"Jeg er Sai Baba fra Shirdi. Jeg er nu kommet tilbage. Dengang var Jeg for det meste optaget af at tilberede måltidet. Nu er Jeg kommet for at give alle et styrkende og helliggørende måltid." Således sagde Bhagavan Sri Sathya Sai Baba fra Prasanthi Nilayam, der ligger i landsbyen Puttaparthi, som findes i regionen Anantapur District i staten Andhra Pradesh. Det sagde Han i 1940, da Han var fjorten år gammel, idet Han smed skolebøgerne fra Sig og talte til den første forsamling af hengivne. Lige siden har Baba med sin Medfølelse og altovervindende Prema været optaget af at trøste, vejlede og helbrede en stadigt voksende skare af mennesker, der er plaget af fysiske og åndelige lidelser, og Baba har grundlagt den nye Sai tid af Fred og Glæde. Som en del af Hans Mission vedrørende Dharmasthapana begyndte Baba i februar 1958 at udgive et månedsblad, som Han gav det betydningsfulde navn 'Sanathana Sarathi'. Ved at vælge netop den titel understregede Baba, at Han både er Sanathana (ældgammel) og Sarathi (den Vognfører, der styrer og leder alle, der er inkarneret i en fysisk krop). Han bekendtgjorde, at det er Sanathana Sarathi's opgave at bekæmpe usandhed i alle dens former og afskygninger og tillige at kæmpe mod al selviskhed. Denne samling dialoger med Baba, der oprindelig blev skrevet på Telugu til Sanathana Sarathi, kaster lys over de åndelige sandheders mysterier og fjerner kærligt de slør, der begrænser den åndeligt søgendes udsyn. Hvis du studerer denne bog grundigt med tro og tillid, så vil disse dialoger ikke kunne undgå at virke tydeliggørende, styrkende og overbevisende. Måtte dit studie af disse samtaler føre dig nærmere og nærmere Målet.
Nytår 1979
N. Kasturi, M.A., B.L.
redaktør, Sanathana Sarathi
7. udgave 1979.
Bhaktha: Swami, kan vi frit udspørge Dig om hvad som helst, der har med den åndelige vej at gøre? Om alt det, vi ikke forstår?
Swami: Ja, selvfølgelig. Hvad skulle Jeg dog kunne have imod det? Hvorfor har du tvivl om det? Hvad tror du, Jeg er her for? Er det ikke for at forklare det, du ikke forstår? Du kan udspørge Mig uden nogen frygt og nølen. Jeg er altid parat til at svare, men Jeg kræver oprigtige spørgsmål. Spørgsmål der er motiveret af ønsket om at lære Sandheden at kende.
Bhaktha: Men der er nogle ældre, der siger, at det er forkert at plage Guru'en med spørgsmål. Har de ret i det, Swami?
Swami: Nej, det har de ikke. Hvem skulle disciplen ellers henvende sig til? Da Guru'en er hans eet og alt, er det derfor klogest, at han altid konsulterer sin Guru, før han handler.
Bhaktha: Der er nogen, der hævder, at vi ærbødigt skal udføre alt, hvad de ældre beder os om uden at gøre indvendinger. Siger Du det samme?
Swami: Det vil være svært for dig ærbødigt at adlyde dem, før du har fuld tillid til dem, og før du ved, at det, de siger, er sandt for dig. Indtil det sker, er det ikke forkert at bede dem forklare meningen med og gyldigheden af det, de beder om, så du kan blive overbevist.
Bhaktha: Swami, hvem kan vi tro på, og hvem skal vi forkaste? Verden er fuld af bedrag. Når de personer, vi troede var gode, viser sig at være onde, hvordan kan troen da blive styrket?
Swami: Hør her min dreng! Har du nogen grund til i denne verden eller i nogen anden verden at blive styrket i troen på andre? Stol først på dig selv, dernæst på Herren, Paramatma. Når du har tillid til dig selv og stoler på Gud, så kan hverken det gode eller det onde påvirke dig.
Bhaktha: Swami, selv min tro på Gud mindskes af og til. Hvad er grunden til det?
Swami: Når du bliver ført bag lyset af den ydre verden, og når du ikke får dine verdslige ønsker og begær opfyldt, så aftager din tro på Gud. Du skal derfor gøre dig fri af den slags begær. Stræb udelukkende efter at fremelske et åndeligt slægtskab, så vil du ikke blive offer for tvivl og trængsler. I den forbindelse er det vigtigst at have tillid til Gud. Uden denne tro vil du begynde at tvivle på alt og alle, på stort og småt.
Bhaktha: De siger, at det er vigtigt at omgås gode, højtudviklede mennesker og at have en Guru, indtil vi erkender Paramatma's Virkelighed. Er det nu også nødvendigt?
Swami: Det er naturligvis nødvendigt at omgås åndeligt udviklede, gode mennesker. Det er også vigtigt at have en Guru, der kan lære dig Sandheden at kende. I den forbindelse bør du være meget omhyggelig. I vore dage er der ikke mange sande Guru'er. Antallet af bedragere er vokset voldsomt, og de sande lærere har trukket sig tilbage til ensomheden for der uforstyrret at kunne opnå Selvrealisation. Der er mange virkelige Guru'er, men det er svært at få kontakt med dem. Skulle du møde en af dem, og han siger mere end en enkelt Sadvakya til dig, så kan du takke din gode skæbne for dette held. De vil ikke spilde tiden med at fortælle dig alle mulige historier. Du bør ikke have noget hastværk i din søgen efter en Guru.
Bhaktha: Hvad i alverden skal jeg da gøre?
Swami: Det er netop derfor, vi har de hellige skrifter: Veda'erne, Sastra'erne, Purana'erne og Ithihasa'erne. Studér dem. Følg den vej, de anviser, og gør dig dine erfaringer. Lad Pundit'er fortælle dig om skrifternes mening og budskab. Efterlev i praksis skrifternes anvisninger. Meditér på Paramatma og anse Paramatma for at være din Guru og Gud. Hvis du anvender dem på denne måde, vil disse bøger hjælpe dig som en Guru. For hvad er en Guru? En Guru er det middel, der forankrer dit sind i Gud. Dersom du anser Paramatma for at være din Guru, og du udøver Sadhana med urokkelig kærlighed, da vil Gud Selv komme til dig og give dig Upadesa ganske som en Guru. Eller måske vil Han velsigne dig, så din Sadhana medfører, at du møder en Sadguru.
Bhaktha: Men i vore dage er der jo nogle store berømtheder, der giver Upadesa til alle, der beder om det. Er de da ikke Sadguru'er, Swami?
Swami: Det vil Jeg undlade at udtale Mig om. Det, Jeg siger, er: En rigtig Sadguru vil ikke give Upadesa til alle og enhver, der møder ham og roser ham. Han vil undersøge den enkeltes fortid og fremtid. Han vil undersøge elevens fortrin og mangler samt afprøve, om eleven er rede.
Bhaktha: Swami, så har jeg begået en fejl! En kendt person kom til min landsby, og da alle andre fik Upadesa af ham, så gik også jeg hen til ham, kastede mig i støvet for ham og bad om Upadesa. Han gav mig en god Upadesa, og jeg anvendte det mantra, jeg fik, i nogen tid. Jeg blev dog snart klar over, at denne person var en bedrager, og fra den dag mistede jeg troen på det Navn, han havde givet mig. Jeg holdt derfor op med at bruge mantraet. Var det forkert? Eller handlede jeg korrekt?
Swami: Er du virkelig i tvivl om det? Det er meget forkert. På samme måde som Guru'en, Jeg fortalte dig om, undersøger elevens fortrin og mangler, på helt samme måde skal eleven kritisk undersøge Guru'ens kvalifikationer, før han beslutter sig for at modtage Upadesa. Så din første fejl var, at du ikke tog hensyn til det, men overilet modtog Upadesa. Men selv om Guru'en måske gav dig Upadesa uden de nødvendige forudsætninger, hvorfor brød du dit løfte og holdt op med at anvende Navnet? Det er fejl nummer to. Du overfører en andens fejl på Guds hellige Navn. Før du modtog Upadesa, burde du have taget dig den nødvendige tid til at undersøge, om han var ægte og til at udvikle tillid til ham. Først når ønsket om at acceptere ham som Guru derefter dukkede op, burde du have modtaget denne Upadesa. Men når du nu en gang har modtaget den, så skal du fortsætte med at anvende den uanset de vanskeligheder, det måtte medføre. Du skal ikke forkaste den. Hvis du gør det, så begår du den fejl at modtage uden grundige overvejelser og holde op uden nøje overvejelse. Den fejl er du ansvarlig for. Du skal ikke tage imod et Navn, når du stadig er fuld af tvivl, eller et Navn, du ikke kan lide. Har du en gang modtaget det, så skal du fortsætte med at anvende det.
Bhaktha: Hvad sker der, når man holder op med at bruge det?
Swami: Hør her min dreng. Både din målrettede stræben og din evne til koncentration vil aftage, når du er illoyal over for Guru'en, og når du kasserer Guds Navn. Glem ikke, at "En syg frøplante aldrig kan blive til et træ".
Bhaktha: Men hvad nu, hvis Guru'en giver os et mantra, og vi ikke er parate?
Swami: En sådan Guru er ikke nogen Guru. Konsekvenserne af Guru'ens forkerte handling vil ikke skade dig. Det skadelige i hans handling vil udelukkende ramme ham selv.
Bhaktha: Hvis eleven handler i overensstemmelse med det løfte, han har givet Guru'en helt uafhængigt af, hvad Guru'en senere måtte vise sig at være, og fortsætter med at ære ham, kan eleven da nå målet?
Swami: Ja, det er helt sikkert. Kender du ikke historien om Ekalavya? Skønt Dronacharya ikke ville acceptere ham som sin elev, så opstillede Ekalavya en statue af ham og forestillede sig, at statuen var selveste Dronacharya. Ved at ære den som Dronacharya lærte han bueskydningens kunst, og han opnåede at mestre alle kunstarter. Da Guru'en blændet af uretfærdighed til sidst forlangte at få Ekalavyas højre tommelfinger som betaling for oplæringen, gav Ekalavya ham den med glæde. Lod Ekalavya sig gå på af den skade, Guru'en påførte ham?
Bhaktha: Hvad nyttede hans offer? Hans uddannelse var totalt spildt. Det kom der ikke noget ud af. Havde han nogen som helst gavn af den?
Swami: Skønt Ekalavya mistede alle muligheder for at anvende sine færdigheder, så mistede han aldrig de gode karakteregenskaber, han udviklede som resultat af den træning, han gennemgik. Er den berømmelse, han opnåede, ikke erstatning nok for hans tab?
Bhaktha: Hvad der er sket, er sket. For fremtiden vil jeg i det mindste være vedholdende og forsøge ikke at opgive Navnet. Vil Du være så venlig Selv at give mig Upadesa?
Swami: Din holdning svarer ganske til holdningen hos den, der efter at have overværet en nattelang opførelse af Ramayana'en, den følgende morgen spørger en eller anden om, hvad Rama's forhold til Sitha egentlig var. Jeg fortalte dig, at Guru'en og Upadesa'en vil komme, når du er rede. Det vil ske helt af sig selv. Der er ingen grund til at bede om det. I virkeligheden så skal eleven ikke selv bede om Upadesa. Man kan ikke selv vide, når man er rede. Guru'en vil afvente det rette tidspunkt, og han vil selv velsigne og hjælpe. Du skal ikke tage imod Upadesa mere end en gang. Det er ikke en handling, som kan gentages. Dersom du opgiver en Upadesa og begynder at anvende en anden Upadesa, når som helst du lyster, så er du som en gift kvinde, der er kommet på afveje.
Bhaktha: Hvad vil der ske mig nu? Er der nogen udvej?
Swami: Anger din synd, men fortsæt at meditere på det Navn, du har fået. Når du udfører Namasmarana - dog ikke under udøvelse af Japa - kan du benytte lige så mange Navne, som du lyster. Når du udøver Dhyana, skal du udelukkende benytte det Navn, du har modtaget i Upadesa. Husk det, og lad være med at udskifte det hellige Navn. Du skal ved hjælp af vedvarende længsel og stræben forbedre dig og udvikle dig.
Bhaktha: Swami! Dagen i dag er en stor dag for mig, for Dine svar har udryddet al min tvivl. Som Du sagde, så var det den Upadesa, jeg modtog, der skabte tvivlen. Din Sandesha har fjernet den. Hvis Du tillader det, vil jeg nu tage hjem. Når jeg kommer her igen, vil jeg komme med nye tvivl, som Din Nærhed vil fjerne som dug for solen og bytte med lykke og fred. Hvis Du befaler, så vil jeg komme tilbage i næste måned.
Swami: Det er fint. Det er lige det, Jeg ønsker. Jeg ønsker, at åndeligt søgende som du må få deres tvivl udryddet, at de må forstå livets virkelige mening, at de med tro og udholdenhed tager imod denne Sandesha, og at de bliver i stand til uophørligt at ihukomme Guds Navn. Hvornår du end kommer, og hvad der end sker, så lær af Mig den metode og de midler at kende, der vil udrydde din sorg, tvivl og ængstelse. Lad aldrig sorgen tage bolig i dig, for med den smerte i dit indre vil du ikke kunne udføre nogen Sadhana. I den tilstand vil din Sadhana blot være som at slå vand på en gås. Nå, stik nu af, og kom igen senere.
Bhaktha: Namaskaram, Swami.
Swami: Det glæder Mig, at du er kommet. Du ser meget træt ud. Det er nu også udmattende at rejse i denne sommervarme. Hvil dig nu lidt, så kan vi senere tale sammen.
Bhaktha: Hvordan kan jeg finde hvile, når mit sind er uroligt?
Swami: Hør her, hvilen er til for at skabe fred og ro i sindet. Når du er fuld af fred og ro, er der da behov for hvile? Der er brug for et plaster, indtil såret er helet. Hvad gavn har du derefter af plasteret?
Bhaktha: Swami, lige nu er mit sind i oprør. Jeg kan ikke beslutte noget som helst, og jeg kender ikke årsagen. Hvad skal jeg dog gøre?
Swami: Der kan ikke ske noget uden en årsag. Du kender udmærket grunden til din nuværende tilstand. Når du lider og har det skidt, så sæt dig ned i ensomhed og praktiser Namasmarana i nogen tid. Du kan også synge Bhajan-sange meget højt. Er dette ikke muligt, så læg dig ned og sov lidt. Der er ingen grund til at gøre noget andet. Du vil da senere være i stand til at tænke tingene igennem.
Bhaktha: Har Du ikke fortalt os, at vi alle i denne verden har et eller andet, som vi holder meget af, og at vi får det dårligt, hvis det, vi holder af, lider overlast? Hvordan kan jeg da være rolig, når der sker det, at en anden person enten ikke respekterer den, jeg elsker højt, eller finder fejl hos vedkommende. Hvad skal jeg da gøre?
Swami: Jaså! Et godt menneske, der har forstået, hvad Atmavichara er, vil ikke tale nedsættende om det, andre holder af. Han vil undgå selskab, hvor den slags foregår. Han vil være klar over, at når han nedgør en andens Ishtam, så vil det smerte den pågældende på helt samme måde, som det vil smerte ham, hvis hans egen Ishtam bliver nedgjort. Tag det derfor roligt. Vær klar over, at folk, der handler sådan, er uvidende om, hvad Atmavichara er. Du er interesseret i Atmavichara, og du har derfor intet at gøre med uvidende mennesker, der ikke interesserer sig for Atmavichara. Nå, pyt med det. Hvad er den virkelige årsag til alt dette? Problemet vil forsvinde, når du får klarhed over det ved at få den egentlige årsag frem i lyset.
Bhaktha: Alle ved, at Du indgyder mod og dristighed, og at Du hjælper og vejleder mennesker til gode handlinger på såvel det fysiske, det mentale samt det åndelige område. Hvordan Du hjælper med uddannelse og lægehjælp. Du har aldrig skadet nogen eller noget. Hvordan skal jeg stoppe de personer, der opdigter og udspreder alle mulige tåbelige historier om personer som Dig? Opnår de noget ved det?
Swami: Aha! Så det er det, der piner dig. Er du ikke klar over, at både det gode og det onde hører med til livet? Hvis alle ønsker at sælge, hvem vil da købe? Med hensyn til Gud, så har folk fundet fejl ved Gud siden tidernes morgen, så det er ikke noget nyt. Det nye er måske, at folk i dag finder på nogle nye historier. Hvorfor lader du dig gå på af det? Det er den måde, de husker Mig på. Premasmarana og Dveshasmarana er to forskellige metoder. Dveshasmarana er Avidyamaya og er knyttet til Rajoguna. Premasmarana er Vidyamaya og er knyttet til Sathvaguna. Avidyamaya fører til Dukha. Vidyamaya fører til Ananda. Det er frugterne. Hvorfor vil du forsøge at hindre det? Du spurgte også, om de opnåede noget ved det. Rigtigt? De gør det ikke for at opnå noget. Det er blevet til en vane for dem. De føler, det er deres pligt. Møl er ligeglade med, om det, de gnaver i, er noget, der koster lidt eller meget. Det er deres natur at gnave og ødelægge. For møllet gør det ingen forskel, om det ødelægger en dyr sari eller en klud. Har et møl nogen ide om tings værdi? Det gør kun, hvad det kan og må. Så tag det roligt. Vær klar over, at møl og de, der søger efter andres fejl, udfører samme slags arbejde.
Bhaktha: Swami, hvad Du siger er sandt. Vi bør forstå, at uvidende folk er ligesom møl, når de opfører sig på den måde, men når folk, der er veluddannede og kendte, og som ved bedre, alligevel opfører sig på samme måde og udbreder den slags historier, hvordan skal jeg så udholde det?
Swami: Atmajnana er den virkelige uddannelse. Atmajnana er ikke viden om den ydre verden. Den verdslige viden skaber en levevej og danner grundlaget for en levevej. Det er en stor misforståelse at sammenligne Atmajnana med disse forskellige former for Vidya'er. Store personligheder misbruger ikke andre mennesker, og de søger Sandheden med rene motiver. Åndelige forhold kan ikke forstås af personer, der ikke har nogen skelneevne, som lider af indbildskhed, på grund af den magt de har, eller af personer, der ikke kender noget som helst til Atmajnana. Du skal derfor anse de personer, du omtalte som værende veluddannede og berømte, som tilhørende den gruppe, vi netop talte om. Hold op med at bekymre dig om det. Tænk ikke på det. Brug dine kræfter på at styrke din egen tro.
Bhaktha: Er det da ikke rigtigt, Swami, at mange Asthika'er bliver Nasthika'er på grund af den slags folk? Hvorledes kan vi bringe disse personer til tavshed? De kritiserer Mahapurusha'erne uden at tage hensyn til deres egen uvidenhed og uden at de selv prøver på at forstå Virkeligheden.
Swami: Hvorfor det? Nå, men der findes midler. De, der lytter til dem, vil være den samme slags personer som de, der taler. Krage søger mage. Rigtige Asthika'er vil undgå deres selskab. Skulle de kommer sammen med dem, vil de holde op med det, så snart de bliver klar over, at alle historierne er pure opspind. Den slags personer stopper sig selv. Har du ikke hørt historien om Bhasmasura? Kender du ikke den? Når Bhasmasura lagde sin hånd på en andens hoved, ville den pågældende blive forvandlet til aske. Til sidst, da han lagde hånden på sit eget hoved, blev han selv forvandlet til aske. Det samme vil ske med den slags personer: Som de dømmer, vil de selv blive dømt. De, der finder fejl ved Gud, kan opdeles i fire kategorier:
Det er kun disse fire kategorier, der råber op, som du siger. Andre vil ikke finde på at springe skrigende og hovedløst omkring og te sig. De vil, når de hører den slags historier, tænke over dem og drage deres egne konklusioner, også selv om de ikke har nogle personlige erfaringer. De vil ikke rakke ned på andre.
Du er på afveje, hvis du begynder at tvivle på dig selv og begynder at lytte til, hvad andre siger. Desuden er der heller ikke vundet noget ved at diskutere med dem, der ikke kender Virkeligheden. Det er jo således, at erkendelsen af den sande Virkelighed ikke efterlader plads til nogen diskussion. Det er heller ikke frugtbart at diskutere med dem, der ikke kender hele Sandheden, men kun en del af den. Det svarer til som i historien om de blinde og elefanten at føle elefantens snabel og tro, at den er hele kroppen.
Men hør nu godt efter. Det er ikke godt at bruge tid på den slags diskussioner. Det er almindeligt og naturligt at finde fejl hos andre og rakke dem ned. Når man nu ved det, så skal den, der ønsker at blive en sand Bhaktha, udelukkende søge at udvikle områder, der kan understøtte Ananda. Spild ikke tiden. Brug al din tid til hellige gøremål. Du skal ikke beskæftige dig med andres gode eller dårlige sider. I stedet for at spilde tiden bør du bruge den til at afvikle dine egne dårlige sider og udvikle dine gode sider.
Spørg Mig om Sadhana eller Sandesha, noget du har brug for, og beskæftig dig med noget værdifuldt. Kom fra nu af ikke med flere af den slags historier til Mig. Du skal ikke lægge øre til den slags.
Bhaktha: Alt dette er sket, fordi vi jo også har den samme menneskelige natur. Efter at jeg nu ud fra Dine Svar forstår problemet, er jeg blevet fyldt med mod og glæde, og al tvivl og sorg har forladt mig. Ved at lægge øre til den slags tale aftager den smule tro, hengivenhed og oprigtighed, man måtte have udviklet. Det var derfor, jeg stillede de spørgsmål. Ellers har jeg ikke noget at gøre med den slags. Undskyld mig! For fremtiden vil jeg ikke bringe de emner på bane.
Swami: Det er fint. Hvis du i stedet for at beskæftige dig med noget godt bruger den smule tid, der er til rådighed, til at bekymre dig om andres sludder og vrøvl, så virker det på sammme måde, som hvis du selv begyndte at nedrakke de personer. Det er skadeligt for Bhaktha'er. Du skal ikke opgive din tro, uanset hvad andre end måtte finde på at sige. Den dag din tro er urokkelig, vil du aldrig mangle noget. Når det ene ord tager det andet, bliver resultatet vrede og smerte. Formålet med Bhakthi Marga er at afvikle, ikke udvikle den slags egenskaber.
Du siger, at hengivenhed og tro forsvinder, fordi folk lytter til den slags anklagere. Hvor længe kan det vare ved? Når sandheden kommer frem, vil man da fortsat kunne stole på dem? Vil det, de siger, blive taget for gode varer?
De mennesker er som tomme tønder, der taler. Tomme tønder buldrer mest. Fyldte tønder har en anden lyd. De sande Bhaktha'er siger ikke noget. De følger stilhedens vej. Deres tunger vil være travlt beskæftiget med at gentage Guds grundlæggende Kvaliteter. Det er bedst, at de ikke spilder tiden ved at fremsige andre ord. Så lyt derfor ikke til lyden, der kommer fra disse tomme tønder, men lyt udelukkende til Guds Navn, som er selveste Pranavananda.
Hvis du næste måned har problemer vedrørende vigtige emner som Sadhana og Anushtana, så kom og lad Mig hjælpe dig med dem. Men kom ikke igen med bunker af samme af slags problemer.
Bhaktha: Jeg er sandelig blevet velsignet i dag. På grund af mine tvivl har Du skænket mig Visdommens Lys. Jeg forstår nu sandheden i udtrykket, 'Alt er såre godt'. Så fra nu af vil jeg være rolig og ikke tage mig af, hvad folk siger fordi, 'Alt er såre godt'. Namaskaram. Kan jeg gå nu?
