroppen i ro, hvis man ønsker at nå til en tilstand af dyb meditation. Kroppen kan sammenlignes med beholderen, og sindet kan sammenlignes med vandet. Hvis man bevæger kroppen, svarer det til at bevæge beholderen. Så vil sindet også komme i bevægelse. Man må derfor holde kroppen i ro, hvis man ønsker, at sindet skal falde til ro. Tænk på, hvor meget vi bevæger kroppen, og tænk da også på, hvor meget mere sindet kommer i bevægelse.

[30:42] Hvis man smider en sten i en dam, vil der komme krusninger på vandet. Disse bølger, der skyldes, at stenen ramte vandet, vil snart spredes over hele dammen. Der sker det samme, når man smider en tanke i sindets dam. Så breder den sig ud over hele kroppen.

[30:43] Uanset hvilke tanker du end måtte have, så vil de senere påvirke dine handlinger. Du skal derfor hele tiden tænke gode tanker. Når man har gode tanker, så vil man også have gode følelser i sit hjerte. Hvis man har dårlige tanker i sindet, vil disse tanker komme til udtryk i alt det, man oplever, i alt det, man hører, siger og gør. Disse dårlige tanker vil føre til slette handlinger og sørgelige resultater.

[30:44] Når man sidder, skal man sidde ret op og ned og ikke falde sammen som en gammel mand. Man skal sidde roligt og med ret ryg. Man skal dog ikke gå til den anden yderlighed og knejse med nakken. Sid stille uden at dreje hovedet fra side til side. Når man mediterer, er det meget vigtigt, at man sidder med ret ryg. Hvis man slog et langt søm lodret ned gennem issen, skulle det gå direkte ned til Muladhara Chakra'et, der findes nederst på rygraden. Hele rygraden vil da udgøre en lige linie.

[30:45] Kundalini-kraften vil da kunne bevæge sig fra Muladhara op til Sahashrara. Sid derfor stille og roligt, ret op og ned. Hvis man, når man er ung, sidder med ryggen lettere bøjet, vil man som gammel være fuldstændig bøjet sammen. Man skal hverken bøje hovedet, halsen eller kroppen fremover. Dette er uhyre vigtigt for skoleelever, men det er lige så vigtigt for Sadhaka'er. I vil derfor høre Mig sige dette mange gange.

[30:46] Hvorfor studerer du i det hele taget? Hvad er formålet med alle disse studier? Du studerer for at blive stabil. Du skal ikke bevæge dig for meget, undtagen når du leger. Selv når du taler eller synger, skal du være stille og rolig. Hvis du på denne måde lærer at beherske din krop lige fra barndommen, så vil det være til stor gavn for dig, når du ønsker at få udbytte af meditation.

[30:47] Det var derfor, Krishna forklarede dette for Arjuna. Krishna ønskede at gøre ham til et en ideel repræsentant for menneskene, der kunne tjene som forbillede for hele menneskeheden. Krishna sagde, "Arjuna, Jeg vil bruge dig som Mit Redskab for på den måde at undervise hele menneskeheden."

[30:48] Arjuna var nødt til at blive et ideelt menneske. Da det var Rajoguna og Thamoguna, der havde ansvaret for al Arjuna's vaklen og mentale uro, bad Krishna ham om at gøre sig fri af disse to egenskaber lidt efter lidt. I Gita'ens kapitel to, der handler om Sankhya Yoga, har Krishna anvist Arjuna forskellige metoder til at overvinde Guna'erne og forvandle mennesket til en Sthithaprajna.

[31:01] Krishna sagde, "Arjuna, det er din pligt at være aktiv og være beskæftiget med de rette handlinger, men du skal aldrig hige efter frugten af dine handlinger."

[31:02] Krishna sagde ikke, at handlinger ikke bærer frugt. Han sagde ikke Napaleshu, der betyder: At der ikke kommer nogen frugt. Han sagde Mapaleshu, der betyder: Ikke at hige efter frugten. Det er helt sikkert, at der vil være frugter, men man skal lade være med at hige efter dem. Det er det, der er Hans Påbud. Essensen af denne lære er, at uanset hvad vi end foretager os, så skal vi udføre arbejdet uden at tænke på frugten af arbejdet.

[31:03] Enhver handling bærer frugt, og denne frugt vil igen afføde en ny handling. Disse handlinger og deres frugter vil manifestere sig på en lignende måde som frøet og træet, der efterfølger hinanden som frø og træ, træ og frø, frø og træ og så videre. Man kan ikke få et træ uden først at have et frø, og omvendt kan man ikke få et nyt frø, uden frøet først bliver til en kimplante, der så igen bliver til et træ. Denne cyklus er helt naturlig. Det er på den måde, naturen arbejder. Når det nu forholder sig sådan, hvorfor skulle du så bekymre dig om frugterne af dine handlinger? Dit ansvar og din pligt består først og fremmest i at udføre dine handlinger uden at bekymre dig om udkommet heraf.

[31:04] Krishna sagde til Arjuna, "I denne krig skal du ikke bekymre dig om, hvad der måtte ske med din familie, eller om, hvad der måtte ske med dig. Tænk ikke på disse ting. Under slaget må de kæmpende benytte skjold og rustning. Det er for, at de kan beskytte sig mod virkningen af de våben, fjenden affyrer mod dem. Der kan blive brugt mange forskellige våben mod dig. Hvis du ønsker at beskytte dig mod disse kraftfulde og frygtelige våben, er du nødt til at bruge skjold og rustning. Det gælder ikke alene på den verdslige slagmark, men også hvor de åndelige slag udkæmpes."

[31:05] Man må til stadighed kæmpe på det åndelige plan, og man er derfor nødt til at være iklædt en bestemt slags rustning. Her består rustningen af guddommelig visdom, af åndelighed, af hengivenhed og kærlighed til Gud. På det verdslige plan varer krigen blot i nogle få dage eller måske nogle få måneder eller år. Men den åndelige kamp, som mennesket udkæmper, har stået på siden tidernes morgen.

[31:06] Mennesket har i umindelige tider kæmpet med forskellige kvaliteter såsom godt og ondt, dyd og synd, ikke-tilknytning og tilknytning, med følelsen af 'jeg-hed' og 'min-hed', med jalousi og andre lignende egenskaber. Han har uophørligt ført krig mod selviskhed og tilknytninger. Det er især disse to, der er utroligt magtfulde. De er virkelig forfærdelige. Men mennesket, som bekæmper disse to, er ikke nær så stærk. I sammenligning med dem er han meget svag. Når dette svage menneske kæmper mod disse magtfulde fjender, har han brug for en rustning og et kraftigt skjold. I denne situation yder den rustning, der består af åndelighed, af hengivenhed og guddommelig visdom, den nødvendige beskyttelse mod disse mægtige fjender.

[31:07] Den brændende Sol vil ikke genere den, der har en paraply i hånden. Den, der er iført sandaler eller sko, går ikke og tænker på, om han skulle komme til at træde på en torn. Den, der går med rustning og skjold, vil ikke blive generet af de våben, der bliver affyret mod ham. "Arjuna, du er derfor nødt til at benytte et åndeligt skjold og en åndelig rustning. I denne situation er det bedst, om du iklæder dig visdommens rustning," sagde Krishna.

[31:08] I kapitlet om Sankhya Yoga gav Krishna Arjuna visdommens rustning. Det var den første undervisning, Arjuna fik af Krishna. Han sagde til Arjuna, "Alle dine tilknytninger og al din besiddetrang er ikke tilbøjeligheder, du har udviklet for nylig. Dem har du haft i mange liv. Du kan på ingen måde finde ud af, hvornår du endelig kan gøre dig fri af den smerte, de har forvoldt. Du skal derfor ikke bekymre dig alt for meget om at blive fri for denne smerte. Det vil være bedre for dig, om du i stedet beskæftiger dig med de midler, der kan overvinde den smerte, der efter al sandsynlighed vil dukke op i fremtiden.

[31:09] Det er helt naturligt at søge læge, når man er syg og lider, men det er meget bedre at undgå overhovedet at blive syg. Man siger, at det er bedre at forebygge end at helbrede. Du har sikret dig en verdslig rustning til den krig, du nu skal ud i. Den vil hjælpe til at beskytte din krop mod de ydre fjender. Men hvordan vil du beskytte dig mod de indre fjender, mod de fjender, som findes inden i dig? Du er nødt til at iføre dig visdommens rustning for at beskytte dig mod dem.

[31:10] Du er bange for de ydre fjender, men du er slet ikke opmærksom på de indre fjender. Hvordan kan den, der er blevet besejret af de indre fjender, regne med at besejre de ydre fjender? Man skal først og fremmest overvinde disse indre fjender. Fra tidernes morgen har de undertrykt mennesket og fyldt ham med sorg. Man vil ikke være i stand til at gøre sig fri af sorg og lidelse, så længe man er fuld af selviskhed og tilknytninger.

[31:11] Det er ens forkerte handlinger, der har ansvaret for al denne lidelse. Det betyder ikke, at man skal holde op med at være aktiv. Man må gerne handle og nyde aktiviteten, men man skal være aktiv på den rette måde. Man er rent faktisk nødt til at være aktiv. Man har overhovedet ikke noget valg. Man er derfor nødt til at forstå Karma's princip." Der er også blevet redegjort for disse ting i Bhagavatha'en.

[31:12] Alle mennesker fødes i Karma, de udvikler sig i Karma, og de dør i Karma. Det er Karma, der har ansvaret for såvel det gode som det onde, for dyd og synd, for vinding og tab og for glæde og sorg. Sandheden er den, at det er Karma, der har ansvaret for, at du er blevet født. Karma er hele menneskets liv. Man skal derfor ikke betragte Karma som noget ligegyldigt. Hele dit liv er bundet til Karma. Bliv derfor klar over, hvor betydningsfuldt det er at handle, og udfør Karma på den rette måde. Vær ikke ligeglad med Karma, og tro ikke, at Karma ikke har nogen betydning.

[31:13] Karma begynder måske som en lille kimplante, men vokser op og bliver til et stort træ. Et frø er nødt til at bryde op gennem jorden, der hvor det er blevet sået, for at det kan blive til et træ. Når det er blevet et stort træ, vil det give dig frugt. Det afhænger af det frø, der er blevet sået, om frugten giver dig glæde eller sorg. Vi kan kun få den allerfineste frugt, når frøene af vore handlinger har gjort sig fri af selviskheden, således at disse handlinger kan omsættes til Yoga. Vi vil da modtage visdommens frugt.

[31:14] Hvad er den grundlæggende årsag til al denne selviskhed? Hvorfor har du denne 'jeg-følelse'? Det skyldes menneskets iboende uvidenhed. Enhver må for sit eget vedkommende finde ud af, hvor denne selviskhed kommer fra, og hvornår den vil forsvinde. Lad os se på nogle eksempler.

[31:15] En bus kører omkring 70 kilometer i timen, og et fly bevæger sig med cirka 700 kilometer i timen. Lyset tilbagelægger godt 1 milliard kilometer i timen og på et år næsten 10 billioner kilometer.

[31:16] Vi anser Solen for at være meget tæt på Jorden, men afstanden mellem Solen og Jorden er cirka 150 millioner kilometer. Lyset fra Solen forekommer os at være usædvanlig stærkt, men det er blot lyset fra en enkelt Sol. Der er milliarder af Sole og stjerner. Afstanden til den nærmeste stjerne er cirka fire lysår eller næsten 40 billioner kilometer.

[31:17] Stjernerne ser ud, som om de er meget tæt på hinanden, men afstanden mellem to stjerner er millioner af millioner kilometer. Stjernerne ligner mælk, der er blevet spildt på himlen. Der er milliarder af synlige stjerner. Der er endnu flere objekter, som vi endnu ikke har set. Hvor stor er Jorden i forhold til dette Univers, hvor milliarder af stjerner er spredt ud over milliarder af kilometer? Hvilken betydning har Jorden i dette solsystem, hvor Solen blot er en enkelt stjerne i denne enorme mængde af stjerner? Hvor stor er Indien i forhold til hele Jorden? Hvor stor er staten Andhra Pradesh? Hvor stort er Ananthapur området? Hvor meget mindre er denne landsby ikke i forhold til hele Ananthapur området? Og er du ikke endnu mere ubetydelig i forhold til hele landsbyen?

[31:18] Når det nu forholder sig sådan mellem dig og hele Universet, hvad er så årsagen til, at du har denne jeg-følelse? Hvis blot du kunne fatte denne verdens umådelige storhed, så ville du ikke føle en sådan selviskhed. Kun den, der ikke har erkendt Universets storhed eller bare denne jordklodes omfang, kan være opfyldt af jeg-følelse.

[31:19] Du er måske stolt af din krop. Husk da på, at kroppen blot består af de fem elementer. Før eller siden vil kroppen gå til. Det er kun den iboende sjæl, der lever Evigt. Den bliver ikke født. Den vokser ikke. Den dør ikke. Den stråler overalt. Denne ene strålende Ene er til stede overalt i verden. Det siges, at der er fred selv i ufred, fordi denne Stråleglans er i og bag alting. Denne Stråleglans er Paramjyothi. Det er Den, der bor i denne 'døde' krop. Ret din opmærksomhed mod denne iboende sjæl, og du vil da undgå at blive vildført af stolthed og selviskhed. Lad være med kun at tænke på denne krop og være stolt af den.

[31:20] Denne krop er fuld af svagheder. Den forandres hele tiden. Den er ikke engang i stand til at rejse på Samsara havet uden at gå til grunde. Oh sind, tro ikke at denne verden er evig. Søg tilflugt ved Guds Lotusfødder. Du er stolt af din krop, men den er kun en livløs ting. Denne krop består blot af en blanding af syv spande vand, jern fra fire to-tommersøm, fosfor fra elleve tusind tændstikker og den mængde kulstof, der findes i fire blyanter, samt to stykker sæbe. Når man blander alt dette sammen med nogle få andre ting, bliver det til en krop. Kroppen består således blot af disse døde ting, men den er i stand til at bevæge sig og leve, fordi den huser den iboende sjæl.

[31:21] Lad os se nærmere på uret, der hænger der på væggen. Det har tre visere. Det har en sekundviser, den lille viser og den store viser. Så snart vi trækker uret op, begynder alle tre visere at bevæge sig med hver sin bestemte hastighed. Hvor længe vil de blive ved med det? Det vil de, indtil fjederen bliver slap. De vil stoppe, hvor de er, i samme øjeblik fjederen har opbrugt sin kraft.

[31:22] Vi kan sammenligne vort hjerte med væggen. På denne væg har vi hængt kroppen op, og kroppen kan sammenlignes med uret. Vort åndedræt kan sammenlignes med fjederen. Vore handlinger kan sammenlignes med sekundviseren, vore følelser med den store viser og vor Ananda med den lille viser. Kan vi i denne sammenhæng få svar på spørgsmålet, hvad er årsagen til vor aktivitet?

[31:23] I denne forbindelse kan vi få svar på spørgsmålet, hvorfor vi er aktive. Vi kan se, at sekundviseren bevæger sig ret hurtigt, og at den snart har tilbagelagt de tres sekunder, der svarer til en hel omgang. Når det er sket, har den store viser bevæget sig en tresindstyvendedel af en omdrejning. Først når sekundviseren har bevæget sig tres omdrejninger på hver tres sekunder, har den store viser bevæget sig én gang rundt og den lille viser én time på urskiven.

[31:24] Den lille viser bevæger sig så langsomt, at man ikke engang kan se, at den bevæger sig. Derimod kan vi se, at både sekundviseren og den store viser bevæger sig. Der ligger en dyb betydning gemt i dette. En gang hver time mødes alle tre visere. Man har kaldt dette Jiva-Iswara-Prakrithi Saudhana, der betyder mødet mellem mennesket, Gud og naturen.

[31:25] Prakrithi, det vil sige naturen, bliver kaldt Karma Kanda, handlingernes område. Prakrithi giver mennesket mulighed for at helliggøre sine handlinger, så han kan nå Målet. Den hedder også Karmakshetra, handlingernes område. Når vi har udført tres gode gerninger, vil der dukke én god følelse op, og det er først, når vi har haft tres sådanne gode følelser, at den lille viser vil bevæge sig det lille stykke, der opleves som ren lyksalighed, som Ananda.

[31:26] Det var derfor, Krishna påbød Arjuna at gøre gode gerninger. Når vi således udøver utallige gode gerninger, er der sandsynlighed for, at vi opnår én eller to dybt tilfredsstillende, uudslettelige, gode følelser, og vi vil først blive i stand til at opnå den atmiske Ananda, når vi fremelsker utallige, sådanne gode følelser. Vi er derfor nødt til at udføre mange gode gerninger.