Swami: Hvornår er du kommet? Jeg har ikke kunnet få øje på dig udenfor. Har du det godt?
Bhaktha: Jeg kom for to dage siden. Der er en masse mennesker her, og jeg hører uafbrudt støjen fra alle disse stemmer. Jeg tog hertil for at undgå den slags, men også her er der overalt masser af mennesker. Derfor gik jeg indenfor. Der er der dejligt, roligt og skønt. Det er derfor, jeg blev inde i templet. Der er lige så roligt derinde, som der er uroligt udenfor.
Swami: Hvad usædvanligt er der ved det? Det er helt naturligt. Myrer samles, hvor der er noget sødt at spise. Med hensyn til inde og ude, så er det netop det, der er forskellen. Det er det, der er kendetegnet. Sådan er det.
Bhaktha: Swami, jeg forstår ikke, hvad Du siger. Vær venlig at uddybe det, og gør mig glad.
Swami: Sagde du ikke selv, at der er et ydre og et indre? Godt. Det er, hvad vi kalder Bahyaprapancham og Antharaprapancham, den ydre verden og den indre verden. Fortæl Mig, hvilken af disse er den indre verden?
Bhaktha: Vil Du have, at jeg skal svare på det? Det er bedre, hvis Du fortæller det.
Swami: Ser du, at lade udspørgeren selv finde svarene er den metode, der blev brugt i gamle dage. Det er Sanathana metoden. Hvis de, der spørger, også selv finder svarene, så vil de få en klar forståelse af emnet. Forelæsningsmetoden er anderledes. I gamle dage underviste Rishi'erne deres elever i Vedanta efter denne metode. Så prøv! Svar! Lad os se, hvordan det går.
Bhaktha: Beder Du mig om at tale om alt det, jeg har set med mine øjne?
Swami: Ikke kun om det, du har set. Fortæl mig om alt det, du har oplevet ved hjælp af sanserne: øjnene, ørerne og så videre.
Bhaktha: Jeg har oplevet mangt og meget: Jorden, himlen, Solen, Månen, vinden, ilden, stjernerne, skumringen, bjerge, bakker, træer, floder, kvinder, mænd, børn, gamle, dyr, fugle, kulde, varme, de lykkelige, de ulykkelige, fisk, insekter, sygdomme...
Swami: Det er nok, det er nok. Alt det er Prapancha. Har du kun oplevet det i dag? Eksisterede det også i går? Vil det også eksistere i morgen?
Bhaktha: Hvorfor spørger Du mig om det, Swami? Det har været til siden tidernes morgen, ikke? Hvem ved, hvor længe det vil være til, eller hvor længe det har eksisteret?
Swami: Du sagde: "Hvor længe det har eksisteret". Er det rigtigt? Det er det, vi omtaler som værende Anadi, det vil sige uden nogen begyndelse. Den ydre verden har ingen begyndelse. Når der er en 'ydre', må der også være en 'indre'. Er du enig? Har du nogensinde set film i biografen?
Bhaktha: Set film? Swami, biografen er også en del af Prapancha, ikke? Jeg har set mange film.
Swami: Hvad har du set? Lad Mig høre.
Bhaktha: Jeg har set mange smukke film. Jeg har set og oplevet mange lykkelige og ulykkelige episoder.
Swami: Du siger: "Jeg har set". Lærredet er én ting. Billederne noget andet. Har du set begge dele?
Bhaktha: Ja.
Swami: Har du set lærredet og filmen samtidigt?
Bhaktha: Hvordan skulle det kunne lade sig gøre, Swami? Når filmen vises, er lærredet ikke synligt, og når lærredet er synligt, er der ingen film at se.
Swami: Det er rigtigt. Eksisterer lærredet og billederne altid?
Bhaktha: Nej. Lærredet er der hele tiden. Billederne kun af og til.
Swami: Det er, som du siger. Lærredet er der hele tiden og filmen kun af og til. Ordene Sthiram og Asthiram, Nithyam og Anithyam samt Ksharam og Aksharam anvender vi til at betegne disse to begreber: det permanente og det ikke permanente. Lad Mig stille dig et spørgsmål. Vises filmen på lærredet eller omvendt? Hvad er grundlaget for hvad?
Bhaktha: Filmen vises på lærredet. Så med hensyn til filmen, så er det lærredet, der er grundlaget.
Swami: På helt samme måde er det med den ydre verden. Den er ikke permanent ganske som filmen. Den forandres hele tiden. Den indre verden er grundlaget, den er underlaget for den ydre verden.
Bhaktha: Men Swami, Du har lige sagt Ksharam Aksharam og Nithyam Anithyam.
Swami: Ja, min dreng. Du har lige talt om billeder. Har de navne og former?
Bhaktha: Ja, det har de da. Historien forstås kun, fordi billederne har navne og former. Det er derfor, vi kan huske historier som Ramayana'en og Bharatha'en. Der findes intet navn uden en form, og der findes ingen form uden et navn.
Swami: Det er godt formuleret. Til en form hører et navn, og til et navn er der nødt til at være en form. De er uadskillelige. Når vi anvender udtrykket 'Avinabhava Sambandha', så tænker vi på dette forhold. Forstår du nu betydningen af ordet 'Prapancham'?
Bhaktha: Jeg forstår, at det har at gøre med navne og former, men Swami, jeg vil gerne høre Dig fortælle, hvor alt dette kommer fra.
Swami: Lad nu være med at gå i den fælde. Hvis vi begynder at beskæftige os med alt det, svarer det til, at vi går omkring ude i frugthaven og prøver på at udregne antallet af træer i haven, antallet af grene på de enkelte træer, mængden af kviste på hver gren, hvor mange æbler der er på hver kvist, samt hvor meget alle æblerne kunne sælges for, når ét enkelt æble koster så og så meget - uden at spise det æble, vi har plukket. I stedet for at spilde vores dyrebare tid med at indsamle al den information, skal vi, ligesom den der spiser æblet, først finde ud af, hvad der er det vigtigste og på den måde opnå tilfredshed og glæde. Nok om det. Hvad var det du sagde, Prapanchams kvaliteter var? Kender du et andet navn for Prapancham?
Bhaktha: Jeg sagde, at Prapancham er kendetegnet ved navne og former. Jeg har også hørt, at den bliver kaldt Jagath.
Swami: Denne Nama Rupa Prapancham, denne Jagath er ligesom Indrajala, tryllekunstnerens illusion, kun sandt, så længe du ser den. På helt samme måde er denne verden kun virkelig, så længe du ser den og oplever den med dine Indriya'er, med dine sanser. Det medfører tillige, at alt det, vi ikke oplever, når vi er vågne, bliver betragtet, som om det ikke eksisterer. Under disse omstændigheder kalder vi det, der eksisterer, for 'Sath' og det, der ikke eksisterer, for 'Asath'. Hvad vil du kalde denne verden? 'Sath' eller 'Asath'?
Bhaktha: Den opleves, når vi er vågne, og er derfor 'Sath'. Den opleves ikke i den dybe søvntilstand og må derfor være 'Asath'.
Swami: Sagde du både Sath og Asath? Ved at kombinere disse to ord får vi ordet Sadasath. Det er det, vi kalder Maya. Er du klar over det?
Bhaktha: Er Maya det samme som magi?
Swami: Mener du ikke det? 'Indrajalam idam sarvam'. Det betyder, 'Alt dette er resultatet af fortryllelse'. Det er det, Rishi'erne har sagt siden tidernes morgen.
Bhaktha: Så må der altså være en, der er udøver af al denne Indrajala. Har jeg ikke ret?
Swami: Jo da. Det er der. Det er Gud, der er Tryllekunstneren. Han er i besiddelse af utallige lykkebringende Kvaliteter. Har Maharishi'erne da ikke netop navngivet disse Kvaliteter og tildelt dem Navne og Former for derefter at opnå Selvrealisation ved at meditere på disse Former? De har tildelt Det, der var uden nogen form og særkende, bestemte Kvaliteter og Former. Er det ikke deres erfaringer, som tusinder taler om? Har de ikke i Sastra'erne, Veda'erne og Upanishad'erne berettet om, hvorledes de i Dhyana Samadhi har opnået Gudsrealisation hver på sin egen måde afhængigt af den enkeltes tilbøjelighed, hengivenhed og tilbedelse? De har berettet om, hvordan de er blevet velsignet med en vision af Gud og om den virkelige Fuldbyrdelse, der består i at opnå forening med Gud.
Bhaktha: Det er sandt, Swami. Det har jeg forstået. Men vær venlig at forklare mig, hvorledes navn og form er baseret på kvaliteter.
Swami: Gerne. Vi skal nu fokusere på disse vigtige emner, da de andre emner overstiger din forestillingsevne. Hør godt efter. Gud bliver kaldt Rama, fordi Han glæder alle. Han kaldes tillige Premaswarupa, der betyder legemliggørelsen af ren Kærlighed. Gud kaldes også Bhakthavatsala, og det navn fortæller, at Gud er fuld af Kærlighed til Sine Hengivne. Endvidere kaldes Gud Krupasagara, der betyder Oceanet af Medfølelse. I alle disse forskellige Former og Navne har Gud skænket Bhaktha'er Sakshatkara og velsignet dem med Sayujya. Den formløse Gud iklæder Sig alle Former for at velsigne Sine Bhaktha'er.
Bhaktha: Det glæder mig. Jeg er virkelig lykkelig nu, Swami. Din Nåde har fået mig til klart at forstå disse forhold. Dog er der noget, jeg er i tvivl om. Du fortalte, at den formløse Patamatma er i besiddelse af utallige Navne. Er det således, at alle Navne og Former er ligeværdige? Er der da ikke nogen forskel?
Swami: Sikke et spørgsmål. Alle Navne og Former er ligeværdige. Uanset med hvilket Navn eller i hvilken Form Gud bliver tilbedt, så er Gud netop den unikke Swarupa. Det er muligt at erkende Ham ved hjælp af netop det Navn og den Form. Dog bør Bhaktha'en være opmærksom på én bestemt ting. Uanset hvilken af Guds Former, der tilbedes, og hvilket ønske Bhaktha'en end søger at få opfyldt, så skal Bhaktha'ens mål være det samme.
Bhaktha: Hvad er dette mål, Swami?
Swami: Mumukshuthwam. Ønske om Frigørelse, Frelse. Du skal alene elske Herren, intet andet. Elsk Ham. Meditér på Ham. Lad Ham blive Virkelighed for dig. Bestem dig til slut for at smelte sammen med Ham. Du bør kun nære den slags stærke ønsker.
Bhaktha: Sandt nok Swami. Det forstår jeg godt. Som Du sagde, så har jeg hørt mange beretninger fra Bhagavatha'en og Ramayana'en, der fortæller om, hvorledes folk er gået til grunde som følge af at have bedt Herren om alt muligt. Hiranyaksha, Ravana, Bhasmasura og andre huskes den dag i dag for, hvad de dengang gjorde. Det er helt klart. Det er noget Bhaktha'er nøje skal overveje.
Swami: Godt, men det nytter ikke noget blot at nikke bekræftende til alt dette og svare, 'Enig, enig'. Hvis du i dit hjerte føler, at det er sandt, at det er rigtigt, så er det nødvendigt, at du praktiserer det. Hvis du er enig i, hvad Jeg fortæller dig, men glemmer, hvad du har hørt, så snart du går herfra, så gavner det dig ikke at høre på Mig. Man spiser for at stille sulten og ikke for at beholde maden i munden. Sulten fjernes ved at synke maden. Helt tilsvarende er det nytteløst at lytte og lære og ikke handle derefter.
Bhaktha: Du har indtil nu fortalt mig om vigtige emner såsom: Den ydre verden, den indre verden og om Bhagavan, Herren. Er disse enheder adskilte ligesom årsag og virkning? Eller er de knyttet til hinanden?
Swami: Tænk selv over det! Jeg har allerede givet svaret i artiklen 'Prema Vahini'. Du må have modtaget den netop i dag. Studér den. Læs omhyggeligt, hvad der siges om forholdet mellem 'den der tjener', 'Ham der tjenes' og om 'de midler, der anvendes i tjenesten'.
Bhaktha: Swami, Du benyttede også ordene Ksharam Aksharam, Nithyam-Anithyam. Er der også andre ord for dette forhold?
Swami: Disse to er tillige kendt som Purusha. Man kalder dem Chethana og Achethana. De omtales som Jiva og Jada. Kshara Purusha og Akshara Purusha kaldes i anden sammenhæng for Para Prakriti og Apara Prakriti. Hvis du med et klart sind tænker dybt over dette forhold, så vil du erkende, at det udelukkende er navnene, der ændres. Selve begrebet forbliver uforandret.
Bhaktha: Swami, har Herren, Bhagavantha, nogle synonymer, ligesom Kshara Akshara er synonymt med Purusha'er?
Swami: Naturligvis. Bhagavan er velkendt under det meget passende navn Purushothama, der fortæller, at Han er den højeste af Purusha'erne.
Bhaktha: Åh! Hvor smukt! Sikke et smukt navn! Har Purushothama skabt Purusha'erne?
Swami: Her dukker dit store problem op igen. Du har allerede en gang tidligere spurgt Mig om skabelsen. Du er nødt til at benytte de rette ord, ellers får du ikke fat i den rette mening. Du bør ikke sige 'kommer fra' eller 'er skabt af' Purushothama. I Ham stråler og funkler de. Jeg har tidligere fortalt dig, at disse Purusha'er beskrives med ordene Para Apara Prakriti og Jiva Jada. Ordet Prakriti får os til at tænke på Swabhava og Shakti, ikke sandt?
Bhaktha: Ja, det er sandt. Jeg forstår nu, at Purushothama er én ting, og at Hans Prakriti er en anden.
Swami: Nej, der tager du fejl. Tænk dig om igen. Er der nogen forskel på en ting og dens funktion? Er det muligt at skille en ting fra dens funktion, at betragte tingens natur eller funktion uafhængigt af selve tingen? Nej vel? Og alligevel siger du 'to'.
Bhaktha: Ja, og det er forkert, Swami. Det er galt. Man kan ikke adskille dem. De to sider udgør en enhed.
Swami: I daglig tale bruger vi udtryk som 'sukker er sødt', 'solen skinner', 'det er varmt' og lignende. Men sødme er sukkerets natur, og at skinne er solens natur eller funktion. Det er ikke to adskilte ting. De udgør en enhed. Dersom du ikke smager på sukkeret, kan du ikke opleve dets sødme. Lyset og varmen opleves ikke, når solen ikke skinner. På helt samme måde kan vi tale om Bhagavans to Kendetegn. Når vi omtaler dem som to, kalder vi dem Purusha og Prakriti. Men de udgør alligevel en enhed. Bhagavans Prakriti (som også kaldes Mahamaya) er umanifesteret og uadskillelig som sødme i sukker. Avinabhavasambandham udtrykker netop denne sammenhæng. Ved en Viljesakt omslutter denne Maya Bhagavan og manifesterer sig som kosmos, Brahmanda. Det er det, der kaldes Samashti Viswarupa eller den Absolutte Fuldstændige Verdens Form. Det er dette Absolutte, der ved hjælp af kraften i Avidya og efter Guds Vilje, viser sig som Jagath.
Bhaktha: Hvad er nu det, Swami? Alt var før så klart, men mine tanker er blevet tågede, efter at du begyndte at tale om Avidya. Jeg forstår ikke det, Du siger. Vær venlig at forklare det igen.
Swami: Tag det roligt! Kender du ordet Vidya? Ved du, hvad det betyder?
Bhaktha: Ja, Vidya betyder studium.
Swami: Vidya betyder Viden, Jnana. Når vi tilføjer et 'A', bliver det til Ajnana, uvidenhed. Skønt uvidenhed er én, antager den mangeartede former.
Bhaktha: Javel, Swami. Hvordan er denne Avidya opstået? Hvor kommer den fra?
Swami: Du kender begreberne lys og mørke, ikke? Kan vi have lys og mørke på samme tid?
Bhaktha: Når det er lyst, er der ikke noget mørke, og når det er mørkt, er der ikke noget lys.
Swami: Hvor er da mørket, når det er lyst? Og hvor er lyset, når det er mørkt? Tænk dig godt om.
Bhaktha: Det er et meget svært emne, Swami. Men jeg vil alligevel prøve at svare. Undskyld mig, hvis jeg svarer forkert. Mørket må være i lyset, og lyset må være i mørket. Hvordan kan det ellers være?
Swami: Lad Mig stille dig et uddybende spørgsmål. Sig Mig, er lyset og mørket afhængige eller uafhængige af noget andet?
Bhaktha: De er afhængige af solen. Når solen står op, bliver det lyst, og når solen går ned, bliver det mørkt.
Swami: Min dreng, Vidya og Avidya er afhængige af Bhagavan. Vidya kaldes også 'Chith'. Hvis du kommer tilbage næste måned, vil Jeg fortælle dig om alt det. Det er nok for i dag. Stik nu af, og kom igen senere. Hvis du spiser for meget ad gangen, kan du ikke fordøje det rigtigt. Du bliver syg af det. Det tager tid at fordøje og optage det, vi har hørt, og det, vi har spist. Det er derfor, du kun kommer en gang om måneden. Hvis du i løbet af den måned fuldstændigt har fordøjet og anvendt det, du har fået fortalt, så vil Jeg med glæde fortælle dig det resterende. Ellers kan du nok forestille dig, hvad der vil ske.
Bhaktha: Namaskaram. Jeg er i sandhed blevet velsignet. Evnen til at fordøje det, vi har hørt eller spist, kommer udelukkende fra Dig. Når alt tilhører Gud, hvorfor skulle så netop denne evne være vores? Jeg vil anvende den styrke og den viden, Du har givet mig, efter bedste evne uden at lade noget gå til spilde. Når jeg har gjort det, så afhænger resten af Din Nåde og min skæbne. Hvis Du giver lov, vil jeg tage af sted nu.
Swami: Det er slaphed at lægge skylden over på skæbnen og ikke foretage sig noget. Ved at gøre en ordentlig indsats og ved bøn kan skæbnen fuldbyrdes. Uden anstrengelse og bøn kan vi hverken fuldbyrde skæbnen eller modtage Guds Nåde. Så se at komme igang! Nå, min dreng, stik nu af og kom tilbage i godt humør.
Swami: Aha! Så der er du! Jeg har længe set efter dig for at finde ud af, om du var kommet. Jeg ved jo, at du er meget præcis. Det glæder Mig, at du er kommet.
Bhaktha: Swami, der kan være mange ting, jeg undlader at gøre, men jeg vil ikke ignorere Dit Ønske. Sandheden er, at jeg glæder mig til den 16. i hver måned, fordi da skal jeg møde Dig. Findes der nogen større lykke for mig? Er der overhovedet noget, der er bedre for mig?
Swami: Det er godt! En sådan Sraddha og Bhakthi er til stor hjælp for den sande menneskelige udvikling. Mennesket undværer endog søvn og føde i sin frugtesløse forfølgelse af flygtige, verdslige mål, men han vil opleve langt større fryd og glæde ved at nå livets sande, meningsfulde og hellige Mål. Nå, lad os tale om noget andet. Hvad har du på hjertet denne gang? Lad Mig høre.
Bhaktha: Swami, sidste måned omtalte Du 'Chith', og Du sagde, at Du med glæde ville fortælle mig mere om det næste måned. Lige siden har jeg talt dagene, fordi jeg gerne vil høre Dig fortælle om det. Nu er dagen kommet. Fortæl mig nu om det.
Swami: Har du forstået, hvad du har hørt indtil nu? At forstå omfatter mere end det, folk normalt gør, når de læser til eksamen. Har du i praksis og gennem erfaring i tanke, ord og gerning og i fuldkommen sindsro erkendt, hvad der er denne verdens sande natur, at verden i bund og grund er uvirkelig?
Bhaktha: Er det ikke kun efter, at man har forstået det, at man er i stand til at gøre sig fri af alle andre gøremål og pligter for derefter til stadighed udelukkende at være optaget af tanker om Sai? Hvis jeg ikke havde forstået så meget, havde jeg spildt min kostbare tid ved at leve trældbundet. Denne forståelse er resultatet af Din Nåde, ikke af nogen indsats fra min side.
Swami: Det er fint Min kære dreng! Bonden bliver bedrøvet, hvis de frø, han har sået, ikke spirer og giver udbytte. Jeg har det på samme måde, hvis de sande visdomsfrø, Jeg sår, ikke vokser op og bliver til planter, der giver et godt udbytte. Gror de derimod godt og giver Ananda's frugter, så bliver Jeg lykkelig. Det er Min Føde. Det er den Seva, du bør yde Mig. Der er intet højere end det. Hvis du hæger om de sandheder, Jeg fortæller dig for din egen skyld, og anvender dem med glæde, så er essensen af den glæde Min Føde. Hvis du handler i overensstemmelse med Mine Ord, og anvender dem i praksis, så vil Jeg med glæde fortælle dig mere, uanset hvor meget du end finder på at spørge om. Hvis folk ikke anvender de råd, de får, men kommer og udspørger Mig igen og igen, hvad kan Jeg da fortælle dem? Hvis alle begynder at praktisere, som du gør, så vil verden ikke længere have nogen problemer, og usandhed vil ikke manifestere sig.
Bhaktha: Swami, Guds Nåde er en nødvendig forudsætning for i praksis at kunne anvende de guddommelige Ord, ligesom denne Nåde er nødvendig for alt andet. Uden Den kan intet ske. Den er, som Du siger, til stede overalt. Ganske som tåge kan skjule Solen, således kan mørket fra 'jeg' og 'mig' stå i vejen for denne Nåde. Dog kan følelsen af 'jeg' og 'mig' bringes til at forsvinde ved hjælp af disciplin og målrettet indsats. Det er ikke svært, når vi først klart forstår og også følger de anvisninger, vi får. Det er min erfaring. Jeg kender ikke andres erfaringer.
Swami: Så sandt, så sandt. Det er rigtigt, hvad du siger. Du har den rette forståelse. Hvis vi lytter til forskellige fortolkninger uden at fatte den dybere mening, så vil det medføre en forvrænget opfattelse af Virkeligheden. Og hvis man tillægger noget en forkert betydning, så forfalsker det Virkeligheden. Men når vi klart forstår anvisningerne, så bliver det let at følge dem. Hør nu godt efter. Fødes alle på samme tidspunkt? Eller dør alle på samme tidspunkt? Den højeste Viden, Visdom, vil ligeledes gry hos forskellige mennesker på forskellige tidspunkter. Hvis du bliver ved med at synge den ene sang efter den anden, så vil du på den måde blive fortrolig med musik. Det forholder sig på samme måde med det, Jeg siger. Bliver Jeg ved længe nok, så vil alle til sidst forstå Virkeligheden. Det er ikke Min Opgave at tie, fordi folk ikke forstår, hvad Jeg siger. Til dem, der ikke forstår, må Jeg sige det en gang, to gange eller så mange gange, det nu er nødvendigt.
Bhaktha: Swami, vi er alle som jernstykker. Gud virker som magneten. Jernstykkerne og magneten er begge relaterede til hinanden. Men dersom jernstykket skal formes til noget, Gud kan bruge, så må det opvarmes i bekymringens ild, og det må formes af smertens hammerslag, så det bliver i stand til at adlyde Gud og handle derefter. Det må være meget anstrengende for Dig at omdanne os jernstykker til noget brugbart. Du har sagt, at det er Din Mission. Vil Du være venlig nu at forklare mig om den 'Chith', Du omtalte sidste måned.