[31:27] Vi har fået denne krop til et bestemt formål. Det er fordi, vi skal være aktive. Det er umuligt at tilbringe bare et lille øjeblik uden at være aktiv på en eller anden måde. Det er derfor, der i Veda'erne lægges stor vægt på Karma Kanda, der omfatter den ceremonielle og rituelle tilbedelse af Gud. Men Karma Kanda handler ikke kun om godgørenhed, bodsøvelser, det vil sige Thapas, og rituelle offerhandlinger, det vil sige Yagna'er. Blandt de handlinger, der foreskrives i Karma Kanda, har vi også sådanne handlinger, for hvilke det gælder, at vi ikke skal forvente nogen frugt. Dette er Karma Yoga eller Nishkama Karma.

[31:28] Det er kun handlinger, der udføres uden nogen form for begær eller jeg-følelse, der kan kaldes Karma Yoga. Gør dig fri af din selviskhed! Jag den bort! Udryd dit begær efter frugten af dine handlinger. Når du udfører dine handlinger ud fra denne grundholdning, bliver alle dine handlinger til Yagna'er. Begreberne Thapas, Yagna og Yoga er alle udtryk for den samme ide. Enhver af menneskets handlinger skal helliggøres som Yagna. Selv dette at trække vejret er en Karma, en handling. Det er umuligt at leve i denne verden bare et eneste øjeblik uden at udøve Karma. Men den Karma, der er forbundet med selvet, vil altid være selvisk og skadelig. Udfør derfor alle dine handlinger med en følelse af Yagna i dit hjerte.

[31:29] Som handlingen, således også resultatet. Og handlingerne afhænger af følelserne, følelserne afhænger af tankerne, og tankerne afhænger af føden. Vi har således en kæde, der strækker sig fra føde til tanker, fra tanker til følelser, fra følelser til handlinger og fra handlinger til resultater. Af denne sammenhæng ser vi behovet for at indtage ren sathwisk føde. Her har vi endnu et eksempel.

[31:30] Vi har tændt et lille bål. Den røg, der stiger op fra bålet, vil være afhængig af, hvilken form for bål vi har. Den opstigende røg danner en sky. Vanddampene i skyen fortættes, og der danner sig regndråber. Afgrøden på jorden er afhængig af regnen, og den mad, man spiser, afhænger af afgrøden. Endelig er vor krop, der jo er det samme som føden, afhængig af den mad, vi indtager. Selv føden kan derfor spores tilbage til vore handlinger, til det bål, vi har tændt, og den Yagna, vi har udført.

[31:31] Hvis vore handlinger er gode, så bliver vi født til et godt liv. Vore handlinger er årsagen, og vort liv er det endelige resultat. I denne forbindelse sagde Krishna, "Ret hele din opmærksomhed mod at udføre gode gerninger. Lad være med på nogen måde at beskæftige dig med resultatet af handlingerne!" Frugterne vil komme helt af sig selv, men vi skal have opmærksomheden rettet mod handlingerne.

[31:32] Vi har måske tidligere udført gode eller dårlige handlinger, og som følge af dette har vi måske i dag glæde eller sorg i vort liv. Hvordan kan vi gøre os fri af denne sorg? Hvad er grunden til denne sorg? Det er vore tidligere handlinger, der har ansvaret for vor nuværende sorg. Synd har ledt til forkerte handlinger. Hvorledes gør vi os fri af synd og sorg? Kun ved at udføre gode handlinger. Det er kun gode handlinger, der kan jage synden og sorgen bort. Det er derfor, der i Veda'erne først og fremmest lægges vægt på Karma.

[31:33] Dushkarma skal erstattes af Sathkarma, som derpå fører til Nishkama Karma og Karma Yoga. Hvis vi udviser ligegyldighed med hensyn til vore handlinger eller bortøder vor Karma, vil også vort liv gå til spilde. Vi har fået livet for at udføre god Karma, for at udføre de rette handlinger. Det er ikke alene de handlinger, vi udfører med kroppen, der er Karma. Karma er selveste navnet på kroppen. Eftersom kroppen er et resultat af fortidens handlinger, så er ordet krop en af de betydninger, Karma har.

[31:34] Kroppen er et resultat af Karma. Kroppen hænger sammen med tid, omstændigheder og årsager. Dette gælder dog kun for den vågne tilstand. I drømmetilstanden er kroppen inaktiv, og der kan således ikke blive tale om nogen aktivitet. Der vil kun være Maya. I drømmetilstanden vil alle sanserne være i ro. I den dybe søvntilstand findes sindet slet ikke. Hinsides denne tilstand har vi Mahakarana. Mahakarana-tilstanden er hinsides Karana-tilstanden, det vil sige det kausale plan. Og Mahakarana's væsen er Guddommelighed. Lad os illustrere disse tilstande med et eksempel.

[31:35] Klokken 16.15 begynder din krop at vandre fra kollegiet ind til templet. Klokken 16.30 ankommer du til Prasanthi Nilayam. Det har taget et kvarter. Kroppen har bevæget sig fra kollegiet til Prasanthi Nilayam. Formålet er at lytte til Swami's foredrag. Alt det, vi foretager os, sker under indflydelse af fire faktorer: Kala, Karma, Karana og Karthavyam, det vil sige tid, aktivitet, årsag eller formål og resultat. Som vi hørte før, tog det et kvarter at gå herover. Det var tiden. Aktiviteten bestod i at spadsere fra kollegiet til templet. Årsagen var, at du ønskede at lytte til forelæsningen om Bhagavad Gita. Resultatet bliver, at du derved helliggør dit liv. På denne måde kan man bruge den vågne tilstand til sin åndelige udvikling.

[31:36] Lad os nu antage, at du efter dette foredrag går tilbage til kollegiet. Når du har spist til aften, lægger du dig på sengen for at hvile og falder i søvn. Du har en drøm. I drømmen finder du dig selv gående omkring på Mount Road i Madras. Hvornår forlod du kollegiet for at tage til Madras, og hvor lang tid tog det? Dette spørgsmål kan ikke besvares. I drømmen er der ingen Kala, ingen tid. Hvordan rejste du dertil? Var det med bil, bus eller fly? Dette kan der heller ikke gives svar på. Du udførte ikke nogen Karma for at komme til Madras. Hvorfor tog du til Madras? Det ved du ikke. Der var ikke nogen Karana, der var tilsyneladende ikke nogen grund til at tage derhen. Hvilken glæde havde du af det? Hvilket resultat kom der ud af det? Det kan vi heller ikke svare på. Vi kan ikke få øje på nogen resultater, nogen form for Karthavyam. I drømmetilstanden er der således hverken Kala, Karma, Karana eller Karthavyam. Der er hverken tid, aktivitet, formål eller resultat.

[31:37] Lad os nu antage, at der kommer en og vækker dig, lidt efter du er faldet i søvn. Du vågner og bliver klar over, at du kun har sovet i fem minutter. I løbet af disse fem minutter har du haft en drøm, og i drømmen var du taget til Mount Road i Madras. Kan dette være muligt? Nej, det kan det ikke. Det var blot en mental oplevelse. Du har hverken udført nogen handling med kroppen eller sanserne. Denne mentale oplevelse er knyttet til dit finere legeme.

[31:38] Det er det grove, fysiske legeme, der er knyttet til Kala, Karma, Karana og Karthavyam. Vi har set, at ingen af disse forhold optræder i den finere, mentale oplevelse, der er forbundet med drømmetilstanden. Det er alene sindets evne til at skabe illusioner, der har sat os i stand til at skabe denne drømmeverden. Det var sindet, der skabte alle disse objekter, alle disse mennesker og al den trafik, der var på Mount Road. Sindet har denne usædvanlige evne. Det har en helt usædvanlig evne til at skabe hvad som helst og tilintetgøre hvad som helst. Sindet har ansvaret for alle vore handlinger. Når du ofrer dette magtfulde sind til Gud ved at lægge det for Hans Lotusfødder, vil alt, hvad du gør, være offergaver til Ham. Når du bruger dit sind til at tænke på Gud, vil alle dine handlinger blive helliggjorte.

[31:39] Der findes tre former for Karma. Karma, Vikarma og Akarma. Hvad er Karma, Vikarma og Akarma? Ramdas fra Baderachala plejede at sige, "Hele verden vil blive lys og strålende, når vi synger om Rama og ofrer lyset til Ham." Når vi bruger olielampen som offergave, så ofrer vi lyset til Gud.

[31:40] Sindet og sanserne kan sammenlignes med olien, vægen er visdom. Disse to i forening skaber lys. Olien og vægen har brug for en beholder. Vor krop kan sammenlignes med beholderen, og de ønsker, som sindet består af, er da olien, og visdom er vægen. Den fryd og glæde, man opnår, er det strålende lys, der kommer fra denne lampe. Hvis der kun er vægen, og man prøver at tænde den, vil den ikke brænde. Hvis man kun har olien, kan man heller ikke få den til at brænde, men når vægen kommer i forbindelse med olien, vil den brænde, og vi får da lys.

[31:41] Karma kan sammenlignes med olien, og den er knyttet til sindet og dets begær. Buddhi, der er intellektet, kan sammenlignes med vægen, og den er forbundet med visdom. Når disse to, Manas og Buddhi, bringes sammen, opstår Akarma. Lampen har forskellige kvaliteter, men de har intet med stråleglansen at gøre. Stråleglansen har kun én kvalitet. Det er dens inderste væsen at lyse for alt og alle.

[31:42] Flammen derimod har en række forskellige egenskaber. Den blafrer, når vinden blæser. Den sprutter og hvæser, når man hælder vand på den. Den oser, hvis olien er uren. Hvis du stikker fingeren ind i flammen, brænder du din finger. Men denne Jyothi, denne stråleglans, har kun denne ene egenskab, at give lys til alle.

[31:43] Alle vil modtage lyset uden forskel. Lyset kaldes Atmajyothi. Det er det samme lys i alle, men i livets flamme vil alle disse forandringer og problemer opstå. Karma er som en rolig flamme. Når flammen er i bevægelse og blafrer, taler vi om Vikarma. Akarma er det rene lys, den strålende Jyothi.

[31:44] Akarma frembringer ingen frugt. Akarma betyder ikke, at man ikke er aktiv. Det er Akarma, når man er aktiv, men behandler alle ens, samtidig med, at man ikke forventer nogen frugt af sin handling. Den der udfører Akarma, er aktiv, men ofrer alt til Gud og bekymrer sig ikke om resultaterne. Det gælder ikke alene for verdslige forhold. Det gælder også for religiøse forhold. Det gælder for Yagna'er og offerhandlinger.

[31:45] Det erklæres i Veda'erne, at det højeste, man kan opnå, er at komme i Himlen, hvis man interesserer sig for resultaterne af de forskellige, rituelle handlinger, man udfører. Man skal ikke ligge under for den opfattelse, at Himlen kan sikre en udødelighed. I den samme Veda hedder det endvidere, at man er nødt til at komme tilbage til Jorden, når man har opbrugt fortjenesten af sine gode gerninger.

[31:46] Vi skal ikke gå ind i diskussioner for og imod værdien af dette og Karma teorien i almindelighed. Vi har måske forskellige følelser om disse forskellige aspekter af Karma. Man skal blot være klar over, at hvis man interesserer sig for frugterne af sine handlinger, vil de snart være opbrugte, og man er da igen nødt til at udføre nye handlinger i en uendelig cyklus.

[31:47] Lad os for et eksempel betragte en person, der ønsker at blive medlem af Folketinget. Hvis han bliver valgt, kan han være medlem af Folketinget i fire år. Som tiden går, nærmer det tidspunkt sig, da hans medlemsperiode er slut, og når de fire år er gået, må han forlade Folketinget. Alle de fortjenester, man opnår gennem sine handlinger, kan sammenlignes med en valgperiode i Folketinget. Når de fire år er gået, må man tilbage igen. Man kan nyde Himlens glæder, så længe ens fortjeneste ikke er opbrugt, men så snart fortjenesten er opbrugt, er man nødt til at vende tilbage igen.

[31:48] Det var derfor, at Krishna, da han beskrev Karma læren, sagde, "I stedet for at længes efter de flygtige resultater af ens handlinger, skal man søge at nå Den, der kan sikre, at man aldrig mere behøver vende tilbage. Hvordan vil du blive i stand til at nå det Mål, når du bliver ved med at forlade denne verden for igen at vende tilbage?" Swami vil fortælle endnu en kort historie, og derefter vil Han afslutte dette foredrag.

[31:49] En tyv, der havde begået mange tyverier, blev fængslet. Retten idømte ham seks måneders fængsel. Da de seks måneder var gået, skulle han løslades. Fangevogteren kom og sagde til ham, "I morgen aften har du afsonet din straf. Tiden er udløbet. Du kan derfor forberede dig på at tage afsted. Du kan afhente alle dine ejendele, som vi har opbevaret for dig, og tage afsted."

[31:50] Tyven blev imidlertid ikke særlig glad over at høre dette. Han blev dog heller ikke ked af det. Han var ganske uanfægtet, for han vidste, hvad der ville ske. Han svarede derfor, "Lad bare tingene blive her." Fangevogteren spurgte ham, "Hvorfor vil du ikke have tingene med dig?" Tyven svarede, "Der er ingen grund til at tage dem med, for om en dag eller to er jeg her tilbage. Du vil se mig her igen, før end du tror. Hvorfor skulle jeg have besvær med de ting, når det kun drejer sig om et par dage?" Tyven var klar over, at han ville fortsætte med at stjæle, at han igen ville blive straffet og sendt tilbage til fængslet.

[31:51] På samme måde kan vore Karma'er sammenlignes med tyvens vandring ind og ud af fængslet. Mens vi er her på Jorden udfører vi forskellige handlinger, og bagefter kommer vi op i Himlen. Når den tilmålte tid er udløbet, vender vi atter tilbage til Jorden. Krishna sagde, "Dette med hele tiden at komme og gå er ikke godt." Han indførte derpå Arjuna i en hellig lære. Han lærte ham en evig visdom, og instruerede ham om at søge efter det Sted, der er Evigt og Uforanderligt, som er opfyldt af Sandheden, og fra hvilket man aldrig vender tilbage.

Kapitel 32: Karma, Nishkama Karma og Anashakthi Karma

[32:01] Krishna sagde gentagne gange til Arjuna, "Du er i din gode ret til at være aktiv, men lad være med at længes efter frugten af dine handlinger."

[32:02] I denne verden udfoldes al aktivitet for resultatets skyld. Der var ingen mennesker, der ville være aktive, hvis ikke handlinger bar frugt. Og enhver handling bærer da også frugt. Hvad er så Krishna's indvending mod, at Arjuna længes efter disse frugter? Når nu alle udfører handlinger for frugtens skyld, hvad er så den dybere mening med, at Krishna beder Arjuna om at udføre Karma uden at forvente nogen frugt? Krishna ønskede. at alle Arjuna's handlinger skulle forvandles til Yoga. Han påbød Arjuna at sørge for, at alle dennes handlinger fra at være ganske almindelige handlinger skulle ændre karakter, således at de kunne hjælpe ham frem mod det åndelige Mål. Med andre ord, de skulle blive til Yoga.

[32:03] Det er ikke Yoga, når man identificerer sig selv som den, der udfører handlingen, det vil sige når handlingen udføres på det kropsbevidste plan. Når man handler ud fra en jeg-følelse eller med holdningen 'det var mig, der gjorde det' eller med en følelse af tilknytning såsom 'det er mit projekt', så vil alle sådanne handlinger kun føre sorg med sig. Sådanne handlinger fører blot til flere bindinger, øget trældom. Hvorledes bliver ens handlinger da til Yoga? Alle de handlinger, der udføres som offergaver til Gud, og som udføres uden nogen form for jeg-følelse, vil blive forvandlet til Yoga.

[32:04] Der opstår utallige vanskeligheder, når man handler ud fra en følelse af 'jeg-hed'. Vi føler måske i vort indre, "Det var mig, der udførte denne handling, så jeg burde få frugten af denne handling. Jeg har arbejdet og gjort mig fortjent til min løn. Jeg har ret til den belønning, der er en følge af min handling." En sådan holdning tjener kun til yderligere at forstærke jeg-følelsen, følelsen af 'jeg-hed' og 'min-hed'. Efterhånden som denne jeg-følelse tager til i styrke, vil den atmiske glæde blive mindre og mindre. Krishna bød Arjuna at tilintetgøre selviskheden fuldstændig, så han kunne forvandle alle sine handlinger til Yoga.

[32:05] Med hvilken metode kan man forvandle Karma til Yoga? Man er først og fremmest nødt til at fremelske en uegennyttig holdning. Man skal koncentrere sig om handlingen og ikke bekymre sig om resultaterne. Med en sådan uegennyttig holdning kan man udrette hvad som helst. Kong Janaka's liv viser os for eksempel, at man kan opnå meget store resultater, hvis man handler uden personlig interesse i handlingen og uden at bekymre sig om frugten af handlingen. Mens kong Janaka regerede sit kongerige og udførte alle de pligter, der var forbundet hermed, så gjorde han det ud fra den grundholdning, at han blot var et vidne til alt dette. Han blev Rajayogi, fordi han var aktiv uden at have nogen binding til resultaterne.

[32:06] Enhver handling, der udføres uden nogen personlig interesse, er en hellig handling, en Yagna, og bliver til Yoga. Når en handling derimod udføres med personlig interesse i handlingen og dens resultat, bliver den til Roga, til sygdom. Det er tilknytning, der er roden til alle den slags sygdomme. Tilknytning efterfølges hurtigt af had og vrede. Disse dæmoner skjuler ens menneskelige egenskaber. Det gælder for alle. Når først Raga og Dwesha, det vil sige følelsen af tiltrækning og frastødning, melder sig, så opmuntrer de alle de andre dæmoniske tilbøjeligheder, og man glemmer sin sande menneskelige natur.

[32:07] Det var derfor, Krishna sagde til Arjuna, "Udfør dine handlinger uden nogen form for tilknytning. Vær uhildet og uegennyttig. Når du handler uden personlig interesse, vil du ikke blive berørt af resultatet af dine handlinger. Det er på den måde, Jeg hersker over alle tre verdener."

[32:08] Skulle du ikke på samme måde kunne klare at holde sammen på din egen familie? Fremelsk en urokkelig tro på, at du med en uegennyttig holdning kan løse mange overordentlig store opgaver. Hvis man er knyttet til resultatet af ens handlinger, kan man blive udsat for skuffelser. Hvis man når det ønskede resultat, bliver man ovenud lykkelig. Hvis man ikke gør det, bliver man bekymret. Prøv at beherske denne tilbøjelighed til at blive opstemt eller nedtrykt. Bliv Sthithaprajna. Lad være med at lade dig påvirke af disse skiftende følelser af opstemthed og nedtrykthed.

[32:09] Der findes ingen mennesker, der ikke udfører Karma. Vi har alle fået vore kroppe for at være aktive. Man er nødt til at udføre gode gerninger for at helliggøre kroppen. Enhver handling bærer frugt, men den glæde, man opnår ved at udføre handlingen, er større end den glæde, man kan få af handlingens frugt. Lad os se på et eksempel.

[32:10] En familie udfører et lykkebringende ritual såsom en særlig Puja, der er en rituel tilbedelse af Gud. Så længe ceremonien er i gang, er der ingen, der føler træthed. Selv om en af deltagerne skulle have høj feber, tænker han ikke på det, fordi han er fuldstændig opslugt af ceremonien. Der er ingen, der føler træthed, så længe ceremonien står på, men hvis man besøger dem, når Puja'en er afsluttet, vil man opdage, at de nu ser trætte og udkørte ud. Man føler glæde, så længe man er i aktivitet, men bagefter føler man ikke den samme glæde.

[32:11] Vi bilder os ind, at handlingens frugter kan give os glæde, men sandt at sige indeholder frugten ingen som helst glæde. Dette selvbedrag giver dig noget, der ligner glæden, men det er kun en svag afglans af den sande glæde. Det er blot indbildning. Det er ikke en varig glæde. Når nu handlingen i sig selv er midlertidig og flygtig, hvordan skal frugten så kunne være varig?

[32:12] Vi handler i den tro, at vi kommer i Himlen, når vi udviser godgørenhed, udøver Thapas eller udfører Yagna'er, men Krishna har fortalt, at endog Himlen selv er et flygtigt sted. Han sagde til Arjuna, "Arjuna, der findes noget, der er højere end Himlen. Jeg siger ikke, at du skal holde op med at udføre Yaga'er eller Yagna'er og den slags. Det er din pligt at udføre den slags hellige handlinger, men lad alle din handlinger være rettet mod hele verdens velfærd. Lad ikke selviske motiver være drivkraften bag disse handlinger. Lad alle dine handlinger være uegennyttige. Tænk udelukkende på, hvad der tjener freden og fremskridtet og hele verdens velfærd. Lad være med at spekulere på, hvordan du skal komme i Himlen. Tænk på, hvordan du kommer hinsides Himlen. Dit ophold i Himlen vil vare så længe, som fortjenesten af dine handlinger rækker. Når først den er opbrugt, er du nødt til at komme tilbage til Jorden. Hold derfor op med at længes efter denne midlertidige, flygtige og foranderlige Himmel. Søg i stedet at komme Gud nær og blive Ham kær. Bliv forenet med Hans Lotusfødder. Det er det, der virkelig betyder noget. Det guddommelige Princip er mere værdifuldt end Himlen. Når du forstår hemmeligheden bag Karma og handler ud fra denne erkendelse, vil du blive i stand til at opnå den guddommelige Virkelighed."

[32:13] Bhagavad Gita forlanger ikke, at man skal give afkald på alle verdslige gøremål og blive Sanyasi. Der er nogle, der har den opfattelse, at man ikke skal undervise børn i Gita'en, thi børnene kunne få den ide at afskrive hele verden og trække sig tilbage til skovene. Sådanne personer lider af vrangforestillinger. Tænk på alle de mange, der har undervist i Gita'en. Er de blevet Sanyasi'er? Har de afskrevet alle denne verdens foreteelser? Arjuna modtog Gita'en direkte fra Krishna. Blev Arjuna Sanyasi? Den dybere mening med Gita'en skal forstås i sammenhæng med den menneskelige natur, således som denne udtrykker sig i verden og i menneskenes daglige aktiviteter.

[32:14] Det vigtigste formål med Gita'en er at bringe denne gamle, uvurderlige visdom ned på det jordiske plan og løfte det jordiske plan op til den højeste visdoms plan. Bhagavad Gita forvandler den vedantiske viden til dagligdag og løfter dagligdagen op på det vedantiske Plan. Den ikke alene indfører filosofi og åndelighed i den daglige tilværelse, men den indfører også dagligdagen i filosofien og det åndelige liv. På denne måde forener den det åndelige og det verdslige.

[32:15] Den menneskelige tilværelse består ikke udelukkende af de daglige, verdslige aktiviteter. Formålet med den daglige tilværelse er ikke blot at tjene til livets underhold. Bhagavad Gita lærer os, at menneskets liv er helligt. Den leder mennesket til hans endelige Mål. Den lærer ham at leve i denne verden på en sådan måde, at han bliver i stand til at transcendere de menneskelige vilkår, og den lærer ham at undgå at blive bundet til flere liv som menneske. Vi bliver ikke bundet af vore handlinger, når vi handler uegennyttigt og ikke bekymrer os om frugten af vore handlinger.

[32:16] Bhagavad Gita har lært os den Sadhana, der består i ikke at lade sig knytte til sine handlinger og sit arbejde. Denne Sadhana kaldes Anashakthi. Det, der sker, når vi har opnået Anashakthi, er, at vore handlinger bliver helliggjorte. Der er intet til hinder for, at man udfører de handlinger, der svarer til ens status her i livet, men man skal forvandle disse aktiviteter til hellige handlinger.

[32:17] Lad os for eksempel se på kokkens arbejde. Han er kok, så længe han udfører sin egen Karma, det vil sige så længe han arbejder som kok. Hvis han nu, mens han arbejder, går og tænker på sin aflønning og sin indkomst, er han sikkert ikke særlig interesseret i det arbejde, han udfører. Hvis arbejdet som kok udføres med Anashakthi, bliver det helligt og ophøjet og tillige interessant. Det samme sker for dem, der er aktive med en følelse af Anashakthi. Deres handlinger bliver hellige og ophøjede. Når vi har denne uegennyttige holdning, vil vi kunne gennemføre vore handlinger støt og uforstyrret, og vi bevæger os da fremad mod vort Mål. Hvis vi derimod har en egennyttig holdning til vort arbejde, vil det bevirke, at vi møder medgang og modgang, at vi bliver vægelsindede og at vore begær hurtigt øges.

[32:18] Krishna fremhævede kong Janaka, fordi Janaka regerede sit kongerige med Anashakthi og uden tilknytninger, og dette medførte, at Janaka opnåede det Allerhøjeste. Der er nogen, der kun har den ydre form for syn. Der er andre, der har udviklet det indre syn. Med det ydre syn opfatter og ser man kun den ydre, uvirkelige verden. Det indre syn forvandler sindet og fylder hjertet med hellige følelser. Man er nødt til at fremelske An-a-sak-ti for at kunne udvikle dette indre syn. Dette kan illustreres med følgende historie.

[32:19] Engang var den unge helgen Suka på rejse i nærheden af byen Mithilapura. Kong Janaka hørte, at Suka var kommet til landet, men han vidste ikke, hvor Suka ville slå sig ned. Han sendte flere kurerer afsted for at finde ud af, hvor Suka opholdt sig. Da de havde brugt en uge på at søge efter Suka overalt i kongeriget, fandt de ham endelig. Suka levede i en hytte i skoven i nærheden af Mithilapura.

[32:20] Kong Janaka tog af sted med sine ministre for at aflægge Suka en visit. Janaka besøgte ham ikke i sin egenskab af konge, men drog af sted som en Guds Tjener. Janaka havde for længst gjort sig fri af enhver form for jeg-følelse og drog af sted som den ydmyge, åndelige Sadhaka, han var. Suka var i gang med et åndeligt foredrag for sine disciple. Janaka stod dybt koncentreret og lyttede til foredraget.

[32:21] Det blev aften. Før Janaka tog tilbage til byen, gik han hen til Suka og spurgte, "Swami, må jeg komme og lytte til disse guddommelige foredrag hver dag?" Suka svarede, "Janaka, filosofi og åndelighed er ikke nogens private ejendom. Alle, der interesserer sig for disse emner, alle, der finder glæde ved at lytte til denne vejledning, og som ønsker at nå livets Mål, har ret til at få del i denne viden. Du må gerne komme. Du er meget velkommen." Janaka tog tilbage til sit palads. Hver dag kom han ud for at høre på foredragene. Han kom regelmæssigt til foredragene, og det havde han stort udbytte af.

[32:22] Suka ønskede at vise verden, at kong Janaka havde den indre form for syn, og at de fleste andre kun har den ydre form for syn. Han flyttede derfor nærmere Mithilapura. Her byggede han en hytte på et højdedrag, hvorfra man kunne se ud over hele byen, og han begyndte nu at holde sine foredrag om Vedanta herfra.

[32:23] En dag var kong Janaka forsinket på grund af nogle presserende, administrative opgaver. Suka ville ikke begynde på sit foredrag, før kong Janaka var ankommet. Han tog ingen notits af den store skare, der havde samlet sig, og som ventede på at foredraget skulle begynde. For nu at vise sin interesse for kong Janaka, prøvede Suka på forskellig vis at finde ud af, hvorfor kong Janaka endnu ikke var kommet. Han bad nogen tage af sted for at finde ud af, hvad det var, der opholdt kongen. Selv stod han ved vejkanten og spejdede efter kong Janaka.

[32:24] Nu begyndte folk at vise deres utilfredshed. Disciplene, de unge og de ældre, begyndte at tale lavmælt sammen. Der var en, der sagde, "Prøv at lægge mærke til Suka. Han regnes for at være en stor helgen, der har gjort sig fri af alting, men det ser ikke ud til at være sandt. Her står han og venter på Janaka, blot fordi Janaka er konge. Han er ligeglad med os og ligeglad med, om vi hører hans foredrag." En anden sagde, "Prøv at se den mærkelige måde, Suka opfører sig på. Hvorfor har han denne store forkærlighed for kongen? Burde en hellig mand ikke have de samme følelser for kongen som for alle andre?"

[32:25] Suka var godt klar over alt det, der blev talt om. I virkeligheden opførte han sig, som han gjorde, for at få mulighed for at give dem en lektion. Der gik en halv time. Der gik to timer. Suka blev ved med at vente på Janaka. Han gjorde ikke mine til at begynde på sit foredrag.

[32:26] I mellemtiden begyndte de, der havde lidt urene hjerter, at give udtryk for deres følelser af jalousi og vrede. Alle de urene følelser, som de havde i sig, men som havde været skjult, begyndte nu at komme til udtryk. Det var netop det, Suka ville opnå, thi den vedantiske Lærdom kan først komme ind i hjertet, når giften er kommet ud.

[32:27] Man kan kun fylde sit hjerte med den hellige lærdom, hvis det ikke er fyldt med noget andet. Hvis hjertet allerede er fuldt af alle mulige former for urenheder, hvordan skal der så kunne blive plads til det, der er rent og helligt? De gode ting kan ikke komme ind, før de dårlige ting er kommet ud. Det var Suka's ønske, at alle disse dårlige følelser skulle manifestere sig og komme til udtryk. Han ønskede, at eleverne skulle komme af med alt det snavs og smuds, som de havde i sig. Han vidste, at hans lære ikke ville slå rod der, så længe deres hjerter var grobund for tilknytninger og dårlige følelser. Han lod dem derfor gennemgå denne særlige renselsesproces.

[32:28] Mens dette stod på, var kong Janaka meget opsat på at nå frem og høre foredraget og skyndte sig af sted. Suka var klar over, at Janaka var på vej. Man kunne se det på lang afstand, fordi Janaka som regel ikke rejste alene. Selv om Kong Janaka ikke var interesseret i at have dette følge af ministre og tjenere, så tog de altid med for at passe på ham. Snart var alle klar over, at kong Janaka var på vej.

[32:29] Da Janaka var ankommet, bøjede han sig i støvet for Guru'en og bad ydmygt om undskyldning for, at han var kommet for sent. Derefter lagde han sin græsmåtte af Durba blade på jorden og satte sig ned. I samme øjeblik begyndte Suka sit foredrag. Nu modnedes hadet i de unge disciples hjerter. Deres ansigtsudtryk forandredes som følge af de følelser, de havde over for Suka og Janaka. "Se nu ham Suka," tænkte de for sig selv, "han tænker kun på at behage kongen. Det viser, hvad hans Vedanta er værd."

[32:30] Suka besluttede sig for at give en lektion for alle de tilstedeværende, der havde disse mørke tanker. Efter nogen tids forløb afbrød han pludselig sit foredrag og sagde, "Janaka, prøv at se! Dit kongerige brænder." Kongen sad med lukkede øjne og lyttede fuldkommen koncentreret til den hellige lære. Han reagerede derfor ikke. Han havde rettet sin opmærksomhed mod Vedanta og fortsatte med udelukkende at koncentrere sig om Vedanta. De andre i forsamlingen så flammerne og røgen stige op over byen. Nogle af eleverne var bekymrede for, hvad der kunne ske med deres familie og ejendom, og begyndte at løbe i retning af Mithilapura.

[32:31] Alle de tilknytninger, der havde ligget skjult i deres hjertes dyb, kom nu op til overfladen og blev synlige for enhver. Et øjeblik efter sagde Suka til kong Janaka, "Janaka, ilden har nu bredt sig til dit palads." Selv da reagerede Janaka ikke på det, Suka sagde. Janaka blev siddende uden at røre sig. Han havde fremelsket den sande Anashakthi, han var fuldstændig upåvirkelig af alt i denne verden. Hans opmærksomhed var udelukkende rettet mod Atma. Han var fuldt og helt opslugt af Atma og havde ikke andre følelser.

[32:32] Blandt tilhørerne til foredraget var der en del skriftkloge og fornemme lærde, der var vidt berømte. Suka ønskede at vise dem, at de måske nok var meget lærde, men at de ikke havde tilintetgjort deres Ashakthi, deres tilknytninger. Da disse lærde så flammerne, blev de bange. De vendte sig mod Janaka og begyndte at bønfalde ham, "Oh, konge. Oh, konge." Men Janaka var gået ind i Samadhi-tilstanden og var opslugt af den atmiske lyksalighed. Glædestårer trillede ned ad hans kinder. Ikke et øjeblik fjernede han sig fra de hellige tanker, han havde fæstnet sin opmærksomhed på.