Swami: Ja, Chith har tillige et andet navn. Den kaldes også Suddha Satva, der betyder den rene Bevidsthed. Den er det modsatte af den urene bevidsthed, på samme måde som Vidya er det modsatte af Avidya. Den urene bevidsthed er en del af den rene Bevidsthed på samme måde som mørket er en del af lyset. Min kære dreng, selv om Jeg bruger mange ord på at forklare dig dette, så skal du ikke blive forvirret. Alle disse ord: Vidya Avidya, Jnana Ajnana og Sudhha Satva Malina Satva betegner alle den samme grundlæggende idé. Det er ikke forskellige ideer. Jeg vil stille dig et andet spørgsmål. Kender du det ord, der betyder det modsatte af 'Prakriti'?
Bhaktha: Ja, Swami, det ord kender jeg. Da jeg studerede grammatik, lærte jeg, at det modsatte af Prakriti er 'Vikriti'.
Swami: Hvad betyder Vikriti?
Bhaktha: Vikriti betyder Vikaram, der betyder ændret, forvandlet eller afledt af. Agni er det oprindelige, og ordet Aggi er afledt heraf. På lignende måde er Jama afledt af Yama, Janna fra Yajna og så fremdeles.
Swami: På tilsvarende måde betegnes Herrens Prakriti med ordet Vidya, og den afledte eller lavere form, Vikriti, benævnes Avidya. Avidya eller Malina Satva er den afledte, lavere form af Vidya eller Suddha Satva.
Bhaktha: Hvordan det, Swami? Vidya stråler og skinner i Herren, og Avidya fremtræder kun på grund af Vidya. Det vil sige, at det universelle, kosmiske Princip er i Herren, og at dette universelle Princip af Sig selv fremtræder som det enkelte individ forskelligt fra andre individer (tilsynekomsten af forskellige individer skyldes navn og form, der er 'ydre' kvaliteter). Denne uvidenhedens kraft eller Avidyasakti manifesterer sig som en udelelig enhed. Det eneste, der er, er Herren. Denne 'Ene-væren' er derfor grundlaget for både det universelle og det individuelle, helheden såvel som de tilsyneladende enkelte bestanddele. Det er det, Du siger, ikke Swami?
Swami: Det er derfor, Herren benævnes Sathya og Brahmam. Denne Sathyam er Akhanda, Udelelig. Den er Advaitha, Ikke dualistisk. Den er Anantha, uden Afslutning. I Upanishad'erne betegnes denne Sathya (når Den er forbundet med den umanifesterede Maya Sakthi) for Purna Adah og denne Sathya (når Den er forbundet med den manifesterede Maya Sakti) kaldes for Purna Idam. Det er hemmeligheden ved det upanishadiske mantra 'Purnam adah, Purnam idam ...'.
Bhaktha: Sikke en fin undervisning! Det er som at få overrakt en skrællet appelsin, der lige er til at spise. Hele denne manifesterede verden, denne Purna, opstod af den umanifesterede, udelelige Virkeligheds Purna. Det er det, Du siger, ikke?
Swami: Det er derfor, vi siger Vasudevas-sarvam-idam, Sarvam-khalv-idam Brahma og lignende. Vasudeva og Brahma er forskellige ord, men de betegner det samme. Har du forstået?
Bhaktha: Det er som sød musik for mine øren, Swami. Men Du har endnu ikke fortalt mig, hvem jeg er!
Swami: Det er nok for i dag. I næste måned vil Jeg med illustrative eksempler udrydde dine tvivl. Prøv at forstå, hvad Jeg har sagt. Anvend det! Lad være med at glemme det og skubbe det fra dig. Meditér på det! Godt, du kan stikke af nu.
Swami: Min dreng, det glæder Mig, at du er kommet. Tænker du over de svar, du fik sidst, du var her, og anvender du med fast overbevisning det, du har fået fortalt? Skænker det dig Ananda?
Bhaktha: Swami, vil en Bhaktha som jeg lade Dine sødmefyldte ord gå til spilde? Ingen, der ønsker at opnå Ananda, vil lade de ord, som Din Nåde skænker os, gå til spilde. Jeg kender ikke til, hvad andre gør, men jeg tænker på Dine ord nat og dag og anvender dem med overbevisning og gåpåmod. Jeg kan ikke sove. Jeg går hele tiden og tænker på og glæder mig til næste mulighed for at være sammen med Dig.
Swami: Det er denne årvågne opmærksomhed, hengivne skal udvikle. Det er udtryk for Avidya Maya at knytte sig til denne verdens flygtige og ubetydelige indhold, at stræbe efter at erhverve det og føle sorg, når du mister det, eller glæde, når du erhverver det. Det, du nu gør, er tegn på Vidya Maya. Du tæller dagene, venter årvågent på chancen, på lejligheden til at høre og reflektere over Herrens Ord. Hvis alle Bhaktha'er fulgte denne Maya, så ville de før eller siden opnå Fuldbyrdelse. Du er heldig, for det er Vidya Maya, der lyser i dig. Ret hele tiden dine tanker mod Gud. Bliv ved med det, uanset hvad der end sker. Det vil helliggøre dit liv. Du vil på den måde nå livets Mål.
Bhaktha: Swami! I sidste måned lovede Du at fortælle mig, hvem 'jeg' er. Hvis jeg også kan forstå det, så kan jeg gøre mig fri af den lille smule selvbedrag, jeg stadig har, og jeg kan derefter meditere på Dig uden den mindste tvivl i sindet. Da vil jeg opnå Lyksalighed. Findes der nogen større lykke for mig?
Swami: Det er godt, min dreng. Det er let nok at tale om jeg'ets sande Natur, men indtil Den opleves, er det ikke muligt at blive fuldstændig tilfreds og overbevist. Det tager lidt tid at forklare det på en for Mig tilfredsstillende måde og for dig at forstå det fuldstændigt. Hele denne måned har Jeg meget travlt, men alligevel bruger jeg al Min tid på at give Bhaktha'er Ananda. Der er ikke noget, jeg kan kalde Mit. Mit selviske Formål er at gavne Mine Bhaktha'er. Hele sidste måned rejste Jeg rundt og besøgte Nellore, Gudur, Venkatagiri og de omkringliggende landsbyer. Derefter tog Jeg til Bangalore og retur. Den tid, der blev tilovers, brugte Jeg på bogen Prema Vahini. I denne måned har Jeg besøgt Hyderabad, Rajahmundry, Samalkot, Chebrolu, Nuzvid og så videre. Så der er ingen fritid.
I næste måned vil Jeg til din fulde tilfredshed fortælle dig, hvem 'du' er. Prøv indtil da at forstå betydningen af følgende sang. Den minder om en folkesang, og den vil kunne give dig en god forståelse for, hvad dette 'jeg' er for noget. Det er muligt, du vil opnå en høj grad af Vairagyam ved at lytte til den. Du vil da senere med større lethed og klarhed forstå, hvad Jeg forklarer dig. Du bør ikke nøjes med kun at læse denne sang. Tænk dybt over meningen og betydningen af hvert ord. Denne sang vil helt sikkert give dig noget at tænke over!
Bhaktha: Godt, lad mig i det mindste lytte til den. Det vil glæde mig. Jeg vil lytte og reflektere over, hvad jeg hører.
Swami: Hør nu godt efter.
Dim! Dam! Dum! Dim! Dam! Dukke!
Se denne marionetdukkes tamasiske legen.
O sjæl, lyt til dens lange, lange historie
Om dens fortid og om dens fremtid.
Den levede først i en tyk suppe
I moders mave, dens mørke fængsel.
Den klynkede, da den slap fri,
Men alle smilede lykkelige og glade.
'Uha! Hvilken tragedie! Født igen!'
Den huskede og græd, højt og længe,
Medens de hele tiden kærtegnede den
Og prøvede på at få den til at le.
Den rullede lystigt rundt i sit eget snavs
Uden den mindste skam.
Den rejste sig og faldt ved hvert et skridt
Og legede hver dag sine barnlige lege.
Den løber og springer omkring med sine venner
Og lærer utallige unoder og drengestreger.
Den vokser op og bliver stærk og bred
Fra år til år, hurtigt og smukt.
Den finder en partner, de kæler for hinanden
På en blomstrende regnbuefacon.
Den synger sange, der aldrig før er sunget,
Og drikker af livets bæger i dybe drag.
Det er Brahma, der skaber disse dukkepar,
Ja dukker, dukker, millioner af dukker.
Men det kender vor dukke intet til,
Den leger med dukker: Dim, Dam, Dum.
Denne Maya-dukke har som den hellige tyr
Et reb af tamas gennem næsen.
Det er begær og vrede, der pisker den.
De pisker ryggen på denne slave.
Den fryder sig, når andre skælvende
Bøjer sig i støvet for den.
Den piner dem, den plager dem,
Men selv ønsker den ingen smerte.
Den skriger og bander og truer,
Den bliver ophidset, får blodskudte øjne.
Det er et forunderligt syn at skue den,
Når den er besat af djævelsk vrede.
Den går i skole, den staver, skriver og slider,
Den aner ikke hvorfor, til hvilken nytte.
Den styrter panisk rundt for at skaffe føde til sin mave,
Hvad enten den vil eller ej.
Har du set denne skøre, lille nar,
Der har fyldt sig med så mange bøger?
Der drejer sig og vrider sig grøn af misundelse,
Når den møder sin overmand!
Du skulle høre dens hemmelige klukken,
Når en skammelig, sensuel drift
Eller et skjult, syndigt begær
Bliver tilfredsstillet i synd.
Den slår sig på brystet af stolthed,
Er stolt af sin skønhed, sin styrke, sin vitalitet.
Dog bevæger den sig hele tiden
Skridt for skridt mod senilitet.
Den stavrer af sted, glipper med øjnene - rynket og foldet.
Når børnene råber 'Gamle nar',
Måber den og smiler et tandløst smil.
Dens knogler knirker og knager.
I dens sidste timer er den i angstens vold,
Udslidt af mangen en gruelig kamp.
Hvad nytter det, tossede dukke, at stønne og sukke.
Du kan ikke undgå døden.
Aha! Se fuglen! Den ryster sine vinger!
Den flyver ud, brrrrr - forlader sit bur, kroppen.
Forladt rystes kroppen af dødens kramper.
Fjern den venligst. Den svulmer op. Den stinker.
Elementerne forenes med deres fem forældre,
Og dukkens begær er nu støv og aske.
Hvorfor græde, I fjolser, når en af jer
Falder om på den overfyldte scene?
Onkler, kusiner og fætre, tanter og venner
Følger i sorg med til graven.
Men ak, Maya-dukken har glemt sin Ven
Det guddommelige Navn, den sande Forløser.
O, sjæl, stol ikke på dette spinkle siv.
Et enkelt nys, og denne skrøbelige båd af skind,
Som har tre gange tre huller,
Vil gå under med dig på halvvejen.
Dukken græder, den sover og vågner,
Når der trækkes i trådene af en usynlig hånd.
Det er Gud, der står bag det hele.
Men tåben siger: Det er mig, mig, mig.
Dharma og Karma er de stærke tråde,
Han strammer eller slækker.
I sin uvidenhed spankulerer dukken
Frem og tilbage på scenen.
Den tror, at verden er stabil,
Denne tåbelige, opblæste nar!
En blinken, og Han stopper spillet!
Borte er al pragt og stolthed!
O, sjæl, du har vandret
Gennem myren og slangen, gennem fuglen.
Søg nu og find uden tøven
Den vej, som fører til evig lykke.
Vær glad for din skæbne,
For nu kan du opleve Sai Krishna. Han er kommet!
Bliv ven med Ham, og du vil blive klar over
Dit hvad, dit hvorfor, dit hvordan.
Kan en million nok så kloge og venlige ord
Stille sulten i din mave?
Tænd i stedet sjælens lys,
Og således frigjort løb da ud og leg.
Denne sang, der fortæller om en dum dukke,
Gør dig bedrøvet, men viis, det ved Jeg.
Men se selv, Sathya Sai Natha's prægtige Leela,
Og...lær dig selv at kende!
Bhaktha: Åh, nu forstår jeg det! Jeg har klart forstået, at 'jeg' hverken er kroppen, Buddhi, Manas eller Chitta. Da jeg ikke er nogen af disse, kan 'jeg' kun være Atma. Og hvis 'jeg' er Atma, så er 'jeg' Paramatma, og derfor er alt Paramatma! Det har jeg alt sammen forstået. Vi oplever alle disse vanskeligheder, fordi vi i vor uvidenhed tror, at jeg'et er kroppen, intellektet, denne Deha, denne Buddhi. Så sandt, så sandt. Vi gennemgår alt det, Du netop har beskrevet. Den ene oplevelse følger efter den anden, som perler på en snor. O, hvilken sandhed, hvilken sang. Det er nok at lytte til denne sandhed. Denne sang har givet mig noget at tænke over. Den fører til Vairagyam. Swami! Jeg blev meget skuffet, da Du sagde, at Du ikke havde tid til at se mig. Det skyldes min uvidenhed. Skønt jeg ved, at vores Swami aldrig vil skuffe nogen eller skabe vanskeligheder for nogen, så er jeg nu klar over, at jeg har modtaget langt mere Ananda, end jeg havde håbet på. Hvordan kan jeg beskrive Din Venlighed? Man synger om Dig: En enkelt tåre smelter Sai's Hjerte, og man siger, at Du aldrig kan udholde at se os lide. Det, der er sket i dag, viser sandheden i disse udtalelser. Skal jeg gå nu?
Swami: Fint. Stik nu af og kom tilbage igen. Jeg har heller ikke mere tid lige nu. Jeg må se til, at de, der skal herfra, kommer godt af sted.
Bhaktha: Namasthe, Swami.
Swami: Subhamasthu.
Bhaktha: Takket være Din Nåde er alt Subham; uden Den er alt Asubham.
Swami: Det er godt. Men er du klar over, at Nåden er deres fælles grundlag? De eksisterer begge i denne Nåde. De er begge skænket af den selv samme Nåde. Nå, men lad os nu tale om noget andet. Sidst, du var her, gav Jeg dig en folkesang at tænke over. Den har sikkert gjort stort indtryk på dig. Hvordan har du det så i dag?
Bhaktha: Uha! Alt forekommer mig nu at være som et dukketeater. Det er dog kun af og til. Sindet glemmer og bliver tryllebundet af denne verden. Hvorfor sker det, Swami? Det er uforståeligt.
Swami: Ser du, sindet er knyttet til alle mulige Vritti'er, aktiviteter. Det følger altid Vasana'ernes spor, det vil sige impulsers og instinkters spor. Det er selve sindets natur.
Bhaktha: Det er det samme som at sige, at vi ikke kan forbedre det. Er der så noget håb? Swami, er vi nødt til at overgive os til Vasana'erne og dermed fornedre os?
Swami: Der er håb, min dreng. Der er ingen grund til at lade sig overmande og komme på afveje. Skønt sindets natur er sådan, så kan det ændres. Alt det, trækul kommer i kontakt med, bliver sværtet sort. Det er nu trækullets natur. Men denne egenskab kan forandres. Når trækul brænder, bliver det rødt. Det forholder sig på samme måde med sindet. Skønt det altid bevæger sig omkring i selvbedragets mørke, så vil det, når det opfyldes af Jnana's Ild, der er et resultat af Guds Nåde, forandre sit væsen, og det vil blive opfyldt af den guddommelige, satviske Natur.
Bhaktha: Swami, der er nogle, der taler om noget, de kalder Anthah karana. Hvad er det?
Swami: Det er sindet. Karana betyder Indriya. Anthah karana betyder den indre Indriya.
Bhaktha: Er der da to slags Indriya'er, de indre Indriya'er og de ydre Indriya'er?
Swami: Ja, selvfølgelig er der det. De ydre Indriya'er kaldes Karmendriya'er, og de indre Indriya'er kaldes Jnanendriya'er.
Bhaktha: Swami, vær venlig at fortælle mig, hvad der er Karmendriya'er, og hvad der er Jnanendriya'er.
Swami: Alle de handlinger, kroppen udfører, udføres af Karmendriya'erne. Dem er der fem af. De, der giver Jnana indefra, kaldes Jnanendriya'erne. Tilsammen kaldes de Dasendriya'erne. De fem sidstnævnte har at gøre med: hørelsen, følelsen, synet, smagen og lugtesansen.
Bhaktha: Hvad er det, disse Indriya'er sammen foretager sig? Hvilken forbindelse er der mellem deres funktioner og Manas, sindet?
Swami: Hvad de end foretager sig, så kan de i virkeligheden ikke udføre noget uden Manas's mellemkomst. Karmendriya'erne udfører aktiviteter i den ydre verden og modtager information, mens Jnanendriya'erne skelner mellem det gode og det slette og ofrer dem til Atma ved hjælp af Manas. Hvordan skulle de kunne transmittere, hvis der ikke var noget sind? Dersom vi ønsker at krydse en flod, så er vi nødt til at benytte en båd eller en tømmerflåde. Når der sker det, at Karmendriya'erne og Jnanendriya'erne, som er knyttet til Prakriti, ønsker at nå Atma, så er de nødt til at acceptere hjælp fra båden, fra Manas. Ellers er de ikke i stand til det.
Bhaktha: Når det nu er således, hvor finder vi da de andre ting, Du omtalte: Buddhi, Chittam og Ahamkara?
Swami: De findes også sammen med de andre. Tilsammen kaldte vi Karmendriya'erne og Jnanendriya'erne for Dasendriya'erne. Af disse udskiller fire sig og disse fire kaldes for Antah Chathushtaya eller de fire indre Indriya'er. Disse fire er: Manas, Buddhi, Chittam og Ahamkara.
Bhaktha: Meget fint. Alle er en del af den samme helhed. Livet er nu pudsigt. Men hvilken opgave har disse fire, Swami?
Swami: Manas får kontakt med objektet, genstanden. Buddhi undersøger argumenterne for og imod. Chittam forstår eller erkender objektet ved hjælp af disse to. Ahamkara ændrer beslutningen for eller imod, og som følge af tilknytninger mindsker Ahamkara Jnana's klarhed og styrke. Det er, hvad de gør.
Bhaktha: Du må undskylde mig, Swami, men jeg spørger kun, fordi jeg gerne vil vide det. Hvor i kroppen findes de?
Swami: Det er Jeg glad for. Tag det bare roligt. Manas findes i cupola (den øverste del af hovedet, o.a.), Buddhi findes i tungen, Chittam i navlen og Ahamkara i hjertet.
Bhaktha: Storartet. Så Buddhi og Ahamkara finder vi i de to vigtigste områder. Disse to er hovedårsagerne til alle verdens ulykker og lidelser. Hvis vi analyserer dette i forhold til Dine Ord, så ser det ud som om al elendighed vil forsvinde, når disse to områder har udviklet renhed og hellighed.
Swami: Du har hørt godt efter. Ja, det er rigtigt. Når vi anvender enkle ord og fører ren tale, så er det et udtryk for, at Buddhi følger den rette vej. Hjertets renhed er tegn på, at Ahamkara er blevet undertrykt og overvundet. Vær derfor yderst påpasselig med hensyn til netop disse to, for da vil selv din Manas og din Chittam blive opfyldt af gode Vritti'er. Først da vil du blive fri for smerte og lidelse. Så er du for stedse hinsides dem.
Bhaktha: Hvem er 'jeg' blandt alle disse? Hvem er det, der oplever alt dette?
Swami: Nu er vi fremme ved målet. 'Du' er ingen af alle disse. Alle disse eksisterer udelukkende, så længe du føler, at 'Denne krop er min'. De er alle knyttet til en eller anden aktivitet, en eller anden Vritti. Du er Atma. Du iagttager alle disse Vritti'er. Glæder og sorger, tab og lidelser, det gode og det onde, der er en del af alle disse aktiviteter, er udelukkende knyttet til kroppen. De er derfor ikke dine. De bliver aldrig dine. Du er Atma. Du sover 'jeg hedens' og 'min-hedens' søvn, indtil du erkender denne Sandhed. I den søvn drømmer du om tab og lidelser, om glæder og sorger. Drømme varer kun ved, indtil du vågner op. Når du er vågnet op fra drømmen, vil den frygt, du oplevede, forsvinde. Den er da ikke længere sand. På tilsvarende vis vil du, når selvbedraget ophører og Jnana gryer, blive klar over, at alt dette ikke er 'dig'; men at du er Atma.
Bhaktha: Men Swami, for hvis skyld udfører Manas, Buddhi, Chittam og Ahamkara alt dette arbejde?
Swami: Ikke for nogens skyld. De arbejder for sig selv. Atma er et Vidne til alt og alle, og den atmiske skygge, Jiva'en, som er ført bag lyset på grund af kropsbevidstheden, spiller dette drama ved hjælp af alle disse midler.
Bhaktha: Goddag, Swami.
Swami: Så du er kommet. Ja? Du kom ikke til Dasara!
Bhaktha: Jeg regnede med, at der ville være så mange Bhaktha'er, at jeg ikke kunne komme til at tale så meget med Dig, som jeg havde lyst til. Jeg er derfor kommet nu nogle dage før Din Fødselsdag, for at jeg med Din Velsignelse kan erkende og opleve det ideal, Du lærer os, og for på Din lykkebringende Fødselsdag at få både Bhakthi og Jnana til at fødes i mit hjerte.
Swami: Godt! Det er et meget fint forsæt. Men mener du dermed, at Bhakhti og Jnana ikke kan fødes i dig på andre dage end på Min Fødselsdag? Er det det, du mener?
Bhaktha: Nej, nej! Det er ikke det, jeg mener! Du er kommet til denne verden på en lykkevarslende dag, på et helligt tidspunkt og i en lykkevarslende Form. Det er sandt, ikke? Det jeg mener er, at jeg i det mindste på netop den dag vil være i stand til at fylde og helliggøre mit hjerte med Dine hellige Ord. Den dag er hellig, og tidspunktet er lykkevarslende.
Swami: Fint. Hvilken Sandeha, tvivl, har du i dag?
Bhaktha: Swami, jeg er kommet i dag med den hensigt at lytte til Dine hellige Ord og praktisere, hvad Du anbefaler. Et ordsprog siger: 'Selv om du begiver dig til Kasi, har du stadig Saneeswara ved din side!' Derfor har jeg ikke bragt tvivlens dæmon med mig, da jeg kom idag. Og dæmonen er heller ikke fulgt med mig! Det skyldes alene Din Nåde.
Swami: Udmærket! Sindet er i sandhed helliggjort, når disse tvivl ikke kommer af sig selv, eller du ikke viser dem gæstfrihed. Når det er tilfældet, anvender man begrebet punktrettet opmærksomhed om den tilstand. Nok om det. Når du ingen tvivl har, hvorfor skulle Jeg så få dig til at tænke på tvivl? Sig Mig, hvad skal Jeg tale om?
Bhaktha: Swami, fortæl mig, hvordan vi sædvanligvis bør opføre os. Hvilke karakteregenskaber skal vi besidde? Hvilke emner vi bør bestræbe os på at forstå. Hvilke handlinger skal vi udøve for at sikre os Din Nåde og opnå Dit hellige Nærvær? Vær venlig at fortælle mig om de vigtigste af disse forhold, det helt essentielle, de særligt udvalgte smykker.