[32:33] Suka lagde mærke til kong Janaka's tilstand og var yderst tilfreds. Efter nogen tids forløb vendte de disciple, der var taget af sted til Mithilapura, tilbage. De sagde, at der ikke havde været nogen brand. Nu begyndte Suka at forklare disciplene meningen med alt det, der var sket.

[32:34] Suka sagde, "Hør her, børn. Jeg udsatte ikke mit foredrag i to timer, fordi Janaka er konge og således er en meget betydningsfuld mand. Jeg ventede, fordi han har gjort sig fortjent til det. Han er en sand Sishya, en sand discipel, og jeg er tilhænger af at vente på en sand discipel. Han har krav på, at vi udsætter foredraget, fordi han har gjort sig fri af selviskhed og stolthed, og fordi han udviser sand ydmyghed og hengivenhed. I kan ikke gøre det samme krav gældende, for I lytter blot uden at høre, hvad der bliver sagt, og uden at gøre brug af det, I hører.

[32:35] I stedet for at undervise hundrede mennesker, der overhovedet ikke gør forsøg på at anvende denne lære i deres daglige tilværelse, kan jeg da i det mindste undervise én person, der virkelig har ret til at blive undervist, fordi han gjort disse hellige forskrifter til en integreret del af sit liv. Hvad skal det nytte at undervise dem, der er fulde af selviskhed og tilknytninger? Det svarer til at smide en sten i vandet. Stenen kan ligge i vandet i årevis uden at opsuge en eneste dråbe vand. Har jeg bare en enkelt elev som Janaka, er det tilstrækkeligt for mig til at fortsætte.

[32:36] Hvad skal man med større mængder af ubrugelige, skinnende sten? Har man blot en enkelt, virkelig værdifuld ædelsten, så er det nok. Hvad nytter det at have ti tønder land med gold jord? Det er bedre at have et lille stykke med frugtbar jord, der giver et godt udbytte. Hvis en konge som Janaka bliver helliggjort, kan han forvandle hele sit kongerige og skabe et land, der kan tjene som forbillede for hele verden."

[32:37] Suka havde til hensigt at gøre Janaka til en hellig konge, en Rajayogi, og samtidig give de indbildske disciple, der flokkedes omkring ham, en lærerig lektion.

[32:38] Krishna havde den samme hensigt, da han underviste Arjuna i Gita'en. Arjuna var også en hellig person, hvis personlighed og høje idealer havde gjort ham kvalificeret til at modtage denne lære. Arjuna beherskede sine sanser og havde gennem Thapas, det vil sige bodsøvelser, udviklet en hel del åndelige kræfter. Han havde i stor udstrækning gjort sig fri af sine verdslige tilknytninger. Han havde et højtudviklet intellekt og havde lært at beherske mange kunstarter. Han havde med sand ydmyghed overgivet sig til Krishna.

[32:39] Krishna fandt, at Arjuna var rede til at modtage denne visdom og bestemte sig for at gøre ham til Sthithaprajna. Krishna underviste med stor omhu Arjuna i denne lære. Han gjorde det med den tanke, at hvis Arjuna blev forvandlet, ville hele verden nyde godt deraf. Arjuna havde de evner og dyder, der skulle til for at udvikle sig til store åndelige højder, fordi han under alle forhold havde det fulde herredømme over sine sanser. Det var derfor, han fik tildelt så mange titler.

[32:40] Selve navnet Arjuna betyder: Den der er ren. Den der er hvid. Arjuna blev også kaldt: Ham med det hellige hjerte. Han fik endnu en titel: Den menneskelige juvel. Han var så magtfuld en person, at han kunne skræmme den hele verden fra sans og samling, hvis det var det, han ville. Han gjorde sig fortjent til at måtte bruge et våben, som ikke kunne håndteres eller erobres af noget andet levende væsen på den tid.

[32:41] Oprindelig havde Shiva haft dette våben, og det blev da kaldt Pinaka. Dette frygtelige våben, der også var hos Shiva i Thretha Yuga, var senere i Dwapara Yuga hos kong Janaka. Da blev det kaldt Gandiva. Arjuna var i stand til at opnå dette berømte våben, fordi han vandt Shiva's Nåde. Det var en sådan helt enestående helt, Krishna udvalgte. Det var Krishna's Ønske og Sankalpa, at hele verden skulle nyde godt af, at Han underviste Arjuna i Gita'en.

[32:42] Det er gennem munden, vi ofrer føden til maven, og det er gennem maven, at føden bliver ført ud til hele kroppen. På tilsvarende måde som føden når ud til alle kroppens dele, når den bliver ofret til maven, således vil også Gita'en nå ud til hele verden, når den bliver givet til en udadlelig og uselvisk person som Arjuna. Arjuna blev også kaldt Parthiva. Parthiva betyder: Jordens søn. Vi er alle Jordens sønner. Arjuna kan betragtes som en helt enestående repræsentant for hele menneskeheden. Det var Krishna's Hensigt at forvandle Arjuna til en hellig person, fordi dette ville medføre, at hele verden ville blive forvandlet, når tiden var inde.

[32:43] De handlinger, vi foretager os uden at begære frugten, kaldes Nishkama Karma. Et menneske føler normalt, at det er ham, der udfører de almindelige, dagligdags handlinger. Sammenligner man disse to forskellige måder at være aktiv på, så viser det sig, at Nishkama Karma er meget mere virkningsfuld. Anashakthi Karma, der er handlinger, som udføres uden nogen form for begær, uden tilknytning og helt uegennyttigt, er endnu mere virkningsfuld end Nishkama Karma. Imidlertid er de handlinger, der fuldt og helt overgives til Gud, meget mere hellige end alle andre handlinger. Det var derfor Krishna påbød Arjuna at overgive alle sine handlinger til Gud. Krishna begyndte at undervise Arjuna i Gita'en, da Arjuna havde nået det udviklingstrin, hvor han begyndte at overgive alle sine gerninger til Gud.

[32:44] På det grundlæggende udviklingstrin er alle mennesker nødt til at udøve Karma og være aktivt beskæftigede med passende opgaver. Man er nødt til at være aktiv for ikke at udvikle dovenskab. En doven person er fuldstændig uden værdi. Swami billiger ikke dovenskab og opmuntrer ikke nogen til at udvikle dovenskab. I begyndelsen er man nødt til at udføre den almindelige form for Karma. Derefter skal man begynde at udføre Nishkama Karma, og lidt efter lidt vil man kunne forvandle denne til Yoga. Til sidst vil denne Yoga blive til Yagna. Når den bliver til Yagna, vil man have gjort sig fri af alting. Den store betydning af Gita'en ligger i, at den gør rede for denne forvandling af Karma til Yagna, det vil sige af arbejde til tilbedelse.

[32:45] Gita'en har iklædt sig mange forskellige former med det formål fuldt og helt at tilintetgøre selviskhed, had, følelsen af 'min-hed' og så videre. På den måde har den hjulpet mange forskellige slags mennesker til at fremelske hellighed. Gita'en kan lignes ved et ønsketræ. Hvad du end måtte ønske af Gita'en, det giver den dig. Den mening, man får ud af Gita'ens forskellige budskaber, afhænger af ens livssyn og åndelige modenhed.

[32:46] Ingen kan påstå, at han kender den eneste rette mening med et bestemt vers. Ingen har ret til at sige, at hans mening er den eneste rigtige for et bestemt vers. Gita'en vil give dig det, du ønsker af den. Dens lære dækker alle åndelige udviklingstrin. Man kan derfor sige, at Gita'en er selve essensen af Vedanta. Gita'en er en skatkiste fyldt med guld. Gita'en er en sti bestrøet med blomster. Gita'en styrker og støtter alle Sadhaka'er. Gita'en tillader dem at svømme i Samsara-havet og overleve. Gita'en hjælper dem til at overvinde alle forhindringer og nå deres Mål. Den, der ikke bryder sig om at beskæftige sig med Gita'en, får ikke mulighed for at forstå, hvad der er selve livets formål.

[32:47] Uanset hvilken indstilling man har, så vil den mening, man får ud af Gita'en, fuldt ud svare til ens åndelige udviklingstrin. Inden dette foredrag begyndte, messede Balaraju Ganapathi verset 'Suklaham Baladaram Vishnu...'. Vishnu betyder: Den, der gennemtrænger alt. Han er Allestedsnærværende. Man siger, at Han er askefarvet. Man siger også, at Han har Månens blålige farve.

[32:48] Når man siger, at en person har Månens blålige farve, så er det det samme som at sige, at hans farve minder om aske. Det siges, at Han har fire Hænder, og at Han har et meget tiltalende og helligt Ansigt, som aldrig udviser nogen følelse af opstemthed eller nedtrykthed. Det er den opfattelse, de troende har, og det er det, de tænker på, når de beder til Herren Vinayaka. De ikke-troende bruger måske de samme ord, men det billede, de forestiller sig, kan være et helt andet.

[32:49] Suklaham Baladaram betyder også: Den der bærer hvide klæder. Hvor man end finder dette væsen, så giver det ikke udtryk for nogen følelser. Det er askefarvet, og det har fire lemmer. Man kan sætte disse egenskaber sammen og påstå, at de beskriver et æsel.

[32:50] Et æsel bruges som pakdyr for vaskemandens hvide tøj. Det har fire ben. Det er askefarvet og har et meget tiltalende ansigt. Det står ikke bundet et bestemt sted, men kan bevæge sig frit omkring på gader og veje foran folks huse, ja allevegne. Det er den mening, ikke-troende lægger i ordene Suklaham Baladaram. Det afhænger altså af ens indstilling, om man ser Vishnu, eller man ser et æsel. Det afhænger af, om man er troende eller ikke-troende, om man er interesseret i eller ligeglad med det åndelige liv.

[32:51] På helt tilsvarende måde får forskellige mennesker forskellige meninger ud af Gita'en. Afhængigt af det livssyn, den enkelte har, vil han få den mening, der netop svarer til det åndelige udviklingstrin, han har nået. Gita'en er ikke et helt almindeligt træ. Den er et vældig stort ønsketræ. Den er en hellig ko, der gavmildt giver af sin mælk. Man kan lægge den mening i den, som man føler, må være rigtig, og som man kan rumme.

[32:52] Der er masser af vand i havet, men den mængde vand, man kan tage med sig, afhænger af størrelsen på den beholder, man har med. Vandet vil være det samme. Der er kun beholderen til forskel. Gita'en vil være den samme, men forskellene i tolkningen af Gita'en vil være afhængige af den enkeltes livssyn.

[32:53] Gita'ens grundlæggende natur er den samme for alle. Dens hellige formål er at forvandle menneskeheden, så menneskene bliver guddommelige. Vi skal ikke behandle en sådan, hellig bog skødesløst. Man skal nærme sig den med dybtfølt hengivenhed og ønsket om at bygge sit liv på den. Når vi fremsiger Gita'ens vers, skal vi gøre det i oprigtighed og med den fulde forståelse. Vi skal også hver dag praktisere en eller to af dens forskrifter. Først da vil vi opnå den højeste Fuldbyrdelse.

Kapitel 33: Kshama og menneskets seks kostelige skatte

[33:01] Det vigtigste er ikke, om man udfører Karma eller ikke gør det, eller om man er aktivt engageret i denne verden eller har trukket sig tilbage fra den. Det, der er vigtigst, er, at man fjerner Vasana'erne, det vil sige de tilbøjeligheder, der ligger skjult i hjertets dyb. Hovedformålet med Sadhana og Yoga er at fjerne disse Vasana'er og befri sindet for urenheder. Man skal fjerne de følelser af tiltrækning og frastødning, der findes dybt i ens indre. Man skal gøre sig fri af denne Raga og denne Dwesha.

[33:02] Hvis vi ikke udfører de øvelser, der skal til for at fjerne disse indre fjender og i stedet blot trækker os tilbage til skoven eller til en hule, så vil disse tilbøjeligheder, hvad enten vi ønsker det eller ej, blive ved med at skabe tanker og handlinger, der binder os. De urenheder, vi har i sindet, og de Vasana'er, vi har i hjertet, er til stede der i form af frø. De vil forårsage en strøm af tanker, der vil være fyldt med tilknytninger, vrangforestillinger, begær og had. Resultatet bliver, at vi glemmer vor sande menneskelige natur.

[33:03] Gita'en har vist os, at vi kan være aktive og handle uden at bekymre os om handlingernes frugter, hvis vi kan fjerne sindets urenheder og følelserne af tiltrækning og frastødning fra vort åndelige hjerte, Chittha. Vi vil da ikke blive bundet af nogen form for Karma, hvad den end måtte være. Vi vil med andre ord ikke være bundet af frugterne af vore handlinger. De, der ikke forstår denne sandhed, og som blot undlader at være aktive på det ydre plan, ender blot med at blive dovne. Gita'en har gang på gang advaret os om, at dovenskab og et åndeligt liv er to uforenelige størrelser. I denne sammenhæng hedder det i Gita'en, at Anashakthi Yoga er den Yoga, det er vigtigst at udføre. Anashakthi Yoga vil sige, at man lever i fuldstændig uegennyttighed.

[33:04 Anashakthi betyder, at vi ikke har nogen personlig interesse i de handlinger, vi udfører. I kapitlet om Sankhya Yoga er der blevet lagt stor vægt på, at vi skal være aktive og handle uden at have nogen forventninger til handlingernes frugter. Der er ingen, der vil være i stand til at opnå denne tilstand af Nishkama Karma, så længe de har dårlige Vasana'er. Sådanne Vasana'er er et resultat af tidligere handlinger. Man er nødt til først at gå fra en tilstand af dårlige kvaliteter, der er forbundet med slette handlinger, til en tilstand af gode kvaliteter, der er forbundet med gode gerninger. Fra denne tilstand af gode gerninger kan man derpå nå frem til den tilstand, hvor man kan frasige sig al frugten af sine handlinger. Denne sidste tilstand kaldes Nishkama Karma.

[33:05] Hvad er den dybere mening med alle handlinger og aktiviteter? I Gita'en erklæres det, at man kan fjerne enhver urenhed fra sit hjerte ved hjælp af handling, nærmere betegnet ved hjælp af god Karma. Det er et påbud i Gita'en, at man skal udføre handlinger for derigennem at opnå hjertets renhed. Og hvilken form for handling skal der til for at man kan opnå en sådan hjertets renhed? Man kan kun opnå hjertets renhed ved at udføre sine handlinger som en offergave til Gud.

[33:06] Enhver handling, der udføres som en offergave til Gud, vil bidrage til hjertets renhed. Den føde, vi spiser, efter at den er blevet tilberedt på forskellig vis, er dog stadig blot føde. Men hvis den selv samme føde ofres til Gud, før man spiser den, så bliver den til Prasadam. På tilsvarende måde er den handling, mennesket udfører, blot en handling, en Karma, men hvis den samme handling, hvor ubetydelig den end måtte være, udføres som en offergave til Gud, så bliver den til Karma Yoga. Den bliver også til Yajna, en hellig offerhandling.

[33:07] Det er kun ved hjælp af Karma Yoga, man kan opnå hjertets renhed. Vi skal imidlertid også interessere os for kvaliteten af de handlinger, vi ofrer ved Herrens Lotusfødder. Hvor hellige skal de da ikke være? Før man giver noget til et ganske almindeligt menneske, så sikrer man sig, at genstanden har en vis nytteværdi, at den besidder en vis grad af renhed, og at modtageren vil synes om den. Man sikrer sig med andre ord, at den har en vis hellighed.

[33:08] Når det nu forholder sig sådan, hvor meget mere omhyggelige skal vi så ikke være med den handling, vi udfører som offergave til Gud? Skal vi da ikke sikre os, at den er helt ren og hellig? Vil den da ikke medføre en høj grad af Fuldbyrdelse? Man må ikke ofre alle mulige handlinger og genstande til Gud. Hvis man ønsker at ofre sine handlinger til Gud, skal man først fjerne urenhederne fra dem, man skal helliggøre dem, og man skal lægge al sin sjæl i dem. Først da er de egnede til at blive ofret til Gud.

[33:09] Hvis man for eksempel ønsker at ofre en rose til Gud, så udvælger man først en smuk og velduftende blomst. Man fjerner derpå eventuelle insekter fra blomsten, og man fjerner tornene. Hvis der er nogle blade, der ikke er helt pæne, så fjerner man også dem. På denne måde sikrer man sig, at ens gave er smuk og lydefri, og først derefter ofrer man den til Gud.

[33:10] Alle dine handlinger skal være som denne blomst, du ofrer til Gud. Dine handlinger skal være fulde af hellighed, ligesom en blomst er fyldt med den dejligste duft. Dine handlinger skal være gode og lydefri, ligesom den smukke blomst du ofrer. Det er den sande form for Karma Yoga. I Bhagavad Gita bliver vi tilskyndet til kun at ofre den slags handlinger til Gud.