Swami: Aha! Det siges, at Parvathi engang spurgte Iswara, "Det er vanskeligt at huske alle Guds tusinde Navne, Sahasranama. Det er tidskrævende både at lære dem og at anvende dem. Fortæl mig derfor venligst det ene Navn, der er essensen af alle disse tusinde Navne." På samme måde har du måske vanskeligt ved at forstå alt det, Jeg skriver og forklarer dig, og du beder Mig derfor om at fortælle, hvad der er det allervigtigste, ikke sandt? Men ser du, Navne besidder en essens. Det samme er ikke tilfældet med de emner, du har spurgte Mig om. Der er flere metoder eller veje, selv om det endelige Mål er ét og det samme. Derfor kan alt dette ikke koges ned til et enkelt ord! Dog vil jeg nu alligevel give dig nogle specielt udvalgte smykker, leveregler, der er af stor betydning. Tag dem til dig. Pas godt på dem. Erkend deres værdi. Anvend dem og bliv opfyldt af fryd og glæde. Bær disse smykker, og lad dem gøre dig smuk.
Bhaktha: Hvor er jeg heldig! Det er netop lige det, jeg har ønsket mig.
Swami: Godt! Hør nu godt efter, hvad Jeg fortæller dig.
Det er først, når du i din daglige færden og i alt, hvad du foretager dig, helt automatisk handler i overensstemmelse med disse retningslinier, at du ubesværet kan opnå forening med det Guddommelige. Du skal derfor holde fast ved disse leveregler. Reflektér over disse gaver, som du har modtaget under festlighederne på Swami's Fødselsdag. Vær glad og tilfreds. Har du forstået?
Bhaktha: Swami, Dine Ord er som Amritha! Ja, Amritha! Mennesket kender ikke den vej, han skal følge i sin daglige færden. Han er på afveje. Der findes heller ingen bøger, der kan forklare om de midler og metoder, der vil gøre turen til en lykkefyldt rejse. Det, Du har fortalt, er den rene Prana, selve livsånden for os, der strider og kæmper. Du har i sandhed velsignet os. Velsign mig, så disse ord kan tage bolig i mit hjerte, så jeg bliver i stand til at anvende dem hver dag. Det fører ikke til noget blot at lytte til dem eller læse dem. Vi bliver først styrkede, når de ledsages af Din Nåde. Jeg tager af sted nu, Swami?
Swami: Det er godt! Stik nu af, og kom tilbage, så du kan deltage i selve Fødselsdagsfestivalen. Det er om syv dage, ikke? I dag er det den 16., og fødselsdagen er den 23., så det er om syv dage. Måtte sødmen da fylde og flyde over i dit hjerte.
Swami: Hvad er nu det? Du er kommet meget tidligt denne gang?
Bhaktha: Du har fået mig til at komme, og derfor er jeg kommet. Er der noget, der er mit?
Swami: Det er sandt. Men vil selv det mindste blad bevæge sig uden årsag? Derfor må der også være en grund til, at du denne gang er kommet så tidligt.
Bhaktha: Kun den, at jeg har hørt, du vil tage til Trivandrum den sekstende efter invitation fra guvernøren af Kerala, Sri Ramakrishna Rao. Jeg regnede derfor med, at det nok ikke var muligt at komme til at tale med Dig, hvis jeg kom netop den dag. Så undskyld mig, men derfor kom jeg nu!
Swami: Det er da udmærket! Men hvorfor beder du Mig undskylde dig? I virkeligheden bør du ikke bede om undskyldning, selv når du gør noget forkert! Hvilken fornøjelse har du så af at bede om undskyldning, når du nu oven i købet har handlet rigtigt?
Bhaktha: Hvorfor det, Swami? Hvorfor skal vi ikke bede om undskyldning, når vi gør noget galt?
Swami: Du skal hverken bede om undskyldning, når du har gjort noget forkert, eller bede om belønning, når du har handlet ret! Det er jo menneskets pligt at handle ret. Belønningen ligger i selve handlingen. Kan der være nogen anden belønning? Glæden ved at have gjort din pligt er din belønning. Det strider mod menneskets pligt at handle forkert. Du skal derfor angre og bede om at få den nødvendige intelligens og skelneevne, der kan hjælpe dig til ikke at gentage de forkerte handlinger. Derudover afhænger det af Guds Nåde, om Han straffer og beskytter eller undskylder og vejleder.
Bhaktha: Det er forstået. Fra nu af vil jeg gøre det, Swami.
Swami: Nå, nok om det. Værdsætter du de smykker, du fik på Fødselsdagen, og anvender du dem på en god måde?
Bhaktha: Så vidt muligt. Jeg bruger dem efter bedste evne ved at anvende den Buddhi, Du har givet mig.
Swami: Hvad mener du med 'så vidt muligt'? Findes der nogen opgave, der er vigtigere for Bhaktha'er som dig ? Hvorfor er det ikke muligt? Det eneste, du har brug for, er tro og viljestyrke, og derefter burde det overhovedet ikke volde problemer at gøre din pligt.
Bhaktha: Swami, Du har selv sagt, at selv når troen og viljen er til stede, kan det være svært at udføre noget i praksis, hvis omstændighederne er ugunstige, eller hvis det, der er forklaret, ikke er forstået til bunds.
Swami: Aha! Det betyder altså, at såvel manglende forståelse som ugunstige omstændigheder volder dig problemer. Godt. Spørg, hvis der er noget, du ikke har forstået, og fortæl Mig, hvori vanskelighederne består, hvis du har ugunstige forhold.
Bhaktha: Tvivl er den største forhindring. Er der nogen hindring større end den? Selv efter at jeg har hørt alt dette, så får den djævel stadig af og til fat i mig. Jeg aner ikke hvorfor.
Swami: Den første grund er, at du ikke har tillid til dig selv. Grundlaget for denne tillid er din overbevisning om, at du i virkeligheden er Atmaswarupa. Den anden grund er, at du anser det Guddommelige i mennesket for kun at være noget menneskeligt, og at du farer vild i din forfølgelse af sansemæssige nydelser. Det er udelukkende disse to grunde, der får tvivlens dæmoner til at angribe dig. Dersom du i stedet forankrer dig selv i Gud, idet du erkender, at det Guddommelige i mennesket er selveste Gud, så vil tvivlens dæmon ikke angribe dig. Du må opgive denne Adhyasa, der forvirrer dig.
Bhaktha: Et øjeblik! Du anvender af og til uforståelige ord. Det gør mig endnu mere forvirret, Swami.
Swami: Jeg vil aldrig benytte uforståelige ord. Du er ikke i stand til at forstå dem, og derfor bliver du bekymret. I virkeligheden bruger Jeg dem, for at du kan lære deres betydning at kende. I det, Jeg sagde, hvilket ord var det da, der var svært at forstå?
Bhaktha: Du brugte ordet Adhyasa. Hvad betyder det, Swami?
Swami: Hvad! Ved du ikke, hvad det betyder? Det betyder: 'at se en bestemt form og tro, det er en anden form, eller at overlejre eller overføre en ting på en anden'.
Bhaktha: Hvordan skal det forstås? Hvilken genstand overlejrer vi på en anden? Forklar mig det.
Swami: Godt, du ser en stump tovværk og bilder dig ind, at det er en slange. Du ser varm luft bølge i sollyset og tror, det er heste. Du ser et spejl glimte i solen og tror, det er en lygte.
Bhaktha: Men hvad er det, jeg ser, og hvad tror jeg, det er?
Swami: Du ser Paramatma i Prakriti's form og regner Den for blot at være Prapancha, denne verden, og derfor er du ængstelig. Dette selvbedrag er årsagen til, at du er blevet offer for alle dine mange svagheder, og tvivl og illusioner medfører tilbagegang for dig. Hvis du ser det, som det i virkelighden er, så vil dine vrangforestillinger og din frygt forsvinde. Tilliden til, at det er Paramatma, vil da blive sikkert og fast forankret i dig. Lyset fra Viveka er nødvendigt for at opnå den trosmæssige sikkerhed og styrke. Mennesket lider, så længe han anser rebet for at være en slange. Han lever i stor frygt! I vangforestillinger! Kan du forstå, hvorledes alt dette forsvandt, så snart tovstumpen blev set i det rette lys? På en lignende måde vil disse tvivl og vrangforestillinger på en overraskende måde forsvinde, så snart du erkender, at Prakriti er Paramatma. Min dreng, begrebet Adhyasa betyder, 'at overføre en illusion på en illusion, at forestille sig at en ting er noget andet end det, den er'.
Bhaktha: Men Swami, hvordan kan man hævde, at Prakriti er Paramatma? Hvis du beder mig anskue denne verden, der ser ud til at være Prapancha, som Paramatma, så vil der helt sikkert dukke tvivl op.
Swami: Det er helt rigtigt. Det er dog således, at når du har erkendt Virkeligheden, så vil selv det, du nu ser, fremtræde som Paramatma. Du kan ikke væve et stykke klæde uden at bruge garn. Er du enig? Garn er uundværligt for klædet. I virkeligheden består klædet udelukkende af garn. Selv om det forholder sig således, så kaldes garn ikke klæde, og klæde kaldes heller ikke garn. Dette er præcis det forhold, der er mellem Prakriti og Paramatma. Paramatma er det garn, der har dannet klædet Prakriti. Kan man da hævde, at garn og klæde er adskilte? Nej! Garnet bruges på én måde, og klædet bruges på en anden. Men det ville være forkert af den grund alene at anse garn og klæde for at være forskellige.
Bhaktha: Ja, Swami. Det er klart, at de ikke er adskilte, når Prakriti er dannet af Paramatma. Når de nu begge er Een og den Samme, hvem af dem er så Jiva'en?
Swami: Min dreng, det er netop den tvivl, der plager dig. Jiva'en er jeg bevidstheden. Jiva'en er knyttet til kroppens og sansernes begrænsninger, men Han er i virkeligheden Atma, Jivatma, Prathyagatma, Chidatma, Handleren, Nyderen, ja alt og alle.
Bhaktha: Der er et andet ord, Jada, der bruges til at betegne den døde materie og lignende. Hvad er denne Jada? Hvordan fungerer den? Fortæl mig det.
Swami: Alle transformationer af Prakriti fra Buddhi til kroppen er Jada. Det er det uvirkelige, det ubevidste, Asath og Achethana. Du skal regne med, at det, der ikke er Sat og Chith, er Jada. I bund og grund er hele denne verden Jada. Intet andet. Men Jada er ikke til at skille fra Chaithanya, Chith, og Sat, således som det heller ikke er muligt at skille luften fra atmosfæren. Ja, Gita'en har i en svunden tid endog erklæret, at både det bevægelige og det ubevægelige i skabelsen er forårsaget af foreningen af Prakriti og Purusha. Er du ikke klar over det?
Bhaktha: Hvad er da forholdet mellem Buddhi og Manas på den ene side og Atma på den anden?
Swami: I virkeligheden findes der er ikke noget specielt forhold mellem dem og Atma. Atma er Ren og Lydefri. Buddhi er ligeledes ren og lydefri. På samme måde som Solen reflekteres i et spejl, på samme måde genspejles Atma's Stråleglans i Buddhi. Den skinnende og strålende Chaithanya fra Buddhi genspejles i Manas, og lyset fra Manas falder på sanserne. Lyset fra sanserne falder på kroppen. Hvad er da forbindelsen mellem alle disse? Forbindelsen er udelukkende Stråleglansen fra Atma. Er du enig? Aktiviteterne i alle disse skyldes, at Buddhi er i stand til at genspejle denne Stråleglans, ikke? Læg derfor mærke til, hvor Buddhi befinder sig. På denne side er Atma, og på den anden side er Manas og Indriya'erne, sanserne!
Bhaktha: Hvad er da forholdet mellem Jiva'en, der kalder sig 'jeg', og sanserne og kroppen?
Swami: Der er overhovedet ingen forbindelse! Dette 'jeg' er adskilt fra kroppen, sindet og så videre. Dette 'jeg' overfører simpelthen kropsbevidstheden, sindets indre adfærd og så videre på Jiva'en, det vil sige på sig selv. "Jeg er blond", siger Jiva'en og overfører dermed noget på sig selv, som den er adskilt fra, noget, den ikke har nogen forbindelse til. "Jeg er dum", siger den og begår den samme fejl i forhold til sanserne. Den siger, at den har dette eller hint ønske, og overlejrer på sig selv det, der foregår i Manas og så fremdeles. Alt det er udelukkende overlejringer. Den grundliggende Sandhed er udelukkende den Ene, Paramatma, Paramjyothi, den Evige, den Sande. Udelukkende den Ene! Det er du nødt til at klart at forstå.
Bhaktha: Hvilken herlig undervisning, Swami. Hvis blot denne lære om det atmiske Princip, som selv børn kan forstå, blev udbredt over hele verden, så ville verden komme fra mørket ud i lyset.
Swami: Det er derfor, Jeg taler med dig om alt dette og lader alle og enhver få del deri. Solens lys falder på spejlet, og lyset fra spejlet falder på huset, og lyset fra huset møder øjet. Helt tilsvarende er det besluttet at holde disse samtaler, 'Sandeha Nivarini', for at lyset fra Min Lære kan falde på Bhaktha'ens spejl og derefter på huset 'Sanathana Sarathi'. Formålet er, at denne stråleglans må skinne og stråle fra huset 'Sanathana Sarathi' og derfra oplyse freden og harmonien i verden.
Swami: Aha, så der er du! Godt. Er der sket noget særligt, nogen nyheder?
Bhaktha: Er der andre end Dig, der kan fortælle os noget nyt? Jeg har hørt, at Din tur til Kerala forløb perfekt, og at den var helt vidunderlig. Jeg er ked af, at det ikke faldt i min lod at deltage.
Swami: Hvorfor er du ked af det? Lyt til beretningerne fra turen og vær glad. Hav tillid til og tro på, at du kan komme med på næste tur. Lad være med at gå og ruge over fortiden.
Bhaktha: Hvad nytter tillid og tro, hvis skæbnen vil noget andet? Håb vil blot medføre en større skuffelse.
Swami: Har skæbnen en form og en personlighed, så du er i stand til at genkende den, endnu inden den viser sig? Du skal ikke være afhængig af skæbnens gunst og hele tiden tale om skæbnen, skæbnen. Hvordan kan skæbnen komme til udfoldelse, hvis ikke din vilje eller dit ønske udmønter sig i handling? Det er af afgørende betydning at fortsætte med at handle, hvad skæbnen end måtte have at byde på. Det er endog nødvendigt at udøve Karma, for at skæbnen kan blive fuldbyrdet.
Bhaktha: Hvis skæbnen vil, så vil alt ske af sig selv, ikke?
Swami: Det er en stor misforståelse. Hvis du sidder med en frugt i hånden uden at foretage dig noget, men håber på, at frugtens saft selv vil nå munden, hvordan kan du da nyde denne frugt? Det er ren galskab at bebrejde skæbnen, at den ikke lader dig få saften, når du ikke selv presser og synker frugten. Skæbnen gav dig frugten i hånden, men det er udelukkende Karma, der kan give dig nydelsen. Karma er pligten. Skæbnen er resultatet. Uden aktivitet kan resultatet ikke gå op i en højere enhed.
Bhaktha: Swami, Du siger altså, at vi ikke skal sidde med hænderne i skødet og sige, at skæbnen er ansvarlig for alt?
Swami: Hør nu her! Du skal aldrig sætte dit lys under en skæppe. Undervurder ikke dine evner, men udfør handlinger, der svarer til dine evner. Derefter kan du tale, så meget du lyster om skæbnen. Det er forkert at undlade at udføre de rette handlinger og blot overlade alt til skæbnen. Hvis du gør det, så vil selv skæbnen blive tabt på gulvet. Alle uden nogen undtagelse er nødt til at udføre Karma.
Bhaktha: Ja, ja, Swami. Selv i Gita'en siges det jo til Arjuna, "Selv Jeg udfører Karma. Universet kan ikke eksistere, hvis Jeg undlader at udføre Karma. Så hvis du undlader at gøre det, hvordan kan du da udrette noget?" Jeg er nu klar over, at Karma er Purusha-lakshana, mandens særkende.
Swami: Det er også kvindens. Det er Prakriti-lakshana. Alle levende væsener, mænd, kvinder, træer, dyr, orme og insekter er nødt til at udføre Karma. Alt i hele universet er underlagt denne lov. Det er ikke muligt at undgå denne forpligtelse. Prakriti's kendetegn er Karma. Sig ikke, at det er Purusha-lakshana. Paramatma er den eneste Purusha. Prakriti er helt igennem Sakthi, feminin. Husk, I er alle ikke Purusha'er.
Bhaktha: Men Swami, naturen er opdelt på den måde. Hvordan kan det være rigtigt at sige, at alle er feminine?
Swami: Din medfødte fornuft får dig måske til at tro det. Det er dog ikke sandheden. Alt dette er kun en timelig oplevelse. Det er altsammen timeligt og flygtigt. Det er ikke den grundlæggende Sandhed. Det er kun skuespil. Det er rollespil. I nogle skuespil optræder mænd som kvinder, og af og til optræder kvinder som mænd. Er de så mænd? I dramaet 'Prakriti' er alle skuespillerne kvinder, skønt der muligvis tillige er mandlige roller. Der er imidlertid kun een sand og ægte Purusha. Det er Siva, Atma. Atma er til stede i alle og enhver, men derfor kan man ikke sige, at alle er maskuline. Det teater, Prakriti kan lignes ved, er en pigeskole, hvor alle rollerne spilles af piger. Sakthi, det feminine aspekt, spiller alle disse roller. Men kære ven, glem ikke, at dette drama ikke er virkeligt.
Bhaktha: Swami, selv efter at jeg har hørt alt dette, forbliver verden en gåde for mig. Når jeg betragter den fra én synsvinkel, så forekommer den mig at være sand og virkelig. Når jeg får den præsenteret fra en anden synsvinkel, så forekommer den mig at være usand og uvirkelig. Alt flyder.
Swami: Det er netop Mithya's natur. Det betyder, at verden hverken er Sathya eller Asathya. Den er virkelig, men desuden tillige uvirkelig. Du er født i Mithya, du er filtret ind i den, og derfor er du ikke i stand til at skelne dette fra hint, Sathya fra Asathya.
Bhaktha: Så lad os holde op med at tale om Mithya, Swami. Fortæl mig om denne Sathya, denne Purusha, hvem Han så end er.
Swami: Purusha har hverken fødsel eller død. Han er Uforanderlig. Han er Chithswarupa, Jnanaswarupa. Dharma, de rette sociale handlinger, er ikke en del af Hans Natur. Han er derfor ikke Dharmaswarupa. Den Jnana, der er Hans Væsen, forandres ikke. Den ændres eller tilpasses ikke, som tiden går. Den er evig Visdom. Dens Natur er Lyset, så Den efterlader ikke nogen plads til selv den mindste smule mørke. Solen modtager ikke noget ekstra lys fra den verden, den oplyser. Den vil skinne, uanset om der eksisterer verdener eller ej.
Purusha lyser ved egen Kraft. Han er altid Objektet for viden. Han er Vidne til Chittha's Vritti'er, bevidsthedens forandringer. Han er Uforanderlig, Aparinami, den Samme. Chittha er Parinami, idet den forandres og udvikles. Purusha er selve Det, der opfatter. Han er Upåvirkelig af både frygt og ikke frygt. Ingen Vyapara, aktivitet, kan påvirke Ham. Selv når Han er Umanifesteret, er det Hans Natur at stråle og funkle.
Et frø i jorden gror og bliver til et træ. Træet er da den manifesteredeform af frøet. Denne forandring fra frø til træ og fra træ til frø viser, at Sakthi i frøet besidder Vyapara. Det udtrykker Parinama. Men Purusha forbliver Upåvirket og Uforandret. Han er Vidnet. Han er fuldstændig adskilt fra Prakriti. Ingen handling kan mindske Hans Herlighed eller begrænse Hans Personlighed.
Bhaktha: Hvad er da Prakriti? Hvem er Purusha?
Swami: Baggrunden for eller princippet bag det sete er Prakriti. Princippet bag den, der ser, er Purusha. Amoolam, Moolam hedder det. Selve årsagen har ingen årsag, men både Prakriti og Purusha er uden nogen begyndelse. De er uden årsag.
Bhaktha: Så må Samsara også være uden nogen begyndelse, ikke Swami? Den er jo et resultat af foreningen af de to.
Swami: Denne forening skyldes en vrangforestilling. Den er inspireret af en vrangforestilling, og den medfører en ny vrangforestilling. Det er helt det samme som forholdet mellem træet og frøet.
Bhaktha: Hvad vil denne forening sige, Swami? Hvad er det for en tilstand?
Swami: Foreningen består af Purusha's genspejling i Guna'erne, der kommer fra Prakriti. Her er et eksempel. Solen er ikke vandet, og vandet er ikke solen. Alligevel skabes der en genspejling, når de stilles over for hinanden. Genspejlingen har hverken solens eller vandets egenskaber, og dog kan man ikke sige, at den slet ikke besidder dem. Hvis vandet bevæger sig, så bevæger genspejlingen sig også. Genspejlingen skinner også lidt. Et andet eksempel. En magnet er forskellig fra jernet, men når de to bringes nær hinanden, så påvirker magneten jernet og forårsager, at jernet bliver lige som magneten. Det er det forhold, der kaldes Samyoga, forening.
Bhaktha: Fortæl mig, hvem af disse to er den sande Purusha, og hvem er den aktiverede Purusha?
Swami: Har jeg ikke netop forklaret om solen og dens genspejling? Den, der handler, nyder og oplever, er Genspejlings purusha'en. Bimba'en, den Oprindelige, forbliver upåvirket. Han er Ikke udføreren og Ikke opleveren. Genspejlings purusha'en kaldes derfor Vyavaharikapurusha eller Grihitha, den der modtager. Bimba'en er den Sande, den Evige, den Virkelige, Atmaswarupa. Grihitha'en er erkenderen, og den aktivitet, der ligger heri, medfører, at han forandres.
Bhaktha: Det er sandt, Swami. Det er vidunderligt. Sikke en masse bøger, man skulle have studeret for at forstå alt det! Og selv da er det svært at forstå meningen. Jeg forstår nu, at Purusha ikke er en del af verden, at alt dette simpelthen er et drama, og at Paramatma er den eneste Purusha. Alt i Prakriti stræber efter at nå Ham. Det er sikkert også det, der omtales som Siva Sakthi. Fint, fint.
Swami: Det er rigtigt. Det kaldes også foreningen af Jiva Brahma. Alle og enhver er nødt til at stræbe efter at nå denne Forening. Jiva'en kan ikke leve alene. Alle levende væsener er nødt til at udøve Moksha-sadhana, hvad enten de vil det eller ej. Man kan ikke opnå Fred uden Moksha.
Bhaktha: Hvad betyder ordet Moksha helt præcist, Swami? Og hvad er Mukthi?
Swami: Begge ord betyder det samme. Det er Jivi'en, der er tynget af Manas. Jivi'en opnår Moksha, når Manas samt den Nama og Rupa, som Manas skaber ved hjælp af sin egen substans, bliver tilintetgjort. Den bliver da Forenet med Brahman. Det er Moksha. Når Ganges floden eller Godavari floden når ud til havet, så forsvinder deres forskellige navne og former, smag og grænser, og de får da det navn, den form, den smag samt de grænser, havet har.
Jiva'en er tynget af Nama, Rupa og vrangforestillingens Ruchi, 'min hed' og 'jeg hed', lige indtil det lykkes at udviske sindet. Når Jivi'en nærmer sig havet, begynder disse egenskaber langsomt at forsvinde. Når Guna'erne samt sindets forskellige tilstande er tilintetgjort, så siger man, at der er opnået Forening med Brahman. Hvordan kan Ganges smage sødt, når den er løbet ud i havet? Hvis det hedder sig, at man er blevet forenet med Brahman, så bør man ikke besidde de tre Guna'er eller noget spor af Manas. En sådan fuldstændig Forening kaldes Sayujyamukthi.
Bhaktha: Hvor storslået, Swami. Velsign os alle, at vi må nå denne Enhed, så vil verden virkelig blive lykkefyldt.
Swami: Hvad siger du? Hvis Jeg gjorde det, ville det være det samme som at sætte den frie vilje, I har fået, ud af kraft. Du skal begynde at udføre den Sadhana, der er foreskrevet, for at opnå denne velsignelse. Vejen frem er at opnå velsignelsen gennem egne bestræbelser. Den er ikke noget, der gives væk. Du beder da heller ikke solen om, at solens stråler måtte falde på dig, gør du? Det er solens natur at skinne. Det gør den altid. Du skal blot fjerne de hindringer, der er mellem dig og solen, så vil dens stråler nå dig. På helt samme måde forholder det sig med vrangforestillingens forhindringer, 'min hed' og 'jeg hed', der er mellem dig og Nådens Lys. Hvad nytter det at beklage sig over, at Nådens Lys ikke når dig? Hvad kan strålerne gøre ved det?
Bhaktha: Det er det samme som at sige, at vi skal fjerne alle spor af 'jeg hed' og 'min hed' fra sindet.
Swami: Hvorfor siger du, 'Det samme som at sige'? Jeg har fremhævet det den ene gang efter den anden. Ønsker du at modtage Nådens Lys, må du søge at fjerne forhindringerne. Husk på, at selv om du ikke stræber efter det nu, så vil trangen til det opstå på et senere tidspunkt. Det kan ikke undgås. Før eller senere vil du gøre dig fri af vrangforestillingernes lænker. Hvorfor dog udsætte denne glædens dag, denne frigørelsens dag? Begynd i dag! Nej, begynd med det samme. Du kan stikke af nu, min dreng. Men kom lige her! Lad Mig fortælle dig endnu en ting. Gå ikke til yderligheder. Vær vedholdende. Vær tålmodig.
Swami: Du ser meget lykkelig ud i dag!
Bhaktha: Har Du ikke selv sagt, at mennesket er legemliggørelsen af glæde?
Swami: Så burde du altid være lykkelig. Er du det?
Bhaktha: Det forsøger jeg så vidt muligt også at være.
Swami: Hvorfor siger du 'forsøger'? Forsvinder sorgen da ikke, så snart Virkeligheden er erkendt ?
Bhaktha: Men hvad er denne Virkelighed, Swami?
Swami: Alt det, der 'er', er uvirkeligt! Alle dine bestræbelser og alle de ord, du siger, er uvirkelige. Når du har erkendt det, vil Virkeligheden åbenbares for dig. Gør dig fri af alle falske forestillinger, meninger og handlinger, og du vil opleve den skjulte Sandhed. Hvis du spørger om, hvad Virkeligheden er, og du samtidig dynger alt dette ovenpå, hvordan skulle du så kunne få øje på Den?
Bhaktha: Hvordan er det muligt at anse alt det, der lyttes til, gøres, siges, ses og føles, som værende uvirkeligt?
Swami: Du er først og fremmest nødt til at forstå, hvem det er, der oplever alt dette. Du anvender ordet 'jeg' om kroppen, ikke sandt? Det er uvirkeligt. Når nu det 'jeg', der oplever, selv er uvirkeligt, hvordan kan så oplevelserne være virkelige? Alt og alle har den samme Atma. Den person, der oplevede, er ikke 'dig'. Den, der lyttede, er ikke 'dig'. Du er udelukkende et vidne til alt dette.
Bhaktha: Swami, du sagde, at Atma er i alt. Er der også Atma i en, der er død?
Swami: Uha, sikke et godt spørgsmål! Stiller du det for at fjerne din egen eller den dødes tvivl?
Bhaktha: Min egen.
Swami: Godt. Det er først, når du er vågnet op fra den dybe søvntilstand, Sushupthi, at du er klar over, at der er et 'jeg'. Er du enig? Det forholder sig på helt samme måde med Atma i den døde krop.
Bhaktha: Jamen, hvordan kan man kalde den død, hvordan kan man dø, når Atma eksisterer?
Swami: Dersom du anvender din skelneevne på den rette måde, vil du erkende, at der ikke er nogen død, og at der ej heller er noget liv. En krop, der bevæger sig, kaldes levende, og en krop, der ikke bevæger sig, kaldes død. I drømme kan du opleve et vilkårligt antal levende og døde kroppe. Når du vågner op, eksisterer de ikke længere. På en lignende måde er det med denne verden. Både det bevægelige og det ubevægelige er ikke eksisterende. Døden indtræffer, når jeg bevidstheden svinder bort, og genfødsel finder sted, når jeg bevidstheden vender tilbage. Det er det, min dreng, der kaldes fødsel og død! Ahamkara fødes, og Ahamkara dør. Det er det hele.
Bhaktha: Det vil altså sige, at jeg lever evigt, ikke sandt?
Swami: Ja, naturligvis gør du det! Når der er jeg bevidsthed, så lever du. Når der ikke er jeg-bevidsthed, ja så eksisterer du også. Du er udelukkende grundlaget for bevidstheden, du er ikke bevidstheden.
Bhaktha: Men man siger 'at opnå Frigørelse og 'at opnå Mukti' og så videre. Hvad betyder så det?
Swami: Når man erkender årsagen til fødsel og død, så skal man fuldstændigt tilintetgøre bevidstheden om dette særskilte 'jeg'. Den tilstand kaldes Mukthi.
Bhaktha: Så når jeg dør, er Du og jeg Én og den Samme, er det rigtigt?
Swami: Det kan ikke benægtes. Når du er fuldstændigt forankret i denne følelse af Enhed, så oplever du intet andet.
Bhaktha: Indtil det sker, siger man, at det er nødvendigt at få hjælp af en Guru til at erkende det virkelige 'Jeg' i det uvirkelige 'jeg'. Er det sandt, Swami?
Swami: Det er udelukkende, så længe du har så mange jeg'er, at du har brug for hjælp, ikke sandt? Når alt er Én og den Samme, hvorfor da opsøge en anden. Lige indtil denne Aham, dette 'jeg', svinder bort, eksisterer dette talende 'jeg' og dette lyttende 'du'. Når dette 'jeg' er væk, hvem kan man da tale til? Hvem lytter? Alle er Én. Iswara er genspejlingen af Atma under påvirkning af Chith. Jiva'en er Iswara under påvirkning af Anthahkarana, ikke sandt?
Bhaktha: Men hvad helt præcis er denne Chidabhasa?
Swami: Chidabhasa er en betegnelse for jeg bevidstheden, når den er under påvirkning af Chith. Den Ene bliver til tre, de tre bliver til fem, de fem bliver til de mange. Jeg bevidstheden, der er Satvaguna, bliver til de tre ved at komme i kontakt med Rajoguna og Tamoguna. De fem Bhootha'er, de fem elementer, kommer fra de disse tre, og fra disse fem elementer kommer hele denne mangfoldighed. Det er alt det, der skaber den illusion, at jeg'et er kroppen. Dersom vi vælger at benytte begrebet Akasa, så findes der tre Akasa'er: Chidakasam, Chiththakasam, og Bhoothakasam.
Bhaktha: Hvad er Chidakasam?
Swami: Det er Atma.
Bhaktha: Chiththakasam?
Swami: Det er afbøjningen af Chidakasa. Altså Chiththam. Når Chiththam forandres til Manas, Buddhi og Ahamkara, så kaldes den Anthahkaranam. Det begreb betegner de indre sanser, de indre Indriya'er. Chidabhasam sammen med Anthahkarana udgør det, vi kalder Jiva'en.
Bhaktha: Og Bhoothakasam?
Swami: Det er Chidakasa under påvirkning af Chiththakasam. Når Chidakasa oplever eller ser Bhoothakasam, det fysiske plan, så bliver den til Mano akasa, og når den oplever eller ser objektet, Vasthu'en, så bliver den til Chinmaya. Min kære dreng, det er derfor, man siger, "Det er ene og alene sindet, der er ansvarligt for såvel trældom som Frigørelse". Sindet er i stand til at frembringe en ubegrænset mængde illusioner.
Bhaktha: Men Swami, hvordan kan denne vrangforestilling forsvinde?
Swami: Når du ved hjælp af grundig udforskning har fattet dens hemmelighed, så vil de mange blive til de fem, de tre til den ene, og jeg'et eksisterer som 'Jeg'. Når du har hovedpine, tager du en pille, og hovedpinen forsvinder. Du er da, som du var. Det forholder sig på samme måde med det selvbedrag, der siger, "Jeg er kroppen". Det vil forsvinde, hvis du tager pillen Vichara, som betyder grundig udforskning.
Bhaktha: Kan alle og enhver anvende denne metode, der består i at anvende grundig udforskning?
Swami: Nej, min dreng. Den er kun for dem, hvis Chiththa er modnet.
Bhaktha: Hvad kan vi gøre for at opnå denne modne tilstand?
Swami: Nu er vi tilbage ved udgangspunktet! Er det ikke netop derfor, du har Japam, Dhyanam, Puja og Pranayama? Du vil ved hjælp af disse åndelige øvelser stille og roligt blive modnet og gennem grundig udforskning af Virkeligheden, vil du blive i stand til at forstå, hvad dette 'jeg' er. For sådanne personer er Atma ikke noget, der er forskelligt fra dem selv eller forskelligt fra dig. Alt og alle er Atma!
Bhaktha: Men Swami, Du nævnte kun Japa, Dhyana, Bhajana og lignende. Der er nogle højtudviklede, der tillige anvender Mounam, løftet om tavshed. Er det gavnligt? Hvad helt præcis er Mounam?
Swami: Mounam er sjælens Oplysthed! Hvordan kan der være Mounam, hvis Atma ikke er Oplyst? Blot fordi man ikke taler, er der uden denne Oplysthed ikke tale om nogen Mounam. Der er nogle, der afgiver tavshedsløftet, men kommunikerer ved at skrive på en tavle eller på papir, eller de peger på alfabetets bogstaver på et kort over alfabetet. Alt det er pseudo Mounam! Det er blot en anden måde at tale uafbrudt på. Det er ikke nødvendigt at 'opnå' stilhed. Stilheden er altid hos dig. Det eneste, du behøver at gøre, er blot at fjerne de ting, der forstyrrer den!
Bhaktha: Men der er mange, der ikke taler. Siger Du, at det er nytteløst?
Swami: Hvem har sagt det? Hvis du ikke taler, og du opretholder tavshed for at fjerne ydre hindringer for din Sadhana, så vil du helt sikkert højne din tankevirksomhed. Du vil lade være med at forstyrre andre, du vil undgå andres bekymringer og kritik, du vil udvikle din koncentrationsevne, din hjerne bliver befriet for unødvendige byrder, og den vil kunne fungere meget bedre. Med en sådan hjerne er det lettere at udføre Smarana på Guds Navn. Når du udøver Sadhana, vil du opnå alle disse fordele.
Bhaktha: Er alt dette unødvendigt for den fuldkomne Jnani?
Swami: Der findes ikke nogen fuldkommen Jnani i denne verden! Han har ikke behov for denne verden. Så hvad skulle han med alt det?
Bhaktha: Når det er tilfældet, hvem er så alle de, der bliver kaldt Jnani'er?
Swami: Det er de 'tavse mænd', Jeg netop har talt om. Titlen Jnani bruges af høflighed. En fuldkommen Jnani er ikke eksisterende i verden. Jnani'en må opleve og erkende, at 'alt og alle er en Enhed'! De Jnani'er, du tænker på, er enten eksperter i logik eller verdslig viden. De har ikke erkendt Virkeligheden.
Bhaktha: Hvem er da de virkelige Jnani'er?
Swami: Den, der erkender Atma som Atma, vil erkende sig Selv på samme måde, som når mælk hældes i mælk, olie i olie eller vand i vand. Når den fysiske krop dør, forenes de på samme måde med Atma. Der er dog visse af dem, der stadig kan have bevaret nogle karaktertræk. De fortsætter med at have nogle få beslutninger og ønsker. Indtil disse er helt udtømte, vil de bevæge sig omkring i verden i en krop. Sådanne personer kaldes 'Dele af Gud, fødte som mennesker, Daivamsasambhuta'er'. Dette er også efter Guds Vilje.
Bhaktha: Hvorfor er der den forskel, Swami?
Swami: Den skyldes den enkeltes Sadhana og Sankalpa. Når man har spist en melon, kan du opleve dens duft i et opstød. Hvordan skulle du kunne undgå det? Opstødet bringer duften af det spiste med sig.
Bhaktha: Er den slags personer også underkastet begrænsninger? Upadhi'er?
Swami: Hvordan kan der blive udrettet noget uden en Upadhi? Disse personer har også legemer, men blot i en finere form, og kun indtil de opnår den Mukti, der overskrider kroppen, Videha Mukti.
Bhaktha: Hvad er det, Swami?
Swami: Deres handlinger kan sammenlignes med at tegne streger i vand. Stregen kan ses, mens den bliver tegnet, men den er forsvundet, så snart den er tegnet færdig. Man er klar over det, mens det sker, men et øjeblik efter er der ikke noget at se.
Bhaktha: Swami, Du sagde, at en Jnani's kendetegn er forsagelse. Hvordan kan de to ting harmonere?
Swami: Det er sandt. Hans kendetegn er forsagelse. Dersom han udvikler tilknytninger på grund af tidligere livs tilbøjeligheder, så må han være klar over, at det udelukkende er kroppen, der er bundet. Det er ikke ham selv. Denne binding er ødelæggende for lyksaligheden i Jivanmukti. Jnana er yderst vigtig for opnåelse af Videhamukti.
Bhaktha: Hvis man ikke besidder Jnana, kan man så alligevel opnå Mukti ved hjælp af Vairagyam?
Swami: Sikke et dumt spørgsmål! Hvordan skulle frugten kunne være sød uden at være moden? Vairagyam opstår udelukkende som følge af Jnana. Uden Vairagyam ingen Moksha. Det kan du være sikker på.
Bhaktha: Men hvor kommer så Bhakthi ind i billedet?
Swami: Så er vi igen tilbage ved begyndelsen! Før Jnana findes det i form af Bhakthi. Før Bhakthi er det i form af Anurakthi, kærlighed til nogen eller noget. Alt dette hænger sammen som en en enhed. Anurakthi er blomsten, Bhakthi er frugten. Når den modnes opstår Jnana. Vairagyam er den søde saft, målet. Du kan ikke opnå den efterfølgende tilstand uden at gennemgå den forudgående tilstand. Du skal hver dag udføre dine bønner og det, Jeg har fortalt dig, for derigennem at passe og pleje frugten, indtil saften og smagen er fuldt udviklet. Men tænk lige fra starten over altings Enhed. Vær klar over, at der er ikke nogen 'anden'.
Bhaktha: For at begå sig i verden er man af og til nødt til at sige, "Det er min." Hvad bør man egentlig gøre i en sådan situation?
Swami: Selvfølgelig kan du blive nødt til at sige det. Men selv om du siger det, hvilken grund har du så til at føle, at du og Jeg er adskilte? Når du kører i bil, anser du så bilen for at være dig? Tænk på solen. Solen genspejles i en lille skål med vand, i en stor flod, i et spejl eller i et blankpudset bæger. Tror du, at solen derfor føler, at alle disse genstande er 'den'? Bliver solen bedrøvet, hvis bægeret går itu, eller hvis floden tørrer ud? Det er nøjagtigt det samme. Hvis du anser jeg'et for at være kroppen, så opstår alt besværet. Dersom du lader være med det, så vil du stråle som solen helt uafhængigt af alt og alle. Du vil desuden være til stede i alt og alle.
Bhaktha: Det er det samme som at sige, at alle og enhver først og fremmest skal finde ud af, hvem han er.
Swami: Præcis. Find først ud af det. Det vil naturligvis være for svært for dem, der ikke er kvalificerede til det. Derfor siger de, der har erfaring med disse forhold, at man ikke skal fortælle den slags personer om disse forhold. Hvis du fortæller de mennesker, der ikke er kvalificerede, at "Du er selv Brahman. Du har opnået Moksha. Du er Den.", så vil de ikke udøve nogen Sadhana. De vil gøre, som de lyst, og de vil ikke tage hensyn til, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Denne viden må kun røbes af en Guru eller på Herrens Bud. De, der har længslen, og som besidder den nødvendige målbevidsthed til at praktisere disciplinen, kan selvfølgelig godt stille spørgsmål. Men det skal praktiseres. Det hjælper ikke blot at høre om det og så gentage, "Alt og alle er Een". Det er meningsløst.
Bhaktha: Swami, Sankara har sagt, "Viswamdarpana, drsyamaananagaree thulyam ni amthargatham" og så videre (Verden er, hvis du virkelig forstår den, som en by, du ser i et spejl). Denne vision, at Jagath er uvirkelig, at alt dette er Maya, gælder det både for almindelige mennesker og for Jnani'er?
Swami: En Jnani ser alt som værende Brahmam! En Ajnani, et menneske uden Jnana, kan ikke forstå det, uanset hvad der bliver sagt. Formålet med alle Sastra'erne er derfor at gavne almindelige mennesker.
Bhaktha: Betyder det så, at alle Sadhana'er er indeholdt i Vicharana Marga, den grundige udforsknings vej?
Swami: Ja. Vedanta's lære omhandler spørgsmålet "Hvem er jeg?" Kun de, der besidder de fire instrumenter, er kompetente til denne udforskning. Formålet med de fire instrumenter er at nå til erkendelse af, at Atma er Virkelig, og at alt andet er uvirkeligt, samt at blive i stand til at skelne mellem Atma og alt andet.
Bhaktha: Hvordan kan man erkende det, Swami?
Swami: Ved at undersøge, hvad der er Atma's Natur. Først udfører du alle mulige Sadhana'er, og til sidst begynder du på denne vej. Som barn lærte du din ABC, ikke sandt? Selv det, man lærer på universitetet, består af permutationer og kombinationer af denne ABC, men man bliver først klar over, at det forholder sig sådan, når man er færdig med sine studier. Sastra'erne er baseret på Akshara, der både betyder bogstav og det Uforgængelige. Alle Marga'er er baseret på Vichara Marga.
Bhaktha: Men der er dog nogle, der opnår Samadhi. Vil de være beskæftiget med hele denne grundige udforskning i Samadhi?
Swami: Hvor er du herlig! Hvordan kan man foretage udforskning i Samadhi? Har du nogen tanker om verden omkring dig, når du sover dybt? Det er en lignende situation.
Bhaktha: Er der nogen Manas i Samadhi?
Swami: Den Manas, der findes i den dybe søvn, vil også være der.
Bhaktha: Man taler om tilstanden Thuriya, noget der ligger ud over, noget man opnår i Samadhi. Hvad er det, Swami?
Swami: Det er noget, der er ud over eller på den anden side af den vågne tilstand, drømmetilstanden og den dybe søvntilstand.
Bhaktha: Hvad er grunden til, at de tilstande ikke er der? Hvad kendetegner den tilstand?
Swami: De tre tilstande er kendetegn for oplevelsen af 'jeg hed', Ahamkara, personligheden med Manas, der udfører alle handlingerne. Intet af dette er til stede i den tilstand, der kaldes Thuriya. Det vil være forsvundet længe før. For ham er alt det samme, hvad enten han har åbne øjne eller lukkede øjne. Alt er Een og den Samme.
Bhaktha: Swami, hvordan kan de tale uden Aham?
Swami: Når Virkeligheden er erkendt, bliver det, der begyndte som Aham, forvandlet til Swarupa, det Sande Væsen. Det kaldes Mano nasanam, sindets tilintetgørelse.
Bhaktha: Så er denne Nirvikalpa Samadhi er blot Nasanam?
Swami: Hør her, min dreng. De forskellige former for Samadhi er alle ensbetydende med Forening, med Laya, de har ikke noget med tilintetgørelse at gøre. Det er i tilstanden som Sadhaka, at der både forekommer opbygning og nedbrydning.
Bhaktha: Swami, dette tema er meget interessant.
Swami: Lad være med blot at sidde der og nikke anerkendende. Anvend denne viden i din dagligdag. Godt, stik nu bare af.
Bhaktha: Tak, Swami. Velsign mig, så jeg kan praktisere denne viden. Jeg kommer snart igen.
Bhaktha: Swami, der er noget, jeg er i tvivl om. Kan jeg spørge Dig?
Swami: Selvfølgelig. Hvorfor siger du, "Kan jeg spørge Dig"?
Bhaktha: Der er nogen, der siger, at Brahmam er Asthi, Bhaati og Priyam. Hvad betyder det? Hvordan er forholdet mellem disse kvaliteter og Brahmam?
Swami: Så det er dit problem? Asthi betyder, 'det der er'. Bhaati betyder, 'det der stråler', og Priyam betyder - det ved du selvfølgelig - gør du ikke? Priyam betyder, 'det der tiltaler, det der er ønskværdigt, det der tilfredsstiller'. Alt det, der er Priyam for dig, er Brahmam!
Hvis du virkelig holder af en hund, så er den hund også Brahmam! Hunden har et navn og en form. Hvis du fjerner både dit navn og din form og hundens navn og dens form, så er der udelukkende Brahman. Navn og form er 'fortidens forhindringer', Bhouthaprathibandha. Brahmam er fravær af navn og form. Det er udelukkende den Ene, Brahman, der er til stede i alle disse forskellige navne og former. Du er nødt til at erkende denne 'er hed' i alt og alle. Asthi er denne 'er hed'. Bhaati er den viden, erkenderen har. Den er Stråleglans og strålende Herlighed. Det er også Brahman.
Der er en længsel efter at se Den, opleve Den og søge Den. Ikke sandt? Denne tiltrækning, denne fortryllelse skyldes Priyam. Min kære dreng, det er Brahmam's tre grundlæggende egenskaber!
Bhaktha: Hvad er denne Satchitananda, som folk taler om?
Swami: Atma kaldes for Sat Chit Ananda, fordi Dens Natur er Asthi Bhaati Priyam.
Bhaktha: Swami, da nu denne tiltrækningsevne, denne Priyam, også er Dens Natur, burde det så ikke være således, at alt var tiltrækkende? Men hvem elsker skorpioner, slanger og vilde dyr?
Swami: Det kan være, at du ikke bryder dig om dem, men de elsker dog hinanden, gør de ikke? Krage søger mage. En hengiven er glad for andre hengivne. Alle elsker deres egne.
Bhaktha: Swami, det forstår jeg ikke rigtigt. Er det muligt at belyse dette Asthi Bhaati Priyam med et eksempel hentet fra dagligdagen, hvis der findes et sådant eksempel?
Swami: Min kære dreng, hvorfor siger du, "Hvis der findes et sådant eksempel"? Da alt er Brahmam, er der så noget, der ikke kan tjene som eksempel? Lad os forestille os, at du går i biografen. Filmen vises på lærredet. Den er. Den findes. Det er kvaliteten Asthi. Hvem er det, der ser den og forstår den? Det er dig. Så her har vi kvaliteten Bhaati. Navnene og formerne er Priyam. De virker tiltrækkende. De kommer til syne og forsvinder igen. Selv om du er i stand til at se bort fra dem, og du er i stand til at undgå at blive vildledt af dem, så er lærredet der hele tiden. Læg mærke til én ting. Billederne kan ses på lærredet, fordi en lysstråle bliver projiceret ud gennem en lille åbning i væggen til operatørrummet. Hvis de i stedet kommer fra hele lokalet og er fri for denne begrænsning, så er det ikke muligt at se billederne! Lærredet er da fuldstændig badet i lys. På samme måde forholder det sig, når verden ses gennem den lille åbning, sindet udgør. Så bliver den mangeartede og mangefarvede skabelse synlig, men når lyshavet fra Atmajnana vælder frem, og du ser det ved hjælp af Atma, så ser du et ubegrænset Lys og ikke de enkelte billeder. Det vil sige, at alt bliver erkendt som den ene, udelelige Brahmam. Forstår du det?