[33:11] For nu at kunne skelne mellem kloge handlinger og ukloge handlinger er vi nødt til at lære at forstå, hvilken forskel der er mellem visdom og uvidenhed. Sankhya sigter til, at visdom forenes med visdom, det vil sige, at man udvikler den individuelle visdom og lader den blive forenet med den universelle visdom. Hvis man ønsker at opleve Gud, er man nødt til at fremelske denne visdom samt nogle få andre vigtige egenskaber. Disse egenskaber er tålmodighed, beslutsomhed, renhed i krop og sind, uegennyttig kærlighed, længsel efter at nå Gud samt de seks åndelige skatte. Disse seks kostelige skatte er: Sama, Dama, Uparathi, Thithiksha, Shraddha og Samadhana. Lad os først se lidt nærmere på begrebet tålmodighed.

[33:12] Tålmodighed eller overbærenhed er et meget vigtigt karaktertræk, og enhver skal have denne egenskab. Mange konger har mødt deres undergang, fordi de mistede tålmodigheden. Også store Rishi'er er blevet tilintetgjort, fordi de glemte at være tålmodige, eller fordi de var holdt op med at udvise tålmodighed. Der er videnskabsmænd, der har fået ødelagt deres liv og karriere, fordi de ikke var opmærksomme på, hvor vigtig denne egenskab er. I livets kamp skal man væbne sig med tålmodighed og benytte den som skjold og rustning.

[33:13] Menneskene eller menneskeheden har overhovedet ikke nogen værdi, hvis de ikke er i besiddelse af tålmodighed. Som tidligere nævnt er tålmodighed en meget vigtig forudsætning for at blive Sthithaprajna. Det er umuligt at blive Sthithaprajna, hvis man ikke har tålmodighed. En fast og beslutsom karakter er en nødvendig forudsætning for at kunne opnå tålmodighed.

[33:14] Nu er standhaftighed og beslutsomhed ikke det samme som det at være tåbelig stædig eller stivsindet. Med hensyn til hellige gerninger og andre åndelige forhold svarer standhaftighed og beslutsomhed til, at ens sind er roligt og afklaret uden nogen form for vrangopfattelse. Uanset hvor vanskelig vor situation er, og uanset hvilke vanskeligheder vi end udsættes for, så skal vi bevare vor standhaftighed og beslutsomhed og løse den opgave, vi er begyndt på. Vor tålmodighed vil ikke have nogen styrke, hvis vi ikke samtidig har beslutsomhed. Tålmodighed og beslutsomhed er som tvillinger. De kan ikke leve uden hinanden. Man kan ikke fremelske tålmodighed uden samtidig at udvise beslutsomhed. Hvis man mister tålmodigheden, så mister man også sin beslutsomhed.

[33:15] Lad os nu betragte sindets og kroppens renhed. Vi udfører forskellige handlinger for at holde kroppen ren, og vi er på tilsvarende måde nødt til at udføre bestemte gode gerninger for at opnå sindets renhed. Vi kan ved hjælp af disse aktiviteter fjerne den selviskhed samt de følelser af tiltrækning og frastødning, der forurener sindet. Først da vil vi kunne opnå kontrol over os selv. En skildpadde kan trække sit hoved og sine lemmer ind under skjoldet, og den kan også lade dem komme frem igen, når den ønsker det. På tilsvarende måde skal vi blive i stand til at kontrollere vore sanser, så vi kan benytte dem, når vi har brug for dem. I Gita'en bliver det slået fast, at disse egenskaber er vigtige for Sthithaprajna'en.

[33:16] Det er de handlinger, man udfører, der viser, hvem man egentlig er. Det er derfor, der lægges så stor vægt på Nishkama Karma. Ligesom spejlet viser, hvilket ansigt man har, således afslører ens handlinger, hvilke følelser man har. Vi kan ved at undersøge en persons handlinger let finde ud af, hvem han er. Det ser måske ud, som om han er en sathwisk person. Han ser måske ud til at være meget opofrende. Vi tror måske, at han har et rent og helligt hjerte, men hans handlinger viser måske det modsatte. Hans handlinger afslører måske en dyrisk natur og dæmoniske karaktertræk.

[33:17] Det er ens handlinger, der afslører ens sande natur. Der er måske andre mennesker, der ser ud til at være meget ondskabsfulde. Vi oplever måske, at de er mutte og studse, og at de mangler høflighed og gode manerer, men hvis deres handlinger viser, at de har medfølelse eller andre gode egenskaber, så kan vi deraf udlede, at de har en sathwisk natur. Hvis du ønsker at finde ud af, om en person har en sathwisk, rajasisk eller thamasisk natur, så skal du blot lægge mærke til hans handlinger. Ved at iagttage hans handlinger, kan du finde ud af, hvilken slags person han er.

[33:18] I Bhagavad Gita er det blevet præciseret, at det er en persons handlinger, der viser, om han overvejende har sathwiske, rajasiske eller thamasiske egenskaber. I Gita'en er der gjort rede for, hvilken slags handlinger man skal beskæftige sig med i dagligdagen. Det forlanges ikkei i Gita'en, at vi giver afkald på alting og trækker os tilbage til skoven for at leve der som Sanyasi. Det er tværtimod blevet påpeget, at enhver har pligt til at være aktiv i denne verden. Det er endvidere i Gita'en blevet påvist, at hemmeligheden bag det sande menneskeliv består i at følge Dharma, og at det er menneskets pligt at nå til erkendelse af denne sandhed og derefter følge den dharmiske vej.

[33:19] Det er umuligt at leve, hvis man overhovedet ikke udøver nogen form for Karma. I Gita'en er det blevet påvist, at det er Karma, der er hemmeligheden bag menneskets liv. Det er derfor nødvendigt, at såvel alle almindelige mennesker som alle Sadhaka'er er aktive, det vil sige udfører Karma. De handlinger, vi udfører, skal være gode og hellige. De skal være i overensstemmelse med Dharma.

[33:20] Vi skal fremelske de handlinger, der kan gavne andre. Vi skal udføre handlinger, der kan tjene som eksempel for andre, og vi skal udføre dem helt uegennyttigt. Først da vil vore handlinger være sathwiske. Når de først er blevet sathwiske, kan de betragtes som Nishkama Karma.

[33:21] Ingen almindelige mennesker er i stand til at udføre handlinger uden at have et eller andet ønske med det. Vi skal derfor rette vore handlinger og ønsker mod Gud, mod at nå Gud. Når vore handlinger på denne måde rettes mod Gud, bliver vor Karma til en del af Anashakthi Yoga, det vil sige uegennyttighedens Yoga. Man vil dog stadig være under indflydelse af Maya. Maya består af to meget magtfulde kræfter. Den ene er Avarana, og den anden er Vikshepa. Disse to Shakthi'er har ikke nogen bestemt form. Lad os prøve at forstå disse to vigtige egenskaber ved Maya.

[33:22] Lad os først se på Avarana. Avarana betyder: Det der skjuler, det der slører. Hvordan slører den? Hvad slører den med? Hvordan kan vi løfte sløret for det, den skjuler. Hvordan kan den sløre noget, når den ikke selv har nogen form? Hvordan kan man fjerne den? Det er alt sammen uforklarligt, og det er netop denne uforklarlighed, der er Maya's væsen.

[33:23] Der ligger en tovstump på vejen. Det er mørkt, og vi bilder os ind, at det er en slange. Vi fejlopfatter det, og tror, det er en slange. Hvad er det, der har skjult tovet? Vi bliver pludselig bange, fordi vi tror, vi ser en slange. I vort sind er dette tov blevet overlejret af en slange, og vi bliver skræmt. Er der nogen slange? Nej, der er ikke nogen slange! Hvordan kan nu dette tov blive overlejret med noget, som slet ikke eksisterer? Det skyldes vrangopfattelse.

[33:24] Hvornår er vi offer for denne vrangopfattelse? Under hvilke omstændigheder? Det sker, når det er mørkt, eller når vi har tusmørke. Det sker da, at vi oplever, at tovet er blevet til en slange. Men sandheden er, at der ikke har været nogen slange. Det er sindet, der fejlopfatter situationen, og som tilslører vor opfattelsesevne. Denne fejlopfattelse er Maya. Hvis man oplyser stedet med sin lommelygte, så er der ikke nogen slange at se. Der ligger blot en stump tov. Lyset får således fejlopfattelsen til at forsvinde, og man ser Virkeligheden. Den, der er, og som altid vil være. Den hører aldrig op med at være. Den er evigt Uforanderlig. Der kan end ikke forekomme den mindste forandring i Dens Væren. Det er kun fejlopfattelsen af Den, der kan opstå og forsvinde. Vikshepa er den form, som fejlopfattelsen får i sindet. I dette tilfælde var det en slange. En anden gang vil det være noget andet.

[33:25] Vore stemninger, glæder og sorger kan sammenlignes med vore slægtninge. De kommer, og de går. De kommer på besøg, men de bliver ikke hos os for evigt. På tilsvarende vis kommer og går denne Maya. Det er Avarana, der tilslører tovet og skjuler det, så vi ikke kan se det. Denne fejlopfattelse sker i vort sind. Det er Vikshepa, der får sindet til at projicere vor vrangforestilling ud på tovet. Ved hjælp af lyset ser vi, at tovet er et tov, og da forsvinder slangen. Disse to aspekter af Maya kommer således frem, når det er mørkt, men forsvinder, når det er lyst.

[33:26] Optræder Avarana og Vikshepa altid samtidigt, eller kan de komme hver for sig? Evnen til at tilsløre og evnen til at projicere kan komme og forsvinde på forskellige tidspunkter, eller de kan begge komme og forsvinde samtidig. Maya kan ikke forklares. Maya har ingen begyndelse, men den kan godt holde op igen. Når visdommens lys stråler, vil Maya til sidst forsvinde, og den ene, uforanderlige Virkelighed vil da blive åbenbaret for os. Ved at lade Arjuna få del i denne ophøjede visdom kunne Krishna befri ham for Maya og få ham til at stråle og lyse af egen kraft.

[33:27] Vi udvikler kun vort ydre syn og kun en overfladisk forståelse af denne verden. Det er derimod det indre syn, der er af betydning. Det er kun det indre syn, der er Evigt. Vi fjerner os fra Sandheden, fordi vi udvikler det ydre syn, der er foranderligt. Det får os til at glemme det indre syn, der er Helligt og Sandt. Når Gud kommer som Avatar, er det for at genskabe det indre syn. Krishna sagde, "Min dreng. Du vil til sin tid erkende, at alle de handlinger, du udfører, mens du lever i denne verden, blot er midlertidige. De forbindelser og tilknytninger, du skaber, og den selviskhed, du udvikler, vil alt sammen blive bragt til ophør. Livets flod vil rive det alt sammen med sig.

[33:28] Hvordan skal du nogensinde kunne nå det fuldkomne, når du hele tiden hager dig fast i noget, der selv bliver revet med af denne flod? Den, der forsøger at få et fast holdepunkt, bliver selv skyllet bort. Hvad skal det nytte at hage sig fast i disse flygtige ting? Du skal langt hellere fremelske en fast overbevisning om og tro på, at du spilder dit liv, når du skaber tilknytninger til disse flygtige forhold. Du bliver først i stand til at opnå den evige Fryd, i det øjeblik du overgiver dig fuldt og helt til Gud, til den evige Virkelighed."

[33:29] Krishna fortsatte, "Kære Arjuna. Fjern det mørke, der indhyller dig. Gør dig fri af disse tilknytninger. Gør dig fri af disse fejlopfattelser og vrangforestillinger. Du er nødt til at fjerne urenhederne fra dit hjerte og dine følelser."

[33:30] Der findes kun én kongevej i menneskelivet, og det er Karma. Karma er det eneste, der åbner mulighed for hengivenhed. Først når du har fremelske hengivenhed, kan du skabe dig adgang til sand visdom, Jnana. Det er Karma, der løfter mennesket op til de højere planer. Det er også Karma, der fører ham ned i sorgens og lidelsens dyb. Om mennesket lever under gode eller dårlige omstændigheder hænger uløseligt sammen med hans Karma.

[33:31] Yajna'er og Yaga'er, det vil sige de forskellige offerhandlinger og rituelle former for tilbedelse, der er foreskrevet i skrifterne, er også udtryk for Karma. Som tidligere nævnt, kan disse handlinger kun bringe mennesket op til Himlen. Krishna fortalte Arjuna, at der er en Tilstand, der er hinsides Himlen, og som er langt mere hellig end Himlen. "Du må ikke tro, at Himlen er et sted, hvor du kan blive i al evighed. Når du har opbrugt dine fortjenester, er du nødt til at forlade Himlen og komme tilbage til Jorden. Himlen er kun et midlertidigt opholdssted. Du kan ikke blive der i al evighed. Du tror måske, at du i Himlen kan nyde mange fysiske og mentale glæder, men de himmelske glæder er blot en lille smule større end de jordiske glæder. Der findes en Tilstand, der er højt hævet over den himmelske tilstand, og som er langt mere hellig. Man kan nå den Tilstand ved at identificere sig med Gud, ved at knytte sig til Atma, ved at lade sig forene med Brahmam. For at opnå den Tilstand er man nødt til udføre sine handlinger uden at forvente nogen frugt deraf."

[33:32] Husk, at alt, hvad du gør, vil medføre et resultat. Vor tankegang er normalt den, at det kun er os selv, der skal nyde frugten af vore handlinger, men en bedstefar har måske sået et frø, der med tiden bliver til et frugttræ. Og denne bedstefar er måske død, før træet et begyndt at bære frugt, men hans børnebørn kan nyde træets frugter.

[33:33] Her har vi et tilfælde, hvor en person har udført en handling, uden at han personligt har kunnet nyde handlingens frugter. Men der er andre, der får glæde af dem. Bedstefaderen har måske fuldt bevidst plantet træet uden at forvente nogensinde at kunne nyde frugterne. Han har i sin tid uegennyttigt plantet træet vel vidende, at det ville være den næste generation, der kunne plukke træets frugter, og at denne generation ville have megen glæde af dette. De næste generationer har således kunnet nyde godt af de frugter, der er en følge af denne uegennyttige handling.

[33:34] Hvad var bedstefaderens motiv til at plante dette træ? Han kan godt have haft det lidt selviske motiv, at det ville kunne blive til glæde for familiens medlemmer. Nu er den form for selviskhed, der kun går ud på at tilfredsstille ens egne ønsker, på et meget lavere og mere primitivt plan end den form for selviskhed, som denne bedstefar udviste. Den følelse, der får en person til at gøre noget for andre, er altid meget mere værdifuld end den følelse, der helt igennem er selvisk. En sådan persons handlinger vil derfor være mere værdifulde end de helt selviske handlinger.

[33:35] Men der er handlinger, der er endnu mere værdifulde. Det er handlinger, der er hinsides enhver form for selviskhed, og som udføres som en offergave til Gud. Det er de mest værdifulde af alle handlinger. Vi skal derfor bestræbe os på at udføre alle vore handlinger helt uegennyttigt og uden nogen form for selviskhed. Vi skal udføre dem som en offergave til Gud og ikke forvente at høste nogen frugt. Det er Anashakthi Yoga.

[33:36] Man kan kalde det Buddhi Yoga, når vi planlægger vore handlinger således, at de kommer til at gavne andre. Dette var for eksempel tilfældet med bedstefaderen, der plantede et træ, som først de efterfølgende generationer kunne få glæde af. Buddhi Yoga består i at udforske konsekvenserne af sine handlinger og i at basere sine handlinger på intellektets skelneevne. Intellektet er højt hævet over sansernes og det lavere sinds egne, snævre, selviske behov. Men selv på intellektets plan findes der stadig en lille smule selviskhed.

[33:37] Det er først Anashakthi Yoga, når vi er helt uselviske, når vi har gjort os helt uafhængige af resultaterne af vore handlinger, når vi er i stand til at udføre handlinger uden nogen form for tilknytning eller begær, og når vi ofrer alle vore handlinger til Gud. Anashakthi Yoga er højt hævet over Buddhi Yoga. Det er ikke let for almindelige mennesker at opnå Anashakthi Yoga. Det betyder imidlertid ikke, at vi skal holde op med at prøve på det. Selv det, der ser helt umuligt ud, kan lade sig gøre gennem øvelse og stræben. Vi skal blive ved med at bestræbe os på at nå dette Mål. Det er gennem øvelse, vi skal blive i stand til at nå Anashakthi Yoga's høje plan i alle vore handlinger.