Bhaktha: Ja, det har jeg klart forstået, Swami. Nu ved jeg, hvad man forstår ved 'fortidens forhindringer'. Hvori består da 'nutidens forhindringer'?
Swami: Godt. Det skal Jeg fortælle dig. Der er fire forskellige slags nutidige forhindringer. De er : tilknytning til sanseobjekter, kynisk kritik, en sløv opfattelsesevne og tåbelig indbildskhed. Den første forhindring skyldes tilknytning til de objekter, som sanserne tiltrækkes af. Den anden medfører, at man tillægge det, Guru'en siger, en forkert betydning. Den tredie forhindring skaber forvirring, fordi man overhovedet ikke fatter, det Guru'en forklarer. Den fjerde og sidste forhindring får en til at føle sig som en lærd person, Pandit eller asket, der tror, at kroppen og sanserne er Atma.
Bhaktha: Hvad med 'fremtidens forhindringer'?
Swami: Åh! De skyldes altid syndige handlinger. De dukker uventet op og skaber forhindringer!
Bhaktha: Hvordan skal vi tackle dem og forholde os til dem, Swami?
Swami: Det er ikke en mulighed, alle har. Aspiranten har i et vist omfang mulighed for erkende, at noget galt er ved at ske, og at erkende de kneb dette 'forkerte' anvender. Der opstår et ønske, der iklæder sig nødvendighedens kappe. Du er i en sådan situation nødt til at blive klar over, at det er en 'fremtidens forhindring'. Det er vanskeligt at opnå denne evne til forudanelse gennem et enkelt liv. Det kan kræve mange liv at udvikle denne færdighed.
Bhaktha: Er der overhovedet nogen, der har lært det?
Swami: Ja, det er der da. I de hellige skrifter omtaler Bharata og Vasudeva. Bharata havde behov for to, tre liv. Vasudeva kunne nøjes med ét.
Bhaktha: Det betyder altså, at disse tre typer af forhindringer ikke kan overvindes førend efter mange liv. Kan vi ikke nå målet uden alt det besvær?
Swami: Ved du nu hvad! Aspiranten kan blive fri for at bekymre sig om disse tre forhindringer, hvis han grundigt undersøger dem og forstår dem. Ellers kan det tage mange liv.
Bhaktha: Swami, hvordan overvinder vi 'nutidens forhindringer'?
Swami: Dem er der også en udvej for. Ved hjælp af Karma. Den rette Karma! Der er ingen forhindring, der ikke kan overvindes. Tilknytning til sanseobjekter kan fjernes ved hjælp af Sama, Dama, Uparathi og Thithiksha, det vil sige ved at udvikle renhed, selvkontrol og loft over ønsker samt ved at udvikle evnen til at udholde lidelser. En svag opfattelsesevne kan styrkes ved at lytte igen og igen. En vanemæssig kynisk kritik kan fjernes ved konstant at meditere på det, man hører. Den tåbelige indbildskhed vil forsvinde, jo mere man lærer.
Bhaktha: Swami, det ser ud, som om det er umuligt for alle og enhver at mestre alt det. For at gøre det let tilgængeligt for alle , så fortæl mig, hvad der er det vigtigste?
Swami: Min kære ven. Det er nødvendigt at besidde Vijnana for at lære noget at kende. Ved du ikke, at Ajnana fører til uvidenhed?
Bhaktha: Der er mange, der siger mangt og meget om Vijnana og Ajnana. Fortæl mig, hvad der er deres fælles baggrund!
Swami: Nu er du igen kommet tilbage til begyndelsen. Ajnana er den mentale holdning, der er rettet mod det ydre objekt, og Vijnana er den mentale holdning, der er rettet mod det indre subjekt. Ajnana kendes som Manas og Chiththam. Når aktiviteten og opmærksomheden rettes indad, så kaldes de Buddhi og Antah-karanam.
Bhaktha: Der er nogen, der påstår, at en Jnani kun beskæftiger sig med to ting: ønsket om at nå det hinsidige og byrden af tidligere Karma. Er det sandt?
Swami: Både en Jnani og en Ajnani vil i samme omfang ønske eller ikke ønske at nå det hinsidige, og de vil begge i samme omfang være bebyrdet med tidligere Karma. De vil have gjort de samme erfaringer. Men Jnani'en vil være klar over, at det ikke er ham, der udfører handlingerne. Han vil derfor ikke være bundet. En Ajnani vil opleve, at det er ham, der udfører handlingerne, og derfor vil han være bundet. Det er det, der er forskellen. Har Jeg ikke allerede fortalt dig, at 'sindet er årsag til både trældom og Frigørelse'? Sindet er årsag til alt.
Bhaktha: Man bliver ved med at sig 'sindet, sindet'. Hvad er det for noget? Hvilken form har det?
Swami: Sindets form er 'erkendelse' og 'forståelse'. Dersom du bliver klar over grundlaget for denne erkendelse, så vil der ikke være nogen form for trældom.
Bhaktha: Hvad er dette grundlag?
Swami: Grundlag er det, du kalder Jeg. Hvis du er etableret i denne Jeg tilstand, så vil du forblive upåvirket, uanset hvor meget du erkender eller ikke erkender.
Bhaktha: Fint. Det er storartet, Swami. Vil Du ikke nok få os til at forstå alt dette, så vi kan blive klar over livets formål. Swami, jeg vil så tage af sted nu.
Swami: Ja, gør det. Tag af sted, vær glad, og kom igen senere. Tag Mine Velsignelser med dig.
Bhaktha: Swami, da Du var i Venkatagiri, sagde Du ved Adhyatmika Sabha mødet noget, jeg ikke rigtig forstod. Må jeg spørge Dig om det nu?
Swami: Det glæder Mig, når nogen spørger om det, han ikke har forstået. Selvfølgelig må du spørge Mig om det. Det har du ret til.
Bhaktha: Du omtalte Sthula rupa og Sukshma rupa, den grove form og den finere form, ikke sandt? Er disse to former noget, der alene kendetegner Manas, eller vedrører de også alt andet?
Swami: Alt har disse kvaliteter. I virkeligheden er det således, at alle det grove plans navne og former også eksisterer på det finere plan. Formålet med det grove plan er udelukkende at få dig til at forstå det finere plan.
Bhaktha: Swami, vi ser den grove fysiske himmel, Sthula-akasa, har den også en finere Akasa?
Swami: Min kære dreng, alt dette eksisterer tillige i den finere Akasa. Den finere Akasa er lige så umærkbar og altgennemtrængende som den grove Akasa.
Bhaktha: Hvad kaldes den, Swami?
Swami: Den kaldes Sukshma Hridaya akasa, det vil sige hjertets finere himmel.
Bhaktha: Hvordan kan den være altgennemtrængende?
Swami: Der er intet andet, der har den samme udstrækning, det samme omfang eller den samme bredde, som denne Hridaya akasa. Læg mærke til hvor mange billeder, hvor mange følelser og hvor mange formodninger, der er gemt i dens dyb.
Bhaktha: Findes der så også en Sol på den finere himmel?
Swami: Ja, da! Det kan ikke benægtes. Hvordan skulle der ellers kunne være al denne herlighed, alt dette lys, samt al denne visdom og klarhed?
Bhaktha: Hvad kaldes den, Swami?
Swami: Når nu hjertet er Akasa, så er Solen naturligvis Buddhi, intellektet, der oplyser denne himmel. Stråleglansen fra Buddhi er lige så klar som Solens stråler. Så Buddhi er den finere sol.
Bhaktha: Så er Månen måske også til stede i en finere form på hjertets himmel?
Swami: Hvorfor stiller du alle disse spørgsmål ét ad gangen? Fortalte Jeg dig det ikke lige fra starten? Ethvert groft navn og enhver grov form besidder et tilsvarende finere navn og en tilsvarende finere form. Prema er Månen i dens finere form, og Prema's kølige stråler vederkvæger hjertet. Kærlighed er Månens finere form.
Bhaktha: Undskyld mig, Swami, men er det ikke rigtigt, at Pandava'erne og Kaurava'erne engang bekrigede hinanden? Hvordan i alverden kunne en 'finere' krig blive udkæmpet mellem de 'finere' Pandava'er og de 'finere' Kaurava'er?
Swami: Hvorfor siger du, "Hvordan i alverden kunne en 'finere' krig blive udkæmpet?" Den krig udkæmpes endnu den dag i dag på det finere plan. I denne krig er Kaurava'erne de slette tilbøjeligheder, og Pandava'erne er de gode kvaliteter. Sathya, Dharma, Santhi, Prema og Ahimsa er de fem Pandava brødre. Der er mange dårlige kvaliteter, og Kaurava'erne udgør derfor en stor hær. Alle og enhver udkæmper til stadighed denne kamp i sin egen Hridaya Akasa, på sin egen Chidbhumi.
Bhaktha: Swami, det fortælles, at Pandava'erne er sønner af kong Pandu, og at Kaurava'erne er sønner af Dhritharashtra, en anden konge. Hvor finder vi dem på det finere plan?
Swami: De ønsker begge at erobre det selv samme rige, det selv sammme hjerte. De er til stede i alle og enhver som Ajnani og Sujnani, som den uvidende, ukloge personlighed, og som den kloge eller vise personlighed. Den ukloge, blinde regent er Dhritharashtra. Den kloge Pandu er far til alle de gode kvaliteter. Forstår du det?
Bhaktha: Undskyld mig, men i den krig deltog der millioner af soldater, stridsvogne og undersåtter. Hvem er alle de i denne 'finere' konflikt?
Swami: De findes selvfølgelig også allesammen i mennesket. Soldaterne og undersåtterne er de millioner af følelser, tanker og indtryk, der findes der. De ti Indriya'er er regimenterne. De fem sanser er stridsvognene. I ethvert hjerte foregår denne evige kamp mellem det gode og det onde, mellem Pandava'erne og Kaurava'erne. Er det forstået?
Bhaktha: Jamen, hvem er da Herren Krishna i den 'finere' krig? Han var jo dengang neutral i magtkampen.
Swami: Ved du ikke det? Han er Vidnet, der kendes som Atma. Han er Sarathi i Jiva'ens stridsvogn.
Bhaktha: Et spørgsmål til. Byen Hasthinapura var dengang hovedstad for alle disse mennesker. Hvad svarer Hasthinapura til i mennesket?
Swami: Grundlaget for alle disse finere manifestationer, disse mennesker, stridsvogne, Pandava'er og Kaurava'er er, som du ved, byen Asthinapura. Det vil sige byen, der består af knogler, denne krop. Dette skelet er Asthinapura! Begge byer har ni porte. Både Kaurava'erne og Pandava'erne blev født der. Der legede de, der blev de undervist, og der voksede de op sammen. Det foregår på samme måde i denne Asthinapura. De gode og de dårlige kvaliteter fødes der og vokser op der. De styrkes og svækkes, de holder øje med hinanden, de hader hinanden, og de lever alle i den samme krop. Er det ikke også den ukloge og den kloge personlighed, Ajnani og Sujnani, der bekriger hinanden i den samme krop?
Bhaktha: Jo, Swami. Der er en tæt forbindelse mellem Mahabharatha krigen og menneskets karakteregenskaber og adfærd. Ja, den forbindelse er der helt sikkert. Det er en fin sammenligning! Som Du sagde, så foregår denne krig også i dag i alle og enhver. Men, Swami, hvornår vil denne krig høre op?
Swami: Du spørger, hvornår denne krig vil høre op? Det sker, når såvel de dårlige karakteregenskaber som de gode karakteregenskaber har fortonet sig, og mennesket er nået hinsides alle kvaliteter. Først da kan mennesket opnå Santhi.
Bhaktha: Da vil denne krigsskueplads, denne Asthinapura, denne by der består af knogler, ikke længere eksistere? Har jeg ret?
Swami: Når der er krig, må der nødvendigvis være en krigsskueplads. Når der er fred, har man ikke længere brug for den.
Bhaktha: Kan vi da ikke helt undgå denne krig?
Swami: Hvorfor dog ikke? Konger får mod på at gå i krig, fordi de stoler på deres undersåtter. Undersåtterne opmuntrer kongerne til at kriges. Undersåtterne er de vrangforestillinger, der maser på for at få den enkelte til at gå med i krigen. Der vil ikke blive nogen krig, dersom der er for få undersåtter. Gør dig derfor fri af undersåtterne: vrangforestillinger, illusioner og følelser, der siger 'jeg' eller 'min'. Så vil du opnå fred og nyde uforstyrret Santhi, min dreng! Du kan stikke af nu! Nej, vent lidt! Lad Mig fortælle dig nok en ting. Det er også en vrangforestilling, Vyamoha, at have alle mulige tvivl! Prøv på at frigøre dig for denne tilbøjelighed. Godt, stik nu af og kom tilbage igen senere.
Bhaktha: Swami, sidst fortalte Du om Mahabharatha-krigen. Foregår Ramayana'en på samme måde i alle hjerter?
Swami: Ja, det gør den. Der foregår den med samme systematisk og i samme rækkefølge.
Bhaktha: Så i hvilken form møder vi Rama?
Swami: Rama er Atma. Han optræder i rollen som Jivi, og kroppen er den klædning, Han har iført Sig.
Bhaktha: Hvorfor lider Han så meget, når nu Hans Vilje er nødt til at ske? Han er jo Sankalpasiddha og derfor Almægtig?
Swami: Det er altsammen en leg. Hans Leela, Hans Leg. Hvad kan glæde Ham? Og hvad kan påføre Ham smerte? Han er Anandaswarupa, og Han kender hverken til sorg eller glæde. Hans Vilje kan skabe hvad som helst. Han opsætter Ramayana'en på verdensteatrets scene, hvor Han Selv påtager Sig en rolle. Han viser os de forskellige kvaliteter, Guna'erne, i forskellige roller. En sådan Ramayana udspilles i alle hjerter. Rama i hjertet, Atmarama, er Vidne til alt dette.
Bhaktha: Men hvordan optræder den uvirksomme materie, Jada'en, Jivi'en, i denne Ramayana?
Swami: Denne Jada accepterer den aktive Chaithanya, det vil sige viden om Brahmam. Chaithanya fødes og bliver kaldt Sitha. Jada Chaithanya forenes og bliver Een. Det benævnes Sitharama. Så længe Jada'en og Chaithanya'en forbliver en Enhed, så længe er der ingen problemer og ingen lidelser. Alle vanskeligheder skyldes adkillelsen af disse to.
Bhaktha: Hvordan det, Swami?
Swami: Sitha, der er Brahmajnana, forlader Atma, der optræder i rollen som Jiva, og Sitha kommer da uundgåeligt ud i mørket, ud i junglen. Rama har iscenesat dette drama for at vise os det. Dersom du tillader dig at miste Sitha, Brahmajnana, så kan du ikke undgå at vandre omkring i mørkets jungle.
Bhaktha: Når det nu er sådan, Swami, hvad er så grunden til, at Lakshmana altid er sammen med Rama? Hvad symboliserer han i vort liv?
Swami: Du bør ikke være alene i livets mørke jungle. Du bør altid have Manas ved din side. Det er derfor, Lakshmana altid er i lige i nærheden.
Bhaktha: I Ramayana'en optræder Vali og Sugriva også. Hvem er så de?
Swami: Når man bevæger sig omkring i en mørk jungle, kan man blive overmandet af modløshed, hvor man i stedet skulle fremelske sin skelneevne. Disse to egenskaber nærer et destruktivt had til hinanden. Vali, der symboliserer modløsheden, skal tilintetgøres, thi først da kan man få succes. Vali er modløsheden, og Sugriva er skelneevnen.
Bhaktha: Hvem er Hanuman, der optræder sammen med dem?
Swami: Han er modet! Og han er til stor hjælp, når det gælder om at overvinde modløshed. Det er Hanuman. Han har rollen som modet. Når man slår følge med modet, så bliver det muligt at krydse selvbedragets ocean. Det viste Rama os ved at lade Hanuman hjælpe med til at bygge broen, Sethu'en.
Bhaktha: Hvad skal man gøre, når man har krydset selvbedragets ocean?
Swami: Ved du ikke, hvad Rama gjorde, da Han var kommet over broen? Han besejrede Moha, selvbedraget. Han dræbte Ravana, der symboliserer Rajoguna, og Kumbhakarna, der symboliserer Tamoguna. Den sidste broder, Vibhishana, der symboliserer Satvaguna, blev da kronet til konge. De tre Guna'er beskrives og forklares ved hjælp af de tre brødre Ravana, Kumbhakarna og Vibhishana, ved deres personligheder og deres karrierer.
Bhaktha: Når det er sket, hvad skal man så gøre?
Swami: "Hvad skal man så gøre?", siger du. Derefter skal man sikre sig Anubhavajnana, det vil sige Sitha. Jnana opnået gennem erfaring, Jnana opnået i det virkelige liv. Når Jada'en og Chaithanya'en igen forenes, så sker Pattabhisheka, kroningen. Da opnås Jivanmukti, Jiva'ens Frigørelse. Den grundlæggende lære i Ramayana'en er derfor denne: Jiva'en, Manas, Jnana, modløshed, skelneevne, mod, vrangforestillinger, Rajoguna, Tamoguna og Satvaguna optræder for os i hver sin rolle. Opgaven består i at lære, på hvilken måde du tilegner dig eller overvinder disse.
Alt dette er iscenesat af Atma, der har påtaget sig rollen som Rama. Det sker ved hjælp af Rama's Opførsel, Handlinger, Instruktion og Vejledning. Så Ramayana'en sluttede ikke engang i fortiden. Ramayana'en vil fortsætte med at blive udspillet i menneskenes hjerter. Den ene gang er det Mahabharatha-krigen, en anden gang Ramayana'en eller Bhagavatha'en. Det vil fortsætte, så længe der i den enkeltes liv foregår en kamp for at nå målet af disse veje, lige indtil den søgende til slut har opnået Anubhavajnana, og Satvaguna endelig kan blive kronet. Således vil livet foregå i al evighed. På den måde optræder Sukshma-formerne og Sukshma-rollerne i Ramayana'en, Mahabharatha'en og Bhagavatha'en. Forstår du det?
Bhaktha: Det betyder altså, at i det virkelige livs Ramayana er Atma Rama, Manas er Lakshmana og Brahmajnana er Sitha. Når Sitha mistes, ender Rama op i tilværelsens jungle. I denne jungle findes der såvel modløshed som skelneevne. Hvis vi knytter os til Hanuman, der er modet, så kan vi krydse vrangforestillingernes hav med støtte fra gåpåmodets, styrkens og udholdenhedens hær. Disse egenskaber repræsenteres af Jambavan, Angada og andre Vanara'er. Så snart vi er kommet over havet, kan vi tilintetgøre den rajasiske kvalitet, som Ravana symboliserer, og den tamasiske kvalitet, der repræsenteres af Kumbhakarna. Den satviske kvalitet, Vibhishana, kan da krones til konge, og vi har vundet Sitha, Anubhavajnana. Denne forening af Jada og Chaithanya, det vil sige af Sitha og Rama, medfører Sjælens Frelse, Jivanmukti og Ananda. Ah! Ramayana'en er herlig! Så man kan sige, at den Ramayana, som Dasaratha's Søn var hovedperson i, nu foregår på et finere plan ved hjælp af de roller, som spilles af det enkelte menneskes Guna'er og Indriya'er, af hans egenskaber og sanser.
Swami: Det er ikke bare noget, man kan sige. Sådan er det. Ramayana'en udspilles på et finere plan.
Bhaktha: Swami, Du fortalte, at hver enkelt Guna og Indriya har hver sin rolle i Ramayana'en. Det forbavser mig at høre, at også sanserne fremtræder i en rolle! I hvilke roller optræder sanserne i den grove Ramayana og i den finere Ramayana? Vær venlig at fortælle mig om det.
Swami: Uden sansernes hjælp er det ikke muligt for nogen Guna, for nogen kvalitet, at udtrykke sig. Guna'erne fremstår i sanserne. Der er fem sanser, der udfører handlinger, og fem sanser, der formidler viden. Er det ikke således, at disse sammen med Manas skaber tilknytninger? Hvis det ikke var tilfældet, så ville Forening være en umulighed. Det siges, at "Mennesket fødes i Maya, at han udvikler sig i Maya, og at hans opgave består i at mestre Maya". Det forholder sig på samme måde med Jada Chaithanya. Den fødes i sanserne, udvikler sig i sanserne, og Jada Chaithanya er nødt til at blive herre over sanserne. Det er dens grundlæggende pligt, er du ikke klar over det? Ved du, hvor Rama, Jivi'en, blev født? Hvem Han var Søn af? Hans far hed Dasaratha, og dette navn er et symbolsk udtryk for de ti sanser, Dasendriya'erne. Der består en ubrydelig sammenhæng mellem de ti sanser og en hvilken som helst Guna og Rupa. Dengang var de til stede i form af Dasaratha, nu er de til stede i de sanser, der handler, og i de sanser, der modtager viden. Det vil sige i Karmendriya'erne og Jnanendriya'erne.
Bhaktha: Dasaratha havde fire sønner. Hvilke roller havde de, Swami?
Swami: Sanserne er i stand til at frembringe et hvilket som helst antal Guna'er og Rupa'er, ikke blot disse fire. Men kun de vigtigste, disse fire, der symboliserer Guds fire Ansigter, blev skabt efter Hans Ønske. De fødtes som Rama, Lakshmana, Bharatha og Sathrughna. På det finere plan er de Sathya, Dharma, Santhi og Prema. De er Guds fire Ansigter.
Bhaktha: Swami, hvem af dem repræsenterer Sathya? Hvem repræsenterer Dharma, Santhi og Prema?
Swami: Kan du ikke regne det ud? Rama repræsenterer Sathya. Da Bharatha blev tilbudt at blive kronet til konge, sagde han, "Magten og æren tilfalder Ham, der har ret til det, ikke mig". Derfor repræsenterer han Dharma. Lakshmana ledsagede Rama, og han repræsenterer Prema, fordi han havde fuld tillid til Atma, det vil sige Rama, og fordi han var overbevist om, at der ikke fandtes nogen større Ananda, end den han kunne opnå ved altid at være i Rama's Nærhed. Sathrughna var rolig og lod sig ikke forstyrre, og da han ikke havde nogen personlige ambitioner, men blot fulgte i sine tre brødres fodspor, så repræsenterer han Santhi. Forstår du det?
Bhaktha: Ja, Swami, men disse fire var sønner af tre mødre. Hvem er disse tre mødre?
Swami: Jeg har lige sagt, at "Mennesket fødes i Maya, udvikler sig i Maya og nødvendigvis må transcendere denne Maya". På samme måde fødes han af Guna'erne, han vokser og udvikler sig ved hjælp af Guna'erne, og til sidst er han nødt til at transcendere Guna'erne. De tre mødre repræsenterer de tre Guna'er. Kousalya spiller rollen som Satvaguna, Kaikeyi er Rajoguna, og Sumithra er Tamoguna. De optræder i disse roller i beretningen. Dasaratha, der spiller rollen som Dasendriya'erne, er knyttet til disse tre Guna'er, og han er derfor Indriyagunaswarupa. Herren benytter i Ramayana'en en mangfoldighed af roller og former som led i Sin Undervisning, fordi mennesket har svært ved at forstå Virkeligheden ved hjælp af sanserne og Guna'erne. Selv nu i vor tid underviser Herren på den samme måde. Herren lod dengang Ramayana'en udspille sig på det grove plan. I dag opfører Han Sukshma-ramayana'en på den scene, hjertet kan lignes ved.