[33:38] Vi er nødt til at udvikle det indre syn for at nå dette Mål, og der er ét bestemt princip, vi hele tiden skal have for øje for at kunne udvikle dette indre syn. Det, vi skal have for øje, er, at hvor vi end ser hen, og hvad vi end ser i alle disse tre verdener, så ser vi udelukkende de fem elementer og intet andet end de fem elementer. Uanset hvor man end søger, så er der kun disse fem elementer. Der er ikke noget sjette element. Disse fem elementer er alle genspejlinger af Guds ubegrænsede Stråleglans. De er alle sammen Aspekter af Ham.

[33:39] Når vi udfører handlinger ud fra den overbevisning, at alt og alle i denne verden er Aspekter af Gud, så bliver disse handlinger automatisk offergaver til Gud. Vi bliver til helliggjorte mennesker ved at have disse ædle og ophøjede tanker for øje, når vi udfører vore handlinger. Det er dette indre syn, vi skal udvikle. Vi må ikke lade os nøje med det ydre syn. Her er en historie, der illustrerer dette.

[33:40] Kong Janaka arrangerede engang et møde for en forsamling af skriftkloge og lærde personer. I mødet deltog kendte akademikere, berømte Pundit'er og logikere, der var usædvanligt dygtige til at argumentere. I mødet deltog et antal meget højt begavede personer. De kunne skræmme hele verden med deres talefærdighed og intellektuelle overlegenhed. Forsamlingen bestod udelukkende af sådanne usædvanlige begavelser, og der var således ikke plads til, at almindelige mennesker kunne deltage. Kong Janaka var selv mødeleder ved de daglige møder, og kun de allermest fremragende og succesrige deltagere fik mulighed for at tale til forsamlingen og fremlægge deres synspunkter.

[33:41] Den unge Ashtavakra søgte at få adgang til denne ærefrygtindgydende og fornemme forsamling, men hvem ville give ham adgang? Han havde ikke nogen form for legitimation eller anbefalinger. Han var ikke nogens protege og havde ingen anbefalinger fra nogen berømt lærer. Den eneste form for hjælp, han havde, var hans egen dybt rodfæstede tro på Gud. De, der har en urokkelig tro på Gud, vil ikke komme ud for store vanskeligheder. De kan midlertidigt komme ud for forskellige forhindringer, men de kan være sikre på til sidst at få succes.

[33:42] Ashtavakra måtte vente tre dage ved porten til kong Janaka's palads, hvor den fornemme forsamling holdt møde. Mens han ventede, iagttog han de verdensberømte mødedeltagere. Han ville ikke opgive sit ønske og sin beslutning om at komme til at deltage i denne konference, skønt det udelukkende var velkendte og højt estimerede personer, der fik adgang. Han blev imidlertid ved med at vente ved porten og sagde til sig selv, "Jeg har også mulighed for at komme med."

[33:43] En opmærksom og medfølende, ældre skriftklog havde bemærket, at Ashtavakra dag efter dag stod og ventede udenfor, og han gjorde kong Janaka opmærksom på dette. Denne ældre skriftkloge fortalte kongen, at der stod en udenfor og ventede på at få adgang til mødet, til trods for at han ikke så ud til at have de nødvendige kvalifikationer til at deltage i mødet. Han var således ikke en ældre person, end ikke midaldrende, og han så ikke ud til at have megen erfaring. Der var intet, der tydede på, at han overhovedet havde opnået nogen særlige akademiske resultater, og der var ingen af de tilstedeværende berømte Pundit'er, der kendte ham. Kort sagt, så vidste man intet om denne person, ud over at han uafbrudt havde ventet udenfor for at komme ind.

[33:44] Kong Janaka bad sine tjenere om at hente ham, der ventede udenfor, og føre ham ind i mødesalen. Så snart kong Janaka havde sat sig, og mødet var blevet åbnet med en passende højtidelig og hellig indledning, der kunne skabe den rette atmosfære, kom Ashtavakra ind i salen. I samme øjeblik disse berømte videnskabsmænd fik øje på Ashtavakra's krumbøjede skikkelse, begyndte de at le højt. Kong Janaka, der meget interesseret iagttog Ashtavakra, deltog ikke i latteren.

[33:45] I mellemtiden så Ashtavakra sig omkring i salen og begyndte at le endnu højere end alle de lærde, der var samlet der. Det overraskede dem alle. De tænkte, "Det er forståeligt, at vi ler, men hvad er det, der morer ham?" Det begyndte at genere dem, at Ashtavakra lo. "Hvorfor morer han sig over os?" tænkte de. Almindelige mennesker er tilbøjelige til at le, når de ser en, der er pukkelrygget eller ser hæslig ud. Det kan betragtes som et udtryk for uvidenhed. Det er det stik modsatte af det varme smil hos et uskyldigt barn. Et lille barn smiler måske til en person, der kommer frem bag moderen, når hun går med barnet på armen. Når andre ser barnet smile, vil de også begynde at smile. Barnets smil, der smitter enhver, der ser det, opstår af barnets hellige uskyld.

[33:46] Men den latter, Ashtavakra blev mødt med, var helt forskellig fra et barns uskyldige smil. Mødesalen var tæt pakket med meget berømte og kendte videnskabsmænd og af folk med usædvanlig megen lærdom, men der var ingen uskyld at finde hos nogen af deltagerne.

[33:47] Alle ventede spændt på at få at vide, hvorfor denne mærkeligt udseende person, der netop var ankommet, lo så højt. En af deltagerne fattede mod og spurgte, "Sig mig, hvem er du? Vi kender dig ikke. Da vi så dig, begyndte vi at le på grund af dit udseende. Du begyndte også at le, men hvad er det, du synes, der er så morsomt?" Ashtavakra svarede, "Min herre, jeg er kommet til dette møde, der er under forsæde af den berømte kong Janaka, fordi jeg troede, det var en hellig forsamling, der skulle diskutere de hellige skrifter. Havde jeg vidst, hvilken slags mennesker, jeg ville træffe her, ville jeg ikke være kommet. Da jeg gik herind, regnede jeg med at møde de største nulevende videnskabsmænd. Men nu er jeg klar over, at I alle blot er skomagere." De blev alle meget vrede over at høre Ashtavakra tiltale dem på denne måde. Han havde brugt ordet Charmakaara, der er en betegnelse for en, der arbejder med læder, og som laver fodtøj.

[33:48] De blev alle rasende på Ashtavakra, fordi han havde vovet at tiltale dem på en så hånende og nedværdigende måde, men Ashtavakra fortsatte uanfægtet på samme facon og sagde, "Ja, Charmakaara er netop det ord, der bedst beskriver jer. Kun skomagere og andre, der arbejder med huder og skind, vil kunne bedømme værdien af et skind. Det er andre ikke i stand til. I lo alle af mit udseende, af min hud, og ingen af jer har ulejliget sig med at finde ud af, om jeg har nogen lærdom. I synes ikke at interessere jer for at se, hvad der gemmer sig bag den ydre skal. Folk, som ikke har den mindste form for indre syn, kan ikke siges at være lærde eller skriftkloge. De er blot skoflikkere, Charmakaara'er." Således talte Ashtavakra.

[33:49] Kong Janaka, der udmærket forstod, hvad Ashtavakra mente, og som var fuldstændig enig med ham, bad ham komme nærmere og tage plads i forsamlingen. Senere gav kong Janaka ham hædersbevisninger på mange forskellige måder.

[33:50] Som det var tilfældet dengang, således er det også i dag over hele verden. Uanset hvor meget vi har lært, så synes vi kun at udvikle det ydre syn. Vi udvikler ikke det indre syn. Når vi bedømmer et andet menneske, så interesserer vi os kun for hans fysiske træk og fysiske formåen, for hans status i samfundet, hans uddannelse og eksaminer, om han er rig eller fattig og så videre. Gud derimod ser kun på hjertets renhed. Han ser på den indre fred, man har i hjertet. Vi skal udvikle et sådant indre syn og opnå indre fred.

[33:51] Hvad der end sker, så skal du ikke lade dig rive med af det. Tag det roligt og giv dine ædlere og mere ophøjede følelser tid til at komme til udtryk. Lad os antage, at der er nogen, der fornærmer dig. Hvad skader det egentlig dig? Vi skal ikke lade os ophidse af den slags fornærmelser. Hvis man bevarer roen, så kan al den anden persons vrede frit komme til udtryk. Hvis man derimod forsøger at standse den andens vrede og lægge en dæmper på hans vredesudbrud, så kan det føre til en faretruende situation.

[33:52] Lad os for eksempel antage, at der er en, der er ved at kaste op. Hvad er grunden til, at han kaster op? Grunden til det er, at han har indtaget noget urent og nu har nogle giftige stoffer i maven. Der, hvor der er urenheder og giftstoffer, vil der også være bakterier til stede, og hvis der er bakterier til stede, vil helbredstilstanden blive svækket. Vi er derfor nødt til omhyggeligt at sørge for, at ingen urenheder for adgang til vor krop.

[33:53] Når der kommer en eller anden form for urenhed ind i os, så ønsker vi øjeblikkelig at komme af med den igen. Vi kaster op. I den situation vil det være forkert at give medicin for at standse opkastningen. Hvis man får en sådan medicin, vil man ikke kunne kaste op, og giftstofferne vil forblive i maven. Man skal tillade alle urenhederne at komme ud og ikke forhindre det ved at give medicin. Når alle urenhederne er kommet ud, kan man give medicin.

[33:54] Når opkastningerne og kvalmen er overstået, er man svag og afkræftet. Og når først folk er svage, vil de gøre, hvad man beder dem om. Det er netop i den situation, de vil lytte og adlyde. Det skal man huske på, når nogen kaster op. Det samme gør sig også gældende, når nogen er vrede på dig og ønsker at fortælle dig sandheden. Lad dem blot sige den, og lad være med at afbryde dem. Det er jo også en slags opkastning.

[33:55] Uanset hvad de end siger, så lad dem blive ved, så længe de lyster. Du skal forholde dig roligt afventende, indtil de har fået det hele ud. En sådan indstilling vil medføre, at du på ingen måde bliver ophidset, og den vil give dig glæde. Det er som at være i Himlen. Hvorfor skulle du nægte dig selv den slags himmelske glæder? Hvorfor skulle du lade dig ophidse?

[33:56] Blandt alle de gode egenskaber, mennesket kan have, er Kshama, det vil sige tålmodighed og overbærenhed, en af de allervigtigste. Swami har ofte sagt, at Kshama er Sathya, Sandhed, at Kshama er Dharma, ret adfærd, at Kshama er Ahimsa, ikke-voldelighed, at Kshama er Veda, de hellige skrifter, og at Kshama er Santhosha, tilfredshed. Kshama er den vigtigste egenskab i alle disse verdener.

[33:57] er har Kshama, vil være i stand til at erhverve sig alle de vigtige egenskaber som: Sama, Dama, Shraddha, Uparathi, Thithiksha og Samadhana. Han vil med andre ord opnå: Kontrol over sindet, sansekontrol, urokkelig tro, forsagelse, udholdenhed og evnen til koncentration.

[33:58] De midler, man har til udvortes brug såsom sæbe, parfume og pudder, kan ikke fjerne den indre urenhed. Indre renhed er overordentlig vigtig. Årsagen hertil er, at Gud er til stede på såvel det indre plan som på det ydre plan. Overalt, hvor man kan finde Gud, skal der være rent, det vil sige på det indre plan og på det ydre plan. Da vil den iboende Gud beskytte dig, hvor du end er.

[33:59] Krishna har i kapitlet om Sankhya Yoga gjort rede for de egenskaber, der skaber det ideelle menneske. En sådan person er fast forankret i sand visdom, han er Sthithaprajna. Swami har allerede nævnt disse kvaliteter, men Han vil gentage dem. Det er Sama, fred i sindet; Dama, sansekontrol; Uparathi, der drejer sig om hellige følelser og forsagelse af begær; Thithiksha, som indebærer, at man bevarer ligevægten under alle forhold, det vil sige, at man bevarer et roligt og afklaret sind, uanset hvilke prøvelser og vanskeligheder man end udsættes for; Shraddha, der er den femte af disse kvaliteter, indebærer, at man har en urokkelig tro på Guru'ens ord, på det, der står i de hellige skrifter og det, andre højtudviklede sjæle siger; Samadhana vil sige, at man under alle forhold er tilfreds og er i stand til at koncentrere sig fuldstændigt.

[33:60] Kun den, der har Samadhana, vil være i stand til at fremelske Thithiksha, og først når man har fremelsket Thithiksha, kan man opnå Shraddha. Først når man føler sig frastødt af denne verdens foreteelser, vil man kunne fremelske Dama, og når man derpå har fremelsket Dama, bliver man i stand til at opnå Sama, fred i sindet.

[33:61] Når man har fred i sindet, vil man være ren på såvel det ydre som det indre plan. Og når man har opnået ydre såvel som indre renhed, vil Kshama automatisk blive en del af ens personlighed. Det er derfor, alle Sadhaka'er på den åndelige vej bliver opfordret til at udøve disse helt grundlæggende discipliner.

[33:62] Det nytter ikke noget blot at lære alle versene i Gita'en udenad. Mens man lærer versene udenad, skal man samtidig hver dag føre en eller to af dens anvisninger ud i livet. Først da vil duften af Gita'en nå ind i dit hjerte. Det er Swami's Ønske, at du i dagligdagen vil gøre brug af denne storslåede lære, som du har kunnet lytte til og glæde dig over alle disse dage. Lad denne lære blive en del af dit indre liv, og lad den blive en naturlig del af din daglige tilværelse.

Kapitel 34: Læg alt i Guds Hænder og udfør Hans Bud

[34:01] Gud er til stede overalt i denne verden. Denne verden, der er helt opfyldt af Gud, er også fuld af Karma, af aktivitet. Da hele skabelsen således hører sammen med Karma, hører de skabte kroppe også sammen med Karma. Karma kan også kaldes Jivashakthi, livets kraft. Denne kraft kommer fra Gud. Når denne Jivashakthi manifesterer sig, bliver den til en krop. Det er derfor, man har benyttet betegnelsen Karma for denne Jivashakthi, der har iklædt sig disse forskellige kroppe.

[34:02] Disse kroppe formes på grundlag af den Karma, der er udført i tidligere liv. Vi iklæder os disse menneskekroppe for at kunne nyde frugterne af vore tidligere handlinger. Det er Karma, der binder mennesket til denne cyklus af fødsel og død. Dette får os måske til at spørge os selv, "Hvis menneskeheden skal gøre sig fri af denne cyklus af trældom, skal det da ske gennem Karma, eller skal man undgå at udøve Karma?" Vejen til den sande frihed går gennem Karma.

[34:03] Som allerede nævnt får man en menneskekrop for at kunne nyde frugten af sin tidligere Karma. En krop fører til Karma, og Karma fører til en krop. Gud er Dharmakshetra, Dharma's område, og kroppen er Karmakshetra, Karma's område. Det er Prakrithi, naturen, der styrer tid og sted for Karma. Det er således gennem Karma, at Gud, mennesket og naturen bringes sammen.

[34:04] Alt i denne verden er en følge af Karma. Det er derfor, det erklæres i Upanishad'erne, "Vis respekt og ydmyghed og bøj dig i støvet for Karma." Alle handlinger, det være sig gode eller dårlige, dydige eller syndige, er Manifestationer af Gud, af Guds Formåen. Det er derfor, at en Yogi uden at bekymre sig om, hvorvidt det, der sker ham, er godt eller dårligt, accepterer, at det alt sammen er resultatet af Guds Vilje, og at det er hans fornemste pligt at være aktiv.

[34:05] Formålet med at udføre Karma er at helliggøre sit liv. Det er alene gennem Guds Nåde, man opnår det privilegium, det er at kunne helliggøre sit liv. Det er gennem Guds Lære, vi får denne hellige mulighed. Det er derfor, dette hellige skrift kaldes Bhagavad Gita. Gita betyder sang. Hvis sang er det? Det er Guds Sang. Alle, der lytter til denne Sang, vil blive i stand til at overvinde sorg og lidelse. Hvor denne Sang end synges, det være sig på slagmarken eller et helt andet sted, vil sorg og lidelse blive jaget bort.

[34:06] Når ens handlinger udføres som offergaver til Gud, bliver denne Karma til Yoga. Det ses tydeligt af den bøn, som Tiruthamdalvar rettede til Iswara. Han sagde, "Min kære, elskede Gud. Du er mit inderste Selv, min Atma. Mit intellekt er Din Hustru. Min krop er Din Bolig. Alle mine daglige gerninger er mine offergaver til Dig. Mit åndedræt er min lovprisning af Dig. Hvad jeg end foretager mig, så er Du i centrum. Alle mine ord er mantraer til tilbedelse af Dig. Jeg udfører al min Karma for at tilbede Dig." Han blev en stor Yogi ved at ofre alle de handlinger, hans sanseorganer udførte, til Gud. På den måde blev al hans Karma til tilbedelse.

[34:07] Når man forvandler sine handlinger til hellige handlinger, der egner sig som offergaver til Gud, så bliver alle ens handlinger, al ens Karma, til Anashakthi Yoga. Yogi'en har erkendt den hellighed og herlighed, der er i Anashakthi Yoga, og har derfor stræbt efter at fjerne al urenhed fra sine handlinger for at kunne ofre dem til Gud. Før den store krig begyndte, gav Krishna Arjuna dette påbud, "Du er nødt til at deltage i denne krig, men mens du kæmper, skal du hele tiden tænke på Mig og ofre alle dine handlinger til Mig. Det er det, der vil glæde Mig." Arjuna fulgte Krishna's Bud og deltog i krigen, idet han hele tiden havde sin opmærksomhed rettet mod Krishna.

[34:08] Nu er det sådan, at ingen hengiven kan nå Målet, hvis han ikke har Guds Kærlighed. Det allervigtigste for den hengivne er i virkeligheden at glæde Gud. Det er det egentlige Mål for den hengivne. Det er hans vigtigste pligt. Han skal sikre sig, at Gud vil glæde Sig over alt, hvad han gør.

[34:09] Krishna sagde, "Adlyd Mine Bud og gør din pligt." Arjuna's handlinger blev til Yagna, fordi han adlød Herren og kæmpede i krigen. Som et modstykke til dette har vi Daksha, der ønskede at udføre en Yagna. Han respekterede imidlertid ikke Gud og adlød ikke Hans Bud. Desuden modarbejdede han Rishi'ernes bud. Han påbegyndte Yagna'en med selviske følelser, med følelser af tilknytning. Hans selviskhed medførte, at den Yagna blev forvandlet til en krig.

[34:10] Vi ser således, at den krig, Arjuna deltog i, blev til en Yagna, fordi Arjuna fulgte Herrens Bud, og at den Yagna, som Daksha udførte, stik imod Herrens Bud, blev til en krig. Hvad er en krig, og hvad er en Yagna?

[34:11] Enhver handling, der udføres som en offergave til Gud, bliver til Yagna. Derimod bliver enhver handling, der går imod Herrens Bud og ikke følger anvisningerne i de hellige skrifter, og som udføres med følelser af selviskhed, opblæsthed, had og tilknytning, til det stik modsatte af Yagna - den fører til krig. Det gælder også, selv om det, man udfører, er en Yagna. Når ens smerte og had manifesterer sig i ord, og disse ord fører til diskussion med argumenter og modargumenter, så vil det ikke vare længe, før der bliver udkæmpet slag. Det er begær og tilknytning, der er årsag til dette, og de opstår, fordi man identificerer sig med kroppen.

[34:12] Krishna sagde, "Arjuna, følg Mine Bud! Gør dig fuldstændig fri af denne kropsbevidsthed. Hold op med at identificere dig med kroppen. Kroppen er fuld af slim og urenheder. Du er ikke kroppen. Kroppen er kun noget midlertidigt og flygtigt. Du er vidnet. Du er den iboende sjæl, Atma, der bor i kroppen. Du er ikke denne krop på en meter og firs. Du er et kosmisk væsen. Du er ubegrænset. Kroppen er underlagt fødsel og død, men du er Atma, der er hinsides fødsel og død. Du er ikke et begrænset enkeltindivid, du er hinsides tid. Du er den højeste form for Stråleglans. Du har overvundet tiden og er tidens herre.

[34:13] Lær at skelne mellem Det, der er Evigt, og det, der er flygtigt. Find ud af, hvad uvidenhed er, og hvad sand visdom er! Lær at skelne mellem det Sande og det falske! Lær dit sande Selv at kende. Dadel og ros angår kun kroppen. De er midlertidige. Vinding og tab er forbundet med Karma og ikke med Atma. Vær upåvirket af såvel vinding som tab. Mød glæde og sorg med samme sind. Du vil først opnå den sande Fuldbyrdelse og blive Sthithaprajna, når du er nået dertil, at du møder alt med samme sind."

[34:14] På denne måde gav Krishna Arjuna den højeste visdom, det vil sige evnen til at kunne skelne mellem Det, der er sandt, og det, der er falsk, samt kundskab om Det, der er Evigt, og det, der er flygtigt.

[34:15] Gud er ikke kun forbundet med kroppen. Guds Kraft er ikke kun forbundet med Karma. Det guddommelige Princip er Allestedsnærværende. Det er Alvidende. Det Guddommelige har ikke kun manifesteret Sig i Devaki's og Vasudeva's barn eller i Kausalya's og Dasharatha's barn. Disse kroppe tjente som ideelle eksempler for hele menneskeheden. Men det guddommelige Princip er ikke begrænset til en bestemt krop. Det er Allestedsnærværende og Almægtigt. Denne sandhed er atter og atter blevet fortalt til mennesket.

[34:16] Krishna forklarede Arjuna alt dette. Krishna sagde, "Hør her, Arjuna. Jeg underviste allerførst solguden Surya i Bhagavad Gita's lære. Derpå gav Surya den videre til Manu, og Manu gav den videre til sin søn Ikshwaku. De kongelige vismænd lærte den at kende gennem Ikshwaku. Derefter gik denne lærdom lidt efter lidt i glemmebogen for med tiden helt at forsvinde. Det er imidlertid den samme, urgamle, hellige lære, som Jeg i dag har indviet dig i."

[34:17] Da Arjuna hørte disse ord, blev han grebet af tvivl. Han tænkte, "Solen er et urgammelt væsen, og Krishna lever nu. Hvordan kan Krishna have undervist Solen så langt tilbage i tiden?" Så snart Arjuna havde tænkt disse tanker, begyndte Krishna, der kender alle hjerter og alle sind, at tale til ham. Krishna sagde, "Arjuna, Jeg ved, hvad det er, du tænker på. Jeg kender dine tvivl." Smilende fortsatte Krishna, "Forstår du, Arjuna, Jeg er ikke denne bestemte krop. Jeg er Den, der ikke bliver født. Jeg er Alvidende. Jeg er Allestedsnærværende. Jeg er hinsides tid, rum og alle forhold. Jeg lever i alle tidsaldre. Du tror, at Jeg er denne krop. Og derfor tror du, at Jeg hører denne Dwapara tidsalder til.

[34:18] Men du skal vide, at alle disse tidsaldre, alle disse æoner af tid er en del af Mig. Lad være med at prøve at begrænse Mig til at leve på en bestemt tid og i en bestemt krop. Alle kroppe forandres. På forskellige tidspunkter iklæder Jeg Mig forskellige kroppe for at udøve Karma og for at fuldbyrde en særlig opgave."

[34:19] I samme øjeblik Arjuna hørte dette, dæmrede den åndelige visdom i hans indre, og han kom til erkendelse af det evige, uforanderlige, guddommelige Princip.

[34:20] Det er ikke alle, der i stand til at forstå Guds Alvidenhed. Selv åndeligt søgende vil ofte basere deres opfattelse af Gud alene på de ydre, synlige handlinger, som Gud udfører. De betragter Ham som et enkeltindivid med en ganske bestemt Form. De identificerer Gud med en bestemt Form, fordi de identificerer sig selv med en bestemt form. De spekulerer på, hvad der i fremtiden vil ske med denne bestemte guddommelige Inkarnation og når ikke til erkendelse af, at det Guddommelige er Allestedsnærværende og Alvidende. De tager således ganske fejl.

[34:21] Krishna gav Arjuna følgende bud, "Gør dit hjerte vidtfavnende. Prøv at opleve helheden. Du kan udmærket begynde med at betragte livet på det individuelle plan, men lad være med at blive hængende der. Spild ikke hele dit liv med kun at tænke på enkeltpersoner. Du skal bevæge dig videre fra det individuelle plan og begynde at udvikle interesse for samfundets tarv. Samfundet er over det rent personlige plan. Det individuelle og det personlige er knyttet til bestemte navne og former. Lad dit sind transcendere navne og former. Søg at nå op til det, der er helt opfyldt af Dharma.

[34:22] Du betragter stadig alting ud fra Dwaitha-tilstanden, ud fra den dualistiske bevidsthedstilstand, og dit liv manifesterer sig derfor i form af dualiteter. Du hænger fast ved navne og former, ved objekt og subjekt. Bestræb dig på at nå fra Adwaitha til Vishishtadwaitha-tilstanden, og hold dig hele tiden for øje, at Adwaitha er det endelige Mål. Se det samme guddommelige Princip overalt og i alt, indtil du kommer til erkendelse af den højeste Sandhed - at alt er Atma."

[34:23] Buddha underviste på helt samme måde. Han har måske ikke benyttet sig direkte af Veda'erne eller brugt vedantiske termer, men ikke desto mindre oplevede og praktiserede han den grundlæggende natur i Veda'erne.

[34:24] I begyndelsen sagde han, "Buddham Sharanam Gacchami."Det betyder: Jeg søger tilflugt i Buddhi, i min skelneevne. Det er noget, der foregår på det begrænsede, personlige plan. Senere sagde han, "Sangham Sharanam Gacchami." Det vil sige: Jeg søger tilflugt i samfundet. Han havde erkendt, at alle følelser, der er forbundet med det enkelte individs personlige forhold, er selviske og stærkt begrænsende, og at de derfor ikke kan føre os særlig langt frem ad den åndelige vej. Man skal ikke betragte dette individuelle selv, som om det er alt. Det er blot som en enkelt dråbe i havet.

[34:25] Krishna sagde noget lignede til Arjuna. Han bød, "Arjuna, lad dit hjerte blive vidtfavnende. Tænk på helheden. Tænk på hele samfundets ve og vel." Et samfund har ikke nogen bestemt form. Det består af enkeltindivider. Et samfund dannes ved, at mange enkeltpersoner søger sammen. Lad det individuelle liv udfolde sig over alle grænser, thi da bliver det til guddommeligt Liv. Lad det individuelle liv folde sig ud, lad det omfatte mere og mere, thi det vil da efterhånden nå det Guddommelige. Det var derfor, Krishna sagde til Arjuna, "Lev i samfundet. Lad dit hjerte og dit sind blive vidtfavnende."

[34:26] Formålet med samfundet i et land kan være vidt forskelligt fra formålet med samfundet i et andet land, og det samfund eller fællesskab, der går under den ene betegnelse, kan være vidt forskelligt fra det samfund eller fællesskab, der går under en anden betegnelse. Vi ser heraf, at selv et samfund har sine begrænsninger, og at det derfor heller ikke kan føre os langt ad den åndelige vej. Det kan ikke føre os til det Ubegrænsede. Det var derfor, Buddha sagde, "Dharmam Sharanam Gacchami." Disse ord betyder: Jeg søger tilflugt i Dharma. I denne forbindelse betyder Dharma: Den der er hele verdens støtte.

[34:27] Når vi giver os til at analysere den generelle betydning af ordet Dharma, så opdager vi, at det henfører til en tings grundlæggende natur. Den ting, der her er tale om, er Paramatma. Man vil derfor kunne finde den dybere mening med Dharma i Paramatma's kvaliteter. Dharma er baseret på Parabrahmathathwa. Dharma er et udtryk for det Guddommeliges sande Natur. Man har sagt, at Maya er Guds Klædedragt, men det vil være mere rigtigt at sige ,at det er Dharma, der er Guds Klædedragt. Dharma er Guds egentlige Form. Det var derfor, Krishna erklærede, "Jeg inkarnerer igen og igen for at genoprette Dharma." Igennem Dharma afdækkes det Guddommeliges rigt facetterede Natur i alle Dens strålende Aspekter.

[34:28] Krishna bød Arjuna, "Sæt dig ud over denne begrænsede følelse af at være et selvstændigt individ. Bliv ikke ved med at lade denne krop være hele grundlaget for dit liv. Den er blot en Upadhi, et hylster, et redskab. Det er den, du ser med dit almindelige, menneskelige syn. Udvid dit synsfelt. Fremelsk et mere subtilt syn. Stræb efter at fremelske Guds Syn. Når det, du ser, er fuldt af Brahmam, så vil du opleve hele Skabelsen som Brahmam. Lad Dharma blive dit syn. Du vil da opnå Guds Syn. Da vil du opleve hele Skabelsen som Brahmam.

[34:29] Som enkeltindivid er du Kshatriya. Det er din pligt at planlægge krige og udkæmpe slag. Du er imidlertid ikke nødt til at gå ud og opfordre til krig. Kaurava'erne har erklæret dig krig. Mit eneste Bud til dig er, at du skal gøre din pligt, og at du skal følge alle Mine Bud, når du udfører din pligt." På denne måde vil enhver pligt blive fyldt med Dharma.

[34:30] I forbindelse med Sin Undervisning af Arjuna, afdækkede Krishna Dharma's inderste væsen. Han sagde, "Arjuna, det er ildens natur at brænde. Hvis ilden ikke brænder, så er det ikke nogen ild. På samme vis er det isens natur at være kold. Hvis det ikke er noget koldt, så kan man ikke kalde det is. Det er sukkerets natur, at være sødt. Hvis noget ikke er sødt, er det måske salt, men det er i hvert fald ikke sukker. På ganske samme måde er døden helt naturlig for enhver menneskekrop. Er der så nogen grund til bekymring, når menneskekroppen følger sit naturlige forløb? På samme måde som varme er naturlig for ild, som kølighed er naturlig for is, og sødme er naturlig for sukker, således er døden helt naturlig for enhver menneskekrop.

[34:31] Gå ud og kæmp i denne krig, og lad være med at bekymre dig om dine slægtninges kroppe. Men når du kæmper, så husk hele tiden på, hvad det er for kvaliteter, der skaber en Sthithaprajna. Hvis du ønsker at opnå fred, så må du tilintetgøre din selviskhed og dine tilknytninger. Og du må også gøre dig fri af dine fejlopfattelser. Men glem ikke Gud! Adlyd alle Hans Bud, og du vil nå til erkendelse af menneskets sande natur."

[34:32] Maya vil blive tilintetgjort af Dharma, denne guddommelige kvalitet, der er en naturlig del af mennesket. Forleden dag sagde Swami, at Manava henviser til det engelske ord 'MAN', der betyder menneske. I ordet 'MAN' står 'M' for 'Maya er blevet fjernet', 'A' står for 'Atma er blevet erkendt, og 'N' står for 'Nirvana er nået'. Med andre ord, fjern selviskheden, oplev Gud og blive forenet med den atmiske Fryd. Det er det, der er den vigtigste pligt for mennesket. Kontemplér på denne sandhed igen og igen.

[34:33] Fred i sindet er ikke noget, der kan købes på torvet. Det er ikke noget, man kan købe sig til, eller vinde som tilgift til et kongerige. Det er ikke noget, man kan få som gave af sin familie. Fred er en del af dit inderste væsen. Den findes i dit eget indre. Du vil først blive i stand til at finde den, når du begynder at søge den i dig selv. Hold op med at se udad. Se indad i stedet for. Det ydre syn passer sig for dyrene, ikke for mennesket. Et sandt menneske har udviklet evnen til at se indad. Det var derfor, Krishna bød Arjuna, "Helliggør dit liv ved at udnytte menneskets enestående evne til at rette opmærksomheden mod sit eget indre."

[34:34] Det fortælles om Narada, at han i sin ungdom ustandselig blev udsat for den ene vanskelighed efter den anden. Narada havde tilegnet sig mange kundskaber og færdigheder. Han beherskede alle de 64 slags kundskaber og udøvede alle de 64 færdigheder. Alligevel havde han ingen fred i sit indre. Han sagde til sig selv, "Hvad er grunden til mine bekymringer? Hvorfor har jeg ingen fred i sindet? Jeg har lært alt, hvad der er at lære. Jeg har sat mig ind i alle kundskabens aspekter og forstår det hele, men alligevel er det ikke lykkedes mig at undgå sorg og lidelse."