Bhaktha: Swami, den indre mening og betydning af Mahabharata'en og Ramayana'en, som Du har forklaret, er virkelig meget interessant. Hvad er der ellers at hente i dem, hvis man fordyber sig i dem? Den form for Mahabharatha og Ramayana finder sted i alles hjerter i form af samspillet mellem Manas, Chittam og Buddhi. Du sagde tillige, at Bhagavatha'en udspilles på samme måde. Vil Du ikke også godt forklare den, så vi, når vi har forstået den dybere mening med den, er i stand til at følge både Ramayana'en, Mahabharatha'en såvel som Bhagavatha'en på det finere plan.
Swami: Ser du, Bhagavatha'en er ikke som de to andre. Den har hverken kvaliteter eller form! Den beretter om Atma, som er udover og bagom alle Guna'erne, kvaliteterne, og om Indriya'erne, sanserne, samt Manas og Chittam. Den handler om de atmiske Kræfter og den atmiske Formåen, samt om de handlinger og Leela'er, Atma tilsyneladende udfører. Bhagavatha'en indeholder beretningerne om Inkarnationerne af Den, der er Vidne til alting.
Bhaktha: Hvilke Roller iklædte dette Vidne Sig? Hvorfor påtog Han Sig disse Roller?
Swami: I virkeligheden er Han alle Former, Sarvaswarupi. Der er ingen begrænsninger med hensyn til antallet af Hans Former eller deres Kvaliteter. Men hvis vi absolut skal sige noget med hensyn til, hvad der er sket, så er Hans Inkarnationer: Brahma, Vishnu, Maheswara, Matsya, Kurma, Varaha, Vamana, Narasimha, Rama og Krishna. For at udføre skabelsen, opretholdelsen og tilintetgørelsen, for at straffe de onde og beskytte de gode, så iklæder Han Sig den Form, Han finder er den bedst egnede på det givne tidspunkt og til det formål, Han har bestemt Sig for. Når målet er nået, så er Han igen, den Han var, Vidnet, Atmarupa.
Bhaktha: Swami, er det ikke sandt, at både Rama og Krishna straffede de onde og beskyttede de gode? Hvordan kan Du da sige, at der findes Gunaswarupa i Ramayana'en og Mahabharatha'en, men ikke i Bhagavatha'en?
Swami: Ser du, Guna'erne har en begyndelse og en afslutning, men Atma har ingen af delene. Dybest set så har Rama og Krishna heller ingen Kvaliteter. De har vist, at det er muligt at kontrollere alle Guna'erne, når man er hævet over dem. Både Ramayana'en og Mahabharatha'en har en slutning, ikke sandt? Anskuet på den måde har Bhagavatha'en ingen slutning. Den beretter om Herren, som ikke har nogen begyndelse eller slutning. Den beskriver de roller, Herren påtog Sig på baggrund af tidsalderen, tidspunktet og formålet. Derimod fortæller de to andre skrifter om de retningslinier, man bør efterleve i denne falske, flygtige verden, og de tilskynder mennesket til at følge Sathya, Dharma, Santhi og Prema. Forstår du det?
Bhaktha: Man kan altså sige, at Bhagavatha'en ikke har nogen praktisk betydning for os?
Swami: Hvad siger du? Det er netop Bhagavatha'en, der er mest anvendelig for en Sadhaka. Det er alene den, der indeholder Herrens sande Hemmelighed, Hans sande Herlighed og Hans sande Vej! Ramayana'en og Mahabharatha'en bestræber sig i et vist omfang på at højne det almindelige, verdsligt orienterede menneske ved at lære ham den rette moralske levevis og gennem eksemplets magt. Disse skrifter viser, hvordan man kan gøre sig fortjent til Guds Nåde. Men den, der ønsker at lære Atma's og Paramatma's Natur at kende, bør mere end noget andet studere Bhagavatha'en.
Bhaktha: Swami, hvordan er forholdet mellem Bhagavantha, Bhagavatha'en og Bhaktha'en?
Swami: Det svarer til forholdet mellem Maharaja'en, Yuvaraja'en og Kumararaja'en! Bhagavantha, det vil sige Gud, er klart nok Maharaja'en, kongen. Den næste i rækken er Bhagavatha'en, fordi dens status og titel er afledt af Herren. Bhagavatha'en har status som Yuvaraja, kronprins. Kumararaja'en, kongesønnen, er afhængig af begge disse, på samme måde som Bhaktha'en er det. Kumararaja'ens status er ikke helt almindelig, han fortjener endog den status, som Maharaja'en har. Alle andre er disse tre underlegne. Den, som ikke hæver sig op til Bhaktha'ens, Kumararaja'ens, status, har ikke nogen adgang til Maharaja'ens tronsal.
Bhaktha: Fortjener Yogi'er, Jnani'er og asketer da ikke denne position, Swami?
Swami: Hvordan skulle nogen kunne blive Yogi, Jnani eller asket uden at udvikle Bhakthi og uden at elske livets højere Sandhed? Også de besidder den samme grad af Bhakthi. Tænk på Laddu, Jilebi, Mysore Pak eller andre former for slik. Det, der gør dem søde, er i alle tilfælde det samme, nemlig sukker, ikke sandt? Hvordan skulle man ellers kunne lave slik? Således forholder det sig også med disse tre veje til Gud. Bhakthi, Guds sødmefyldte Navn, må nødvendigvis være en fælles bestanddel. Uden den ville selve disse genstandes navne være absurde.
Bhaktha: En anden ting, Swami. Kan man udelukkende nærme sig Gud, hvis man har tro på og tillid til Gud, og hvis man på det grundlag udøver Japa, Dhyana, Bhajana og Puja? Eller sagt på en anden måde, er det ikke muligt at nå den position ved at følge Sandhedens vej, Dharma vejen, Prema vejen og den uselviske tjenestes vej?
Swami: Hvordan skulle de kvaliteter, du omtaler, kunne fremelskes uden gudsfrygt og uden at frygte synden? Er disse veje eller metoder og de kvalifikationer, der kræves hertil, ganske almindelige og dagligdags? Nej! De er de døre, der fører ind til Herrens Bolig. Den, der følger de veje, kan derfor ubesværet komme Gud nær. Men der er dog forskel på familie og venner. De, der udelukkende fremelsker disse kvaliteter, må anses for at være venner! Men de, der fremelsker disse kvaliteter og samtidig udvikler hengivenhed for Navnet og Formen, bliver en del af familien. Det er forskellen. Meditation på Nama og Rupa styrker tillige Guna'erne. Guna'erne kan ikke blive stærke, kraftige og rene uden dette grundlag. Herrens Nama og Herrens Rupa fjerner menneskets dårlige karakteregenskaber.
Bhaktha: Men Swami, er det ikke således, at såvel Bhaktha'en som et menneske med gode karakteregenskaber begge når det samme mål?
Swami: Jo da. Den person, der alene er et godt menneske, er kandidat, og han har gjort sig fortjent til den position. Det gode menneske, der tillige besidder Bhakthi, har krav på den position. Ham kan man ikke forbigå.
Bhaktha: Swami, der er mange, der arbejder under sloganet: At tjene mennesket er at tjene Gud. Fortjener de også den position på grund af det, de gør?
Swami: Hvorfor spørger du om det? Selvfølgelig. Det gælder alle dem, der har den indstilling. Men det er meget svært at opnå den ægte følelse. Det er ikke ærligt og oprigtigt at betragte andre som mennesker og så blot sige, "Ved at tjene dem tjener jeg Gud." Det vil tvedele sindet. Du skal til fulde forstå Madhava's Herlighed, erkende at Madhava er i enhver Manava, og du skal have tillid til, at det at tjene Manava, mennesket, udelukkende er at tjene Madhava. Da vil dine gerninger berettige dig til den position. Findes der nogen større kvalifikationer end disse? Men dersom du udfører tjeneste for at blive kendt eller for at opnå ære og berømmelse, eller hvis dit sind higer efter handlingernes frugter, så er udtalelsen "At tjene mennesket er at tjene Gud" helt meningsløs, og du vil ikke nå det forventede resultat.
Bhaktha: Det er vældigt interessant, Swami! Denne samtale i dag om Bhagavatha'en har fremkaldt mange hellige ideer og moralske tanker. Sikke uvurderlige sandheder, der dukker op, hvis man blot fordyber sig i den. I dag føler jeg mig i sandhed velsignet.
Swami: Har du forstået det hele? Bhagavatha'en beretter om Atma, der er uden begyndelse og uden nogen slutning. Den indeholder begge former, såvel det grove som det finere plan. Den er finere end det fineste. Den er grovere end det groveste. Den er ubegrænset og umålelig. Ramayana'en og Mahabharatha'en er Ithihasa'er, altså historiske, episke digte. Bhagavatha'en er anderledes. Den beskriver den atmiske Natur. Den underviser i Bhakthi vejen. Den slutter aldrig. Den har aldrig en afslutning. Det er Bhagavatha'ens betydning.
Bhaktha: Swami, jeg har et stort problem, og Du er nødt til at hjælpe mig med det. Det plager mig. Jeg forsøger at glemme det, prøver på at tænke på noget andet, men det er det eneste, jeg kan tænke på. Jeg hører ikke om andet. Så hvordan kan jeg holde op med at tænke på det? Jeg kan ikke finde nogen løsning, og derfor beder jeg Dig hjælpe mig. Misforstå mig nu ikke. Vær venlig at give mig et klart og tydeligt svar, for da vil Du fjerne dette problem fra alle, der har det samme problem, og Du vil styrke vor lyst til at udøve Sadhana. Ellers er jeg bange for, at vi endog vil miste den smule tro på Gud, vi nu har, og jeg frygter, at vi bliver ateister. Dit Svar vil være en umådelig stor hjælp ikke blot for mig, men for alle Bhaktha'er. Derfor beder jeg Dig straks udrydde min tvivl og fortælle mig sandheden på en let forståelig måde.
Swami: Hvad er der galt? Fortæl mig det. Hvad er grunden til denne bekymring?
Bhaktha: Swami, Du har fortalt os, at der findes fire Asram'er: Brahmacharyam, Grihasthyam, Vanaprastham, og Sanyasam, og at de, der når det sidste stade, i sandhed er velsignede, fordi de opnår Selvrealisation. Vil Du venligst fortælle os, hvad denne Sanyasam egentlig er?
Swami: Så det er det, der skaber alle disse bekymringer! Er det? Min kære ven, man bliver ikke Sanyasi, blot fordi man ifører sig orangefarvede klæder, eller fordi man rager håret af hovedet. En Sanyasi er en, der har gjort sig fri af alle ønsker. Han skal besidde enhed i tanke, ord og gerning, være helt opslugt af Gud, den eneste Ene, og være fuldt og helt optaget af at opnå Forening med Gud. Alle, der er fuldt beskæftigede med det, er Sanyasi'er. Hvis de derimod stadig rummer alle mulige ønsker, og hvis de gør alt for muligt for at få disse ønsker opfyldt, så er de ikke Sanyasi'er, men hyklere. Forstår du det?
Bhaktha: Men Swami, i dag er det meget let at møde Sanyasi'er. De kan købes for en rupi, en paisa, ja endog for en enkelt cigaret. Hvem blandt dem skal vi opsøge, og hvem skal vi acceptere?
Swami: Hvorfor spekulerer du dog på alt det? Du skal tænke på din egen fremgang, på din egen udvikling. Du skal hige efter at finde en person, der kan vejlede dig med din Sadhana. Hvis det ikke er muligt, skal du søge ind i dig selv og acceptere dit Selv. Det er alt nok for at få det, du har brug for. Stol på dig selv, og din tvivl vil forsvinde.
Bhaktha: Hvis det er tilfældet, Swami, hvad så med ordsproget: "Undervisning kræver en underviser"? Er det ikke afgørende nødvendigt at stole på en eller anden højt udviklet lærer? Jeg mener, for at han kan vise vejen.
Swami: Mit barn, højt udviklede lærere er ikke forsvundet fra jordens overflade. Tro ikke, at alle tilhører den kategori, du omtalte. Selv i vor tid findes der mange højt udviklede mennesker. Hvordan skulle verden ellers kunne være fuld af lys, som man siger?
Bhaktha: Der findes måske nok højt udviklede personer blandt Grihastha'er, Vanaprastha'er og Brahmacharya'er! Det har jeg ikke så megen erfaring med, men blandt dem har jeg dog set mange berømte og kendte personer. Een ting ved jeg dog. Det er meget svært til at finde virkelig hellige personer blandt Sanyasi'er. Det er umuligt at finde en eneste Sanyasi, der ikke har et eller andet ønske eller begær. Når Sanyasi'er er så fulde af begær, er der så noget galt i, at almindelige familiefædre også er det? Hvor vi end vender os hen, så hører vi udelukkende kravet: "Penge, penge, penge!"
Swami: Det er, som du siger. Sanyasi'er skal ikke have nogen ønsker. Begær og grådighed er frygtelige fjender for dem. De skal undgå enhver kontakt med dem. De skal udelukkende acceptere den smule føde, de måtte blive budt, når de måtte få den tilbudt. De skal ikke ønske andet eller mere. Det er deres leveregel, deres løfte. De har intet at gøre med penge.
Bhaktha: Undskyld mig Swami, men Sanyasi'er er hele tiden ude efter penge! Ingen almindelige familiefædre bekymrer sig så meget om penge, som de gør. De udnytter deres disciple og fratager dem deres hårdt tjente midler. De, der ikke betaler, bliver fordømt. Er det i orden, Swami? Er det ikke forkert? Kan de så være Guru'er?
Swami: Kun en tåbe vil sige, at det er i orden. Hvordan skulle Jeg kunne sige, at de opfører sig korrekt? Hvorfor spørger du ikke blot en enkelt gang disse Sanyasi'er: "Hvorfor har I brug for penge? Er det ikke forkert af jer at hige efter den berømmelse, penge kan give?"
Bhaktha: Swami, jeg har spurgt om alt det.
Swami: Hvad svarede de?
Bhaktha: Nogle svarede, at de ønskede penge for at dække deres udgifter. Andre sagde, at de havde brug for penge for at kunne udbygge deres Asram. Det var den slags, svar jeg fik. Det er ikke svært for den, der har lært at argumentere, at finde et passende svar. Men vi skal da benytte vores skelneevne til at finde ud af, hvad vi skal tro på blandt alt det, vi hører. Er det ikke rigtigt?
Swami: Guru'en skal beskæftige sig med at fremme udviklingen af de disciple, der kommer til ham for at få vejledning. Han skal ikke tænke på Asram'en. Asritha'en er vigtigere end Asram'en. Bekymring og uro med hensyn til Asram'en bliver i sig selv en stor Sramam, en stor byrde. Det er grunden til, at folk mister den smule tro og hengivenhed, de har, og derefter bliver ateister. I stedet for at bryde alle bånd lader sådanne Guru'er sig binde endnu mere. De minder mere om lastdyr. Min kære ven, lyt til, hvad Jeg siger. Lad være med at beskæftige dig med den Guru, der lægger pres på en discipel for at få penge. Hold dig så langt væk som muligt fra den slags mennesker. Lad ikke deres selskab mindske din tro. Bevar og styrk din tro ved din egen indsats.
Bhaktha: Vi opsøger den slags personer, fordi vi er ivrige efter at lære livets højere sandheder at kende, og fordi vi ønsker at lære vejen, der fører til Gud, at kende. Vi søger her og der, fordi vi ikke er klar over, hvilken slange der lever i hvilket hul. Alligevel møder vi disse kobraslanger, disse Sanyasi'er, og vi bliver forskrækkede! Er det ikke også forkert, at de har disse anmassende begær med hensyn til Asram'en? Dersom de ønsker at tjene offentligheden på den måde, så kunne de lige så godt forblive, hvad de var, og beholde det navn, de havde, samt indsamle og uddele penge. Er det ikke rigtigt? Ødelægger det ikke den hellighed, der er knyttet til det at være Sanyasi, når disse personer kalder sig Sanyasi'er, klæder sig ud som sådanne og modtager Upadesa? Eller når de ved optagelsen i munkeordenen har afgivet alle mulige løfter sammen med en erklæring om, at de har tilintetgjort alle begær, og når de så alligevel senere slår ind på havesygens vej?
Swami: Min kære ven, det kan være, at den enkelte spilder sit liv. Det er det hele. Den hellighed, der er knyttet til Sanyasi begrebet, kan aldrig mindskes! Det må du ikke tro, den kan. Der findes selvfølgelig den slags mennesker i dag. Men de er ikke Sanyasi'er eller Swami'er. De har intet med disse to kategorier at gøre. Det eneste, de opnår ved at benytte disse titler, er at skade deres disciple. Lad være med at skænke dem en eneste tanke.
Bhaktha: Godt, Swami, men der er jo nogen, der har bygget Asram'er, og som betragtes som Guru'er. Er det også forkert af dem, hvis de er ude efter penge?
Swami: Hvorfor spørger du om det? Er disse personer noget særligt? Har de for eksempel horn i panden? I virkeligheden er det således, at de skal være endnu mere påpasselige. De oplærer mange disciple, så de må anstrenge sig ekstra meget for at sikre, at eleverne lærer de rette holdninger og helt fordyber sig i kontemplation på Gud. Gør de ikke det, vil de forårsage alvorlige skader. Hvis Guru'en beskæftiger sig med elevernes åndelige udvikling og indre glæde, så vil eleverne af sig selv arbejde for Asram'ens opbygning. Ingen behøver at presse nogen til noget. Hvis han derimod glemmer at tage sig af deres udvikling og i stedet kræver så meget fra én elev og så meget fra en anden hengiven til sin Asram's udvikling, så bliver resultatet, at han mister selve Asram'en. Disciplen mister sin hengivenhed, og Guru'en mister sin institution. Det er det, der bliver resultatet.
Bhaktha: Swami, ud over det så er det således, at hvis nogen fortæller dem, at de opfører sig forkert, så bliver de rasende og truer med alvorlige afstraffelser. Er det i orden, Swami?
Swami: Det er endnu en fejl. Hvordan kan det være i orden? Det er ikke i orden, at Guru'en gør nogen discipel tung om hjertet. Han skal fylde dem med glæde og tilfredshed. Folk, der skaber frygt og udnytter andre, er ikke vejledere, men 'vildledere'. De er ikke hyrder, men får.
Bhaktha: Hvad foreslår du da, at vi skal gøre? Hvordan skal vi forholde os til den slags? Vær venlig at fortælle os det.
Swami: Min kære, hold op med at beskæftige dig med og at tale om dem, der er kommet på afveje. Tal om det, der er relevant for dine bestræbelser. Hold op med at kontakte den slags personer. Opsøg i stedet de steder, hvor der hverken er begær, grådighed eller nogen andre ønsker. Opsøg den Guru, der udviser den samme Prema til alt og alle. Den sande Guru besidder bestemte kvaliteter. Vær opmærksom på disse forhold. Hvis disse kvaliteter er til stede, så tag derhen og vær glad. Hvis du ikke kan finde et sådant sted, så mediter på Gud, som er inden i dig selv. Praktiser Dhyanam og Bhajana. Det er tilstrækkeligt. Du behøver ikke at opsøge noget andet sted. Læs gode, gudhengivne bøger i din fritid. Men selv når du læser disse bøger, så skal du kun læse det, du har brug for, og springe resten over. Pas på, at du ikke bliver indfanget i alle mulige former for tankespind.
Bhaktha: Swami, hvilke kvaliteter har disse Guru'er?
Swami: De vil ikke begære rigdom. De har ingen ambitioner om at udbygge deres Asram. De vil hverken elske dem, der roser dem, eller hade dem, der dadler dem. De vil ikke hindre deres disciple i at opsøge dem. De vil ikke forhindre nogen i at opsøge dem. De vil have den samme kærlighed til alt og alle. De bryder sig ikke om, at andre bliver bagtalt. De vil ikke ønske hævn over dem, der påpeger de fejl og mangler, de måtte have. De vil altid sprede Sathya, Dharma, Santhi og Prema. De vil altid være optaget af disciplenes glæde, velfærd og udvikling. Opsøg sådanne personer. De er de sande Guru'er. Spild ikke nogen tid på dem, der er ofre for vrede, ængstelse, had, misundelse og lignende eller på dem, der bekymrer sig om deres popularitet, berømmelse, ære eller position, uanset hvor opreklamerede de end måtte være.
Bhaktha: Godt, Swami, det er forstået. Men der er stadig noget, der nager mig. Hvordan kan det være, at disse Guru'er ikke selv er opmærksomme på det? De er jo belæste og kan holde timelange foredrag. Kan de da ikke selv se disse fejl og gøre noget for at rette dem?
Swami: Selv den mindste erfaring er nyttig, hvorimod tonsvis af boglig viden og lærdom kan vise sig at være uanvendelig. På universiteterne er der mange, der underviser. Time efter time udgyder de det, de har lært udenad. Bliver man et højt udviklet menneske, blot fordi man holder lange og pragtfulde foredrag? Det svarer blot til at gylpe det op, man lige har spist. Du skal se, om de gør, som de selv anbefaler. De, der råder andre, må selv følge rådet. Er der noget, du ikke selv kan lade være med, så bed ikke andre om at lade være med at gøre det. Den lærdes viden er uden betydning, dersom han ikke har praktisk erfaring, og dersom han ikke anvender sin viden. Det hele vil da blot være en sensation, der hurtigt er glemt, og derefter vil han hverken være her eller der. Med hensyn til de kvaliteter, Jeg har omtalt, så er det naturligvis således, at du skal se efter dem hos alle og ikke kun hos Guru'erne. Hold derfor op med at tale om andres fejl og mangler. Styrk din egen tro og hengivenhed. Meditér med større disciplin på Gud. Gør gode gerninger. Sig kun det, der vil bringe lykke og glæde. Tilbed Herren. Tænk altid på Ham. Udøv Japam og Dhyanam. Når du lader dig opsluge af disse aktiviteter og bliver opfyldt af dem, så vil det ikke længere bekymre dig om andre handler rigtigt eller forkert.
Bhaktha: Swami, Du har på en meget fin måde forklaret forholdet mellem Guru'en og Sishya'en. Når vi betragter den nuværende situation, så er det således, at den, der fortæller sandheden, er ilde set. Der findes mange Guru'er, Swami'er og Sadhu'er, der, som Du netop har fortalt, ikke opfører sig ordentligt, og som tilsøler disse hellige navne. Desuden handler de i strid med Sanyasi-løftet og den guddommelige Dharma. Den slags mennesker vil nok ikke være særligt glade for Dine Udtalelser. Det kan endda være, at de begynder at hade dig, fordi deres fejl bliver bragt frem i dagens lys. Men hvad der er endnu værre, så kan det medføre, at de søger at retfærdiggøre deres handlinger ved at opfinde historier og argumenter. Dine Udtalelser er kun møntet på dem, der opfører sig forkert, og er ikke rettet mod dem, der udfører gode gerninger. Så de virkeligt sande Sadhu'er og de, der ønsker at styrke disse idealer, vil være glade for det, Du siger. Men hvad folk end måtte sige, Swami, så styrk Sadhaka'ernes udvikling og vis os Herrens Herlighed.