[34:35] Han opsøgte Sanath Kumara og bad denne forklare, hvorfor han var så bekymret og manglede fred i sit indre. Sanath Kumara begyndte derpå at undervise ham og hjælpe ham til at forstå, hvad der var årsagen til alle hans problemer. Det første spørgsmål, han stillede Narada, var, "Sig mig, hvilke kvalifikationer har du?" Narada svarede, "Jeg har lært alt, hvad der er at lære. Der findes ikke noget emneområde, jeg ikke har studeret." Sanath Kumara svarede, "Det glæder mig at høre. Så har du også lært Atmavidya?" Narada svarede, "Nej, men bortset fra Atmavidya, har jeg lært alt muligt andet."

[34:36] Sanath Kumara svarede, "Du kan først opnå fred i sindet, når du har lært Atma at kende. Man kan først sige, at du er fuldt uddannet, når du har tilegnet dig Det, der sætter dig i stand til at erhverve alt andet, og når du tillige har erhvervet den særlige Kundskab, der giver dig viden om alt muligt andet. Uanset hvor meget du end har studeret, så vil du blive ved med at være uvidende, indtil du har lært Atma at kende. Til hvilken nytte er al denne viden, når man ikke har lært Atma at kende?" Lad os illustrere det med et eksempel.

[34:37] I en mindre landsby skulle der være bryllup. Moderen i det hjem, hvor brylluppet skulle finde sted, sagde til nabokonen, "Vi er ved at forberede et stort bryllup her i huset. Vi har engageret en berømt musikgruppe fra Bombay. Vi har også inviteret mange berømte musikere som for eksempel M.S. Subhalakshmi. Maden vil blive tilberedt af nogle meget dygtige kokke fra Sydkanara. Nogle Brahminer fra Mangalore vil stå for serveringen. Det hele skal foregå i et meget stort telt. Det bliver en pragtfuld fest. Det vil glæde os, om også du vil komme. Du vil nyde at være med til dette bryllup. Det bliver en helt enestående begivenhed." Da nabokonen havde hørt alt dette, sagde hun, "Det lyder dejligt. Mange tak for indbydelsen. Jeg vil gerne komme. Men sig mig - hvem er brudgommen?" Hertil svarede naboen, "Ham har vi ikke fundet endnu."

[34:38] Brudgommen er en vigtig del af et bryllup. Hvordan skal man kunne holde bryllup uden at have en brudgom. Hvad nytter det at have et fint orkester, kokke, sangere og præster, når der ikke er nogen, der skal giftes? Alle disse ting har først nogen værdi, når man har en brudgom. Det forholder sig på samme måde med al denne lærdom. Hvilken værdi har den, når man ikke har fred i sindet? Sanath Kumara sagde til Narada, "Du kan først få fred i sindet, når du lærer Atma at kende."

[34:39] I vore dage er mennesket et let bytte for Raga og Dwesha, det vil sige for følelserne tiltrækning og frastødning. Han er havesyg og fuld af selviskhed. Prøv at holde øje med ham og læg mærke til, hvad han gør. Han bilder sig ind, at han er skabelsens højdepunkt. Denne fejlopfattelse bevirker, at han er ved at miste sin skelneevne, og som følge heraf har han svært ved at indse, hvilken forvirret tilstand han befinder sig i. Han bilder sig ind, at det er ham, der gør alting.

[34:40] Han tror, han ejer hele verden, og at han kan bruge den til hvad som helst, men det er ikke ham, der styrer verden. Det magter han ikke, hvad enten han vil det gode eller det onde. Det er alene denne verdens Skaber, Beskytter og Herre, hvem Han end måtte være, der har magt og ret til lede og styre denne verden. Der findes kun én Herre over hele denne bevægelige og ubevægelige verden, og ethvert menneske må nå til erkendelse af denne sandhed.

[34:41] Man skal ikke lade sig hidse op og blive vred, thi det medfører, at man mister sin fred i sindet. Formålet med alle sorger, tab, smerter og bekymringer er at hjælpe mennesket til at befri sig for sine svagheder. De afslører, om han har udviklet en fast tro og tålmodighed til at kunne gennemleve forskellige prøvelser uden at lade sig påvirke af det. Det har ikke i sig selv nogen værdi blot at bestå en eksamen i skolen eller ved universitetet. Det er derimod vigtigt, at vi kan bestå de eksaminer, livet stiller os overfor. Der er et ord, der siger, "Selv om man har gennemgået alle mulige uddannelser, så er man stadig uvidende, hvis man ikke kender sit eget sind."

[34:42] En gemen person vil ikke kunne fremelske nogen gode egenskaber, uanset hvilken uddannelse han end måtte have gennemgået. Hvad gavner al denne uddannelse ham? Det eneste, han har opnået efter at have gennemgået denne værdiløse uddannelse, er, at han er i stand til diskutere og deltage i endeløse diskussioner. Hvad skal det nytte at tilegne sig al denne værdiløse viden? Man skal i stedet sætte alle kræfter ind på at lære om Det, der er Evigt, om Det, der ikke forgår. Den form for uddannelse mister aldrig sin værdi.

[34:43] Hvad er det da for en uddannelse, der kan give os viden om Det, der er Evigt? Det er den atmiske Uddannelse. Den giver os viden om Atma. Den Ene, der ikke dør, bliver heller ikke født. Alt det, der bliver født, er underlagt forandringens lov, og vil til sidst dø. Hele denne verden og alt, hvad den indeholder, har en bestemt form, og alt det, der har en form, vil undergå forandring. Vi skal derfor stræbe efter at nå den Tilstand, hvor der ikke sker nogen forandring. For at nå dertil må vi lære Atmavidya at kende.

[34:44] Der var engang en gammel, enfoldig mand, som boede i en landsby. Han skulle ud på en lang rejse. Han havde aldrig tidligere rejst med tog, ja han havde aldrig nogensinde set et tog. Nu stod han på stationen og ventede på toget. Snart kørte der et tog med mange gods- og passagervogne ind på stationen. Han blev helt overvældet ved synet af toget og sagde til sig selv, "Sikke mange vogne og sikke en fart. Og alligevel balancerer det uden besvær på de smalle skinner, som selv et menneske ville have svært ved at gå på."

[34:45] Der var hundredvis af passagerer, der ventede på at stige på toget, og de fleste medbragte en hel del bagage. Manden sad og grublede over, hvordan toget skulle kunne køre med alle de mennesker og al den bagage. "Hvad skal de dog med al den bagage?" tænkte han. Han steg nu på toget sammen med alle de andre passagerer. Disse anbragte deres bagage på hylderne oven over sæderne eller satte den på gulvet. De satte sig på deres pladser og slappede af og begyndte at sludre med hinanden.

[34:46] Manden sagde til sig selv, "Hvor er de dog onde og ubetænksomme. De sætter bagagen fra sig og slapper af, medens de lader det stakkels tog slide og slæbe." Den gamle mand satte sig ned, men blev ved med at bære sin bagage på hovedet. Det var nok, at toget skulle bære og transportere ham. Han kunne da i det mindste bære sin egen bagage. Det ville spare toget for den ekstra byrde.

[34:47] En af medpassagererne spurgte ham, "Sig mig, hvorfor bærer De stadig al Deres bagage på hovedet? Hvorfor sætter De den ikke fra Dem, så De kan slappe af?" Den ældre mand svarede, "Toget har i forvejen mere end rigeligt at slæbe på. Jeg ønsker ikke at bebyrde det yderligere ved også at give det min bagage. Det er derfor, jeg bærer den på hovedet." Hertil svarede medpassageren, "Lad mig fortælle Dem sandheden om toget og bagagen. Uanset hvor De end har Deres bagage, så er det toget, der bærer såvel Dem som Deres bagage. De hjælper på ingen måde toget ved at beholde bagagen på hovedet. Sæt bare bagagen fra Dem og nyd rejsen." Denne enfoldige, gamle mand havde fremelsket stor venlighed og medfølelse, men han havde ikke udviklet ret megen intelligens og skelneevne.

[34:48] Krishna sagde til Arjuna, "Selv om du er højtuddannet og er i stand til at kontrollere dine sanser, og selv om du har udrettet mange store bedrifter og udviklet mange evner og færdigheder, så bliver du alligevel udsat for mange vanskeligheder. Det er fordi, du ikke har været i stand til at fatte det Guddommelige. Så længe du ikke kan fatte, hvad det Guddommelige er, så længe vil du ikke kunne gøre dig fri af sorg. Hvis du ønsker at gøre dig fri af sorg og opnå Guds Nåde, så er du nødt til at følge Mine Bud.

[34:49] For det første skal du huske på, at du ikke er kroppen. Disse sanser har ikke noget med dig at gøre, de er knyttet til kroppen. Brug kroppen til at udføre Karma, men lad være med at identificere dig med kroppen eller det, du udfører med kroppen. Du har fået denne krop som følge af Karma, og du er nødt til at bruge denne krop til at udøve Karma med. Rejs dig derfor op! Gør din pligt! Vær aktiv og overgiv dine handlinger til Mig. Vær uselvisk og beskyt Dharma. Vær fast i troen. Det er det, der er Dharma fra tidsalder til tidsalder. Jeg vil tage vare på dig og beskytte dig, hvis du følger Mine Bud.

[34:50] Der er endnu en ting, Jeg ønsker at fortælle dig. Dhritharashtra havde hundrede sønner, men da det hele var overstået, var der ikke én eneste tilbage til at udføre bisættelsesritualerne. Hvad var grunden til det? Alle disse sønner var Guds Børn, men Dhritharashtra bildte sig ind, at de tilhørte ham. Arjuna, du er også ved at blive som Dhritharashtra. Du bilder dig ind, at denne din krop tilhører dig, men sandheden er, at det gør den ikke. Du er i færd med at udvikle den samme blindhed som Dhritharashtra havde, fordi du tror, du er kroppen. Denne blindhed er udtryk for total uvidenhed. Du bliver ikke i stand til at fremelske visdom, før du har gjort dig helt fri af denne blindhed. Du er nødt til at udvikle din skelneevne og evnen til grundig udforskning, før visdommen kan slå rod i dig."

[34:51] I kroppen findes der et åndeligt hjerte, og Gud er i dette hjerte. Den iboende sjæl, Jiva'en, er også i kroppen. Disse to, Jiva'en og Gud, der bor hver for sig i denne krop, spiller begge med i det samme skuespil. Der er en forfatter, der har skrevet dette stykke, og der er en instruktør, der har sat det op. I dette skuespil vil vi opleve både det gode og det onde, men i virkeligheden er det hele blot den Ene. Set fra kroppens plan er både Jiva'en og Gud til stede i kroppen. Gud er i hjertet. På kroppens plan glæder vi os over dem og deres spil. De eksisterer som to adskilte størrelser, så længe vi tror, at vi er kroppen. Uden kroppen ville de være altgennemtrængende. De vil forenes, når man gør sig fri af sin vrangopfattelse af kroppen, af sin kropsbevidsthed. Man kan da nyde den evige lyksalighed og opnå forening med Brahmananda.

[34:52] Ved at undervise Arjuna på denne måde var Krishna i stand til at bibringe ham den Kundskab, der kunne forvandle ham til Sthithaprajna og gøre det muligt for ham at opnå Adwaithananda.

[34:53] Krishna fortsatte, "Stol altid på, at alt det, der eksisterer, er denne ene og samme Virkelighed. Du skal ikke tillade sanserne at trække dig væk fra denne følelse af Enhed og sindsligevægt. Befri dit hjerte fra følelsen af glæde og sorg samt tiltrækning og frastødning. Lad dig ikke påvirke af ros eller dadel. Opfør dig ens over for alle."

[34:54] Krishna sagde til Arjuna, "Kun den, der er fuldt og helt overbevist om, at alt i skabelsen er en Manifestation af det Guddommelige, er Sthithaprajna. Arjuna, udfør Mine Bud og bliv Sthithaprajna."

Bhagavan Sri Sathya Sai Baba holdt i sommeren 1984 i perioden 2. august til 16. september 34 taler primært over to af kapitlerne i Bhagavad Gita. Talerne omhandlede kapitel 12, der beskæftiger sig med Bhakthi Yoga, og kapitel 2, der omhandler Sankhya Yoga. Disse taler blev holdt i templet i Sathya Sai Baba's Ashram, Prasanthi Nilayam, der ligger i Sydindien. Sai Baba holdt disse taler på det tidspunkt om eftermiddagen, hvor Han normalt giver Darshan.

Det fremgår ikke direkte af talerne, der her er i hvert sit kapitel, at Sai Baba i de første 14 taler hovedsageligt beskæftiger sig med Bhakthi Yoga for derefter i de resterende 20 taler at gennemgå Sankhya Yoga. Sai Baba bruger heller ikke at sætte titler på sine taler, men under arbejdet med den her foreliggende oversættelse blev det klart, at det var ganske bestemte emner, Sai Baba tog op i de forskellige taler. Dette er baggrunden for, at oversætterne har følt sig tilskyndet til at forsyne de enkelte taler med en overskrift, der karakteriserer talens indhold.

Der er udarbejdet et register med ordforklaringer til de Sanskrit ord, der forekommer, samt over andre ord af fremmed oprindelse. For det meste har Sai Baba forklaret disse ord, første gang de optræder i talerne. Ordforklaringerne i registret er så vidt muligt hentet fra disse forklaringer, men det har dog i enkelte tilfælde været nødvendigt at søge forklaringerne i andre af Sai Baba's taler eller skrifter.

Der er desuden udarbejdet et emneregister for lettere at kunne genfinde de eksempler, fortællinger, definitioner af Sanskrit ord og så videre, som Bhagavan Sri Sathya Sai Baba har benyttet i Sine taler over Bhagavad Gita.

Oversætterne har valgt at skrive alle sanskrit-ord og Navne på Gud samt Guds Kvaliteter med stort begyndelsesbogstav. Det samme er tilfældet med begreber som Herren, Guds Kærlighed, Guds Almagt og lignende begreber. Endelig er alle abstrakte, absolutte kvaliteter skrevet med stort begyndelsesbogstav.

34 Taler om Bhagavad Gita af Bhagavan Sri Sathya Sai Baba

Indholdsfortegnelse:

Kapitel 1: Hvad er sand viden?

Kærlighedens legemliggørelser!

Top

Kapitel 2: Bhakthi Yoga - hengivenhedens vej til Gud

Top

Kapitel 3: Fra det der har form til det Formløse

Top

Kapitel 4: Alt tilhører Gud

Top

Kapitel 5: Kroppen og menneskets seks hovedfjender

Top

Kapitel 6: Fra tankeform gennem følelsesform til Forening med Ham

Top

Kapitel 7: Tungen og dens rette brug

Top

Kapitel 8: Kærlighed er Gud - Gud er Kærlighed

Top

Kapitel 9: Du skal ikke hade nogen eller noget

Top

Kapitel 10: Begær og vrede

Top

Kapitel 11: Ikke-tilknytning og smertefuld længsel efter Gud - Vairagya og Thapas

Top

Kapitel 12: Vairagya, Thapas og Abhyasa

Top

Kapitel 13: Spild ikke tiden - tænk altid på Gud

Top

Kapitel 14: Gud giver dig det, du beder om

Top

Kapitel 15: Sankhya Yoga og kropsbevidsthed

Top

Kapitel 16: Sankhya Yoga og uvidenhed

Top

Kapitel 17: Kontrol over sanserne

Top

Kapitel 18: Hvad er en Sthithaprajna?

Top

Kapitel 19: Hvor kommer den sande glæde fra?

Top

Kapitel 20: Sindet og sanserne

Top

Kapitel 21: Begær og overgivelse til Gud

Top

Kapitel 22: Bhuthakasha, Chitthakasha og Chidaakasha

Top

Kapitel 23: Vær tilfreds og søg Guds Nåde

Top

Kapitel 24: Overbærenhed - Kshama

Top

Kapitel 25: Jalousi og had

Top

Kapitel 26: Dharma's syv aspekter

Top

Kapitel 27: Godhed - Bhuthadaya

Top

Kapitel 28: Frygtløshed - Abhaya

Top

Kapitel 29: Se til Gud, og Gud ser til dig

Top

Kapitel 30: Guna'erne og sindet

Top

Kapitel 31: Karma og loven om Karma

Top

Kapitel 32: Karma, Nishkama Karma og Anashakthi Karma

Top

Kapitel 33: Kshama og menneskets seks kostelige skatte

Top

Kapitel 34: Læg alt i Guds Hænder og udfør Hans Bud

Top

Bemærkninger til oversættelsen

Top

Index/Indholdsfortegnelse

A

Til index

B

Til Index/Indholdsfortegnelse

C

Til Index/Indholdsfortegnelse

34
Taler
om
Bhagavad Gita
af
Bhagavan Sri Sathya Sai Baba