Swami: Hvad skulle det betyde for Mig, hvad folk måtte sige? Frygt for at udtale sig må ikke føre til, at usandheden styrkes. Man ligger, som man har redt. Kun hyklerne vil blive fortørnede og argumentere imod. De sande Guru'er vil glæde sig. Kun folk, der stjæler, får dårlig samvittighed, når der gøres anskrig om tyveri, fordi de er bange for, at de skulle have tyvekoster på sig. De, der ikke stjæler, har intet at frygte, når der ledes efter en tyv. De sande Guru'er vil ikke udvise frygt eller vrede. De andre kan tage ved lære, dersom de skammer sig og beslutter sig til fra nu af at forbedre sig. Anger er det middel, der gør skaden god igen, og som medfører tilgivelse for de handlinger, der er udført i uvidenhed. Det er tegn på moralsk styrke at undlade at gentage forkerte handlinger.
Bhaktha: Swami, jeg har nogle problemer vedrørende Dhyana. Du er i gang med at skrive om dette emne. Må jeg i den forbindelse stille Dig nogle spørgsmål?
Swami: Selvfølgelig må du det. Sig frem og få din tvivl udryddet. Det gavner dig, og det glæder Mig.
Bhaktha: Der er en nogle, der praktiserer Dhyana, men som ikke ved, om de i deres Dhyana har gjort fremskridt eller ej! Hvad siger Du til det?
Swami: Fremskridt i Dhyana udtrykker sig i form af Ekagratha, det vil sige i evnen til at koncentrere sig. Alle og enhver kan uden tvivl selv vurdere, hvor stor vedkommendes egen koncentrationsevne er, ikke sandt?
Bhaktha: Der er nogle, der siger, at de ser alt muligt, når de udøver Dhyana. Andre hører alle mulige lyde. Er den slags tegn på fremgang?
Swami: Det er selvbedrag. Det hindrer fremgang. Den slags skaber indbildskhed og mindsker koncentrationsevnen. Forstyrrelser i form af billeder og lyde er ikke udtryk for Dhyanam.
Bhaktha: Hvad skal man gøre, når man oplever den slags?
Swami: Lad ikke sindet beskæftige sig med den slags. Fjern aldrig opmærksomheden fra den guddommelige Form, du har dannet dig et billede af. Vær klar over, at det blot er forhindringer, der har til formål at bortlede din opmærksomhed fra den guddommelige Form. Hvis du lukker disse billeder og lyde ind, så kommer du på afveje, din Ahamkara øges, og den oprindelige Form bliver uklar.
Bhaktha: Men Swami, der er nogle, der påstår, at disse oplevelser er udtryk for fremgang i Dhyana.
Swami: Det betyder blot, at de personer ikke selv udøver Dhyana på den rette måde! For at glæde deres elever, og fordi de ikke selv ved, hvad Dhyana er, så vildleder de også deres disciple med den slags tale. Det er det eneste, der kommer ud af det.
Bhaktha: Jamen, betyder det, at man ikke ved hjælp af Dhyana er i stand til at opleve Herren?
Swami: Hvorfor skulle man ikke kunne det? Selvfølgelig er det muligt. Dersom du lader din opmærksomhed hvile på Herrens mageløst smukke Form og kun tænker på Den, så vil du fra netop den Form modtage Hans Nåde på forskellige måder. Der kan dukke mange forhindringer op i den proces. Lad dig ikke vildlede, vær på vagt og glem aldrig den lykkebringende Form. Forestil dig, at hele skabelsen er indeholdt i den Form.
Bhaktha: Er det virkelig sandt, at vi ikke på noget tidspunkt er i stand til at erkende, hvilket stade vi har nået i udøvelsen af Dhyana?
Swami: Du kan kun blive klar over, om du gør fremskridt eller får tilbagefald i din Dhyana, hvis du kender de forskellige stadiers egenskaber og deres numre i rækkefølgen. Er du enig? Men Dhyanarupa'en er uden nogen Begyndelse og uden nogen Slutning, og derfor kan Dens frugter heller ikke angives som værende noget bestemt.
Bhaktha: Du siger med andre ord, at Dhyana er uden nogen afslutning?
Swami: Det, der normalt kaldes afslutningen, er blot jeg'ets endeligt. Det er Foreningen af alt med den Ene. Dhyana har ingen afslutning.
Bhaktha: Men hvordan kan vi erkende Dhyana's stadier?
Swami: Du kan få en fornemmelse af, hvilket stade du befinder dig på ved dagligt at lægge mærke til, hvor god din koncentrationsevne er, ved at være opmærksom på din evne til at kontrollere sindet og ved at blive klar over, hvor dybt du oplever den guddommelige Form. Det er det eneste, du kan gøre. Du kan ikke erkende, hvilket stade du er på. Det afhænger helt af Hans Nåde, hvad du får, og hvornår du får det. Det er Sadhaka'ens pligt at praktisere Dhyana uden at komme på afveje. Hans Nåde sørger for resten. Det afhænger ikke af antallet af dage eller af den anvendte tid. Nogle har brug for mange liv, andre kan nå målet i løbet af blot få dage. Det afhænger af den enkeltes Sraddha, Bhakthi og Sadhana. Det er ikke noget, man kan ræsonnere sig til, eller noget man kan beregne sig til.
Bhaktha: Det betyder altså, at vi ikke skal være bekymrede for vor Sadhana, vor fremgang, vort stade, vort mulige tilbagefald og lignende?
Swami: Netop. Du skal bekymre dig om den disciplin, der er nødvendig for din Sadhana, men ikke bekymre dig om resultaterne. Virkeligheden og erkendelsen af Virkeligheden har ingen trin eller grænser. Giv ikke efter for alle mulige vrangforestillinger eller ønsker om at opnå dette eller hint stade. Hold fast ved målet og vejen dertil. Opgiv aldrig Sadhana'ens disciplin. Lad være med at ændre dit meditationstidspunkt. Du skal stræbe efter at nå målet ved hjælp af en stabil og målrettet indsats. Det vil skænke dig frugten. Det vil velsigne dig med Lyksalighed. Lad dig ikke vildlede af, hvad andre fortæller om deres uvirkelige erfaringer og oplevelser. For dig er der ikke noget så virkeligt og ægte som dine egne erfaringer. Bestræb dig derfor først og fremmest på at fremelske en urokkelig koncentrationsevne, Ekagratha. Lad det være målet.
Bhaktha: Dhyanam betyder at se Herrens Form, ikke sandt, Swami? Det hedder sig, at når man ser en sådan Form, så er den ikke virkelig eller ægte! Hvad menes der med det?
Swami: Målet for Dhyanam er at opleve Herrens Form. Det er det, man stræber efter. Men før man når det mål, så er der nogle forhindringer på vejen. Dem skal man være på vagt overfor.
Bhaktha: Hvilke forhindringer? Hvordan kan vi tage os i agt for dem?
Swami: Lad os antage, at du tager toget for at komme til en bestemt landsby. Du har hørt, at der er en station i den landsby. På vejen dertil er der mange lignende stationer, og toget holder ved dem alle. Men du står da ikke af med din bagage ved nogen af dem, blot fordi toget holder der, gør du vel? Står du af, så kommer du ikke til dit bestemmelsessted. Er du enig? Det er ikke godt at stå af på de mellemliggende stationer, fordi du så ikke når målet. Du får mange vanskeligheder og bliver tilmed forsinket. Før du påbegynder din rejse, er det klogt at henvende sig til nogle, der tidligere har rejst ad denne rute, for at notere sig navnene på de mellemliggende stationer.
Bhaktha: Alle og enhver opfører sig, som om de er erfarne rejsende. Hvordan kan vi finde ud af, hvem der er det, og hvem der ikke er det?
Swami: Det må du selvfølgelig reflektere grundigt over. Hver og en kan have taget sin egen rute. Nogle vil måske udelukkende ud fra landkort fortælle dig om turen, om stationerne og så videre. Hvis det er er tilfældet, så bør du ikke følge deres anvisninger. Tænk på, hvor de startede fra, og hvor du starter fra. Vær opmærksom på den rute, de har taget, og den rute du må tage. Det er desuden umuligt at søge råd hos dem, der har nået målet, for de vender ikke tilbage. De vil ikke kunne konsulteres på det stade, du befinder dig på. Det er derfor ikke umagen værd at opsøge personer, der kan fortælle dig om deres erfaringer med ruten. Det bedste er at søge hjælp og vejledning hos veteranerne på området: Gita'en, Sastra'erne, Veda'erne og Upanishad'erne. Stol på Guds Ord og følg Avathara Purusha'ernes Upadesa. Desuden findes der utallige højtudviklede personer, der kan vejlede dig så langt, de har rejst, men heller ikke længere. Hvordan skulle de kunne berette om noget, de ikke selv har oplevet?
Bhaktha: Men hvordan kan alle få mulighed for at finde vejen og nå målet?
Swami: Det er ikke vanskeligt, hvis det er deres skæbne. De vil blive opsøgt af tilfældet. Du har sikkert hørt om manden, der søgte efter sin ven, og som stødte ind i ham på gaden. Du behøver derfor ikke have nogen tvivl. Det vil ske.
Bhaktha: Swami, der er nogle, der siger, at hvis vi ikke under Dhyanam får visioner, hører lyde eller ser lys, så betyder det, at vi ikke har gjort fremskridt i vores Dhyanam. Siger Du, at de tager fejl?
Swami: Det er altsammen et resultat af deres egen fantasi. Måske praktiserer de Dhyanam for at opleve den slags syner og lyde! Det er derfor, de oplever dem. Det er oplevelser, de alle som en bliver vildledt af. De prøver ikke at finde frem til den sande årsag til visionerne! Alvorligt talt, så burde de ikke opsøge disse flygtige vrangforestillinger.
Bhaktha: Hvad skal vi da søge efter, Swami?
Swami: Søg og stræb efter Den, der er Kilden til alting. Når du kender Den, kender du alting. Når du har set Den, har du set og forstået alt. Søg ikke efter vanddråber, hvis det er floden, du ønsker at lære at kende. Når du har nået havet, som alle dråber kommer fra, så vil du ikke længere leve i dråbens uvidenhed.
Bhaktha: Der er nogle Sadhaka'er, der forestiller sig deres Guru under Dhyanam. Er det korrekt at gøre det?
Swami: Guru'en viser vejen. Han underviser i det, der er velgørende. Og derfor skal man naturligvis vise ham respekt og taknemlighed. Men man bør ikke anse Guru'en for at være almægtig og altfavnende. Selvfølgelig er Gud til stede i alle og enhver i form af Atma, men man må være omhyggelig med kun at tildele hver enkelt den status, han nu engang tilkommer.
Bhaktha: Men der findes store berømtheder, der erklærer, at Guru'en er både far og mor, at han er Brahma, Vishnu og Maheswara altsammen i een og samme person.
Swami: Fra et atmisk synspunkt er det korrekt. Men den slags Guru'er er sjældne. Man kan omtale ham som far, mor, Gud og så videre, fordi man elsker og agter ham. Det er det hele. Men er han det i virkeligheden? Det kan være, at du siger, at han er lige så kærlig som en mor og lige så beskyttende som en far. Men hvad så med dem, der har givet dig denne krop, og som har opdraget dig og passet på dig, endnu før du mødte din Guru? Det er vigtigste er, at du først og fremmest viser din mor og din far taknemlighed. Tjen dem. Gør dem lykkelige. Vis dem respekt. Dernæst skal du agte Guru'en som den, der viser dig vejen, som den, der tager vare på din udvikling, og som den, der er interesseret i din velfærd. For det tredie skal du tilbede Herren, som er Vidnet til alting overalt, som er Almægtig, og som er Skaberen, Opretholderen og Nedbryderen. Det er udelukkende Herren, du skal anse for at være den Universelle Form, og som er den Universelle Ven og Beskytter. Alle andre skal behandles efter hver deres individuelle status: moderen som mor, faderen som far og Guru'en som Guru. Sandheden er den, at alle disse ikke kan være én. Reflektér grundigt over det. Hvis du ønsker at opnå Atmasakshatkara, så må du i din Dhyanam benytte dig af netop den Form af Herren, den universelle Atma, du har allerkærest, og ikke benytte dig af Guru'ens billede. Det ville være forkert. Har Herren ikke en højere status end Guru'en? Du skal selvfølgelig anvende hans ord som fundament og stræbe efter at nå Kilden til alting. Det vil medføre, at alle dine bestræbelser bærer frugt.
Du bliver bedt om at anse en almindelig sten for at være en ædelsten og en ædelsten for at være en almindelig sten. Selvfølgelig kan du adlyde og acceptere på grund af tvang eller ordre, men kan en sådan følelse være ægte? Det er ikke tegn på Dhyanam at have én forestilling udvendig og en anden indvendig. Du vil ikke kunne opnå nogen stabilitet i din Dhyanam, og du vil heller ikke nå et godt resultat, medmindre denne konflikt bliver løst således, at der er harmoni mellem det indre og det ydre.
Bhaktha: Det er virkelig fint, Swami. Mangen en Sadhaka spilder år på det, de kalder Dhyanam, fordi de ikke har forstået tingene til bunds. De har ingen disciplin. Din Vejledning viser disse Sadhaka'er Virkeligheden. Det vil forankre dem i det Evige. Swami, jeg er virkelig blevet velsignet i dag
Bhaktha: Jeg har længe ivrigt set frem til at få mulighed for at stille Dig nogle spørgsmål og at få Dig til at forklare disse ting. I dag har så jeg chancen. For mig er Manas og grundlaget for Manas ukendte størrelser. Uden virkelig at opleve dem er jeg ude af stand til klart at forstå, hvad de egentlig er. Swami, Samsara's trylleri overvælder og overmander os fuldstændig som mørke skyer under et tordenvejr. Hvad er det for en mægtig kraft, der trækker rundt med os? Det er det problem, der bekymrer mig. Jeg mener, at de, der interesserer sig for det, jeg interesserer mig for, lige fra starten burde forstå disse forhold helt klart. Vil Du være venlig at kaste lys over disse forhold?
Swami: Nå da, Min dreng. Hvad skal Jeg sige? Du lider simpelthen af frygt. Du ser en træstub i mørket og tror, det er et menneske. Du fejlopfatter den Ikke dualistiske, den Fuldkomne, Advaita'en, Purna'en, der er den samme som Brahman, og du tror, Den er en separat, ufuldkommen Jiva. Derfor lider du. Dette selvbedrag er årsag til alle dine lidelser.
Bhaktha: Hvordan er dette selvbedrag opstået?
Swami: Du sov, og derfor drømte du. Du sov Ajnana- og Moha søvnen, og derfor drømte du denne Samsara drøm. Vågn op. Så vil du ikke længere drømme. Når drømmen er forsvundet, så forsvinder tillige selvbedraget.
Bhaktha: Swami, hvori består denne uvidenhed? Hvad kendetegner den? Hvordan fungerer den?
Swami: Det er Jiva'en, der er knyttet til kroppen, og som oplever 'jeg hed'. Jiva'en retter opmærksomheden udad. Den stoler på hele denne foranderlige Jagath og Samsara, og den er helt opslugt af dem begge. Når Jiva'en ignorerer sin Advaitaswarupa og glemmer den, kalder vi den tilstand for Ajnana. Forstår du det?
Bhaktha: Men Swami, alle Sastra'erne fortæller os, at Samsara skyldes Maya. Du siger nu, at den skyldes Ajnana. Hvad er forskellen på de to?
Swami: Ajnana kaldes tillige Maya, Pradhana, Prakriti, Avyaktha, Avidya, Tamoguna og så fremdeles. Du skal derfor helt klart forstå, at Samsara er en følge af Ajnana.
Bhaktha: Gurudeva, jeg ønsker, at Du forklarer mig, hvorledes Ajnana kan skabe denne Samsara?
Swami: Du er nødt til at forstå, at Ajnana besidder to egenskaber, to evner, nemlig Avaranasakti og Vikshepasakti. Det vil sige evnen til at sløre og evnen til at projicere. Ajnana tilslører Virkeligheden og projicerer det uvirkelige over på Den. Avaranasakti arbejder på to forskellige måder som Asath avarana og Abhan avarana. Når en Jnani og en Ajnani mødes, og Jnani'en forklarer, at Atma er Enhed og Ikke dualistisk, så benægter Ajnani'en det. Han er ikke i stand til at erkende Virkeligheden så let. Selv om han får fortalt sandheden, så er han ikke i besiddelse af den tro og den vedholdenhed, der skal til for at forstå den, og han vil affærdige det hele med et afvisende skuldertræk. Det er udtryk for Asath Avarana. Hør nu, hvad Abhan Avarana er. Selv om en person har studeret Sastra'erne, besidder Forsynets Nåde og tror på, at der findes en ikke-dualistisk Atma, så affærdiger han Den som ikke eksisterende, fordi han bliver vildledt af flygtige, overfladiske argumenter. Det sker, skønt han besidder Chith, Bevidsthed, der er vidende om netop den kendsgerning, han benægter eksistensen af. Det er Moha, der får ham til at erklære, at den er ikke eksisterende. Det er Abhan Avarana's dystre rolle.
Bhaktha: Du nævnte også Vikshepasakti. Hvad er det?
Swami: Skønt du er uden nogen Form, skønt du er Uforanderlig, og dit væsen er Ananda, Lyksalighed, så bliver du vildledt til at tro, til at føle og til at handle, som om du er kroppen. En krop der har en form, der er foranderlig, og som er kilden til smerte og sorg. Du henviser til dig selv som den, der handler, og som den, der nyder handlingernes resultater. Du siger jeg, du, de, dette, den og så videre, fordi du i dit selvbedrag oplever og tror på forskelligheder og mangfoldigheder, skønt der udelukkende er den eneste Ene. Denne evne til selvbedrag, der projicerer mange på den Ene, kaldes Vikshepasakti eller Adhyaropa, der betyder evnen til at overlejre.
Bhaktha: Hvad er nu det for noget?
Swami: Det er det, der sker, når du tror, du ser sølv på perlemor, eller når du i stedet for en træstub ser et menneske, eller når du i ørkenen ser en sø. Så har du overlejret det uvirkelige på det Virkelige. Det er Adhyaropa.
Bhaktha: Altså, Baba, hvad er Virkeligt, og hvad er uvirkeligt? Fortæl mig også det.
Swami: Det Virkelige er den eneste Ene, den Ikke dualistiske, Sath-Chith-Ananda Parabrahman. På samme måde som slangens Nama og Rupa overlejres på et stykke tovværk, på helt samme måde overlejres denne Jagath, der omfatter alt lige fra Brahma til det mindste græsstrå - alle skabninger, alle uvirksomme objekter så som Jorden og så videre - på Parabrahmavastu. Denne Jagath er Avastu'en, det uvirkelige, der bliver overlejret.
Bhaktha: Hvordan overlejres denne Nama-Rupa Jagath på Advaitaavastu'en?
Swami: Ved hjælp af Maya.
Bhaktha: Hvad er Maya?
Swami: Jeg har lige talt om Parabrahman, og det er Parabrahman's Ajnanasakti.
Bhaktha: Hvad betyder Ajnanasakti?
Swami: Det har Jeg da fortalt dig, har Jeg ikke? Din Ajnana er din manglende evne til at forstå Brahmam, skønt du dybest set er Brahmam. Det er Ajnana.
Bhaktha: Altså, hvordan skaber denne Ajnana hele denne Jagath?
Swami: Ajnanasakti tillader ikke, at du ser tovværket. I stedet overlejrer den slangen på tovværket. Den får dig til at se denne Jagath, hvor sandheden i virkeligheden er den, at alt er Brahmam.
Bhaktha: Swami, når nu udelukkende Advaita, denne Ikke-dualistiske Ene, eksisterer, hvordan foregik så skabelsen af alle disse verdener?
Swami: Nu er du igen vendt tilbage til vores udgangspunkt. Selv om Jeg forklarer dig det nu, så er det meget svært at forstå. Jeg vil dog fortælle dig det, fordi du har spurgt. Hør her. Denne Ajnanasakti er en iboende del af selve tovværket. Det vil sige, den er latent og umanifesteret til stede i Brahmam. Dette forhold benævnes tillige Avidya. Dens fundament er Brahmam, der er Chith og Ananda. Maya besidder Avarana og Vikshepa. Af de to evner eller kræfter, er det Avarana, der slører eller tilhyller Brahmam, og det er Vikshepa, der får Den til at manifestere Sig som Manas. Manas skaber hele denne rigdom af navne og former ved hjælp af en overflod af Vasana'er.
Bhaktha: Det er smukt, Swami. Hvor er denne Prakriti dog storslået. Når det nu forholder sig således, hvilken virkelig forskel er der så mellem den vågne tilstand og drømmetilstanden?
Swami: De er begge dele af selvbedraget. I begge tilstande er Vasana'erne aktive. Jagrath er den stabile illusion, og drømmetilstanden er den ustabile illusion. Det er forskellen. Der er ingen anden forskel.
Bhaktha: Swami, hvordan kan man påstå, at denne Jagath er uvirkelig, når den jo er til at tage og føle på, og når den kan opleves på et utal af måder?
Swami: Den er et blændværk, der medfører, at Virkeligheden ikke bliver erkendt. Denne Jagath er lige så fuldt ud en overlejring på Brahmam, som en film er en overlejring af billeder på et lærred.
Bhaktha: Det siges, at Avidya er Anaadi, ikke sandt? Hvorfor bliver den så bebrejdet så meget?
Swami: Avidya'en, som er uden nogen begyndelse, ophører, når Vidya gryr. Det er logik. Lyset fjerner mørket. Alle objekter har fem aspekter: deres skabelse, deres væsen, deres funktion, deres levetid og deres resultater. Det samme er ikke tilfældet med Paramatma, men med alt, der tilsyneladende er kommet fra Ham. Det er udelukkende Maya, der ikke har nogen forklarlig begyndelse. Maya er sit eget bevis. Den er til stede i Brahmam, med Brahmam. Den er Anaadi. Der findes ingen årsag, der kan forklare, hvorfor den har manifesteret sig på en så overdådig måde. Det er som en luftboble, der stiger op gennem vandet ved den kraft, som dens egen natur giver den. Denne kraft iklæder sig Nama Rupa og stiger op fra den Ubegrænsede, den Fuldkomne, fra Paramatma. Det er det hele. Det er kun tåber, der taler nedsættende om Avidya. I virkeligheden er der hverken noget godt eller noget ondt.
Bhaktha: Hvordan kan man påstå, at Maya ikke har nogen begyndelse, ikke har nogen Hethu? Ganske som pottemagerens arbejde er Hethu for lerets omdannelse til en krukke, er Iswara's Sankalpa nødvendig, for at den latente kraft i Brahmam kan blive åbenbar.
Swami: I den endelige opløsning, i Mahapralaya, vil selv Iswara gå til grunde eller blive ikke eksisterende. Det er da udelukkende Brahmam, der eksisterer, ikke sandt? Hvordan skulle Iswara's Sankalpa da kunne være begyndelsen? Det er ikke muligt. Når du overvejer dette emne, så skal du ikke forestille dig, at Brahma, Vishnu og Iswara er tre adskilte Væsener. De tre er legemliggørelser af de tre Guna'er. Alle tre er den ene Paramatma. Men da det er svært at forstå, hvorledes verden hænger sammen, så bliver den forklaret og forstået som værende tre, tredelt. Tre skikkelser, der udfører tre forskellige former for handlinger, og som har forskellige Navne. Under skabelsesprocessen er nedbrydningen ikke til stede. Begge kan kun være til stede samtidigt, når tiden transcenderes. Det menneske, der er bundet af tid, handling og årsag, vil aldrig kunne gøre sig håb om, at forstå det. Når du transcenderer de tre Guna'er, vil du forstå det, men ikke før. Så i stedet for at spilde din tid med den slags uforståelige problemer, så tag og beskæftig dig med det, du virkelig har brug for - at følge den vej der fører til Målet.